skip to Main Content

J. Stalin Om Leninismens grundlag

Om Leninismens grundlag
Forelæsninger på Sverdlov-universitetet i begyndelsen af april 1924

Tilegnet Lenin-opbudet
J. Stalin

INDHOLD

  1. Leninismens historiske rødder
  2. Metoden
  3. Teorien
  4. Proletariatets diktatur
  5. Bondespørgsmålet
  6. Det nationale spørgsmål
  7. Strategi og taktik
  8. Partiet
  9. Stilen i arbejdet

Leninismens grundlag er et omfangsrigt tema. For at behandle det udtømmende måtte man skrive en hel bog, ja en række bøger. Det er derfor klart, at mine forelæsninger ikke kan blive nogen udtømmende fremstilling af leninismen. De kan i bedste fald blive en sammentrængt oversigt over leninismens grundlag. Alligevel vil jeg anse en sådan oversigt for nyttig, da den giver nogle grundlæggende udgangspunkter, der er nødvendige for et frugtbart studium af leninismen.

At klarlægge leninismens grundlag er ikke det samme som at klarlægge grundlaget for Lenins verdensanskuelse. Lenins verdensanskuelse og leninismens grundlag er med hensyn til deres omfang ikke et og det samme. Lenin er marxist, og grundlaget for hans verdensanskuelse er naturligvis marxismen. Men deraf følger på ingen måde, at en fremstilling af leninismen må begynde med fremstillingen af marxismens grundlag. At give en fremstilling af leninismen vil sige at påvise det særegne og nye i Lenins værker, hvormed han har beriget Marxismens almindelige skatkammer, og som med rette er knyttet til hans navn. Kun i denne forstand vil jeg i mine forelæsninger tale om leninismens grundlag.

Altså, hvad er leninismen?

Nogle siger, at leninismen er marxismens anvendelse på de særegne russiske forhold. I denne definition er der nogen sandhed, men den udtømmer langtfra hele sandheden. Lenin anvendte faktisk marxismen på den russiske virkelighed, og han anvendte den mesterligt. Men hvis leninismen ikke var andet end marxismens anvendelse på de særlige forhold i Rusland, så ville den være en rent national og kun national, en rent russisk og kun russisk foreteelse. Imidlertid ved vi, at leninismen er en international foreteelse, som er rodfæstet i hele den internationale udvikling, og ikke blot en russisk foreteelse. Derfor mener jeg, at denne definition lider af ensidighed.

Andre siger, at leninismen er en genfødelse af de revolutionære elementer i 1840’ernes marxisme til forskel fra de følgende års marxisme, der så skulle være blevet moderat og ikke-revolutionær. Hvis man ser bort fra denne dumme og platte inddeling af Marx’s lære i to dele, i en revolutionær og en moderat, så må man indrømme, at der endog i denne ganske utilstrækkelige og utilfredsstillende definition er en portion sandhed. Denne portion sandhed består i, at Lenin virkelig genfødte marxismens revolutionære indhold, som var blevet skrinlagt af opportunisterne i II. Internationale. Men det er kun en del af sandheden. Hele sandheden om leninismen består i, at leninismen ikke blot genfødte marxismen, men tog endnu et skridt fremad og videreudvikle de den under kapitalismens og den proletariske klassekamps nye betingelser.

Men hvad er så leninismen?

Leninismen er marxismen i imperialismens og den proletariske revolutions epoke. Nøjagtigere: Leninismen er den proletariske revolutions teori og taktik i almindelighed, det proletariske diktaturs teori og taktik i særdeleshed. Marx og Engels virkede i den før-revolutionære periode (vi tænker her på den proletariske revolution), da der endnu ikke fandtes nogen udviklet imperialisme, i en periode, da proletarerne forberedtes til revolutionen, i den periode, da den proletariske revolution endnu ikke var nogen direkte praktisk uundgåelighed. Lenin derimod, som var elev af Marx og Engels, virkede i den udviklede imperialismes periode, den periode, hvor den proletariske revolution udfoldes, hvor den proletariske revolution allerede havde sejret i eet land, slået det borgerlige demokrati i stykker og indledet det proletariske demokratis tidsalder, sovjetternes tidsalder.

Derfor er leninismen en videreudvikling af marxismen.

Man plejer at understrege leninismens overordentlig kampglade og overordentlig revolutionære karakter. Det er fuldkommet rigtigt. Men denne ejendommelighed ved leninismen finder sin forklaring i to årsager: for det første, fordi leninismen er fremgået af den proletariske revolution, hvis stempel den nødvendigvis må bære; for det andet, fordi den voksede sig stor og stærk i kampen mod II. Internationales opportunisme, en kamp, som var og er en nødvendig forudsætning for en sejrrig kamp mod kapitalismen. Man må ikke glemme, at mellem Marx og Engels på den ene side og Lenin på den anden side ligger der et helt tidsspand, hvor II. Internationales opportunisme havde det udelte herredømme, og at bekæmpe denne opportunisme skånselsløst måtte være en af leninismens vigtigste opgaver.

 

1. Leninismens historiske rødder

Leninismen voksede frem og fik form under de forhold, som imperialismen betingede, og på en tid, da kapitalismens modsætninger tilspidsedes til det yderste, da den proletariske revolution blev et umiddelbart praktisk spørgsmål, da den gamle periode, hvor arbejderklassen forberedtes til revolutionen, mundede ud i og voksede over i den nye periode med direkte storm på kapitalismen.

Lenin betegnede imperialismen som »døende kapitalisme«. Hvorfor? Fordi imperialismen skærper kapitalismens modsætninger til det yderste punkt, til de yderste grænser, bagved hvilke revolutionen begynder. Af disse modsætninger må følgende tre betragtes som de vigtigste:

Den første modsætning — det er modsætningen mellem arbejde og kapital. Imperialismen er ensbetydende med almagt for de monopolistiske truster og syndikater, for bankerne og finansoligarkiet i industrilandene. I kampen mod denne almagt viste arbejderklassens sædvanlige metoder — fagforeninger og kooperation, parlamentariske partier og parlamentarisk kamp — sig fuldkommen utilstrækkelige. Enten overgiver du dig på nåde og unåde til kapitalen, vegeterer videre i den gamle skure og synker dybere og dybere, eller du griber til et nyt våben — således stiller imperialismen spørgsmålet for proletariatets millionmasser. Imperialismen fører arbejderklassen frem til revolutionen.

Den anden modsætning — det er modsætningen mellem de forskellige finansgrupper og imperialistiske magter i deres kamp om råstofkilder, om fremmede territorier. Imperialismen er kapitaleksport til råstofkilderne, rasende kamp om det monopolistiske herredømme over disse råstofkilder, kamp om nyopdeling af den allerede opdelte verden, en kamp, der føres med særligt raseri af de nye finansgrupper og magter, der søger »en plads i solen«, mod de gamle grupper og magter, der klamrer sig fast til det erobrede. Denne rasende kamp mellem de forskellige kapitalistgrupper er i den henseende bemærkelsesværdig, at den som et uundgåeligt element indebærer imperialistiske krige, krige til erobring af fremmede områder. Denne omstændighed er på sin side bemærkelsesværdig i den henseende, at den fører til gensidig svækkelse af imperialisterne, til svækkelse af kapitalismens stilling overhovedet, til fremskyndelse af øjeblikket for den proletariske revolution, til den praktiske nødvendighed af denne revolution.

Den tredje modsætning — det er modsætningen mellem en håndfuld herskende »civiliserede« nationer og de hundreder af millioner, som de koloniale og afhængige folkeslag i verden tæller. Imperialismen betyder den mest ondartede udbytning og mest umenneskelige undertrykkelse af hundreder af millioner mennesker i vældige kolonier og afhængige lande. Udpresning af ekstraprofit — det er målet for denne udbytning og denne undertrykkelse. Men for at kunne udbytte disse lande er imperialismen nødt til at anlægge jernbaner, fabriker og værker, industri- og handelscentrer der. Proletarklassens fremkomst, en indfødt intelligens’ opståen, den nationale bevidstheds opvågnen, frihedsbevægelsens styrkelse — det er de uundgåelige resultater af denne »politik«. Den revolutionære bevægelses styrkelse i alle kolonier og afhængige lande uden undtagelse er et tydeligt vidnesbyrd herom. Denne omstændighed er af vigtighed for proletariatet, fordi den undergraver kapitalismens positioner ved roden og forvandler kolonierne og de afhængige lande fra at være imperialismens reserver til at være den proletariske revolutions reserver.

Det er i al almindelighed de vigtigste modsætninger indenfor imperialismen, og det er dem, som har forvandlet den gamle, »blomstrende« kapitalisme til en døende kapitalisme.

Betydningen af den imperialistiske krig, der foregik for ti år siden, består bl.a. deri, at den samlede alle disse modsætninger i een knude og kastede dem i vægtskålen, hvorved den fremskyndede og lettede proletariatets revolutionære kampe.

Med andre ord, imperialismen førte ikke blot til, at revolutionen blev en praktisk uundgåelighed, men også til, at der blev skabt gunstige betingelser for en direkte storm på kapitalismens fæstninger.

Det var denne internationale situation, der frembragte leninismen.

Ja, det er altsammen meget godt, vil man her indvende, men hvad har det med Rusland at gøre? Rusland var jo ikke noget klassisk imperialistisk land og kunne heller ikke være det. Hvad har det med Lenin at gøre, der først og fremmest har arbejdet i Rusland og for Rusland? Hvorfor blev netop Rusland leninismens arnested, fædrelandet for den proletariske revolutions teori og taktik?

Fordi Rusland var knudepunktet for alle disse imperialismens modsætninger.

Fordi Rusland mere end noget andet land gik svanger med revolutionen, hvorfor også kun Rusland var i stand til at løse disse modsætninger ad revolutionær vej.

Lad os begynde med den kendsgerning, at det tsaristiske Rusland var et arnested for enhver art af undertrykkelse — såvel den kapitalistiske som den koloniale og militære — og ovenikøbet i den mest umenneskelige og barbariske form. Hvem ved ikke, at i Rusland smeltede kapitalens almagt sammen med tsarismens despotisme, den russiske nationalismes aggressivitet med tsarismens bøddelpolitik overfor de ikke-russiske folk, udbytningen af hele områder (i Tyrkiet, Persien, Kina) med tsarismens erobring af disse områder, med erobringskrigen? Lenin havde ret, når han sagde, at tsarismen var »en militærfeudal imperialisme«. Tsarismen var et koncentrat af imperialismens mest negative sider i stærk forstørrelse.

Videre. Det tsaristiske Rusland var en vældig reserve for den vestlige imperialisme, ikke blot i den forstand, at det gav den udenlandske kapital fri adgang, der holdt så afgørende grene af Ruslands økonomi som brændstof- og metalindustrien i sine hænder, men også i den forstand, at det kunne stille millioner af soldater til disposition for de vestlige imperialister. Husk på den tolv millioner mand stærke russiske armé, som udgød sit blod ved de imperialistiske fronter for at sikre de engelske og franske kapitalisters vanvittige profiter.

Videre. Tsarismen var ikke blot imperialismens vagthund i Østeuropa, men den var også den vestlige imperialismes agentur, der pressede befolkningen for hundreder af millioner i rente af de lån, som var ydet af Paris og London, af Berlin og Bryssel.

Og endelig var tsarismen den vestlige imperialismes mest trofaste forbundsfælle ved sønderlemmelsen af Tyrkiet, Persien, Kina osv. Hvem ved ikke, at tsarismen førte den imperialistiske krig i forbund med ententens imperialister, at Rusland udgjorde et væsentligt element i denne krig?

Derfor var tsarismens og den vestlige imperialismes interesser flettet sammen og sammensmeltedes til slut til et eneste nøgle af imperialistiske interesser. Kunne den vestlige imperialisme affinde sig med tabet af et så mægtigt støttepunkt i øst og et reservoir så rigt på kræfter og midler, som det gamle tsaristiske borgerlige Rusland var, uden at have sat alle sine kræfter ind for en kamp på liv og død mod revolutionen i Rusland, for forsvaret og opretholdelsen af tsarismen? Nej, naturligvis ikke!

Men deraf følger, at den, der ville slå tsarismen, uundgåeligt måtte lange ud efter imperialismen, og at den, der rejste sig mod tsarismen, også måtte gøre opstand mod imperialismen; thi den, der ville styrte tsarismen, måtte også styrte imperialismen, såfremt han virkelig havde til hensigt ikke blot at slå tsarismen, men også fuldstændigt at tilintetgøre den. Revolutionen mod tsarismen nærmede sig således revolutionen mod imperialismen, den proletariske revolution, og måtte vokse over i denne.

Imidlertid voksede i Rusland en vældig folkerevolution frem, i spidsen for hvilken verdens mest revolutionære proletariat stod, og dette havde en så alvorlig forbundsfælle som Ruslands revolutionære bondebefolkning til sin rådighed. Mon det er nødvendigt at bevise, at en sådan revolution ikke kunne blive stående på halvvejen, at den, hvis den sejrede, måtte gå videre og hejse oprørs- fanen mod imperialismen?

Derfor måtte Rusland blive et knudepunkt for de imperialistiske modsætninger, ikke blot i den forstand, at disse modsætninger på grund af deres særlig uhyrlige og særlig utålelige karakter netop i Rusland var nemmest at få øje på, og ikke blot fordi Rusland var et overordentlig vigtigt støttepunkt for den vestlige imperialisme, idet det forbandt vestens finanskapital med østens kolonier, men også fordi den reale kraft, som formåede at løse imperialismens modsætninger ad revolutionær vej, kun var forhånden i Rusland.

Men deraf følger, at revolutionen i Rusland måtte blive en proletarisk revolution, at den straks fra de første dage af sin udvikling måtte antage en international karakter, og at den således også måtte ryste selve grundvolden for verdensimperialismen.

Kunne de russiske kommunister under sådanne forhold begrænse deres arbejde til de snævre nationale rammer for en russisk revolution? Nej, naturligvis ikke! Tværtimod, hele situationen, såvel den indre (den dybt- gående revolutionære krise) som den ydre (krigen), tvang dem til i deres arbejde at gå ud over denne ramme, at føre kampen over på den internationale arena, at afdække imperialismens pestbylder, at bevise uundgåeligheden af kapitalismens sammenbrud, at knuse socialchauvinismen og socialpacifismen og endelig at styrte kapitalismen i deres eget land og smede proletariatet et nyt kampvåben, den proletariske revolutions teori og taktik, for derved at gøre det lettere for proletarerne i alle lande at styrte kapitalismen. De russiske kommunister kunne slet ikke handle anderledes, thi kun på denne måde kunne man regne med, at der ville indtræde visse ændringer i den internationale situation, som kunne sikre Rusland mod en genoprettelse af den borgerlige ordning.

Derfor blev Rusland til arnestedet for leninismen, og de russiske kommunisters fører, Lenin, til dens skaber.

Med Rusland og Lenin »skete« her omtrent det samme, som skete med Tyskland og Marx-Engels i fyrrerne i forrige århundrede. Tyskland gik dengang ligesom Rusland i begyndelsen af det tyvende århundrede svanger med den borgerlige revolution. Marx skrev dengang i »det kommunistiske manifest«:

»Kommunisterne har den største opmærksomhed henvendt på Tyskland, fordi Tyskland står umiddelbart foran en borgerlig revolution, og fordi det gennemfører denne omvæltning under betingelser, hvor den europæiske civilisation overhovedet befinder sig på et højere udviklingstrin, og fordi det gennemfører den med et langt mere udviklet proletariat end England i det 17. og Frankrig i det 18. århundrede, og den tyske borgerlige revolution altså kun kan være det umiddelbare forspil til en proletarisk revolution.« (Karl Marx—Friedrich Engels: det kommunistiske manifest, forlaget tiden, 1945).

Med andre ord, den revolutionære bevægelses centrum forskød sig til Tyskland.

Der kan vel næppe være tvivl om, at netop denne omstændighed, der bliver betonet af Marx i det anførte citat, var den sandsynlige årsag til, at netop Tyskland blev den videnskabelige socialismes fødeland, og at det tyske proletariats førere, Marx og Engels, blev dens skabere.

Det samme gælder, blot i endnu højere grad, om Rusland i begyndelsen af det 20. Århundrede. Rusland befandt sig i denne periode umiddelbart foran den borgerlige revolution, det skulle fuldbyrde denne revolution under mere fremskredne betingelser i Europa og med et mere udviklet proletariat end Tyskland (for slet ikke at tale om England og Frankrig), hvorfor alle omstændigheder talte for, at denne revolution måtte blive gæringsstoffet og forspillet til en proletarisk revolution. Det er sikkert ikke noget tilfælde, at Lenin allerede i året 1902, da de første spirer til den russiske revolution lige havde vist sig, skrev følgende profetiske ord i sin brochure »hvad må der gøres?«:

»Den nærmeste opgave, som historien har stillet os (dvs. de russiske marxister. — j. St.) Overfor, er den mest revolutionære af alle de nærmeste opgaver, som proletariatet i noget land står overfor. Gennemførelsen af denne opgave, at ødelægge det mægtigste bolværk ikke blot for den europæiske, men også for den asiatiske reaktion, vil gøre det russiske proletariat til det internationale revolutionære proletariats fortrop.« (samlede værker, 4. Bd., 2. Halvbd., s. 156, tysk).

Med andre ord, den revolutionære bevægelses centrum måtte forskyde sig til Rusland.

Det er bekendt, at revolutionens forløb i Rusland til overflod har bekræftet denne spådom af Lenin.

Kan det efter dette undre, at det land, der har gennemført en sådan revolution og har et sådant proletariat, blev fødelandet for den proletariske revolutions teori og taktik?

Kan det undre, at dette proletariats fører, Lenin, samtidig blev skaberen af denne teori og taktik og fører for det internationale proletariat?

 

2. Metoden

Jeg har allerede sagt, at der mellem Marx og Engels på den ene side og Lenin på den anden side ligger et helt tidsspand, hvor II. Internationales opportunisme havde herredømmet. I nøjagtighedens interesse må jeg tilføje, at det her ikke drejer sig om opportunismens formelle, men udelukkende om dens faktiske herredømme. Formelt stod »rettroende« marxister, de »ortodokse« — Kautsky og andre — i spidsen for II. Internationale. Men i virkeligheden blev II. Internationales vigtigste arbejde udført efter opportunismens linje. Opportunisterne tilpassede sig til bourgeoisiet i kraft af deres kompromisvenlige, småborgerlige natur — de »ortodokse« tilpassede sig for deres vedkommende opportunisterne for at »bevare enheden« med disse opportunister og for at »bevare freden i partiet«. Resultatet var opportunismens herredømme, for kæden mellem bourgeoisiets politik og de »ortodokses« politik viste sig at være sluttet.

Dette var en periode med en forholdsvis fredelig udvikling af kapitalismen, så at sige en førkrigsperiode, hvor imperialismens katastrofale modsætninger endnu ikke er-trådt så åbent for dagen, hvor arbejdernes økonomiske strejker og fagforeningerne udviklede sig mere eller mindre »normalt«, hvor valgkampen og parlamentsfraktionerne bragte »svimlende« resultater, hvor de legale kampformer blev hævet til skyerne, og man troede at kunne »slå kapitalismen ihjel« med lovligheden — kort sagt, det var den periode, da II. Internationales partier blev fede, og man hverken gad tænke alvorligt på revolutionen, på proletariatets diktatur eller på revolutionær opdragelse af masserne.

I stedet for en helstøbt revolutionær teori blev det til indbyrdes modstridende teoretiske teser og brudstykker af en teori, som var løsrevet fra massernes levende revolutionære kamp og forvandlede sig til brøstfældige dogmer. For et syns skyld mindede man naturligvis om Marx’ teori, men kun for at drive den levende revolutionære sjæl ud af den.

I stedet for revolutionær politik blev det til vissent filisteri og snusfornuftig politiseren, parlamentarisk diplomati og parlamentariske kombinationer. For et syns skyld blev der naturligvis vedtaget »revolutionære« beslutninger og paroler, men kun for senere at lægge dem hen i en skuffe.

I stedet for at opdrage partiet og lære det en rigtig revolutionær taktik på grundlag af dets egne fejl undveg, neddyssede og tilslørede man alle spørgsmål, der trængte sig på. For et syns skyld var man naturligvis ikke utilbøjelig til nu og da at tale også om de brændende spørgsmål, men kun for at skaffe sagen ud af verden med en eller anden »elastisk« resolution.

Sådan var II. Internationales fysiognomi, dens arbejdsmetode, dens arsenal.

Imidlertid nærmede der sig en ny periode med imperialistiske krige og med revolutionære kampe fra proletariatets side. De gamle kampmetoder viste sig åbenlyst utilstrækkelige og afmægtige overfor finanskapitalens almagt.

Det var nødvendigt at underkaste hele II. Internationales virksomhed, hele dens arbejdsmetode en revision og udrydde filisteriet, snæverheden, kandestøberiet, renegatvæsenet, socialchauvinismen og socialpacifismen. Det var nødvendigt at gennemprøve hele II. Internationales arsenal, at bortkaste alt, hvad der var rustet op og brøstfældigt, og smede nye arter våben. Uden et sådant forarbejde var det formålsløst at ville drage i krig mod kapitalismen. Uden dette risikerede proletariatet at møde de nye revolutionære kampe utilstrækkeligt bevæbnet eller endog ubevæbnet.

Æren for denne generalrevision og generaludrensning af II. Internationales augiasstalde tilfaldt leninismen.

Det var under disse forhold, at leninismens metode opstod og smededes.

Hvilke fordringer stiller denne metode?

For det første gennemprøvningen af II. Internationales dogmer i den revolutionære massekamps ild, i den levende praksis’ ild, dvs. Genoprettelsen af den ødelagte enhed mellem teori og praksis, likvideringen af kløften mellem dem, thi kun således er det muligt at skabe et virkelig proletarisk parti, som er udrustet med en revolutionær teori.

For det andet gennemprøvningen af den politik, som II. Internationales partier førte, ikke efter deres paroler og resolutioner (som man ikke kan stole på), men efter deres gerninger og deres handlinger, thi kun således er det muligt at erobre og gøre sig fortjent til de proletariske massers tillid.

For det tredje ombygningen af hele partiarbejdet i en ny revolutionær retning, i en ånd, der tager sigte på at opdrage og forberede masserne til den revolutionære kamp, thi kun således er det muligt at forberede masserne til den proletariske revolution.

For det fjerde de proletariske partiers selvkritik, deres skoling og opdragelse ud fra deres egne fejl, thi kun således er det muligt at opdrage virkelige partikadrer og virkelige partiledere.

Det er den Leninistiske metodes grundlag og væsen.

Hvorledes blev denne metode anvendt i praksis?

II. Internationales opportunister har en række teoretiske dogmer, som må holde for ved enhver lejlighed. Lad os se på nogle af dem.

Det første dogme handler om betingelserne for proletariatets erobring af magten. Opportunisterne forsikrer, at proletariatet kan ikke og må ikke erobre magten, når det ikke selv har flertallet i landet. Der bliver ikke anført beviser af nogen art, for det er hverken teoretisk eller praktisk muligt at begrunde denne meningsløse tese. Lad os sige, det var sådan, svarer Lenin herskaberne i II. Internationale; men hvad så, hvis der skulle opstå en historisk situation (krig, landbrugskrise osv.), hvor proletariatet, der udgør et mindretal af befolkningen, har mulighed for at skare de arbejdende massers vældige flertal om sig — hvorfor skal det da ikke gribe magten?

Hvorfor skal proletariatet ikke udnytte den gunstige internationale og indrepolitiske situation til at gennembryde kapitalens front og fremskynde det almindelige opgør? Har Marx ikke allerede i halvtredserne i forrige århundrede sagt, at det ville stå glimrende til med den proletariske revolution i Tyskland, hvis man kunne understøtte den proletariske revolution »med en slags anden udgave af bondekrigen«? Er det ikke bekendt for alverden, at der dengang var forholdsvis færre proletarer i Tyskland end f.eks. 1917 i Rusland? Har ikke den russiske proletariske revolutions praksis bevist, at dette yndlingsdogme for II. Internationales helte savner enhver vital betydning for proletariatet? Er det ikke klart, at den revolutionære massekamps praksis sønderslår dette forslidte dogme?

Det andet dogme: proletariatet kan ikke beholde magten, hvis ikke det råder over en tilstrækkelig mængde færdige, kulturelt højtstående og i administrationen bevandrede kadrer, som er i stand til at organisere landets forvaltning; disse kadrer må først uddannes under kapitalismens betingelser, og derefter kan man overtage magten. Lad os antage, at det forholder sig således, svarer Lenin, men hvorfor skulle man ikke kunne gribe sagen sådan an, at man først overtager magten og skaber gunstige betingelser for proletariatets udvikling, og at man så går frem med syvmileskridt og hæver de arbejdende massers kulturniveau, uddanner talrige kadrer af ledere og administratorer fra arbejdernes rækker? Har ikke den russiske praksis vist, at førerkadrerne fra arbejdernes rækker vokser hundrede gange hurtigere og solidere under den proletariske magt end under kapitalens magt? Er det ikke klart, at den revolutionære massekamps praksis skånselsløst tilintetgør også dette opportunisternes teoretiske dogme?

