skip to Main Content

Om at dyrke fejltagelser

Af Klaus Riis

Med en næsten forunderlig konsekvens leder en række personspørgsmål i den danske og internationale kommunistiske bevægelses lange og righoldige historie, der er fuld af sejre, men også af ofre og nederlag, over til, at nogle fundamentale marxistisk-leninistiske ideer og principper bliver draget i tvivl.

De rummer som oftest en skjult dagsorden, der har til hensigt at revidere marxismen-leninismen.

Man kan være næsten sikker på, at køres der frem med den udmærkede polsk-tyske revolutionære Rosa Luxemborg – så drejer det sig i virkeligheden om markedsføringen af et angreb på Lenins partiteori. For blandt Rosa Luxemborgs historiske fejltagelser var hendes voldsomme angreb på Lenin med hensyn til dette spørgsmål i århundredets begyndelse. Rosa Luxemborg tog fejl her – den revolutionære praksis viste, at Lenin havde ret.

Det forhindrede ikke Lenin i at sætte hende meget højt som marxist og revolutionær – en revolutionens ørn kaldte han hende. En stor revolutionær – ikke på grund af, men på trods af hendes fejltagelser.

I 60erne og 70erne satte kræfter i det vesttyske socialdemokrati en veritabel Rosa Luxemborg-bølge i gang. Man satte Rosa op mod Lenin – man dyrkede ikke hendes fortjenester, men hendes fejl. Denne kampagne fik også sin danske aflægger – de daværende venstresocialister løftede Rosa Luxemborg op på deres fane i forsøget på at “etablere en revolutionær historisk tradition udenfor (og imod! KR) den internationale kommunistiske bevægelse”.

En tilsvarende misbrug er der blevet gjort af den danske kvindelige revolutionær Marie Nielsen, en af grundlæggerne af det kommunistiske parti i Danmark, i begyndelsen af 20erne Martin Andersen Nexøs nære ven og kampfælle. Marie Nielsen historiske fejltagelse var, at hun tilsluttede sig Trotsky og trotskisternes kamp mod det socialistiske Sovjetunionen, som opbyggedes under Stalin. Hun blev – med rette – ekskluderet fra DKP. De danske trotskister og venstresocialister har siden søgt at gøre hende til noget i retning af en revolutionær kultfigur. De dyrkede og dyrker hendes fejltagelser.

Når navnet Bukharin – der engang i 20erne var generalsekretær i det fortjenstfulde KOMINTERN – bliver hejst op som et banner, er der ingen tvivl om formålet: Så er det Stalin, så er det opbygningen af socialismen for første gang noget sted i verden, der blæses til angreb mod. Bukharin rehabiliteres officielt af Gorbatjov, da han banede vejen for kapitalismens tilbagevenden i sin mest brutale og kriminelle skikkelse – under demagogiske paroler som “mer demokrati” og “mer socialisme”!

Denne rehabilitering var få så vidt logisk nok. Bukharin var læreren, Gorbatjov eleven, der fuldførte hvad den første forhindredes i. Af Stalin og det sovjetiske kommunistparti under hans ledelse.

Historien taler sit tydelige sprog: Luxemborg, Marie Nielsen og Bukharin havde uret på de grundlæggende punkter. Deres fejltagelser, som nogen dyrker dem for, var netop der, hvor de forlod marxismen. Lenin havde ret overfor Rosa Luxemborg, da han hævdede, at det var nødvendigt at arbejderklassen måtte skabe et parti af en ny type, et kommunistisk parti, for at sikre sejr i den socialistiske revolution. Stalin havde ret, da han hævdede, at klassekampen fortsætter under socialismen, selvom den antager delvist nye former end under kapitalismen, og endda kan skærpes i forbindelse med nye fremgange for den socialistiske opbygning. Bukharin havde uret, da han fablede om borgerlige og småborgerlige klassekræfters “fredelige indvoksen i socialismen”. Det er blevet bevist i praksis, og bevist mange gange. Hele det 20. århundredes revolutionære – og kontrarevolutionære – historie bekræfter det.

Det er beskæmmende, at Dagbladet Arbejderen nu har åbnet dørene på vid gab for dyrkelsen af disse antikommunistiske fejltagelser.

Disse tre på mange måder sympatiske revolutionære skikkelser – og her medregner jeg Bukharin – som fik hver deres tragiske skæbne, er efter deres død brugt til at fremme antikommunistiske formål. Nok så megen personlig medfølelse kan ikke bortforklare denne kendsgerning. Der er mange, der på en underlig bagudrettet måde, igen og igen tager disse spørgsmål op. Ikke mindst spørgsmålet om Moskvaprocesserne og udrensningerne i Stalin-perioden. Der kan selvfølgelig være tale om nødvendige historiske retfærdighedshandlinger. Fortjente Bukharin at blive henrettet? Var han skyldig i spionageanklagerne? Det vil næppe nogensinde kunne efterkontrolleres.

Det var en anden og mere brutal tid dengang. Nazistisk opmarch, Europa indhyldet i sort mørke, det største verdensinferno nogensinde på vej. Tusinder og atter tusinder af kommunister tortureret og dræbt i fascistiske kz-lejre og tugthuse. Det er i det mindste forståeligt, at også socialismen i selvforsvar anvendte dødsstraf.

Kommunisten og digteren Bertolt Brecht appellerede på sin generation af revolutionæres vegne således til os – “Til efterkommerne” – jeg citerer kun den sidste trediedel af digtet, som selvfølgelig bør læses og dyrkes i sin helhed:

I, som engang vil dukke op af den stormflod
I hvilken vi gik under
Tænk osse
Når I taler om vore svagheder
På den dystre tid
Som I slap for.

Skiftende land oftere end sko
Gik vi jo gennem klassernes krige, fortvivlede
Da der kun var uret og ingen harme.

Samtidig ved vi jo:
Osse hadet til nedrigheden
Forvrænger ansigtets træk
Osse vreden over uretten
Gør stemmen hæs. Ak, vi
Som ville skabe grobund for venlighed
Kunne ikke selv være venlige.

Men I, når det kommer så vidt
At mennesket er menneskets hjælper
Tænk på os
Med overbærenhed.

Det er ikke kommet så vidt endnu – og vi kommer måske også til at appellere tilsvarende til vore efterkommere. Men er vor tid og dens “ny verdensorden” også dyster, har vi – ikke mindst som resultat af kommunisternes indsats i århundredets mørkeste årtier – indtil nu undgået en gentagelse.

Der er ingen grund til at pege fingre – heller ikke af den kommunistiske bevægelses svagheder eller fejl.

Det er naturligt at forsøge at få historiens mange brikker til at falde på plads. Også alle personspørgsmålene. Men det må gøres ud fra et revolutionært standpunkt, uden en skjult dagsorden. Og det må gøres på baggrund af kendsgerninger – alle kendsgerninger – herom.

Det er f.eks. bevisligt – og ikke overladt til spekulation – at Bukharin afveg fra marxismen-leninismen, at han udviklede en opportunistisk politisk linje, der ville have ført til genrejsningen af kapitalismen i Sovjetunionen, såfremt den ikke var blevet afvist. Derfor gjorde socialdemokraten Gorbatjov ham til en helt.

At opfatte sådanne historiske personspørgsmål på nogen anden måde og udfra noget andet synspunkt end som en del af arbejderklassens samlede kamperfaringer – det vil sige som teori og revolutionær politik – er helt ufrugtbart.

Det er ikke at lære af historien. Det er at dyrke fejltagelser.

Udgivet i Kommunistisk Politik nr. 2 september 1997

Back To Top