Centralkomiteens beretning til APK’s 9. kongres 2021.
Del 2 om den internationale situation
Imperialismen er på verdensplan arbejderklassens og befolkningernes største fjende. Den er baseret på udnyttelse af millioner af arbejdere i alle lande og kontinenter. Baseret på udplyndring af naturressourcer og ødelæggelse af klodens natur. Den er baseret på erobring af områder, regioner og lande med henblik på at etablere monopolernes og finanskapitalens dominans med økonomisk, politisk og strategisk indflydelse, på udnyttelse af råstoffer og menneskers arbejde og strid om markeder.
USA’s ”nye verdensorden” har lidt et fatalt nederlag i sin terrorkrig mod Afghanistan. Det har forrykket magtbalancen mellem de imperialistiske supermagter. Det har forrykket magtbalancen i regionen. Det har skabt fornyede spændinger mellem USA, NATO og EU. Det har øget de interne politiske uenigheder i USA selv.
At verdens fattigste land kunne slå verdens stærkeste militærmagt, viser, at imperialismen ikke er uovervindelig.
Klassekampen mellem arbejderklassen og borgerskabet skærpes på verdensplan
2019 blev et vendepunkt i arbejderklassens og folkenes kamp. I flere lande i Latinamerika, Mellemøsten Europa og Asien var der store mobiliseringer af arbejdere og store grupper af befolkningen, hvor de unge deltog på en aktiv og markant måde. Protester og aktioner var vendt mod kapitalen og imperialisme, de krævede frihed og demokrati. Der skete en ny stigning i den revolutionære kamp, en stigning i arbejderklassens og de unges kamp; der blev sat spørgsmålstegn ved kapitalismen, der åbent og direkte blev fordømt.
Dette blev tydeligt med folkeopstanden i Ecuador, massekampene i Bolivia, Chile, Venezuela, millionstrejker i Indien, den anden bølge af revolutionære processer i Mellemøsten, der tog sin begyndelse i 2018, og i strejke- og protestbevægelser i lande som Frankrig, Tyskland og Tyrkiet.
Med Covid-19-pandemien og den accelererende økonomiske krise i 2020 skete der en midlertidig opbremsning i arbejderklassens og befolkningernes kamp, men uden at lamme disse. Den sociale uro eksploderede i supermagtens USA’s eget bagland med kampen mod politivold, racisme, udbredt fattigdom og de enorme klasseforskelle. Den skabte en bølge af protester på flere kontinenter.
I november 2020 blev verdens hidtil største generalstrejke i Indien gennemført mod de ekstreme konsekvenser af den neoliberale privatiserings- og udbytningspolitik, i sammenhæng med millionstore folkelige protestbevægelser, der fortsætter her i 2021.
Mange steder i verden ses et nyt opsving i arbejderklassens og befolkningens kampe – et nyt opsving i den fortsatte globale kvindekamp mod den voksende kvindeundertrykkelse. Offentlige sundhedsarbejdere der fortsat protesterer mod de katastrofale forhold i den offentlige sundhedssektor, og som Covid-pandemien afslørede.
Modsætningen mellem arbejderklassen og borgerskabet er blevet voldsomt skærpet med den massive krisepolitik for at lade arbejderklassen betale den økonomiske og sundhedsmæssige krise med deres liv, helbred og hårdere udbytning og undertrykkelse. Borgerskabets frygt for social uro og voksende modstand og kamp fra arbejderklassen og folkene har ført til en massiv militarisering af deres kapitalistiske statsapparater og overvågnings- og kontrolsamfund.
Kampen for socialisme
Selvom socialismen ikke længere eksisterer som et aktuelt samfundssystem, så eksisterer målet for en socialistisk revolution og opbygningen af arbejderklassens samfund som en konkret bestræbelse. Kampen og modsætningen mellem de to samfundssystemer – det gamle og det nye – skærpes i takt med imperialismens og kapitalismens forfald. Den er en levende grundlæggende modsætning, der er med til at drive klassekampen fremad. Kampen for at skabe en revolutionær bevidsthed, de subjektive betingelser for en revolution og et socialistisk samfund, må føres og organiseres som partiets grundlæggende opgave.