Det tredje dogme: Den politiske generalstrejkes metode er ubrugelig for proletariatet; thi den er teoretisk uholdbar (se Engels’ kritik), praktisk farlig (den kan ryste grundlaget for det økonomiske livs almindelige gang, kan tømme fagforeningernes kasser), den kan ikke erstatte de parlamentariske kampformer, som er hovedformen for proletariatets klassekamp. Nuvel, svarer Leninisterne, men for det første kritiserede Engels ikke enhver generalstrejke, men kun en bestemt slags generalstrejke, nemlig anarkisternes økonomiske generalstrejke, som disse forkyndte som erstatning for proletariatets politiske kamp — hvad har det altså at gøre med den politiske generalstrejkes metode? For det andet, af hvem og hvor er det blevet bevist, at den parlamentariske kampform er hovedformen for proletariatets kamp? Viser den revolutionære bevægelses historie måske ikke, at den parlamentariske kamp kun er en skole og et hjælpemiddel til at organisere proletariatets udenomsparlamentariske kamp, at arbejderbevægelsens grundspørgsmål under kapitalismen afgøres med magt, ved hjælp af de proletariske massers umiddelbare kamp, deres generalstrejke, deres opstand? For det tredje, hvor kommer det spørgsmål fra, om den parlamentariske kamp kan erstattes med den politiske generalstrejkes metode? Hvor og hvornår har tilhængerne af den politiske generalstrejke forsøgt at erstatte de parlamentariske kampformer med udenomsparlamentariske kampformer? For det fjerde, har revolutionen i Rusland da ikke vist, at den politiske generalstrejke er en vældig skole for den proletariske revolution og et uerstatteligt middel til mobilisering og organisering af proletariatets bredeste masser umiddelbart for stormangrebet på kapitalismens fæstninger — hvorfor så disse filisteragtige veråb over forstyrrelse af det økonomiske livs normale gang og over fagforeningskasserne? Er det ikke klart, at den revolutionære kamps praksis også sønderslår dette opportunistiske dogme?

Osv., osv.

Derfor sagde Lenin, at »den revolutionære teori er ikke noget dogme«, at den »kun i snæver forbindelse med en virkelig revolutionær, en virkelig massebevægelses praksis udformes endeligt« (»børnesygdommen«), thi teorien skal tjene praksis; »teorien skal give svar på de af praksis stillede spørgsmål« (»hvem er folkevennerne«), for den må prøves i praksis.

Hvad angår de politiske paroler og politiske beslutninger fra II. Internationales partier, er det nok at henvise til historien om parolen »krig mod krigen« for at forstå hele falskheden og hele råddenskaben i disse partiers politiske praksis; disse partier, der besmykker deres kontrarevolutionære arbejde med pompøse, revolutionære paroler og resolutioner. Alle husker vel II. Internationales pompøse demonstration på kongressen i Basel, hvor man truede imperialisterne med alle en opstands rædsler, hvis de skulle vove at påbegynde en krig, og hvor den truende parole »krig mod krigen« blev udstedt. Men hvem husker ikke også, at Basel-resolutionen efter nogen tids forløb, på tærskelen til krigen, blev gemt hen, mens der blev udstedt en ny parole til arbejderne: at udrydde hinanden til det kapitalistiske fædrelands ære! Er det så ikke klart, at de revolutionære paroler og resolutioner ikke er en skilling værd, når de ikke bekræftes i gerning? Det er nok at stille Lenins politik: forvandling af den imperialistiske krig til borgerkrig, overfor II. Internationales forræderiske politik under krigen for at fatte hele platheden hos opportunismens politiske spekulanter og hele storheden i leninismens metode. Jeg kan her ikke lade være med at anføre et sted i Lenins bog »den proletariske revolution og renegaten Kautsky«, hvor Lenin skarpt revser II. Internationales fører K. Kautskys opportunistiske forsøg på at bedømme partierne ikke efter deres gerninger, men efter deres papirparoler og papirdokumenter:

»Kautsky driver en typisk småborgerlig filisterpolitik, når han bilder sig ind. . . At udstedelsen af en parole forandrer noget ved sagen. Det borgerlige demokratis hele historie afslører denne illusion: for at bedrage folket har de borgerlige demokrater altid udstedt alle mulige »paroler«, og det bliver de ved med. Men det drejer sig om at prøve deres oprigtighed, at stille gerningerne op imod ordene, ikke at give sig tilfreds med en idealistisk eller markskrigersk frase, men at udfinde det virkelige klasseindhold.« (udvalgte værker, 7 bd., s. 169, tysk).

For slet ikke at tale om den frygt for selvkritik, der hersker i ii. Internationales partier, eller om den manér de har med at skjule deres fejl, at tilsløre de mest brændende spørgsmål, at besmykke deres egne mangler ved at foregøgle folk, at alt er i den skønneste orden, hvilket afstumper enhver levende tanke og hæmmer den revolutionære opdragelse af partiet ved hjælp af dets egne fejl. Det er en manér, som Lenin har spottet og stillet i gabestokken. I sin brochure »børnesygdommen« skrev Lenin følgende om de proletariske partiers selvkritik:

»Et politisk partis holdning overfor sine fejl«, siger Lenin, »er et af de vigtigste og sikreste kendetegn på, hvor alvorligt partiet er, og på, hvordan det i praksis opfylder sine forpligtelser mod sin klasse og de arbejdende masser. Åbent at vedgå en fejl, at fastslå årsagerne til den, at analysere de omstændigheder, der medførte den, og grundigt, at drøfte midlerne til at rette den — det er kendemærket på et alvorligt parti; det betyder netop at opfylde sine forpligtelser, det betyder netop at opdrage og skole klassen og dernæst også masserne.« (Lenin: samlede værker, 25 bd., s. 243, tysk).

Andre siger, at afsløringen af egne fejl og selvkritik er farlig for partiet, da det kan udnyttes af modstanderen mod proletariatets parti. Lenin tog ikke sådanne indvendinger alvorligt, men anså dem for fuldkommen falske. Allerede i 1904, da vort parti endnu var lille og ubetydeligt, skrev han i sin brochure »et skridt frem« følgende derom:

»De (dvs. marxisternes modstandere. — j. St.) Er skadefro og gnider sig i hænderne over vore debatter; de vil naturligvis anstrenge sig for til deres formål at rive enkelte steder i min brochure, der er viet vort partis mangler og svagheder, ud af deres sammenhæng. De russiske marxister har allerede stået længe nok i kugleregnen til ikke at lade sig forvirre af disse nålestik, men til trods for dem fortsætte deres arbejde med selvkritikken og den hensynsløse afsløring af deres egne fejl, som ubetinget og uundgåeligt vil blive overvundet under arbejderbevægelsens vækst.« (samlede værker, 6. Bd., s. 200, tysk).

Det er i almindelighed de karakteristiske træk i leninismens metode.

Indholdet i Lenins metode fandtes i hovedsagen allerede i Marx’ lære, som efter Marx’ ord »efter sit væsen er kritisk og revolutionær«. Netop denne kritiske og revolutionære ånd gennemtrænger Lenins metode fra begyndelsen til enden. Men det ville være fejlagtigt at antage, at Lenins metode udelukkende er en rekonstruktion af det, som Marx har ydet. I virkeligheden er Lenins metode ikke blot en rekonstruktion, men også en konkretisering og videreudvikling af Marx’ kritiske og revolutionære metode, hans materialistiske dialektik.

 

3. Teorien

Af dette tema tager jeg tre spørgsmål: a) teoriens betydning for den proletariske bevægelse; b) kritikken af spontanitets-»teorien« og c) den proletariske revolutions teori.

1. Teoriens betydning, der er dem, der tror, at leninismen giver praksis fortrinet for teorien, i den forstand, at hovedsagen i den er at omsætte de marxistiske grundsætninger i handling, at »udføre« disse grundsætninger; hvad derimod teorien angår, så skal leninismen i denne henseende være temmelig sorgløs. Det er bekendt, at Plekhanov mere end én gang gjorde sig lystig over Lenins »sorgløshed« med hensyn til teorien og særlig filosofien. Det er også en kendt sag, at mange leninister, som i dag virker i det praktiske liv, ikke har ret meget tilovers for teorien, særlig i betragtning af den uhyre mængde praktisk arbejde, som de tvunget af forholdene må udføre. Jeg må erklære, at denne mere end mærkværdige mening om Lenin og leninismen er ganske forkert og på ingen måde svarer til virkeligheden, at praktikernes bestræbelser for at affeje teorien med en håndbevægelse er i modstrid med leninismens hele ånd og indebærer store farer for sagen.

Teorien er arbejderbevægelsens erfaring i alle lande, taget i dens almindelige form. Naturligvis kommer teorien til at svæve i luften, hvis ikke den knyttes sammen med den revolutionære praksis, akkurat ligesom praksis bliver blind, hvis ikke den lader den revolutionære teori belyse sin vej. Men teorien kan blive til en vældig kraft for arbejderbevægelsen, når den udformes i uløselig sammenhæng med den revolutionære praksis; thi den og kun den kan give bevægelsen sikkerhed, orienteringsevne og forståelse for den indre sammenhæng mellem de begivenheder, der sker rundt omkring; thi den og kun den kan lette forståelsen af praksis, ikke blot hvorledes og hvorhen klasserne for øjeblikket bevæger sig, men også hvorledes og hvorhen de kommer til at bevæge sig i den nærmeste fremtid. Ingen anden end Lenin gentog snese af gange den kendte grundsætning:

»Uden revolutionær teori gives der heller ikke nogen revolutionær bevægelse« *. (Se »Hvad må der gøres?«).

Bedre end nogen anden forstod Lenin teoriens store betydning, særlig for et parti som vort i betragtning af den rolle, der er tilfaldet det, at være det internationale proletariats forkæmper, og i betragtning af den komplicerede indenrigske og internationale situation, hvori det befinder sig. Idet han allerede i 1902 forudså, at vort parti ville komme til at spille denne særlige rolle, holdt han det allerede dengang for nødvendigt at minde om, at »kun et parti, som ledes af en højt udviklet teori, kan opfylde forkæmperens rolle.« (samme sted).

Det er vel overflødigt at påvise, at denne Lenins grundsætning får særlig kraft og særlig betydning, nu da Lenins spådom om vort partis rolle allerede er gået i opfyldelse.

Som det mest prægnante udtryk for den store betydning, Lenin tillagde teorien, må man måske betragte den kendsgerning, at ingen ringere end Lenin selv påtog sig at løse den højst alvorlige opgave at almindeliggøre det vigtigste af, hvad videnskaben i perioden fra Engels til Lenin havde givet på den materialistiske filosofis om- råde, og at underkaste de antimaterialistiske strømninger blandt marxisterne en alsidig kritik. Engels sagde, at »materialismen med enhver ny stor opdagelse får et nyt ansigt«. Det er bekendt, at ingen anden end Lenin selv har løst denne opgave for sin tid i sin udmærkede bog »materialisme og empiriokriticisme«. Det er bekendt, at Plekhanov, der gerne gjorde sig lystig over Lenins »sorgløshed« angående filosofien, ikke engang har vovet alvorligt at tage fat på at løse en sådan opgave.

2. Kritikken af spontanitets-»teorien«, eller fortroppens rolle i bevægelsen. Spontanitets »teorien« er opportunismens teori, teorien om knæfald for arbejderbevægelsens spontanitet, en teori, der er den faktiske benægtelse af arbejderklassens fortrops, nemlig arbejderklassens partis ledende rolle.

Teorien om knæfald for spontaniteten er afgjort rettet mod arbejderbevægelsens revolutionære karakter, den er imod, at bevægelsen føres ind på en kamplinje mod kapitalismens grundvold, den er for, at bevægelsen udelukkende skal holde sig til de krav, som »kan opfyldes«, som er »antagelige« for kapitalismen, den er helt og holdent for »den mindste modstands linje«. Spontanitets-teorien er trade-unionismens ideologi.

Teorien om knæfald for spontaniteten er afgjort imod, at man giver den spontane bevægelse en bevidst planmæssig karakter, den er imod, at partiet går i spidsen for arbejderklassen, at partiet hæver masserne til den bevidste handlemådes niveau, at partiet fører bevægelsen; den er for, at de klassebevidste elementer i bevægelsen ikke skal hindre denne i at gå sine egne veje, den er for, at partiet blot skal lytte til den spontane bevægelse og traske bagefter den. Spontanitets-teorien er en teori, der undervurderer det bevidste elements rolle i bevægelsen, den er »bagtropspolitikens« ideologi, det logiske grundlag for enhver slags opportunisme.

I praksis førte denne teori, der allerede optrådte på arenaen før den første revolution i Rusland, til, at dens tilhængere, de såkaldte »økonomister«, bestred nødvendigheden af et selvstændigt arbejderparti i Rusland, optrådte mod arbejderklassens revolutionære kamp for at styrte tsarismen, prædikede trade-unionistisk politik indenfor bevægelsen og i det hele taget udleverede arbejderbevægelsen til det liberale bourgeoisis hegemoni.

Det gamle »iskras« kamp og den glimrende kritik af »bagtropspolitikens« teori i Lenins brochure »hvad må der gøres?« gjorde det ikke blot af med den såkaldte »økonomisme«, men skabte også det teoretiske grundlag for den russiske arbejderklasses virkelig revolutionære bevægelse.

Uden denne kamp ville skabelsen af et selvstændigt arbejderparti i Rusland og dets førende rolle i revolutionen have været utænkelig.

Men teorien om knæfald for spontaniteten er ikke udelukkende en russisk foreteelse. Den er, ganske vist i en noget anden form, overordentlig udbredt i alle ii. Internationales partier uden undtagelse. Jeg tænker her på den af II. Internationales førere forfladigede såkaldte teori om »produktivkræfterne«, en teori, som retfærdiggør alt og forsoner alle, konstaterer kendsgerningerne og forklarer dem, når man forlængst er led og ked af dem, og som giver sig tilfreds med denne konstateren. Marx sagde, at den materialistiske teori ikke må lade sig nøje med at fortolke verden, men at det tværtimod kommer an på at forandre den. Men det bekymrer ikke Kautsky og co., som foretrækker at blive ved første del af Marx’ formel. Her skal nævnes et af de mange eksempler på, hvorledes denne »teori« anvendes. Man siger, at ii. Internationales partier før den imperialistiske krig havde truet med at erklære »krig mod krigen«, hvis imperialisterne skulle begynde en krig. Man siger, at umiddelbart før krigens begyndelse gemte disse partier parolen »krig mod krigen« hen og praktiserede den modsatte parole »krig for det imperialistiske fædreland«. Man siger, at millioner af ofre blandt arbejderne var resultatet af denne skiften parole. Men det ville være fejlagtigt at tro, at der her findes skyldige, at nogen må være blevet arbejderklassen utro eller have forrådt den. Aldeles ikke! Alt gik, som det måtte gå. For det første, fordi internationalen var et »fredsinstrument« og ikke et krigsinstrument. For det andet, fordi man ikke kunne foretage sig noget andet på det »trin af produktivkræfternes udvikling«, man stod på dengang. Det var »produktivkræfterne«, der havde »skylden«. Det bliver »os« ganske nøje forklaret af hr. Kautskys »produktivkræfternes teori«. Og den, som ikke tror på denne »teori«, er ingen marxist. Partiernes rolle? Deres betydning for bevægelsen? Men. Hvad kan partiet stille op mod en så udslagsgivende faktor som »produktivkræfternes udviklingstrin«? …

Sådanne eksempler på forfalskning af marxismen kunne man anføre en hel række af.

Det er vel overflødigt at påvise, at denne forfalskede »marxisme«, der har til opgave at skjule opportunismens nøgenhed, kun er den europæiske afart af den »bagtrops«- teori, som Lenin allerede kæmpede mod før den første russiske revolution.

Det er vel overflødigt at påvise, at ødelæggelsen af denne teoretiske forfalskning er en forudsætning for skabelsen af virkelig revolutionære partier i vesten.

3. Teorien om den proletariske revolution. Lenins teori om den proletariske revolution udgår fra følgende tre grundsætninger:

Første grundsætning: finanskapitalens herredømme i kapitalismens fremskredne lande, udstedelse af værdipapirer som en højst vigtig operation fra finanskapitalens side, kapitaleksport til råstofkilderne som en af imperialismens grundvolde, finansoligarkiets almagt som et resultat af finanskapitalens herredømme — alt dette afslører monopolkapitalens groft snyltende karakter, gør de kapitalistiske trusters og syndikaters åg hundrede gange mere føleligt, øger stadig hurtigere arbejderklassens harme mod kapitalens grundvolde og fører masserne henimod den proletariske revolution som den eneste redning. (se »imperialismen« af Lenin).

Deraf kan man drage den første slutning: skærpelse af den revolutionære krise i de kapitalistiske lande, ophobning af eksplosions-elementer på den indre, proletariske front i »moderlandene«.

Anden grundsætning: forstærket kapitaleksport til de koloniale og afhængige lande, udvidelse af »indflydelsessfærerne« og kolonibesiddelserne til at omfatte hele jordkloden, kapitalismens forvandling til et verdenssystem af finansielt slaveri og kolonial undertrykkelse for det alt overvejende flertal af jordens befolkning til fordel for en håndfuld »fremskredne« lande — alt dette forvandlede på den ene side de enkelte nationale økonomier og nationale territorier til led i en og samme kæde, der kaldes verdensøkonomien, og spaltede på den anden side jordens befolkning i to lejre: i en håndfuld »fremskredne« kapitalistiske lande, som udbytter og undertrykker udstrakte koloniale og afhængige lande, og i det uhyre flertal af koloniale og afhængige lande, som er tvunget til at kæmpe for befrielsen for det imperialistiske åg. (se »imperialismen«),

Deraf kan man drage den næste slutning: den revolutionære krises skærpelse i kolonilandene og den tiltagende harme mod imperialismen på den ydre front, kolonifronten.

Tredje grundsætning. Monopolistisk herredømme over »indflydelsessfærerne« og kolonierne, uensartet udvikling i de forskellige kapitalistiske lande, hvilket fører til en rasende kamp om verdens nyopdeling mellem de lande, som allerede har skrabet territorier til sig, og dem, der også vil have deres »andel«; imperialistiske krige som det eneste middel til at genoprette den forstyrrede »ligevægt« — alt dette fører til en skærpelse af spændingen på den tredje front, den interkapitalistiske front, som svækker imperialismen og letter sammensmeltningen af de to første fronter mod imperialismen, den revolutionær-proletariske front og den koloniale befrielsesfront. (se »imperialismen«).

Deraf kan man drage den tredje slutning: at krige under imperialismen er uundgåelige, og at en forening af den proletariske revolution i Europa og den koloniale revolution i østen til en fælles revolutionær verdensfront mod imperialismens verdensfront er uundgåelig.

Alle disse slutninger forenes hos Lenin til den almindelige slutning, at »imperialismen er tærsklen til den socialistiske revolution« *. (se »imperialismen«, forordet).

I overensstemmelse hermed ændrer sig også stillingen til spørgsmålet om den proletariske revolution, dens karakter, omfang, dybde, i det hele taget revolutionens skema.

Når man tidligere analyserede forudsætningerne for den proletariske revolution i dette eller hint land, gik man i reglen ud fra landets økonomiske situation. Nu er denne måde at stille spørgsmålet på allerede utilstrækkelig. Nu må sagen ses på baggrund af alle eller dog de fleste landes økonomiske situation, verdensøkonomiens situation, thi de enkelte lande og de enkelte nationale samfundshusholdninger er hørt op med at være enheder, der beror i sig selv, og har forvandlet sig til led i den altomfattende kæde, der hedder verdensøkonomien; thi den gamle »kultiverede« kapitalisme er vokset over i imperialismen, og imperialismen er et verdenssystem af finansielt slaveri og kolonial undertrykkelse af det gigantiske flertal af jordens befolkning under en hånd- fuld »fremskredne« lande.

Tidligere var det skik og brug at tale om tilstedeværelsen af eller manglen på objektive betingelser for den proletariske revolution i de enkelte lande eller, nøjagtigere sagt, i dette eller hint fremskredne land. Nu er dette standpunkt allerede utilstrækkeligt. Nu må man tale om tilstedeværelsen af objektive betingelser for revolutionen i hele den imperialistiske verdensøkonomis system som sammenhængende hele, således at den omstændighed, at dette system omfatter nogle i industriel henseende ikke tilstrækkeligt udviklede lande, ikke kan udgøre nogen uovervindelig hindring for revolutionen, hvis systemet som helhed betragtet, eller rettere sagt, eftersom systemet som helhed betragtet allerede er modent til revolution.

Tidligere var det skik og brug at tale om den proletariske revolution i dette eller hint fremskredne land som en enkelt i sig selv hvilende størrelse, der stilledes op mod den enkelte nationale kapitalfront som dens antipode. Nu er dette standpunkt allerede utilstrækkeligt. Nu må man tale om den proletariske verdensrevolution; thi kapitalens enkelte nationale fronter har forvandlet sig til led i en og samme kæde, som kaldes imperialismens verdensfront, og som må stilles overfor den fælles front af alle landes revolutionære bevægelse.

Tidligere betragtede man den proletariske revolution udelukkende som et resultat af vedkommende lands indre udvikling. Nu er dette standpunkt allerede utilstrækkeligt. Nu må man fremfor alt betragte den proletariske revolution som et resultat af modsætningernes udvikling indenfor imperialismens verdenssystem, som et resultat af, at den imperialistiske verdensfronts kæde brister i dette eller hint land.

Hvor vil revolutionen begynde, hvor, i hvilket land kan kapitalens front først gennembrydes?

Der, hvor industrien er mest udviklet, hvor proletariatet danner flertallet, hvor der er mest kultur, mest demokrati — svarede man gerne tidligere.

Nej — svarer Lenins teori om revolutionen — det behøver slet ikke at blive der, hvor industrien er mest udviklet osv. Kapitalismens front vil blive gennembrudt der, hvor imperialismens kæde er svagest; thi den proletariske revolution er resultat af, at den imperialistiske verdensfronts kæde brister på sit svageste sted, således at det godt kan hænde, at det land, der har begyndt revolutionen, det land, som har gennembrudt kapitalens front, er mindre udviklet i kapitalistisk henseende end andre mere udviklede lande, som imidlertid er blevet stå- ende indenfor kapitalismens rammer.

I 1917 viste det sig, at den imperialistiske verdensfronts kæde var svagere i Rusland end i andre lande. Dér gik den jo i stykker og gjorde vejen fri for den proletariske revolution. Hvorfor? Fordi der i Rusland udfoldede sig en mægtig folkerevolution, i spidsen for hvilken marcherede et revolutionært proletariat, der havde en så alvorlig forbundsfælle som den milliontallige af godsejeren undertrykte og udbyttede bondestand. Fordi den proletariske revolution her stod overfor en så modbydelig repræsentant for imperialismen som tsarismen, der savnede enhver moralsk anseelse og havde pådraget sig befolkningens almindelige had. I Rusland viste kæden sig at være svagest, skønt Rusland i kapitalistisk henseende var mindre udviklet end lad os sige Frankrig eller Tyskland, England eller Amerika.

Hvor vil kæden i den nærmeste fremtid briste? Atter der hvor den er svagest. Det er ikke udelukket, at kæden næste gang kan briste i lad os sige Indien. Hvorfor? Fordi der dér findes et ungt, kampkraftigt revolutionært proletariat, der har en sådan forbundsfælle som den nationale Frihedsbevægelse — en utvivlsomt stor og alvorlig forbundsfælle. Fordi revolutionen dér står over for en sådan velkendt modstander som den udenlandske imperialisme, der savner moralsk kredit og har pådraget sig Indiens undertrykte og udbyttede massers almindelige had.

Det er‘ også i høj grad muligt, at kæden kan briste i Tyskland. Hvorfor? Fordi de faktorer, der f.eks. virker i Indien, også begynder at virke i Tyskland, idet dog den vældige forskel i udviklingstrinet, der består mellem Indien og Tyskland, naturligvis må præge revolutionens gang og udgang i Tyskland.

Derfor siger Lenin:

»De vesteuropæiske kapitalistiske lande vil ikke fuldføre deres udvikling til socialismen . . . Ved en jævn »modning« af socialismen i disse lande, men ved at nogle stater udbytter andre, ved udbytning af det land, som først besejres under den imperialistiske krig, forbundet med udbytningen af hele østen. Og på den anden side er østen uigenkaldeligt kommet ind i den revolutionære bevægelse netop i kraft af denne første imperialistiske krig og uigenkaldeligt trukket ind i den verdensomfattende revolutionære bevægelses almindelige malstrøm.« (se artiklen »hellere mindre, men bedre«).

Med få ord: den imperialistiske fronts kæde vil i reglen briste der, hvor kædens led er svagest, og i hvert tilfælde ikke nødvendigvis der, hvor kapitalismen er mere udviklet, og hvor der er så og så mange procent proletarer. Og så og så mange procent bønder osv.

Ved løsningen af spørgsmålet om den proletariske revolution tilkommer der derfor ikke de statistiske beregninger over proletariatets procentvise andel i det enkelte land den afgørende betydning, som gerne tillægges dem af de skriftkloge i ii. Internationale, der aldrig har begrebet imperialismen og frygter revolutionen som pesten.

