Af Pelle Collin
DKP/ML blev stiftet ved årsskiftet 1978/79 som et parti på de revolutionære, marxistisk-leninistiske standpunkter, der igennem en længere årrække var trådt under fode i det dengang langt større DKP. Ved opbruddet i den kommunistiske bevægelse i slutningen af 80’erne overlevede DKP/ML relativt uskadt, og satte sig derefter i centrum for den nødvendige kommunistiske samlingsproces.
Efter sprængningen af DKP/ML er samlingsprocessen frem mod ét stærkt kommunistisk parti inde i en alvorlig krise. Eksklusionerne af partiets tidligere formand og to andre kammerater markerer et linjeskift i højreopportunistisk retning, som har nødvendiggjort stiftelsen af en ny organisation, OKTOBER, der i dette efterår i færd med at sammenfatte erfaringerne fra bruddet i DKP/ML og de perspektiver, situationen rejser. Artiklen her trækker et grundris af de linjemæssige skillelinjer, som førte til sprængningen.
Artiklens forfatter var medlem af DKP/ML fra 1988 frem til sprængningen sommeren 1997.
Indledning
Højreopportunisme
Ny “Demokratisk” stil
Et nyt parti
Afslutning
Den 28. juni 1997 vedtog centralkomiteen i Danmarks Kommunistiske Parti/Marxister-Leninister at ekskludere tre fremtrædende partimedlemmer: den kommunistiske veteran og modstandsmand Frede Klitgård, den tidligere leder af Københavns partidistrikt Dorte Grenaa samt ikke mindst partiets formand fra stiftelsen i 1978/79 frem til den 7. kongres i marts i år, Klaus Riis.
Sådanne eksklusioner vækker opsigt. Den uvildige iagttagers første indskydelse vil givetvis være, at de markerer et politisk linjeskift. Denne iagttagelse bliver bestyrket i det faktum, at knap en tredjedel af partiets medlemmer brød ud umiddelbart efter eksklusionerne. Med en sådan sprængning kan der ikke kun have været tale om personlige gnidninger og kammeratlige loyalitetsfølelser.
DKP/ML’s centralkomite begrundede imidlertid eksklusionerne med, at de tre havde “dannet en fraktion”, hvilket som bekendt er i strid med kommunistiske partiregler. Det er imidlertid svært at udlede, hvori denne fraktionalisme skulle have bestået, og hvor mange medlemmer “fraktionen” skulle have omfattet. Partiets udtalelser modsiger sig selv: Det lader sig ikke udlede, om “fraktionen” skulle have bestået af de tre ekskluderede alene eller af de omkring 30 pct., der har forladt partiet.
DKP/ML har ikke fremlagt nogen dokumentation for påstandene. “Fraktionalisme”-anklagen er hængt op på en række mindre “sager”, der er af en sådan beskaffenhed, at DKP/ML næppe med respekten i behold kan fremlægge dem for den undrende progressive offentlighed. Anklageskriftet blev heller ikke på forhånd fremlagt for de anklagede, så disse kunne have mulighed for at forsvare sig i partiet. Det turde man ikke. I stedet blev eksklusionerne vedtaget på kupagtig manér, uden varsel for partimedlemmerne og sågar uden at de overhovedet var sat på dagsordenen på det pågældende CK-møde.
At eksklusionerne handlede om større politiske linjer, kunne man dog ikke helt skjule. I præventivt forsvarsøjemed konstruerede man derfor en politisk anklage mod de ekskluderede.
Kort tid efter kongressen blev Klaus Riis i DKP/ML’s avis Dagbladet Arbejderen beskyldt for at have fremlagt “sekteriske” forslag i partiet, uden at dette dog blev uddybet. Senere, i forbindelse med offentliggørelsen af eksklusionerne i samme avis, udtalte partiets nye formand, Jørgen Petersen, at “fraktionen” nu “står på venstreradikale standpunkter”.
Hvori disse venstreradikale standpunkter skulle bestå, har vi stadig til gode at få forklaret fra Jørgen Petersen og DKP/ML. Indtil da må vi nøjes med nogle opfindsomt konstruerede anklager på basis af en kreativ fordrejning af Klaus Riis’ skrifter.
Læserne af Dagbladet Arbejderen har i den seneste tid kunnet undre sig over, at der siden april har været gentagne politiske og personlige angreb fra DKP/ML’s ledelse mod Klaus Riis, uden at Klaus har fået publiceret så meget som én linje til svar. Har den gamle partiformand mon mistet mælet?
Efter sprængningen af DKP/ML kan læserne af den ellers så hævdvundne avis undre sig over, at de udtrådte medlemmer, som nu har dannet organisationen OKTOBER, til dato ikke har fået bragt ét svar på anklagerne om fraktionalisme og venstreradikalisme, ikke én forklaring på, hvorfor så mange har taget et så drastisk skridt som at forlade deres parti. Har vi monstro ikke noget at sige?
Jo længere DKP/ML praktiserer denne tavshed og lukkethed om partisprængningen, desto mere undergraver partiet sin egen troværdighed. Partiet må indse, at de officielle forklaringer ikke holder vand.
Man kunne rimeligvis spørge DKP/ML, om partiet er blevet bange for politiske argumenter. Sådanne argumentationer og debatter – om det kommunistiske partis linje, om partinormerne, om samlingen af kommunisterne i ét stærkt parti og om kommunisternes strategi og taktik for et socialistisk Danmark – må siges at være særdeles påtrængende i den aktuelle splittede situation i den kommunistiske bevægelse.
Selvfølgelig var eksklusionerne et signal om nye politiske linjer. At få afklaret disse linjemæssige uenigheder, som lå til grund for sprængningen, har ikke kun interesse for nuværende og tidligere medlemmer af DKP/ML. Det er af vital interesse for hele den kommunistiske bevægelse at få afklaret, hvad det er for et kommunistisk enhedsparti, der ønskes, at få afklaret erfaringerne med degeneration i kommunistiske partier og at få afklaret, hvilken grundlæggende linje det kommunistiske parti skal følge.
2. Betragtninger om fløjdannelsen i DKP/ML og højreopportunismens årsager
2.1.
DKP/ML’s fløjdannelse
DKP/ML befandt sig ved tidspunktet for den 7. kongres i en kritisk overgangsfase fra at være et marginaliseret parti med smågruppelevn til at skulle opbygge et stærkt kommunistisk parti.
I en sådan overgangsfase siger erfaringerne, at faren for højreskred er overhængende. Derfor er det i en sådan situation uhyre vigtigt på den ene side at højne det politiske niveau – dvs. sikre kvaliteten i partiet i forbindelse med stor medlemstilgang – og på den anden side at sikre en styrkelse og konsolidering af partinormerne. I en overgangsfase af denne art rejser der sig endvidere øgede krav til politisk overblik og dybtgående analyser af de forestående udfordringer. På disse felter kan der nu konstateres åbenlyse højreskred i DKP/ML i løbet af en kort periode.
Disse skred er sket snigende. Det er værd at bemærke, at mindretalsfløjen i partiet trods betænkeligheder ved løse ender stemte for kongressens centrale dokumenter, fordi disse ikke indeholdt direkte revisioner af partiets marxistisk-leninistiske politik, og at fløjen i ord og praksis fulgte beslutningerne fra kongressen. Dette gælder også de tre ekskluderede.
For de almindelige partimedlemmer kom de første varsler om den forestående sprængning omkring årsskiftet 1996/97. Det fremgik klart af den interne partipresse, at der var uenigheder i centralkomiteen, men hvori disse bestod, fremgik bestemt ikke klart.
