skip to Main Content

APKs 9. kongres: Kampen for at stoppe klimaforandringer er en kamp mod imperialismen

Klimakatastrofen skyldes det kapitalistiske system

Verdens førende klimaforskere har i de sidste årtier, talrige gange gjort opmærksom på, at der kræves et stop for CO2-udledning fra fossile brændsler, og omfattende og omgående handling, hvis de menneskeskabte klimaforandringerne skal bremses. Alternative rene vedvarende energikilder fra sol og vind har været klar længe, der er ingen grund til at vente.

Men videnskaben taler for døve ører – så længe olie, gas og kul er kilde til store indtægter, og en stor del af industrigiganterne lever af at sælge forbrændingsmotorer, og det militære arsenal kører på diesel, vil kapitalismen intet ændre. I stedet accelererer den globale opvarmning og tiden løber uden handling. For hver dag at beslutninger om at afvikle brugen af fossile energi ressourcer udskydes, desto højere bliver temperaturerne i fremtiden.

Manglende handling skyldes ikke kun jagten på profit, det handler også om kontrol og magt. Imperialisterne har bundet gigantiske summer på at opbygge deres militær, og samtidig er en stor del af deres kapital og globale magtposition bundet i boretårne, rørledninger, raffinaderier, og kontrol over de fossile ressourcer. Der er udkæmpet utallige krige om kontrollen over energikilder, og nye krige forberedes. Ingen af imperialismens stormagter kan eller vil frivilligt opgive deres militære overmagt, deres geopolitiske positioner i magtbalancen med andre stormagter, eller de mange billioner storkapitalen har bundet.

Derfor har de kapitalistiske stormagter ikke blot undladt at foretage et skift væk fra fossile energikilder, de fortsætter med at udbygge og investere i kul, olie og gas. Ligesom den fossile industri fortsætter med at bruge en del af deres enorme profit på lobbyisme og løgnagtig propaganda, der forsinker alle tiltag i retning mod rene vedvarende energikilder.


Den globale opvarmning og klimaforandringerne rammer hårdt

Klimaforandringerne rammer allerede hårdt mange steder på Jorden, med ekstreme vejrfænomener, tørke, hedebølger og stigende havniveauer. Klimaforandringer skærper klassekampen og alle andre kriser og konflikter, først og fremmest i de ikke-industrialiserede lande, der samtidig er de mest udplyndrede og forarmede dele af verden.

I de industrialiserede lande rammer ekstremt vejr også, men disse lande råder over både teknologi og ressourcer der kunne afbøde de værste konsekvenser. De er bare ekstremt ulige fordelt. Det går igen over hele verden: De mest udsatte for ekstremt vejr, er de mange der bor i fattige arbejderkvarterer, fattige kyst- og landområder, med dårligt udbygget civilt beredskab, med nedslidte bygninger og infrastruktur. Særligt de oprindelige folk rammes tredobbelt hårdt, de har mange steder rejst sig til modstand for at sikre deres jord og bekæmpe overudnyttelse.

I dag kan spørgsmålet om at begrænse udledning af CO2 og omstilling til ren vedvarende energi, ikke ses adskilt fra spørgsmålet om konsekvenserne af de klimaforandringer der har ramt store dele af kloden. Mange millioner af verdens flygtninge er på den ene eller anden måde relateret til at den globale temperatur er steget med blot een grad. Fordi de deraf følgende klimaforandringer har gjort det umuligt at sikre et høstudbytte eller rent vand, med den teknologi der lokalt er til rådighed.

Klimakampen vil derfor kun skabe fremskridt, hvis det samtidig er en kamp mod det imperialistiske system der har skabt problemet og fastholder den ekstreme ulighed. I solidaritet mellem arbejdere og folk i alle lande. Det handler ikke alene om at stå imod de accelererende klimaforandringer. Alle skal sikres adgang til industrialisering og teknologi, ved egne kræfter. Alle skal have adgang til fremskridt og mulighed for at udvikle deres land, i fred for stormagternes udplyndring og overgreb.

I Danmark og andre industrialiserede lande står profithensyn stadig i vejen for kravet om at sikre ren luft, sund mad, rent vand og ren vedvarende energi. Industrialisering er ikke i sig selv løsningen, miljø- og klimakampen er konstant en del af klassekampen.


Styrk klimabevægelsen og udvid kravene

Klimabevægelser og grønne organisationer har de senere år været stærkt på gaden og har medvirket til at genrejse klimaspørgsmålet på dagsordenen, så ingen kunne sidde det overhørigt. Bevægelsen har afkrævet magthaverne at klimaforandringerne behandles som en krise, der kræver øjeblikkelig handling og virkelige forandringer.

Men appeller til FN’s årlige klimatopmøder er ikke nok. De topmøder er sat i scene af politikere, virksomheder, og NGOer, der gør alt til et spørgsmål om individuel handling. Reelle, langsigtede, samfundsmæssige internationale klimaløsningsforslag bliver år efter år blokeret af stormagterne og de olie-, kul-, og gasproducerende lande. Magten er også her dybt nede i lommen på den fossile industri.

