skip to Main Content

Stalin: OM LENINISMENS GRUNDLAG

J. V. Stalin
OM LENINISMENS GRUNDLAG

Forelæsninger på Sverdlov-Universitetet i begyndelsen af året 1924

De tre første ud af 9 kapitler

I. Leninismens historiske rødder

II. Metoden

III. Teorien

J. V. Stalins forelæsninger “Om leninismens grundlag” offentliggjordes i Pravda i april og maj 1924.
I maj 1924 udkom hans skrift “Om Lenin og leninismen”, der indeholdt erindringer om Lenin samt “Om leninismens grundlag”.
Stalins forelæsninger indgår i alle udgaver af hans bog “Leninismens problemer”, der udkom på dansk på forlaget Tiden i 1949.

Forord

Leninismens grundlag er et stort emne. For at behandle det udtømmende måtte man skrive en hel bog, ja en række bøger. Det er derfor klart, at mine forelæsninger ikke kan blive nogen udtømmende fremstilling af leninismen. De kan i bedste fald blive en kortfattet oversigt over leninismens grundlag. Alligevel vil jeg anse en sådan oversigt for nyttig, da den giver nogle grundlæggende udgangspunkter, der er nødvendige for et frugtbart studium af leninismen.

At klarlægge leninismens grundlag er ikke det samme som at klarlægge grundlaget for Lenins verdensanskuelse. Lenins verdensanskuelse og leninismens grundlag er ikke identiske i deres omfang. Lenin er marxist, og grundlaget for hans verdensanskuelse er naturligvis marxismen. Men deraf følger på ingen måde, at en fremstilling af leninismen må begynde med fremstillingen af marxismens grundlag. At give en fremstilling af leninismen vil sige at påvise det særegne og nye i Lenins værker, hvormed han har beriget marxismens almindelige skatkammer, og som med rette er knyttet til hans navn. Kun i denne forstand vil jeg i mine forelæsninger tale om leninismens grundlag.
Altså, hvad er leninismen?

Nogle siger at leninismen er marxismens anvendelse på de forhold, der er særegne for situationen i Rusland. I denne definition er der nogen sandhed, men langt fra hele sandheden. Lenin anvendte faktisk marxismen på den russiske virkelighed, og han anvendte den mesterligt. Men hvis leninismen ikke var andet end marxismens anvendelse på de særlige forhold i Rusland, så ville den være en ren national og kun national, en ren russisk og kun russisk foreteelse. Imidlertid ved vi, at leninismen er en international foreteelse, som er rodfæstet i hele den internationale udvikling og ikke kun en russisk foreteelse. Derfor mener jeg, at denne definition lider af ensidighed.

Andre siger, at leninismen er en genoplivelse af de revolutionære elementer i 184o’ernes marxisme til forskel fra de følgende års marxisme, der så skulle være blevet moderat og ikke-revolutionær. Hvis man ser bort fra denne dumme og platte inddeling af Marxs’ lære i to dele, en revolutionær og en moderat, så må man indrømme, at der selv i denne helt utilstrækkelige og utilfredsstillende definition er et gran af sandhed. Dette gran af sandhed består i, at Lenin virkelig genoprettede marxismens revolutionære indhold, som var blevet undertrykt af opportunisterne i II Internationale. Hele sandheden om leninismen er at leninismen ikke kun genoprettede marxismen, men også tog et skridt fremad og videreudviklede den under kapitalismens og den proletariske klassekamps nye betingelser.

Men hvad er så leninismen?

Leninismen er marxismen i imperialismens og den proletariske revolutions epoke. Nøjagtigere: Leninismen er den proletariske revolutions teori og taktik i almindelighed, teorien og taktikken for proletariatets diktatur i særdeleshed. Marx og Engels virkede i den førrevolutionære periode (vi tænker her på den proletariske revolution), da der endnu ikke fandtes nogen udviklet imperialisme, i en periode da proletarerne forberedtes til revolutionen, i den periode da den proletariske revolution endnu ikke var nogen praktisk uundgåelighed. Lenin derimod, som var elev af Marx og Engels, virkede i den udviklede imperialismes periode, den periode, hvor den proletariske revolution udfoldedes, hvor den proletariske revolution allerede havde sejret i ét land slået det borgerlige demokrati i stykker og indledt det proletariske demokratis tidsalder, sovjetternes tidsalder.

Derfor er leninismen en videreudvikling af marxismen.

Man plejer at understrege leninismens usædvanlig militante og usædvanlig revolutionære karakter. Det er fuldkommen rigtigt. Men denne særegenhed ved leninisme skyldes to årsager: For det første fordi leninismen voksede frem af den proletariske revolution hvis præg den nødvendigvis må bære; for det andet fordi den voksede sig stærk i kampen mod II Internationales opportunisme, en kamp som var og er en nødvendig forudsætning for en sejrrig kamp mod kapitalismen. Man må ikke glemme, at mellem Marx og Engels på den ene side og Lenin på den anden, ligger en hel periode hvor opportunismen i II Internationale havde det udelte herredømme, og den skånselsløse kamp mod denne opportunisme udgjorde en af leninismens vigtigste opgaver.

I

Leninismens historiske rødder

Leninismen voksede frem og tog form under imperialismens betingelser, da kapitalismens modsigelser tilspidsedes til det yderste, da den proletariske revolution var blevet et umiddelbart praktisk spørgsmål, da den gamle periode, hvor arbejderklassen forberedtes til revolutionen, mundede ud i og voksede over i den nye periode med direkte stormløb på kapitalismen.

Lenin betegnede imperialismen som “døende kapitalisme”. Hvorfor? Fordi imperialismen skærper kapitalismens modsigelser til det yderste punkt, til de yderste grænser, bagved hvilke revolutionen begynder. Af disse modsigelser må følgende tre betragtes som de vigtigste:

Den første modsætning – det er modsætningen mellem arbejde og kapital. Imperialismen er ensbetydende med almagt for de monopolistiske truster og syndikater, for bankerne og finansoligarkiet i industrilandene. I kampen mod denne almagt viste arbejderklassens sædvanlige metoder – fagforeninger og kooperation, parlamentariske partier og parlamentarisk kamp – sig fuldstændig utilstrækkelige. Enten overgiver du dig på nåde og unåde til kapitalen, slider dig til en elendig tilværelse som før og synker dybere og dybere, eller du griber til et nyt våben – således stiller imperialismen spørgsmålet for proletariatets millionmasser. Imperialismen fører arbejderklassen frem til revolutionen.

Den anden modsætning– det er modsætningen mellem de forskellige finansgrupper og imperialistiske magter i deres kamp om råstofkilder, om fremmede territorier. Imperialismen er kapitaleksport til råstofkilderne, rasende kamp om det monopolistiske herredømme over disse råstofkilder, kamp om nyopdeling af den allerede opdelte verden, en kamp der føres med særligt raseri af de nye finansgrupper og magter, der søger “en plads i solen”, mod de gamle grupper og magter, der klamrer sig fast til det de har erobret. Denne rasende kamp mellem de forskellige kapitalistgrupper er bemærkelsesværdig i den henseende, at den som uundgåeligt element indbefatter imperialistiske krige, krige til indlemmelse af fremmede områder. Denne omstændighed er på sin side bemærkelsesværdig i den henseende, at den fører til gensidig svækkelse af imperialisterne, til svækkelse af kapitalismens stilling overhovedet, til fremskyndelse af øjeblikket for den proletariske revolution, til den praktiske nødvendighed af denne revolution.

Den tredie modsætning – det er modsætningen mellem en håndfuld herskende “civiliserede” nationer og de hundreder af millioner mennesker i de koloniale og afhængige folkeslag i verden. Imperialismen betyder den mest utilslørede udbytning og mest umenneskelige undertrykkelse af hundreder af millioner mennesker i vældige koloniområder cg afhængige lande. Formålet med denne udbytning og undertrykkelse er udpresning af superprofitter. Men for at kunne udbytte disse lande er imperialismen nødsaget til at anlægge jernbaner, fabrikker og værker, industri- og handelscentre der. En proletarisk klasses fremkomst, en indfødt intelligentsias opståen, den nationale bevidstheds opvågnen, frihedsbevægelsens vækst – det er de uundgåelige resultater af denne “politik”. Den revolutionære bevægelses vækst i alle kolonier og afhængige lande uden undtagelse er et tydeligt vidnesbyrd herom. Denne omstændighed er af vigtighed for proletariatet, fordi den undergraver kapitalismens positioner ved roden og forvandler kolonierne og de afhængige lande fra reserver for imperialismen til reserver for den proletariske revolution.

Dette er i al almindelighed de vigtigste modsætninger inden for imperialismen, som har forvandlet den gamle “blomstrende” kapitalisme til en døende kapitalisme.

