“Pravda” nr. 56 den 14. marts 1923 (1)

Til grund for denne artikel ligger forelæsninger “om de russiske kommunisters strategi og taktik”, som jeg på forskellige tidspunkter holdt i en arbejderklub i Presnja-bydelen og i kommunistfraktionen ved Sverdlov-universitetet (2). Når jeg har besluttet mig for at udgive den på tryk, så er det ikke kun, fordi jeg mener, at jeg skulle indfri Presnja-kammeraternes og Sverdlov-studenternes ønsker, men også fordi det forekommer mig, at artiklen kunne være til nytte for den nye generation af vore partifunktionærer. Jeg anser det alligevel nødvendigt at komme med et forbehold. Artiklen giver ikke udseende af at komme med noget væsentligt nyt sammenholdt med det, som allerede flere gange er blevet sagt i den russiske partipresse af vore ledende kammerater. Foreliggende artikel bør betragtes som en kortfattet og skematisk fremstilling af kammerat Lenins grundlæggende meninger.

INDLEDENDE BEGREBER

1. ARBEJDERBEVÆGELSENS TO SIDER

Den politiske strategi beskæftiger sig, ligesom også taktikken gør det, med arbejderbevægelsen. Men arbejderbevægelsen selv består af to elementer; det objektive eller det spontane element, og det subjektive eller bevidste element. Det objektive, spontane element er den gruppe af processer, som foregår uafhængigt af proletariatets målbevidste og regulerede vilje. Landets økonomiske udvikling, kapitalismens udvikling, den gamle statsmagts sammenfald, de spontane bevægelser i proletariatet og de klasser, som omgiver det, sammenstødene mellem klasserne osv., alt dette er foreteelser, hvis udvikling ikke er afhængige af proletariatets vilje, det er den objektive side af bevægelsen. Strategien har intet at gøre med disse processer, den kan hverken ændre eller ophæve dem, den kan kun tage dem med i beregningerne og gå ud fra dem. Dette er et område, som undersøges af socialismens teori og marxismens program.

Men bevægelsen har også en subjektiv, en bevidst side. Bevægelsens subjektive side er de spontane bevægelsesprocessers genspejling i arbejdernes hjerne, det er proletariatets bevidste planmæssige fremmarch mod et bestemt mål. Denne side af bevægelsen interesserer os egentlig netop fordi den, til forskel fra den objektive side, helt og holdent er underkastet strategiens og taktikkens retningsgivende påvirkninger. Medens strategien ikke er i stand til at ændre noget i de objektive bevægelsesprocessers forløb, så er derimod her på bevægelsens subjektive, bevidste sides område, strategiens anvendelsesfelt udstrakt og mangesidigt, thi strategien kan fremskynde eller hæmme udviklingen, føre den ind på den korteste vej, eller vildlede den ind på en sværere og mere plagsom vej, alt efter strategiens egen fuldstændighed eller mangel.
At fremskynde eller hæmme bevægelsen, understøtte eller bremse den – det er området og grænserne for anvendelsen af den politiske strategi og taktik.

2. MARXISMENS TEORI OG PROGRAM

Strategien i sig selv giver sig ikke af med studier af bevægelsens objektive processer. Ikke desto mindre må den kende dem og vurdere dem rigtigt, hvis den ikke vil gøre sig skyldig i yderst grove og skæbnesvangre fejl i ledelsen i bevægelsen. Det er frem for alt marxismens teori og siden også marxismens program, der giver sig af med studiet af de objektive bevægelsesprocesser. Derfor må strategien helt og fuldt bygge på de data, som marxismens teori og program er fremkommet med.

Marxismens teori, som studerer kapitalismens objektive processer i deres udvikling og bortdøen, kommer til den konklusion, at borgerskabets omstyrtelse og proletariatets magtovertagelse er uundgåelig, at kapitalismen uundgåeligt vil blive afløst af socialismen.
Den proletariske strategi kan kun betegnes som virkelig marxistisk i det tilfælde, hvor denne marxismens teoris grundlæggende resultat lægges til grund for dets arbejde.

Marxismens program fastslår, idet den går ud fra de teoretiske data, den proletariske bevægelses mål, som er videnskabeligt formulerede i programmets punkter. Programmet kan være beregnet på enten hele den kapitalistiske udviklingsperiode, – hvorved det har omstyrtelsen af kapitalismen og organiseringen af en socialistisk produktion i sigte, eller for en bestemt fase i kapitalismens udvikling, eksempelvis tilintetgørelsen af resterne af det feudal-absolutistiske regime og skabelsen af betingelserne for en fri udvikling af kapitalismen. I overensstemmelse hermed kan programmet bestå af to dele: et maximumsprogram og et minimumsprogram. Det giver sig selv, at den strategi, der er afpasset efter programmets minimumsdel, må adskille sig fra den strategi, der er tilpasset programmets maximumsdel, og på den måde kan strategien kun betegnes som virkelig marxistisk, hvis den i sit arbejde lader sig vejlede af bevægelsens i programmet formulerede mål.