Videre. Heltene i II. Internationale har påstået (og bliver ved at påstå), at der mellem den borgerlig-demokratiske revolution på den ene side og den proletariske på den anden side består en afgrund eller i hvert fald en kinesisk mur, som skiller den ene fra den anden ved et mere eller mindre langt tidsrum, i løbet af hvilket bourgeoisiet, der nu er kommet til magten, udvikler kapitalismen, mens proletariatet samler kræfter og forbereder sig til den »afgørende kamp« mod kapitalismen. Dette tidsrum anslås i reglen til mange årtier, om ikke endnu længere tid. Det er vel overflødigt at påvise, at denne »teori« om den kinesiske mur under imperialismens forhold er blottet for enhver videnskabelig mening, at den kun er og må være en tilsløring, en besmykkelse af bourgeoisiets kontrarevolutionære lyster. Det er vel overflødigt at påvise, at under de forhold, der hersker under imperialismen, som går svanger med sammenstød og krige, under de forhold, der er til stede på »tærsklen til den socialistiske revolution«, hvor den »blomstrende« kapitalisme forvandler sig til den »døende« kapitalisme (Lenin), og den revolutionære bevægelse i alle lande er i tiltagende, hvor imperialismen slutter forbund med alle reaktionære kræfter uden undtagelse, indbefattet tsarismen og feudalismen, og dermed nødvendiggør sammenslutningen af alle revolutionære kræfter, fra vestens proletariske bevægelse til østens nationale befrielsesbevægelse, hvor det bliver umuligt at fjerne resterne af det feudale livegenskabs orden uden revolutionær kamp mod imperialismen — det er vel overflødigt at bevise, at den borgerlig-demokratiske revolution i et mere eller mindre udviklet land under sådanne forhold må nærme sig den proletariske revolution, at den første må vokse over i den anden. Den russiske revolutions historie har klart bevist denne teses rigtighed og ubestridelighed. Lenin har ikke for ingenting allerede i 1905, på tærsklen til den første russiske revolution, i sin brochure »to slags taktik« fremstillet den borgerlig-demokratiske revolution og den socialistiske omvæltning som to led i samme kæde, som et fast og afsluttet billede af den russiske revolutions udfoldelse:

»Proletariatet må føre den demokratiske omvæltning til ende ved at knytte bøndernes masser til sig for at knuse selvherskerdømmets modstand med magt og lamme bourgeoisiets vankelmodighed. Proletariatet må gennemføre den socialistiske omvæltning ved at knytte massen af halvproletariske befolkningselementer til sig for at knuse bourgeoisiets modstand med magt og lamme bøndernes og småborgerskabets vankelmodighed. Det er proletariatets opgaver, som folkene fra det nye »iskra« i alle deres argumenter og resolutioner om revolutionens slagkraft forestiller sig så begrænsede.« (samlede værker, 8. Bd., s. 96, russ.).

Jeg vil slet ikke tale om andre senere værker af Lenin, hvor idéen om den borgerlige revolutions gradvise overgang til den proletariske fremtræder mere plastisk end i »to slags taktik« og danner en af grundpillerne i Lenins teori om revolutionen.

Nogle kammerater viser sig at være af den anskuelse, at Lenin først i 1916 har arbejdet sig frem til denne idé, og at han indtil da havde ment, at revolutionen i Rusland ville holde sig indenfor de borgerlige rammer, at magten altså ville gå tabt for organet for proletariatets og bøndernes diktatur og glide over i bourgeoisiets, ikke i proletariatets hænder. Denne påstand skal endog være trængt ind i vor kommunistiske presse. Jeg må sige, at denne påstand er ganske forkert, at den på ingen måde svarer til virkeligheden.

Jeg kunne påberåbe mig Lenins kendte tale på den 3. Partikongres (1905), hvor han betegnede proletariatets og bøndernes diktatur, dvs. den demokratiske revolutions sejr, ikke som »’ordenen’s organisation«, men som »krigens organisation«. (samlede værker, 7. Bd., s. 361, tysk).

Jeg kunne endvidere påberåbe mig Lenins kendte artikler: »om den provisoriske regering« (1905), hvor han, idet han skildrer perspektiverne for den russiske revolutions udvikling, stiller partiet den opgave »at opnå, at den russiske revolution ikke bliver en bevægelse på nogle måneder, men en bevægelse på mange år, at den ikke blot fører til små indrømmelser fra magthavernes side, men til deres fuldstændige fald«, og hvor han, idet han videreudvikler dette perspektiv og forbinder det med revolutionen i Europa, fortsætter:

»Og hvis dette lykkes — da ... Vil den revolutionære brand sætte Europa i flammer, den europæiske arbejder, som vansmægter under den borgerlige reaktion, vil da rejse sig og vise os, »hvordan dette gøres«; da vil Europas revolutionære. Rejsning virke tilbage på Rusland og gøre en epoke på nogle revolutionsår til en epoke på nogle revolutionsårtier. . .« (samme sted, s. 263).

Jeg kunne endvidere påberåbe mig den kendte artikel af Lenin, der blev offentliggjort i november 1915, hvor han skriver:

»Proletariatet kæmper og vil urokkeligt kæmpe for at erobre magten, for republikken, for konfiskering af jorden … For de »ikke-proletariske folkemassers« deltagelse i frigørelsen af det borgerlige Rusland for den militær-feudale »imperialisme« (= tsarismen). Og denne det borgerlige Ruslands frigørelse for tsarismen, for godsejernes jordherredømme, vil proletariatet ufortøvet * udnytte, ikke for at hjælpe de velhavende bønder i deres kamp mod landarbejderne, men for at fuldføre den socialistiske revolution i forbund med Europas proletarer.« (samlede værker, 18. Bd., s. 422, tysk).

Og endelig kunne jeg påberåbe mig det kendte sted i Lenins brochure »den proletariske revolution og renegaten Kautsky«, hvor han under henvisning til det ovenfor anførte citat fra »to slags taktik« om den russiske revolutions udvikling når til følgende slutning:

»Det gik netop som vi havde sagt. Revolutionens gang bekræftede rigtigheden af vor betragtning. Til at begynde med sammen med »alle« bønder imod monarkiet, imod godsejerne, imod middelalderen (og for så vidt forbliver revolutionen borgerlig, borgerlig-demokratisk). Derefter sammen med de fattigste bønder, sammen med halvproletariatet, sammen med alle udbyttede, imod kapitalismen, også imod rigmændene på landet, kulakkerne, spekulanterne, og for så vidt bliver revolutionen socialistisk. At ville rejse en kunstig kinesisk mur mellem den ene og den anden, at ville skille dem fra hinanden med noget andet end det ene, hvor forberedt proletariatet er, hvor nøje det er forbundet med fattigfolk på landet — at forsøge på det er at forvrænge marxismen uhyre, at forfladige den, at erstatte den med liberalismen.« (udvalgte værker, 7. Bd., s. 188, tysk).

Jeg tror, det må være nok.

Javel, vil man indvende, men hvorfor bekæmpede Lenin da idéen om den »permanente (uafbrudte) revolution«?

Fordi Lenin foreslog at »udtømme« bøndernes revolutionære evner til bunds og at udnytte deres revolutionære energi helt ud til tsarismens fuldstændige likvidering for at gå over til den proletariske revolution, mens tilhængerne af den »permanente revolution« ikke forstod bøndernes alvorlige rolle i den russiske revolution, undervurderede styrken i bøndernes revolutionære energi, undervurderede det russiske proletariats kraft og evne til at føre bønderne med sig og således vanskeliggjorde bøndernes frigørelse fra bourgeoisiets indflydelse og bøndernes samling om proletariatet.

Fordi Lenin foreslog at krone revolutionens værk med magtens overgang til proletariatet, mens tilhængerne af den »permanente« revolution troede at kunne begynde direkte med proletariatets magt uden at begribe, at de derved overser en sådan »bagatel« som resterne af livegenskabet og ikke tager en så alvorlig kraft som de russiske bønder med i betragtning; de begreb ikke, at en sådan politik kun kan hæmme arbejdet med at vinde bønderne over på proletariatets side.

Lenin bekæmpede altså tilhængerne af den »permanente« revolution ikke på grund af spørgsmålet om det uafbrudte forløb, for Lenin stod selv på den uafbrudte revolutions standpunkt, men på grund af deres undervurdering af bøndernes rolle som proletariatets vældige reserve, på grund af deres mangel på forståelse af idéen om proletariatets hegemoni.

Idéen om den »permanente« revolution er ingen ny idé. Den blev første gang udviklet af Marx i slutningen af fyrrerne i hans bekendte »henvendelse« til »kommunisternes forbund« (1850). Fra dette dokument har da også vore »permanentikere« taget idéen om den uafbrudte revolution. Dog må man mærke sig, at vore » permanentikere« har forandret denne fra Marx lånte idé noget og ved denne forandring »ødelagt« den, gjort den uanvendelig til praktisk brug. Lenins erfarne hånd måtte til for at rette denne fejl, for at tage Marx’ idé om den uafbrudte revolution i dens rene skikkelse og gøre den til en grundpille i hans teori om revolutionen.

Marx siger i sin »henvendelse« efter at have opregnet en række revolutionær-demokratiske krav, som han opfordrer kommunisterne til at sætte igennem, følgende om den uafbrudte revolution:

»Mens de demokratiske småborgere vil bringe revolutionen til afslutning så hurtigt som muligt og højest vil gennemføre ovenstående krav, er det vor interesse og vor opgave at gøre revolutionen permanent, indtil alle mere eller mindre besiddende klasser er fortrængt fra herredømmet, statsmagten erobret af proletariatet, og proletarernes sammenslutning ikke blot i et enkelt land, men i alle herskende lande på jorden er så langt fremskreden, at konkurrencen mellem proletarerne i disse lande er ophørt og i det mindste de afgørende produktivkræfter er koncentreret i proletarernes hænder.«

Med andre ord:

a) Marx har på ingen måde foreslået at begynde revolutionen i Tyskland i halvtredserne direkte med den proletariske magt, i modsætning til vore russiske » permanentikeres« planer;

b) Marx foreslog kun at krone revolutionens værk med den proletariske statsmagt, idet den ene borgerlige fraktion efter den anden skridt for skridt nedstyrtes fra magtens højder, for at revolutionen så, når proletariatet har tilkæmpet sig magten, kan bringes til at blusse i alle lande; det er i den skønneste overensstemmelse med alt, hvad Lenin lærte, og som han virkeliggjorde i løbet af vor revolution, idet han fulgte sin teori om den proletariske revolution under imperialismens forhold.

Således har vore russiske »permanentikere« ikke blot undervurderet bøndernes rolle i den russiske revolution og betydningen af idéen om proletariatets hegemoni, men også ændret Marx’ idé om den »permanente« revolution (til det værre) og gjort den uanvendelig i praksis.

Derfor latterliggjorde Lenin vore »permanentikeres« teori, kaldte den »original« og »herlig« og bebrejdede dem, at de ikke ville »tænke over, af hvilke årsager livet i hele ti år er gået forbi denne herlige teori« (Lenins artikel er skrevet 1915, ti år efter at de russiske »permanentikeres« teori kom frem — se 18. Bd., s. 317, russ.).

Derfor holdt Lenin denne teori for halvt mensjevikisk og sagde, at den »fra bolsjevikkerne tog appellen til proletariatet om beslutsom revolutionær kamp og om dettes erobring af den politiske magt, men fra mensjevikkerne tog »fornægtelsen« af bøndernes rolle«. (se Lenins artikel »om revolutionens to linjer«, samme sted).

Således forholder det sig med Lenins idé om den borgerlig-demokratiske revolutions gradvise overgang til den proletariske, om udnyttelsen af den borgerlige revolution til »ufortøvet« overgang til den proletariske revolution.

Videre. Tidligere holdt man revolutionens sejr i eet land for umulig, da man antog, at der til sejren over bourgeoisiet krævedes en fælles optræden af proletarerne i alle fremskredne lande eller i hvert fald i flertallet af disse lande. Nu svarer dette standpunkt ikke mere til virkeligheden. Nu må man gå ud fra muligheden af en sådan sejr, for udviklingens ujævne og springende karakter i de forskellige kapitalistiske lande under imperialismens forhold, udviklingen af de katastrofale modsætninger indenfor imperialismen, der fører til uundgåelige krige, den voksende revolutionære bevægelse i alle lande hele verden over — alt dette fører ikke blot til muligheden, men også til nødvendigheden af proletariatets sejr i enkelte lande. Revolutionens historie i Rusland er et direkte bevis herpå. Blot må man her holde sig for øje, at bourgeoisiets fald kun med held kan hidføres, når visse, absolut nødvendige forudsætninger er til stede, uden hvilke proletariatet ikke kan tænke på at erobre magten.

Om disse forudsætninger siger Lenin i sin brochure »børnesygdommen« følgende:

»Revolutionens grundlov, som er blevet bekræftet af alle revolutioner og især af de tre russiske revolutioner i det 20. Århundrede, består i følgende: for revolutionen er det ikke tilstrækkeligt, at de udbyttede og undertrykte masser indser umuligheden af at leve videre på den gamle vis og kræver en forandring; for revolutionen er det nødvendigt, at heller ikke udbytterne længere kan leve og styre på den gamle vis. Først når de »lavere« lag ikke vil, og de »øvre« lag ikke kan leve videre på den gamle vis — først da kan revolutionen sejre. Denne sandhed kan også udtrykkes med andre ord: revolutionen er ikke mulig uden en almindelig national krise (som berører både de udbyttede og udbytterne) *. Følgelig er det for revolutionen nødvendigt for det første at opnå, at flertallet af arbejderne (i alt fald flertallet af de bevidste, tænkende, politisk aktive arbejdere) helt og fuldt forstår omvæltningens nødvendighed og er rede til at gå i døden for den; for det andet, at de herskende klasser gennemlever en regeringskrise, som trækker selv de mest tilbagestående masser ind i politikken. Gør regeringen magtesløs og gør det muligt for de revolutionære at styrte den hurtigt« (se »radikalismen, en børnesygdom«).

Men at styrte bourgeoisiets magt og oprette proletariatets magt i et enkelt land er endnu ikke ensbetydende med sikringen af socialismens fuldstændige sejr. Efter at det sejrrige proletariat i dette ene land har befæstet sin magt og knyttet bønderne til sig, kan og må det opbygge det socialistiske samfund. Betyder det nu, at det allerede dermed vil have opnået socialismens fuldstændige endelige sejr, dvs. Betyder det, at proletariatet med eet lands kræfter alene kan befæste socialismen, endeligt og fuldt ud sikrer landet mod intervention og følgelig også mod de gamle forholds genkomst? Nej, det betyder det ikke. Dertil behøves revolutionens sejr i hvert fald i nogle lande. Derfor er udviklingen og understøttelsen af revolutionen i andre lande en væsentlig opgave for den sejrrige revolution. Derfor skal den sejrrige revolution i det enkelte land ikke betragte sig som en størrelse, der er sig selv nok, men som en støtte, et middel til fremskyndelsen af proletariatets sejr i andre lande.

Lenin udtrykte denne tanke med få ord, idet han sagde, at den sejrrige revolutions opgave består i at yde »et maksimum af, hvad der i et enkelt land kan gøres for at udvikle, støtte og kalde revolutionen til live i alle lande.« (»den proletariske revolution og renegaten Kautsky«).

Det er i almindelighed de mest karakteristiske træk i Lenins teori om den proletariske revolution.

 

4. Proletariatets diktatur

Af dette tema tager jeg følgende tre grundspørgsmål:

a) Proletariatets diktatur som den proletariske revolutions redskab, b) Proletariatets diktatur som proletariatets herredømme over bourgeoisiet, c) Sovjetmagten som den statslige form for proletariatets diktatur.

1. Proletariatets diktatur som den proletariske revolutions redskab. Spørgsmålet om det proletariske diktatur er fremfor alt spørgsmålet om den proletariske revolutions grundindhold. Den proletariske revolution, dens bevægelse, dens omfang, dens resultater, bliver først til kød og blod ved proletariatets diktatur. Proletariatets diktatur er den proletariske revolutions redskab, dens organ, dens vigtigste støttepunkt, skabt for det første til at undertrykke de styrtede udbytteres modstand og forankre egne erobringer, for det andet til at føre den proletariske revolution til ende, til at føre revolutionen frem til socialismens fuldstændige sejr. Besejre bourgeoisiet og styrte dets magt, det vil revolutionen kunne også uden proletariatets diktatur. Men undertrykke bourgeoisiets modstand, fastholde sejren og gå videre frem mod socialismens endelige sejr, det kan revolutionen ikke, hvis ikke den på et vist trin af sin udvikling skaber sig et specielt organ i form af proletariatets diktatur som sin vigtigste støtte.

»revolutionens grundspørgsmål er spørgsmålet om magten« (Lenin). Betyder det, at sagen er afgjort med, at man erobrer magten, tilriver sig den? Nej, det betyder det ikke. Erobringen af magten er kun begyndelsen. Efter at bourgeoisiet er styrtet i et land, vedbliver det endnu i lang tid i kraft af mange årsager at være stærkere end det proletariat, som styrtede det. Derfor drejer det sig først og fremmest om at beholde magten, at befæste den, at gøre den uovervindelig. Hvad kræves der for at nå dette mål? Dertil kræves gennemførelsen af i det

Mindste tre hovedopgaver, der rejser sig for proletariatets diktatur »dagen efter« sejren:

a) at bryde modstanden fra de ved revolutionen styrtede og eksproprierede godsejere og kapitalister, at likvidere alle mulige forsøg fra deres side på at genoprette kapitalens magt;

b) at organisere opbygningen i den ånd, at man får alle arbejdende sluttet sammen omkring proletariatet, og fortsætte dette arbejde i den retning, der fører til likvidering, ophævelse af klasserne;

c) at bevæbne revolutionen, organisere revolutionens armé til kamp mod de ydre fjender, til kamp mod imperialismen.

Proletariatets diktatur er nødvendigt for at gennemføre, opfylde disse opgaver.

»Overgangen fra kapitalismen til kommunismen«, siger Lenin, »omfatter en hel historisk epoke. Så længe den ikke er afsluttet, bevarer udbytterne uvægerligt håbet om genrejsning, men dette håb forvandler sig til forsøg på genrejsning. Og efter det første alvorlige nederlag styrter de besejrede udbyttere, der ikke havde ventet at blive styrtet, ikke havde troet på det, overhovedet ikke havde kunnet forestille sig det, med tidobbelt energi, med rasende lidenskab, med hundredfoldigt had ud i kampen for at generobre det »paradis«, som man har taget fra dem, for deres familier, som har haft det så rart, og som det »gemene pak« nu fordømmer til ruin og armod (eller til »simpelt« arbejde.. .). Men i de kapitalistiske udbytteres fodspor følger småborgerskabets brede masse, om hvilket småborger- skab årtiers historiske erfaring i alle lande bevidner, at det svajer og vakler, at det i dag følger proletariatet, i morgen gyser tilbage for omvæltningens vanskeligheder, geråder i panik ved arbejdernes første nederlag eller halvnederlag, bliver nervøst, render frem og tilbage, jamrer og flygter fra den ene lejr til den anden.« (se »den proletariske revolution og renegaten Kautsky«).

Men bourgeoisiet har sine grunde til at forsøge en genrejsning; thi det vedbliver længe efter sit fald at være stærkere end det proletariat, der styrtede det.

»Hvis udbytterne kun bliver slået i eet land«, siger Lenin, »og det er naturligvis det typiske tilfælde, thi en samtidig revolution i en række lande er en sjælden undtagelse — så vedbliver de dog at være stærkere end de udbyttede.« (samme sted).

Hvori består det styrtede bourgeoisis kraft?

For det første »i den internationale kapitals kraft, i styrken og fastheden af bourgeoisiets internationale forbindelser.« (se »radikalismen, en børnesygdom«).

For det andet i, at »udbytterne endnu i lang tid efter omvæltningen uvægerlig beholder en række vældige faktiske forrettigheder: de beholder pengene (øjeblikkelig afskaffelse af pengene er ikke mulig), en vis, ofte betydelig mængde løsøre, de beholder deres forbindelser, erfaringer i organisation og forvaltning, kendskab til alle »hemmeligheder« (sædvaner, metoder, midler, muligheder) i forvaltningen, de beholder den højere dannelse, den nære forbindelse med det (borgerligt levende og tænkende) højere tekniske personale, de beholder en uden sammenligning større færdighed i militærvæsenet (det er meget vigtigt) osv., osv.« (se »den proletariske revolution og renegaten Kautsky«).

For det tredje »i vanens magt, i småproduktionens styrke. Thi småbedrifter er der desværre endnu mange af i verden, overordentlig mange; men småproduktionen avler kapitalisme og bourgeoisi, uafladeligt, hver dag, hver time, elementært og

I masseomfang« thi »at ophæve klasserne vil ikke blot sige at fordrive godsejerne og kapitalisterne — det har kostet os forholdsvis ringe besvær —det vil også sige at afskaffe de små vareproducenter, men disse kan man ikke fordrive, man kan ikke undertrykke dem, med dem må man se at komme overens, dem kan (og må) man kun omforme og omskole ved et meget langvarigt, langsomt, forsigtigt organisatorisk arbejde.« (se »radikalismen, en børnesygdom«).

Derfor siger Lenin:

»Proletariatets diktatur er den nye klasses mest opofrende og skånselsløse krig imod den langt mægtigere fjende, mod bourgeoisiet, hvis modstand ved dets fald er blevet tidoblet«, »proletariatets diktatur er en hårdnakket, blodig og ublodig, voldelig og fredelig, militær og økonomisk, pædagogisk og administrativ kamp mod det gamle samfunds kræfter og traditioner.« (samme sted).

Det er vel overflødigt at påvise, at man umuligt kan løse disse opgaver med kort varsel eller gennemføre alt dette på nogle år. Derfor må man ikke betragte proletariatets diktatur, overgangen fra kapitalismen til kommunismen, som en hurtigt overstået periode i form af en række »høj-revolutionære« handlinger og dekreter, men som en hel historisk epoke, der er fuld af borgerkrige og ydre sammenstød, af hårdnakket organisatorisk arbejde og økonomisk opbygning, af angreb og tilbagetog, sejre og nederlag. Denne historiske epoke er nødvendig ikke blot for at skabe de økonomiske og kulturelle forudsætninger for socialismens fuldstændige sejr, men også for at give proletariatet muligheden for: for det første at opdrage sig selv og at stålsætte sig som en kraft, der er i stand til at forvalte landet, og for det andet at omskole de småborgerlige lag og omforme dem i en retning, der sikrer den socialistiske produktions organisering.

»I må«, sagde Marx til arbejderne, »gennemgå femten, tyve, halvtreds års borgerkrige og folkekampe, ikke blot for at forandre forholdene, men også for at forandre jer selv og kvalificere jer til den politiske magt.« (karl Marx: »afsløringer om kommunistprocessen i køln«, afsnit I).

Denne tanke af Marx tages op og videreudvikles af Lenin, idet han skriver:

»under proletariatets diktatur må millioner af bønder og småproducenter, hundredtusinder af funktionærer, embeds- mænd, borgerlige intellektuelle omskoles, de må alle stilles under den proletariske stat og den proletariske ledelse, deres borgerlige sædvaner og traditioner må overvindes … « ligesom det vil være nødvendigt » også at omskole proletarerne selv i langvarig kamp, på basis af proletariatets diktatur, idet de ikke befrier sig fra deres egne småborgerlige fordomme på en gang, ikke ved et under, ikke på guds moders bud, ikke på en paroles, en resolutions, et dekrets bud, men kun gennem massernes langvarige og hårde kampe mod den småborgerlige indflydelses masseforeteelse.« (se »Radikalismen, en børnesygdom«).

2. Proletariatets diktatur som proletariatets herredømme over bourgeoisiet. Allerede af det her sagte vil det ses, at proletariatets diktatur ikke simpelthen er et personskifte i regeringen, ikke en skiften »kabinet« osv., hvorved de gamle økonomiske og politiske tilstande forbliver uantastede. Alle landes mensjevikker og opportunister, der frygter diktaturet som ilden og af skræk ombytter betegnelsen diktatur med betegnelsen »magtens erobring«, ser i reglen »magterobringen« som en skiften »kabinet«, som et nyt ministerium, der kommer til magten med folk som Scheidemann og Noske, Mac Donald og Henderson. Det er vel ikke nødvendigt at forklare, at sådanne og lignende kabinetskifter intet har tilfælles med proletariatets diktatur, med det virkelige proletariats erobring af den virkelige magt. Når den gamle borgerlige ordning bibeholdes, kan de ved magten værende Mac Donald’er og Scheidemann’er og deres såkaldte regeringer ikke være noget som helst andet end et hjælpeapparat i bourgeoisiets hænder, et dække over imperialismens pestbylder, et redskab i bourgeoisiets hænder mod de knægtede og udbyttede massers revolutionære bevægelse. De, disse regeringer, er nødvendige for kapitalen som skærm, når det falder den ubekvemt, ufordelagtigt, vanskeligt at knægte og udbytte masserne uden skærm. Ganske vist er sådanne regeringers tilsynekomst et tegn på, at der ikke er roligt »i sjipkapasset« dér (dvs. hos kapitalisterne), men uanset dette vedbliver sådanne regeringer uvægerligt at være maskerede regeringer for kapitalen. Fra en regering Mac Donald eller Scheidemann til proletariatets magterobring er der lige så langt som fra jorden til himlen. Proletariatets diktatur er ikke noget regeringsskifte, men en ny stat med nye magtorganer i centrum og ude i landet, det er proletariatets stat, der er opstået på ruinerne af den gamle stat, bourgeoisiets stat.

Proletariatets diktatur opstår ikke på grundlag af de borgerlige tilstande, men under disses sønderbrydning, efter bourgeoisiets fald, under eksproprieringen af godsejerne og kapitalisterne, under socialiseringen af de vigtigste produktionsredskaber og produktionsmidler, under proletariatets med magt gennemførte revolution. Proletariatets diktatur er en revolutionær magt, der grunder sig på magtanvendelse overfor bourgeoisiet.

Staten er en maskine i hænderne på den herskende klasse til at undertrykke dens klassefjenders modstand. 1 denne henseende er proletariatets diktatur på ingen måde væsensforskelligt fra enhver anden klasses diktatur; thi den proletariske stat er en maskine til at undertrykke bourgeoisiet. Men der er alligevel en væsentlig forskel. Den består deri, at alle hidtil eksisterende klassestater var det udbyttende mindretals diktatur over det udbyttede flertal, mens proletariatets diktatur er det udbyttede flertals diktatur over det udbyttende mindretal.

Kort udtrykt: Proletariatets diktatur er det af ingen lov begrænsede, på magt hvilende herredømme, som proletariatet udøver over bourgeoisiet, et herredømme, som nyder sympati og støtte hos de arbejdende og udbyttede masser (»staten og revolutionen«).

