I den seneste tid er det serbiske borgerskabs historiske ambition om et “Storserbien” blevet genoplivet. De betragter det konfliktmiljø, der blev skabt af Ruslands invasion af Ukraine, som gunstigt for at tage skridt hen mod dette mål.
Det forlyder, at spændingerne køler af, og Vucic-regeringen erklærer, at serberne i det nordlige Kosovo er begyndt at fjerne nogle af de barrikader, de havde sat op. Men situationen har ikke ændret sig helt, da årsagerne til konflikten har stærke rødder.
Vucic-regeringen synes at have rettet blikket mod Kosovo, hvor de racistiske chauvinistiske serbiske nationalistiske bander, tjetnikkerne, ikke holder sig i ro. Den begyndte at skabe spændinger i forhold til Kosovo ved at indsætte tropper ved grænsen. Det serbiske borgerskab, der har gode forbindelser til Ungarns Orban og den yderste højrefløj i Italiens nye regering – der også har blikket rettet mod dele af det tidligere Jugoslavien, antager, at det ved at annektere dele af Kosovo og andre lande på Balkan kan skabe “Storserbien”. Vucic-regeringen forsøger skridt for skridt at realisere det serbiske borgerskabs drøm med de reaktionære i Montenegro, Kroatien og Bosnien.
Da Serbien er et magtfuldt land på Balkan, må det serbiske borgerskabs nationalisme og ambitionen om “Storserbien” ikke undervurderes. Det serbiske borgerskabs retning mod dette, som især udviklede sig før Første Verdenskrig, har konstant udgjort et alvorligt problem på Balkan.
Det serbiske borgerskabs nationalistiske vanvid, genoplivet af Tito umiddelbart efter Jugoslaviens befrielse, fortsatte i undertrykkelsen af de nationer, der var forenet i landet. som blev løsrevet fra enheden med de lande, der er kendt som folkedemokratier.
Den moderne revisionismes dominans åbnede vejen for at Sovjetunionen, Jugoslavien, efterfulgt af alle Balkan- og østeuropæiske lande, bortset fra i nogle årtier Albanien, åbenlyst vedtog den kapitalistiske udbytningsorden; hvilket førte til sammenbruddet og opløsningen af disse revisionistiske lande. Mens borgerskabet i Balkanlandene, primært det serbiske borgerskab, der betragtede samarbejde med de amerikanske, europæiske, russiske og kinesiske imperialister som en løsning, fremkaldte rivalisering og konflikter mellem nationerne, så spredte de fjendskab blandt folkene ved at provokere nationale forskelle for at styrke deres hegemoni i regionen.
I 1990’erne var det NATO’s bombning af Jugoslavien under forhold med national undertrykkelse fra det serbiske borgerskabs side, som gav blodig næring til nationalisme og til nationale forskelle, hvilket førte landet til ruin. Stor-serbisk aggression ledt af Milosevic og opløsning af Jugoslavien førte til forværring og udvidelse af rivaliseringen og nationalistiske konflikter i Balkan-borgerskabet.
Balkan må ikke igen blive et konflikt- og krigsfelt. En krig, der uundgåeligt vil påvirke alle europæiske arbejdere og folk. Borgerskaberne i Balkanlandene, især det serbiske borgerskab, må i samarbejde med imperialisterne og med støtte fra resterne af revisionismen forhindres i at trække folkene ind i en ny nationalistisk strid.
Balkan er igen et konfliktcentrum blandt de imperialistiske magter. USA/NATO “beskytter” Kosovo for sine egne interessers skyld – ikke for albanske og andre folks frihed i Kosovo. Mange Balkanlande er i dag medlemmer af NATO og det imperialistiske EU, som udnytter og skærper konflikter og fremmer provestlige imperialistiske kræfter i regionen. Den russiske imperialisme søger at bevare og udvide sin indflydelse ved at give næring til konflikter og støtte og fremme serbisk chauvinisme.
Ansvaret ligger hos arbejderklassen og folkene på Balkan, hos deres kommunistiske, revolutionære og progressive organisationer.
Som europæiske partier i Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer (ICMLPO) bekræfter vi, at vi står sammen med folkene på Balkan og de revolutionære, som vil rejse kravet om fred og broderskab mod chauvinisme, krigsmageri og fascisme. Løsningen ligger i socialisme mod kapitalisme, ægte uafhængighed, politisk demokrati mod fascisme og lighed i nationale rettigheder og international enhed og solidaritet mellem arbejderklassen og folkene mod borgerlig nationalisme og al imperialisme.
6. januar 2023
Albaniens kommunistiske parti
Arbejdernes Kommunistiske Parti – Danmark
Arbejderpartiet (EMEP), Tyrkiet,
Bevægelsen for genopbygning af Grækenlands kommunistiske parti 1918-1955 (Anxintaxi)
Frankrigs Kommunistiske Arbejderparti
Italiens kommunistiske platform
Kommunistisk Platform (KPml) i Norge;
Organisation til opbygning af Tysklands Kommunistiske Arbejderparti (Arbeit Zukunft)
Serbiens revolutionære arbejderalliance
Spaniens Kommunistiske Parti (marxistisk-leninistisk)