Indtil nu er det eneste der er sket, at stort set enhver regering er begyndt at kalde sig ”grøn”, mens den forsøger at sælge kapitalismens seneste fupnummer kaldet ”Green New Deal”, hvor planer om handling er skudt langt ud i fremtiden. Ved at kalde det grøn omstilling prøver kapitalen at få arbejderklassen og befolkningen til at betale for deres fornyelse af produktionen – med store afgifter, prisstigninger, ekstra grønne skatter osv.

Der er brug for at styrke bevægelsen og skærpe kravene. Det er klimasynderne og forurenerne der skal betale – ikke befolkningen og kommende generationer.

Jagten på forretningseventyr og teknologiske fix er en blindgyde

Rød og blå blok har nærmest overgået hinanden i at omfavne klimadagsordenen. Selv EU og USA har erklæret at de vil sætte klimaet i centrum. Men når man ser efter, så følger handlingen slet ikke med alvoren. I Danmark opstiller man alene mål om ”klimaneutralitet” og opstiller fantasier om teknologiske fix, der primært er støtteordninger til dansk industri, spekulation og markedskræfternes frie spil.

I praksis er deres ambitioner reduceret til drømme om et forretningseventyr med såkaldt ”grønne og klimavenlige” energiformer og brændstoffer, baseret på ekstremt energikrævende maskiner, der skal suge CO2 ud af atmosfæren. Imens bruger den danske regering årligt mange mia. på nye gasrørledninger og gigantiske motorvejsprojekter, der aldrig vil blive CO2 neutrale i hele deres levetid.

En anden blindgyde findes blandt småborgerlige lag, der fører en kampagne om et stop for vækst. Der findes ikke denne type ”vækstfri” kapitalisme, ligesom der ikke findes en bæredygtig og grøn kapitalisme, det er en illusion.

Det er afgørende at forstå, at den globale opvarmning og klimakrisen er ikke det eneste symptom på at verden er kommet i ubalance, men et af mange tegn på en accelererende miljøkrise. Det er derfor helt galt, når politikere satser hele fremtiden på CO2-opsamling og andre symptombehandlinger. Det er helt afgørende, at der sættes ind mod det grundlæggende problem: Kapitalismens overudnyttelse af Jordens ressourcer.


Krigens forurening

Danmark er tæt forbundet med imperialistiske alliancer og bliver ved med at begå forbrydelser mod menneskeheden. Hos krigsministeriet ses klimaforandringer alene som geopolitiske udfordringer og nye trusselsbilleder. Oprustning og krigsforberedelse er deres svar. NATO og EU og andre imperialistiske alliancer har de senere år gennemført de største militære krigsøvelser verden har set siden Anden Verdenskrig, i både Arktis, Europa, Asien og Stillehavsområdet. Det er opskriften på katastrofer. Klimaspørgsmålet kan ikke ses isoleret fra kampen mod krigsforberedelser og krigene, og de massive ødelæggelser og destruktion at liv og levesteder.

Det må stå helt klart at EU er en sammenslutning alene til fordel for de største og mest forurenende industrikoncerners interesser. EUs politik har konsekvent været til skade for miljøet og udviklingen af transport og landbrug og fiskeri osv. EU har gennemtvunget den ene ødelæggende privatisering efter den anden, herunder af energiforsyningen og den offentlige trafik. EUs såkaldte klimaløsninger er at kaste afgifter og udgifter over på arbejderklassen og sælge varm luft. Landene må bryde med EU og udvikle egne samfundsmæssige løsninger, som offentlig kollektiv transport.

De seneste årtiers udvikling har helt entydigt vist, at kampen for forandringer ikke kan vindes ved at satse på at kapitalismen, EU eller Folketinget løser opgaven. Klimaet blev tværtimod den helt store taber da såkaldt grønne partier og NGOer ved valget i 2019 påstod at man kan bremse klimaforandringer gennem reformkapitalisme eller ved at stemme på ”de rigtige” til parlamentet.

Socialismen er fremtiden

Skal klimaforandringerne standses skal der ske forandringer i hele den måde energi produceres, og bruges på. Fossile kilder til energiproduktion skal udfases i løbet af ganske få år, og al produktion og transport der udleder CO2 skal parallelt med dette omstilles til rene og vedvarende energikilder, ligesom industrien skal omstille til og rene og vedvarende produktionsmetoder.

Politik handler i sidste ende om hvem der har kontrol med samfundets ressourcer. Så længe vi lever i et kapitalistisk samfund, hvor den private ejendomsret hersker, så er magten i hænderne på borgerskabet og overudnyttelse af Jorden fortsættes. Derfor er de revolutionære forandringer der er brug for ikke nogen der kan løses indenfor rammerne af kapitalismen.

Skal der virkelige forandringer til er løsningen socialisme! Samfundets enorme produktivkræfter må sættes i menneskehedens tjeneste. Så længe retningen styres af private interesser og globale monopoler, vil udviklingen galoppere den forkerte vej.

Teknologi og videnskab skal bringes i livets og fremtidens tjeneste. Frem mod et samfund der ikke ødelægger Jorden, frem mod en socialistisk revolution.


Arbejderpartiet Kommunisternes, APKs 9. kongres
september 2021

 

Back To Top