Betydningen af den imperialistiske krig, der brød ud for ti år siden, består bl.a. deri, at den samlede alle disse modsigelser i én knude og kastede dem i vægtskålen, hvorved den fremskyndede og lettede proletariatets revolutionere kampe.

Med andre ord, imperialismen førte ikke blot til, at revolutionen blev en praktisk uundgåelighed, men også til, at der blev skabt gunstige betingelser for et direkte stormløb på kapitalismens fæstninger.

Dette var den internationale situation der frembragte leninismen.

Ja, det er meget godt altsammen, vil nogle indvende, men hvad har det med Rusland, der ikke var og ikke kunne være et klassisk imperialistisk land, at gøre? Hvad har det med Lenin at gøre, der først og fremmest har arbejdet i Rusland og for Rusland? Hvorfor blev netop Rusland leninismens hjemsted, den proletariske revolutions teoris og taktiks fødested?

Fordi Rusland var brændpunktet for alle disse imperialismens modsigelser.
Fordi Rusland mere end noget andet land gik svanger med revolutionen, hvorfor også kun Rusland var i stand til at løse disse modsigelser på revolutionær vis.

For det første var det tsaristiske Rusland hjemstedet for enhver form for undertrykkelse – kapitalistisk, kolonial og militær – i dens mest umenneskelige og barbariske form. Hvem ved ikke, at i Rusland smeltede kapitalens almagt sammen med tsarismens despotisme, den russiske nationalismes aggressivitet med tsarismens bøddelpolitik over for de ikke-russiske folk, udbytningen af hele områder – i Tyrkiet, Iran, Kina – med erobringen af disse områder, med erobringskrige? Lenin havde ret, når han sagde, at tsarismen var en “militærfeudal imperialisme”. Tsarismen var et koncentrat af imperialismens mest negative sider i stærk forstørrelse.

Videre. Det tsaristiske Rusland var en betydelig reserve for den vestlige imperialisme, ikke blot i den forstand, at den gav den udenlandske kapital fri adgang, den kapital der kontrollerede så afgørende dele af Ruslands økonomi som brændstof- og metalindustrien, men også i den forstand, at det kunne forsyne de vestlige imperialister med millioner af soldater. Husk på den fjorten millioner mand stærke russiske hær, som udgød sit blod ved de imperialistiske fronter for at sikre de britiske og franske kapitalisters vanvittige profitter.

Endvidere. Tsarismen var ikke kun imperialismens vagthund i Østeuropa, men den var også den vestlige imperialismes agent, der pressede befolkningen for hundreder af millioner i rente af de lån, som var ydet af Paris og London, af Berlin og Bruxelles.

Endelig var tsarismen den vestlige imperialismes mest trofaste allierede ved opdelingen af Tyrkiet, Iran, Kina osv. Hvem ved ikke at tsarismen førte den imperialistiske krig i forbund med Ententens (1) imperialister, at Rusland udgjorde et uundværligt element i denne krig?

Derfor var tsarismens og den vestlige imperialismes interesser flettet sammen og smeltede til slut sammen til et eneste nøgle af imperialistiske interesser.

Kunne den vestlige imperialisme affinde sig med tabet af et så mægtigt støttepunkt i øst og et reservoir så rigt på arbejdskraft og ressourcer som det gamle tsaristiske borgerlige Rusland var, uden at sætte alle sine kræfter ind i en kamp på liv og død mod revolutionen i Rusland, for forsvaret og opretholdelsen af tsarismen? Naturligvis ikke!

Men deraf følger, at den der ville rette slag mod tsarismen, med nødvendighed måtte lange ud efter imperialismen, og at den der rejste sig mod tsarismen, også måtte rejse si& mod imperialismen, thi den, der ville styrte tsarismen, måtte også styrte imperialismen, såfremt han virkelig havde til hensigt ikke blot at slå tsarismen, men også at tilintetgøre den fuldstændigt. Revolutionen mod tsarismen nærmede sig således revolutionen mod imperialismen, den proletariske revolution, og måtte vokse over i denne.

Imidlertid voksede der i Rusland en mægtig folkelig revolution frem, i spidsen for hvilken stod verdens mest revolutionære proletariat, som besad en så vigtig forbundsfælle som Ruslands revolutionære bondebefolkning. Er det nødvendigt at bevise, at en sådan revolution ikke kunne blive stående på halv-vejen, at den, hvis den sejrede, måtte gå videre og rejse oprørsfanen mod imperialismen?

Derfor måtte Rusland blive brændpunktet for imperialismens modsigelser, ikke blot i den forstand at disse modsigelser på grund af deres særlig frastødende og særlig utålelige karakter netop i Rusland var nemmest at få øje på, ikke blot fordi Rusland var et overmåde vigtigt støttepunkt for den vestlige imperialisme, idet det forbandt vestens finanskapital med østens kolonier, men også fordi den reelle kraft, der var i stand til at løse imperialismens modsigelser ad revolutionær vej, kun fandtes i Rusland.

Men deraf følger, at revolutionen i Rusland kun kunne være en proletarisk revolution, at den straks fra de første dage af sin udvikling måtte antage en international karakter, og at den således også måtte ryste selve grundvolden for verdensimperialismen.

Kunne de russiske kommunister under sådanne forhold begrænse deres arbejde til de snævre nationale rammer for en russisk revolution? Naturligvis ikke! Tværtimod: Hele situationen, såvel den indre (den dybtgående revolutionære krise) som den ydre (krigen) tvang dem til at overskride disse rammer, at føre kampen over på den internationale arena, at afdække imperialismens pestbylder, at bevise uundgåeligheden af kapitalismens sammenbrud, at knuse social-chauvinismen og social-pacifismen og endelig at styrte kapitalismen i deres eget land og smede proletariatet et nyt kampvåben, den proletariske revolutions teori og taktik, for derved at gøre det lettere for proletarerne i alle lande at Kapitalismen. De russiske kommunister kunne heller ikke handle anderledes, for kun denne vej gav mulighed for at frembringe visse ændringer i den internationale situation, som kunne sikre Rusland mod en genoprettelse af den borgerlige orden.
Derfor blev Rusland leninismens hjemsted, og de russiske kommunisters leder, Lenin, dens skaber.

Med Rusland og Lenin “skete” her omtrent det samme, som skete med Tyskland og Marx og Engels i fyrrerne i forrige århundrede. Tyskland gik dengang, ligesom Rusland i begyndelsen af det tyvende århundrede svanger med den borgerlige revolution. Marx skrev dengang i ‘Det kommunistiske Manifest’:

“Kommunisterne har den største opmærksomhed henvendt på Tyskland, fordi Tyskland står umiddelbart foran en borgerlig revolution, og fordi det gennemfører denne omvæltning under betingelser, hvor den europæiske civilisation befinder sig på et højere udviklingstrin, og fordi det gennemfører den med et langt mere udviklet proletariat end England i det 17. og Frankrig i det 18. århundrede, og den tyske borgerlige revolution altså kun kan være det umiddelbare forspil til en proletarisk revolution”.(2)

Med andre ord, den revolutionære bevægelses centrum forskød sig til Tyskland.

Der kan næppe være tvivl om, at netop denne omstændighed, der bliver bemærket af Marx i det anførte citat, var den sandsynlige årsag til, at netop Tyskland blev den videnskabelige socialismes fødeland, og at det tyske proletariats ledere, Marx og Engels, blev dens skabere.

Det samme, blot i endnu højere grad, gælder for Rusland i begyndelsen af det 2o. århundrede. Rusland befandt sig i denne periode på tærsklen til den borgerlige revolution, det skulle fuldbyrde denne revolution under mere fremskredne betingelser i Europa og med et mere udviklet proletariat end i Tyskland (for slet ikke at tale om England og Frankrig), hvorfor alle omstændigheder talte for at denne revolution måtte blive gæringsstoffet og forspillet til en proletarisk revolution. Det er sikkert ikke noget tilfælde, at Lenin allerede i året 19o2, da de første spirer til den russiske revolution lige havde vist sig, skrev følgende profetiske ord i sit skrift ‘Hvad må der gøres?’:

“Den nærmeste opgave, som historien har stillet os (dvs. de russiske marxister. – J. St.) overfor, er den mest revolutionære af alle de nærmeste opgaver, som proletariatet i noget land står overfor. Gennemførelsen af denne opgave, at ødelægge det mægtigste bolværk ikke blot for den europæiske, men også.… for den asiatiske reaktion, vil gøre det russiske proletariat til det internationale revolutionære proletariats fortrop.” (3)

Med andre ord, den revolutionære bevægelses centrum måtte forskyde sig til Rusland.

Det er bekendt, at revolutionens forløb i Rusland til overflod har bekræftet denne forudsigelse af Lenin.