3. STRATEGIEN

Strategiens vigtigste opgave er at fastslå den hovedretning, som arbejderklassens bevægelse skal følge, og i hvilken retning det er formålstjenligst for proletariatet at tildele modstanderen det afgørende slag for at opnå de i programmet stillede mål. Den strategiske plan er en plan til organisering af det afgørende angrebs retning, på en sådan måde, at angrebet hurtigst muligt kan give maximale resultater.

Hovedtrækkene i den politiske strategi kunne skitseres uden særlig besvær, hvis man lavede en sammenligning med den militære strategi, f. eks. i borgerkrigens periode, mens der var kampe mod Denikin. Alle husker sidst på året 1919, da Denikin stod udenfor Tula. På dette tidspunkt førtes der mellem de milt~ tære ledere interessante diskussioner angående spørgsmålet, fra hvilken side man skulle rette det afgørende angreb mod Denikins armeer. En del militære ledere foreslog, at man som hovedretning for angrebet skulle vælge linien Tsaritsyn-Novorossijsk. Andre igen foreslog, at man skulle foretage det afgørende angreb langs linien Voronzj-Rostov, at følge denne linie og på den måde dele Denikins armé i to dele og siden knuse dem hver for sig. Den første plan havde uden tvivl en positiv side deri, at den medregnede undtagelsen af Novorossijsk, hvilket ville afskære Denikins armeer fra tilbagetog. Men den var på den ene side ufordelagtig, eftersom den forudsatte, at vores fremrykning skulle gå gennem områder (Donområdet), som var fjendtligt indstillet overfor sovjetmagten, og derfor ville kræve store ofre; på den anden side var den farlig, eftersom den ville have åbnet vejen til Moskva over Tula og Serpuchov for Denikins armeer. Den anden hovedangrebsplan var den eneste rigtige, idet den på den ene side forudsatte at vores vigtigste gruppes fremrykning skulle ske gennem områder Vorosesjguvernementet-Donetsbækkenet), som sympatiserede med sovjetmagten, hvorfor den ikke ville kræve særlige ofre; på den anden side krydsede den de operationer fra Denikins arme´s hovedstyrke, som havde retning mod Moskva. De fleste militære ledere udtalte sig til fordel for den anden plan, og dermed afgjordes udgangen af krigen mod Denikin.

Med andre ord: at bestemme hovedangrebets retning indebærer at forudbestemme operationernes karakter i hele krigsperioden, og dermed forudbestemme ni tiendedele af hele krigens udgang. Deri består strategiens opgave.
Det samme kan siges om den politiske strategi. Det første alvorlige sammenstød mellem de politiske ledere af Ruslands proletariat i spørgsmålet om den proletariske bevægelses hovedretning fremkom i begyndelsen af 1900-tallet, under den russisk-japanske krig. En del af vort parti (mensjevikkerne) repræsenterede da som bekendt den opfattelse, at den proletariske bevægelses hovedretning i kampen mod tsarismen burde følge linien at danne forbund mellem proletariatet og det liberale borgerskab, hvormed bønderne, en yderst vigtig faktor, helt eller næsten helt blev udelukket af planen, medens man tilkendte det liberale borgerskab den ledende rolle i den almindelige revolutionere bevægelse. Den anden del af partiet (bolsjevikkerne) hævdede derimod, at hovedopgaven var at danne forbund mellem proletariatet og bønderne, hvilket betød, at rollen som ledere af den almindelige revolutionere bevægelse skulle tilkendes proletariatet, og at det liberale borgerskab skulle neutraliseres.

Hvis man i analogi med krigen mod Denikin betragter hele vores revolutionere bevægelse fra 1900-tallets begyndelse til februar-revolutionen 1917 som en arbejdernes og bøndernes krig mod tsarismen og godsejerne, så er det klart, at. godsejernes og tsarismens skæbne i mange henseender var afhængig af antagelsen af den ene eller den anden strategiske plan (den mensjevikiske eller den bolsjevikiske) fastlæggelsen af den ene eller den anden hovedretning for den revolutionere bevægelse.
Ligesom den militære strategi under krigen mod Denikin ved fastlæggelsen af hovedangrebets retning til ni tiendedele bestemte alle de efterfølgende operationers karakter frem til tilintetgørelsen af Denikin, således bestemte også vores politiske strategi her, i den revolutionere kamp mod tsarismen – gennem fastlæggelsen af hovedretningen for den revolutionære bevægelse i overensstemmelse med den bolsjevikiske plan — karakteren af vort partis arbejde i hele perioden med åben kamp mod tsarismen fra tiden omkring den russisk-japanske krig og frem til februarrevolutionen 1917.