Kapitalismen har ikke været og vil ikke være i stand til at løse de store og alvorlige problemer, som tusindvis af millioner arbejdere står i. Kapitalismen er i en global krise og har over flere år oplevet faldende industriel vækst. Vi ser en global produktions- og transportkæde i anarki, der begynder at kollapse. Vi ser et internationalt borgerskab samstemmende gennemfører den største økonomiske kriseredningsplan for kapitalismen, som historien nogensinde har set. En redningsplan, der på samme tid uddyber alle kapitalismens indbyggede kriser og modsætninger.
Pandemien har på mange måder gjort kapitalismens klassekarakter mere synlig. Kapitalismens ”nye normale” er et system for øget udbytning af arbejderklassen og folkene, med øget hjemmearbejde, arbejdsløshed, kontraktarbejde uden rettigheder, migrant- og vandrende arbejdskraft og arbejdere og flygtninge uden papirer (såkaldte illegale). Samtidig har store monopolgrupper mangedobbelt deres profit, aktier og rigdomme har nået nye højder.
En ny revolutionær bølge vil svække den imperialistiske dominans, forårsage revner i kapitalens verden, uddybe udviklingen af arbejderklassens og ungdommens revolutionære bevidsthed, styrke de revolutionære positioner. Den vil bidrage til, at de marxistisk-leninistiske partier og organisationer samles og vokser, og at den internationale kommunistiske marxistisk leninistiske bevægelse udvikler sig. Men en sådan bølge vil ikke kunne udvikles til nye arbejderklasse-revolutioner, der hvor der ikke findes stærke marxistisk-leninistiske partier, der vil være i stand til at involvere sig i den revolutionære situation og omdanne det til en revolutionær krise for arbejderklassens magtovertagelse.
Kapitalens udbytning af arbejderklassen skal brydes for at skabe plads til, at det nye samfund kan opstå. Den imperialistiske dominans må ødelægges. Erfaringerne fra de sejrende revolutioner, erfaringerne fra arbejderklassens nederlag skal tages med i betragtning for at kunne løfte ansvaret for at organisere og gennemføre revolutionen i vor tid.
Folkene og de afhængige landes kamp er voksende
Arbejderklassen og folkene har brug for, længes og kæmper for frigørelse. I de afhængige lande må den bryde gennem den imperialistiske kapitals og de nationale kapitalisters dominans for at opnå dette. De vigtigste mål for arbejderklassens revolution er social og national befrielse, at bryde lønslaveriets bånd, befrielsen af de produktive kræfter for at kunne udvikle samfundet og bryde med afhængigheden af imperialistiske magter og kapital.
Der er et voksende krav og kamp for national og social befrielse og selvstændighed i verden. Folkene mange steder kæmper mod den nyliberalistiske kriseoffensiv og mod imperialistmagternes afsættelse og indsættelser af deres lakajregeringer og de mest reaktionære nationale kræfter. Miljø-racisme og kampen for de oprindelige folk og etniske gruppers rettigheder og krav spiller en voksende rolle, ikke mindst blandt ungdommen. Når den forbindes med arbejderklassens revolutionære kamp og internationale solidaritet, bliver den en vigtig mobiliserings kraft i såvel den nationale som globale klassekamp.
De imperialistiske magter infiltrerer arbejdernes og folkenes kampe for befrielsen fra kapitalens og imperialismens åg. De taler om at støtte kampen for uafhængighed og udvikling, de tilbyder økonomisk støtte, kreditter, teknisk bistand, våben og militære rådgivere og under visse omstændigheder endda tropper. I virkeligheden søger de at erstatte de aktuelle dominerende magter med sin egen dominans. Den interimperialistiske rivalisering om verdensherredømme og territorier udspiller sig på fremmed jord, langt fra deres egne grænser, i alle verdens regioner og kontinenter.
Kapitalismens tilbagevende økonomiske kriser, der altid vil være en del af kapitalismen, udgør et andet scenario for skærpelsen af interimperialistiske modsætninger, men også for at opfylde monopolborgerskabets plan om at vælte krisernes byrder over på skuldrene af arbejderne på hele planeten.
Befolkningerne og landene har bitre erfaringer med de imperialistiske landes “bistand”, i hvilken dansk og EU’s imperialisme forsøger at spille den ”gode” i eksempelvis Venezuela, Grønland eller Sahelregionen i Afrika.
