Skip to content

OK18: Stem NEJ – Stå fast! – Af Arbejderpartiet Kommunisterne

Udtalelse
APK 29. april 2018
 

Gennem måneder har der udviklet sig en omfattende solidaritet mellem faggrupper over hele landet. Der er blevet skabt en bevægelse for at sikre bedre arbejdsforhold, respekt og mulighed for faglighed, flere varme hænder og en bedre offentlig sektor.
Sjældent har der været en bedre situation for at få indfriet OK- kravene. Det er opgangstider med store muligheder for at opnå gode resultater. Men de indgåede forlig gav reelt ikke de offentligt ansatte ret meget, og slet ikke en løsning for alle. Arbejdsgiverne derimod fik fastholdt deres principielle krav om ingen overenskomstdækning på lærernes arbejdstid.
‘Det bedst opnåelige’ kalder nogle det. Ikke for flertallet af de offentlige ansatte! De skal fortsat løbe stærkere og stærkere. De skal fortsat dagligt arbejde under forhold, der er under nødberedskab. De skal fortsat undervise uden fast arbejdstid og tid til forberedelse. Lønfesten holdes fortsat på direktionsgangene.
Det var arbejdsgiverne, moderniseringsstyrelsen og regeringen, der fastsatte rammerne for forhandlingerne. De blev ikke sprængt. Der er ikke bare brug for at forsvare sig mod helt urimelige krav – men også for reelt at få forbedret arbejdsforholdene, få sat arbejdstiden ned og sat lavtlønnen væsentligt op.
Der er råd til det i et samfund som Danmark. Det er et spørgsmål om i hvilke kasser samfundets rigdomme skal lægges.
Solidariteten skal ikke smides på gulvet. Næste skridt er at stemme NEJ:
STEM NEJ fordi:

  1. Lønrammen for de næste tre år knapt dækker inflation og prisstigninger. Den gives i procenter, så de lavtlønnende får mindst. Ligeløns- og lavtlønspuljen er rent symbolsk uden reel betydning. Kravet om reelle lønstigninger i kroner og øre og om ligeløn forsvandt undervejs.
  2. Bedre arbejdsmiljø blev til et udefineret projekt og lærernes manglende overenskomstdækning af arbejdstiden til en kommission. Rene narresutter.
  3. De statsansatte skal betale 50 mill. kr. for at fastholde arbejdstiden inkl. spisepause, de allerede har. Og regionernes ‘betryggelses’-aftale de næste seks år er kun et løfte fra regeringens embedsmænd.

Med et NEJ står vi fortsat skulder ved skulder- også med de grupper, der kan komme i konflikt.
LO-formanden og Lars Løkke Rasmussen har været ude og lykønske for de gode forlig. De tror det er grønt lys til at forsætte deres nedskæringspolitik og nedbrydning af den offentlige sektor. Det er det ikke. Vi siger NEJ.
I stedet skal al den gode energi og retfærdige harme bruges:
En aktiv STEM NEJ-kampagne
Fortsæt kampen for en bedre offentlig sektor og for velfærd!
 

APK
Arbejderpartiet Kommunisterne


29. april 2018

 
KPnetavisenDette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES 
– eller på FACEBOOK
Udgiver APK Arbejderpartiet Kommunisterne  – FACEBOOK

KPnet  29. april 2018

Back To Top