Deraf kan vi drage to grundlæggende slutninger:

Første slutning. Proletariatets diktatur kan ikke være noget »fuldstændigt« demokrati, ikke et demokrati for alle, såvel rige som fattige — proletariatets diktatur »må være en stat, der er demokratisk på en ny måde for* proletarerne og overhovedet for de besiddelsesløse, og diktatorisk på en ny mådemod* bourgeoisiet …« («staten og revolutionen«, s. 37). Kautsky & co.s snak om almindelig lighed, »rent« demokrati, »fuldkomment« demokrati osv. Er en borgerlig tilsløring af den ubestridelige kendsgerning, at lighed mellem udbyttede og udbyttere ikke er mulig. Teorien om det »rene« demokrati er en teori for arbejderklassens top, som er tæmmet og fedet af de imperialistiske røvere. Den blev sat i verden for at dække over kapitalismens pestbylder, for at pynte på imperialismen og give den moralsk styrke i kampen mod de udbyttede masser. Under kapitalismen findes ikke og kan ikke findes virkelige »friheder« for de udbyttede, allerede af den grund, at de lokaler, trykkerier, papirlagre osv., der er nødvendige for at udnytte »frihederne«, udgør et privilegium for udbytterne. Under kapitalismen eksisterer der for de udbyttede masser ikke og kan der ikke eksistere nogen virkelig deltagelse i landets forvaltning, allerede af den grund, at regeringerne under kapitalismens forhold, selv i den mest demokratiske stat, ikke indsættes af folket, men af folk som Rothschild og Stinnes, Rockefeller og Morgan. Demokratiet er under kapitalismen et kapitalistisk demokrati, det udbyttende mindretals demokrati, der hviler på en begrænsning af det udbyttede flertals rettigheder og er rettet mod dette flertal. Kun under det proletariske diktatur eksisterer der virkelige »friheder« for de udbyttede, og kun under dette er proletarernes og bøndernes virkelige deltagelse i landets forvaltning mulig. Demokratiet er under proletariatets diktatur et proletarisk demokrati, et demokrati for det udbyttede flertal, et demokrati, der hviler på en begrænsning af det udbyttende mindretals rettigheder og er rettet mod dette mindretal.

Anden slutning. Proletariatets diktatur kan ikke opstå som resultat af det borgerlige samfunds og det borgerlige demokratis fredelige udvikling — det kan kun opstå som resultat af den borgerlige statsmaskines, den borgerlige armés, det borgerlige embedsmandsapparats, det borgerlige politis sønderbrydning.

»Arbejderklassen kan ikke uden videre tage den færdige statsmaskine i besiddelse og sætte den i bevægelse for sine egne formål«,

Siger Marx og Engels i forordet til »det kommunistiske manifest«. Den proletariske revolutions opgave er det

»… ikke mere som hidtil at overføre det bureaukratiske militære maskineri fra den ene hånd til den anden, men at sønderbryde det, og dette er forudsætningen for enhver virkelig folkerevolution på kontinentet« —

Siger Marx i sit brev til Kugelmann i 1871.

At Marx indskrænkede sig til at nævne kontinentet, gav opportunisterne og mensjevikkerne i alle lande en kærkommen lejlighed til at udråbe, at Marx altså havde indrømmet muligheden af det borgerlige demokratis fredelige udvikling til det proletariske demokrati, i det mindste i nogle lande, der ikke hører til det europæiske kontinent (England, Amerika). Marx har virkelig indrømmet en sådan mulighed, og han havde grund til at indrømme en sådan mulighed for halvfjerdsernes England og Amerika i forrige århundrede, da der endnu hverken eksisterede monopolkapitalisme eller imperialisme, og da der i disse lande på grund af deres særlige udviklingsbetingelser endnu heller ikke var nogen udviklet militarisme eller noget udviklet bureaukrati. Således stod sagen, før den udviklede imperialisme fremkom. Men senere, efter 30—40 års forløb, da situationen i disse lande havde forandret sig grundigt, da imperialismen udviklede sig og omfattede alle kapitalistiske lande uden undtagelse, da militarismen og bureaukratiet opstod også i England og Amerika, da de særlige betingelser for en fredelig udvikling i England og Amerika forsvandt — da måtte forbeholdet med hensyn til disse lande falde bort af sig selv.

»nu«, siger Lenin, »i 1917, i den første store imperialistiske krigs epoke, falder Marx’ forbehold her bort. Både England og Amerika, de største og sidste repræsentanter for angelsaksisk »frihed« i verden, nemlig i betydning af manglende militarisme og bureaukratisme, er fuldstændig gledet ned i den almindelige europæiske snavsede, blodige sump af bureaukratisk-militære institutioner, der gør sig til herre over alt og knuser alt. Nu er »forudsætningen for enhver virkelig folkerevolution« både i England og Amerika at sønderbryde, ødelægge den »færdige statsmaskine« (som dér i årene 1914 -17 har opnået den »europæiske«, fællesimperialistiske fuldkommenhed).« (»staten og revolutionen«, s. 40).

Med andre ord, loven om proletariatets med magt gennemførte revolution, loven om ødelæggelsen af den borgerlige statsmaskine som en forudsætning for en sådan revolution er en uundgåelig lov for den revolutionære bevægelse i alverdens imperialistiske lande.

Naturligvis, i en fjern fremtid, når proletariatet har sejret i de vigtigste kapitalistiske lande, og når den nuværende kapitalistiske omkredsning har givet plads for en socialistisk omkredsning, er en »fredelig« udviklingsvej absolut mulig for nogle kapitalistiske lande, hvis kapitalister som følge af den »ugunstige« internationale konstellation anser det for hensigtsmæssigt »frivilligt« at gøre proletariatet alvorlige indrømmelser. Men denne antagelse gælder kun for en fjern og mulig fremtid. I den nærmeste fremtid er der ingen, absolut ingen grund til en så- dan antagelse.

Derfor har Lenin ret, når han siger:

»Den proletariske revolution er umulig uden voldelig ødelæggelse af den borgerlige statsmaskine og uden, at den erstattes af en ny.« (»den proletariske revolution og renegaten Kautsky«).

3. Sovjetmagten som den statslige form for proletariatets diktatur. Det proletariske diktaturs sejr betyder, at bourgeoisiet undertrykkes, at den borgerlige statsmaskine sønderbrydes, og at det borgerlige demokrati erstattes af det proletariske. Det er klart. Men hvilke organisationer er nødvendige for at udføre dette kolossale arbejde? At de gamle former for proletariatets organisation, som er opvoksede på den borgerlige parlamentarismes grund, er utilstrækkelige til et sådant arbejde, behøver man vel ikke at tvivle om. Men hvad er det for nye proletariske organisationsformer, som er i stand til at spille rollen som den borgerlige statsmaskines banemænd, og som ikke blot er i stand til at ødelægge denne maskine og erstatte det borgerlige demokrati med det proletariske, men også til at danne grundlaget for en proletarisk statsmagt?

Denne nye form for proletariatets organisation er sovjetterne.

Hvori består sovjetternes kraft i sammenligning med de gamle organisationsformer?

I, at sovjetterne er proletariatets altomfattende masseorganisationer, fordi de — og de alene — omfatter alle arbejdere uden undtagelse.

I, at sovjetterne er de eneste masseorganisationer, som omfatter alle undertrykte og udbyttede, arbejdere og bønder, soldater og matroser, og hvor derfor den politiske ledelse af massernes kamp ved hjælp af massernes avantgarde, proletariatet, lettest og med størst fuldkommenhed kan virkeliggøres.

I, at sovjetterne er de mest magtfulde organer for massernes revolutionære kamp, for massernes politiske aktioner, for massernes opstand, organer, der evner at bryde finanskapitalens og dens politiske vedhængs almagt.

I, at sovjetterne er selve massernes umiddelbare organisationer, dvs. Massernes mest demokratiske og derfor også mest autoritative organisationer, som i højeste grad gør det lettere for dem at deltage i indretningen og forvaltningen af den nye stat og i højeste grad udløser massernes revolutionære energi, initiativ og skabende evner i kampen for at ødelægge den gamle ordning, i kampen for den nye proletariske ordning.

Sovjetmagten er foreningen og udformningen af de lokale sovjetter til en eneste fælles statsorganisation, en statsorganisation for proletariatet i dets egenskab af fortrop for de undertrykte og udbyttede masser og i dets egenskab af herskende klasse — deres forening til en sovjetrepublik.

Sovjetmagtens væsen består i, at de mest omfattende og mest revolutionære organisationer for netop de klasser, som blev undertrykt af kapitalisterne og godsejerne, nu er »det stadige og eneste grundlag for hele statsmagten, hele statsapparatet«, det består i, at »netop de masser, som endog i de mest demokratiske borgerlige republikker«, hvor de efter lovens ord er ligeberettigede, »i virkeligheden ved tusinde midler og fif holdes langt borte fra deltagelse i det politiske liv og fra udnyttelse af de demokratiske rettigheder og friheder, nu trækkes ind i en stadig, ubetinget og ovenikøbet afgørende deltagelse i den demokratiske ledelse af staten«*. (udvalgte værker, 7. Bd., s. 231, tysk).

Derfor er sovjetmagten en ny form for statsorganisation, som principielt adskiller sig fra den gamle, borgerlig-demokratiske og parlamentariske form, en ny stats- type, som ikke er tilpasset til den opgave at udbytte og undertrykke de arbejdende masser, men til den opgave at befri dem fuldkommen fra enhver undertrykkelse og udbytning, det proletariske diktaturs opgave.

Lenin har ret, når han siger, at med sovjetmagtens fremtræden »er den borgerlig-demokratiske parlamentarismes epoke slut, og et nyt kapitel i verdenshistorien er begyndt: det proletariske diktaturs epoke«.

Hvad er de for sovjetmagten karakteristiske træk?

Sovjetmagten er den statsorganisation, som, sålænge klasserne består, omfatter de største masser og er den mest demokratiske af alle mulige statsorganisationer; thi idet den er skueplads for arbejdernes og de udbyttede bønders smytsjka[i] og samarbejde i kampen mod udbytterne og i sit arbejde støtter sig til denne smytsjka og dette samarbejde, er den folkeflertallets magt over mindretallet, dette flertals stat, udtrykket for dets diktatur.

Sovjetmagten er den mest internationalistiske af alle klassesamfundets statsorganisationer, da den — ved at tilintetgøre enhver national undertrykkelse og støtte sig på samarbejdet mellem de forskellige nationaliteters arbejdende masser — gør det lettere at forene disse masser i en og samme forbundsstat.

Sovjetmagten gør det allerede i kraft af sin struktur lettere for massernes fortrop, proletariatet, der er sovjetternes bedst sammensvejsede og mest bevidste kærne, at lede de undertrykte og udbyttede masser.

»Erfaringen fra alle revolutioner og alle bevægelser af de undertrykte klasser, erfaringen fra den socialistiske bevægelse i hele verden, lærer os,« siger Lenin, »at kun proletariatet er i stand til at forene de splittede og tilbagestående lag af den arbejdende og udbyttede befolkning til et hele og drage dem med sig.« (udvalgte værker, 7. Bd., s. 232, tysk).

Sovjetmagtens struktur letter virkeliggørelsen af det, som denne erfaring lærer os.

Sovjetmagten, som forener den lovgivende og den udøvende magt i en og samme statsorganisation og erstatter de territoriale valgkredse med produktionsenheder, værker og fabriker, forbinder på denne måde arbejderne og de arbejdende masser overhovedet direkte med statsforvaltningens apparat og lærer dem at styre landet.

Kun sovjetmagten er i stand til at befri hæren fra at være under borgerlig kommando og at forvandle den fra at være et redskab til undertrykkelse af folket — hvad den er under de borgerlige tilstande — til at være et redskab til befrielse af folket fra bourgeoisiets åg, så- vel det hjemlige som det fremmede.

»kun sovjetsystemet er virkelig i stand til straks at sønderslå og fuldstændig at ødelægge det gamle, dvs. Det borgerlige embedsmands- og justitsapparat«. (samme sted s. 232).

Kun statens sovjetform, som trækker de arbejdendes og de udbyttedes masseorganisationer ind i stadig og ubetinget deltagelse i statens forvaltning, er i stand til at forberede den bortdøen af statsorganismen, som er et af grundelementerne i det kommende statsløse, kommunistiske samfund.

Sovjetternes republik er altså den søgte og nu fundne politiske form, indenfor hvis rammer proletariatets økonomiske befrielse, socialismens fuldstændige sejr skal fuldbyrdes.

Pariserkommunen var kimen til denne form. Sovjetmagten er dens udvikling og fuldendelse.

Derfor siger Lenin:

»Arbejder-, soldater- og bonderepræsentanternes sovjetrepublik er ikke blot en højere form for demokratiske institutioner, men også den eneste* form, som er i stand til at sikre den mest smertefri overgang til socialismen.« (udvalgte værker, 9. Bd., s. 35, arbejderforlaget 1941).

 

5. Bondespørgsmålet

Af dette tema tager jeg fire spørgsmål: a) problemstillingen, b) bønderne under den borgerlig-demokratiske revolution, c) bønderne under den proletariske revolution, d) bønderne efter konsolideringen af sovjetmagten.

1. Problemstillingen. Der er dem, der tror, at det grundlæggende i leninismen er bondespørgsmålet, at spørgsmålet om bønderne, deres rolle, deres specifikke vægt danner leninismens udgangspunkt. Det er fuldkommen urigtigt. Leninismens grundspørgsmål, dens udgangspunkt er ikke bondespørgsmålet, men spørgsmålet om proletariatets diktatur, betingelserne for dets erobring og befæstelse. Bondespørgsmålet som spørgsmålet om proletariatets forbundsfælle i dets kamp om magten er et afledt spørgsmål.

Men denne omstændighed forklejner aldeles ikke den alvorlige, vitale betydning, som spørgsmålet uden tvivl har for den proletariske revolution. Det er en kendt sag, at der i de russiske marxisters rækker begyndte en alvorlig bearbejdelse af bondespørgsmålet netop på tærsklen til den første revolution (1905), da spørgsmålet om omstyrteisen af tsarismen og gennemførelsen af proletariatets hegemoni rejste sig i hele sin alvor for partiet, og spørgsmålet om proletariatets forbundsfælle i den forestående borgerlige revolution antog en højst vital karakter. Det er ligeledes en kendt sag, at bondespørgsmålet i Rusland antog en endnu mere vital karakter på den proletariske revolutions tid, da spørgsmålet om proletariatets diktatur, spørgsmålet om, hvorledes man skulle tilkæmpe sig det og fastholde det, førte til spørgsmålet om proletariatets forbundsfæller i den forestående proletariske revolution. Det er også forståeligt: den, der er på vej til magten og forbereder sig til den, må interessere sig for spørgsmålet om, hvem der er hans virkelige forbundsfæller.

I denne forstand er bondespørgsmålet en del af det almindelige spørgsmål om proletariatets diktatur og er derfor et af leninismens mest vitale spørgsmål.

Den ligegyldige, ja undertiden ligefrem afvisende holdning, som ii. Internationale indtager til bondespørgsmålet, lader sig ikke udelukkende forklare ved de særlige udviklingsbetingelser i vesten. Det forklares frem for alt derved, at disse partier ikke tror på det proletariske diktatur, de frygter revolutionen og har ikke i sinde at føre proletariatet til magten — men den, der frygter revolutionen, og som ikke vil føre proletariatet til magten, kan ikke interessere sig for spørgsmålet om proletariatets forbundsfæller i revolutionen; for den slags folk er spørgsmålet om forbundsfæller et ligegyldigt, ikke aktuelt spørgsmål. Den ironiske holdning, som ii. Internationales helte indtager til bondespørgsmålet, anses hos dem som tegn på god tone, på »ægte« marxisme. I virkeligheden er der ikke et gran marxisme heri; thi ligegyldighed overfor et så vigtigt spørgsmål som bondespørgsmålet umiddelbart foran den proletariske revolution er kun en anden side af fornægtelsen af proletariatets diktatur, et umiskendeligt tegn på direkte forræderi mod marxismen.

Spørgsmålet står således: er de revolutionære muligheder, der slumrer i bøndernes brede masser som følge af deres bestemte eksistensbetingelser, allerede udtømt eller ikke, og — såfremt de ikke er udtømt — er der så håb om, grundlag for at kunne udnytte disse muligheder for den proletariske revolution og forvandle bønderne, det udbyttede flertal af dem, fra at være en reserve for bourgeoisiet, som de var under vestens borgerlige revolutioner, og som de stadig er, til at være en reserve for proletariatet, en forbundsfælle?

Leninismen besvarer dette spørgsmål med ja; det vil altså sige, at den konstaterer revolutionære evner i bondeflertallets rækker og anser det for muligt at udnytte disse evner i det proletariske diktaturs interesse. De tre russiske revolutioners historie bekræfter fuldt ud leninismens slutninger i denne henseende.

Deraf følger den praktiske slutning, at bøndernes arbejdende masser må støttes, ubetinget må støttes i deres kamp mod knægtelse og udbytning, i deres kamp for at befri sig fra undertrykkelse og elendighed. Det betyder naturligvis ikke, at proletariatet skal støtte enhver bondebevægelse. Det drejer sig her om at støtte en sådan bevægelse og en sådan kamp fra bøndernes side, som direkte eller indirekte letter proletariatets frihedsbevægelse, og som på en eller anden måde er vand på den proletariske revolutions mølle og bidrager til at forvandle bønderne til en reserve, en forbundsfælle for arbejderklassen.

2. Bønderne under den borgerlig-demokratiske revolution. Denne periode omfatter tidsrummet fra den første russiske revolution (1905) til og med den anden (februar 1917). Det karakteristiske træk for denne periode er, at bønderne frigjorde sig fra det liberale bourgeoisis indflydelse, vendte sig bort fra kadetterne, og vendte sig til proletariatet, til bolsjevikkernes parti. Denne periodes historie er historien om kampen mellem kadetterne (det liberale bourgeoisi) og bolsjevikkerne (proletariatet) om bønderne. Udfaldet af denne kamp blev afgjort ved hjælp af dumaperioden, for de fire dumaers periode var for bønderne en anskuelsesundervisning, som klart viste dem, at de hverken kunne vente sig jord eller frihed fra kadetternes side, at tsaren i eet og alt holdt med godsejerne, og at kadetterne understøttede tsaren, at den eneste kraft, hvis hjælp man kunne gøre regning på, var byarbejderne, proletariatet. Den imperialistiske krig har yderligere bekræftet dumaperiodens lære, den førte til bøndernes endelige løsrivelse fra bourgeoisiet, førte til fuldstændig isolering af det liberale bourgeoisi, thi krigsårene viste, hvor håbløst og bedragerisk det var at vente på, at tsaren og hans borgerlige forbundsfæller skulle skaffe fred. Uden dumaperiodens anskuelsesundervisning ville proletariatets hegemoni have været umuligt.

Således opstod forbundet mellem arbejderne og bønderne i den borgerlig-demokratiske revolution. Således opstod proletariatets hegemoni (førerskab) i den fælles kamp for at styrte tsarismen, det hegemoni der førte til Februarrevolutionen i 1917.

Vestens borgerlige revolutioner (i England, Frankrig, Tyskland, Østrig) gik som bekendt en anden vej. Der havde ikke proletariatet, som på grund af sin svaghed ikke udgjorde eller kunne udgøre nogen selvstændig politisk kraft, men det liberale bourgeoisi hegemoniet i revolutionen. Der modtog bønderne ikke befrielsen fra feudalismen af proletarernes hænder — det var talmæssigt svagt og uorganiseret — men af bourgeoisiets hænder. Der marcherede bønderne sammen med det liberale bourgeoisi imod den gamle ordning. Der dannede bønderne en reserve for bourgeoisiet. Dér førte revolutionen som følge af dette til en vældig forøgelse af bourgeoisiets politiske vægt.

I Rusland derimod frembragte den borgerlige revolution stik modsatte resultater. Revolutionen i Rusland førte ikke til en styrkelse, men til en svækkelse af bourgeoisiet som politisk kraft, ikke til en forøgelse af dets politiske reserver, men til tabet af dets vigtigste reserve, til tabet af bønderne. Den borgerlige revolution i Rusland bragte ikke det liberale bourgeoisi, men det revolutionære proletariat i forgrunden og fik bøndernes millionmasser til at samles om dette.

Dette er blandt andet også forklaringen på, at den borgerlige revolution i Rusland i løbet af forholdsvis kort tid voksede over i den proletariske revolution. Proletariatets hegemoni var kimen og overgangstrinet til proletariatets diktatur.

Hvorledes kan man forklare denne egenartede foreteelse i den russiske revolution, som ikke har noget fortilfælde i de borgerlige revolutioners historie i vesten? Hvoraf kommer denne egenartethed?

Den forklares derved, at den borgerlige revolution i Rusland udfoldede sig under mere fremskredne betingelser for klassekampen end i vesten, at det russiske proletariat allerede på den tid havde forvandlet sig til en selvstændig politisk kraft, mens det liberale bourgeoisi, som var skrækslagen over proletariatets revolutionære ånd, havde mistet ethvert skin af revolutionær ånd (især efter erfaringerne fra 1905) og sluttede forbund med tsaren og godsejerne mod revolutionen, mod arbejderne og bønderne.

Det er nødvendigt at holde sig følgende omstændigheder for øje, der var bestemmende for den russiske borgerlige revolutions egenart:

a) Den russiske industris umådelige koncentration umiddelbart før revolutionen. Man ved f.eks., at 54 pct. Af alle arbejdere i Rusland var beskæftiget i bedrifter med mere end 500 arbejdere, mens der i et så højt udviklet land som Nordamerika kun var beskæftiget 33 pct. Af alle arbejdere i sådanne bedrifter. Det er vel overflødigt at påvise, at allerede denne omstændighed sammen med eksistensen af et så revolutionært parti som det bolsjevikiske forvandlede Ruslands arbejderklasse til en vældig kraft i landets politiske liv.

b) De uhyrlige former for udbytningen af arbejderne i virksomhederne plus de tsaristiske gendarmers utålelige politiregime, en omstændighed, der forvandlede enhver alvorlig strejke fra arbejdernes side til en uhyre vigtig politisk akt og hærdede arbejderklassen til en i bund og grund revolutionær kraft.

c) Det russiske bourgeoisis politiske slaphed, der efter revolutionen i 1905 forvandlede sig til kryberi for tsarismen og direkte kontrarevolutionært sindelag; dette finder ikke blot sin forklaring i den revolutionære ånd hos det russiske proletariat, som drev det russiske bourgeoisi i armene på tsarismen, men også i dette bourgeoisis direkte afhængighed af statsleverancer.

d) Eksistensen af de mest uhyrlige og utålelige rester af feudalismen i landsbyerne, suppleret med godsejernes almagt, en omstændighed, som drev bønderne i armene på revolutionen.

e) Tsarismen, der hvilede tungt på alt liv og med sin vilkårlighed forværrede kapitalisternes og godsejernes åg, en omstændighed, der forenede arbejdernes og bøndernes kamp til en eneste revolutionær strøm.

f) Den imperialistiske krig, der fik alle disse modsætninger i Ruslands politiske liv til at smelte sammen til en dyb revolutionær krise og gav revolutionen en utrolig stødkraft.

Hvor skulle bønderne vende sig hen under sådanne forhold? Til hvem skulle de gå for at søge støtte mod godsejernes almagt, mod tsarens vilkårlighed, mod den ødelæggende krig, som ruinerede deres økonomi? Til det liberale bourgeoisi? Nej, det er en fjende — derom vidnede mange års erfaring med alle de fire dumaer. Til de socialrevolutionære? De socialrevolutionære er naturligvis »bedre« end kadetterne, og deres program er »antageligt«, næsten et bondeprogram, men hvad kan de socialrevolutionære give, når de udelukkende vil støtte sig på bønderne og er svage i byerne, netop der, hvor modstanderen først og fremmest henter sine kræfter? Hvor er den nye kraft, der ikke viger tilbage for noget, hverken på landet eller i byen, som dristigt vil kæmpe i de forreste rækker mod tsaren og godsejeren, den nye kraft, som vil hjælpe bønderne til at komme fri af trældommen, jordhungeren, undertrykkelsen, krigen? Fandtes der overhovedet en sådan kraft i Rusland? Ja, der gjorde. Det var det russiske proletariat, som allerede i 1905 havde vist sin kraft, sin evne til at kæmpe til det yderste, sit mod og sin revolutionære ånd.

I hvert fald eksisterede der ikke nogen anden sådan kraft, og man ville ikke have kunnet finde den nogetsteds.

Se, derfor fik bønderne, som kastede los fra kadetterne og lagde til hos de socialrevolutionære, samtidig forståelsen af, at det var nødvendigt at underordne sig en så modig fører i revolutionen som det russiske proletariat.

Det er de omstændigheder, som var bestemmende for den russiske borgerlige revolutions egenart.

3. Bønderne under den proletariske revolution. Denne periode omfatter tidsrummet fra Februarrevolutionen (1917) til oktoberrevolutionen (1917). Det er en forholdsvis kort periode, ialt 8 måneder, men disse 8 måneder kan — ud fra synspunktet massernes politiske oplysning og revolutionære opdragelse — roligt sidestilles med hele årtier af en sædvanlig forfatningsmæssig udvikling; thi det betyder 8 måneders Det karakteristiske træk i denne periode er en yderligere revolutionering af bønderne, deres skuffelse over de socialrevolutionære, deres frafald fra de socialrevolutionære, deres nye svingning i retning af en direkte sammenslutning om proletariatet som den eneste helt ud revolutionære kraft, der kunne føre landet frem til freden. Denne periodes historie er historien om kampen mellem de socialrevolutionære (småborgerligt demokrati) og bolsjevikkerne (proletarisk demokrati) om bønderne, om erobringen af bøndernes flertal. Denne kamps skæbne blev afgjort af koalitionsperioden, kerenskiperioden, de socialrevolutionæres og mensjevikkernes given afkald på at beslaglægge godsejerjorden, de socialrevolutionæres og mensjevikkernes kamp for krigens fortsættelse, juni-offensiven ved fronten, indførelsen af dødsstraf for soldaterne, kornilov-opstanden.