I de nuværende og fremtidige kampe for uafhængighed er arbejderne, ungdommen og kvinderne hovedpersonerne. Men hvis ledelsen af disse kampe og processer er i hænderne på sektorer af borgerskabet og/eller småborgerskabet, bliver det disse kampes skæbne at komme ud af kløerne på den ene magt for så at falde i kløerne på en anden, også selv om de er tilsyneladende er sejrende. En sådan ledelse er ikke nok til at opnå ægte uafhængighed og befrielse fra den kapitalistiske udnyttelses lænker. For at tingene skal ændre sig, for at kampene om national uafhængighed og social frigørelse skal sejre, er det vigtigt, at ledelsen af disse processer er i hænderne på arbejderne og befolkningerne selv, at de ledes af arbejderklassen og dens parti.
Folkenes og de afhængige nationers kamp står over for, at der sker en stadig forøgelse af nationerne slavebinding og afhængighed af imperialismen gennem øget gældsætning og gældskrise. Hvilket forøges ekstremt med ”Corona”-lån-offensiven for at stabilisere kapitalismen og sikre bankerne deres ågerrenter fra gælden. En skånselsløs politik der eksekveres gennem deres globale instrumenter som Verdensbanken og IMF’s diktater. I EU har Den Europæiske Centralbank (ECB) taget til et dette til et nyt niveau med fælles hæftning for alle lande i EU for ECB’s milliardlån til at redde euroen og EU’s monopolkapital.
Den voldsomme vækst i den takt, som imperialismen forsøger at redde og styrke sig selv på, sker på bekostning af udplyndring og ødelæggelse af folkenes og nationernes råstoffer og naturressourcer. På bekostning og ødelæggelse af miljø og klimaforværringer, af landgrabbing og ødelæggelse af de oprindelige folks overlevelsesmuligheder og kultur. På bekostning af arbejder-, rets- og demokratiske rettigheder.
Imperialismen har gennemtvunget en voldsomt forøget militarisering i de enkelte nationer til fordel for de imperialistiske alliancer som fx NATO og EU, betalt af befolkningen. Omfanget af de imperialistiske frihandelsaftaler er øget, selvom TTIP er taget af dagsordenen. Opbygningen af det føderale Europas Forenede Stater på ryggen af arbejderklassen er rykket et stort skridt frem ikke mindst i ly af pandemien.
Rivaliseringen mellem de imperialistiske magter skærpes
Monopolerne og de imperialistiske lande samarbejder med hinanden om verdensdominans, om forsvaret af det kapitalistiske system, om den internationale orden, så de kan positionere sig, samtidig med at de konkurrerer om overherredømme, om tilegnelse af den rigdom, som millioner af arbejdere har skabt, om brugen af planetens naturressourcer og råstoffer, om markeder og indflydelsesområder, om maksimal profit. Disse modsætninger forekommer på alle områder, i handel, direkte investeringer og kreditter, i diplomati, i politik og i militære konfrontationer, i lokale krige.
Vi ser med fremkomsten af den økonomiske globale krise og imperialismens ujævne udvikling en stigende skærpelse af modsætninger mellem de imperialistiske magter om verdensherredømmet.
Trumps lancering USA’s nye imperialistiske strategi ”America first” 2018 med truslen om atomkrig har skærpet rivaliseringen og ikke mindst med Kina, som er USA’s største trussel. Efter Trumps kaotiske exit følger USA’s nuværende præsident Biden samme strategi. Den giver sig ikke bare udtryk i protektionistiske handelskrige, som de imperialistiske blokke drages ind i, men også en øget brug af krige pr. stedforstæder på flere kontinenter, i oprustning og militarisering.
På det økonomiske og handelsmæssige område forværres konfrontationen af interesser mellem de store imperialistiske magter dagligt, og imellem dem og de andre imperialistiske lande. Handelsfriheden, åbningen af grænserne til gavn for alle er fortsat blot ord og bogstaver, når det drejer sig om at forsvare monopolernes og de imperialistiske landes interesser. USA, Kina og EU har genetableret toldrestriktioner som en del af “handelskrigen”. Handelsaftaler og frihandelsaftaler er ikke andet end fordelingen af markeder og indflydelsesområder mellem de imperialistiske lande, især USA, EU, Kina og Rusland.
