18. april 2018
Udtalelse Arbejderpartiet Kommunisterne
Den solidaritet der er vokset frem nedefra blandt de mange grupper af offentlige ansatte, har aldrig været større. Trods mediespin og platte forsøg på at spille de offentlige ansatte ud mod hinanden har sammenholdet rundt i hele landet vist sig stærkere. Befolkningens sympati vokser med de ansattes solidaritet.
Det er nu, der er fælles vilje og energi til at kæmpe for at stoppe arbejdsgiverne.
Det er ikke fælles tilbud, de er kommet med i tolvte time. Det er et fælles angreb på de offentlige ansattes arbejdsforhold og ret til at fastsætte arbejdstiden ved overenskomst og ikke ved lov. Først var det lærernes tur i 2013, hvor de stod alene.Hvis ikke det hul lukkes med overenskomstdækning bliver det næste gruppes tur og næste gruppes.
Løhde og Zieglers ”tilbud” om 0,1 % mere på lønstigningen er totalt useriøst og temmelig arrogant.
OK-krav skal opfyldes: Det er fælles krav
Lærernes arbejdstid skal igen reguleres ved overenskomst. Ellers vil det blive normal arbejdsgiverpraksis i den offentlige sektor. Det er et fælles principielt spørgsmål. En ½ års individuel evaluering er en hån.
Arbejdstiden skal ikke forlænges og kompensation fjernes. Regionernes krav om ubegrænset uvarslet overarbejde, ændrede fleksible ansættelsesforhold skal væk. Det er fælles spørgsmål.
Højere realløn, ligeløn og sikring af lønregulering i regulære kroner og øre. Ikke uigennemskuelige regneark og lokale puljer man skal slås med hinanden om bagefter. Det er fælles krav.
Ved lunkent mæglingsforslag: Stem Nej!
Kommer det et mæglingsforslag med lunkne kompromiser må det mødes med en massiv Stem Nej kampagne, protester og strejker. Lige meget hvor flot indpakningen bliver. Vi har aldrig vundet noget ved at bøje os.
De offentlige ansattes styrke ligger i at fastholde og udvide solidariteten omkring kravene. Og inddrage de privatansatte, forældre, studerende, pårørende, de arbejdsløse og reformramte i en stor fælles protest og strejkebevægelse for en offentlig sektor- til gavn for både ansatte og brugere.
Arbejderpartiet Kommunisterne APK
Dette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES
– eller på FACEBOOK
Udgiver APK Arbejderpartiet Kommunisterne – FACEBOOK
KPnet 18. april 2018