Den politiske strategis opgave består først og fremmest i – med udgangspunkt i de data som den marxistiske teori og program har givet samt med hensyntagen til erfaringerne fra arbejdernes revolutionere kamp i alle lande – rigtigt at bestemme hovedretningen for den revolutionere bevægelse i et givet land og under den givne historiske periode.

 

4. TAKTIKKEN

Taktikken er en del af strategien, underordnet og tjenende denne. Taktikken har intet med hele krigen at gøre, kun med dens enkelte episoder, med slagene, med træfningerne. Medens strategien stræber efter at vinde eller afslutte krigen, lad os sige kampen mod tsarismen, så tilstræber taktikken at vinde de enkelte træfninger, de enkelte slag, med fremgang gennemføre denne eller hin kampagne, denne eller hin aktion, som mere eller mindre svarer til den konkrete kampsituation på ethvert givet tidspunkt.

Taktikkens vigtigste opgave er at fastlægge de veje og midler, de former og metoder for kampen, som bedst svarer til den konkrete situation på et givet tidspunkt og sikrest forbereder de strategiske fremgange. Derfor bør de taktiske aktioner og deres resultat ikke vurderes isoleret, ikke med hensyn til den umiddelbare effekt, men med hensyn til strategiens opgaver og muligheder.

Der forekommer tilfælde, hvor taktiske fremgange fremskynder gennemførelsen af de strategiske opgaver. Således forholdt det sig f. eks. Ved Denikin fronten i slutningen af 1919, da vore tropper befriede Orel og Voronezj og da vort kavaleris fremgange ved Voronezj, og da infanteriets fremstød ved Orel skabte en situation, som var gunstig for et fremstød mod Rostov. Det var også tilfældet i august 1917 i Rusland, da Petrograd- og Moskvasovjetternes overgang til bolshevikkernes side skabte en ny politisk situation, som derefter fremskyndede vort partis fremstød i Oktober.

Der forekommer også tilfælde, hvor taktiske fremgange, som glimrer med hensyn til deres umiddelbare effekter, men som ikke svarer til de strategiske muligheder, skaber en “uventet”, for hele kampagnen skæbnesvanger situation. Således var forholdet for Denikin i slutningen af 1919, da han, forledt af den lette fremgang ved den hurtige og effektfulde fremmarch mod Moskva, spredte sin front fra Volga til Dnejpr og dermed lagde grunden til sine armeers undergang. Således var forholdene i 1920 under krigen mod polakkerne, hvor vi, idet vi undervurderede den nationale faktors styrke i Polen, og forledte af den lette fremgang i en effektfuld fremmarch, påtog os den for vore egne kræfter overstigende opgave at bryde igennem til Europa over Warzawa, hvilket samlede den overvældende majoritet af den polske befolkning og dermed skabte en situation, som eliminerede sovjettroppernes fremgange ved Minsk og Zjitomir samt skadede sovjetmagtens prestige i Vesten.

Endelig forekommer der også tilfælde, hvor man bliver nødt til at afstå fra taktiske fremgange og bevidst påtage sig taktiske ulemper og tab, for at sikre sig strategiske fordele i fremtiden. Det forekommer ikke sjældent under en krig, hvor man på en ene side, med det formål at redde sine troppers kadrer og unddrage dem den overlegne modstanders slag, indleder et planmæssigt tilbagetog og uden kamp opgiver hele byer og områder for at vinde tid og samle kræfter til fremtidige afgørende kampe. Således var forholdet i Rusland 1918 under den tyske offensiv, da vort parti blev tvunget til at indgå Brest-Litovskfreden – som med hensyn til den umiddelbare politiske effekt på det tidspunkt var en meget stor skade – for at bevare forbundet med bønderne, som længtes efter fred, for at vinde pusterum, for at skabe en ny hær og på den måde sikre sig fremtidige strategiske fordele.

Med andre ord: taktikken kan ikke underordnes øjeblikkelige kortvarige interesser, den må ikke ledes af hensyn til den umiddelbare politiske effekt og endnu mindre må den løsrives fra den faste jord og bygge luftkasteller- taktikken må opbygges i overensstemmelse med strategiens opgaver og muligheder.
Taktikkens opgaver består fremfor alt i, vejledt af strategiens anvisninger og hensyntagende erfaringerne fra arbejdernes revolutionære kamp i alle lande, at fastlægge de former og metoder for kampen, som bedst svarer til den konkrete situation i ethvert givet øjeblik.

