En betydelig sejr

For tredje gang har danskerne sagt Nej til euro og ØMU. Et definitivt Nej!

Det er en betydelig sejr over magthaverne, over en ja-side, der bruger og misbruger statsapparatet til propaganda, kontrollerer hovedparten af medierne og har pengene. Det er en sejr for folket over pengemagten, over monopolerne og storkapitalen. Og det var først og fremmest arbejderklassens sejr. Fordi arbejderne sagde Nej, sagde Danmark Nej.

Ja-sidens skræmmekampagne, trusler og løfter blev fejet til side. De har truet med rentestigninger, arbejdsløshed og højere skatter. De har udstedt ‘garantier’ for folkepensionen og mod forringelser af velfærden. De har lovet en gylden fremtid for Danmark, bare vi opgav kronen og endnu mere suverænitet.

Nej’et har vist den dybe og berettigede mistillid, der er til unionspolitikerne.

Nej’et er ikke bare et ja til at bevare kronen, men et Nej til euro’en og til monopolernes unionsprojekt. Et Nej til afgivelse af mere suverænitet, til mere union. Og et Nej til nye forringelser af tilkæmpede velfærdsgoder.

Derfor skal Nej’et forsvares. Derfor skal ja-siden ikke have held til at luske en omafstemning eller nye traktater igennem. Nej’et er i sit indhold også et Nej til dansk tilslutning til den kommende Nice-traktat. Det er et nej til veto-rettens fjernelse og overgang til flertalsafgørelser. Et nej til unionsharmonisering af skatte-, social- og indenrigspolitik o.s.v.

Det må ikke glemmes, at ‘Europas Forenede Stater’ med egen stat, regering, mønt og militær, stadig er på vej – selvom de danske arbejdere og et flertal i befolkningen vil stå af. Unionspolitikerne vil med alle midler søge at luske Danmark med. Det skal forhindres.

Men Nej’et skal også bruges. Det skal bruges til at styrke kampen for bedre forhold for arbejderne og det store flertal. Til at bremse den direkte og indirekte unionsharmonisering til et lavere niveau på arbejdsmarkedet og det sociale område. Det skal bruges til at styrke dansk suverænitet, som et skridt på vejen til løsrivelse fra Den europæiske Union og bindingerne til den.

Et vigtigt slag er vundet – men den konsekvente unionsmodstands mål er stadig, at Danmark træder ud af EU.

Ja-siden, der stod samlede i en fælles front – regering og ‘opposition’, DA og LO – befinder sig chok. For anden gang har magthaverne tabt en folkeafstemning med et brag. Nu skyder de skylden for nederlaget på hinanden. Det kan hurtigt munde ud i et folketingsvalg for at ‘stabilisere’ situationen. Og på Nej-siden venter både Dansk Folkeparti og Socialistisk ditto på ministerposter i hver deres danske unionsregering. Og samtidig var ja-siden straks ude med snøren: Nu skal der skabes ‘bred enighed om den danske EU-politik’. Jens-Peter Bonde kvitterede med et forslag om at udforme en politik ‘med opbakning fra 80 pct. af befolkningen’. Der lægges op til en ny variant af det nationale kompromis, et ‘strategisk kompromis’.

At forsvare, styrke og bruge Nej’et er ikke så let som det lyder. Det betyder også, at kernen i unionsmodstanden: arbejderklassen Nej, og ligeledes det konsekvente folkelige Nej, der vil have Danmark ud af EU, må blive stærkere.

I den forbindelse er det værd at huske på, at det danske Nej har ikke bare betydning for vort eget land. Det er et solidarisk Nej, som vil styrke arbejderklassens og folkenes kamp overalt i Unionen, og udenfor, mod monopolernes projekt.

ARBEJDERPARTIET KOMMUNISTERNE APK

28.09.2000