Det fremgik dog, at Klaus Riis i december havde bedt centralkomiteen om et tillidsvotum som formand og fået dette enstemmigt. Senere afslørede en del af forsamlingen, at denne tillidserklæring fra deres side var rent taktisk.
I et nummer af Kongresekstra, der indeholdt indlæg om og til den forestående kongres, blev medlemmerne i januar præsenteret for en redegørelse, der vakte en del undren. Oplægget med titlen “Om partimæssighed og partiudvikling” rettede en skarp kritik af beretningsteserne til kongressen, som blev beskyldt for at indeholde sekteriske fejl. Disse teser var udarbejdet af Klaus Riis.
Med udgangspunkt i en kritik af den gældende ledelsespraksis blev det i oplægget fremført, at ledelsesformen fremover skulle være præget af “fleksibel mål og ramme-ledelse”. Der rejstes grundlæggende spørgsmålstegn ved den centralistiske arbejdsgang i ledelsen. Funktionen af partiets daglige ledelse, sekretariatet, blev f.eks. defineret som værende “et udførende arbejdsredskab for centralkomiteen”. Desuden indeholdt oplægget en kritik af, at partiet stillede for store krav til medlemmernes læsefærdigheder, at mange ikke magtede at læse lange oplæg og artikler, som det krævedes for at følge med. I stedet stillede oplægget krav om en omlægning til mundtlig kommunikation, mundtlig agitation og propaganda, og om at skolingen skal være “direkte og jordnær” og “ikke behæftes med tykke bøger”.
Det ovennævnte oplæg blev vedtaget og udsendt af centralkomiteen kort tid efter, at selvsamme centralkomite enstemmigt havde godkendt beretningsteserne og sendt dem ud til partiet. Flere partimedlemmer advarede allerede fra dette tidspunkt om, at oplægget udtrykte en ny partiopfattelse.
En anden gren af nytænkningen fremkom senere i januar med udsendelsen af kongresoplægget “Kommunistisk samling”, som indeholdt bemærkelsesværdige mangler, sammenlignet med partiets hidtidige linje. En række andre centrale indlæg fra samme kant antydede på forskellig vis den nye partiopfattelse, men dækkede denne ind under formelle bekendelser til den hidtidige linje og heftige angreb på den daværende formand, der beskyldtes for “ultravenstre”-opfattelser.
På centralkomitemødet i januar besluttede et flertal at nedlægge partiets daglige ledelse, sekretariatet, og lade forretningsudvalget fungere som daglig ledelse. Denne vedtægtsstridige beslutning blev truffet i hast, uden om dagsordenen, efter forslag fra Søren Becher, som rejste en skarp kritik af Klaus Riis’ ledelsesstil. På det tidspunkt havde Klaus meddelt, at han af hensyn til partiets enhed ikke ønskede at genopstille som formand. Klaus karakteriserede på dette tidspunkt CK-flertallets kurs som et varsel om et højreskred.
På tidspunktet for den 7. kongres i marts 1997 var partikampen stadig i fuldt flor, men det skal herfra påstås, at det af forskellige årsager stadig ikke fremgik klart for flertallet af medlemmerne, hvori uenighederne bestod. Kongressen betød derfor et klart nederlag til mindretalsfløjen i partiet. En tredjedel af den gamle centralkomite blev udskiftet, idet disse ledere trak deres opstilling på kongressen som følge af kongresledelsens krav til mindretalskandidaterne om at afsværge deres synspunkter for at blive valgt.
Kongressen besluttede at erklære partikampen for slut og proklamerede højtideligt, at der nu herskede enhed i partiet (sic!). Flertallet under ledelse af den kommende formand, Jørgen Petersen, erklærede, at modsætningerne i partiet var af underordnet karakter, og at der nu blot var tilbage at rydde op efter kampen og komme videre. Det var imidlertid en kendsgerning, at fløjopdelingen af partiet nu var cementeret.
Hermed havde højrestrømningen i DKP/ML vundet partiet. I stedet for at søge at løse modsætningerne blev mindretallets kadrer på forskellig vis isoleret fra ledende funktioner. For CK-medlemmet Henning Paaskes vedkommende var der endog tale om grov desavouering. Den tidligere formand blev til trods for sine evner og erfaring ikke engang foreslået til noget udvalg eller til andre opgaver, som han foreslog sig prioriteret til, men blev henvist til lokalt arbejde som f.eks. at sælge aviser.
Centralkomiteen rettede efter kort tid skarpe advarsler til Dorte Grenaa og Klaus Riis for deres angivelige “fortsættelse af partikampen”. Disse advarsler blev fremsat i den interne partipresse, uden at de pågældende kritikker var blevet rejst på forhånd over for Dorte og Klaus. Desuden var den deri indeholdte definition af “partikamp” aldeles vilkårlig.
Centralkomiteen skærpede modsætningerne frem til det forudsigelige resultat, der nu ligger på bordet. Tre måneder efter kongressen sprængte den en bombe under partiet – de tre eksklusioner – som betød, at mindretallet brød ud af partiet og sluttede sig sammen i organisationen OKTOBER.
Med denne faktiske eksklusion af mindretallet blev vejen banet for et uhindret højreskred.
2.2. Højreopportunismen
De nærmere detaljer omkring skærpelsen af modsætningerne i DKP/ML og udviklingen i forlængelse heraf efter sprængningen er ikke emnet for denne artikel. Vi skal her holde os til de data, hvoraf der kan udledes politiske konkusioner. Som overskriften siger, er konklusionen, at DKP/ML befinder sig i et højreskred. Det er dette højreskred, denne spirende højreopportunisme, som OKTOBER ønsker at rykke op med rode, før den gør for megen skade.
Faren fra højre, højreopportunismen i forskellige varianter, herunder den moderne revisionisme, er hovedfaren for det kommunistiske parti. Denne fare er et udtryk for klassekampen i partiet og er konstant overhængende som følge af et mangesidet tryk. Vi skal her prøve at give en kort teoretisk oversigt over højreopportunismens forskellige årsager:
2.2.1.
Partiet skal være meget på vagt for højrefaren i masseorganisationer, hvor man til tider dagligt skal arbejde sammen med alliancepartnere af revisionistisk, reformistisk og borgerlig demokratisk observans, og hvor man skal arbejde inden for rammerne af borgerlige normer.
Dette problem er erfaringsmæssigt i særlig grad set i de kommunistiske partiers faglige og parlamentariske virksomhed. Kommunisterne i disse massepolitiske funktioner inddrages kontinuerligt i de processer, som fastholder denne virksomheds systembevarende karakter, og derfor er det en kontinuerlig og svær kamp at fastholde de revolutionære klassekampspositioner i en sådan funktion. Partiets kadrepolitik i forhold til sådanne kammerater må tage sigte på at undgå, at disse indrulleres i de normer og tankegange, der gælder på systemets præmisser. De massepolitiske kadrer må fastholdes for og ledes af partiets linje i et tæt samarbejde gennem relevante partiforummer.
2.2.2.
Lederlagene i fagbevægelsen er en del af et særligt socialt lag, der i klasseanalysen går under betegnelsen arbejderaristokratiet. Det er et lag, der set over en bred kam er “bestukket” af borgerskabet til at fastholde et stabiliserende klassesamarbejde. Arbejderaristokratiet fungerer dermed reelt som borgerskabets forlængede arm over for arbejderklassen og tjener til at fastholde borgerskabets diktatur. Påvirkningen igennem dette lag er udtalt blandt kommunistiske fagforeningsfolk og udgør en særlig fare for det kommunistiske parti og dets kadrer i fagbevægelsen. Den videnskabelige socialisme konkluderer, at arbejderaristokratiet er reformismens og revisionismens sociale basis.