Handelskrigen mellem Kina og USA har indvirkning på handelsforbindelserne og økonomien i en lang række afhængige lande, som er underlagt monopolernes gøren og laden. Trump-administrationen udvidede denne toldkrig til også at omfatte landene i EU og Canada.
Øget krigsfare
Aggressions- og plyndringskrigene, som er et udtryk for imperialismens natur, er et konstant element for at sikre sine positioner, der trues af andre magters indblanding. USA intervenerer militært og vifter med bannerne ”frihed” og ”demokrati” i Libyen og Syrien, mens det truer Iran, Palæstina og Nordkorea. Storbritannien, Frankrig, Tyskland Danmark og EU er åbent involveret i de samme lande og andre for at støtte USA, men også for at forsvare deres egne og EU’s interesser. Frankrig intervenerer politisk, økonomisk og militært i sine tidligere kolonier i Afrika. Det samme gør Danmark i Grønland og Arktis og Mellemøsten og Afrika for at forsvare danske monopoler som Mærsks og Danfoss’ interesser.
Efter USA har mistet sin direkte indgangsdør til Asien gennem Afghanistan, har USA oprettet en ny imperialistisk alliance med Storbritannien, der drømmer gamle kolonimagtsdrømme, og med Australien. Den skal beskytte deres interesser i Indo-Pacific området (Det Indiske Ocean og det vestlige og centrale del af Stillehavet), blandt andet gennem en fælles oprustning i Australien af en stor atomubådsflåde, cyber- og teknologisk krigsførelse og langtrækkende missiler. Et klart skridt i rivaliseringen vendt mod ikke mindst Kina, men også Rusland og EU. EU har på sin side svaret igen med endnu en oprustning af EU’s militære apparat og kapacitet. Det er en farlig eskalering af krigsfaren for verdens folk.
Rusland er aktivt involveret i Syrien og Libyen for at forsvare sine økonomiske interesser og bryde USA’s militære omringning, på samme måde som i de centralasiatiske lande og lande i den transkaukasiske og europæiske region, der er medlemmer af CSTO. Japan er faretruende i gang med at genopbygge sit militær og ændre lovgivning for at gøre det muligt at operere militært uden for sine grænser.
Indtil nu har Kina ikke gennemført nogen militære interventioner, men det er den tredjestørste militære magt og bliver hele tiden oprustet og har den største hær, verden har set.
I alle de lande, der udsættes for militær intervention af de imperialistiske magter, bruger de lokale folk som soldater til at udkæmpe deres indbyrdes rivalisering.
Den skærpede rivalisering og militarisering har også strakt sig ud i rummet. Med krigsindustrien ved roret foregår der et gigantisk våbenkapløb og en modernisering af alle fire supermagters militære styrker til moderne angrebshære og militærdoktriner om at forsvare deres interesser overalt i verden.
Konkurrencen blandt monopoler og de imperialistiske lande er en objektiv kendsgerning, der er under fuld udfoldelse. Det kan blive en ekstremt akut tilspidset situation, inklusive muligheden for en ny verdenskrig. Koncentrationen og akkumuleringen af rigdom har gjort det muligt at danne de store monopoler og de imperialistiske magter, som et resultat af udnyttelsen af arbejdsstyrken hos milliarder af mennesker, der arbejder i imperialistiske virksomheder spredt over hele kloden. Denne rigdom er resultatet af den merværdi, som arbejderklassen i de imperialistiske lande, arbejderne i de udviklede kapitalistiske lande, arbejderne og befolkningerne i de afhængige lande har skabt.
USA er fortsat verdens farligste imperialistmagt
USA er fortsat den største imperialistmagt på grund af dens industrielle og økonomiske basis, med størrelsen af de lande og regioner, som er afhængige af den, på grund af dollar-våbenet, dets militærbaser over hele verden, og også som følge af en fortsat evne til at gennemtvinge sin vilje i forhold til Vestmagterne gennem NATO til trods for interesseforskellene mellem dem.
Trods sit nederlag i terrorkrigen mod Afghanistan, der har svækket USA-imperialismen, er USA fortsat verdens farligste aggressive og krigeriske imperialistmagt. Afslutningen på ’Trump-æraen’ og skiftet til Demokraternes Biden/Harris-administration har ligesom ved Obamas indskiften rejst illusioner om en fredeligere amerikansk udenrigspolitik. Den vil måske være mere forudsigelig, men har på ingen måde skiftet karakter af imperialistmagt, der slås for sin verdensdominans.
