Den vestlige elite ville have den drevne globalist og upopulære krigspolitiker Hillary Clinton som deres præsident. Toppen af USA og deres medier promoverede hende massivt. Men de fik milliardæren, populisten og reality-TV-stjernen Donald Trump. Som erfaren mediemand udnyttede han kløgtigt den dybe frustration over den stadig mere udbredte sociale elendighed og voksende fattigdom i store dele af den amerikanske befolkning.
Leder Kommunistisk Politik 11,2016
Obamas ’Yes We Can’ og hans ’Hope’ var tomme løfter. De rige blev rigere. Resten fik en lang næse. Det er den, Donald Trump har grebet fat i. Trump har hele sit liv tilhørt amerikansk overklasse, men fik vendt hadet til den grådige og arrogante elite til sin fordel. Det var ikke mindst den brede hvide arbejderklasse, der stemte på Trump og hans løfte ’Make America Great Again’.
Hillary Clinton fik ganske vist lidt flere stemmer og vandt faktisk valget, men det deforme amerikanske demokrati med dets skævvridende valgmandssystem og toparti-system kan vende op og ned på det. Så Trump fik sejren uden at nogen anfægtede det – bortset fra unge og studerende i store byer over hele landet, der demonstrerede mod ham med budskaberne ’Not MY President’ og ’Love Trumps Hate’.
I sidste ende er et amerikansk præsidentvalg et valg mellem monopolernes foretrukne kandidater. I dette tilfælde var det især hjemmemarkedsmonopolerne, der trak det længste strå.
Arbejderpartiet Kommunisterne karakteriserede det som ’et valg mellem to trusler mod verdensfreden’. Og det er helt præcist.
De europæiske NATO- og EU-politikere ville have haft Hillary Clinton som garant for en videreførelse af den amerikanske oprustnings- og militære konfrontationspolitik og den imperialistiske globaliseringspolitik med dens arbejderfjendske handelsaftaler af typen TTIP og CETA og dens krige og flygtningestrømme.
De fik travlt med at tilpasse grimasserne til de ny realiteter og er nu fulde af fortrøstning til, at alting nok skal blive ved med at gå sin skæve gang. Men de frygter ændringer i amerikansk politik. Ikke så meget at Trump vil bygge en mur til Mexico og deportere tre millioner papirløse immigranter, det vil de ikke protestere over. Men det bekymrer dem, at Trump har erklæret, at han vil neddrosle spændingen i forhold til Rusland. F.eks. ved at opgive kravet om Krims tilbagevenden til Ukraine og i det hele taget ved løsne grebet om Ukraine, som EU vil sluge helt efter at have fortæret det meste af Østeuropa. Uanset hvad befolkningerne vil.
EU-eliten kender kun et svar, når deres politik støder på forhindringer: At optrappe Unionen. Nu skal Europa-hæren sættes højt på dagsordenen.
Den danske statsminister Løkke Rasmussen har fyldt medierne med en klagesang over det ’nødvendige globale amerikanske lederskab’, som han så truet med præsident Trump. Men Trump eller ej: Løkke kender sin og Danmarks plads som USA-lakaj. Han og Venstreregeringen og deres fæller krydser fingre for, at USA fortsætter sin aggressive krigspolitik, så Danmark kan stå skulder ved skulder i forreste angrebslinje og slå til ’over sin vægtklasse’.
Danmark skal opruste, og udover købet af F35-fly til angrebskrig vil Løkke øge rustningsbudgettet år for år i 2025-planen. Trump har forlangt at NATO-landene betaler mere – og Løkke vil gøre sit til at Danmark nærmer sig den aftalte ramme på 2 pct. af statsbudgettet. Det vil betyde nye nedskæringer, mere udbredt fattigdom, sultne børn: Danmark skal ligne USA og bistå det amerikanske verdenslederskab. Der ender visionen.
De globale udsigter med Trump er dystre, som de ville være med en ny Clinton. Kapitalismens og imperialismens modsætninger skærpes, og de står i kø for at eksplodere. Det vil ikke ændre sig, selvom Trump flytter noget af fokus. Det er en tid, som kalder på folkelig modstand – mod de imperialistiske alliancer, mod handelsaftalerne, mod krigene, mod den nyliberale nedskærings- og forarmelsespolitik. I Danmark, Mexico og overalt.
Redaktionen 15. november 2016
Læs Kommunistisk Politik 11,2016 pdf her
KPnet 18. november 2016