2.2.3.
Mangel på og/eller overfladisk holdning til ideologisk skoling kan være skæbnesvanger for det kommunistiske parti. Hvis ikke skolingen og den teoretiske uddannelse hele tiden sikres, kan vejen for et højreskred være alt for let, belagt med snæversyn. Et lavt skolingsniveau kan tillige forårsage subjektivisme i forskellige varianter blandt medlemmerne, når de store linjer ikke kan overskues.
2.2.4.
Indflydelse fra borgerlige bevidsthedsformer spiller også sin egen rolle i det kommunistiske parti. Bureaukratisme og liberalisme er to sider af samme borgerlige tendens, som ikke helt kan undgås, så længe partiet er omgivet af det borgerlige samfund, og som man derfor kontinuerligt må være på vagt over for. Et kendt og berygtet eksempel på dette er forekomsten af karrieremageri, som ikke hører hjemme i et revolutionært parti.
2.2.5.
Der føres en generel kamp mod den videnskabelige socialisme, marxismen-leninismen, fra borgerskabets, reformisternes, revisionisternes og trotskisternes side. Der rettes ligeledes herfra kamp mod de kommunistiske partiprincipper og den kommunistiske klassekampslinje i massearbejdet. Denne fjendtlige kamp føres på utallige felter hver dag og i masseomfang.
I forhold til dette konkluderede beretningsteserne til DKP/ML’s 7. kongres:
“Den forstærkede kamp for opbygningen af partiet, kampen for den demokratiske centralisme og korrekte partinormer, kampen for at højne hele partiets ideologiske, teoretiske og politiske niveau og styrke dets greb om den organisatoriske politik, en bedre og mere bevidst kadrepolitik osv. – alt dette er redskaber til at imødegå borgerskabets og klassesamarbejdets pres og faren fra højre.”
2.2.6.
En skæv klassesammensætning i det kommunistiske parti kan give sig direkte udslag i uforholdsmæssig indflydelse fra ikke-proletariske lag, herunder især intellektuelle og mellemlag. Partiet må til stadighed tilstræbe en overvægt af den klasse, der skal danne basis i den socialistiske revolution, nemlig arbejderklassen, herunder især de mest klassekampsindrettede dele af arbejderklassen.
Det skal her noteres, at klassesammensætningen i DKP/ML ved tidspunktet for sprængningen grundlæggende var sund, om end ikke helt tilfredsstillende.
2.2.7.
En sidste forklaringsvinkel ligger i forståelsen af den svære situation, DKP/ML har været igennem. Det meste af 1996 var således gennemsyret af en redningskamp for bevarelse af partiets organ og venstrefløjens vigtigste presse, Dagbladet Arbejderen.
Sovjetlederen og den teoretiske klassiker J.V. Stalin påpegede engang efter krigen, at man i udmattelsen og genopbygningsperioden efter en stor, sejrrig kamp må være på vagt over for højreskred. Stalins ord var profetiske for Sovjetunionen, de var profetiske for DKP og den internationale kommunistiske bevægelse, og de har vist sig også at have forklaringsværdi i forhold til den mindre målestok i dagens DKP/ML.
Den sejrende højrestrømning i DKP/ML har manifesteret sig gradvis, under dække af henholdsvis læbebekendelser til partiets hidtidige linje og angreb på enkeltpersoner, først og fremmest den tidligere formand Klaus Riis. At overskue den linjemæssige spaltning af partiet er derfor et spørgsmål om at sammenholde det skrevne ord med den førte praksis i en lang række spørgsmål og udlede et mønster heraf. Dette og det næstfølgende afsnit kan betragtes som en skitse til løsningen af dette puslespil.
3.1.
DKP/ML bekræftede på kongressen den almene kendsgerning, at hovedfaren for partiet kom fra højre, og at bestræbelserne på at undgå degeneration derfor som vanligt måtte rette hovedværnet i denne retning, mod højreopportunismen. Kongressen stadfæstede desuden parolen om at arbejde for samlingen af kommunisterne i ét stærkt kommunistisk parti på marxismen-leninismens grund og i uforsonlig kamp mod revisionismen. Kort tid efter blev disse kongreslinjer omstødt.
Brodden mod “venstre” – kursen mod højre
Sideløbende med eksklusionerne holdt DKP/ML en organisatorisk konference, hvorunder der præsenteredes retningsgivende oplæg for partibygningen. Her lanceredes de nye toner om partiopfattelsen, primært under overskriften “Kommunisternes parti- og organisationspolitik”.#
Dette nøgledokument med den misvisende overskrift er udarbejdet efter devisen, at “et angreb er det bedste forsvar”. Efter fremsigelsen af en række irrelevante almindeligheder om det kommunistiske parti, som burde være enhver kommunists børnelærdom, fører oplægget over i en større polemik mod venstreradikalisme. Der føres en fyldig polemik mod en ikke-eksisterende fjende, dvs. mindretalsfløjen i partiet får skudt synspunkter i skoene, som den aldrig har fremført, og de udokumenterede anklager om fraktionalisme rejses underforstået hele vejen igennem.
Oplægget polemiserer f.eks. mod, at der skal være “et kadrelag med en særlig status i partiet og hævet over partireglerne”. Det kan man kun erklære sig enig i. Der er imidlertid ingen i partiet, der har fremført et sådant synspunkt.
Oplægget antyder derimod en ny kadreopfattelse ved at skelne mellem erfarne kadrer og professionelle revolutionære, selvom disse størrelser i princippet og i praksis almindeligvis smelter sammen, samt ved den ensidige fokusering på kadrernes massepolitiske erfaringer. Det går ikke an i forhold til den kommunistiske partiopfattelse. Massepolitiske erfaringer gør det ikke alene. Partiet skal lede masserne og de massepolitiske kadrer, ikke omvendt.
Mindretallet beskyldes via løsrevne Lenin- og Stalin-citater underforstået for at være “intellektuelle herremandsanarkister”, der ikke føler sig bundet af partireglerne. Særligt morsomt bliver det, når oplægget i lange vendinger fordømmer “persondyrkelsen af en stærk mand”, en utvetydig hentydning til Klaus Riis.
Der er givetvis nogen, der har følt sig trådt over tæerne af den tidligere formand. Dette tages nu i anvendelse til at hænge Klaus op på beskyldninger om at have været en “partiejer” med selvherskerfornemmelser. Denne anklage vender sig imidlertid mod dem, der fremsætter anklagen. Skal den tages alvorligt, betyder det, at disse partifornyere igennem en længere årrække, hvor der herskede enhed i partiet, har ladet sig manipulere og styre af Klaus Riis til at praktisere en bestemt linje.
Kollektiv arbejdsgang har altid været DKP/ML’s ledestjerne. I et indlæg i kongresprocessen imødegik Klaus bl.a. beskyldningerne med den simple kendsgerning, at kollektivitet “kræver nogen at være kollektive med”. Det har været et problem i den forløbne kongresperiode. I lange perioder, især gennem redningskampen for Dagbladet Arbejderen sidste år, har Klaus siddet med et urimeligt stort ansvar i hænderne på grund af underbemanding i ledelsen. Til udarbejdelsen af beretningsteserne modtog formanden f.eks. ikke de nødvendige analyser fra udvalgene, som burde have været udarbejdet til formålet.
Disse kendsgerninger er blevet brugt i en skærpet hetz mod personen Klaus Riis, hvilket har været banebryder for et opgør med den politik, som Klaus og partiet i fuld samdrægtighed har stået for. Hetzen sublimeres til en polemik mod “venstre”, som nu er retningsgivende for DKP/ML.