Kan det efter alt dette undre, at det land, der har gennemført en sådan revolution og har et sådant proletariat, blev fødelandet for den proletariske revolutions teori og taktik?

Kan det undre, at dette proletariats leder, Lenin, samtidig blev skaberen af denne teori og taktik og leder af det internationale proletariat?

II.

Metoden

Jeg har allerede sagt, at der mellem Marx og Engels på den ene side og Lenin på den anden ligger en hel periode, hvor II Internationales opportunisme havde herredømmet. I nøjagtighedens interesse må jeg tilføje, at det her ikke drejer sig om opportunismens formelle, men kun om dens faktiske herredømme. Formelt stod “rettroende” marxister, de “ortodokse” – Kautsky og andre – i spidsen for II Internationale. Men i virkeligheden blev II Internationales vigtigste arbejde udført efter den opportunistiske linie. Opportunisterne tilpassede sig borgerskabet i kraft af deres føjelige, småborgerlige natur – de “ortodokse” tilpassede sig for deres vedkommende opportunisterne for at “bevare enheden” med disse opportunister i den “indre partifred”s interesse. Resultatet var opportunismens ubestridte herredømme, for kæden mellem borgerskabets politik og de “ortodokse”s politik viste sig at være sluttet.

Dette var en periode med en forholdsvis fredelig udvikling af kapitalismen, en førkrigsperiode så at sige, hvor kapitalismens katastrofale modsigelser endnu ikke var trådt så åbent frem, hvor arbejdernes økonomiske strejker og fagforeningerne udviklede sig mere eller mindre “normalt”, hvor valgkampagner og parlamentsfraktioner bragte “svimlende” resultater, hvor legale kampformer blev hævet til skyerne, og man troede at kunne “slå kapitalismen ihjel” med lovlige midler – kort sagt det var den periode, da II Internationales partier havde kronede dage, og man hverken gad tænke alvorligt på revolutionen, på proletariatets diktatur eller på massernes revolutionære opdragelse.

I stedet for en helstøbt revolutionær teori blev det til indbyrdes modstridende teoretiske påstande og brudstykker af en teori, som var løsrevet fra massernes virkelige revolutionære kamp og forvandlet til brøstfældige dogmer. For et syns skyld mindede man naturligvis om Marx’ teori, men kun for at berøve den sin levende revolutionære sjæl.

I stedet for revolutionær politik blev det til slatten spidsborgerlighed, snuskede politiske studehandeler, parlamentarisk diplomati og parlamentarisk rænkespil. For et syns skyld blev der naturligvis vedtaget “revolutionære” beslutninger og paroler, men kun for at lægge dem i skrivebordsskuffen.

I stedet for at opdrage partiet og lære det en rigtig revolutionær taktik på grundlag af dets egne fejl, undveg man omhyggeligt omstridte spørgsmål og dyssede dem ned og tilslørede dem. For et syns skyld var man naturligvis ikke utilbøjelig til nu og da også at tale om de omstridte spørgsmål, men kun for at bringe sagen ud af verden med en eller anden “elastisk” resolution.

Sådan var II Internationales fysiognomi, arbejdsmetode og arsenal.

Imidlertid nærmede der sig en ny periode med imperialistiske krige og revolutionære kampe fra proletariatet. De gamle kampmetoder viste sig åbenlyst utilstrækkelige og afmægtige over for finanskapitalens afmagt.

Det var nødvendigt gennemgribende at revidere hele II Internationales virksomhed, hele dens arbejdsmetode og udrydde spidsborgerligheden, snæversynet, kandestøberiet, renegatvæsenet, social-chauvinismen og social-pacifismen. Det var nødvendigt at gennemprøve hele II Internationales arsenal, at kaste alt rustent og forældet ud, og smede nye våben. Uden et sådant forarbejde var det formålsløst at ville drage i krig mod kapitalismen. Uden dette risikerede proletariatet at møde de nye revolutionære kampe utilstrækkeligt bevæbnet eller endog fuldstændigt ubevæbnet.

Æren for denne generelle overhaling og udrensning af II Internationales Augiasstalde tilfaldt leninismen.

Det var under disse forhold, at leninismens metode kom til verden og blev udhamret.

Hvilke krav stiller denne metode?

For det første gennemprøvningen af II Internationales dogmer i den revolutionære massekamps ild, i den levende praksis’ ild, dvs. genoprettelsen af den ødelagte enhed mellem teori og praksis, likvideringen af kløften mellem dem, thi kun på denne måde er det muligt at skabe et virkeligt proletarisk parti væbnet med en revolutionær teori.

For det andet gennemprøvningen af den politik, som II Internationale førte, ikke efter deres paroler og resolutioner (som man ikke kan stole på), men efter deres gerninger og deres handlinger, thi kun på denne måde er det muligt at vinde og gøre sig fortjent til de proletariske massers tillid.

For det tredie reorganiseringen af hele partiarbejdet i en ny revolutionær retning med henblik på at opdrage og forberede masserne til den revolutionære kamp, thi kun på denne måde er det muligt at forberede masserne til den proletariske revolution.

For det fjerde de proletariske partiers selvkritik, deres skoling og opdragelse ud fra deres egne fejl, thi kun på denne måde er det muligt at opdrage virkelige kadrer og ledere for partiet.

Dette er den leninistiske metodes grundlag og væsen. Hvordan blev denne metode anvendt i praksis?
Opportunisterne i II Internationale har en række teoretiske dogmer, til hvilke de altid vender tilbage som deres udgangspunkt. Lad os se på nogle enkelte af dem.
Det første dogme angår betingelserne for proletariatets erobring af magten. Opportunisterne hævder, at proletariatet ikke kan o– ikke må erobre magten, når det ikke selv udgør flertallet i landet. Der bliver ikke anført beviser af nogen art, for det er hverken teoretisk eller praktisk muligt at bevise denne absurde tese.

Lad os antage, at det var sådan, svarer Lenin herrerne i II Internationale; men hvad så hvis der skulle opstå en historisk situation (krig, landbrugskrise osv.), hvor proletariatet, der udgør et mindretal af befolkningen, har mulighed for at samle de arbejdende massers store flertal omkring sig – hvorfor skal det da ikke gribe magten? Hvorfor skal proletariatet ikke udnytte den gunstige internationale og indre situation til at gennembryde kapitalens front og fremskynde det almindelige opgør? Har Marx ikke allerede i halvtredserne i forrige århundrede sagt, at det ville “gå strålende” med den proletariske revolution i Tyskland, hvis man kunne understøtte den med “en slags anden udgave af bondekrigen”? (4). Er det ikke almindeligt kendt, at der dengang var relativt færre proletarer i Tyskland end f.eks. i 1917 i Rusland? Har ikke den russiske proletariske revolutions praksis bevist, at dette yndlingsdogme for II Internationales helte savner enhver vital betydning for proletariatet? Er det ikke klart, at den revolutionære massekamps praksis forkaster og sønderslår dette forældede dogme?

Det andet dogme: Proletariatet kan ikke beholde magten, hvis det ikke råder over et tilstrækkeligt antal kulturelt og administrativt uddannede kadrer, som er i stand til at organisere landets forvaltning; disse kadrer må først uddannes under kapitalismens betingelser, og først derefter kan man overtage magten. Lad os antage, at det forholder sig således, svarer Lenin, men hvorfor skulle man ikke gribe sagen sådan an, at man først overtager magten og skaber gunstige betingelser for proletariatets udvikling, og at man så går frem med syvmileskridt og hæver de arbejdende massers kulturelle niveau, uddanner talrige ledende og administrative kadrer fra arbejdernes rækker? Har de russiske erfaringer ikke vist, at lederkadrerne fra arbejdernes rækker vokser hundrede gange hurtigere og solidere under den proletariske magt end under kapitalens magt? Er det ikke klart, at den revolutionære massekamps praksis skånselsløst knuser også dette opportunisternes teoretiske dogme?

