Lørdag den 7. november inviterer Arbejderpartiet Kommunisterne alle interesserede til Novemberkonference fra kl 11 til 14. På programmet er både den aktuelle krise og perspektiverne for klassekampen i 2021. Helt centralt står budskabet om at rejse ideen og perspektivet om et opgør med kapitalismen for et socialistisk Danmark. Mødet holdes online, tilmelding er nødvendig – og de praktiske detaljer oplyses ved tilmelding.
KPnet har talt med Jonas Ørting, formand for APK, om årets November konference. Han fortæller her om programmet og tankerne bag konferencen:
En økonomisk krise fejer igen hen over den kapitalistiske verden, og mange millioner er sendt ud i arbejdsløshed. Hvis nogen troede, at kapitalismen af sig selv kan overleve den type kriser, så tager de fejl. Hver eneste gang der opstår en krise, uanset årsagen, så ryster kapitalismen i sin grundvold. Kun ved at statsmagten optager gigantiske lån, kan systemet overleve.
Statsmagten er på borgerskabets hænder, og Folketingets partiet er alle sammen klar på at gældsætte landet og redde fallitboet igen og igen. Regningen sender de til arbejderklassen og de fattigste.
Den økonomiske krise og kampen om pengene viser, at uden kamp så vil kapitalen løbe med alle pengene og resten af befolkningen vil stå med regningen.
Derfor er det første punkt på vores Novemberkonference et oplæg og en debat om den krise som verden står i, og hvorfor vi siger at kapitalisme ikke fungerer, og aldrig vil kunne blive et system der kan sikre hele befolkningen et værdigt, trygt og sundt liv med arbejde og bolig til alle, og en fremtid for alle børn.
Hvad må der gøres
Andet punkt på dagsordenen er et kig på de erfaringer som arbejderklassen har gjort sig med de seneste krisetiltag, og overenskomster. Vores synspunkt er, at uanset om det er i de aktuelle klassekampe eller målet om et socialistisk Danmark, så vinder arbejderklassen kun fremgang når der bygges på en enhed og på solidariteten fra neden. Og nok så vigtigt skal der bygges på en klar ide om at kapitalens interesser, er i direkte modsætning til arbejderklassens og den brede befolknings interesser.
Derfor er det ikke nok at stille et mål om endnu et råddent kompromis i Folketinget, eller små og midlertidige indrømmelser fra arbejdsgiverne, eller knæfald for arbejdsretten.
Vi skal rejse den røde fane! Bevægelsens krav skal stilles ud fra bevægelsens egne interesser, og ikke under hensyn til borgerskabets profitter. Arbejderklassen må stole på egne kræfter, og egne interesser og stille sig spørgsmålet hvilket samfund det er vi vil slås for.
Den økonomiske krise, pandemien, og stigende global ulighed osv. har for mange mennesker afsløret kapitalismen som en blindgyde. Men der er jo ikke nødvendigvis en klar forestilling om hvad der kan stilles i stedet. Det er nogle af de svar vi har et bud på, vi håber at mange vil være med til at deltage i diskussionen både på dagen og efterfølgende.
Der er mulighed for deltagelse online. De praktiske detaljer oplyses ved tilmelding. Der kan komme ændringer i programmet i henhold til nye corona-restriktioner.
November konference 2020
KAPITALEN SKAL BETALE KRISEPOLITIKKEN!
7. november kl. 11-14
Program med oplæg og debat
* Regningen for krisen og corona-pakkerne sendes til arbejderklassen, og mens arbejdsløsheden er steget, får vi at vide vi skal redde arbejdsgiverne for at redde arbejderne – men vi løser ikke kapitalismens problemer med mere kapitalisme!
* Kampen for en bedre verden er en kamp mellem klasser – mellem kapital og arbejderklassen, en kamp for revolution og socialisme. Hvordan udvikler vi klassekampslinjen og kampen for revolutionen i arbejderklassen i dag?
* Kampen for boliger, arbejde og kvindernes kamp for lighed på alle livets områder er klassekamp, men hvordan fastholder og udvikler vi klassekampslinjen og hvordan forbinder vi dem med kampen for socialisme?
Tilmelding er nødvendig på info@oktobernet.dk
De praktiske oplysninger bliver sendt ved tilmelding. Der vil også være mulighed for at følge begivenheden fælles i Oktober Bogbutikkerne med max 10 deltagere. Dette kræver også tilmelding.
Arr. Arbejderpartiet Kommunisterne