I artiklen “Hvilket parti har arbejderklassen brug for?” i pjecen af samme navn skrives det direkte, at DKP/ML’s nuværende ledelse betragter partiets 7. kongres som et vigtigt opgør mod en akut “venstre”-fare, der da blev nedkæmpet. Ifølge artiklen skulle det “dogmatiske” partimindretal så langt tilbage som i 1995 have planlagt at forvandle partiet til “en sekt, en antikveret ‘ridderorden’ med egne sære ritualer”.#
For at polemisere mod denne besynderlige fjende fremmanes citater fra partiets 5. og 6. kongres, hvis retningslinjer for partiet roses. Skal anklageriet tages alvorligt, er det fascinerende, at den hovedanklagede i egen person mere end nogen anden stod i spidsen for udviklingen af disse højt priste retningslinjer. Den nye ledelse fremstiller sig selv som en kontinuitiv ledelse og markerer dette ved at udsmide lederen af det, der skal kontinueres.
Med andre ord: Selvom partiet på kongressen bekræftede, at hovedfaren aktuelt og generelt kommer fra højre, rettes hovedskytset nu mod en imaginær, akut venstrefare.
Det er ganske interessant. DKP/ML er i dag forenet gennem beslutsom kamp mod en venstreradikalisme, som partiet dog har svært ved at dokumentere eksistensen af. Der er i stedet konstrueret en række anklager mod mindretalsfløjen i partiet, om f.eks. at den skulle have fremført et kunstigt modsætningsforhold mellem partibygning og massearbejde. Sådanne anklager har intet hold i virkeligheden. De fremføres de facto for at legitimere en halehængspolitik i forhold til massearbejdet.
Trods bekendelser til, at højrefaren er hovedfaren, handles der påviseligt ud fra, at faren kommer fra “venstre”. Skal man dømme efter signalerne, anses partiets hidtidige politik for “venstreradikal” og partiets hidtidige kadreopfattelse for “sekterisk”. Man kunne i så fald svare igen, at det er denne “venstreradikalisme” og “sekterisme”, der har båret partiet frem gennem 18 år, som har sikret Dagbladet Arbejderens eksistens og status, og som i øvrigt har gjort, at partiet har magtet relativt store opgaver dets lidenhed til trods.
At et kommunistisk parti netop i en overgangsfase af DKP/ML’s art skulle rette hovedskytset mod “venstre”, strider mod de opsummerede erfaringer. Vel findes der i en sådan situation risiko for fasthængen i sekterisk smågruppetænkning. Den kan blot ikke konstateres hos “Klaus Riis & co.”, som partimindretallet omtales. Og denne risiko er for intet at regne mod de fristelser, der følger med stigende indflydelse i massearbejdet. Hvordan vil DKP/ML i dag redegøre for dets imødegåelse af højrefaren?
Masse-drømmerier
Den organisatoriske konference betød også lanceringen af en ny parole for partibygningen, en parole for en ny partiopfattelse. Nu hed det, ligeledes uden hold i kongresbe-slutningerne, at DKP/ML vil skabe et “kommunistisk masseparti”. Denne parole er i dag DKP/ML’s officielle parole og har erstattet parolen “for ét stærkt kommunistisk parti”. Parolen er senere blevet offentligt programmatisk stadfæstet i en pjece rettet mod det udtrådte og ekskluderede partimindretal.
Hvad menes der med et “masseparti”? Parolen virker umiddelbart besnærende, thi ingen vil vel modsætte sig, at det kommunistiske parti skal have mange medlemmer. Problemløsningerne i forhold til dette var en central bestanddel af de senere forkastede beretningsteser til den 7. kongres.
Imidlertid fremføres parolen på bekostning af den vigtigste og vanskeligste kerne i den kommunistiske samlingsproces, nemlig kampen mod den moderne revisionisme og for en endegyldig afklaring af det kommunistiske partis ideologiske linje. Holdningerne til partibygningen og samlings-processen er intimt forbundet, og parolen lægger op til en slækkelse af principperne for samlingsprocessen.
Nuværende medlemmer af DKP/ML har senere bedyret, at den nye parole blot er en anden betegnelse for partiets hidtidige politik: at partiet skal have mange medlemmer og være forankret i massekampen. Men hvorfor så lancere den nye parole i polemik mod den forudgående?
I artiklen “Hvilket parti har arbejderklassen brug for?” fremstilles parolen som en betegnelse for det kommunistiske parti på det trin i sin udviklingsfase, hvor det bliver “en organisa-tion for revolutionære masseaktioner”. Hvorfor dette skal føre til en ny parole, og hvilke analyser der ligger bag, er der ikke redegjort for. En uddybet forklaring på masseparti-parolen savnes stadig.
I ovennævnte artikel citeres Stalin for beskrivelsen af overgangen mellem kommunistpartiets to udviklingsfaser, fra det svage første udviklings-stadium til et parti for masseaktioner, i artiklen gjort til definitionen på massepartiet. Det samme citat finder man imidlertid i Klaus Riis’ forkætrede beretning-steser. –
Den pågældende beretningstese konkluderede:
“Vi står i en overgangssituation mellem de to faser af partibygningen, eller måske mere præcist, i sidste del af den første periode, som Stalin beskrev, på vej ind i den næste periode, masseaktionerne, massekampens periode.”
For at realisere dette stillede beretningstesen en udvidelse af kadrelaget og en meget betydelig udvidelse af medlemsskaren på dagsordenen. Dette skulle være det næste skridt henimod skabelsen af et stærkt kommunistisk parti.
Umiddelbart kunne det derfor se ud, som om der ikke ligger en uenighed. Imidlertid siger det sig selv, at den nye parole ikke er lanceret for afvekslingens skyld.
At DKP/ML med sin nuværende meget ringe størrelse, i en uafklaret situation i forhold til resten af den kommunistiske bevægelse, der er splittet og befængt med opportunistiske og revisionistiske ideer, går ud og snakker om at skabe et masseparti, er højst mærkværdigt. Der er ikke nogetsteds i Europa basis for at danne kommunistiske massepartier inden for en overskuelig fremtid. Hvilke masseaktioner leder DKP/ML i dag? Hvilke masseaktioner har man planer om at greje?
At DKP/ML på nuværende tidspunkt rejser parolen om massepartiet, kan kun betyde en afgørende slækkelse af de politiske sider af partistyrkelsen. Det lægger endvidere op til en liberalisering af optagelsespolitikken. Det deraf følgende sammenrend kan ikke være kernen i den kommunistiske samlingsproces. Det ser snarere ud, som om planen for DKP/ML’s numeriske vækst har erstattet initiativet i samlingsprocessen (jf. rubrik 3.3.).
Samlingen af kommunisterne må fokusere på den ideologiske afklaring og kampen mod revisionismen, hvis den skal lykkes. Desuden er de organisatoriske former for samlingen af den splittede kommunistiske bevægelse i ét parti kun i sin vorden. Den opgave, der rejser sig for samlingsprocessen aktuelt, drejer sig derfor om overhovedet at få samling på de spredte kræfter og at gøre dette på et politisk afklaret grundlag. Samlingsprocessen frem mod ét stærkt kommunistisk parti må være ledestjernen.
Masseparti-parolen er kortsigtet og vil uværgerligt spille fallit, inden der er gået lang tid. Resultatet bliver i hvert fald alt andet end det styrkede kommunistiske parti, som er nødvendigt for at kunne lede masseaktioner. At DKP/ML, selv hvis det førte en korrekt marxistisk-leninistisk linje, i dag skal rejse massepartiet som aktuel opgave for partibygningen, er udtryk for rent forførerisk drømmeri. Desuden er det uklart, om partiets definition af massepartiet overhovedet kan forliges med det kommunistiske partis rolle som fortropsparti.
