Udtalelse fra Arbejderpartiet Kommunisterne – marts 2025
Gør protesterne mod amerikanske tropper og militærbaser i Danmark endnu mere synlige og kraftige! For regeringen er i gang med at luske en godkendelse igennem i Folketinget af deres aftale med USA om permanente militærbaser her i landet. Med Trumps trusler om at annektere Grønland, om nødvendigt med militær magt er amerikanske tropper på dansk jord ikke noget regeringen vil tale alt for højt om. Men det vil vi – Vi siger NEJ til USA imperialismens millitærbaser!
Udenrigsministeren har allerede underskrevet kontrakten med USA i december 2023, men den “demokratiske” førstebehandling af spørgsmålet er altså først den 11. april i år. Magthaverne ser tydeligvis turen gennem Folketinget som en ren formalitet.
Med baseaftalen får USA’s militær og imperialistiske interesser reelt frie hænder til at operere på – og til og fra – Flyvestation Karup, Skrydstrup og Aalborg. Hertil får amerikanerne fuld suverænitet over et særligt område på hver flyvestation. Amerikansk militær får desuden adgang til at transportere materiel til basen til lands, til vands og i luften; det indebærer fri brug af danske havne, veje og luftrum.
Baseaftalen betyder, at USA kan føre og medvirke til kommende og nuværende krige og angreb fra dansk jord, som de allerede gør det fra deres omkring 130 militærbaser i mere end 50 lande verden over. F.eks. har tankfly fra den amerikanske base i Tyskland været helt centrale, da israelske F-16 fly sidste år bombede Iran.
Baseaftalen bygger på NATO’s eksisterende juridiske rammer og løber i første omgang i 10 år uden mulighed for opsigelse. I aftalen angives det, at USA skal overholde dansk lov, men de vurderer det selv. Danmark har nemlig afskrevet sig retten til at føre nogen som helst kontrol uden USA’s samtykke. Altså kan de transportere fanger og opbevare alle slags våben, de selv ønsker, naturligvis også atomvåben efter forgodtbefindende.
Amerikansk personel har immunitet overfor dansk lov mens de er i tjeneste, og er i praksis også beskyttet i deres fritid, også udenfor basen. Erfaringer fra andre lande viser, at det er vanskeligt at retsforfølgelse amerikanske soldater, selvom de har været involveret i en ulykke, eller er mistænkt for at have begået en forbrydelse.
Historien viser, at når det kommer til de imperialistiske magter, er de aldrig folkenes venner, kun pengemagtens. De globale styrkeforhold er midt i dramatiske forandringer, og alliancerne svinger efter profittens vejrhane.
Amerikanske baser er alene støttepunkter for US-imperialismen og deres krigspolitik. De er i praksis en besættelse af territorium og gør værtslandene til meddelagtige i USA’s krige og samtidig til krigsmål. Det er i direkte modstrid med befolkningernes og arbejderklassens interesse og krav om at standse krigene.
Arbejderpartiet Kommunisterne siger NEJ til udenlandske tropper på dansk jord, ligesom vi kræver, at danske tropper trækkes hjem fra alle lande, hvor de er udstationeret eller deltager i imperialistiske krige. Vi siger NEJ til NATO og EU’s forlangende om at øge oprustningen og deres planer om en storkrig i Europa. Vi siger NEJ til den danske statsminister Mette Frederiksens verdensbillede, hvor ”fred er farlig”!
NATO’s, USA’s og EU’s krigsoprustning øger kun krigsfaren. At det skulle ske for at sikre fred og demokratiske værdier er én stor løgn. Det er skruen uden ende frem til det punkt, hvor våbnene vil blive taget i brug, hvor arbejdere og befolkningerne i Europa bliver bombemål og tvangsudskrevet til krig. En situation og udvikling, som de politiske ledere intet gør for at stoppe eller forhindre – tværtimod forbereder de den.
Imperialismens oprustning betales af nedskæringer på skoler og sundhed og højere pensionsalder, mens våbenindustrien forgyldes. Krige betales med arbejderklassens og folkenes blod, mens magthaverne sidder sikkert i deres paladser.
Imperialisme betyder endeløse krige. Det eneste, der kan stoppe den næste krig, er den bevægelse, der i alle lande siger: NEJ til rollen som krigsofre og soldater. NEJ til at betale deres krige. Ikke en soldat, ikke en krone til imperialismens krige!
NEJ til amerikanske baser!
STOP den imperialistiske krigsoprustning!
Danmark UD af NATO og EU!
Arbejderpartiet Kommunisterne – marts 2025