 

5. KAMPFORMERNE

Krigsførelsens metoder, krigens former er ikke altid ens. De veksler i overensstemmelse med udviklingsforholdene, først og fremmest i overensstemmelse med produktionens udvikling. Under Djengis Khan blev krigen ført anderledes end under Napoleon III, i 1900-tallet bliver den ført anderledes end i 1800-tallet.

Krigsførelsens kunst består under vore dages, forhold i at mestre alle krigens former og at tilegne sig alle videnskabens landvindinger på dette område, sagkyndigt udnytte dem og behændigt kombinere dem eller i rette tid anvende den ene eller anden af disse former afhængigt af situationen.

Det samme må siges om kampformerne på det politiske område. Kampformerne på det politiske område er endnu mere varierende end krigsførelsens former. De veksler i overensstemmelse med økonomiens , samfundslivets og kulturens udvikling, i overensstemmelse med klassernes tilstand, det indbyrdes forhold mellem de kæmpende kræfter, statsmagtens karakter, og endelig i overensstemmelse med de internationale forhold o. s. v. Den illegale, med delstrejker og arbejderdemonstrationer forbundne kampform under absolutismen; den åbne kampform under “legale muligheder” og arbejdernes politiske massestrejker, den parlamentariske kampform, lad os sige under Dumaens periode. og massernes udenomsparlamentariske aktioner, som til tider udmunder i væbnede oprør -, endelig de statslige kampformer eller proletariatets magtovertagelse, hvor proletariatet får mulighed for at sikre sig samtlige statslige midler og kræfter, inklusive hæren – sådanne er stort set de kampformer, som proletariatets revolutionere kampes praktiske erfaringer har givet anledning til.

Partiets opgave består i at mestre alle kampformer, sagkyndigt samordne dem på slagmarken og behændigt tilspidse kampen i de former, som i den givne situation er særligt i overensstemmelse med endemålet.

6. ORGANISATIONSFORMERNE

Hærenes organisationsformer, hær – og våbenarter tilpasses sædvanligvis efter krigsførelsens former og metoder. Ændres de sidste, ændres også de førstnævnte. I en bevægelig krigsform afgøres udgangen ofte gennem massiv indgriben fra kavaleriet. I en stillingskrig derimod spiller kavaleriet slet ingen eller kun en underordnet rolle – tungt artilleri -og fly, giftgasser og kampvogne afgør alt.

Krigskunstens opgave består l at sikre sig alle våbenarter, udvikle dem til fuldstændighed og behændigt kombinere deres operationer.
Det samme kan siges om organisationsformerne på det politiske område. Lige som på det militære område tilpasses også her organisationsformerne efter kampformerne. Konspirative organisationer af professionelle revolutionere i absolutismens epoke; uddannelses-, fagforenings-, kooperations- og parlamentsorganisationer (dumafraktionen etc.) under Dumaens epoke; fabrikskomiteer, bondekomiteer, strejkekomiteer, arbejder- og soldaterdeputeredes sovjetter, revolutionere militærkomiteer og et omfattende proletarisk parti, som kæder alle disse organisationsformer sammen i masseaktionernes og oprørets periode; endelig den statslige form for proletariatets organisation i den periode. hvor magten er koncentreret i arbejderklassens hænder – dette er stort set de organisatoriske former, på hvilke proletariatet under bestemte forudsætninger kan og bør støtte sig l sin kamp mod borgerskabet.

Partiets opgave består i at mestre alle disse organisationsformer, udvikle dem til fuldstændighed og behændigt kombinere deres arbejde i ethvert givet øjeblik.

7. PAROLEN. DIREKTIVET

Træffende formulerede beslutninger, som gengiver krigens eller det enkelte sammenstøds mål og er populære iblandt tropperne, har somme tider en afgørende betydning ved fronten som et middel til at inspirere hæren til handling, holde begejstringen oppe o.s.v.
Tilsvarende ordrer, paroler eller opråb til tropperne er af lige så stor betydning for krigens hele forløb, som et førsteklasses tungt eller førsteklasses hurtiggående kampvogne.
Endnu større betydning har parolerne på det politiske område, hvor man har at gøre med ti – og hundredemillioner af befolkningen og deres forskellige krav og behov.

En parole er en klar og præcis formulering af kampens nærmeste eller på lang sigt opstillede mål, som opstilles af den ledende gruppe for, lad os sige proletariatet, af dets parti.