Beretningsteserne rejste – i modsætning til disse principløse løfter – udførlige krav om politisk styrkelse af alle led i partiet, stærkere ledelser, styrkelse af partinormerne, styrkelse af den demokratiske centralisme, styrkede vedtægter og herunder oprettelse af en central kontrolkommission, højnelse af det ideologiske niveau samt en mere konsekvent kadrepolitik som hver især aspekter, der som følge af eksisterende svagheder var nødvendige at gribe fat om for at realisere partibygningsop-gaverne og lede samlingsprocessen.
Masseparti-parolen og dens begrundelser giver kun mening ud fra den antagelse, at disse opgaver er løst i DKP/ML. Parolerne er alene i ordvalget væsensforskellige, idet kampen for det stærke kommunistiske parti fokuserer på kvaliteten, kampen for massepartiet på kvantiteten.
Uden om kongressen
Beretningen til partiets 7. kongres sammenfattede:
“Samlingen af kommunisterne i et fælles parti betyder, at kommunisterne forenes på marxismen-leninismens grundlag omkring de grundlæggende bestanddele af marxismen-leninismens teori og praksis”.
Et helt afsnit af beretningen har overskriften “Styrk kampen mod revi-sionismen”. Det har kongressen vedtaget. Det skulle have været en hovedopgave for partiet.
DKP/ML går selvsagt ikke i dag ud og fornægter marxismen-leninismen, men det er bemærkelsesværdigt, så tilbageholdende man er med at fremføre principperne i ord og praksis. Bekendelserne til marxismen-leninismen fra den kant klinger hult, som uforpligtende salmesang. Praksis viser, hvor det bærer hen.
Det kan opsummeres, at DKP/ML efter kongressen har ændret signaler om dels holdningen til, hvad der er hovedfaren for det kommunistiske parti, dels holdningen til partibygningen og dermed samlingsprocessen.
Disse nye opfattelser kommer ikke fra kongressen, ikke fra de almindelige partimedlemmer, ikke fra nogen kompetent forsamling i partiet, og de bygger ikke på noget dokumenterbart grundlag. De blev fremlagt på den organisatoriske konference af ledende partimedlemmer uden at være blevet diskuteret i centralkomiteen, endsige i partiet som helhed.
Grundlæggende linjer for et kommunistisk parti skal altid fastlægges efter diskussion i hele partiet, og de skal konfirmeres af kongressen. De ovennævnte, nye linjer fremlagdes ikke på kongressen, men kort tid efter, uden diskussion. De er ydermere kendetegnet ved mangel på videnskabelighed, mangel på saglige analyser af den aktuelle situation samt en udtalt tendens til citat-gøgleri og billig tautologisk teoretisering af på forhånd fastlagte konklusioner.
3.2.
Kadreopfattelsens
vigtige nuancer
Som tidligere nævnt kom et af de væsentlige varsler om den forestående partisprængning i CK-oplægget “Om partimæssighed og partiudvikling” i januar. Heri blev beretningstesernes definition af partiets kadrelag kritiseret kraftigt, idet det påstodes, at deres angiveligt “nye” definition skulle føre til dannelsen af et særligt lag med særlig status i partiet, et Tvind-agtigt system med A-, B- og C-medlemmer. Udgangspunktet for kritikken var ganske tyndt, idet man trak en særlig begrebsanvendelse i teserne ud af dens sammenhæng, nemlig at kadrer “i princippet er professionelle revolutionære”.
Kritikken er kommet til offentlighedens kendskab med pjecen “Hvilket parti har arbejderklassen brug for?”, hvor Klaus Riis beskyldes for at ville have indført intet mindre end en “rid-derorden”-kadredefinition. Denne panderynkefremkaldende dom baserer sig primært på renlivet forfalskning af modstanderens synspunkter, og den slags er i sagens natur svært at skulle imødegå.
Som et af de konkrete eksempler fremdrages et udkast til forslag til et aflønningssystem for partiets vellønnede kadrer i masseorganisationerne, som Klaus Riis oprindelig inkluderede i beretningsteserne. Dette fornuftige forslag om præventive foranstaltninger antændte ved fremlæggelsen et ramaskrig fra højrefolkene.
Beretningsteserne indeholder ikke nogen Tvind-tanker. De fremfører den kadreopfattelse, som DKP/ML altid har haft, men lægger af årsager, der senere er blevet fuldt ud bekræftet, vægten på at polemisere mod opportunistiske opfattelser.
Derfor fremhæves det, at kadrerne som det bærende kernelag i det kommunistiske parti foruden sikringen af deres politiske uddannelse i princippet bør aflønnes af og holdes i live af den revolutionære bevægelse. De negative erfaringer fra det revisionistiske DKP i form af dette partis degenererede forhold mellem kadrer og parti trækkes også frem i lyset. Der står intet, der sagligt kan begrunde påstanden om, at kadrerne ifølge teserne skal være et særligt privilegeret lag i partiet.
I det ovennævnte CK-oplæg introduceres i stedet en ny kadredefinition, nemlig at “en kadre er en partikammerat med en ledende politisk position i eller uden for partiet”. Hermed åbnes der op for en ulden sammenblanding af partiets ledere med partimedlemmer med ledende positioner i f.eks. fagforeninger eller parlamentariske forsamlinger. Der er tale om et farligt mix af to kvalitativt forskellige funktioner.
Denne nye kadreopfattelse, som sidenhen er bekræftet flere steder, fremfører kort og godt, at partiets ledere i masseorganisationer pr. definition tilhører kadrelaget. Hvis et partimedlem vælges til en fagforeningspost eller en kommunalbestyrelse, betragtes ved-kommende ifølge denne nye opfattelse automatisk som en del af partiets kerne, og vedkommende kan dermed automatisk få en ledende rolle i partiet.
Det strider mod den leninistiske partiopfattelse. Kadrelaget må defineres og prioriteres ud fra deres politiske kvaliteter, ikke ud fra om de er valgt til massepolitiske poster. At partiets mas-sepolitiske ledere skal tilhøre og integreres i kadrelaget er selvsagt, men processen skal gå den rigtige vej: Partiets massepolitiske kadrer skal ledes af partiet, ikke omvendt.
Perspektivet for DKP/ML’s nye kadreopfattelse behøver man ikke at gætte sig til. Man kan blot se på det revisionistiske DKP i efterkrigstiden, hvor partiets faglige og parlamentariske ledere tiltog sig uretmæssig magt over partiet og de facto styrede dette fra fagforeningskorridorer og folketingsgemakker.
At være partikadre betyder ikke blot, at man vier sin tilværelse til det kommunistiske parti og dets målsætninger. Det indebærer, at man vier sin tilværelse til en revolutionær politisk uddannelse, og at man underlægger sin eventuelle massepolitiske virksomhed under de revolutionære målsætninger. Det vil uundgåeligt indebære situationer, hvor man nødvendigvis må sætte sin massepolitiske post på spil for den revolutionære sag, når linjerne trækkes skarpt op i massearbejdet.
I den tilsyneladende ordkløveriske polemik mellem forskellige kadreopfattelser ligger der altså i dette tilfælde en skillelinje mellem revolutionær kamp og opportunistisk forsoning med reformismen. DKP/ML befinder sig i dag på den forkerte side af denne skillelinje. Fremstillingen af, hvem der bærer partiet, afspejler en ny, degenereret partiopfattelse.
3.3.