Var revolutionens grundspørgsmål tidligere i den foregående periode, omstyrtelsen af tsarens og godsejernes magt, så var det nu, i revolutionsperioden efter februar, hvor der ikke længere var nogen tsar, og hvor den endeløse krig ødelagde landets økonomi i bund og grund og sluttelig førte til ruin for bønderne — så var det nu spørgsmålet om likvideringen af krigen, der blev revolutionens grundspørgsmål. Tyngdepunktet forskød sig øjensynligt fra spørgsmål af rent indre natur til grundspørgsmålet, krigen. »slut med krigen«, »ud af krigen« — det var det almindelige råb i det udmattede land og især blandt bønderne.

Men for at gøre sig fri af krigen blev det nødvendigt at styrte den provisoriske regering, nødvendigt at styrte bourgeoisiets magt. Det blev nødvendigt at styrte de socialrevolutionæres og mensjevikkernes magt; thi de og kun de ville trække krigen ud »til den sejrrige ende«. Nogen anden udvej af krigen end at styrte bourgeoisiet var der i praksis ikke.

Det var en ny revolution, en proletarisk revolution; thi den fejede det imperialistiske bourgeoisis sidste, yderste venstre fraktion, de socialrevolutionæres parti og mensjevikkerne til side for at skabe en ny proletarisk magt, for at overgive magten til det revolutionære proletariats parti, bolsjevikkernes parti, den revolutionære kamps parti mod den imperialistiske krig og for den demokratiske fred. Flertallet af bønderne støttede arbejdernes kamp for freden, for sovjetternes magt.

Nogen anden udvej var der ikke for bønderne. Og der kunne heller ikke være nogen anden udvej.

Kerenskiperioden var således en storslået, praktisk lære for bøndernes arbejdende masser; thi den viste på anskuelig måde, at under de socialrevolutionæres og mensjevikkernes herredømme kunne landet ikke vriste sig ud af krigen og bønderne hverken få jord eller frihed, at mensjevikkerne og de socialrevolutionære kun adskilte sig fra kadetterne ved pæne talemåder og for løjede løfter, men i virkeligheden drev den samme imperialistiske kadetpolitik, og at den eneste magt, der kunne bringe landet ind på den rigtige vej, kun kunne være sovjetternes magt. Den videre fortsættelse af krigen bekræftede kun rigtigheden af denne lære, piskede revolutionen fremad og drev bøndernes og soldaternes millionmasser henimod den direkte sammenslutning om den proletariske revolution. De socialrevolutionæres og mensjevikkernes isolering blev en kendsgerning, som intet kunne ændre. Uden koalitionsperiodens anskuelsesundervisning ville proletariatets diktatur ikke have været mulig.

Det er disse omstændigheder, der lettede den proces, under hvilken den borgerlige revolution voksede over i den proletariske revolution.

Således udformedes proletariatets diktatur i Rusland.

4. Bønderne efter konsolideringen af sovjetmagten. Drejede det sig tidligere, i revolutionens første periode, hovedsagelig om at styrte tsarismen og dernæst, efter februar revolutionen, fremfor alt om at komme ud af den imperialistiske krig ved at styrte bourgeoisiet, så var det nu, efter at borgerkrigen var likvideret og sovjetmagten konsolideret, problemer i forbindelse med opbygningen af erhvervslivet, som trådte i forgrunden. At styrke og udvikle den nationaliserede industri; til dette formål at sammenknytte industri og landbrug ved hjælp af stats- reguleret handel, at erstatte kornafleveringspligten med en levnedsmiddelskat, for så lidt efter lidt at formindske levnedsmiddelskatten og hidføre en udveksling af industriens produkter med landbrugets produkter; at sætte fart i handelen og udvikle kooperationen ved at inddrage bøndernes millionmasser i denne — det var de aktuelle opgaver, som Lenin trak op for den økonomiske opbygning på vejen til oprettelsen af den socialistiske økonomis fundament.

Man siger, at denne opgave turde overstige de kræfter, et bondeland som Rusland er i besiddelse af. Nogle skeptikere siger endog, at den simpelthen er utopisk, uigennemførlig; thi bønder er jo bønder, de er småproducenter og kan derfor ikke udnyttes til at organisere fundamentet for den socialistiske produktion.

Men skeptikerne tager fejl, for de tager ikke visse omstændigheder i betragtning, som i dette tilfælde er af afgørende betydning. Lad os undersøge de vigtigste af disse omstændigheder.

For det første. Man må ikke forveksle bønderne i Sovjetunionen med bønderne i vesten. De bønder, der har gennemgået tre revolutioners skole og sammen med proletariatet og med proletariatet i spidsen har kæmpet mod tsaren og den borgerlige magt, de bønder, som har modtaget jord og fred af den proletariske revolutions hånd og derfor er blevet en reserve for proletariatet — disse bønder må nødvendigvis være anderledes end de bønder, der kæmpede under den borgerlige revolution med det liberale bourgeoisi i spidsen, modtog jord af dette bourgeoisis hånd og derfor blev en reserve for bourgeoisiet. Det er vel overflødigt at påvise, at sovjetbønderne, som har lært at påskønne det politiske venskab og det politiske samarbejde med proletariatet, og som har dette venskab og dette samarbejde at takke for deres frihed, må være et ganske særlig gunstigt materiale for det økonomiske samarbejde med proletariatet.

Engels sagde, at »det socialistiske partis erobring af den politiske magt er rykket frem i overskuelig nærhed«, at »for at erobre den politiske magt må dette parti først gå fra byen ud på landet, det må blive en magt på landet« (se Engels’ »bondespørgsmålet«). Det skrev han i halvfemserne i forrige århundrede med henblik på vestens bønder. Er det nødvendigt at påvise, at det allerede er lykkedes de russiske kommunister, som i denne henseende i løbet af tre revolutioner har udført et kolossalt arbejde, at skaffe sig en sådan indflydelse og en sådan støtte på landet, som vore kammerater i vesten ikke engang vover at drømme om? Hvorledes kan man benægte, at denne omstændighed må lette organiseringen af det økonomiske samarbejde mellem Ruslands arbejdere og bønder på afgørende måde?

Skeptikerne taler altid om småbønderne som en faktor, der ikke lader sig forene med den socialistiske opbygning. Men lad os lige høre, hvad Engels siger om vestens småbønder:

»Og vi står jo afgjort på småbondens side; vi vil foretage os alt, hvad der overhovedet er muligt, for at gøre hans lod mere tålelig og lette ham overgangen til kooperationen, hvis han beslutter sig til det, ja, hvis han endnu ikke kan tage denne beslutning, vil vi bestræbe os for at give ham længere betænkningstid på hans parcel. Det gør vi ikke blot, fordi vi anser den personligt arbejdende småbondes overgang til vor side for mulig, men også af direkte partiinteresse. Jo større antallet af bønder er, som vi sparer for virkelig at blive tvunget ind i proletariatet, og som vi kan vinde for os, endnu mens de er bønder, desto hurtigere og lettere fuldbyrdes den sociale omskabelse. Det kan ikke være os til gavn, om vi skulle vente med denne omskabelse, lige til den kapitalistiske produktion overalt havde udviklet sig til sine yderste konsekvenser, lige til den allersidste småhåndværker og småbruger var blevet offer for den kapitalistiske stordrift. De materielle ofre til dette for- mål, som i bøndernes interesse skal bringes af offentlige midler, kan fra den kapitalistiske økonomis standpunkt kun betragtes som penge, der er smidt væk, men det er alligevel en fortræffelig anvendelse, thi den sparer måske det tidobbelte beløb af omkostningerne ved den sociale rekonstruktion overhovedet. I denne henseende kan vi stille os meget liberale overfor bønderne.« (se Engels: »bondespørgsmålet«, udg. 1922).

Således talte Engels med henblik på vestens bønder. Men er det ikke klart, at det Engels her siger ikke nogetsteds kan virkeliggøres så let og fuldstændigt som i det proletariske diktaturs land? Er det ikke klart, at kun i sovjetRusland kan nu og uden forbehold »den personligt arbejdende småbondes overgang til vor side« og de hertil nødvendige »materielle ofre« og den nødvendige »liberalisme overfor bønderne« gennemføres, at disse og lignende forholdsregler til gavn for bønderne allerede er ved at blive gennemført i Rusland? Hvorledes kan man benægte, at denne omstændighed på sin side måtte lette og fremme sovjetlandets økonomiske opbygning?

For det andet. Man må ikke forveksle Ruslands landbrug med vestens landbrug. Dér foregår landbrugets udvikling efter kapitalismens sædvanlige linje, med en dybtgående differentiering af bønderne, med storgodser og privatkapitalistiske jordbesiddelser på den ene side og med yderlig fattigdom, elendighed og lønslaveri på den anden. Der er som følge heraf forfald og opløsning ganske naturlig. Anderledes i Rusland. Hos os kan landbrugets udvikling ikke gå en sådan vej allerede af den grund, at sovjetmagtens beståen og nationaliseringen af de vigtigste produktionsmidler og -redskaber ikke tillader en sådan udvikling. I Rusland må landbrugets udvikling gå en anden vej, den vej, der kendetegnes ved kooperativ sammenfatning af de små og middelstore bønders millioner, ved udviklingen af massekooperation på landet, som støttes af staten ved fordelagtige kreditter. Lenin har i sine artikler om kooperation med rette henvist til, at landbrugets udvikling hos os må slå ind på en ny vej, hvorved bøndernes flertal gennem kooperationen drages ind i den socialistiske opbygning, hvorved landbruget lidt efter lidt gennemtrænges af kollektivismens principper, først på afsætningens område og så på landbrugsproduktionens område.

Yderst interessant er i denne henseende nogle nye fænomener ude på landet i forbindelse med landbrugs- kooperationens virksomhed. Det er en kendt sag, at der indenfor »selskosojus« (Landbrugskooperativernes centralforbund. — O. A.) er opstået nye store organisationer for forskellige grene af landbruget, for hør, kartofler, smør osv., organisationer, som har en stor fremtid for sig. Af dem omfatter f.eks. Hør-centralen et helt net af kooperativer af hørbønder. Hør-centralen forsyner bønderne med sæd og produktionsredskaber, køber de pågældende bønders samlede produktion af hør og afsætter den i masseomfang på markedet; den sikrer bønderne deres andel i fortjenesten og forbinder således landbruget med statsindustrien gennem »selskosojus« som mellemled. Hvad skal man kalde en sådan form for organisering af produktionen? Efter min mening er det den statssocialistiske storproduktions hjemmeindustrisystem på landbrugets område. Jeg taler her om den statssocialistiske produktions hjemmeindustrisystem analogt med kapitalismens hjemmeindustrisystem, f.eks. I tekstilproduktionen, hvor hjemmearbejderne, som af kapitalisten modtog råstofferne og produktionsredskaberne og afleverede hele deres produktion til ham, faktisk halvvejs var lønarbejdere, som arbejdede hjemme. Det er et af de mange fingerpeg om, hvilken vej landbrugets udvikling må gå hos os. Andre fingerpeg af samme art i andre grene af landbruget vil jeg her se bort fra.

Det er vel overflødigt at påvise, at det vældige flertal af bønderne gerne slår ind på denne nye udviklingsvej og opgiver de store privatkapitalistiske jordbesiddelsers og lønslaveriets, elendighedens og ruinens vej.

Om vort landbrugs udviklingsveje siger Lenin:

»Alle store produktionsmidler i statens besiddelse, statsmagten i proletariatets hænder, dette proletariats forbund med de mange millioner småbønder og dværgbønder, sikring af dette proletariats førerstilling i forholdet til bønderne osv. — er det da ikke alt, hvad der behøves for ud af kooperationen, blot ud af kooperationen, som vi tidligere behandlede som kræmmeragtig, og som vi i visse henseender endnu i dag under nep er berettiget til at behandle således — er det ikke alt, hvad der behøves til opbygning af et fuldstændig socialistisk samfund? Dette er endnu ikke selve opbygningen af det socialistiske samfund, men det er alt, hvad der er nødvendigt og tilstrækkeligt til denne opbygning.« (se artiklen »om kooperationen«).

Idet Lenin videre taler om nødvendigheden af finansiel og anden understøttelse af kooperationen som »befolkningens nye organiseringsprincip« og den nye »samfundsordning« under proletariatets diktatur, fortsætter han:

»Enhver samfundsorden opstår kun gennem finansiel støtte fra en bestemt klasses side. Det er overflødigt at minde om de hundreder og atter hundreder af millioner rubler, som den ’frie’ kapitalismes fødsel kostede. Nu må vi erkende, at den sociale ordning, vi i denne tid skal støtte ud over det sædvanlige, er den kooperative ordning, og vi skal omsætte denne erkendelse i handling. Men det må være en støtte i dette ords sande betydning, dvs. At det ikke er nok at give den som støtte til en hvilken som helst kooperativ omsætning — den må gives som støtte til den kooperative omsætning, hvori virkelige befolkningsmasser virkelig deltager.« (samme sted).

Hvad vidner alle disse omstændigheder om?

Om, at skeptikerne har uret.

Om, at leninismen har ret, når den i bøndernes arbejdende masser ser en reserve for proletariatet.

Om, at proletariatet, når det er ved magten, kan og må benytte denne reserve til at sammenslutte industrien med landbruget, at højne den socialistiske opbygning og give proletariatets diktatur det uundværlige fundament, uden hvilket overgangen til den socialistiske økonomi er umulig.

 

6. Det nationale spørgsmål

Af dette tema tager jeg to hovedspørgsmål: a) problemstillingen, b) de undertrykte folkeslags befrielsesbevægelse og den proletariske revolution.

1. Problemstillingen. I de to sidste årtier er det nationale spørgsmål undergået en række meget alvorlige forandringer. Det nationale spørgsmål i ii. Internationales periode og det nationale spørgsmål i Leninismens periode er langt fra et og det samme. De er vidt forskellige fra hinanden, ikke blot i omfang, men også i deres indre karakter.

Tidligere begrænsede det nationale spørgsmål sig i reglen til en snæver problemkreds, som hovedsagelig angik de »civiliserede« nationaliteter. Irlændere, ungarere, polakker, finner, serbere og nogle andre nationaliteter i Europa — det var den kreds af ikke ligeberettigede folkeslag, for hvis skæbne ii. Internationales helte interesserede sig. Asiens og Afrikas folkeslag, som tæller dusinvis og hundredvis af millioner, der lider under den nationale undertrykkelse i dens mest rå og hårde form, lå i reglen udenfor deres synsfelt. Man kunne ikke bekvemme sig til at sidestille hvide og farvede, »civiliserede« og »uciviliserede«. To-tre intetsigende og sursøde resolutioner, som omhyggeligt omgik spørgsmålet om koloniernes befrielse — det var alt, hvad ii. Internationales førere kunne prale med. Nu må denne delthed og halvhed i det nationale spørgsmål anses for likvideret. Leninismen afslørede dette skrigende misforhold, nedbrød skillevæggen mellem hvide og farvede, mellem europæere og asiater, mellem imperialismens »civiliserede« og »uciviliserede« slaver og sammenknyttede således det nationale spørgsmål med kolonispørgsmålet. Derved forvandledes det nationale spørgsmål fra at være et isoleret, den enkelte stat vedkommende spørgsmål til at være almindeligt og internationalt, selve verdensspørgsmålet om at befri de undertrykte folkeslag i de afhængige lande og i kolonierne fra imperialismens åg.

Tidligere blev princippet om nationernes selvbestemmelsesret sædvanligvis fortolket forkert og ikke sjældent reduceret til nationernes ret til autonomi. Mange førere indenfor II. Internationale gik endda så vidt, at de gjorde selvbestemmelsesretten til en ret til kulturel autonomi, dvs. de undertrykte nationers ret til at besidde deres egne kulturinstitutioner, mens hele den politiske magt skulle forblive i den herskende nations hænder. Denne omstændighed førte til, at selvbestemmelsesidéen løb fare for at forvandle sig fra et middel i kampen mod anneksion til et middel til retfærdiggørelse af anneksion. Nu må dette virvar anses for overvundet. Leninismen udvidede begrebet selvbestemmelse, idet den fortolkede den som en ret for de undertrykte folkeslag i de afhængige lande og kolonierne til fuldstændig løsrivelse, som nationernes ret til selvstændig statslig eksistens. Dermed udelukkedes muligheden for at retfærdiggøre anneksioner ved at fortolke selvbestemmelsesretten som ret til autonomi. Selve selvbestemmelsesprincippet blev således forvandlet fra et middel til at bedrage masserne, hvad det utvivlsomt har været i socialchauvinisternes hænder under den imperialistiske krig, til et middel til afsløring af enhver slags imperialistiske lyster og chauvinistiske machinationer, et middel til politisk oplysning af masserne i internationalismens ånd.

Tidligere blev spørgsmålet om de undertrykte nationer sædvanligvis behandlet som et rent juridisk spørgsmål. Højtidelig proklamering af den »nationale ligeberettigelse«, utallige deklarationer om »nationernes lighed« — det var, hvad ii. Internationales partier gav sig af med, idet de søgte at tilsløre den kendsgerning, at »nationernes lighed« under imperialismen, hvor en gruppe nationer (mindretallet) lever af at udbytte den anden gruppe nationer, er en forhånelse af de undertrykte folk. Nu må denne borgerlige-juridiske stillingtagen i det nationale spørgsmål anses for at være afsløret. Leninismen har bragt det nationale spørgsmål ned til jorden fra de bredsporede deklarationers himmelhøjder, idet den erklærede, at deklarationer om »nationernes lighed«, som ikke bekræftes af de proletariske partier ved direkte understøttelse af de undertrykte folks befrielseskamp, er tomme og falske deklarationer. Dermed blev spørgsmålet om de undertrykte nationer til et spørgsmål om understøttelse, hjælp, virkelig og vedvarende hjælp til de undertrykte nationer i deres kamp mod imperialismen, for nationernes virkelige lighed, for deres selvstændige statslige eksistens.

Tidligere blev det nationale spørgsmål behandlet reformistisk som et særskilt, selvstændigt spørgsmål uden sammenhæng med det almindelige spørgsmål om kapitalens herredømme, omstyrtelsen af imperialismen, den proletariske revolution. Stiltiende blev det forudsat, at proletariatets sejr i Europa var mulig uden noget direkte forbund med befrielsesbevægelsen i kolonierne, at det nationale spørgsmåls og kolonispørgsmålets løsning kunne gennemføres i det stille, »af sig selv«, fjernt fra den proletariske revolutions brede hærvej, uden revolutionær kamp mod imperialismen. Nu må dette antirevolutionære standpunkt anses for afsløret. Leninismen beviste, og den imperialistiske krig og revolutionen i Rusland har bekræftet det, at det nationale spørgsmål kun kan løses i sammenhæng med den proletariske revolution og på grundlag af den, at vejen til revolutionens sejr i vesten fører over det revolutionære forbund med befrielsesbevægelsen i kolonierne og de afhængige lande mod imperialismen. Det nationale spørgsmål er en del af det almindelige spørgsmål om den proletariske revolution, en del af spørgsmålet om proletariatets diktatur.

Spørgsmålet stiller sig således: er de revolutionære muligheder, som de undertrykte landes befrielsesbevægelse rummer, allerede udtømt eller ikke — og hvis de ikke er udtømt, er der da begrundet håb om, at man kan udnytte disse muligheder for den proletariske revolution og forvandle de afhængige lande og kolonilandene fra at være en reserve for det imperialistiske bourgeoisi til at være en reserve, en forbundsfælle for det revolutionære proletariat?

Leninismen besvarer dette spørgsmål bekræftende, dvs. Den forfægter den anskuelse, at der findes revolutionære muligheder i dybet af de undertrykte landes nationale befrielsesbevægelse, og at disse kan udnyttes til at styrte den fælles fjende, til at styrte imperialismen. Mekanikken i imperialismens udvikling, den imperialistiske krig og revolutionen i Rusland bekræfter til fulde leninismens slutninger i denne henseende.

Deraf følger nødvendigheden af, at proletariatet støtter de undertrykte og afhængige folks nationale befrielsesbevægelse, støtter den kraftigt og aktivt.

Det betyder naturligvis ikke, at proletariatet må støtte enhver national bevægelse, altid og overalt, i alle enkelte konkrete tilfælde. Det drejer sig om at støtte sådanne nationale bevægelser, som går ud på at svække og styrte imperialismen og ikke på at styrke og opretholde den. Der er tilfælde, hvor enkelte undertrykte landes nationale bevægelser kommer i konflikt med den proletariske bevægelses udviklingsinteresser. Det er en selvfølge, at der i sådanne tilfælde ikke kan være tale om nogen støtte. Spørgsmålet om nationernes rettigheder er ikke noget isoleret, af alt andet uafhængigt spørgsmål, men en del af det almindelige spørgsmål om den proletariske revolution, en del, der er underordnet dette hele og må betragtes ud fra dettes synsvinkel. I fyrrerne i forrige århundrede gik Marx ind for polakkernes og ungarernes nationale bevægelse, men imod tjekkernes og sydslavernes nationale bevægelse. Hvorfor? Fordi tjeker og sydslaver dengang var »reaktionære folk«, »russiske forposter« i Europa, forposter for absolutismen, mens polakkerne og ungarerne var »revolutionære folk«, der kæmpede mod absolutismen. Fordi støtte til tjekkernes og sydslavernes nationale bevægelse dengang betød en indirekte støtte til tsarismen, den farligste fjende af den revolutionære bevægelse i Europa.

»Demokratiets enkelte krav.« siger Lenin, »deriblandt selvbestemmelsesretten, er ikke noget absolut, men en lille del af den almendemokratiske (nu almensocialistiske) verdensbevægelse. Det er muligt, at den enkelte lille del i særlige, konkrete tilfælde står i modsætning til helheden, og så må man forkaste den.« (samlede værker, 19. Bd., s. 319, tysk).

Således forholder det sig med spørgsmålet om de enkelte nationale bevægelser og med disse bevægelsers eventuelt reaktionære karakter, naturligvis når man ikke betragter dem fra et formelt standpunkt, ikke fra abstrakte rettigheders standpunkt, men konkret, ud fra den revolutionære bevægelses interesser.

Det samme gælder også for den revolutionære karakter hos nationale bevægelser overhovedet. Den uden tvivl revolutionære karakter hos det overvældende flertal af nationale bevægelser er ligeså relativ og egenartet, som den eventuelt reaktionære karakter hos adskillige nationale bevægelser er relativ og egenartet. Den revolutionære karakter hos en national bevægelse under de forhold, som den imperialistiske undertrykkelse betinger, forudsætter på ingen måde, at der ubetinget må være proletariske elementer i bevægelsen, at den må have et revolutionært eller republikansk program, at den må hvile på et demokratisk grundlag. Emiren af Afghanistans kamp for Afghanistans uafhængighed er objektivt en revolutionær kamp til trods for emirens og hans kampfællers monarkistiske anskuelser, thi denne kamp svækker, opløser og undergraver imperialismen, mens den kamp, som førtes af sådanne »inkarnerede« demokrater og »socialister«, »revolutionære« og republikanere som lad os sige Kerenski og Tsereteli, Renaudel og Scheidemann, Tjernov og Dan, Henderson og Clynes under den imperialistiske krig, var en reaktionær kamp, thi den resulterede i besmykkelse og styrkelse af og sejr for imperialismen. De ægyptiske købmænds og borgerlige intellektuelles kamp for Ægyptens uafhængighed er af de samme grunde objektivt en revolutionær kamp til trods for, at førerne for den ægyptiske nationale bevægelse er af borgerlig herkomst og borgerlig stand, til trods for den omstændighed, at de er imod socialismen, mens den engelske arbejderregerings kamp for at opretholde Ægyptens afhængige stilling af de samme grunde er en reaktionær kamp til trods for, at medlemmerne af denne regering er af proletarisk herkomst og proletarisk stand, til trods for, at de er »for« socialismen. For slet ikke at tale om den nationale bevægelse i andre, større afhængige lande og kolonier som Kina og Indien, hvor ethvert skridt på vejen til deres befrielse — også når det er i modstrid med kravene til et formelt demokrati — er et vægtigt hammerslag mod imperialismen, dvs. et utvivlsomt revolutionært skridt.

Lenin har ret, når han siger, at den nationale bevægelse i de undertrykte lande må vurderes, ikke ud fra det formelle demokratis standpunkt, men efter de faktiske resultater i den antiimperialistiske kamps totalbalance, dvs. »ikke isoleret, men i verdensmålestok« (se samlede værker, 19. Bd., s. 318, tysk).