Parolerne er forskelligt udformet, afhængigt at kampens forskellige mål – som omfatter enten en hel historisk periode, eller enkelte stadier og episoder i den givne historiske periode. Parolen: “Ned med selvherskerdømmet” – som først fremførtes i 1880erne af gruppen “Arbejdets befrielse” (3) – var en p r o p a g a n d a parole, eftersom den havde til formål at vinde enkelte eller grupper af de mest standhaftige og udholdende kæmpere for partiet – Under den russisk-japanske krig, da selvherskerdømmets ustadig blev stadig mere ‘åbenbar for arbejder klassens brede lag, blev denne parole en a g i t a t i o n s parole, idet den allerede nu sigtede på at vinde de arbejdendes millionmasser. I perioden før februar revolutionen 1917, da tsarismen endegyldigt havde afsløret sig selv i massernes øjne, gik parolen “Ned med selvherskerdømmet” allerede over fra agitations parole til a k t i o n s parole, idet den var beregnet på at sætte millionmasserne i bevægelse for et stormangreb mod tsarismen . I februarrevolutionens dage blev denne parole allerede til et d i r e k t i v fra partiet , d. v. s. en direkte appel til på et givet tidspunkt at bemægtige sig visse bestemte institutioner og visse bestemte stillinger indenfor det tsaristiske system, idet det nu var et spørgsmål om at styrte tsarismen, at knuse den. Et direktiv er den direkte appel fra partiet til på et bestemt tidspunkt og på et bestemt sted at gå i aktion. Den er bindende for alle partimedlemmer og optages almindeligvis af de arbejdendes brede masser, hvis appellen rigtigt og træffende formulerer massernes krav, hvis den virkelig er aktuel.

At forveksle parolerne med direktivet eller en agitationsparole med en aktionsparole er lige så farligt som for tidlige eller for sene aktioner er farlige, og somme tider er det simpelt hen skæbnesvangert. I april 1917 var parolen “Al magt til sovejtterne” en a g i t a t i o n s parole. Den kendte demonstration i Petrograd i april 1917 under parolen “Al magt til sovjetterne”, hvorunder demonstranterne omringede Vinterpaladset. var et forsøg, et for tidligt og derfor skæbnesvangert forsøg på at forvandle denne parole til en a k t i o n s parole. Det var et yderst farligt eksempel på, hvordan en agitationsparole blev forvekslet med en aktionsparole. Partiet havde ret, da det fordømte initiativtagerne til denne demonstration, idet det vidste, at de nødvendige forudsætninger for at ændre denne parole til en aktionsparole endnu ikke var til stede, at en for tidlig aktion fra proletariatets side kan føre til, at dets kræfter slås i stykker.

På den anden side er der tilfælde, hvor partiet stilles over for nødvendigheden af “inden for 24 timer” at ophæve eller andre en allerede godkendt og aktuel parole (eller direktiv) for at forsvare sine rakker mod en af modstanderen anlagt fælde, eller for en tid udskyde gennemførelsen af direktivet til et mere gunstigt tidspunkt. Et sådant tilfælde forekom i Petrograd i juni 1917, da en grundigt forberedt og til den 10. juni planlagt arbejder- og soldaterdemonstration “pludselig” blev indstillet af vort partis Centralkomité på grund af den ændrede situation.

Partiets opgave består i behændigt og i rette tid at andre agitationsparolerne til aktionsparoler, eller aktionsparolerne til bestemte konkrete direktiver eller, hvis situationen kræver det, lægge en fornøden smidighed og beslutsomhed for dagen for i rette tid at indstille gennemførelsen af denne eller hin parole, selv om de er populære, selv om de er aktuelle.

II
DEN STRATEGISKE PLAN

1. HISTORISKE VENDINGER. STRATEGISKE PLANER

Partiets strategi er ikke noget konstant, eng gang for alle givet. Den ændres i overensstemmelse med de historiske vendinger, de historiske forskydninger. Disse ændringer kommer til udtryk deri, at der for hver enkelt historisk vending udarbejdes en særlig strategisk plan, som svarer til denne vending, og som virker i hele perioden fra den ene vending til den anden. I den strategiske plan fastlægges retningen for de revolutionære kræfters hovedangreb og skemaet for millionmassernes fordeling på den sociale front. Det er givetvis sådan, at den strategiske plan, som er anvendelig for en vis historisk periode med dennes særtræk, ikke kan være anvendelig for en anden historisk periode med helt andre særtræk. Enhver historisk vending modsvares af en for den nødvendig og efter dens opgaver afpasset strategisk plan.

