Skip to content

Tusinder protesterer: Velfærdskampen må rettes ind mod at skrotte alle de nyliberale reformer

Protesterne mod de skiftende regeringers nyliberale nedskæringsfelttog er forstærket ved folketingets åbning og det kommende kommunalvalg. VLAK-regeringen har været tvunget til et tilbagetog ved at sløjfe næste års nedskæringskrav på 2 pct. på sygehusene. Men der lyder et stadig stærkere krav om, at HELE nedskæringspolitikken skal skrottes.
tillidsmandsmoede_2.jpeg

Fra stormødet af tillidsfolk i Odense 4. oktober

Folketingets åbning har været ledsaget af store protester i hele ugen. Uddannelsessøgende demonstrerer over hele landet mod krav om nedskæringsstop. 3400 tillidsfolk mødtes i Odense og har sat gang i en kampagne for velfærd. Og på folketingets åbningsdag krævede krigsmodstandere et stop for Danmarks krige og kostbare oprustning, mens aktivister fra de sociale bevægelser forlangte førtidspensionsreformen og de andre asociale nedskæringsreformer, gennemført af skiftende regeringer, skrottet og sendt på historiens losseplads.
Protesterne kan notere sig nogle fremgange, lige nu hjulpet af at der er kommunalvalg lige om hjørnet og de regeringsbærende blokke frygter at blive stillet til vælgeransvar for, hvad de har gjort. De omfattende protester fra sundhedspersonalet landet over gennem flere år har nu ført til, at VLAK-regeringen sammen med Dansk Folkeparti meddeler, at det vanvittige 2 % effektiviseringskrav til hospitalerne, der jager medarbejdere på flugt og slår patienter ihjel, ikke skal gælde for året 2018.
Der står selvfølgelig kommunalvalg og parlamentarisk taktik skrevet over det hele, og der er ikke tale om en skrotning eller bare tilbagerulning af de allerede påtvungne nedskæringer. Og et sådant taktisk tilbagetog, der letter presset på et felt. Det har også været nødvendigt for at regeringen og dens støtteparti kan gå videre med en hel stribe nye love i den kommende samling, som der står nyliberale EU-reformer på.
Socialdemokraterne med Mette Frederiksen i spidsen håber at hendes og hendes partis bedrifter med Thorning-regeringen 2011-15 med bl.a. den umenneskelige førtidspensionsreform og meget andet vil være gået i glemmebogen til kommunalvalget og det næstkommende folketingsvalg. Men Mette Frederiksen og Co. vil ikke love at skrotte nogen som helst af de ulykker, den nyliberale reformpolitik har afstedkommet. Heller ikke det brutale kontanthjælpsloft, som partiet var imod.
Der er ingen som helst grund til at forvente, at det bliver bedre med Mette Frederiksen næste gang.
De folkelige protester kræver at den nyliberale EU-inspirerede og dikterede politik gennem de sidste årtier stoppes og vendes helt om. De mange nedskæringsreformer skal skrottes, uanset hvilken regering, der har været ansvarlig og uanset hvem, som kommer til. For det er ikke den ene eller anden regering eller minister, som er problemet.
Problemet er HELE den asociale nyliberale politik til gavn for arbejdsgiverne og de rige, som EU forlanger gennemført af medlemsstaterne.
I udtalelsen fra det store tillidsmandsmøde i Odense den 4. oktober hedder det:
“400 tillidsvalgte siger nu stop. Der er brug for et opgør mod den politik, der omprioriterer store milliardbeløb fra velfærdssamfundet til skattelettelser for de rigeste i Danmark.
Ved dagens topmøde for 3.400 tillidsvalgte i Odense blev det vedtaget at fortsætte aktiviteterne under overskriften “Stop besparelserne – sig ja til velfærden”. Hensigten er at skabe en bred folkelig manifestation til fordel for det velfærdssamfund, som vi kender. Aktiviteterne vil nu få et lokalt sigte med deltagelse af hundredvis af tillidsvalgte – og de vil kulminere over det meste af landet den 7. november, som nu bliver “Velfærdens dag”.
Det er lokale LO-sektioner, LO Storbyerne, der har været drivkraften bag stormødet i Odense. De har fået opbakning fra lokale kolleger i FTF og fra i alt 16 faglige organisationer på det private og det offentlige arbejdsmarked.”
Det er positivt. Mange faglige kræfter har været aktive mod nedskæringspolitikken i mange år. Men mange andre kommer først med nu – og bedre sent end aldrig. Nogle af fagtoppene vælger stadig at blive siddende på hænderne, som Metal.
Men der er mangler i kampagnen ‘Danmark for velfærd’. Den er ikke tænkt som opbygningen af en bred folkelig modstandsfront mod den nyliberale politik, hvor de faglige kræfter spiller en vigtig rolle sammen med mange andre, men ønsker at være et projekt, andre simpelthen kan slutte op om. Den tager heller ikke klar afstand fra den nyliberale politik som helhed – indbefattet den tidligere socialdemokratiske regerings ansvar. Den stiller ingen krav om at skrotte reformerne til en kommende S-ledet regering.
Nogle vil mene, at det ikke mindst drejer sig om faglig valgkampstøtte til S og Mette Frederiksen i november – og at kampagnen risikerer at tabe gejst når kommunalvalget er overstået.
Hvad der er brug for er en virkelig bred og samlet modstandsfront – der ved åbningen af folketinget i år manifesterede sig i seperate aktioner. En front, der sætter et reelt og konsekvent opgør med den nyliberale reformpolitik på dagsorden og ikke bare kræver, at nye reformer stoppes, eller nogle rulles tilbage, men at de skrottes sammen med hele reformpolitikken.

KPnet 5. oktober 2017

Back To Top