Det tredie dogme: Den Politiske generalstrejkes metode er ubrugelig for proletariatet, fordi den er teoretisk uholdbar (se Engels’ kritik), praktisk farlig (den kan ryste gangen i landets normale økonomiske liv, den kan tømme fagforeningernes kasser), den kan ikke erstatte de parlamentariske kampformer, som er hovedformen for proletariatets klassekamp. Nuvel, svarer leninisterne, for det første kritiserede Engels ikke enhver generalstrejke, men kun en bestemt slags generalstrejke, nemlig anarkisternes økonomiske generalstrejke, som de forkyndte som erstatning for proletariatets politiske kamp (5) – har det altså at gøre med den politiske generalstrejkes metode?
For det andet, af hvem og hvor er det blevet bevist, at den parlamentariske kampform er hovedformen for proletariatets kamp? Viser den revolutionære bevægelses historie ikke, at den parlamentariske kamp kun er en skole og et hjælpemiddel til at organisere proletariatets udenomparlamentariske kamp, at arbejderbevægelsens grundspørgsmål under kapitalismen afgøres med magt, ved hjælp af de proletariske massers direkte kamp, deres generalstrejke, deres opstand?
For det tredie, hvem har sagt, at den parlamentariske kamp skal erstattes med den politiske generalstrejkes metode? Hvor og hvornår har tilhængerne af den politiske generalstrejke forsøgt at erstatte de parlamentariske kampformer med udenomparlamentariske kampformer? For det fjerde, har revolutionen i Rusland da ikke vist, at den politiske generalstrejke er en vældig skole for den proletariske revolution og et uerstatteligt middel til mobilisering og organisering af proletariatets bredeste masser umiddelbart før stormangrebet på kapitalismens fæstninger – hvorfor så disse spidsborgeragtige klageråb over forstyrrelse af det økonomiske livs normale gang og over fagforeningskasserne? Er det ikke klart, at den revolutionere kamps praksis også knuser dette opportunistiske dogme?
Osv. osv.

Derfor sagde Lenin, at den revolutionere teori ikke er noget dogme “men kun får sin endelige form i nær forbindelse med den praksis der udvikles af en virkelig revolutioner bevægelse, en virkelig massebevægelse.”(6), for teorien skal tjene praksis; “teorien skal give svar på de af praksis stillede spørgsmål” (7), for den må prøves i praksis.

Hvad angår de politiske paroler og politiske resolutioner fra II Internationales partier, er det nok at hen vise til historien om parolen “Krig mod krigen” for at forstå hele falskheden og råddenskaben i disse partier politiske praksis; disse partier dækker deres kontraravolutionære handlinger med pompøse, revolutionere paroler og resolutioner. Alle husker vel II Internationales pompøse demonstration på kongressen i Basel (8), hvor man truede imperialisterne med alle en opstands rædsler, hvis de skulle vove at begynde en krig, og med den truende parole “Krig mod krigen”. Men hvem husker ikke også, at Basel-resolutionen efter nogen tids forløb på tærsklen til krigen blev lagt i skrivebordsskuffen, mens en ny parole blev udstedt til arbejderne: At udrydde hinanden til det kapitalistiske fædrelands ære! Er det ikke klart, at de revolutionere paroler og resolutioner ikke er en døjt værd, når de ikke bekræftes i handling? Det er nok at stille Lenins politik: Forvandling af den imperialistiske krig til borgerkrig, over for II Internationales forræderiske politik under kri gen for at fatte hele platheden hos de opportunistiske politikere og hele storheden i leninismens metode.

Jeg kan ikke lade være med at citere et sted i Lenins bog ‘Den proletariske revolution og renegaten Kautsky, hvor Lenin skarpt fordømmer II Internationales leder, K. Kautskys, opportunistiske forsøg på at bedømme partierne ikke efter deres handlinger, men efter deres papirparoler og dokumenter:

“Kautsky fører en typisk småborgerlig filisterpolitik, idet han indbilder sig …. at opstillingen af en parole skulle ændre noget ved sagen. Det borgerlige demokratis hele historie afslører denne illusion: For at bedrage folket har de borgerlige demokrater til enhver tid opstillet hvilke som helst “paroler”, og det gør de stadig. Det kommer an på at prøve deres oprigtighed, at sammenholde realiteterne med ordene, ikke at slå sig til tåls med idealistiske eller markskrigeriske fraser, men at finde frem til klasserealiteten.” (9)

For slet ikke at tale om den frygt for selvkritik som II Internationales partier har, eller om den vane de har med at skjule deres fejl, at tilsløre omstridte spørgsmål, at dække over deres mangler ved at foregive at alt er i den skønneste orden, hvilket afstumper enhver levende tanke og hæmmer den revolutionære opdragelse af partiet gennem dets egne fejl. I sit skrift I “Radikalismen”, kommunismens børnesygdom’, skrev Lenin følgende om de proletariske partiers selvkritik:

“Et politisk partis holdning over for sine fejl er”, siger Lenin, “et af de vigtigste og sikreste kendetegn på, hvor alvorligt partiet er, og på, hvordan det i praksis opfylder sine forpligtelser mod sin klasse og de arbejdende masser. Åbent at vedgå en fejl, at fastslå årsagerne til den, at analysere de omstændigheder, der medførte den, og grundigt at drøfte midlerne til at rette den – det er kendemærket på et alvorligt parti; det betyder netop at opfylde sine forpligtelser, det betyder netop at opdrage og skole klassen og dernæst også masserne”. (10)

Nogle siger, at afsløringen af egne fejl og selvkritik er farlig for partiet, fordi det kan udnyttes af fjenden mod proletariatets parti. Lenin betragtede sådanne indvendinger som betydningsløse og fuldkommen forkerte. Allerede i 19o4, da vort parti endnu var lille og svagt, skrev han i sit skrift ‘Et skridt frem’ følgende om dette:

“De (dvs. marxisternes modstandere – J.St.) slår sig på lårene af skadefryd over at være vidne til vore stridigheder; de vil naturligvis gøre sig umage for til egne formål at plukke enkelte steder i min brochure ud af sammenhængen, hvor mangler og fejl i vort parti er behandlet. Russiske socialdemokrater har allerede ofte nok stået i skudlinien til ikke at lade sig forvirre af disse nålestik, men uden hensyn til dem fortsætte deres arbejde med selvkritik og hensynsløs afsløring af egne mangler, som ubetinget og ufravigeligt vil blive overvundet gennem arbejderbevægelsens vækst.” (11)

Dette er i almindelighed de karakteristiske træk i leninismens metode.

Indholdet i Lenins metode fandtes i hovedsagen allerede i Marx’ lære, som med Marx’ egne ord “efter sit væsen er kritisk og revolutionær. (12). Netop denne kritiske og revolutionære ånd gennemtrænger Lenins metode fra begyndelsen til enden. Men det ville være forkert at antage, at Lenins metode blot er en rekonstruktion af Marx’ metode. I virkeligheden er Lenins metode ikke blot en rekonstruktion, men også en konkretisering og videreudvikling af Marx’ kritiske og revolutionære metode, hans materialistiske dialektik.

III

Teorien

Af dette emne tager jeg tre spørgsmål:
a) Teoriens betydning for den proletariske bevægelse;
b) Kritikken af spontanitets-teorien” og c) Den proletariske revolutions teori.

1. Teoriens betydning. Nogle mener, at leninismen giver praksis forrang for teorien, i den forstand at hovedsagen i den er at omsætte de marxistiske grundsætninger i handling, at “udføre” disse grundsætninger; hvad derimod teorien angår, så skal leninismen i denne henseende være temmelig ubekymret. Det er kendt, at Plekhanov fra tid til anden gjorde sig lystig over Lenins “ubekymrethed” for teorien og især filosofien. Det er også kendt, at mange leninister, som i dag arbejder i det praktiske liv, ikke har ret meget tilovers for teorien, særlig i betragtning af den enorme mængde praktisk arbejde, som de tvunget af forholdene må udføre. Jeg må erklære, at denne mere end mærkværdige mening om Lenin og leninismen er helt forkert og på ingen måde svarer til sandheden, at praktikernes forsøg på at affeje teorien er i modstrid med leninismens hele ånd og indebærer store farer for arbejdet.

Teorien er arbejderbevægelsens erfaring i alle lande i dens almene form. Naturligvis kommer teorien til at svæve i luften, hvis den ikke knyttes sammen med den revolutionære praksis, akkurat som praksis famler i mørket, hvis den ikke lader den revolutionære teori belyse sin vej. Men teorien kan blive til en vældig kraft for arbejderbevægelsen, hvis den bygges op i uløselig sammenhæng med den revolutionære praksis; thi den og kun den kan give bevægelsen selvtillid, orienteringsevne og forståelse for den indre sammenhæng i de begivenheder, der sker rundt omkring; thi den og kun den kan lette praksis’ forståelse af, ikke blot hvordan og hvorhen klasserne bevæger sig for øjeblikket, men også hvordan og hvorhen de kommer til at bevæge sig i den nærmeste fremtid. Ingen anden end Lenin gentog snesevis af gange den kendte grundsætning:

“Uden revolutionær teori kan der heller ikke gives nogen revolutioner bevægelse.” (13) (Min understregning – J.St.).

Bedre end nogen anden forstod Lenin teoriens store betydning, særlig for et parti som vort i betragtning af den rolle, der er tilfaldet det, som det internationale proletariats forkæmper, og i betragtning af den komplicerede indenlandske og internationale situation, hvori det befinder sig. Idet han allerede i 19o2 forudså, at vort parti ville komme til at spille denne særlige rolle, mente han det allerede dengang for nødvendigt at minde om at

“Kun et parti, som ledes af en fremskreden teori, kan opfvlde forkæmperens rolle.”(14). (Min understregning – J.St.).