Kun farven er ændret på rød/grøn EU-imperialisme
Det er ikke kun supermagten EU selv, der forsøger at sælge sig selv som den fredelige magt og garant for udvikling. I Danmark har Socialdemokratiet, toplaget i fagbevægelsen og øvrige EU-tilhængere forsøgt at sælge den påstand. Markedsføringen af en rød/grøn variant, hvor EU-imperialismens natur kan ændres inden for EU’s egne rammer, er blevet stadig mere højlydt fra venstreopportunismens side med Enhedslistens og Europæisk Venstrepartis valgløfter og mere klare EU-politik.
EU er og bliver monopolernes EU. Som sælger sort energi som grøn vækst. Som vil lade befolkningerne betale for hele sin modernisering af energiforsyning og energinet til egen fordel. Som har skabt et arbejdsmarked, hvor det offentlige sundhedsvæsen er omdannet et en privatiseret serviceindustri for dem, der har råd, og efterladt et offentligt, der er ved at bryde sammen i mange EU-lande. Som driver lønninger nedad i konkurrence med amerikanske og kinesiske monopoler. Som har skabt statsopbygninger, der bygger mure med pigtråd og soldater for at holde migranter ude, og som strammer grebet om befolkningerne og nationerne stadig mere.
Samarbejde og øget rivalisering mellem EU og NATO
USA’s præsident Biden optrappede på den internationale sikkerhedskonference i februar i år 2021 koldskrigsretorikken mod Kina og Rusland. Allerede under Obama skiftede USA sit fokuspunkt i NATO til Stillehavsområdet. Samtidig forsikrede Biden, at USA er tilbage som aktiv verdensfører og leder NATO-alliancen – ikke mindst i forhold til EU og det europæiske kontinent. Omvendt erklærede den franske præsident Macron, at EU skal satse på at kunne forsvare sig selv militært, uafhængigt af NATO. Og ikke mindst under dække USA’s og NATOs nederlag i terrorkrigen tager EU’s militære opbygning yderligere fart.
Forholdet mellem NATO og EU er på den ene side præget af en arbejdsdeling, parallel udvikling og stadig fornyede og udvide samarbejdsaftaler. Og på den anden side af et EU med stormagtsambitioner økonomisk og militært. USA/NATO ønsker at udnytte EU’s kapacitet, men samtidig at holde det i et militært afhængighedsforhold. Samt sikre, at de øgede NATO-budgetter og oprustningsudgifter lægges hos firmaer i USA’s krigsindustri. EU har længe arbejdet på selv at blive en militærmagt med egen kapacitet, inklusive militær produktion, energi og råstofsikring.
Brexit har forskudt balancen mellem EU’s største imperialistiske økonomiske og militære magter. Storbritannien som USA’s og NATOs vigtigste støtte modsatte sig EU’s udvikling som selvstændig militærstormagt som erstatning for NATO. Især Frankrig men også den tyske krigsindustri arbejder på skabe enighed om EU’s ”Strategiske kompas”, hvor sikkerheds- og forsvarspolitikken hviler på et mere selvstændigt EU-militært apparat og selvstændig kapacitet.
Dansk imperialisme er fortsat først og fremmest loyal til USA-imperialismen og NATO. Den har samtidig en stærk tradition for at underlægge sig den på ethvert tidspunkt stærkeste militærmagt til at beskytte danske monopolers interesser og finansinteresser og deltager allerede på direkte og indirekte i EU’s militære opbygning og operationer.
Illusioner om Kina og Rusland som fredelig imperialisme er farlige spor
Da den moderne revisionisme med sine falske løfter om fredeligt samarbejde med imperialismen brød igennem i midten af forrige århundrede med Sovjets forvandling fra socialisme til statskapitalisme, fik det alvorlige langtrækkende og ødelæggende konsekvenser for arbejderklassens, folkenes og de kommunistiske partiers kamp for social befrielse og revolution.
Disse idéer spredes igen i mange i mange varianter om, at Kina og Rusland som stormagter, der bremser USA’s og EU’s ambitioner, skulle udgøre en reserve i kampen for uafhængighed og i at stoppe faren for krig. Idéer der også herhjemme forsøges spredt af resterne af de revisionistiske partier og maoistiske grupperinger.