Centrismen vinder
indpas
Et andet varsel om sprængningen kom som nævnt i kongresoplægget “Kommunistisk samling”, ligeledes fra januar, som blev udarbejdet af et ledende medlem af højrefløjen i partiet. Her koncentreres spørgsmålet om samling af kommunisterne ind omkring vedtagelse af programmer og aktionsenhed med forskellige “rivaler” i den kommunistiske bevægelse, hvorimod kampen for samling på den videnskabelige socialismes grund og på grundlag af den leninistiske partiopfattelse er væk.
Denne sidstnævnte mangelvare er som bekendt det vigtigste og vanskeligste problem i samlingsprocessen. De senere begivenheder taget i betragtning var det næppe blot en forglemmelse, men snarere et signal om den linje, der senere skulle blive stad-fæstet, nemlig en centristisk tendens.
Denne tendens kan – foruden i den generelle ideologiske slækkelse af partiet – ses på i hvert fald tre fronter:
For det første i holdningen til det parlamentariske arbejde, der er aktuelt med kommunalvalget dette efterår. DKP/ML har i Århus og København droppet den selvstændige opstilling på brede lister med aktuelle klassekampskrav, som det ellers har været partiets linje. Disse opstillinger har været udnyttet til at inddrage partiløse kammerater i politikudvikling samt til at styrke partiets profil og arbejdet for dets målsætninger.
I stedet har DKP/ML’s medlemmer i hvert fald i ét tilfælde fået ordre ovenfra om at støtte et andet partis kandidat, nemlig Fælles Kurs’eren Jørgen Tved i Frederiksborg amt. Der ligger ingen politikudvikling i dette samarbejde, blot en udsigt til at fungere som vælgerforening for denne samarbejdspartner. Den kommunistiske samlingsproces i Nordsjælland lader til at være gået i stå, hvilket ikke kan betænkes, hvis den er sunket ned til at skulle være et parlamentaristisk heppekor for en kandidat, som i øvrigt tilhører et parti, der ikke længere har eksistensberettigelse.
Et sådant uprincipielt samarbejde på lederplan kan og skal ikke være en model for kommunistisk samling. Situationen i Nordsjælland i dag er symptomatisk for den passivisering, der opstår, når sagen gribes fejlagtigt an.
Samlingsprocessen på Fyn er så vidt vides det eneste sted i landet, hvor der stadig foregår en reel samling med rigtige metoder og på et rigtigt grundlag. Her foregår det på den måde, som DKP/ML indtil den 7. kongres støttede, nemlig nedefra, med inddragelse af partiløse kommunister i konkret arbejde – i form af politiske debatter og afklaringer og aktionsenhed på grundlag heraf. Hermed opstår der en sund politikudvikling, som i forhold til efterårets valg har manife-steret sig i en fælleskom-munistisk liste K i Odense.
Hvordan stiller DKP/ML sig nu til samlingsprocessen på Fyn? Et klart svar herpå ville være ønskeligt for hele den kommunistiske bevægelse. Humlen i denne forbindelse er især, at næsten hele DKP/ML på Fyn er udtrådt af partiet og har tilsluttet sig OKTOBER.
For det andet er det bemærkelsesværdigt, at lederen af Kommunistisk Parti i Danmark (KPiD) på Fyn, Eric Skytte, blev ekskluderet af sit parti den 21. juni, altså en uge før eksklusionerne i DKP/ML. Begrundelsen for denne eksklusion var ikke til at tage fejl af: Eric Skytte var efter KPiD-ledelsens mening for aktiv i samlingsprocessen. Det direkte påskud for eksklusionen var, at Eric Skytte i forbindelse med Klaus Riis’ 50 års fødselsdag fik bragt en lykønskning til denne i Dagbladet Arbejderen.
Efter eksklusionen af Eric Skytte har en gruppe af KPiD’ere, der var aktive i samlingsprocessen, forladt partiet.
Er dette et skæbnens sammentræf? Eller har der været kontakter mellem ledelserne i DKP/ML og KPiD, som har koordineret disse udrensninger? Spørgsmålet er hermed stillet.
Uanset hvad ligger der grundlæggende ens politiske bevæggrunde bag de besynderligt sammenfaldende eksklusioner. Begge partier har skilt sig af med de mest konstruktive og succesrige aktører i den kommunistiske samlingsproces.
KPiD befinder sig ufortrødent på den moderne revisionismes programmatiske grundlag, herunder navnlig forestillingen om “det antimonopolistiske demokrati”, der postulerer en særlig, fredelig overgangsfase mellem kapitalisme og socialisme. KPiD har hidtil som parti stillet sig yderst negativt til den kommunistiske samlingsproces og betragter i stedet sig selv som det kommunistiske parti, arvtageren til massepartiet DKP.
For det tredje har DKP/ML’s centralkomite uden diskussion udsendt et udkast til program for et socialistisk Danmark i en udgave, som er færdigredigeret af en enkelt person, Sven Tarp, der er aktiv på den sejrende fornyerfløj i partiet. En analyse af programmet, som er bragt andetsteds her i Teori & Praksis, konkluderer, at det indeholder forsoning med revisionistiske synspunkter.
Socialismeprogrammet var sat på dagsordenen til diskussion og vedtagelse på kongressen, men dette punkt blev strøget af kongresledelsen. Glædeligvis har DKP/ML dog bedyret, at program-met står til fri diskussion, så vi ser i OKTOBER frem til at få bragt indlæg herom i bl.a. Dagbladet Arbejderen.
3.4. Fagligt opråb
med løse ender
Til DKP/ML’s 7. kongres udarbejdedes en rapport fra det faglige udvalg, som lægger op til at rette brodden mod “venstre”. Rapporten tager udgangspunkt i en noget ukonkret kritik af samspillet mellem partiets faglige kadrer og partiledelsen. Der skal ikke her tages stilling til denne diskussion, som også har haft sine modparter. Det centrale er, at kritikken tages i anvendelse for mærkværdige konklusioner.
Det korte af det lange er, at den kritik, der har været rettet mod de faglige kadrer fra ledelsesmæssigt hold, fordømmes som “ultravenstre”-opfattelser og “frasemageri”. Oplægget påstår f.eks., at der i partiet har været opfattelser om, at “fagforeningerne er borgerskabets spydspids i arbejderklassen”. Ja, det er jo noget sludder. Der kan simpelthen kun være tale om en forvrængning af de pågældende opfattelser. Fagforeningerne er arbejderklassens vigtigste masseorganisationer, og kommunisternes kamp drejer sig i høj grad om at erobre positioner i fagbe-vægelsen på klassekampspositioner.
Det er derimod muligt, at fagligt udvalg har hørt advarsler mod arbejderaristokratiets rolle og faglige kommunisters mulige påvirkning af eller indrullering i dette fundamentalt reaktionære lag. Det er ikke det samme som at underkende fagforenings-arbejdet, men tværtimod en særdeles vigtig erkendelse for at kunne føre klassekampen korrekt i fagbevægelsen. Det er ikke fagforeningerne, men arbejderaristokratiet, der med et lidt misvisende udtryk udgør den ovennævnte “spydspids” mod arbejder-klassen.
Det er derudover en kendsgerning, at der er blevet rejst kritik af de faglige kadrers arbejde for bestemte sider af partiets målsætninger. En sådan kritik har tydeligvis været ilde hørt i det faglige udvalg.
At rette værnet mod “venstre” er i almindelighed fejlagtigt. Men at rette hovedskytset mod “venstre” i det faglige arbejde er fundamentalt set en absurditet.