Det er vel overflødigt at påvise, at denne Lenins grundsætning får særlig kraft og særlig betydning, nu da Lenins forudsigelse om vort partis rolle er gået i opfyldelse.

Som det mest slående udtryk for den store betydning, Lenin tillagde teorien, må man måske betragte den kendsgerning, at ingen ringere end Lenin selv påtog sig den højst alvorlige og vigtige opgave at opsummere videnskabens vigtigste resultater fra Engels’ tid til sin egen på den materialistiske filosofis område, og at underkaste de antimaterialistiske strømninger blandt marxisterne en alsidig kritik. Engels sagde, at “materialismen med enhver ny stor opdagelse får et nyt ansigt”. (15). Det er velkendt, at ingen anden end Lenin selv har løst denne opgave for sin tid i sin bemærkelsesværdige bog “Materialisme og empiriokriticisme” (16). Det er velkendt, at Plekhanov, der gerne gjorde sig lystig over Lenins ”ubekymrethed” for filosofien, ikke engang seriøst har turdet tage fat på at løse en sådan opgave.

2. Kritikken af spontaneitets-“teorien”, eller fortroppens rolle i bevægelsen. Spontaneitets-“teorien” er en opportunistisk teori, teorien om knæfald for arbejderbevægelsens spontanitet, en teori, der faktisk benægter arbejderklassens fortrops, nemlig arbejderklassens partis, ledende rolle.

Teorien om knæfald for spontaniteten er afgjort rettet mod arbejderbevægelsens revolutionære karakter, den er imod, at bevægelsen føres ind på en kamplinie mod, kapitalismens grundvold, den er for, at bevægelsen udelukkende skal holde sig til krav, som “kan opfyldes”, som er “antagelige” for kapitalismen, den er helt og holdent tilhænger af “den mindste modstands linie”. Spontanitets-teorien er trade-unionismens ideologi. (17).

Teorien om knæfald for spontaniteten er afgjort imod, at man giver den spontane bevægelse en politisk bevidst, planmæssig karakter, den er imod, at partiet går i spidsen for arbejderklassen, at partiet hæver masserne til den politiske bevidstheds niveau, at partiet leder bevægelsen; den er for, at de klassebevidste elementer i bevægelsen ikke skal hindre den i at gå sine egne veje, den er for, at partiet blot skal lytte til den spontane bevægelse og traske bagefter den. Spontanitets-teorien er en teori, der undervurderer det bevidste elements rolle i bevægelsen, den er “halehængspolitikken”s ideologi, det logiske grundlag for enhver slags opportunisme.

I praksis førte denne teori, der allerede optrådte på arenaen før den første revolution i Rusland, til, at dens tilhængere, de såkaldte “økonomister”, bestred nødvendigheden af et selvstændigt arbejderparti i Rusland, vendte sig imod arbejderklassens revolutionære kamp for at styrte tsarismen, prædikede en rent tradeunionistisk politik inden for bevægelsen og i det hele taget udleverede arbejderbevægelsen til det liberale borgerskabs herredømme.

Det gamle “Iskral”s (18) kamp og den strålende kritik af “halehængspolitikken”s teori i Lenins “Hvad må der gøres?” gjorde det ikke blot af med den såkaldte “økonomisme, men skabte også det teoretiske grundlag for den russiske arbejderklasses virkelig revolutionære bevægelse.

Uden denne kamp ville det have været nytteløst blot at tænke på at skabe et selvstændigt arbejderparti i Rusland og på at det skulle spille en førende rolle i revolutionen.

Men teorien om knæfald for spontaniteten er ikke udelukkende en russisk foreteelse. Den er, ganske vist i en noget anden form, yderst udbredt i alle II. Internationales partier uden undtagelse. Jeg tænker her på den såkaldte teori om “produktivkræfterne”, som den er forfladiget af II Internationales ledere, en teori, som retfærdiggør alt og forsoner alle, konstaterer kendsgerningerne og forklarer dem, når alle forlængst er lede og kede af dem, og som giver sig tilfreds med denne konstateren. Marx sagde, at den materialistiske teori ikke må lade sig nøje med at fortolke verden, men at det tværtimod kommer an på at forandre den. (19). Men det bekymrer ikke Kautsky & Co., de foretrækker at stille sig tilfredse med den første del af Marx’ formel.

Her er et af de mange eksempler på, hvordan denne “teori” anvendes. Man siger, at II Internationales partier før den imperialistiske krig havde truet med at erklære “Krig mod krigen”, hvis imperialisterne skulle begynde en krig. Man siger, at umiddelbart før krigens begyndelse gemte disse partier parolen “Krig mod krigen” væk i skrivebordsskuffen og praktiserede den modsatte parole “Krig for det imperialistiske fædreland. Man siger, at millioner af arbejdere blev sendt i døden som resultat af denne skiften parole. Men det ville være forkert at tro, at der her findes skyldige, at nogen var blevet arbejderklassen utro eller havde forrådt den. Aldeles ikke Alt skete som det måtte ske. For det første fordi Internationalen var et “fredsinstrument” og ikke et krigsinstrument. For det andet, fordi man ikke kunne foretage sig noget andet på det “trin af produktivkræfternes udvikling”, man stod på dengang. Det var “produktivkræfterne”, der havde “skylden”. Det bliver “os” ganske nøje forklaret af Hr. Kautskyts “teori om produktivkræfterne”. Og den der ikke tror på denne “teori”, er ingen marxist. Partiernes rolle? Deres betydning for bevægelsen? Men hvad kan partiet stille op mod en så udslaggivende faktor som “produktivkræfternes udviklingstrin”? ….

Man kunne anføre en hel række af sådanne eksempler på forfalskninger af marxismen.

Det er vel overflødigt at påvise, at denne forfalskede marxisme, der har til opgave at skjule opportunismens nøgenhed, kun er den europæiske afart af den “halehængs”-teori, som Lenin allerede kæmpede mod før den første russiske revolution.

Det er vel overflødigt at påvise, at ødelæggelsen af denne teoretiske forfalskning er en første forudsætning for skabelsen af virkelig revolutionære partier i vesten.

3. Teorien om den proletariske revolution. Lenins teori om den proletariske revolution udgår fra følgende tre grundsætninger:

Første grundsætning: Finanskapitalens herredømme i kapitalismens fremskredne lande, udstedelse af værdipapirer som en af finanskapitalens vigtigste operationer, kapitaleksport til råstofkilderne som en af imperialismens grundvolde, finansoligarkiets almagt som et resultat af finanskapitalens herredømme – alt dette afslører monopolkapitalens groft snyltende karakter, gør de kapitalistiske trusters og syndikaters åg hundrede gange mere føleligt, øger stadig hurtigere arbejderklassens harme mod kapitalens grundvolde og fører masserne henimod den proletariske revolution som den eneste redning. (Se ‘Imperialismen’ af Lenin) (2o).

Heraf kan man drage den første konklusion: Skærpelse af den revolutionære krise i de kapitalistiske lande, ophobning af eksplosionselementer på den indre proletariske front i “moderlandene”.

Anden grundsætning: Forstærket kapitaleksport til de koloniale og afhængige lande, udvidelse af “indflydelsessfærerne” og kolonialbesiddelserne til at omfatte hele jordkloden, kapitalismens forvandling til et verdenssystem af finansielt slaveri og kolonial undertrykkelse for det altovervejende flertal af jordens befolkning til fordel for en håndfuld “fremskredne” lande – alt dette forvandlede på den ene side de enkelte nationale økonomier og nationale territorier til led i en og samme kæde, kaldet verdensøkonomien, og spaltede på den anden side jordens befolkning i to lejre: I en håndfuld “fremskredne” kapitalistiske lande, som udbytter og undertrykker udstrakte koloniale og afhængige lande, og i det uhyre flertal af koloniale og afhængige lande, som er tvunget til at kæmpe for at befri sig for det imperialistiske åg. (Se ‘Imperialismen’).

Deraf kan man drage den næste konklusion: Skærpelse af den revolutionære krise i de koloniale lande, ophobning af elementer til opstande mod imperialismen på den ydre front, kolonifronten.

Tredie grundsætning: Monopolistisk herredømme over “indflydelsessfærerne” og kolonierne, de kapitalistiske landes ujævne udvikling, hvilket fører til en rasende kamp om verdens nyopdeling mellem de lande’ der allerede har skrabet territorier til sig, og dem, der også vil have deres “andel”; imperialistiske krige som det eneste middel til at genoprette den forstyrrede “ligevægt” – alt dette fører til en skærpelse af kampen på den tredie front, den interkapitalistiske front, som svækker imperialismen og letter foreningen af de to første fronter mod imperialismen, den revolutionære proletariske front og den koloniale befrielsesfront. (Se “Imperialismen”).

