Udtalelse fra de europæiske CIPOML partier
Arbejderklassens internationale solidaritet er afgørende for at styrke kampen mod den øgede krigsfare og militariseringen. Den er svaret på arbejdsgivernes og monopolernes pres på arbejderklasserne i de enkelte lande for at underbyde hinanden på løn og arbejdsvilkår. Den er en nødvendig del af kampen mod EU’s og de europæiske landes arbejderfjendtlige plan “Gør Europa stort igen” (MEGA) gennem omfordeling af milliarder af samfundsværdier til krigsindustrien og oprustning af de europæiske monopoler.
At styrke den europæiske imperialisme er ikke svaret på den nuværende situation. Det imperialistiske EU betyder ikke fred og sikkerhed, men det modsatte. Det har krigen i Ukraine og støtten til Israels folkemord i Palæstina tydeligt vist.
Vi siger hverken Trump, Putin eller europæisk militært ”forsvar”!
Med Donald Trump som USA’s præsident er de internationale konflikter, herunder mellem USA og EU, blevet dramatisk intensiveret. Trump er repræsentant for de i øjeblikket mest aggressive dele af den amerikanske kapital, som ønsker at stoppe og vende den amerikanske imperialismes årtier lange tilbagegang på en voldelig måde og at gøre den amerikanske imperialisme “stor igen”. For at mobilisere store dele af samfundet bag det mål ser vi en accelererende fascisering i USA og på verdensplan.
Alt dette er et udtryk for de stigende modsætninger mellem de imperialistiske magter som USA, EU, Kina og Rusland. Især det kapitalistiske og imperialistiske Kinas fremgang har skærpet konkurrencen og kampen om det økonomiske verdensherredømme. Trump og flere af hans embedsmænd har altid omtalt Kina som USA’s “strategiske” fjende. Det er den eneste store imperialistiske magt, der kan udfordre USA’s verdensherredømme, især hvis den kan udvikle alliancer.
For at vinde denne kamp har USA-imperialismen derfor lavet en vigtig ændring i sine udenlandske relationer. Trump søger en aftale med Rusland om Ukraine for at omfordele dette land og dets vigtige ressourcer. USA-imperialismen forsøger at svække forbindelserne mellem Rusland og Kina og skabe nye alliancer. Dermed viser USA også åbent det virkelige mål med krigen i Ukraine: en krig om land og ressourcer, hvor ukrainske soldater dør på vegne af USA’s og EU’s kapital, ikke for “frihed eller demokrati”. Hvor skrøbelige USA-imperialismens forsøg på at skabe nye alliancer er, kan vi se, når Trump-administrationen truer Rusland med nye blokader og højere toldsatser, fordi den russiske imperialisme udnyttede situationen til at besætte større dele af Ukraine. Det er en aftale mellem røvere på folkets bekostning.
For de imperialistiske lande i Europa, især Tyskland og Frankrig, betyder denne ændring en svækkelse af deres indflydelse.
I Ukraine har de forsøgt at være en vigtig spiller i røvernes aftale. De ønsker også at få kontrol over råmaterialerne, billig energi og at udvide deres indflydelsessfære. De har foretaget store investeringer ved at sælge våben, give lån og opildne til krig for at bringe Rusland et nederlag. Nu frygter de ikke at deltage i fordelingen af byttet.
Deres svar på denne nye situation er flere våben, mere militarisering og mere nedskæringspolitik. EU har nu godkendt en pakke på 800 milliarder euro til oprustning, samtidig med at man fortsat samarbejder tæt med den krigsliderlige alliance NATO. Udover det øger alle europæiske lande deres militærbudget. Tyskland har f.eks. godkendt et ekstra budget på 1.000 milliarder euro. Frankrig tilbyder sine atomvåben som et beskyttelsesskjold for Europa, men under den franske imperialismes kontrol. Storbritannien forsøger at få mere militært samarbejde med EU. Selvom EU-medlemskab blev afvist ved en folkeafstemning i Norge i 1994 af et flertal af befolkningen, stræber Norges herskende klasse nu efter EU-medlemskab under påskud af “sikkerhed”.
EU og Storbritannien opmuntrer den ukrainske ledelse til at fortsætte og intensivere krigen og forlænge den. Men den “europæiske enhed” er skrøbelig på grund af konkurrencen mellem de imperialistiske lande. Frankrig og Tyskland kæmper mod hinanden om lederskabet i Europa. Italien med den ultrareaktionære Meloni-regering forsøger at skabe særlige relationer til Trump, ligesom Ungarn også gør det. Med denne reaktionære militariseringspolitik er fascistiske og racistiske kræfter på fremmarch i hele Europa.
Alt dette truer arbejderklassen og befolkningerne i hele Europa. Med fascisering ønsker kapitalen at underlægge arbejderklassen sin politik og samtidig svække den gennem splittelse og had. De skal betale – med sociale nedskæringer, lavere lønninger, længere arbejdstid, forringede levevilkår og i tilfælde af krig med deres liv – som vi kan se i Ukraine.
Vi som marxistisk-leninistiske partier og organisationer i Europa opfordrer arbejderklassen og folkene til at forene sig mod denne politik og kæmpe imod den i fællesskab, for brød, frihed, fred og venskab mellem folkene – i stedet for elendighed, fascisme, oprustning og udplyndringskrige.
Kun arbejderklassens og de undertryktes enhed og kamp mod det barbariske kapitalistisk-imperialistiske system vil åbne vejen for revolutionære forandringer.
Hverken Trump, Putin eller europæisk “forsvar”!
Nej til nationalt sammenhold bag krigsmagere!
Nej til militarisering og fascistisering!
Marts 2025
Albaniens kommunistiske parti
Arbejderpartiet Kommunisterne, APK, Danmark
Frankrigs Arbejderes Kommunistiske Parti, PCOF
Kommunistisk Platform – for Italiens arbejderklasses kommunistparti
Organisationen til genopbygning af arbejderklassens kommunistiske parti i Tyskland, Arbeit Zukunft
Revolusjon, Norge
Spaniens Kommunistiske Parti (marxistisk-leninistisk), PCE(ml)
Tyrkiets Arbejderparti
se CIPOML