Hovedfaren for det kommunistiske parti kommer generelt og aktuelt fra højre, og det i særdeleshed i det faglige arbejde, hvor det systembevarende klassesamarbejde er sat mest effektivt i system. Vel forekommer der venstresek-teriske op-fattelser i det faglige arbejde, men at sammenligne denne overkommelige risiko med det massive klassesamarbejdspres, som reformis-men og revisionismen sætter ind i fagbevægelsen, er i bedste fald en grov fejlvurdering, i værste fald en afledemanøvre for forsoning med revisionismen og klassesamarbejdet.
Fagligt udvalgs rapport er ikke blot et hvilket som helst indlæg i kongresdebatten, men kan betragtes som retningsgivende for partiets faglige arbejde. Vi har altså at gøre med et mildest talt centralt aspekt af partiets klassekamps-virksomhed. Visse signaler tyder på, at rapportens konklusioner og den dermed frygtede nedbrydning af højreværnet vitterlig står ved magt i DKP/ML, f.eks. i partiets legalistiske halehængstaktik i forhold til RiBus-kampen (se rubrik 3.5.).
Kongresberetningens afsnit om den faglige kamp lægger en klar partilinje for klassekamp, “for en aktiv og kæmpende fagbevægelse”. Tiden må vise, om det bliver ved proklamationen. Man kan nervøst notere sig, at beretningen i modsætning til sine forgængere slet ikke nævner arbejderaristokratiet.
Der rejser sig særlige problemer i et kommunistisk partis arbejde i fagbevægelsen, sammenlignet med øvrige masseorganisationer. Løsningerne herpå kræver ikke blot taktiske vurderin-ger af massearbejdet på dette felt, men i høj grad et fast greb om den videnskabeligt socialistiske analyse af de to grundlæggende linjer i fagbevægelsen: klassesamarbejde og klassekamp. Denne analyse har som grundbestanddel, at faren for højreopportu-nisme er den konstante hovedfare i fagbevægelsen som for partiet i øvrigt.
Der er i disse EU-tider mere end nogensinde behov for en revolutionær fagopposition til de socialdemokratiske pampere, der er i hastigt færd med at nedbryde det danske arbejdsmarkeds aftalesystem. Det er bemærkelsesværdigt, at erklærede kommunister i denne situation kan finde på at sætte kræfterne ind mod “venstre”. Hvad er DKP/ML’s nuværende visioner i det faglige massearbejde?
3.5. Legalismen stikker snuden frem
En vigtig aktuel klassekampssag er solidariteten med de tre anklagede fra RiBus-kampen og kampen for de faglige rettigheder i den forbindelse. I denne kamp, hvor DKP/ML under den værste hede i 1995 udviste en eksemplarisk indsats, er det engang så hævdvundne parti nu faldet af på den.
Lederen i Dagbladet Arbejderen 16. august handlede om denne kamp. Heri rejstes kravet om en dommerundersøgelse af politiets rolle i konflikten, der så sandelig fortjener en afsløring. Lederen i avisen udtrykker som bekendt partiets holdning, og det er sidenhen blevet bekræftet, at kravet om en dommerundersøgelse nu er et hovedkrav fra DKP/ML.
Den vigtigste parole i RiBus-efterspillet er kravet om stop for kriminali-sering af faglig konflikt. De tre arbejderledere, som i skrivende stund trækkes på anklagebænken i Esbjerg, blev i sin tid anholdt i erklæret “præventivt øjemed” og sad som statsmagtens gidsler i syv uger, mens kampen stod på. Ansvaret for denne antidemokratiske gidseltagning kan føres opad i systemet, gennem justitsministeriet til hele statsapparatet. Dommerne og retsvæsenet burde sættes på anklagebænken.
At kræve en dommerundersøgelse er det samme som at sætte sin lid til det borgerlige retssystem, som DKP/ML ellers har været ivrig for at afsløre som det, det er: en forudsigelig klassejustits vendt mod arbejderklassens legitime rettigheder. Erfaringerne taler deres tydelige sprog. En sådan dommerundersøgelse vil trække i langdrag, og den vil aldeles ikke sætte politiet og korpsets politiske bagmænd på den anklagebænk, de fortjener.
Det kan være en taktisk nødvendighed for kommunisterne at bakke op om et illusorisk krav a la dommerundersøgelse, hvis det rejses af alliancepartnere i kampen. Men det er bestemt ikke rigtigt at lancere det af egen vilje og endog som hovedkrav. Kommunisterne må tværtimod arbejde for at undgå, at fokus rettes mod et sådant legalistisk krav, og for dels at mobilisere den brede solidaritet nedefra, uden om systemet, dels afsløre systemet.
At DKP/ML nu kan finde på at rejse kravet om en dommerundersøgel-se som hovedkrav er effektivt medvirkende til at diagnosticere højreskredet. Sammenligner man med partiets holdninger og arbejde efter f.eks. 18. maj 1993, træder forskellen klart i øjnene. DKP/ML optræder ikke som respektvækkende samarbejdspartner, men som halehæng til de politiske kræfter, der ønsker den legalistiske vej.
Kommunisternes udspil kunne være en offentlig høring, en folkedomstol, med tillidsvækkende eksperter og vidneudsagn, som det f.eks. arrangeredes efter Karl Jørgensen-sagen i forbindelse med havnearbejder-konflikten i 80’erne. Andre muligheder kunne overvejes efter en vurdering af mulighederne.
Hvis afsløringen af politiet og systemet skal opnås, kræves der selvstændig handling. Heri ligger kommunisternes opgave.
3.6. Teoretiske
spørgsmålstegn
DKP/ML, eller rettere enkelte ledende medlemmer, har fremsat tvetydige signaler om nye teoretiske overvejelser, som peger i retning af en legitimering af fremtidige revisionistiske synspunkter.
I beretningen til den 7. kongres er det på Sven Tarps initiativ indføjet, at imperialismen er “ved at gå ind i en ny fase” som følge af globaliseringen. Det er uklart, hvad der menes med dette. Det står imidlertid klart, at op-havsmanden i sine socialisme-overvejelser har spekuleret i en strategisk alliance med ikke-proletariske klasser og lag og i tvivlsomme overvejelser om en fredelig overgang til socialismen. Det kunne tyde på, at den “nye fase” i imperialismen betragtes som fredeligere end den forudgående, i så fald et ganske opsigtsvækkende synspunkt.
I artiklen “Hvilket parti har arbejderklassen brug for?” tages et citat fra beretningen til partiets 5. kongres i anvendelse til at underbygge et sted i beretningen til den 7. kongres, hvor der står, at der har været “tempotab med hensyn til at bringe den marxistisk-leninistiske teori på højde med nutidens krav”. Det fremdragne citat fra femte kongres, der skal berettige fornyernes fremstilling, siger, at “på en række områder er den marxistisk-leninistiske tænkning og praksis simpelthen ikke på højde med verdensudviklingen i dag”.
Disse citater fremstilles som harmonisk samhørige, selvom der faktisk står to forskellige ting. I citatet fra femte kongres siges det, at teoriens anvendelse ikke er på højde med tidens krav, mens det fra den syvende kongres hedder, at teorien i sig selv trænger til fornyelse. Med “teori” forstås almindeligvis det grundlæggende paradigme i tænkningen og politikken.
Det er muligvis blot ligegyldigt ordkløveri. Det er dog også tænkeligt, at ændringen af ordvalget afspejler visse partifornyeres ønske om at modellere i selve den videnskabelige socialismes fundament.
Talrige eksempler kan fremføres på, at DKP/ML i perioden op til eksklusionerne gradvis er blevet gennemsyret af en ny ledelses-stil, som bryder med den demokratiske centralismes principper og de leninistiske partinormer. I den forbindelse kan der konsta-teres inflydelse fra den borgerlige demokratiopfattelse.