Det samme kan siges, hvad angår krigskunsten. Den strategiske plan, som var udarbejdet med henblik på ,krigen mod Koltjak, var ubrugelig til krigen mod Denikin, som krævede en ny strategisk plan. Denne plan var på sin side anvendelig i krigen, lad os sige mod polakkerne i 1920, idet såvel hovedangrebenes retning som skemaet for de vigtigste stridskræfters fordeling nødvendigvis vil være forskellig i alle disse tre tilfælde.

Ruslands moderne historie kender tre grundlæggende historiske vendinger, som i vort partis historie har været grundlaget for tre forskellige strategiske planer.
Vi anser det for nødvendigt i korthed at skitsere dem for at illustrere, hvordan partiets strategiske planer i almindelighed ændres afhængigt af de nye historiske forskydninger.

2. DEN FØRSTE HISTORISKE VENDING OG KURSEN MOD DEN BORGERLIGT-DEMOKRATISKE REVOLUTION I RUSLAND

Denne vending indledtes i begyndelsen af 1900-tallet, under den russisk-japanske krig, da tsarhærdnes nederlag og de russiske arbejderes kæmpemæssige politiske strejker satte alle bekolkningsklasser i bevægelse og drev dem ud på den politiske kamps skueplads. Denne vending afsluttedes under februarrevolutionen 1917.

I denne periode foregik der indenfor vort parti kamp mellem to strategiske planer. mensjevikkernes plan (Olechanov-Martov 1905) og bolsjevikkernes plan (kammerat Lenin 1905).

Den mensjevikiske strategi planlagde hovedangrebet mod tsarismen ad linien med en koalition mellem det liberale borgerskab og proletariatet. Med udgangspunkt i at revolutionen på dette tidspunkt opfattedes som borgerlig, tildeltes i følge denne plan rollen som bevægelsens hegemon (leder) det liberale borgerskab, og den dømte proletariatet til at spille rollen som “den yderste venstreopposition”, rollen som borgerskabets “tilskyndere”, hvorved bønderne, en af de vigtigste revolutionere kræfter, helt eller næsten helt udelukkedes af synsfeltet. Det er ikke svært at forstå, at eftersom denne plan udelukkede de mange millioner bønders rolle i et land som Rusland. var den håbløs utopisk I og da den lagde revolutionens skæbne i hænderne på det liberale borgerskab (borgerskabets hegemoni), var den reaktioner, idet det liberale borgerskab ikke var interesseret i, at revolutionen skulle vinde fuldstændig sejr, og det var til stadighed rede til at afslutte det hele gennem et kompromis med tsarismen.

Den bolsjevikiske strategi (se kammerat Lenins “To taktiske linier”) planlagde revolutionens hovedangreb mod tsarismen ad linien med koalition mellem proletariatet og bønderne, med neutralisering af det liberale borgerskab. Med udgangspunkt i at det liberale borgerskab ikke er interesseret i, at den borgerligt demokratiske revolution skal vinde fuldstændig sejr, at det foretrækker et kompromis med tsarismen på arbejdernes og bøndernes bekostning fremfor revolutionens sejr, tilkendte denne plan proletariatet, som den eneste konsekvent revolutionære klasse i Rusland, rollen som den revolutionere bevægelses hegemon. Denne plan er bemærkelsesværdig ikke kun i den henseende, at den rigtigt vurderer revolutionens drivkræfter, men også deri at den bar spiren til ideen om
proletariatets diktatur (proletariatets hegemoni), deri at den på en genial måde forudså den næstfølgende, højere fase i revolutionen i Rusland og lettede over gangen til den.
Den følgende revolutionere udvikling frem til februar 1917 bekræftede helt og fuldt, at denne strategiske plan var rigtig.

3. DEN ANDEN HISTORISKE VENDING OG KURSEN MOD PROLETARIATETS DIKTATUR I RUSLAND

Den anden vending begyndte med februarrevolutionen
1917, efter styrtelsen af tsarismen, da den imperialistiske krig blotlagde de dødbringende kræftsvulster ved kapitalismen i hele verden; da det liberale borgerskab, ude af stand til at tage landets faktiske styrelse i sine hænder, blev nødsaget til at indskrænke sig til at beholde den formelle magt (den provisoriske regering); da de arbejder- og soldaterdeputeredes sovjetter, som sad inde med den faktiske magt, ikke besad hverken erfaring eller viden til at gøre nødvendig brug af den; da soldaterne ved fronten samt arbejderne og bønderne i baglandet stønnede under krigens og det økonomiske forfalds byrder-, da “dobbeltmagten” og “kontaktkommissionens” (4) regime, sønderrevet som den var af indre modsætninger og udueligt både til krig og fred, ikke fandt nogen “udvej ud af dødvandet” men yderligere bragte urede i situationen. Denne periode afsluttedes med Oktoberrevolutionen 1917.

