Gader og pladser i Europa og på andre kontinenter er blevet skueplads for en bølge af protester anført af unge. I de seneste uger har der været mobiliseringer i mere end 25 lande – et udtryk for utilfredshed, som tager udgangspunkt i konkrete, håndgribelige krav, men samtidig afspejler dybtliggende samfundsmæssige modsætninger, der er indbygget i det herskende kapitalistisk-imperialistiske system.
Endnu en gang har de unge stillet sig i spidsen for kampen. I Frankrig udviklede elevernes protester mod forringelserne af uddannelsessystemet, lærermanglen og budgetnedskæringerne sig til bredere mobiliseringer, som inddrog universitetsstuderende, undervisere, arbejdere og andre befolkningsgrupper. Parolen »Penge til uddannelse, ikke til våben!« sammenfatter en barsk realitet: Samtidig med at regeringerne øger militærudgifterne, skærer de kraftigt i de midler, der skal dække befolkningens behov. Unge i andre lande rejser de samme krav.
De høje leveomkostninger, de lave lønninger, arbejdsløsheden, de usikre ansættelsesforhold og vanskelighederne ved at skaffe en bolig og få adgang til offentlig service rammer de unge særligt hårdt – selv om problemerne også rammer deres familier og arbejderklassen som helhed. Der er ikke tale om isolerede problemer eller blot tilfældige fejl i regeringernes politik, men om følgerne af et system, der er indrettet til at sætte akkumulation af kapital og profit over menneskers behov.
Protesternes omfang og den kampvilje, de udtrykker, har en politisk betydning, der rækker langt ud over de umiddelbare, konkrete krav. De unge nøjes ikke med at give udtryk for utilfredshed; gennem deres egne erfaringer begynder de at forstå, at deres kampe er uløseligt forbundet med regeringernes politik og de samfundsforhold, som kapitalismen påtvinger dem. Når elever og studerende går på gaden mod nedskæringer på uddannelsesområdet og finder allierede blandt arbejderne i kampen mod de stigende leveomkostninger, skabes der forudsætninger for, at de enkelte krav kan samles i en bredere, fælles kamp mod ulighed og udbytning. Det betyder ikke, at alle deltagere har udviklet en antikapitalistisk bevidsthed, eller at der allerede findes en fælles politisk orientering. Menneskers bevidsthed forandres under selve kampen – gennem erfaringer, konfrontation med magten og forståelse af de grundlæggende årsager til deres problemer. Netop derfor er disse mobiliseringer et vigtigt område for vores partiers og revolutionære organisationers arbejde: at forbinde de umiddelbare krav med en forklaring på problemernes strukturelle årsager og bidrage til at omsætte vrede til bevidsthed og organisering.
I Albanien er protesterne også præget af stor kampvilje. De studerendes umiddelbare krav er blevet udvidet, så kravet om premierministerens afgang nu står i centrum. I blandt andet Italien, Belgien, Serbien, Portugal og Grækenland retter mobiliseringerne sig mod lave lønninger, stigende energiudgifter og utilstrækkelig offentlig service. I Spanien har vanskelighederne ved at få en ordentlig bolig drevet tusinder på gaden i protest mod ejendomsmonopolerne og de myndigheder, der er ansvarlige for denne politik. I Chile og Argentina har studenterbevægelsen trængt de respektive regeringer op i en krog.
Elever og studerende lærer at kæmpe, og samtidig begynder de at forstå, at vold er et grundlæggende træk ved staten. Regeringerne og de store, etablerede medier har ikke blot forsøgt at miskreditere protesterne; de har også udløst brutal undertrykkelse, som trods sin voldsomhed ikke har kunnet standse kampen.
De hundredtusinder af elever og studerende på gaderne udfordrer i praksis forestillingen om, at højrefløjens fremgang nødvendigvis indebærer et uopretteligt tilbageslag for den folkelige kamp. At konservative kræfter kan vinde frem i de politiske institutioner, betyder ikke, at de har vundet arbejderklassen og ungdommen for deres ideer. Ophobet utilfredshed kan komme til udtryk i modstand, organisering og mobilisering – også i situationer, hvor højrefløjen ser ud til at være blevet stærkere. Denne utilfredshed fører naturligvis ikke automatisk til revolutionære standpunkter; den kan også kanaliseres af reformistiske eller reaktionære kræfter, hvis venstrefløjens organisationer ikke formår at tilbyde et klart politisk alternativ.
Opgaven er derfor ikke blot at støtte protesterne, men at bidrage til deres politiske udvikling, styrke forbindelserne mellem elever, studerende og arbejdere og fremme arbejderklassens og befolkningens selvstændige organisering. Det er et spørgsmål om at forsvare umiddelbare krav og samtidig vise, at uddannelse, arbejde, bolig og et værdigt liv ikke kan sikres, så længe flertallets interesser er underordnet et mindretals profit.
De unge, der gør oprør i dag, viser, at kapitalismens modsætninger skaber modstand. Opgaven for vores partier er at bidrage til, at energien i denne kamp ikke bliver brugt op i løsrevne protestaktioner, men i stedet omsættes til politisk bevidsthed, organisering og en kraft, der kan tage kampen op med den herskende klasse om magten.
Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer – CIPOML
Koordinationskomitéen
Oktober 2026