Deraf kan man drage den tredie konklusion: At krigen er uafvendelig under imperialismen, og at en koalition af den proletariske revolution i Europa og af den koloniale revolution i østen til en fælles revolutionær verdensfront mod imperialismens verdensfront er uundgåelig.

Alle disse konklusioner forenes hos Lenin til den generelle konklusion at “imperialismen er forgården til den socialistiske revolution”. (21). (Min understregning, J.St.).

I overensstemmelse hermed ændrer stillingen til spørgsmålet om den proletariske revolution, dens karakter, omfang og dybde, til revolutionens skema i det hele taget, sig også.

Når man tidligere analyserede forudsætningerne for den proletariske revolution, gik man i reglen ud fra det enkelte lands økonomiske situation. Nu er denne måde at stille spørgsmålet på ikke længere tilstrækkelig. Nu må sagen ses på baggrund af alle eller dog de fleste landes økonomiske situation, verdensøkonomiens situation; thi de enkelte lande og deres nationale økonomi er hørt op med at være selvtilstrækkelige enheder og har forvandlet sig til led i en eneste kæde, kaldet verdensøkonomien, for den gamle “kultiverede” kapitalisme er vokset over i imperialismen, og imperialismen er et verdenssystem af finansielt slaveri og kolonial undertrykkelse af det altovervejende flertal af jordens befolkning under en håndfuld “fremskredne” lande.

Tidligere var det skik og brug at tale om tilstedeværelsen eller fraværet af objektive betingelser for den proletariske revolution i de enkelte lande eller, mere præcist, i dette eller hint fremskredne land. Nu er dette standpunkt ikke længere tilstrækkeligt. Nu må man tale om tilstedeværelsen af objektive betingelser for revolutionen i hele den imperialistiske verdensøkonomis system som et sammenhængende hele; den omstændighed at dette system omfatter nogle industrielt ikke tilstrækkeligt udviklede lande kan ikke udgøre nogen uoverstigelig hindring for revolutionen, hvis systemet som helhed, eller rettere sagt, eftersom systemet som helhed allerede er modent til revolutionen.

Tidligere var det skik og brug at tale om den proletariske revolution i dette eller hint fremskredne land som en enkelt i sig selv hvilende størrelse, der stilledes op mod en særskilt national kapitalfront som dens modpol. Nu er dette standpunkt ikke længere tilstrækkeligt. Nu må man tale om den proletariske verdensrevolution; thi kapitalens enkelte nationale fronter har forvandlet sig til led i en og samme kæde, som kaldes imperialismens verdensfront, og som må stilles over for den fælles front af alle landes revolutionære bevægelse.

Tidligere betragtede man den proletariske revolution udelukkende som et resultat af det givne lands indre udvikling. Nu er dette standpunkt ikke længere tilstrækkeligt. Nu må man fremfor alt betragte den proletariske revolution som et resultat af modsigelsernes udvikling inden for det imperialistiske verdenssystem, som et resultat af at den imperialistiske verdensfronts kæde brister i dette eller hint land.

Hvor vil revolutionen begynde? Hvor, i hvilket land kan kapitalens front først gennembrydes?

Der hvor industrien er mest udviklet, hvor proletariatet udgør flertallet, hvor der er mest kultur, mest demokrati – svarede man gerne tidligere.

Nej – indvender den leninistiske teori om revolutionen – ikke nødvendigvis der hvor industrien er mest udviklet osv. Kapitalismens front vil blive gennembrudt der, hvor imperialismens kæde er svagest; thi den proletariske revolution er et resultat af, at den imperialistiske verdensfronts kæde brister ved sit svageste led, således at det kan hænde, at det land, der har begyndt revolutionen, det land, som har gennembrudt kapitalens front, er mindre udviklet i kapitalistisk forstand end andre mere udviklede lande, som imidlertid bliver inden for kapitalismens rammer.

I 1917 viste det sig, at den imperialistiske verdensfronts kæde var svagere i Rusland end i andre lande. Dér gik kæden i stykker og gjorde vejen fri for den proletariske revolution. Hvorfor? Fordi der i Rusland udfoldede sig en mægtig folkerevolution, i spidsen for hvilken marcherede et revolutionært proletariat, der havde en så vigtig forbundsfælle som den milliontallige bondeklasse, der var undertrykt og udbyttet af godsejerne. Fordi den proletariske revolution her stod over for en så modbydelig repræsentant for imperialismen som tsarismen, der savnede enhver moralsk anseelse og som havde pådraget sig hele befolkningens velfortjente had. Kæden viste sig at være svagest i Rusland, skønt Rusland i kapitalistisk forstand var mindre udviklet end f.eks. Frankrig, Tyskland, Storbritannien eller USA.

Hvor vil kæden briste i den nærmeste fremtid? Atter der hvor den er svagest. Det er ikke udelukket, at kæden næste gang kan briste i lad os sige Indien. Hvorfor? Fordi der dér findes et ungt, militant revolutionært proletariat, der har en sådan forbundsfælle som den nationale frihedsbevægelse – en utvivlsomt mægtig og betydningsfuld forbundsfælle. Fordi revolutionen dér står over for en så velkendt modstander som den udenlandske imperialisme, der savner enhver moralsk kredit og har pådraget sig Indiens undertrykte og udbyttede massers velfortjente had.

Det er også i høj grad muligt, at kæden kan briste i Tyskland. Hvorfor? Fordi de faktorer, der f.eks. virker i Indien, også begynder at virke i Tyskland, idet dog den vældige forskel i udviklingstrinet, der består mellem Indien og Tyskland, naturligvis må præge revolutionens forløb og udfald i Tyskland.

Derfor sagde Lenin:

“De vesteuropæiske kapitalistiske lande vil ikke fuldføre deres udvikling til socialismen…. ved en jævn “modning” af socialismen i disse lande, men ved at nogle stater udbytter andre, ved udbytning af den stat, som først besejredes under den imperialistiske krig, forbundet med udbytningen af hele østen. Men på den anden side er østen uigenkaldeligt kommet ind i den revolutionære bevægelse, netop i kraft af denne første imperialistiske krig og er uigenkaldeligt trukket ind i den verdensomfattende revolutionære bevægelse almindelige malstrøm.” (22).

Kort sagt: Den imperialistiske fronts kæde vil i reglen briste der, hvor kædens led er svagest, og i hvert tilfælde ikke nødvendigvis der hvor kapitalismen er mere udviklet, og hvor der er så og så mange procent proletarer og så og så mange procent bønder osv.

Ved løsningen af spørgsmålet om den proletariske revolution tilkommer der derfor ikke de statistiske beregninger over proletariatets procentvise andel i det enkelte land den afgørende betydning, som så ivrigt tillægges dem af de skriftkloge i II. Internationale, der aldrig har begrebet imperialismen og frygter revolutionen som pesten.

Videre. Heltene i II Internationale påstod (og bliver ved med at påstå), at der mellem den borgerlig-demokratiske revolution på den ene side og den proletariske på den anden består en afgrund eller i hvert fald en kinesisk mur, som skiller den ene fra den anden ved et mere eller mindre udstrakt tidsrum, i løbet af hvilket borgerskabet, der nu er kommet til magten, udvikler kapitalismen, mens proletariatet samler kræfter og forbereder sig til den “afgørende kamp” mod kapitalismen. Dette tidsrum anslås i reglen til mange årtier, om ikke endnu længere tid. Det er vel overflødigt at påvise, at denne “teori” om den kinesiske mur under imperialismens betingelser er blottet for enhver videnskabelig mening, at den kun er og må være et skjul for, en tilsløring af borgerskabets kontrarevolutionære lyster.

Det er vel overflødigt at påvise, at under de forhold, der hersker under imperialismen, som går svanger med sammenstød og krige, under de forhold som er til stede når man befinder sig i “forgården til den socialistiske revolution”, hvor den “blomstrende” kapitalisme forvandler sig, til den “døende” kapitalisme (Lenin), og den revolutionære bevægelse i alle lande vokser, hvor imperialismen slutter forbund med alle reaktionære kræfter uden undtagelse, indbefattet tsarismen og livegenskabet, og dermed nødvendiggør sammenslutningen af alle revolutionære kræfter, fra vestens proletariske bevægelse til østens nationale befrielsesbevægelse, hvor det bliver umuligt at fjerne resterne af det feudale livegenskabs orden uden revolutionær kamp mod imperialismen – det er vel overflødigt at påvise, at den borgerlig-demokratiske revolution i et mere eller mindre udviklet land under sådanne forhold må nærme sig den proletariske revolution, at den første må vokse over i den anden. Den russiske revolutions historie har håndgribeligt bevist denne teses rigtighed og ubestridelighed. Lenin har ikke for ingenting allerede i 19o5, på tærskelen til den første russiske revolution i sit skrift ‘To slags taktik’ fremstillet den borgerlig-demokratiske revolution og den socialistiske revolution som to led i samme kæde, som et fast og afsluttet billede af den russiske revolutions udfoldelse:

“Proletariatet må føre den demokratiske omvæltning til ende ved at knytte bøndernes masser til sig for at knuse selvherskerdømmets, modstand med magt og lamme bourgeoisiets vankelmodighed. Proletariatet må gennemføre den socialistiske omvæltning ved at knytte massen af halvproletariske befolkningselementer til sig for at knuse bourgeoisiets modstand med magt og lamme bøndernes og småborgerskabets vankelmodighed. Det er proletariatets opgaver, som Nyiskristerne i alle deres argumenter og resolutioner om revolutionens slagkraft forestiller sig så begrænsede.” (23).

