Skip to content

Det gælder ligeløn og social sikring

Udtalelse 8. marts 2018
Af Arbejderpartiet Kommunisterne


På Kvindernes Internationale Kampdag står kvinder over hele verden frem med krav om fred, social sikkerhed, arbejde og ligeværd. Hvert skridt er en del af en fælles handling og kamp for forandring og en bedre fremtid.
Lige nu holder regeringen lønfest for toppen, men nægter de store offentlige kvindefag og ansatte reelle lønstigninger og ligeløn. Det er kampen om kollektive løn- og arbejdsforhold og om fremtiden for den offentlige sektor, det gælder. OK18 er også kvindekamp.
Regeringens plan om at tvinge de offentlige ansatte og arbejderkvinderne i knæ skal ikke lykkes. Den kører aggressivt mod en stor lockout og et regeringsindgreb.

Fuld støtte til de offentlige ansattes løn-og arbejdstidskrav. Der må opbygges en bred solidaritets-og støttebevægelse, der kan sikre effektiv OK-kamp.
Regeringen har Bruxelles og EU’s nedskæringsdiktater i ryggen og nye asociale arbejdsmarkeds- og socialreformer i ærmet. Men de har flertallet af befolkningen og flertallet af kvinderne imod sig med denne politik. Vi vil hverken have nedskæringer eller EU-statens diktat.

Familie- arbejds- og fritidsliv skal kunne hænge sammen, uden man slides i stykker. Det er også børnenes fremtid, det gælder.
Skiftende regeringer tror, at de bare kan afskaffe arbejdsløse, syge, handicappede, fattige ved at sige, de ikke må eksistere på samme vilkår som andre. De foregøgler, at man kan afskaffe sociale ghettoer ved at smide folk ud, straffe dem hårdere og rive deres boliger ned. Jage dem rundt.  Regeringen opildner til frygt og vil fængsle lærere og pædagoger, der ikke indberetter nok. Forældre overvåges. Kynismen og idiotiet er tilsyneladende bundløst. Det må stoppes.

Der er derimod ingen smalle steder, når regeringen skal investere milliardbeløb i kampfly og militær NATO-oprustning og deltage i krige. Dansk krigsdeltagelse og oprustning må standses
I dag viderefører nye generationer af kvinder hvad generationer af kvinder før os har kæmpet og slidt for. En menneskeværdig verden nu. Et socialistisk samfund hvor ingen skal være udbyttet og undertrykt på grund af deres klasse, køn, etnicitet eller alder.

Arbejderpartiet Kommunisterne APK rejser og støtter kvindernes aktuelle krav. Ikke bare denne ene dag – men hver dag. APK er en del af kvindekampen 2018.

APK 8.marts 2018

 Se mere her om arrangementet 17.30 – 22 i Karens MInde Kulturhus,
Sydhavnen, København

 _________________

Odense: Debatmøde 16.30 – 19
Oktober Bogbutik
Skibhusvej 100

8. marts 2018

 

Back To Top