De partier og bevægelser i Latinamerika, der opfordrer til “det 21. århundredes socialisme”, hvoraf nogle var og er ved magten, har gået langt ad den vej. De har etableret økonomiske, diplomatiske, politiske og militære bånd til Kina og Rusland under dække af at modsætte sig presset fra USA’s og EU’s imperialisme. Faktisk er både Kina og Rusland blevet de nye imperialistiske herrer i disse lande. I Venezuela investerer den kinesiske kapital og opnår enorme overskud i udvindingen af olie, stål og platin i civilt byggeri. Det samme sker med den russiske kapital. Venezuela har ikke uafhængighed, når det gælder forholdet til Rusland og Kina. Ecuadors udlandsgæld til Kina opsluger næsten hele landets olieproduktion, mens USA og EU fortsætter med at udvide og stramme afhængighedsbåndene gennem investeringer, kreditter og ulige handel.
Kina er en imperialistmagt i fremvækst med sin kapitalistiske topmoderne tekniske basis og den medfølgende hurtigere industrielle og økonomiske vækst, med dens høje grad af kapitalakkumulation og den ledsagende økonomiske ekspansion og dens potentiale for at bringe sig foran USA. Det kan derfor ikke undgå at have nyopdeling af verden på sin dagsorden og er i gang med at udvide sit militærapparat i overensstemmelse med dette.
Kina satser massivt på udbygning af infrastruktur for at sikre sine handels- og transportveje. Verdens hidtil største infrastrukturprojekt, Belt and Road Initiative (BRI), ”den nye Silkevej” over land og hav, skal gå mellem Kina og gennem 68 lande i Asien, Afrika og Europa. Kina er nu den største investor og vigtigste handelspartner for lande i Afrika, ligesom det øger sin indflydelse i latinamerikanske lande.
Kina har oprettet verdens største frihandelsaftale i 2020, der omfatter 15 nationer i Asien og Stillehavsregionen – heriblandt Kina, Australien, Japan og Sydkorea. Kina har desuden oprettet en konkurrent til Verdensbanken med omkring 40 lande hovedsagelig i Asien og Mellemøsten.
Det imperialistiske Rusland er under Putin er blevet genopbygget til en stærk økonomisk og militær statsmagt. Militæralliancen CSTO (Collective Security Treaty Organisation, et sikkerheds- og forsvarspolitisk samarbejde) med sin fælles udrykningsstyrke skal først og fremmest forsvare Ruslands vitale interesser i de centralasiatiske energiressourcer og ønske om at cementere sin traditionelle geopolitiske position i området.
Det palæstinensiske folks kamp for sine nationale rettigheder og befrielse nyder stadig større opbakning fra folkene i verden. Det er sket i takt med, at Israel mere og mere afdækkes som en racistisk apartheidstat med deres fortsatte kolonisering, etniske udrensning og fordrivelser af palæstinensere. Fordrivelsen af palæstinensere omkring Jerusalem, som Israel med vestlig imperialistisk støtte har gjort til sin zionistiske hovedstad, udløste en samlet palæstinensisk reaktion støttet af folkelige protester og solidaritet globalt.
Israel har, i ly af Oslo-aftalerne, fortsat med at bygge sit Stor-Israel på bekostning af det palæstinensiske folk og den israelske arbejderklasse. En udvikling med aktiv støtte fra den vestlige imperialisme, inklusive den danske, og med USA i spidsen som et led i kontrollen over Mellemøsten og dets ressourcer.
Den øgede imperialistiske rivalisering og militarisering af Arktis og Grønland
Den arktiske region er voldsom grad blevet genstand for geostrategisk rivalisering om politisk, økonomisk og militær kontrol over området. Det har skærpet ikke mindst modsætningen mellem imperialismen og de undertrykte folk og nationer.
Adgangen til udbytning og kontrollen over råstoffer og energi i Arktis spiller en afgørende og stigende rolle for de imperialistiske magter og multinationale monopoler i kampen om at blive dominerende. Ikke mindst sikkerhedspolitisk og for gennemførelsen af den såkaldte ” grønne omstilling”, den digitale såkaldte 4. industrielle revolution og den øgede militarisering. Det placerer Grønland, hvis undergrund indeholder de nødvendige sjældne og nødvendige mineraler til dette, i orkanens øje.