2. De undertrykte folkeslags befrielsesbevægelse og den proletariske revolution. Under løsningen af det nationale spørgsmål går leninismen ud fra følgende grundsætninger:

a) Verden er delt i to lejre — i en håndfuld civiliserede nationers lejr, som er i besiddelse af finanskapitalen og udbytter det overvældende flertal af jordklodens befolkning, og i en lejr, som består af de udbyttede og undertrykte folkeslag i kolonierne og de afhængige lande, der udgør dette flertal;

b) kolonierne og de afhængige lande, som undertrykkes og udbyttes af finanskapitalen, udgør en vældig reserve og en overordentlig vigtig kraftkilde for imperialismen;

c) de undertrykte folks revolutionære kamp mod imperialismen i de afhængige lande og kolonierne er den eneste vej til deres befrielse fra undertrykkelse og udbytning;

d) de vigtigste kolonier og afhængige lande har allerede betrådt den nationale befrielsesbevægelses vej, der må føre til verdenskapitalismens krise;

e) den proletariske bevægelses interesser i de fremskredne lande og den nationale frihedsbevægelses interesser i kolonierne kræver, at disse to slags revolutionære bevægelser forenes til en fælles front mod den fælles fjende, mod imperialismen;

f) arbejderklassens sejr i de fremskredne lande og befrielsen af de undertrykte folk fra imperialismens åg er umulig, medmindre der dannes og fasttømres en fælles revolutionær front;

g) Dannelsen af en fælles revolutionær front er umulig, medmindre de undertrykte folks befrielsesbevægelse støttes direkte og beslutsomt af de undertrykkende nationers proletariat i kampen mod »hjemlandet«-s imperialisme, thi »et folk, der undertrykker andre folk, kan ikke være frit« (marx);

h) denne støtte betyder at forfægte, forsvare og virkeliggøre parolen: nationernes ret til løsrivelse, til selvstændig statslig eksistens;

i) uden gennemførelse af denne parole er det umuligt at virkeliggøre nationernes forening og samarbejde i en og samme verdenshusholdning, som danner den materielle basis for socialismens sejr;

k) denne forening kan kun være en frivillig forening, som opstår på grundlag af gensidig tillid og broderlige forhold mellem folkene.

Heraf ser man, at det nationale spørgsmål har to sider, to tendenser: en tendens til politisk befrielse fra de imperialistiske lænker og til dannelse af en selvstændig national stat, hvilken tendens er opstået på grundlag af den imperialistiske undertrykkelse og den koloniale udbytning, og en tendens til økonomisk tilnærmelse mellem nationerne, en tendens, der er opstået i sammenhæng med skabelsen af verdensmarkedet og verdensøkonomien.

»Kapitalismen kender under sin udvikling,« siger Lenin, »to historiske tendenser i det nationale spørgsmål. Den første tendens: det nationale livs og de nationale bevægelsers opvågnen, kamp mod enhver national undertrykkelse, skabelse af nationalstater. Den anden tendens: det net af alle mulige forbindelser, som sammenknytter nationerne, udvikles og fortsættes, de nationale skranker nedrives, kapitalens internationale enhed tilvejebringes, og det samme gælder for det økonomiske liv overhovedet, politikken, videnskaben osv. Begge tendenser er kapitalismens universallov. Den første er den fremherskende på begyndelsesstadiet af dens udvikling, den anden kendetegner den modne kapitalisme, som nærmer sig sin omformning til et socialistisk samfund.« (samlede værker, 17. Bd., s. 166, tysk).

For imperialismen er disse to tendenser uforsonlige modsætninger, thi imperialismen kan ikke leve uden at udbytte og med vold fastholde kolonierne indenfor rammerne af det »samlede hele«, thi kapitalismen kan kun bringe nationerne nærmere hinanden ved anneksioner og koloniale erobringer, uden hvilke den overhovedet er utænkelig.

Men for kommunismen er disse tendenser kun to sider af et og samme spørgsmål, nemlig spørgsmålet om befrielsen af de undertrykte folkeslag fra imperialismens åg, for kommunismen ved, at folkeslagenes forening i en og samme verdenshusholdning kun kan finde sted på grundlag af gensidig tillid og frivillig overenskomst, den ved, at vejen til at skabe en frivillig forening af folkeslagene går over koloniernes løsrivelse fra det »samlede« imperialistiske »hele«, over deres omdannelse til selvstændige stater.

Deraf følger nødvendigheden af en hårdnakket, uafbrudt, beslutsom kamp mod den stormagtschauvinisme, som »socialisterne« i de herskende nationer (England, Frankrig, Amerika, Italien, Japan osv.) Gør sig til talsmænd for, disse »socialister«, som ikke vil bekæmpe deres egne imperialistiske regeringer og ikke støtte den kamp, som de undertrykte folkeslag i »deres« kolonier fører for at befri sig fra undertrykkelsen og for at opnå en statslig løsrivelse.

Uden en sådan kamp er det utænkeligt at opdrage de herskende nationers arbejderklasse i den virkelige internationalismes ånd, således at der sker en tilnærmelse til de arbejdende masser i de afhængige lande og kolonierne, og i en ånd, der svarer til en virkelig forberedelse af den proletariske revolution. Revolutionen i Rusland havde ikke sejret, og Koltsjak og Denikin var ikke blevet knust, hvis ikke det russiske proletariat havde mødt sympati og fået støtte fra de undertrykte folkeslag i det tidligere russiske rige. Men for at erhverve sig sympati og støtte fra disse folkeslag måtte det først og fremmest bryde den russiske imperialismes lænker og befri disse folkeslag fra den nationale undertrykkelse. Ellers ville det have været umuligt at befæste sovjetmagten, at opelske en virkelig internationalisme og at skabe den storslåede organisation af folkeslagenes fællesskab, som bærer betegnelsen Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker, og som er det levende forbillede for folkeslagenes kommende forening i en og samme verdenshusholdning.

Deraf følger nødvendigheden af kamp mod den nationale isolation, mod snæverheden og begrænsningen hos de undertrykte landes socialister, der ikke vil hæve sig over deres nationale kirketårns niveau og ikke begriber sammenhængen mellem deres lands befrielsesbevægelse og den proletariske bevægelse i de herskende lande.

Uden en sådan kamp kan de undertrykte nationers proletariat umuligt gennemføre en selvstændig politik og vise sin klassesolidaritet med de herskende landes proletariat i kampen for at styrte den fælles fjende, i kampen for at styrte imperialismen; uden en sådan kamp ville internationalisme være umulig.

Det er vejen til at opdrage de herskende og de undertrykte nationers arbejdende masser i den revolutionære internationalismes ånd.

Om dette dobbeltsidige arbejde, som kommunismen må udføre for at opdrage arbejderne i internationalismens ånd, siger Lenin:

»Kan denne opdragelse.... Være konkret den samme for de store undertrykkende som for de små undertrykte nationer, kan den være den samme for de annekterende som for de annekterede nationer?

Åbenbart ikke. De konkrete veje til det fælles mål: alle nationers fulde ligeberettigelse, den snævreste tilnærmelse mellem dem og deres yderligere sammensmeltning, er her øjensynligt forskellige, ligesom f.eks. vejen til et punkt, der befinder sig i midten af et blad, fra den ene rand fører til venstre, men fra den modsatte rand fører til højre. Hvis en socialdemokrat, som tilhører en stor undertrykkende og annekterende nation, og som i almindelighed bekender sig til nationernes sammensmeltning, blot et eneste minut glemmer, at »hans« Nikolaj II, »hans« Wilhelm, Georg, Poincaré osv. også er stemt for sammensmeltning med de små nationer (ved hjælp af anneksioner) — Nikolaj II er stemt for »sammensmeltning« med Galizien, Wilhelm II for »sammensmeltning« med Belgien osv. — så er en sådan socialdemokrat en latterlig doktrinær i teorien, en lakaj for imperialismen i praksis.

Tyngdepunktet i den internationalistiske opdragelse af arbejderne i de undertrykkende lande må ubetinget ligge i den propaganda og den kamp, som de må føre for de undertrykte landes frihed til løsrivelse. Uden det findes der ingen internationalisme. Vi har ret og pligt til at behandle enhver socialdemokrat, som tilhører en undertrykkernation, men ikke driver denne propaganda, som en imperialist og en skurk. Det er en ubetinget fordring, om så løsrivelsens indtræden før socialismen kun skulle være mulig og »gennemførlig« i eet af tusind tilfælde -

Omvendt må en socialdemokrat fra en af de små nationer i sin agitation lægge hovedvægten på det andet ord i vor almindelige formel: nationernes »frivillige forening«. Han kan, uden at sidde sine forpligtelser som internationalist overhørig, både gå ind for sin nations politiske uafhængighed og for dens sammenslutning med nabostaten x, y, z. Men i alle tilfælde må han kæmpe mod den snævert nationale begrænsning, isolation og tendensen til at være sig selv nok, han må kæmpe for hensyntagen til helet og det almene, for underordning af delens interesser under helhedens interesser.

Folk, som ikke har fordybet sig i dette spørgsmål, finder, at det er »selvmodsigende«, når socialdemokraterne i undertrykkernationerne går ind for »frihed til løsrivelse«, mens de undertrykte nationers socialdemokrater derimod går ind for »frihed til forening«. Nogen overvejelse viser dog, at der ikke findes og ikke kan findes nogen anden vej til internationalismen og til nationernes sammensmeltning, at der ikke findes nogen anden vej til dette mål i den givne situation.« (samlede værker, 19. Bd., s. 324 ff., tysk).

 

7. Strategi og taktik

Af dette tema tager jeg seks spørgsmål: a) Strategien og taktikken som videnskaben om ledelsen af proletariatets klassekamp; b) Revolutionens etaper og strategien; Bevægelsens flod og ebbe og taktikken; d) Den strategiske ledelse; e) Den taktiske ledelse; f) Reformisme og revolutionisme.

1. strategien og taktikken som videnskaben om ledelsen af proletariatets klassekamp. Perioden med II. Internationales herredømme var i overvejende grad en periode, hvor proletariatets armeer formeredes og skoledes under en mere eller mindre fredelig udviklings forhold. Det var perioden med parlamentarismen som den fremherskende form for klassekampen. Spørgsmålene om klassernes store sammenstød, proletariatets forberedelse til revolutionære kampe, vejene til erobringen af proletariatets diktatur stod åbenbart ikke på dagsordenen dengang. Opgaven bestod i at udnytte alle den legale udviklings muligheder til formering og skoling af de proletariske arméer, at udnytte parlamentarismen under forhold, hvor proletariatet vedblivende var i opposition og åbenbart også skulle blive ved med at være i opposition. Det er vel overflødigt at bevise, at i en sådan periode og med en sådan opfattelse af proletariatets opgaver kunne der hverken findes en fuldstændig strategi eller en udarbejdet taktik. Der fandtes vel brudstykker, enkelte tanker om taktik og strategi, men en taktik og strategi fandtes ikke.

II. Internationales dødssynd består ikke i, at den i sin tid fulgte den taktik at udnytte de parlamentariske kampformer, men i, at den overvurderede betydningen af disse former, betragtede dem næsten som de eneste kampformer, og i at II. Internationales partier, da de åbne revolutionære kampformers periode begyndte, og spørgsmålet om de udenomsparlamentariske kampformer kom i forgrunden, vendte sig bort fra de nye opgaver og afviste dem.

Først i den følgende periode, i perioden med proletariatets åbne aktioner, i den proletariske revolutions periode, da spørgsmålet om bourgeoisiets omstyrtelse blev et direkte praktisk spørgsmål, da spørgsmålet om proletariatets reserver (strategien) blev et af de mest brændende spørgsmål, da alle former for kampen og organisationen — de parlamentariske som de udenomsparlamentariske (taktikken) — trådte fuldkommen klart frem, først i denne periode kunne en fuldstændig strategi og en gennemarbejdet taktik for proletariatets kamp udformes. Marx’ og engels geniale tanker om taktik og strategi, som opportunisterne i II. Internationale havde begravet, blev netop i denne periode af Lenin trukket frem i lyset. Men Lenin nøjedes ikke med påny at fremdrage enkelte taktiske teser af Marx og Engels. Han udviklede dem videre og supplerede dem med nye tanker og teser, idet han sammenfattede alt dette til et system af regler og ledende principper for ledelsen af proletariatets klassekamp.

Sådanne skrifter af Lenin som: »hvad må der gøres?«, »to slags taktik«, »imperialismen«, »staten og revolutionen«, »den proletariske revolution og renegaten Kautsky«, »børnesygdommen«, vil uden tvivl indgå som de mest værdifulde bidrag i marxismens almindelige skatkammer, i dens revolutionære arsenal. Leninismens strategi og taktik er videnskaben om ledelsen af proletariatets revolutionære kamp.

2. Revolutionens etaper og strategien. Strategien er bestemmelsen af retningen for proletariatets hovedangreb i vedkommende etape i revolutionen, udarbejdelsen af en tilsvarende plan for fordelingen af de revolutionære kræfter (hoved- og bireserver), kampen for denne plans gennemførelse under hele vedkommende etape i revolutionen.

Vor revolution har allerede to etaper bag sig og er efter oktoberomvæltningen indtrådt i den tredje etape. Overensstemmende hermed ændredes strategien.

Første etape. 1903 — februar 1917. Mål — at styrte tsarismen, fuldstændig at likvidere middelalderens rester. Revolutionens hovedkraft — proletariatet. Nærmeste reserve — bønderne. Hovedangrebets retning: isolering af det liberal-monarkistiske bourgeoisi, som forsøger at få ledelsen over bønderne og at likvidere revolutionen gennem et kompromis med tsarismen. Plan for kræfternes fordeling: arbejderklassens forbund med bønderne. — »proletariatet må føre den demokratiske omvæltning til ende ved at knytte bøndernes masser til sig for at knuse selvherskerdømmets modstand med magt og lamme bourgeoisiets vankelmodighed.« (Lenin: »to slags taktik«).

Anden etape. Marts 1917 — oktober 1917. Mål — at styrte imperialismen i Rusland og gøre sig fri af den imperialistiske krig. Revolutionens hovedkraft — proletariatet. Nærmeste reserve — de fattige bønder. Nabolandenes proletariat som sandsynlig reserve. Den langvarige krig og imperialismens krise som gunstigt moment. Hovedangrebets retning: isolering af det småborgerlige demokrati (mensjevikker og socialrevolutionære), som forsøger at få ledelsen over de arbejdende bondemasser og gøre ende på revolutionen gennem et kompromis med imperialismen. Plan for kræfternes fordeling: proletariatets forbund med de fattige bønder. »proletariatet må gennemføre den socialistiske omvæltning ved at knytte massen af halvproletariske befolkningselementer til sig for at knuse bourgeoisiets modstand med magt og lamme bøndernes og småborgerskabets vankelmodighed.« (samme sted).

Tredje etape. Denne begyndte efter oktoberomvæltningen. Mål — sikringen af proletariatets diktatur i et enkelt land, idet man udnytter det som støttepunkt for omstyrtelse af imperialismen i alle lande. Revolutionen går ud over et enkelt lands grænser, verdensrevolutionens epoke er begyndt. Revolutionens hovedkræfter: proletariatets diktatur i et enkelt land og proletariatets revolutionære bevægelse i alle lande. Hovedreserve: de halvproletariske masser og småbondemasserne i de fremskredne lande, frihedsbevægelsen i kolonierne og de afhængige lande. Hovedangrebets retning: isolering af det småborgerlige demokrati, isolering af II. Internationales partier, som er hovedstøtten for kompromispolitikken med imperialismen. Plan for kræfternes fordeling: Den proletariske revolutions forbund med frihedsbevægelsen i kolonierne og de afhængige lande.

Strategien befatter sig med revolutionens hovedkræfter og deres reserver. Den forandrer sig med revolutionens overgang fra en etape til en anden, men bliver dog i hovedsagen uforandret under hele vedkommende periode.

3. Bevægelsens flod og ebbe og taktikken. Taktikken er bestemmelsen af linjen for proletariatets optræden under en forholdsvis kort periode af flod eller ebbe i bevægelsen, opgang eller nedgang i revolutionen; den er kampen for denne linjes gennemførelse, idet man erstatter de gamle former for kamp og organisation med nye former, gamle paroler med nye, idet man kombinerer disse former osv. Mens strategien forfølger målet, f.eks. At vinde krigen mod tsarismen eller mod bourgeoisiet, at føre kampen mod tsarismen eller mod bourgeoisiet til ende, stiller taktikken sig mindre omfattende mål; den forfølger ikke den opgave at vinde krigen som helhed, men kun dette eller hint slag, disse eller hine kampe, sejrrigt at gennemføre disse eller hine kampagner eller aktioner, som svarer til den konkrete situation under forhåndenværende opsving eller nedgang i revolutionen. Taktikken er en del af strategien, underordnet denne og tjenende denne.

Taktikken forandrer sig, alt efter flod eller ebbe. Mens den strategiske plan ingen ændring underkastedes under revolutionens første etape (1903—februar 1917), ændredes taktikken flere gange i løbet af denne tid. I perioden 1903—1905 var partiets taktik offensiv, fordi der var revolutionær flod, bevægelsen var i vækst, og taktikken måtte gå ud fra denne kendsgerning. I overensstemmelse hermed var kampformerne revolutionære og svarede til den revolutionære flodbølges krav. Lokale politiske strejker, politiske demonstrationer, politisk generalstrejke, boykot af dumaen, opstand, revolutionære kamp-paroler — det var de kampformer, som afløste hinanden i denne periode. I forbindelse med formerne for kampen forandredes også formerne for organisationen. Fabrikskomiteer, revolutionære bondekomiteer, strejkekomiteer, arbejderrepræsentanters sovjetter, et mere eller mindre åbenlyst arbejderparti — det var organisationsformerne i denne periode.

I perioden 1907—1912 var partiet tvunget til at gå over til en tilbagetogs-taktik, fordi vi dengang havde en nedgang i den revolutionære bevægelse, en ebbe i revolutionen, og taktikken måtte regne med denne kendsgerning. I overensstemmelse hermed forandredes såvel kampformerne som organisationsformerne. I stedet for boykot af dumaen — deltagelse i dumaen; i stedet for åbne udenomsparlamentariske, revolutionære aktioner — aktioner og arbejde i dumaen; i stedet for politiske generalstrejker — enkelte økonomiske strejker eller simpelthen ro. Det er klart, at partiet i denne periode måtte arbejde illegalt, at de revolutionære masseorganisationer blev erstattet af kultur- og oplysningsorganisationer, kooperative sammenslutninger, forsikringskasser og lignende legale organisationer.

Det samme må man også sige om revolutionens anden og tredje etape, under hvis forløb taktikken ændredes snesevis af gange, mens de strategiske planer forblev uforandrede.

Taktikken befatter sig med formerne for kampen og formerne for proletariatets organisation, med deres skiften og deres kombinering. På grundlag af den givne etape i revolutionen kan taktikken forandres flere gange, alt efter flod eller ebbe, opgang eller nedgang i revolutionen.

4. Den strategiske ledelse. Reserver for revolutionen er:

Direkte: a) bønderne og overhovedet overgangslagene i ens eget land; b) nabolandenes proletariat; c) den revolutionære bevægelse i kolonierne og de afhængige lande; d) de gennem proletariatets diktatur tilkæmpede erobringer og resultater — idet proletariatet, efter at have sikret sig overvægten i styrke, forbigående kan give afkald på en del af disse resultater for at bestikke den stærke modstander og få et pusterum, og

Indirekte: a) modsætningerne og konflikterne mellem de ikke-proletariske klasser i ens eget land, som kan udnyttes af proletariatet til modstandernes svækkelse og til forstærkning af egne reserver; b) modsætninger, konflikter og krige (f.eks. Den imperialistiske krig) mellem borgerlige stater, der er fjendtlige overfor den proletariske stat, hvad der kan udnyttes af proletariatet under dets offensiv eller ved manøvrer i tilfælde af et nødvendigt tilbagetog.

Den første slags reserver behøver vi ikke at gå nærmere ind på, da deres betydning er klar for enhver. Hvad den anden slags reserver angår, hvis betydning ikke altid er klar, må det bemærkes, at de undertiden er af før sterangs betydning for revolutionens gang. Man kan vel næppe benægte den vældige betydning, som f.eks. Konflikten mellem det småborgerlige demokrati (de socialrevolutionære) og det liberal-monarkistiske bourgeoisi (kadetterne) havde under den første revolution og efter denne, hvilket utvivlsomt bidrog meget til, at bønderne blev unddraget bourgeoisiets indflydelse. Endnu mindre kan man benægte den kolossale betydning af krigen på liv og død mellem de udslagsgivende imperialistiske grupper i oktoberomvæltningens periode, da imperialisterne, som var optaget af at føre krig mod hinanden, ikke havde mulighed for at koncentrere deres kræfter mod den unge

Sovjetmagt, og proletariatet netop derved fik mulighed for straks at gå over til at organisere sine egne kræfter, at befæste sin magt og forberede tilintetgørelsen af Koltsjak og Denikin. Det må antages, at nu, da modsætningerne mellem de imperialistiske grupper stadig uddybes, og en ny krig mellem dem bliver uundgåelig, vil reserverne af denne kategori få stadig større betydning for proletariatet.

Den strategiske ledelses opgave består i rigtigt at udnytte alle disse reserver til opnåelse af revolutionens hovedmål i den givne etape af dens udvikling.

Hvori består den rigtige udnyttelse af reserverne?

I opfyldelsen af nogle nødvendige betingelser, af hvilke følgende må betragtes som hovedbetingelser.

For det første: koncentrering af revolutionens hovedkræfter på modstanderens mest sårbare sted i det afgørende øjeblik, når revolutionen allerede er modnet, når offensiven er sat ind for fuld damp, når opstanden banker på døren, og den afgørende betingelse for sejren er at trække reserverne frem til avantgarden. Som et eksempel, der anskueliggør en sådan udnyttelse af reserverne, kan tages partiets strategi i perioden april— oktober 1917. Utvivlsomt var krigen modstanderens mest sårbare punkt i denne periode. Uden tvivl havde partiet netop med dette spørgsmål som hovedspørgsmål samlet de bredeste masser af befolkningen om den proletariske avantgarde. Partiets strategi i denne periode gik ud på at vænne avantgarden til gadeaktioner gennem manifestationer og demonstrationer og samtidig at trække reserverne frem til avantgarden gennem sovjetterne bag fronten og soldaterkomiteerne ved fronten. Revolutionens udfald har vist, at dette var en rigtig udnyttelse af reserverne.

Om denne betingelse for den strategiske udnyttelse af revolutionens kræfter siger Lenin, idet han omskriver Marx’ og engels’ kendte teser om opstanden:

»Aldrig lege med opstanden, men, når man har begyndt den, vide bestemt, at man må fuldføre den. På det afgørende sted og i det afgørende øjeblik må der koncentreres en stor overmagt, thi ellers vil fjenden, som besidder bedre uddannelse og organisation, tilintetgøre oprørerne. Er opstanden begyndt, gælder det om at handle med den største beslutsomhed og under alle omstændigheder og ubetinget tage offensiven. 'Defensiven er døden for en væbnet hejsning.’ man må bestræbe sig på at overrumple fjenden og vælge det tidspunkt, hvor hans tropper endnu er spredte. Det gælder om daglig (drejer det sig om en by, kan vi sige hver time) at opnå resultater er de end kun små, og for enhver pris fastholde den ’moralske overvægt’.« (udvalgte værker, 7. Bd., s. 163, arbejderforlaget 1941).

For det andet. Valget af tidspunktet for det afgørende slag, tidspunktet for opstandens begyndelse, må være beregnet således, at krisen har nået sit højdepunkt, at avantgarden er beredt til at kæmpe kampen til ende, at reserven er beredt til at støtte avantgarden, og der hersker den størst mulige forvirring indenfor modstandernes rækker — alt dette må være til stede.

»Tiden for det afgørende slag,« siger Lenin, »må anses for at være inde, når »alle os fjendtlige klassekræfter er kommet i tilstrækkelig forvirring, er tilstrækkelig i klammeri indbyrdes, har svækket sig tilstrækkeligt gennem en kamp, som overstiger deres kræfter«; når »alle vaklende, usikre og ubestandige overgangslag, dvs. Småborgerskabet, det småborgerlige demokrati, til forskel fra bourgeoisiet, har afsløret sig tilstrækkeligt for folket, har kompromitteret sig tilstrækkeligt ved sin praktiske fallit«; når »der i proletariatet er begyndt og stadig mægtigere udfolder sig en massestemning for at støtte de mest afgørende, grænseløst dristige, revolutionære aktioner mod bourgeoisiet. Er det tilfældet, da er revolutionen modnet, da er vor sejr — hvis vi rigtigt har vurderet alle de ovenfor nævnte betingelser og valgt det rette øjeblik — da er vor sejr sikret«.« (»Radikalismen, en børnesygdom«).

Som mønster for en sådan strategi kan gennemførelsen af oktoberopstanden tjene.

Brud på disse betingelser fører til en farlig fejl, som man kalder »tempotab«: når partiet kommer bagefter bevægelsen eller iler langt forud for denne, hvorved fare for nederlag opstår. Som eksempel på et sådant »tempotab«, som eksempel på, hvordan tidspunktet for opstanden ikke må vælges, kan man betragte nogle kammeraters forsøg på at begynde opstanden med arrestation af den demokratiske konference i september 1917, da der endnu i sovjetterne mærkedes en vaklen, da armeen ved fronten endnu stod på skillevejen, og reserverne endnu ikke var trukket frem til avantgarden.

For det tredje. Urokkelig gennemførelse af den kurs, man éngang er slået ind på, gennem alle hindringer og komplikationer på vejen til målet, er nødvendig, for at avantgarden ikke skal slippe kampenes hovedmål af syne og masserne ikke skal komme bort fra vejen, mens de er undervejs til dette mål og i færd med at slutte sig sammen om avantgarden. Brud på denne betingelse fører til en stor fejl, der af søfolkene er velkendt under betegnelsen «at tabe kursen«. Som eksempel på et sådant »tab af kursen« kan man betragte vort partis forfejlede holdning umiddelbart efter den demokratiske konference, da partiet fattede den beslutning at deltage i førparlamentet. Partiet glemte i dette øjeblik så at sige, at førparlamentet var bourgeoisiets forsøg på at føre landet fra sovjetternes vej ind på den borgerlige parlamentarismes vej, at partiets deltagelse i en sådan institution er egnet til at blande kortene mellem hinanden og forvirre arbejderne og bønderne, som førte den revolutionære kamp under parolen »al magt til sovjetterne«. Denne fejl blev rettet ved bolsjevikkernes udtræden af førparlamentet.

