skip to Main Content

En revolutionær vej ud af krisen

Udtalelse fra Arbejderpartiet Kommunisterne, APK

Det er ikke uden grund der en stigende social utilfredshed med den arbejdsgiver- og krigspolitik som regeringen og partierne i Folketinget fører – og et voksende ønske om forandring. Magthaverne kan nemlig kun én pivfalsk sang: arbejderklassen og flertallet af befolkningen skal betale med stadig nye forringelser, for at hjælpe de store virksomheder gennem kapitalismens mange kriser. Selvom samme virksomheder og bankerne har haft rekordoverskud, der er fordelt som aktieudbytte og lønstigninger blandt topfolk, topembedsmænd og politikere, kan de ikke få nok. De vil have nye milliardtilskud, skattelettelser og investeringer af offentlige- og pensionskroner.

Det bliver kun værre med kapitalismen og dens indbyggede kriser. Vi trækkes i ring fra finanskrise, og økonomisk krise til forsynings-energi og klimakrise, frem mod en ny økonomisk krise. Kapitalismen er syg og uduelig, når det gælder om at dække den almindelige befolkning og samfundets behov. Den kan ikke helbredes med mere kapitalisme, mere krisepolitik, mere omfordeling fra de fattige til de rige.

Vi nægter at bære kapitalens problemer

Inflationen stiger i et tempo der ikke er set i årtier. Arbejdsgiverne, Nationalbanken, fagtoppen og politikerne lyver, når de siger at højere løn skaber inflation. Lønnen og sociale indkomster er allerede bagud for prisstigningerne og udhules dag for dag. Det er krigsøkonomien, hvor milliarder postes ud til oprustning og krige, der skaber inflation. Det er staten, der lader seddelpressen rulle til milliardtilskud til kapitalen, der skaber inflation.

Vi hverken vil eller kan betale. Folketingets Vinterpakke med midlertidige og små forbedringer, forslår ikke for dem der ikke har høje indkomster. Den udsætter blot noget af pinen.

Vi kræver højere løn nu, der dækker inflations- og reallønstab. Vi siger: Vent ikke til OK23 og OK24 med at kæmpe for højere løn. Stol ikke på at Folketinget og fagtoppen vil sikre højere løn og ligeløn. Arbejdere må stole på egne kræfter, solidaritet og klassekampens vej.

At der ville komme en energikrise og mangel på energi har været kendt i flere årtier. Ligesom det stod klart at EU- privatiseringen af energimarkedet ville føre til at profit og markedskræfter sætter prisen på energi. Det er det vi ser nu. I et forsøg på at skjule sammenhængen, bruges den imperialistiske krig i Europa som undskyldning for vanvittige energi prisstigninger, der vil tvinge folk fra hus og hjem.

Det er ikke nok at skære ekstraprofitten af energipriserne, profitten og markedskræfterne skal helt ud energimarked. Stop statstyveriet med moms og afgifter helt – ikke halvt og ikke kun for en kort periode.

Danmark er aktiv deltager i en uerklæret imperialistisk krig i Ukraine mellem Rusland og USA/NATO-landene. En krig der føres med ukrainske liv på samvittigheden, og tab af tusindvis af unge soldater i frontlinjen, og med katastrofale omkostninger for hele verden. En krig der forlænges i takt med de penge og våben der kastes ind i den. Det har sat gang i en massiv oprustningsspiral og militarisering af økonomierne, også den danske.

Vi kræver at milliarderne fra forsvarsforliget og tillægsbevillingerne i stedet bruges til oprustning af den offentlige sundheds-, omsorgs-, og uddannelsessektor. Til børn og ældre, til at sætte de sociale ydelser permanent op og sikre de offentligt ansatte ordentlige og værdige løn- og arbejdsforhold.

Alle imperialistmagter ud af Ukraine, stop krigshandlingerne og start fredsforhandlinger. Stop dansk krigsdeltagelse rundt om i verden. Ingen NATO og US baser og soldater på dansk grund. Danmark skal ud af de imperialistiske alliancer EU og NATO. Skrot krigsbudgetterne.

 Vent ikke på at et kommende Folketingsvalg vil eller kan løse problemerne – hverken dagens eller fremtidens. Uanset om det er ”rød” eller ”blå” blok, der sidder i regeringskontorerne, så formuleres politikken af skyggeregeringen i Dansk Industri og Dansk Arbejdsgiverforening: alle på gulvet skal arbejde hurtigere, og længere, og gå senere på pension, og til en dårligere løn.

Uanset hvem der har regeringsmagten, vil dens politik følge arbejdsgivernes og kapitalens krav om mere billig arbejdskraft, om større omfordeling fra de offentlige budgetter og den offentlige sektor til den private. Der er ingen grundlæggende forskelle på ”rød” eller ”blå” blok, det er samme klassepolitik. Derfor opfordringen allerede nu: stem blankt, fordi der ikke er noget parti at stemme på med et reelt alternativ.

Det der forandrer situationen er ikke dit kryds den ene dag. Det er det, du og resten af arbejderklassen og befolkningen gør alle dagene ind imellem valgene. Vi siger brug din stemme til at stille krav og til at deltage i klassekampen for kravene.

Hårde tider kræver hård kamp. Hvis vi ikke slår tilbage og rejser krav og demonstrerer beslutsomt nu, vil vi være i meget vanskeligere forhold i morgen. Det handler ikke kun om at øge lønningerne og indkomster, men om vores liv, vores fremtid! Det er en vigtig kamp, hvor arbejderklassens må afvise at betale for krisen og krigen, afvise at støtte klassesamarbejdet, og afvise politikken med “national enhed” med arbejdsgiverne, med de rige og med krigsanstifterne.

Fremtiden under det kapitalistiske system bliver stadig mere truende. Det er nødvendigt med et revolutionært alternativ, et brud med kapitalismen, hvor arbejderklassen kan blive herre i eget hus og opbygge et socialistisk Danmark.

Højere løn og indkomster på profittens bekostning– ikke spareforslag og nedskæringer!
Skrot de asociale reformer og udplyndringen af den offentlige velfærdssektor!
Slut med arbejdsgiverpolitik – lad kapitalen og de rige betale!

Enhed, kamp og organisering baner vejen for en socialistisk fremtid!

 Vi opfordrer alle progressive og revolutionære kræfter til at kæmpe sammen med os. Gå med i ArbejderPartiet Kommunisterne (APK).

ArbejderPartiet Kommunisterne
28. september 2022

Back To Top