Med ghettoplanen er regeringen gået i offensiv mod den brede danske befolkning og retten til en lejebolig der er til at betale. Uligheden øges markant, når en rimelig bolig kun tilbydes for dyre penge, hvor prisen er overladt til markedskræfterne.
Med ghettoplanen rettes angrebet mod boligområder med almene udlejningsboliger og flere sociale problemer end gennemsnittet.
I stedet for at få hjælp til at løse de sociale problemer skal beboerne nu deporteres – ingen ved hvor hen eller til hvilke forhold. Blot skal de fjernes fra de byudviklingsområder, hvor boligspekulanter ønsker deres næste byggeboom.
De større byer vokser, priserne stiger og almindelige mennesker presses længere og længere ud fra bycentrene. Høje indtægter er i stadigt højere grad en nødvendighed, hvis man skal kunne bo i byer som København og Århus.
Ghettoplanen bruger beboersammensætningen som et redskab til smadring af boligområder med almene udlejningsboliger. Med påstanden om at problemerne løses, hvis blot indvandrere og mennesker på overførselsindkomst forflyttes fordrejer de virkeligheden og tiltager sig retten til vilkårligt at sætte almindelige rettigheder ud af kraft. Boligområder tæt på bykernerne skal inddrages i det profitgivende boligmarked – fattigrøve og mennesker med en almindelig indtægt skal ud.
Mange almene boligområder har stort behov for renovering, men dette er ikke sigtet med ghettoplanen. Renovering bør under alle omstændigheder ske med inddragelse af beboerne og uden huslejestigninger.
Hele ghettobegrebet må afvises og retten til en sund og billig bolig for alle sættes i centrum i kampen imod den.
Nej til regeringens ghettoplan!
Stop deportationen af beboere fra lejerboliger!
For retten til gode og billige boliger!
Bevar beboerdemokrati og – rettigheder!
Afskaf ghettobegrebet!
Afskaf kontanthjælpsloftet!
Stop privatisering af boligområdet!
Nej til prestigebyggeri – byg billige og gode almene lejerboliger!
APK
Arbejderpartiet Kommunisterne