I denne periode foregik der i sovjetterne kamp mellem to strategiske planer: mensjevikkernes og de socialrevolutionæres plan samt bolsjevikkernes plan.

Mensjevikkernes og de socialrevolutionæres strategi. som i den første tid vaklede mellem sovjetterne og den provisoriske regering, mellem revolutionen og kontrarevolutionen, tog definitiv form i tiden før den Demokratiske Konferences åbning (september 1917). Den gik ud på at man skridt for skridt, men til stadighed trængte sovjetterne bort fra magten og koncentrerede al magt i landet i hænderne på “Førparlamentet”, forbilledet for et fremtidigt borgerligt parlament. Spørgsmålene og krig og fred, bondespørgsmålet såvel som det nationale spørgsmål henlagdes til indkaldelsen af den konstituerende forsamlings indkaldelse, hvilket på sin side blev udskudt til ubestemt tid. “Al magt til den konstituerende forsamling” – således formulerede de socialrevolutionære og mensjevikkerne deres, strategiske plan. Det var en plan til forberedelse af det borgerlige diktatur, et poleret og friseret, “helt demokratisk” men dog borgerligt diktatur.

Den bolsjevikiske strategi (se kammerat Lenins “Teser”, publiceret i april 1917) planlagde hovedangrebet langs linien, at likvidere den borgerlige magt med proletariatets og de fattige bønders forenede kræfter, at organisere proletariatets diktatur i sovjetrepublikkens skikkelse. Brud med imperialismen og udtræden af krigen; befrielse af de undertrykte nationaliteter i det tidligere russiske imperium; ekspropriering af godsejerne og kapitalisterne; forberedelse af betingelserne for at organisere en socialistisk økonomi – dette var elementerne i bolsjevikkernes strategiske plan i denne periode. “Al magt til sovjetterne” – således formulerede bolsjevikkerne på den tid deres strategiske plan. Den var ikke bare rigtig i den henseende, at den rigtigt vurderede drivkræfterne for den nye, den proletariske revolution i Rusland, men også deri, at den lettede og tilskyndede udløsningen af den revolutionære bevægelse i Vesten
Det derpå følgende hændelsesforløb frem til oktoberomvæltningen bekræftede helt og fuldt, at denne strategiske plan var rigtig.

4. DEN TREJDE HISTORISKE VENDING OG KURSEN MOD DEN PROLETARISKE REVOLUTION I EUROPA

Den tredje vending begyndte med oktoberomvæltningen, da kampen på liv og død mellem de to imperialistiske grupper i Vesten havde nået sit højdepunkt da den revolutionere krise åbenbart var i færd med at modne i Vesten, da den bankerotte og den i modsætninger indviklede borgerlige statsmagt i Rusland var brudt sammen under den proletariske revolutions angreb; da den sejrrige proletariske revolution ved sit brud med imperialismen og sin udtræden af krigen havde skaffet sig dødsfjender i skikkelse af de imperialistiske koalitioner i Vesten; da den nye regering, sovjetregeringen, gennem sine dekreter om fred, om konfiskation af godsejerjorden, om kapitalisternes ekspropriering og de undertrykte nationaliteters befrielse, havde vundet millioner af arbejdende menneskers tiltro verden over. Det var en vending i international skala, idet det var første gang kapitalens internationale front blev gennembrudt, den første gang spørgsmålet om kapitalismens styrtelse i praksis blev sat på dagsordenen. På den måde forvandledes Oktoberrevolutionen fra en national, russisk kraft til en international kraft, og de russiske arbejdere, som havde været en tilbagebleven hærafdeling af det internationale proletariat, blev dets fortrop, som på grund af sin uselviske kamp vækker Vestens arbejdere og Østens undertrykte lande. Denne vending har endnu ikke nået sin endegyldige udvikling, idet den endnu ikke har udviklet sig i international målestok, men dens indhold og dens almene retning er allerede blevet lagt tilstrækkelig klart for dagen.

På det tidspunkt foregik der i de politiske kredse i Rusland en kamp mellem to strategiske planer: den plan som var blevet fremlagt af de kontrarevolutionære, der havde inddraget den aktive del af mensjevikkerne og de socialrevolutionære i deres organisationer, og
bolsjevikkernes plan.

De kontrarevolutionære og de aktive socialrevolutionære og mensjevikker havde indrettet deres plan på at samle alle utilfredse elementer i e en lejr: de gamle officerskorps i provinsen og ved fronten, de borgerligt-nationalistiske regeringer i yderområderne, de a revolutionen eksproprierede kapitalister og godsejere, ententens agenter, som forberedte interventionen o. s. v. De sigtede på at styrte sovjetregeringen ved hjælp af et oprør eller udenlandsk intervention for at genindsætte det kapitalistiske regime i Rusland.

