Af Arbejderpartiet Kommunisterne, APK
OK20 om de kommende overenskomster på det private arbejdsmarked starter med det nye år. Der har længe været langt op til, at denne gang skal der reelle resultater på bordet.
Kravene fra arbejdspladserne er klare: Klækkelige lønstigninger, en minimums- og mindsteløn der berettiger til højeste dagpengesats (156 kr.), kollektiv nedsættelse af arbejdstiden til 30 timers arbejdsuge med fuld lønkompensation, værn mod social dumping og kædeansvar.
Overfor det kræver Dansk Industri endnu mere fleksibel udnyttelse af arbejdskraften, udvidet arbejdstidsnormer og faggrænser. Og trods rekordstigninger på overskud, direktørlønninger og udbytte pr. arbejdstime, så kniber det gevaldigt med at finde penge til arbejderne og lønstigninger.
Arbejdsgiverne og deres medier har længe ført propagandakrig mod de grupper af arbejdere, der ønsker at sætte magt bag OK-kravene og ikke bare bøje sig efter krummer fra de stores forhandlingsbord.
I OK17 kørte fagtoppen hen over NEJ’et fra et flertal af arbejdspladserne og medlemmerne i 3F, Fødevareforbundet NNF, Malerforbundet og Dansk Jernbaneforbund. Det skete gennem de totalt udemokratiske sammenkædningsregler for urafstemningerne.
Heller ikke bagefter blev nej’et respekteret, det fik mundkurv på. Det er langt fra første gang klassesamarbejdspolitikken har brugt den slags metoder. Men denne gang må det være afstemningsreglerne der skubbes til side – og ikke arbejderne, når et Nej bliver nødvendigt.
Arbejdsgiverne skal vide, at nok er nok. Også CO-Industri og fagtoppens øvrige forhandlere skal vide at lunkne og usolidariske aftaler vil blive mødt med et NEJ og om nødvendigt med strejke.
At få brudt med fagtoppens magtmonopol til at diktere overenskomstkampen bliver en af de tunge, men nødvendige opgaver denne gang, hvis der skal skabes resultater. Det kan ingen gruppe vinde alene. Der må organiseres og udvikles en bred solidaritet på tværs af faggrupper, både i og udenfor de fagorganiseredes rækker.
Nyliberale tunger påstår at tiden er løbet fra kollektive overenskomster, at hver enkelt må føre sin egen forhandling. Der er tværtimod mere end nogensinde brug for kollektive rettigheder og fælles kamp – Sammen om OK20. Arbejderbevægelsens ordsprog gælder endnu: “Enhver, som kæmper, kan tabe! Men hvis du ikke kæmper, har du allerede tabt!”
Læs også:
Kun et kampklart fællesskab kan sikre godt OK-resultat