For det fjerde. At manøvrere således med reserverne, at man kan gennemføre et ordnet tilbagetog, når fjenden er stærk, når tilbagetog er uundgåeligt, når det tydeligt er ufordelagtigt at optage kampen, som fjenden vil påtvinge en, når tilbagetoget under de givne styrkeforhold er det eneste middel til at unddrage avantgarden modstanderens slag og bevare reserven for den.

»Revolutionære partier,« siger Lenin, »må lære til bunds. De har lært at gå til angreb. Nu må de forstå, at denne videnskab må suppleres med kendskabet til, hvorledes et tilbagetog rigtigt skal gennemføres. Man må forstå — og den revolutionære klasse lærer af egen bitter erfaring at forstå det — at man ikke kan sejre, når man ikke har lært at gennemføre et angreb og et tilbagetog rigtigt.« (samme sted).

Målet for en sådan strategi er at vinde tid, demoralisere modstanderen og samle kræfter for derefter at gå over til angreb.

Som mønster på en sådan strategi kan afslutningen af Brest-Freden betragtes, som gav partiet mulighed for at vinde tid, udnytte sammenstødene i imperialisternes lejr, demoralisere modstanderens kræfter, bevare bønderne for sig og samle kræfter for at forberede offensiven mod Koltsjak og Denikin.

»Idet vi slutter en separatfred,« sagde Lenin dengang, »befrier vi os fra begge kæmpende imperialistiske grupper i en i det givne øjeblik højest mulig grad, udnytter deres fjendskab og deres krig — som gør det vanskeligt for dem at slå en handel af imod os — får i en vis periode hænderne fri til at fortsætte og befæste den socialistiske revolution.« (udvalgte værker, 9. Bd., s. 70, arbejderforlaget 1941).

»Nu ser selv den største dumrian,« sagde Lenin tre år efter brest-freden, »at ’brest-freden’ var en indrømmelse, som styrkede os og splittede den internationale imperialismes kræfter.« (se artiklen »nye tider, gamle fejl i ny form«).

Det er de hovedbetingelser, som sikrer den rigtige strategiske ledelse.

5. Den taktiske ledelse. Den taktiske ledelse er en del af den strategiske ledelse og underordnet dennes opgaver og krav. Den taktiske ledelses krav består i at mestre alle former for proletariatets kamp og organisation og at sikre deres rigtige udnyttelse for under de givne styrkeforhold at opnå de størst mulige resultater, som er nødvendige for forberedelsen af den strategiske fremgang.

Hvori består den rigtige udnyttelse af formerne for proletariatets kamp og organisation?

I opfyldelsen af nogle nødvendige betingelser, blandt hvilke de følgende må betragtes som hovedbetingelserne:

For det første. At stille de kamp- og organisationsformer i forgrunden, som bedst svarer til betingelserne for den givne flod eller ebbe i bevægelsen, idet de er i stand til at lette og sikre, at masserne føres frem til de revolutionære positioner, at millionmasserne føres frem og fordeles på revolutionens front.

Det drejer sig ikke om, at avantgarden indser umuligheden i at opretholde den gamle ordning og det uundgåelige i at styrte den. Det drejer sig om, at masserne, millionmasserne, forstår, at dette er uundgåeligt, og tilkendegiver deres beredvillighed til at støtte avantgarden. Men masserne kan kun forstå dette på grundlag af egen erfaring. Opgaven består i at give millionmasserne lejlighed til på grundlag af egen erfaring at erkende det uundgåelige i omstyrtelsen af den gamle magt, at stille sådanne kampmetoder og organisationsformer i forgrunden, som letter det for masserne ved hjælp af erfaringen at erkende rigtigheden i de revolutionære paroler.

Fortroppen ville have løsrevet sig fra arbejderklassen, og arbejderklassen ville have mistet forbindelsen med masserne, hvis ikke partiet i sin tid havde besluttet at deltage i dumaen, hvis det ikke havde besluttet at koncentrere sine kræfter om arbejdet i dumaen og at bringe kampen til udfoldelse på grundlag af dette arbejde, for at lette det for masserne gennem egen erfaring at erkende dumaens værdiløshed, det forløjede i kadetternes løfter, det umulige i en forståelse med tsarismen og uundgåeligheden af forbundet mellem bønderne og arbejderklassen. Uden massernes erfaring under duma-perioden havde kadetternes afsløring og proletariatets hegemoni været umulig.

Faren ved otsovismens taktik bestod i, at den truede med at skille fortroppen fra dens millionreserver.

Partiet ville have løsrevet sig fra arbejderklassen, og arbejderklassen ville have mistet sin indflydelse på bønderne og soldaternes brede masser, hvis proletariatet havde slået følge med venstre-kommunisterne, som i april 1917 kaldte til opstand, da mensjevikkerne og de socialrevolutionære endnu ikke havde nået at afsløre sig som tilhængere af krigen og imperialismen, da masserne endnu ikke gennem egen erfaring havde erkendt forløjetheden i den mensjevikisk-socialrevolutionære tale om fred, jord og frihed. Uden massernes erfaring under kerenski- perioden var mensjevikeme og de socialrevolutionære ikke blevet isoleret, og proletariatets diktatur havde været umulig. Derfor var den »tålmodige oplysning«s taktik overfor de småborgerlige partiers fejl og den åbne kamp indenfor sovjetterne den eneste rigtige taktik.

Faren ved venstre-kommunisternes taktik bestod i, at den truede med at forvandle partiet fra at være fører for den proletariske revolution til en håndfuld golde sammensvorne uden fast grund under fødderne.

»Med fortroppen alene,« sagde Lenin, »kan man ikke sejre. At kaste fortroppen alene ud i den afgørende kamp, så længe hele klassen, de bredeste masser, ikke enten direkte støtter fortroppen eller i det mindste indtager en velvillig neutralitet overfor den ville ikke blot være en dumhed, men en forbrydelse.

Men for at virkelig hele klassen, for at virkelig de arbejdendes brede masser og de af kapitalen undertrykte skal nå frem til et sådant standpunkt, dertil er propaganda alene, agitation alene utilstrækkelig. Dertil er disse massers egen politiske erfaring nødvendig. Det er alle store revolutioners grundlov, som er blevet bekræftet med overraskende styrke og anskuelighed ikke blot i Rusland, men også i Tyskland. Ikke blot Ruslands masser, som står på et lavt kulturniveau, ofte hverken kan læse eller skrive, men også Tysklands masser med deres højere kulturniveau, som alle kan læse og skrive, måtte korporligt erfare hele magtesløsheden, hele karakterløsheden, hele hjælpeløsheden, hele kryberiet overfor bourgeoisiet, hele gemenheden hos regeringen af II. Internationales riddere, hele uundgåeligheden af de mest reaktionæres diktatur (Kornilov i Rusland, Kapp og co. I Tyskland) som eneste alternativ til proletariatets diktatur, for afgjort at vende sig til kommunismen.« (»Radikalismen, en børnesygdom«).

For det andet. I hvert øjeblik at finde det særlige led i processernes kæde, hvor man med et fast greb kan fastholde hele kæden og forberede betingelserne for den strategiske fremgang.

Det drejer sig om ud af den række opgaver, som partiet står overfor, at udskille netop den opgave, hvis løsning danner centralpunktet, og hvis gennemførelse sikrer en resultatrig løsning af de øvrige aktuelle opgaver.

Denne teses betydning kan man anskueliggøre ved to eksempler, af hvilket det ene er taget fra den fjerne fortid (perioden før partiets dannelse) og den anden fra den nærmeste nutid (nep-perioden).

I perioden før partiets dannelse, da de utallige cirkler og organisationer endnu ikke var forbundne med hverandre, da dilettanteriet og cirkelvæsenet tærede på partiet fra øverst til nederst, da det ideologiske virvar var det karakteristiske særpræg for det indre partiliv — i denne periode var hovedleddet i kæden og hovedopgaven i kæden af opgaver, som partiet dengang stod overfor, skabelsen af et illegalt blad, bestemt for hele Rusland. Hvorfor? Fordi man under de daværende forhold kun ved hjælp af et alrussisk illegalt blad kunne skabe en i egentligste forstand sammenarbejdet partikærne, som var i stand til at forbinde de utallige cirkler og organisationer til et hele og forberede betingelserne for den ideologiske og taktiske enhed og således lægge grunden for dannelsen af et virkeligt parti.

I overgangsperioden fra krigen til den økonomiske opbygning, da industrien sygnede hen i forfaldets kløer, og landbruget led under manglen på produkter fra byerne, da statsindustriens smytsjka med bondebruget blev hovedbetingelsen for en resultatrig socialistisk opbygning — i denne periode var udviklingen af handelen hovedleddet i processernes kæde, hovedopgaven i opgavernes række. Hvorfor? Fordi forbindelsen mellem industrien og bondebruget under nep kun var mulig gennem handelen, fordi produktion uden afsætning under nep betød døden for

Industrien, fordi man kun kan udvikle industrien ved at udvikle afsætningen gennem udvikling af handelen, fordi man kun, når man på handelens område har fast fodfæste, kun når man behersker handelen, kun når man behersker dette led, kan gøre sig håb om at knytte industrien sammen med bondemarkedet og med resultat løse andre aktuelle opgaver, for at skabe betingelserne for at bygge den socialistiske økonomis fundament.

»Det er ikke nok,« siger Lenin, »at være revolutionær og tilhænger af socialismen eller kommunist i almindelighed... Man må i hvert øjeblik kunne finde det særlige kædeled, som man med alle kræfter må gribe fast om for at fastholde hele kæden og for grundigt at forberede overgangen til det følgende led.«

...»i det givne øjeblik er dette kædeled at bringe liv i den indre handel og statens rigtige regulering (styre) af denne. Handelen er det ’led’ i begivenhedernes historiske kæde, i overgangsformerne for vor socialistiske opbygning i årene 1921—22, »som man med alle kræfter må holde fast på« . ..« (se artiklerne »sovjetmagtens nærmeste opgaver« og »om guldets betydning«).

Det er hovedbetingelserne, som sikrer den rigtige taktiske ledelse.

6. Reformisme og revolutionisme. Hvori adskiller den revolutionære taktik sig fra den reformistiske?

Der er dem, der mener, at leninismen i det hele taget er imod reformer, imod kompromisser og overenskomster. Det er fuldkommen fejlagtigt. Bolsjevikkerne ved lige så godt som alle andre, at i en vis forstand er »enhver gave velkommen«, at under visse betingelser er reformer i almindelighed, kompromisser og overenskomster i særdeleshed, nødvendige og nyttige.

»At føre krig for at styrte det internationale bourgeoisi,« siger Lenin, »en krig, der er hundrede gange mere vanskelig, langvarig og kompliceret end den mest hårdnakkede af de sædvanlige krige mellem staterne, og så på forhånd at give afkald på manøvrer, udnyttelse af (selv en midlertidig) interessemodsætning mellem fjenderne, afvise overenskomster og kompromisser med mulige (selv midlertidige, ubestandige, vaklende, betingede) forbundsfæller — er det ikke over al måde latterligt? Er det ikke det samme, som hvis man under en vanskelig bestigning af et endnu uudforsket og hidtil utilgængeligt bjerg på forhånd gav afkald på ofte at gå i siksak, ofte at gå tilbage, opgive den engang valgte retning og prøve forskellige retninger?« (»Radikalismen, en børnesygdom«).

Det afgørende ligger åbenbart ikke i reformerne, kompromiserne og overenskomsterne, men på den brug, som folk gør af reformerne og overenskomsterne.

For reformisten er reformen alt, det revolutionære arbejde derimod en biting, et samtaleemne, et middel til at stikke masserne blår i øjnene. Ved en reformistisk taktik under forhold, hvor den borgerlige magt består, forvandler reformen sig derfor uundgåeligt til et redskab til styrkelse af denne magt, et redskab til svækkelse af revolutionen.

For den revolutionære er derimod omvendt det revolutionære arbejde og ikke reformen hovedsagen, for ham er reformen et revolutionens biprodukt. Derfor forvandles reformen ved en revolutionær taktik under forhold, hvor en borgerlig magt består, naturligt til et redskab til svækkelse af denne magt, et redskab til styrkelse af revolutionen, en støtte for den revolutionære bevægelses videre udvikling.

Den revolutionære er tilhænger af reformer for at udnytte dem som bindeled til kombinering af det legale arbejde med det illegale, for at udnytte dem som dække over forstærkningen af det illegale arbejde med massernes revolutionære forberedelse til at styrte bourgeoisiet.

Deri ligger kærnen i den revolutionære udnyttelse af reformer og overenskomster under imperialismens forhold.

Reformisten er derimod tilhænger af reformer for at afvise ethvert illegalt arbejde, for at forpurre massernes forberedelse til revolutionen og for at hvile sig i skyggen af den »skænkede« reform.

Deri består den reformistiske taktiks væsen.

Således forholder det sig med reformer og overenskomster under imperialismens forhold.

Sagen ændrer sig imidlertid noget, efter at imperialismen er styrtet, under proletariatets diktatur. Under bestemte forhold, i en bestemt situation kan den proletariske magt se sig tvunget til midlertidigt at forlade den revolutionære vej til omformning af den bestående ordning og slå ind på den vej at omforme lidt efter lidt, »den reformistiske vej«, som Lenin siger i sin bekendte artikel »om guldets betydning«, vejen med omgående bevægelser, med reformer og indrømmelser til de ikke- proletariske klasser for at svække disse klasser, for at give revolutionen et pusterum, samle kræfter og forberede betingelserne for en ny offensiv. Det lader sig ikke benægte, at denne vej i en vis forstand er en reformistisk vej. Blot må man erindre, at vi her har at gøre med en grundlæggende særegenhed, som består i, at i dette tilfælde udgår reformen fra den proletariske magt, at den styrker den proletariske magt, at den skaffer denne det nødvendige pusterum, at den tjener til at svække, ikke revolutionen, men de ikke-proletariske klasser.

Reformen forvandler sig følgelig under sådanne betingelser til sin modsætning.

For den proletariske magt er det muligt at følge en så- dan politik, fordi og kun fordi revolutionens slagkraft i den foregående periode var stor nok og således har skaffet tilstrækkelig plads for et tilbagetog, når man har erstattet angrebstaktikken med det midlertidige tilbagetogs taktik, den omgående bevægelses taktik.

Mens reformerne altså tidligere, under bourgeoisiets magt, var revolutionens biprodukt, så ligger reformernes kilde nu, under proletariatets diktatur, i proletariatets revolutionære erobringer, i den ophobede reserve i proletariatets hænder, som består af disse erobringer.

»Forholdet mellem reformer og revolution,« siger Lenin, »er kun blevet nøjagtigt og rigtigt bestemt af marxismen, hvorved Marx kun kunne se dette forhold fra den ene side, nemlig i en situation, som gik forud for proletariatets første mere eller mindre faste, mere eller mindre varige sejr, omend kun i eet land. I en sådan situation var grundlaget for et rigtigt forhold følgende: reformer er biproduktet af proletariatets revolutionære klassekamp efter proletariatets sejr, selv om det kun er i eet land, indtræder der noget nyt i forholdet mellem reformer og revolution. Principielt har intet ændret sig, men i formen indtræder en forandring, som Marx ikke selv kunne forudse, men som man kun kan forstå på grundlag af Marxismens filosofi og politik efter sejren er de (dvs. reformerne — J.St.) (mens de i international målestok nu som før bliver 'biprodukt’) for landet, hvor sejren er vundet, desuden et nødvendigt og berettiget pusterum i sådanne tilfælde, hvor kræfterne efter den højeste kraftanspændelse — åbenbart ikke strækker til revolutionær gennemførelse af denne eller hin overgang. Sejren leverer et sådant 'forråd af kræfter’, at man med dette kan holde ud, selv under et påtvunget tilbagetog holde ud såvel i materiel som moralsk betydning.« (se artiklen »om guldets betydning«).

 

8. Partiet

I den førrevolutionære periode, i den mere eller mindre fredelige udviklings periode, da II. Internationales partier udgjorde den herskende kraft i arbejderbevægelsen, og de parlamentariske kampformer blev betragtet som hovedformerne — da havde partiet ikke og kunne heller ikke have den alvorlige og afgørende betydning, som det senere fik under de åbne revolutionære kampes forhold. For at forsvare II. Internationale mod forskellige angreb siger Kautsky, at II. Internationales partier er fredsinstrumenter og ikke krigsinstrumenter, og at de netop af den grund ikke havde været i stand til at foretage sig noget betydningsfuldt under krigen, i den periode, der kendetegnedes ved proletariatets revolutionære aktioner. Dette er fuldkomment rigtigt. Men hvad betyder det? Det betyder, at II. Internationales partier ikke egner sig for proletariatets revolutionære kamp, at de ikke er kamppartier for proletariatet, ikke er partier, som fører arbejderne frem til magten, men valgmaskiner, indrettet til parlamentsvalg og parlamentarisk kamp. Dette forklarer i virkeligheden, hvorfor det i II. Internationales opportunisters magtperiode ikke var partiet, men dets parlamentsgruppe, der var proletariatets politiske hovedorganisation. Det er almindelig bekendt, at partiet dengang i virkeligheden var et vedhæng til, et hjælperedskab for parlamentsgruppen. Det siger sig selv, at under sådanne omstændigheder og med et sådant parti i spidsen kunne der ikke engang være tale om at forberede proletariatet til revolution.

Men med den nye periodes frembrud har forholdene forandret sig i bund og grund. Den nye periode er de åbne klassesammenstøds periode, proletariatets revolutionære aktioners periode, den proletariske revolutions periode, den periode, i hvilken kræfterne direkte forberedes til omstyrtelse af imperialismen og til proletariatets overtagelse af magten, i denne periode stilles proletariatet overfor nye opgaver: at reorganisere hele partiarbejdet efter nye, revolutionære linjer, at opdrage arbejderne til den revolutionære kamp for magten, at uddanne reserver og føre dem frem, at slutte et forbund med proletarerne i nabolandene, at knytte faste forbindelser med befrielsesbevægelsen i kolonierne og de afhængige lande osv., osv. At tro, at disse nye opgaver kan løses af de gamle socialdemokratiske partier, som er blevet opdraget under parlamentarismens fredelige forhold, er ensbetydende med at dømme sig selv til håbløs fortvivlelse og uundgåeligt nederlag. Hvis man overfor sådanne opgaver lod de gamle partier beholde førerskabet, ville man stå fuldstændig ubevæbnet. Det siger sig selv, at proletariatet ikke kunne finde sig i en sådan tingenes tilstand.

Heraf følger, at et nyt parti er nødvendigt, et kæmpende parti, et revolutionært parti, et parti, som besidder tilstrækkeligt mod til at føre proletarerne ud i kampen om magten, et parti, der besidder tilstrækkelig erfaring til at finde sig til rette i en revolutionær situations indviklede forhold og tilstrækkelig smidighed til at undgå alle skjulte skær på vejen til målet.

Uden et sådant parti nytter det ikke engang at tænke på at styrte imperialismen og erobre proletariatets diktatur.

Dette nye parti er leninismens parti.

Hvori består dette nye partis særegenheder?

1. Partiet som arbejderklassens fortrop. Partiet må fremfor alt være arbejderklassens Partiet må optage i sig arbejderklassens bedste elementer, deres erfaring, deres revolutionære ånd, deres grænseløse hengivenhed for proletariatets sag. Men for virkelig at være fortrop, må partiet være udrustet med en revolutionær teori, med kendskab til bevægelsens love, kendskab til revolutionens love. Ellers er det ikke i stand til at lede proletariatets kamp, at føre proletariatet med sig. Partiet kan ikke være et virkeligt parti, hvis det indskrænker sig til at registrere, hvad arbejderklassens masser føler og tænker, hvis det trasker bagefter den spontane bevægelse, hvis det ikke formår at overvinde den spontane bevægelses træghed og politiske ligegyldighed, hvis det ikke formår at hæve sig over proletariatets øjeblikkelige interesser, hvis det ikke formår at hæve masserne op til proletariatets klasseinteressers niveau. Partiet må være forud for arbejderklassen, det må se videre end arbejderklassen, det skal føre proletariatet med sig og må ikke traske bagefter den spontane bevægelse. II. Internationales partier, som forkynder »bagtropspolitiken«, er formidlere af den borgerlige politik, der dømmer proletariatet til at være et redskab i bourgeoisiets hænder. Kun det parti, som har stillet sig på proletariatets fortrops standpunkt og er i stand til at hæve masserne op til proletariatets klasseinteressers niveau — kun et sådant parti er i stand til at trække arbejderklassen bort fra trade-unionismens vej og forvandle den til en selvstændig politisk magt. Partiet er arbejderklassens politiske fører.

Jeg talte før om vanskelighederne i arbejderklassens kamp, om kampbetingelsernes komplicerede karakter, om strategi og taktik, om reserver og manøvrer, om angreb og tilbagetog. Disse forhold er ikke mindre komplicerede — måske mere komplicerede — end krigens forhold.

Hvem formår at finde sig til rette i disse forhold, hvem formår at give proletarernes millionmasser en rigtig orientering? Ingen armé kan klare sig i krigen uden en erfaren stab, hvis den ikke vil gå et sikkert nederlag i møde. Er det da ikke klart, at proletariatet endnu vanskeligere kan undvære en sådan stab, hvis det ikke vil udlevere sig til sine dødsfjenders grådighed? Men hvor er denne stab? Denne stab kan kun være proletariatets revolutionære parti. Arbejderklassen uden et revolutionært parti — det er en armé uden stab. Partiet er proletariatets kampstab.

Men partiet kan ikke blot være fortrop. Det må samtidig være en trop af klassen, en del af klassen, som med alle sine livsrødder er intimt forbundet med den. Forskellen mellem fortroppen og arbejderklassens øvrige masse, mellem partimedlemmer og partiløse, kan ikke forsvinde, sålænge klasserne ikke er forsvundet, sålænge proletariatet fyldes ud med folk stammende fra andre klasser, sålænge arbejderklassen som helhed ikke har mulighed for at hæve sig op til fortroppens niveau. Men partiet ville ophøre med at være parti, hvis denne forskel forvandledes til en kløft, hvis det indkapslede sig og rev sig løs fra de partiløse masser. Partiet kan ikke føre klassen, hvis det ikke er forbundet med de partiløse masser, hvis der ingen sammenkobling findes mellem partiet og de partiløse masser, hvis disse masser ikke anerkender dets ledelse, hvis partiet ingen moralsk og politisk kredit har hos masserne. For kort tid siden blev 200.000 arbejdere optaget som nye medlemmer i vort parti. Det bemærkelsesværdige herved er den omstændighed, at de kom til partiet ikke så meget af egen drift, men snarere blev sendt derind af hele den øvrige partiløse masse, som medvirkede aktivt ved optagelsen af nye medlemmer og uden hvis godkendelse der overhovedet ingen nye medlemmer blev optaget. Denne kendsgerning beviser, at de partiløse arbejderes brede masser betragter vort parti som deres parti, et parti af deres eget kød og blod, hvis udvidelse og styrkelse de interesserer sig brændende for, og til hvis ledelse de frivilligt betror deres skæbne. Det er vel overflødigt at bevise, at partiet uden disse uhåndgribelige moralske tråde, som forbinder det med de partiløse masser, ikke havde kunnet blive sin klasses bestemmende kraft. Partiet er en uadskillelig del af arbejderklassen.

»Vi er klassens parti,« siger Lenin, »og derfor må næsten hele klassen (og i krigstid, i borgerkrigsperioder absolut hele klassen) handle under vort partis førerskab og så tæt som muligt slutte sig til vort parti. Men det ville være ’manilovisme’ og ’bagtropspolitik’ at tro, at hele klassen eller næsten hele klassen på noget tidspunkt under kapitalismen ville være i stand til at hæve sig op til sin fortrops, sit socialistiske partis bevidsthed og aktivitet. Ingen fornuftig socialist har nogensinde tvivlet om, at under kapitalismen er selv fagforeningerne (som er mere primitive og lettere forståelige for de uudviklede lag) ude af stand til at omfatte hele eller næsten hele arbejderklassen. At glemme forskellen mellem fortroppen og masserne, som føler sig tiltrukket af den, at glemme fortroppens stadige pligt til at hæve stadig bredere lag til denne fortrops niveau, ville være det samme som at bedrage sig selv, det ville betyde at lukke øjnene for vore opgavers storhed og at indsnævre disse opgaver.« (»et skridt frem —«).

2. Partiet som arbejderklassens organiserede trop. Partiet er ikke kun arbejderklassens fortrop. Hvis det virkelig vil lede klassens kamp, må det også samtidig være sin klasses organiserede trop. Partiets opgaver er under kapitalismens forhold overordentlig store og mangfoldige. Partiet må lede proletariatets kamp under den udenrigske og indenrigske udviklings overordentlig vanskelige forhold, det må føre proletariatet til offensiv, hvis omstændighederne kræver en offensiv, det må unddrage proletariatet den overmægtige modstanders slag, når omstændighederne kræver tilbagetog; det må indpode de uorganiserede partiløse arbejderes millionmasser disciplin og planmæssighed i kampen, organiseret optræden og udholdenhed. Men partiet kan kun udføre disse opgaver, når det selv er legemliggørelsen af disciplin og organiserethed, når det selv er proletariatets organiserede trop. Ellers kan der ikke være tale om en virkelig ledelse af proletariatets millionmasser fra partiets side. Partiet er arbejderklassens organiserede trop.