Der er ingen grund til at nævne andre, senere værker af Lenin, hvor ideen om den borgerlige revolutions voksen over i den proletariske bliver sat mere i relief end i ‘To slags taktik’ og danner en af grundpillerne i Lenins teori om revolutionen.

Nogle kammerater synes at tro, at Lenin først i 1916 nåede frem til denne ide, og at han indtil da havde ment, at revolutionen i Rusland ville holde sig inden for de borgerlige rammer, at magten altså ville gå tabt for organet for proletariatets og bøndernes diktatur og glide over i borgerskabets, ikke i proletariatets hænder. Denne påstand skal endog være trængt ind i vor kommunistiske presse. Jeg må sige, at denne påstand er ganske forkert, at den på ingen måde svarer til kendsgerningerne.

Jeg kunne henvise til Lenins kendte tale på den 3. partikongres (1905), hvor han betegnede proletariatets og bøndernes diktatur, dvs. den demokratiske revolutions sejr, ikke som “tordenens’ organisation”, men som “krigens organisation”.

Jeg kunne videre henvise til Lenins kendte artikler: ‘Om den provisoriske regering’ (1905), hvor han, idet han skildrer perspektiverne for den russiske revolutions udvikling, stiller partiet den opgave “at opnå, at den russiske revolution ikke bliver en bevægelse på nogle måneder, men en bevægelse på mange år, at den ikke blot fører til små indrømmelser fra magthavernes side, men til deres fuldstændige fald”, og hvor han, idet han videreudvikler dette perspektiv og forbinder det med revolutionen i Europa fortsætter:

“Og hvis dette lykkes – da…. vil den revolutionære brand sætte Europa i flammer, den europæiske arbejder, som vansmægter under den borgerlige reaktion, vil da rejse sig og vise os ‘hvordan dette gøres’; da vil Europas revolutionære rejsning virke tilbage på Rusland og gøre en epoke på nogle revolutionsår til en epoke på nogle revolutionsårtier…. 11 (24).

Jeg kunne videre henvise til den kendte artikel af Lenin, der blev offentliggjort i november 1915, hvor han
skriver:

“Proletariatet kæmper og vil urokkeligt kæmpe for at erobre magten, for republikken, for konfiskering af jorden…. for de ikke-proletariske folkemassers deltagelse i frigørelsen af det borgerlige Rusland for den militær-feudale ‘imperialisme’ (=tsarismen). Og denne det borgerlige Ruslands frigørelse for tsarismen, for godsejernes jordherredømme, vil proletariatet ufortøvet (min understregning – J.St.) udnytte, ikke for at hjælpe de velhavende bønder i deres kamp mod landarbejderne, men for at fuldføre den socialistiske revolution i forbund med Europas proletarer.” (25).

Endelig kunne jeg henvise til det kendte sted i Lenins skrift ‘Den proletariske revolution og renegaten Kautsky, hvor han under henvisning til det oven for anførte citat fra ‘To slags taktik’ om den russiske revolutions udfoldelse når til følgende konklusion:

“Det gik netop, som vi havde sagt. Revolutionens gang bekræftede rigtigheden af vor betragtning. Først sammen med “alle” bønder mod monarkiet, mod godsejerne, mod middelalderen (og for så vidt forbliver revolutionen borgerlig, borgerlig-demokratisk). Derefter sammen med de fattigste bønder, sammen med halvproletariatet, sammen med alle udbyttede, mod kapitalismen, deri indbefattet landbrugets rigmænd, kulakkerne, spekulanterne, og for så vidt bliver revolutionen socialistisk. At ville opstille en kunstig kinesisk mur mellem den ene og den anden, at ville skille dem fra hinanden med noget andet end det ene, hvor forberedt proletariatet er, hvor nøje det er forbundet med fattigfolk på landet – at forsøge på det er at forvrænge marxismen uhyre, at forfladige den, at erstatte den med liberalismen.” (26).

Jeg tror, at det må være nok.

Javel, vil man indvende, men hvorfor bekæmpede Lenin da ideen om den “permanente (uafbrudte) revolution”?

Fordi Lenin foreslog at “udtømme” bøndernes revolutionære evner til bunds og at udnytte deres revolutionære energi helt frem til tsarismens fuldstændige likvidering for at gå over til den proletariske revolution, mens tilhængerne af den “permanente revolution” ikke forstod bøndernes vigtige rolle i den russiske revolution, undervurderede styrken i bøndernes revolutionære energi, undervurderede det russiske proletariats styrke og evne til at lede bønderne og derved vanskeliggjorde de bøndernes frigørelse fra borgerskabets indflydelse og bøndernes samling om proletariatet.

Fordi Lenin foreslog at krone revolutionens værk med magtens overgang til proletariatet, mens tilhængerne af den “permanente” revolution troede at kunne begynde straks med proletariatets magt uden at begribe, at de derved overser en sådan “bagatel” som resterne af livegenskabet og ikke tager en så vigtig kraft som de russiske bønder i betragtning; de begreb ikke at en sådan politik kun kan hæmme arbejdet med at vinde bønderne over på proletariatets side.

Som følge heraf bekæmpede Lenin tilhængerne af den permanente revolution ikke på grund af spørgsmålet om det uafbrudte forløb, for Lenin stod selv på den uafbrudte revolutions standpunkt, men på grund af deres undervurdering af bøndernes rolle som proletariatets vældige reserve, på grund af deres mangel på forståelse af ideen om proletariatets hegemoni. (27).

Ideen om den “permanente” revolution er ingen ny ide. Den blev første gang udviklet af Marx i slutningen af fyrrerne i hans kendte ‘Henvendelse fra centralledelsen til forbundet, marts 1850′. Fra dette dokument har da også vore “permanentikere” taget ideen om den uafbrudte revolution. Dog må man mærke sig, at vore “permanentikere” har forandret denne fra Marx lånte ide noget og ved denne forandring “ødelagt” den, gjort den uanvendelig til praktisk brug. Lenins erfarne hånd måtte til for at rette denne fejl, for at tage Marx’ ide om den uafbrudte revolution i dens rene skikkelse og gøre den til en hjørnesten i Lenins teori om revolutionen.

Marx siger i sin ‘Henvendelse’ efter at have opregnet en række revolutionær-demokratiske krav, som han opfordrer kommunisterne til at sætte igennem, følgende om den uafbrudte (permanente) revolution:

“Mens de demokratiske småborgere vil bringe revolutionen til afslutning så hurtigt som muligt og højst vil gennemføre ovenstående krav, er det vor interesse og vor opgave at gøre revolutionen uafbrudt, indtil alle mere eller mindre besiddende klasser er for~ trængt fra herredømmet, statsmagten erobret af proletariatet, og proletarernes sammenslutning ikke blot i et enkelt land, men i alle herskende lande på jorden, er så langt fremskreden, at konkurrencen mellem proletarerne i disse lande er ophørt, og i det mindste de afgørende produktivkræfter er koncentreret i proletarernes hænder.” (28).

Med andre ord:

a) Marx har på ingen måde foreslået at begynde revolutionen i Tyskland i halvtredserne umiddelbart med oprettelsen af den proletariske magt, i modsætning til vore russiske “permanentikerel’s planer;

b) Marx foreslog kun at krone revolutionens værk med oprettelsen af den proletariske statsmagt, idet den ene borgerlige fraktion efter den anden skridt for skridt styrtes fra magtens tinder for at revolutionens bål så, når proletariatet har tilkæmpet sig magten, kan flamme op i alle lande; det er i fuld overensstemmelse med alt, hvad Lenin lærte, og som han virkeliggjorde i løbet af vor revolution, idet han fulgte sin teori om den proletariske revolution under imperialismens betingelser.

Således har vore russiske “permanentikere” ikke kun undervurderet bøndernes rolle i den russiske revolution og betydningen af ideen om proletariatets hegemoni, men også ændret Marx’ ide om den “permanente” revolution (til det værre) og gjort den uanvendelig i praksis.

