Det er nu der må siges stop og protesteres mod regeringens plan om at stjæle fra nyuddannedes dagpenge. Og mod at sætte varigheden af dagpengene ned fra to til et år. Det er 4.000 kr. om måneden, der ryger af de dagpenge, som i årevis er blevet udhulet. Samtidig med at SU-gælden begynder at tikke og skal betales af. Der bliver ikke flere reelle job af den grund. Det skaber hverken arbejdspladser eller arbejde.
Men det skal piske nyuddannede til at blive ved med at tage til takke med løse og korttids ansættelser, virksomhedspraktik og vikariater. Ren arbejdsgiver logik.
Der må siges stop og protesteres mod regeringens plan om at indføre 37 timers nyttearbejde om ugen for 20.000 mennesker med ”integrationspotentiale”. Hvor Mette Frederiksen arrogant foreslår de f.eks. kan samle skrald på strandene!! Det gavner hverken integrationen eller skaffer nogen i reelt arbejde, hvor de kan forsørge sig selv. Tværtimod. Statsfinansieret social dumping og social straf er hvad det er. Ren arbejdsgiver logik.
Forslaget svarer til over 700.000 timers aktivering. Om ugen. Det skal jobcentrene stå for. Samtidig med at der skal fyres ansatte med kontakt til arbejdsløse. Samtidig med at der skal skæres hårdt i – ikke kontrol og overvågning – ikke bureaukrati og topledere – men i jobcentrenes almindelige budgetter. Mere arbejdsgiver logik.
Regeringen og arbejdsgiverne lyver, når de siger der ikke kan skaffes arbejdskraft. Der er over 100.00 arbejdsløse. Der er over 16.000 unge der mangler praktikpladser til faglærte job. Både de private og offentlige arbejdsgivere tjener på, at der en fortsat stor arbejdsløshed. Det holder mindstelønnen og arbejds- og ansættelsesforhold nede – og arbejdspresset og udbytningen oppe. Det skal åbne op for endnu flere billigere migrantarbejdere, der bare kan smides ud af landet igen. Ren arbejdsgiver logik.
Lige nu kæmper og protesterer sygeplejerskerne mod regeringsindgrebet, der ikke løser de katastrofale forhold i den offentlige sundhedssektor. Der skal derimod investeringer i langt flere ansatte og arbejds- og lønforhold til. Hver dag kommer nye grupper til i denne protestbølge overfor den arbejdsgiverpolitik, der føres. For det er ikke kun i sundhedssektoren den er helt gal.
Løsningen kommer ikke fra regeringens støttepartier, der trods store ord i munden ikke har planer om at sætte regeringen foden for døren, men lappe på skaderne. Uddannelsessøgende, arbejdsløse og reformramte må slutte sig til en fælles front mod regeringens politik og kommende finanslovsangreb. Der må opbygges en enhed og fælles front nedefra mod de aktuelle angreb og de endnu større reformangreb, vi har i vente lige om hjørnet. Kun på den måde og med fælles solidaritet kan vi stoppe angrebene.
Stop angrebene på de arbejdsløse og dagpengene!
Invester i reelle arbejdspladser og job!
Stop øget tvangsaktivering og social dumping!
Fælles kamp mod regeringens arbejdsgiverpolitik!
Arbejderpartiet Kommunisterne, APK
11. september 2021