Udtalelse Arbejderpartiet Kommunisterne, APK
Lige nu kører det statsejede brobyggeri af Femern forbindelsen til Tyskland med 12 timers arbejdsdage – 28 dage i træk uden hvil. Det skal stoppes og stoppes nu, inden det bliver det ny normale.
De danske myndigheder har givet grønt lys for dette uhørte angreb på arbejdstiden. Staten har givet grønt lys til at det største byggeri i nyere dansk historie sker uden at der er tegnet overenskomst og på helt uacceptable forhold. Det er statsfinansieret social dumping.
Hvis vi ikke med det samme siger STOP med én stemme fra alle arbejdspladser og arbejdssektorer, vil det brede sig fra Femern til hele byggeriet og til hele arbejdsmarked.
Køen ved håndvasken med beskæftigelsesministeren forrest er ikke bare for at undgå Corona-smitte. De forsøger at løbe fra deres ansvar. Det skal de ikke have lov til!
Staten som arbejdsgiver bruger vores skattepenge som murbrækker for en arbejdstid på 12 timer om dagen til et megabyggeri, der hverken sikrer danske arbejdspladser eller lærlinge. Alle løfter og ansvar forsvinder i EU’s udliciteringståger.
At Arbejdstilsynet har godkendt ordningen føjer kun spot til skade – et tilsyn som påstår det tager sig af liv, ære og velfærd.
Arbejdsretten, også kaldet Arbejdsgiveruretten, har aldrig før sikret arbejderklassens dens rettigheder og kommer heller ikke til at gøre det nu, hvor de skal behandle sagen. Fagtoppen har gennem måneders forhandlinger bag lukkede døre ikke kunnet forhindre denne udvikling.
Så hvis ikke tiden til at sætte foden ned er nu og sige et højlydt og synligt nej over hele landet til forhold som 12 timers arbejdsdag – 28 dage i træk. Hvornår så?
Solidariteten må rulles ud og en bevægelse udvikles. Det gælder ikke bare solidariteten med de der arbejder på Femern byggeriet i dag. Det gælder alle på arbejdsmarkedet, hvor arbejdstiden angribes.
APK, 20. september 2020