Siden d. 17. november har en bred bevægelse udviklet sig bestående af titusindvis af mennesker klædt i gule veste, der har blokeret hovedvejskryds og adgangsveje og hver lørdag har demonstreret i Paris og andre byer. Denne bevægelse er også under udvikling på øen Reunion, en af den franske imperialismes kolonier.
Motiveret af en ny forhøjelse på benzinafgifterne påført af staten har bevægelsen spredt sig i hurtigt tempo over de sociale medier og med en omfattende dækning, specielt i de daglige nyhedsmedier.
Billeder af voldelige sammenstød med hundreder af “Gule veste” involveret, uden faner eller organisationsbannere (bortset fra det franske flag), der angriber varehuse i de velhavende kvarterer råbende “Macron må gå af”, er blevet vist verden over.
I adskillige lande, særligt i Europa, har mange mennesker identificeret sig med dette udbrud af vrede, med den radikale kritik, talerne og handlekraften hos demonstranterne. Bevægelsen De gule veste har samlet sympati både i Frankrig og i andre europæiske lande og har samtidig rejst spørgsmål angående bevægelsens karakter, målsætninger og udsigter.
Bevægelsen De gule veste i Frankrig har bevirket, at nye dele af befolkningen er trådt ind i den sociale kamp; de der kommer fra landområder og fra forstæderne. Der deltager dele af småborgerskabet, arbejdere fra mindre virksomheder og med en lavere grad af faglig organisering, fattige arbejdere, håndværkere, fagfolk, mindre arbejdsgivere osv.
Alle er de ofre for konsekvenserne af den nyliberale politik, der i årevis er udviklet af højreorienterede såvel som socialdemokratiske regeringer. En politik, som Macron har forværret og uddybet. De demonstrerer mod fjernelsen af den lokale offentlige service, særligt den offentlige transport, fjernelsen af social sikring osv. og imod de stadige forøgelser af skatterne, af prisen på de daglige fornødenheder som el, gas osv. Desuden har Macron og hans regering overført milliarder til de rige og til de store virksomheder i form af offentlig støtte og gennem nedsættelse af virksomhedernes skattebetaling og deres bidrag til fællesskabet.
Dette er grunden til, at Macron i brede kredse anses for at være en præsident for arbejdsgiverne og de rige.
Da bevægelsen forsøgte at demonstrere i de velhavende kvarterer i Paris, svarede Macron og hans regering igen med repressalier. Hver eneste lørdag har tusindvis af politifolk og gendarmer arresteret hundredvis af demonstranter. Dette har radikaliseret de mest konsekvente dele af De gule veste.
Indtil nu har De gule veste stået uden for den organiserede arbejderklasse, fagforeninger og den folkelige bevægelse, der i årevis har kæmpet imod de siddende regeringers nyliberale politik.
Dette skyldes især dens uensartede sociale sammensætning, og det kommer til udtryk som en såkaldt ‘apolitiskhed’ og afvisning af faglig organisering. Dette standpunkt er også blevet fremmet af reaktionære kræfter inden for bevægelsen. Men blandt De gule veste, i al fald blandt arbejdere og folkelige sektorer, er de åbne over for krav fra arbejderklassen og de kæmpende folkelige bevægelser.
Dette er grunden til, at kravene fra De gule vestes blokader ligger tæt op ad kravene fra arbejdere og folkelige kampe. Disse krav lyder grundlæggende: højere mindsteløn (SMIC), højere pensioner og sociale ydelser og højere skat for de store firmaer og andre – for social retfærdighed. Selvfølgelig er der andre krav, som dækker de mindre arbejdsgiveres interesser, og nogle er af reaktionært indhold, specielt i forhold til indvandrere og flygtninge.
Denne bevægelse har skabt sympati i Frankrig – og internationalt, fordi den har angrebet en af oligarkiets repræsentanter, Macron, en arrogant præsident, der optræder belærende over for en hel verden. Bevægelsen efterfølger også de omfattende demonstrationer og strejker, der har fundet sted i årevis i Frankrig, som viser klassekampens vitalitet, kampvilligheden hos arbejderklassen, de arbejdende masser, de arbejdende kvinder og den folkelige del af ungdommen.
I tilknytning til denne bevægelse skete der en mobilisering af elever på ungdomsuddannelserne for deres egne krav, imod Macrons uddannelsesreformer og til forsvar for offentlige uddannelser, en bevægelse regeringen reagerede meget voldeligt på.
Macron blev tvunget til at trække forhøjelsen af benzinafgifterne tilbage, der havde startet protesterne; men han har ikke reageret på de øvrige krav, især ikke på en reel forhøjelse af mindstelønnen. Dette er grunden til, at bevægelsen fortsætter.
De Gule vestes bevægelse skaber frygt hos borgerskabet, på grund af det økonomiske og sociale kaos i sammenhæng med skærpelsen af krisen og Macrons stigende upopularitet. Dette vil tvinge regeringen til visse indrømmelser for at kunne stoppe kampen.
I øjeblikket står svaret fra Macron og hans ministre meget langt fra bevægelsens krav.
Arbejdernes mobilisering må vokse, særligt på arbejdspladserne, gennem strejker og gadedemonstrationer, for højere løn, pensioner og sociale ydelser.
Denne bevægelse viser nødvendigheden af arbejder- og faglig organisering, for organisationer der kæmper mod nyliberalismen, for de revolutionære organisationer, for de marxistisk-leninistiske partier og organisationer, der kan rejse kravene fra alle folkelige lag – ofrene for den nyliberale politik – med det formål at fremme og lede kampen mod kapitalismen, for revolution og socialisme.
Dette er grunden til, at det er nødvendigt at fremme den politiske kamp for at forene arbejderklassen omkring dens klasseinteresser, så arbejderklassen kan tage ledelsen af de brede folkelige lag.
Det er, som vores søsterparti i Frankrig, PCOF [Frankrigs Kommunistiske Arbejderparti], har fastslået, nødvendigt at udvikle arbejdernes og den folkelige bevægelses modstand imod den politik, der tjener de rige, bosserne og våbenfabrikanterne.
27. december 2018
Den internationale konference af marxistisk-leninistiske partier og organisationer