Derfor latterliggjorde Lenin vore “permanentikere”s teori, kaldte den “original” og “herlig” og bebrejdede dem, at de nægtede at “tænke over, af hvilke årsager livet i hele ti år er gået forbi denne herlige teori”. (29).

Derfor anså Lenin denne teori for halvt mensjevikisk og sagde, at den “fra bolsjevikkerne tog appellen til proletariatet om beslutsom revolutionær kamp og om dettes erobring af den politiske magt, men fra mensjevikkerne tog fornægtelsen af bøndernes rolle”. (30).

 

Således forholder det sig med Lenins ide om den borgerlig-demokratiske revolutions voksen, over i den proletariske, om udnyttelsen af den borgerlige revolution til ufortøvet overgang til den proletariske revolution.

Videre. Tidligere anså man revolutionens sejr i ét land for umulig, da man antog, at der til sejren over borgersleabet krævedes fælles handling af proletarerne i alle eller i hvert fald flertallet af de fremskredne lande. Nu svarer dette standpunkt ikke længere til virkeligheden. Nu må man gå ud fra muligheden af en sådan sejr, for udviklingens ujævne og springende karakter i de forskellige kapitalistiske lande under imperialismens betingelser, udviklingen af de katastrofale modsigelser inden for imperialismen, der fører til uundgåelige krige, den voksende revolutionære bevægelse i alle lande hele verden over – alt dette fører ikke blot til muligheden, men også til nødvendigheden af proletariatets sejr i enkelte lande. Revolutionens historie i Rusland er et direkte bevis herpå. Samtidig må man dog holde sig for øje, at borgerskabets fald kun med held kan opnås, når visse, absolut nødvendige forudsætninger er til stede, uden hvilke proletariatet ikke kan tænke på at erobre magten.

Om disse forudsætninger siger Lenin følgende i sit skrift “Radikalismen”…. :

“Revolutionens grundlov, som den er bleven bekræftet af alle revolutioner og især af de tre russiske revolutioner i det 20. århundrede, består i følgende:

For revolutionen er det ikke tilstrækkeligt, at de udbyttede og undertrykte masser indser umuligheden af at leve videre på den gamle vis og kræver forandring; for revolutionen er det nødvendigt, at heller ikke udbytterne længere kan leve og styre på den gamle Vis. Først når de ‘lavere’ lag ikke længere vil, og de ‘øvre’ lag ikke kan leve videre på den gamle vis – først da kan revolutionen sejre. Denne sandhed kan også udtrykkes med andre ord: Revolutionen er ikke mulig uden en almindelig national krise (som berører både de udbyttede og udbytterne) (min Understregning – J.St.). Følgelig er det for revolutionen nødvendigt for det første at opnå, at flertallet af arbejderne (i hvert fald flertallet af de bevidste, tænkende, politisk aktive arbejdere) helt og fuldt forstår omvæltningens nødvendighed og er rede til at gå i døden for den; for det andet, at de herskende klasser gennemlever en regeringskrise, som trækker selv de mest tilbagestående masser ind i politiken gør regeringen magtesløs og gør det muligt for de revolutionære at styrte den hurtigt.” 31)

Men at styrte borgerskabets magt og oprette proletariatets magt i et enkelt land er endnu ikke ensbetydende med sikringen af socialismens fuldstændige sejr. Efter at det sejrrige proletariatet i dette land har befæster sin magt og knyttet bønderne til sig, kan og må det opbygge det socialistiske samfund. Betyder det nu at det hermed vil have opnået socialismens fuldstændige og endelige sejr, dvs. betyder det, at proletariatet med ét lands kræfter alene befæster socialismen, endeligt og fuldt ud sikrer landet mod intervention og som følge heraf, også mod genoprettelsen af de gamle forhold? Nej, det betyder det ikke. Dertil behøves revolutionens sejr i hvert fald i nogle lande. Derfor er udviklingen og understøttelsen af revolutionen i andre lande en helt central opgave for den sejrrige revolution. Derfor skal den sejrrige revolution i det enkelte land ikke betragte sig som en størrelse, der er sig selv nok, men som en støtte, et middel til fremskyndelsen af proletariatets sejr i andre lande.

Lenin udtrykte denne tanke med få ord, idet han sagde, at den sejrrige revolutions opgave består i at yde “et maksimum af, hvad der i et enkelt land kan gøres for at udvikle, støtte og kalde revolutionen til live i alle lande.” (32).

Dette er i almindelighed de karakteristiske træk i Lenins teori om den proletariske revolution.

 

NOTER

(1) Ententen – bestod af Storbritannien, Frankrig og deres allierede i Første Verdenskrig.

(2) Det kommunistiske partis manifest, december 1847-januar 1848. Se Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bind 1, side 58, Tiden 1952.

(3) Hvad må der gøres?, efteråret 19o1-februar 1902. Se Lenin: Udvalgte værker, bind 2, side 39, Tiden 1949.

(4) Brev fra Marx til Engels, 16. april 1856. Se Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bind 2, side 455, Tiden 1952.

(5) Die Bakunisten an der Arbeit

(6) “Radikalismen”, kommunismens børnesygdom, april-maj 192o. Se Lenin: Udvalgte værker, bind 11, side 123, Tiden 1948.

(7) Hvad er folkevennerne?, foråret-someren 1894. Se Lenin: Udvalgte værker, bind 1, side 107, Tiden 1949.

(8) Basel-kongressen – II Internationales ekstraordinære kongres den 24.-25. november 1912. Den blev sammenkaldt i forbindelse med I. Balkankrig (1912-1913) og truslen om en verdenskrig. Det eneste punkt på dagsordenen var den internationale situation og fælles optræden mod krig. Kongressen vedtog en resolution, der opfordrede arbejderne til at udnytte deres proletariske organisationer og deres styrke til at føre revolutioner kamp mod krigsfaren, at erklære “Krig mod krigen”.

(9) Den proletariske revolution og renegaten Kautsky, oktober-november 1918. Se Lenin: Udvalgte værker, bind 10, side 97-98, Tiden 1948

(10) Lenin: Udvalgte værker, bind 11, side 165-168

(11) Et skridt frem, to skridt tilbage, februar-maj 19o4. Se Lenin: Udvalgte værker, bind 3, side 12-13, Tiden 195o.

(12) Preface to the Second German Edition of the First Volume of Capital, se Marx/Engels: Selected Works, Vol. 1, side 414, Moskva 1951.

(13) Se Lenin: Udvalgte værker, bind 2 s. 35.

(14) Som note 13, s. 36.

(15) Ludwig Feuerbach og den klassiske tyske
filosofis udgang, 1886.

(16) Dansk udgave 1971, forlaget Tiden.

(17) Trade-unionisme – opportunistisk strømning i arbejderbevægelsen, der lægger al vægt på det snævert faglige arbejde.

(18) Iskra (‘Gnisten’) – det første landsomfattende marxistiske blad i Rusland, blev startet af Lenin i 19oo. Det spillede en afgørende rolle i organiseringen af arbejderklassens revolutionære parti. Efter det russiske socialdemokratis 2. kongres 1903 overtog mensjevikerne kontrollen med bladet – derfor betegnelserne “det gamle Iskra” og “det nye Iskra”.

(19) Teser om Feuerbach, foråret 1845. Se Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bind 2, side 403.

(2o) Imperialismen som kapitalismens højeste stadium, april 1917, Se Lenin: Udvalgte værker, bind 6, side 48, Tiden 1947.

(21) Se Lenin: Udvalgte værker, bind 6, s. 48.

(22) Hellere mindre, men, bedre, 2. marts 1923. Se Lenin: Udvalgte værker, bind 12, side 291, Tiden 1949.

(23) To slags taktik for socialdemokratiet i den demokratiske revolution, august 1905. Se Lenin: Udvalgte værker, bind 4, side 110, Tiden 1950.

(24) Se Lenin: Works, 4. russiske udgave, bind 8, side 247-63, 264-74 og 427-47.

(25) Se Lenin: Samlede værker, bind 18, side 422, tysk udgave.

(26) Se Lenin: Udvalgte værker, bind 10, side 120-121.

(27) Hegemoni – dominans, førerstilling, ledende rolle.

(28) Henvendelse fra Centralledelsen til forbundet, marts 1850. Se Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bind 1, side 105.

(29) Lenins artikel er skrevet i 1915, ti år efter at de russiske “permanentikere”s teori kom frem, se bind 18, side 420, tysk udgave.

(30) Se Lenin: Om revolutionens to linier, som note 29.

(31) Se Lenin: Udvalgte værker, bind 11, side 202-203.

(32) Se Lenin: Udvalgte værker, bind 10, s. 111.

Tilegnet Lenin-opbudet
J. STALIN

 

Back To Top