Klimaforandringer åbner op for en langt større og billigere udplyndring af regionens råstoffer og energi. Med afsmeltningen af isen og de højere havtemperaturer åbnes op for nye handels- og transportveje gennem de arktiske farvande af både økonomisk og militær betydning.
Både EU og USA har brug for alt dette til at sikre råstoffer og energikilder til sin industrielle og militære udvikling. EU’s vækst er i dag baseret på import af disse såkaldt ”kritiske råstoffer” fra Kina. Hvilket også gælder for USA, der importerer op 80 % af de jordarter og mineraler, som skal bruges i økonomisk og militær oprustning, fra rivalen Kina. Både EU og USA anser ”strategisk konkurrence” fra Kina og Rusland som sin største trussel og forsøger at mindske afhængigheden. EU’s erstatning af gas fra Rusland skal ses som et led i EU’s energistrategi.
Også for Rusland er kontrollen over Arktis af enorm betydning. Udnyttelsen af de forventede olie- og gasressourcer i undergrunden er en del af Ruslands strategi for genrejsningen af Ruslands stormagtsposition. De nye søhandels- og transportveje for energi vil gå gennem russisk territorialfarvand og åbner flere muligheder for Ruslands energimarkeder og åbner op for samarbejde/konkurrence med Kina.
Kina støder territorialt ikke direkte op til Arktis og har ikke krav på territorium, men har store geopolitiske økonomiske og militære interesser i regionen og har gennemført og forsøger store investeringer. Ligesom de kæmper for at fastholde sit monopol på de såkaldt ”kritiske råstoffer”.
Multinationale selskaber som Mærsk, Dong, Statoil Hydro, BP, Exxon Mobil, Chevron, Japan National Oil Corporation (nu JOGMEC), Texaco, Shell og NUNAOIL har fået tildelt forskning og udnyttelseslicenser i grønlandsk farvand. Det samme er sket med minedriften, der også domineres af multinationale selskaber.
Supermagternes og dansk militær oprustning i Arktisk og Grønland
Den øgede direkte militarisering og oprustning fra ikke mindst USA, NATO og Rusland har skabt en farlig og højspændt situation i Arktis til fare for ikke mindst folkene i regionen. Det placerer den som en mulig kommende krigsskueplads for de imperialistiske magter.
USA militære flybase Thulebasen i det nordlige Grønland er en del af USA’s missilskjold, en integreret del af USA’s krigsmaskines satellit- og kommando netværk, hvilket er afgørende i moderne teknologisk krigsførelse. Med de nye overvågningssystemer kan USA nå at skyde missiler fra Rusland og Kina ned i selve Grønland, så ødelæggelserne ikke rammer USA selv. USA udbygger sine atomubådshavne og militærbaser i Norge, ligesom adgang til infrastruktur som havne i Grønland og Færøerne er vigtige brikker i US Navys ambition om at dominere og udfordre Kina og Rusland i de arktiske farvande.
USA’s og NATO’s optrapning i Arktis og Grønland har dikteret øgede danske militære investeringer i Grønland og Færøerne og dikteret, at den danske regering forhindrer strategiske kinesiske investeringer i infrastrukturen. Både USA/NATO og Rusland afholder stadig større militære øvelser i regionen.
I NATO-sammenhæng betragtes Grønland som en del af Danmark. Den danske regering har fortsat fuldstændig reel og formel magt over den grønlandske udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik. Dansk imperialisme bruger både Grønland og Færøerne som en brik og et handelsobjekt til at sikre og styrke deres egen imperialistiske interesser i den imperialistiske rivalisering omkring Arktis. En udvikling der mødes af voksende modstand fra den grønlandske befolkning og deres nyvalgte regering, ikke mindst når det gælder udplyndringen af råstoffer og de miljøødelæggelser, der følger med.
* * *
Imperialismen hviler på sand, og selvom dens destruktive handlinger synes at være uendelige og endnu værre, end vi næsten kan holde ud at forestille os, så har den fremtiden bag sig. Den har ingen løsninger til gavn for kloden, arbejderklassen, for det store flertal af verdens folk, der ønsker at leve i frihed, fred og social sikkerhed og derfor må skabe et nyt socialistisk samfundssystem.
Del 2 af Centralkomiteens beretning til APK’s 9. kongres, september 2021
Arbejderpartiet Kommunisterne, APK