Skip to content

Udvid støtten og solidariteten til strejken mod uligeløn og underbetaling!

Af Arbejderpartiet Kommunisterne, APK

Sygeplejerskernes strejke går nu ind i sin tredje uge. Den bliver mødt med sympati og solidaritet fra både offentligt og privatansatte og bredt i befolkningen. Sygeplejerskerne er synlige og aktive mange steder.

Lige nu kæmper de en vigtig kamp for os alle sammen

  • for alle de kvindedominerede fag, for et opgør mod underbetaling, lavtløn
  • for afskaffelse af uligelønnen og Tjenestemandsreformen af 1969
  • for alle offentligt ansatte for at sikre løn- og arbejdsforhold, der er til at arbejde under
  • for at sikre og forbedre et offentligt sundhedsvæsen og en offentlig sektor, som vi alle har brug for

Støtten må udvides med sympatiaktioner og -strejker. Flere grupper har meldt klart ud, at de er klar til sympatiaktioner, hvis sygeplejerskerne siger til. Hvilket er det der skal til. Men de passive faglige ledere må ”hjælpes” til, at det kommer til at ske med krav og pres fra medlemmerne for at det sættes i værk.
Der må stilles krav til toppen i Dansk Sygeplejeråd om at udvide strejken, og gøre den effektiv på trods af at nødberedskabet giver ekstra hænder og ikke mindst krav om at åbne op for, at andre faggrupper kan gå i lovlig sympatikonflikt.

Flere af fagbevægelsens forbundsmænd og -kvinder har været ude at kritisere og tage afstand fra at sygeplejersker er gået alene i strejke. Der er kun ét svar på det. Hvis sygeplejerskerne ikke skal strejke alene, så åben for solidariteten og gå med i en fælles kamp.

Der er brug for at den brede opbakning i befolkningen helt bogstaveligt får ben at gå på og hele tiden udvides. At der inviteres og organiseres bredt til aktioner, gadefremstød og demonstrationer. Det er af stor betydning, at der nu er begyndt at blive taget initiativer til strejkestøtte komitéer til at tage del i dette.

Mette Frederiksens regering siger, at den ikke vil blande sig i en overenskomststrejke. Men det har den jo gjort hele tiden. Det er Finansministeriet der i sidste ende har sat, og benhårdt holder fast, i den alt for lille lønramme og kvindernes uligeløn. Mens de fortsat deler ud af milliarderne til minkfarme, motorveje, krige og banker. Hvis de ønskede det, kunne de indfri kravene – det er dem der er de egentlige offentlige arbejdsgivere.

De kalder det den ”danske model”. Men det er et spil for galleriet og ikke til de offentligt ansattes fordel. Regeringen deler Dansk Arbejdsgiverforenings holdning om, at lønnen i det offentlige skal ligge lavere og ikke må være i konkurrence med det private. Det er regeringen og Folketinget, der ikke vil afskaffe uligeløns-lovene.

Men en hel ny generation er i gang med et opgør mod at de offentlige kvindefag fortsat er udset til at have en kronisk taberrolle i politikernes dagsorden for dårlige løn-og arbejdsforhold.

En ny runde i kampen mod uligelønnen udfolder sig, og den kræver at de stærkeste redskaber tages i brug – organisering af den omfattende solidaritet til konkret handling. Og at bevægelsen tager sit afsæt på arbejdspladserne og ikke overlader initiativet og ledelsen til forbundstoppe, der gang på gang har solgt krav og ligeløn for usle forlig og uligelønslove og reformer.

Udvid solidariteten og deltag i den fælles kamp for lønløft og bedre arbejdsforhold!
Afskaffelse af Tjenestemandsreformen og dens uligeløn!
Fuld støtte til sygeplejerskerne kamp!

 Arbejderpartiet Kommunisterne, APK
4.7.2021

Back To Top