Bolsjevikkerne byggede derimod sin plan på indadtil at styrke proletariatets diktatur i Rusland og at udstrække den proletariske revolutions virkefelt til alle lande i verden ved at forene de russiske proletarers anstrengelser med de anstrengelser som proletarerne i Europa og Østens undertrykte lande opbyder, mod verdensimperialismen. Yderst betydningsfuld er den eksakte og kortfattede formulering af denne strategiske plan, som kammerat Lenin har givet i sin brochure “Den proletariske revolution og renegaten Kautsky”: “At gennemføre det mest mulige af det der kan virkeliggøres i et land” (ens eget -J.St.) “for at udvikle, understøtte og vække til live revolutionen i alle lande” Det værdifulde i denne strategiske plan består ikke kun i, at den rigtigt vurderede verdensrevolutionens drivkræfter, men også deri at den forudså og fremskyndede den senere fremtrædende proces, som gjorde Sovjet Rusland til midtpunkt for den revolutionære bevægelses opmærksomhed verden over, til befrielsesbanner for Vestens arbejdere og Østens kolonier.

Den derpå følgende revolutionære udvikling af revolutionen i hele verden samt de fem år, hvor sovjetmagten har eksisteret i Rusland har helt og fuldt bekræftet at denne plan var rigtig. Kendsgerninger såsom at de kontrarevolutionære samt de socialrevolutionære og mensjevikkerne som flere gange har forsøgt at styrte sovjetmagten, nu mere befinder sig i emigration, medens sovjetmagten og den internationale proletariske organisation er ved at blive det vigtigste værktøj for verdensproletariatets politik – disse kendsgerninger vidner tydeligt til fordel for bolsjevikkernes strategiske plan.

“Pravda” nr. 56 den 14. marts 1923
Underskrift: J. Stalin

NOTER

1. J -V. Stalins artikel “Til spørgsmålet om de russiske kommunisters strategi og taktik” blev publiceret den 14. marts 1923 i nr. 56 af “Pravda som var tilegnet Ruslands kommunistiske Partis (bolsjevikkernes) 25-årsjubilæum, videre i avisen “Petrogradskaja Pravda” nr. 57, 58 og 59 den 14. 15. og 16. marts 1923 samt i tidsskriftet “Kommunistitjeskaja Revolutstja”, nr. 7 (46) den 1. april 1923. Senere brugtes et afsnit af denne artikel under rubrikken “Oktoberrevolutionen og de russiske kommunisters strategi” i bogen: J. Stalin. “Om oktober-revolutionen”, Moskva 1932.2. Sverdlovuniversitetet – Det kommunistiske arbejder- og bondeuniversitet, opkaldt efter J. M. Sverdlov.
På initiativ af J. M. Sverdlov blev der i 191 8 ved Den alrussiske Centrale Exekutivkommité organiseret kortvarige kurser for agitatorer og propagandister; disse fik i januar 1919 navnet Sovjetarbejdets skole På grundlag af denne skole dannedes efter beslutning fra RKP(b)s ottende kongres Centralskolen for sovjet- og partiarbejdet. I den sidste halvdel af 1919 omdannedes denne skole til det Kommunistiske arbejder- og bondeuniversitet, opkaldt efter J. M. Sverdlov.

3. Gruppen “Arbejdets befrielse” – den første russiske marxistiske gruppe, dannet af G.V. Plechanov i Geneve l883. (Om gruppens virksomhed og dens historiske rolle se “Sovjetunionens kommunistiske partis (bolsjevikkernes) historie. Kort gennemgang”, Kbh. 1939 Arbejderforlaget side 14-23.)

4. “Kontaktkommissionen”, som bestod af Tjeheidze, Steklov, Suchanov, Fillippovskij og Skobelev (senere indtrådte Tjernov og Tsereteli i den), blev oprettet af Petrograds arbejder- og soldaterdeputeredessovjets mensjevikisk-socialrevolutionære, exekutivkommité den 7. marts 1917 for at opnå kontakt med den provisoriske regering, “påvirke” den og “kontrollere” dens virksomhed. I virkeligheden hjalp “kontaktkommissionen” den provosoriske regering med at gennemføre sin borgerlige politik og hæmmede arbejdermassernes aktive revolutionære kamp for at sovjetterne skulle overtage al magt. “Kontaktkommissionen” eksisterede til maj 1917 , da mensjevikkernes og de socialrevolutionæres repræsentanter direkte indtrådte i den provisoriske regering.