Opfattelsen af partiet som et organisatorisk hele er forankret i Lenins kendte formulering af det første punkt i vort partis love, hvor partiet betragtes som summen af organisationerne, og partimedlemmerne som medlemmer af en af partiets organisationer. Mensjevikkerne, som allerede i 1903 vendte sig imod denne formulering, foreslog i stedet selvhenregnings-»systemet«, »systemet« med udvidelse af »betegnelsen« partimedlem til enhver »professor« og »gymnasiast«, enhver »sympatiserende« og »strejkende«, som på en eller anden måde støttede partiet, men som ingen partiorganisation tilhørte eller ikke ønskede at tilhøre nogen. Det er vel overflødigt at bevise, at dette originale »system«, hvis det var blevet sat igennem i vort parti, uundgåeligt måtte have ført til overfyldning af partiet med professorer og gymnasiaster og til dets udartning i en udflydende, formløs, desorganiseret »dannelse«, som ville være forsvundet i de »sympatiserendes« hav, ville have udvisket grænserne mellem parti og klasse og kuldkastet partiets opgave: at hæve de uorganiserede masser op til fortroppens niveau. Helt bortset fra, at vort parti under et sådant opportunistisk »system« ikke kunne have udført sin rolle som arbejderklassens organiserede kærne under vor revolution.

»Fra Martovs standpunkt,« siger Lenin, »bliver partiets grænser fuldkommen ubestemte, thi ’enhver strejkende kan erklære sig for partimedlem’. Hvilken nytte har man af denne udflydende tilstand? En vid udbredelse af »betegnelsen«! Den skade, den forvolder, er, at den desorganiserende idé om sammenblanding af klasse og parti får indpas.« (»et skridt frem —«).

Men partiet er ikke kun summen af partiorganisationerne. Partiet er samtidig det fælles system af disse organisationer, deres regelrette forening til et ensartet hele, med højere og lavere ledende organer, med mindretallets indordning under flertallet, med praktiske beslutninger, som er bindende for alle partimedlemmer. Uden disse betingelser kan partiet ikke være en sluttet, organiseret helhed, som er i stand til at virkeliggøre den planmæssige og organiserede ledelse af arbejderklassens kamp.

»Før i tiden var vort parti,« siger Lenin, »ikke en regelret organiseret helhed, men kun en sum af adskilte grupper, og derfor var der ikke og kunne ikke være nogen anden forbindelse mellem disse grupper end en ideologisk indflydelse. Nu er vi blevet et organiseret parti, og det betyder, at der er skabt en magt, at ideernes autoritet er forvandlet til magtens autoritet, at de lavere partiinstanser indordner sig under de højere.« (»et skridt frem —«).

Princippet om mindretallets indordning under flertallet, princippet om, at partiarbejdet skal ledes fra et centrum, fremkalder ikke sjældent angreb fra vaklende elementers side, beskyldninger for »bureaukratisme«, »formalisme« osv. Det er vel overflødigt at påvise, at et planmæssigt arbejde af partiet som helhed og ledelsen af arbejderklassens kamp ville være umulig uden gennemførelse af disse principper. Leninismen i organisationsspørgsmålet betyder urokkelig gennemførelse af disse principper. Kampen mod disse principper kalder Lenin »russisk nihilisme« og »herremandsanarkisme«, som fortjener at blive gjort latterlig og sat på porten.

I sin bog »et skridt frem « skriver Lenin om disse vaklende elementer:

»Denne herremandsanarkisme er særlig karakteristisk for den russiske nihilist. Han betragter partiorganisationen som en forfærdelig »fabrik«, han anser det for »livegenskab«, at delen indordner sig under helheden og mindretallet under flertallet arbejdsdeling under ledelse af et centrum fremkalder en tragikomisk jamren om, at menneskene forvandles til »små hjul og skruer« omtale af partiets organisatoriske love fremkalder en foragtelig grimasse og den ringeagtende bemærkning om, at man også kunne klare sig helt uden love det er vel klart, at jammerskriget om den meget omtalte bureaukratisme blot er et skalkeskjul for utilfredshed med den personelle sammensætning af de centrale instanser, et figenblad du er en bureaukrat, thi kongressen har ikke valgt dig med min vilje, men mod den; du er en formalist, thi du støtter dig på formelle kongresbeslutninger og ikke på mit samtykke; du handler groft mekanisk, thi du påberåber dig det »mekaniske« kongresflertal og tager intet hensyn til mit ønske om at blive koopteret; du er en selvhersker, thi du vil ikke give magten til det gamle kompagni[ii]

3. Partiet som den højeste form for proletariatets klasseorganisation. Partiet er en organiseret trop af arbejderklassen. Men partiet er ikke arbejderklassens eneste organisation. Proletariatet har desuden en hel række andre organisationer, uden hvilke det ikke kan føre nogen fremgangsrig kamp mod kapitalen: fagforeningerne, kooperationen, bedriftsorganisationer, parlamentsfraktioner, partiløse kvindeforeninger, presse-, kultur- og oplysningsorganisationer, ungdomsforeninger, revolutionære kamporganisationer (under de åbne revolutionære aktioner), sovjetter som den statslige organisationsform (hvis proletariatet har magten) osv. Det er i altovervejende grad partiløse organisationer, og kun en vis del af dem er direkte tilsluttet partiet eller udgør en forgrening af partiet. Alle disse organisationer er under bestemte forhold absolut nødvendige for arbejderklassen, for uden dem er det umuligt at styrke proletariatets klassepositioner på kampens forskellige felter, uden dem er det umuligt at stålsætte proletariatet som den kraft, der er kaldet til at erstatte den borgerlige ordning med den socialistiske ordning. Men hvorledes kan en fælles ledelse virkeliggøres, når der er en sådan rigdom af organisationer? Hvor er garantien for, at dette store antal af organisationer ikke fører til virvar i ledelsen? Man kan indvende, at hver af disse organisationer virker indenfor sit særlige område, og at de derfor ikke kan komme hinanden i vejen. Det er naturligvis rigtigt. Men det er også rigtigt, at alle disse organisationer må virke i een retning, fordi de tjener een klasse, proletarernes klasse. Spørgsmålet er nu: hvem bestemmer den linje, den almindelige retning, i hvilken alle disse organisationer skal virke? Hvor er den centrale organisation, som ikke alene, fordi den besidder den nødvendige erfaring, er i stand til at fastlægge den almindelige linje, men da den besidder nødvendig autoritet hertil, også har mulighed for at foranledige, at alle disse organisationer omsætter denne linje i gerning for at opnå enhed i ledelsen og umuliggøre virvar?

Partiet råder over alle nødvendige forudsætninger for dette, for det første, fordi partiet er samlingspunkt for arbejderklassens bedste elementer, som står i umiddelbar forbindelse med proletariatets partiløse organisationer og meget ofte leder dem; for det andet, fordi partiet som samlingspunkt for arbejderklassens bedste folk er den bedste skole til uddannelse af arbejderklassens ledere, som er i stand til at lede alle former for deres klasses organisationer; for det tredje, fordi partiet som den bedste skole for arbejderklassens ledere ifølge sin erfaring og autoritet er den eneste organisation, som er i stand til at centralisere ledelsen af proletariatets kamp, og på denne måde forvandle alle arter af arbejderklassens partiløse organisationer til hjælpeorganer og drivremme, som forbinder det med klassen. Partiet er den højeste form for proletariatets klasseorganisation.

Det betyder naturligvis ikke, at de partiløse organisationer — fagforeningerne, kooperationen osv. — formelt skal være undergivet partiets ledelse. Det drejer sig kun om, at partiets medlemmer, der tilhører disse organisationer som utvivlsomt indflydelsesrige mennesker, anvender alle overbevisningens midler for at få de partiløse organisationer til i deres virksomhed at nærme sig proletariatets parti og frivilligt stille sig under dets politiske førerskab.

Derfor er det, Lenin siger, at partiet er »den højeste form for proletarernes klassesammenslutning«, hvis politiske ledelse må udstrækkes til alle andre former for proletariatets organisation. (»radikalismen, en børnesygdom«).

Derfor er den opportunistiske teori om de partiløse organisationers »uafhængighed« og »neutralitet«, som opdrætter uafhængige parlamentarikere og fra partiet løsrevne pressefolk, snæversynede fagforeningsfolk og spidsborgerlige kooperationsledere, fuldkommen uforenelig med leninismens teori og praksis.

4. Partiet som redskab for proletariatets diktatur. Partiet er den højeste form for proletariatets organisation. Partiet er den grundlæggende, førende faktor indenfor proletarernes klasse og blandt denne klasses organisationer. Men deraf følger på ingen måde, at man må betragte partiet som et mål i sig selv, som en kraft, der er sig selv nok. Partiet er ikke blot den højeste form for proletarernes klassesammenslutning — det er samtidig et redskab i proletariatets hænder til diktaturets erobring, sålænge dette endnu ikke er erobret, og til styrkelse og udbygning af diktaturet, efter at det <^r erobret. Partiet kunne ikke stige så højt i betydning, kunne ikke rage op over alle øvrige former for proletariatets organisation, hvis ikke proletariatet stod overfor spørgsmålet om magten, hvis ikke imperialismens forhold, uundgåeligheden af krige og tilstedeværelsen af en krise krævede koncentration af alle proletariatets kræfter på et punkt, koncentration af alle den revolutionære bevægelses tråde på et sted for at styrte bourgeoisiet og erobre proletariatets diktatur. Proletariatet har fremfor alt brug for partiet som sin kampstab, som er nødvendig for den resultatrige erobring af magten. Det er vel overflødigt at påvise, at uden et parti, som var i stand til at skare proletariatets masseorganisationer om sig og i kampens løb centralisere ledelsen af hele bevægelsen, ville det ikke have været muligt for proletariatet i Rusland at virkeliggøre sit revolutionære diktatur.

Men proletariatet behøver ikke alene partiet til erobring af diktaturet, det behøver det endnu mere for at hævde diktaturet, for at styrke og udbygge det i socialismens fuldstændige sejrs interesse.

»Sikkert,« siger Lenin, »erkender nu næsten alle, at bolsjevikkerne ikke kunne have beholdt magten i 2½ år, ja, ikke engang i 2½ måned, uden den strengeste, virkelig jemhårde disciplin i vort parti, uden den fulde og ubegrænsede støtte fra arbejderklassens samlede masse, dvs. Fra alle tænkende, ærlige, opofrende og indflydelsesrige i denne klasse, som er i stand til at lede de tilbagestående lag og rive dem med sig.« (»Radikalismen, en børnesygdom«).

Men hvad betyder det at »hævde« og »udbygge« diktaturet? Det betyder at indpode proletarernes millionmasser disciplinens og organisationens ånd; det betyder i de proletariske masser at skabe et værn, en dæmning mod det småborgerlige elements og de småborgerlige vaners ødelæggende indflydelse; det betyder at underbygge proletarernes organisatoriske arbejde for at omskole og omdanne de småborgerlige lag; det betyder at hjælpe de proletariske masser til at opdrage sig selv som den kraft, der evner at tilintetgøre klasserne og forberede betingelserne for organiseringen af den socialistiske produktion. Men at gennemføre alt dette er umuligt uden et parti, der er stærkt i kraft af sin sluttethed og disciplin.

»Proletariatets diktatur,« siger Lenin, »er en hårdnakket, blodig og ublodig, voldelig og fredelig, militær og økonomisk, pædagogisk og administrativ kamp mod det gamle samfunds kræfter og traditioner. Vanens magt hos millioner og atter millioner er den frygteligste magt. Uden et jernhårdt og i kampen stål- sat parti, uden et parti, der nyder tillid hos alt ærligt i denne klasse, uden et parti, som forstår at følge massernes stemning og indvirke på den, er det umuligt at føre en sådan kamp til sejr.« (»radikalismen, en børnesygdom«).

Proletariatet behøver partiet til at erobre og hævde diktaturet. Partiet er et redskab for proletariatets diktatur.

Men deraf følger, at med klassernes forsvinden, med proletariatets diktaturs bortdøen må partiet også dø bort.

5. Partiet som en viljens enhed er uforenelig med eksistensen af fraktioner. Erobringen og hævdelsen af proletariatets diktatur er umulig uden et parti, som er stærkt ved sin sluttethed og jernhårde disciplin. Men en jern- hård disciplin i partiet er utænkelig uden viljens enhed, uden fuldstændig og ubetinget enhed i alle partimedlemmers handlinger. Det betyder naturligvis ikke, at man herved udelukker muligheden for en meningskamp indenfor partiet. Tværtimod, den jernhårde disciplin udelukker ikke, men forudsætter kritik og meningskamp i partiet. Endnu mindre betyder det, at disciplinen skal være slavisk. Tværtimod, den jernhårde disciplin udelukker ikke, men f o hidsætter bevidst og frivillig indordning; thi kun en bevidst disciplin kan blive en virkelig jernhård disciplin. Men efter at meningskampen er afsluttet, kritikken udtømt og en beslutning fattet, udgør alle partimedlemmers enhed i vilje og enhed i handling den uomgængelige betingelse, uden hvilken hverken et ensartet parti eller en jernhård disciplin i partiet er tænkelig.

»I den nuværende tid med skærpet borgerkrig,« siger Lenin, »vil det kommunistiske parti kun kunne opfylde sin pligt, hvis det bliver mest muligt centralistisk organiseret, hvis en jem- hård, næsten militær disciplin behersker det, hvis dets parti- centrum bliver et stærkt og autoritativt organ med vidtgående fuldmagter, som nyder partimedlemmernes almindelige tillid.« (samlede værker, 25. Bd., s. 347, tysk, »kommunistisk internationales optagelsesbetingelser«).

Således forholder det sig med disciplinen i partiet forud for erobringen af diktaturet.

Det samme må siges om disciplinen i partiet efter erobringen af diktaturet, kun i endnu højere grad.

»Den, som blot i mindste måde svækker den jernhårde disciplin i proletariatets parti,« siger Lenin, »(særlig under proletariatets diktatur), hjælper i virkeligheden bourgeoisiet mod proletariatet.« (»radikalismen, en børnesygdom«).

Men deraf følger, at eksistensen af fraktioner er uforenelig både med partiets enhed og med dets jernhårde disciplin. Det er vel overflødigt at påvise, at eksistensen af fraktioner fører til eksistensen af flere centrer, men eksistensen af flere centrer betyder mangel på et fælles particentrum, splittelse af viljens enhed, svækkelse og opløsning af disciplinen, svækkelse og opløsning af diktaturet. Ii. Internationales partier, som kæmper mod proletariatets diktatur og ikke ønsker at føre proletarerne til magten, kan naturligvis tillade sig en liberalisme som fraktionsfrihed; thi de behøver slet ikke den jernhårde disciplin. Men kommunistisk internationales partier, som i deres arbejde stræber efter at erobre og styrke proletariatets diktatur, kan hverken gå med til »liberalisme« eller til fraktionsfrihed. Partiet er viljens enhed, som udelukker enhver fraktionsdannelse og splittelse af magten i partiet.

Derfor Lenins udredning af »fraktionsvæsenets farlighed for partienheden og for virkeliggørelsen af viljens enhed hos proletariatets avantgarde som hovedbetingelse for, at proletariatets diktatur kan have fremgang«, som blev fastlagt i en særlig resolution »om partienheden« på 10. Partikongres.

Derfor Lenins krav om »fuldstændig tilintetgørelse af alt fraktionsvæsen« og om »øjeblikkelig opløsning af alle grupper uden undtagelse, som har dannet sig på denne eller hin platform«, under trussel om »ubetinget og øjeblikkelig udelukkelse af partiet« (se resolutionen »om partienheden«).

6. Partiet styrkes ved at rense sig for opportunistiske elementer. Kilden til fraktionsvæsenet i partiet er dets opportunistiske elementer. Proletariatet er ingen afsondret klasse. Den får uafbrudt tilløb fra bønderne, små- borgerskabet, intelligensen, som bliver proletariseret gennem kapitalismens udvikling. Samtidig foregår der en opløsningsproces i proletariatets top, hovedsagelig blandt de faglige ledere og parlamentarikerne, som bliver underholdt af bourgeoisiet gennem den koloniale ekstraprofit. »dette lag af arbejdere, som er blevet borgerlige,« siger Lenin, »eller »arbejderaristokratiet’, er i sit levesæt, efter lønnens størrelse, i sin hele verdensanskuelse fuldkommen småborgerligt, det er II. Internationales hovedstøtte og i vore dage den sociale (ikke militære) hovedstøtte for bourgeoisiet. Thi de er bourgeoisiets sande agenter i arbejderbevægelsen, kapitalistklassens arbejderforvaltere, sande formidlere af reformismen og chauvinismen.« (se »imperialismen«).

Alle disse småborgerlige grupper trænger på den ene eller den anden måde ind i partiet og vil indpode det en vankelmodighedens og opportunismens ånd, en opløsningens og usikkerhedens ånd. Det er dem, som hovedsagelig er kilden til fraktionsvæsen og forfald, kilden til desorganisation og sprængning af partiet indefra. At kæmpe mod imperialismen med sådanne »forbundsfæller« i ryggen betyder at komme i en stilling, hvor man bliver beskudt fra to sider — forfra og i ryggen. Derfor er den skånselsløse kamp mod sådanne elementer, deres forjagelse fra partiet, forudsætningen for en resultatrig kamp mod imperialismen.

Teorien om »overvindelse« af de opportunistiske elementer gennem ideologisk kamp indenfor partiet, teorien om at »gøre det af med« disse elementer indenfor et og samme parti er en rådden og farlig teori, som truer med at bringe partiet i en tilstand af lammelse og kronisk sygdom; en teori, som truer med at kaste partiet i opportunismens gab, at lade proletariatet stå uden et revolutionært parti, at berøve proletariatet dets vigtigste våben i kampen mod imperialismen. Vort parti havde ikke kunnet bane sig vej, det havde ikke kunnet gribe magten og organisere proletariatets diktatur, det havde ikke kunnet gå ud af borgerkrigen som sejrherre, hvis det havde beholdt Martov og Dan, Potressov og Axelrod i sine rækker. Når det er lykkedes vort parti at skabe den indre enhed og den eksempelløse sluttethed i sine rækker, er det først og fremmest, fordi det formåede i rette tid at rense sig for opportunismens ukrudt, fordi det forstod at jage likvidatorerne og mensjevikkerne ud af partiet. Proletariske partier udvikler sig og bliver stærke ved at rense sig for opportunister og reformister, socialimperialister og socialchauvinister, socialpatrioter og socialpacifister. Partiet styrkes ved at rense sig for opportunistiske elementer.

»Med reformister, mensjevikker i vore rækker,« siger Lenin, »er det umuligt at vinde sejr i den proletariske revolution, er det umuligt at forsvare den. Det er principielt indlysende. Det er blevet bekræftet på anskuelig måde både i Rusland og Ungarn i Rusland er der mange gange opstået vanskelige situationer, hvor sovjetstyret aldeles sikkert ville være blevet omstyrtet, dersom mensjevikkerne, reformisterne og de småborgerlige demokrater var forblevet i vort parti i Italien forestår, hvad der er almindelig anerkendt, proletariatets afgørende kampe mod bourgeoisiet om statsmagten. I et sådant øjeblik er det ubetinget nødvendigt ikke blot at fjerne mensjevikkerne, reformisterne, turatifolkene fra partiets rækker, men det kan endog vise sig gavnligt at fjerne udmærkede kommunister, som er tilbøjelige til vankelmodighed og lægger vaklen i retning af »enhed« med reformisterne for dagen, fra alle ansvarlige poster på tærsklen til revolutionen og under den mest forbitrede kamp for dens sejr kan selv den ringeste vaklen indenfor partiet fordærve alt, bringe revolutionen til at strande, rive magten ud af proletariatets hænder, thi denne magt er endnu ikke stabil og stormløbet mod den endnu alt for kraftigt. Hvis vaklende førere går deres vej i et sådant øjeblik, svækker dette ikke, men styrker såvel partiet som arbejderbevægelsen og revolutionen.« (samlede værker, 25. Bd., s. 576, tysk).

 

9. Stilen i arbejdet

Det drejer sig ikke om den litterære stil. Jeg tænker her på stilen i arbejdet, det særegne og ejendommelige i leninismens praksis, som skaber den særlige type på den Leninistiske funktionær. Leninismen er den teoretiske og praktiske skole, der former en særlig type af parti- og statsfunktionærer, og som skaber en særlig Leninistisk stil i arbejdet. Hvori består det karakteristiske i denne stil? Hvad er det særegne ved den?

Der er to særegenheder: a) det russiske revolutionære sving og b) den Amerikanske saglighed. Leninismens stil består i foreningen af. Begge disse særegenheder i parti- og statsarbejdet.

Det russiske revolutionære sving er modgiften mod trægheden, rutinen, konservatismen, den åndelige sløvhed, den slaviske indstilling overfor nedarvede traditioner. Det russiske revolutionære sving er den livgivende kraft, som vækker tanken, driver fremad, ødelægger det udlevede og åbner perspektiver. Uden dette er intet fremskridt muligt, men det har alle chancer for i praksis at udarte til tom »revolutionær« manilovisme[iii], hvis det ikke i arbejdet forbindes med den Amerikanske saglighed. Eksempler på en sådan udartning mangler det ikke på. Hvem kender ikke de »revolutionære« luftkastellers og det »revolutionære« planmageris sygdom, der har sit udspring i troen på dekretets magt, som skal kunne ordne og lave om på alt? En russisk forfatter, I. Ehrenburg, har i sin fortælling »uskomtsjel« (»det fuldkommengjorte kommunistiske menneske«) tegnet typen på en »bolsjevik«, der lider af denne sygdom, og som har sat sig til mål at lave udkast til et ideelt fuldkommengjort menneske, og … »gik til grunde« i dette »arbejde«. Fortællingen indeholder store overdrivelser, men at han har opfattet sygdommen rigtigt — det er der ingen tvivl om. Men ingen har vel spottet sådanne syge så bidende og skånselsløst som Lenin. »kommunistisk opblæsthed« — sådan benævner han denne sygelige tro på luftkasteller og dekretmageri.

»Kommunistisk opblæsthed,« siger Lenin, »kaldes det, at et menneske, som tilhører det kommunistiske parti og endnu ikke er blevet renset ud af det, indbilder sig, at han kan løse alle sine opgaver gennem kommunistisk dekreteren.« (udvalgte værker, 9. Bd., s. 291, tysk).

Imod det »revolutionære« frasemageri stillede Lenin i almindelighed den jævne og dagligdags virksomhed og understreger dermed, at det »revolutionære« projektmageri strider mod den ægte Leninismes ånd og bogstav.

»Mindre svulstige fraser,« siger Lenin, »og mere jævnt dagligdags arbejde mindre politisk opstyltethed, mere interesse for den kommunistiske opbygnings jævneste, men levende kendsgerninger.« (se artiklen »det store initiativ«).

Den amerikanske saglighed er til gengæld modgiften mod den »revolutionære« manilovisme og de fantastiske luftkasteller. Den Amerikanske saglighed er den utæmmelige kraft, som ingen skranker kender eller anerkender, som med sin saglige vedholdenhed fejer enhver hindring til side, ubetinget fuldfører enhver sag, som engang er påbegyndt, selv om det er en lille sag, og uden hvilken alvorligt opbygningsarbejde er utænkeligt. Men der er al udsigt til, at den Amerikanske saglighed udarter til en snæversindet og principløs geskæftighed, hvis den ikke bliver forbundet med det russiske revolutionære sving. Hvem kender ikke den snævre prakticismes og den principløse geskæftigheds sygdom, som ikke sjældent fører til, at nogle »bolsjevikker« udarter og svigter revolutionens sag? Denne ejendommelige sygdom genspejles i fortællingen: »det nøgne år« af B. Pilnjak, hvor der er tegnet typer på russiske »bolsjevikker«, som er besjælet af vilje og praktisk beslutsomhed og »fungerer« yderst »energisk«, men som mangler perspektiv, som ikke aner, »hvad det skal til«, og derfor forvilder sig bort fra det revolutionære arbejdes vej. Ingen spottede denne sygelige geskæftighed så bidende som Lenin. »snæversynet prakticisme« og »hovedløs geskæftighed« — så- ledes kaldte Lenin ringeagtende denne sygdom. Som modsætning til den opstillede han gerne det levende revolutionære arbejde og nødvendigheden af revolutionært perspektiv på alle områder af vort daglige arbejde og understregede dermed, at principløs geskæftighed strider mod den ægte Leninisme i lige så høj grad som »revolutionært« projektmageri.

Foreningen af det russiske revolutionære sving og den Amerikanske saglighed — det er kærnen i leninismen i parti- og statsarbejdet.

Kun en sådan forening giver os den fuldendte type på den leninistiske funktionær og leninismens stil i arbejdet.

 

NOTER

* (Fremhævet af mig. J. St.)

[i] I marts 1922 fremsatte Lenin parolen om smytsjka, et rigtigt gensidigt økonomisk forhold mellem arbejderklassen og bønderne, med det formål at styrke forbundet mellem arbejdere og bønder. Smytsjkaen tjente den socialistiske omdannelse af de små bondebrug: i den første tid under nep virkede smytsjkaen væsentlig på handelens område, senere, under industrialiseringen, væsentlig på produktionens område, idet landbruget forsynedes med landbrugsmaskiner, så korn af høj kvalitet etc. — O. A.

[ii] Der er her Tale om »Kompagniet« Axelrod, Martov, Potres- sov o. a., der ikke rettede sig efter 2. Kongres’ Beslutninger og beskyldte Lenin for »Bureaukratisme«. — J. St.

[iii] Manilovisme — tryg selvglæde, uvirksomhed, goldt drømmeri. Manilov er en af personerne i gogols roman »døde Sjæle«. — O. A.

Teksten er kopieret fra:

J. Stalin
Om Leninismens grundlag

Forlaget tiden
København 1947

Oversat efter J. Stalin: Leninismens problemer 11. Russiske udgave (1939)

Phønix tryk

Back To Top