Skip to content

Stop krigsgalskaben! Stop købet af kampfly!

Udtalelse vedtaget på APK’s 6. kongres, maj 2015

Regeringen og et folketingsflertal på tværs af blokkene er ved at gøre klar til købet af superavancerede krigsfly, der skal bruges til angrebsoperationer og til at kaste bomber over lande og folk rundt om i verden, som Danmark vil gå i krig med.

Det er den dyreste våbenhandel nogensinde – til forventet langt mere end 30 milliarder kroner, hvortil kommer lang større drifts- og vedligeholdelsesudgifter. Dette køb følger i kølvandet på beslutningen om at indkøbe nye pansrede mandskabsvogne for op til 5 milliarder kroner, også til brug ved offensive operationer.

Dette sker samtidig med at de skiftende regeringer har gennemført en brutal spare- og nedskæringspolitik, hvor reallønnen er faldet for det store flertal og et stadigt større antal børn og voksne lever i fattigdom i Danmark. Og det sker på trods af at et stort flertal af danskerne ifølge opinionsundersøgelserne er imod købet at nye kampfly.

Både Helle Thorning og ’rød’ blok og Lars Løkke og hans blå blok fremturer alligevel med købet. Det viser, at begge regeringsalternativer har bundet sig til fortsat krigsdeltagelse sammen med NATO, USA og EU og til en politik for oprustning og militarisering af det danske samfund.

Det sker på trods af de katastrofale følger og negative erfaringer fra krigene i Afghanistan, Irak, Libyen og nu igen i Irak og Syrien.

Arbejderpartiet Kommunisterne udtrykker fra sin 6. kongres sin fulde støtte til kampagnen Nej tak til nye kampfly og til udviklingen af en ny og slagkraftig antikrigs-bevægelse.

Vi forlanger stop for oprustningen, militariseringen og forvandlingen af Danmark til en brutal krigerstat. Stop for de danske bombninger! Stop al dansk krigsdeltagelse nu!


Vi opfordrer det fredelige flertal til at gå i aktion og kæmpe for at skabe et alliancefrit, selvstændigt og neutralt Danmark.

Nej til oprustning og militarisering!

Stop krigene og dansk krigsdeltagelse!

24. maj 2015

Back To Top