4.1. Ned med centrum – frem med sektortænkning
Som nævnt i rubrik 2.1. fremkom et nøgleindlæg i kongresdebatten med de første tegn på den nye partiopfattelse. I dette indlæg (“Om partimæssighed og partiudvikling”) stilledes der krav om “øget kollektivitet” i centralkomiteen, forretningsudvalget og sekretariatet. Hvad denne kollektivitet skulle vise sig at indebære antydedes, da sekretariatet – den daglige ledelse – blev beskrevet som “et udførende arbejdsredskab for centralkomiteen”. Sekretariatets afgørende politiske funktion blev her simpelthen ikke nævnt.
Det har altid været kommunistisk latin, at ledelserne skal være kollektive. Kollektivitet indebærer imidlertid, at sagerne drøftes og besluttes kollektivt, og at alle deltager gensidigt støttende i alle sagsområder. Kollektivitet indebærer i den demokratiske centralisme endvidere, at partiet og partiets organer ledes fra et centrum, der sammenfatter diskussionerne, foretager eller igangsætter analyser og sender resultatet til beslutning eller yderligere drøftelse. Hvis kollektivet er utilfreds med centrum, kan centrum til enhver tid afsættes af dem, der har valgt det.
Sekretariatet er i sin egenskab af daglig ledelse et politisk centrum i partiets øverste ledelse. Det indebærer naturligvis ikke, at sekretariatet er den øverste myndighed mellem kongres-serne – det er centralkomiteen – men det indebærer, at sekretariatet spiller en politisk nøglerolle, og at det skal være stærkt, være i stand til at sammenfatte og konvertere partiets linje til daglig politik i tæt samspil med Forretningsudvalget, CK og partibasis. Til dato har heller intet parti kunnet fremvise et dueligt alternativ til nødvendigheden af en stærk førstesekre-tær, en formand, til at lede centralkomiteens og sekretariatets arbejde.
Med udgangspunkt i en kritik af ledelsesforholdene under Klaus Riis’ formandsskab, hvis berettigelse her skal forblive udiskuteret, har højrestrømningen i DKP/ML indført en ny ledelsesopfattelse under slagord om “øget kollektivitet” og hadefulde fordømmelser af ideen om et centrum.
Denne nye opfattelse medfører som konsekvens, at ledelsesmedlemmerne egenhændigt kan udvikle politikken på egne sagsområder. Især er det fremhævet, at partiets ledere i masseorganisationer, og herunder navnlig faglige ledere, har ret til en særlig “tillid” fra partiet. Det betyder, at ledelses-kollektivet helst ikke skal “blande sig” for meget i disses arbejde og politikud-vikling, at hver sektor i praksis kan få lov til at passe sig selv.
Denne ledelsesopfattelse ses i flere oplæg til kongressen, især i det faglige udvalgs rapport (se rubrik 3.4.). Den kan aflæses af centrale oplæg, som polemiserer for en opprioritering af massearbejdet stort set uden at tale om partiets ledelse af dette massearbejde, eller som polemiserer mod “superledelser”, som forventes at have svarene på alt, og mod “detaljestyring” af medlemmerne.
Der var imidlertid ingen i partiet, som havde ideer om “superledelser”, som har ønsket at nedprioritere massearbejdet eller styre alt i detaljer. Det kunne heller ikke påvises, at der var nævneværdige aktuelle problemer i den retning. Modstanderen var et spøgelse. Mange medlemmer påpegede omvendt, at der var problemer med mangel på ledelse af og dermed støtte til partiets arbejdende medlemmer.
Slagordet om “kollektivitet” viste sig efter kongressen helt konkret at dække over det stik modsatte, hvilket er beskrevet andetsteds i dette afsnit. Alt peger på, at DKP/ML også i ledelsesmæssig forstand er blevet et nyt parti, hvor sektortænkningens og principløshedens hundrede blomster kan blomstre. “Kollektiviteten” fører i praksis til en udemokratisk, vilkårlig og ugennemsigtig ledelse.
Kongresprocessen og udrensningsprocessen efter kongressen har givet en forsmag på, hvor lidt basismedlemmerne regnes for. Erfaringerne fra tilsvarende ledelsespraksis i f.eks. DKP taler for, at resultatet bliver en udtalt aktivistisk stil i basis, i grundorganisationerne. “Kollektivitet” bliver i denne forstand det samme som at følge trop.
4.2. Mørklagte linjer
Kongresprocessen var i sig selv dybt utilfredsstillende. Det er igennem denne proces, at det vigtigste demokratiske udtryk i det kommunistiske parti skal komme til udtryk, idet kongressen er partiets højeste myndighed.
På den ene side fik de medlemmer af centralkomiteen, som var uenige i de nye linjeændrende beslutninger og signaler, mere eller mindre mundkurv på i deres grundorganisationer. Parti-kampen førtes desuden på et meget personrettet grundlag, som slørede de politiske linjer. Det betød, at disse uforenelige politiske linjer, som efterhånden antog form, ikke blev belyst tilnærmelsesvis klart i kongresprocessen, så medlemmerne kunne tage stilling til de reelle problemer. Denne artikels forfatter fattede således ikke mange brikker af de linjemæssige uenigheder i partiet, før det var for sent.
På den anden side var der godt nok åbenhed for indlæg til den interne presse i partiet, men dette betød ikke, at de deri rejste spørgsmål, vurderinger, advarsler og uenigheder fra mindretallet blev besvaret. Den gængse taktik fra fornyerfløjen bestod henholdsvis i at fordreje modpartens synspunkter til det uigenkendelige og i simpelthen at ignorere mindretallet. Der blev ikke ført dialog, men antagoniserende konfrontation, som gav sig udslag i bl.a. en advarsel til Dorte Grenaa, fordi hun som CK-medlem fremsatte sine egne synspunkter i sin grundorganisation – en advarsel, der var i strid med partinormerne, som partiet hidtil havde praktiseret dem.
Kongressen blev efterfølgende hyldet af den nye centralkomite og karakteriseret som superdemokratisk med den ene begrundelse, at der var mange på talerstolen!
4.3. Majorisering
Flere steder forekom der i valget af delegerede til kongressen den praksis, at der blev valgt ensidigt ud fra, hvem der bakkede majoritetens linje op. De politiske uenigheder i partiet søgtes altså “løst” ved det, der går under betegnelsen majorisering. Det er en ikke-leninistisk praksis, der strider mod den demokratiske centralisme. Den demokratiske centralisme tilsiger, at der skal foretages grundige kadrevurderinger af de kammerater, der kommer på tale som kandidater til et hvilket som helst valg, og at kadrevurderingen skal ligge til grund for valget.
4.4. Kupmetoder
Den procedure, der har været gældende i centralkomiteen omkring vedtagelserne af de linjeændrende og drastiske beslutninger lige fra de første særlige redegørelser i januar, der omstødte centralkomiteens tidligere holdninger, til eksklusionerne i juni, er dybt kritisabel og strider mod helt elementære partinormer.
Redegørelser, resolutioner og beslutningsforslag med gennemgribende indhold er blevet fremlagt uden for dagsordenen og snakket igennem til vedtagelse af et flertal. Flere medlemmer af centralkomiteen, som nu er trådt ud af partiet, fortrød senere deres stemmeafgivning ved flere sådanne lejligheder før kongressen.
Det yppigeste eksempel på denne kupagtige stil ses i eksklusions-pro-ceduren. Punktet var ikke sat på centralkomiteens dagsorden, ingen papirer var udarbejdet til formålet, og kritikken af de anklagede blev end ikke fremlagt over for disse på forhånd, før dommen faldt. Betegnelsen standret vil ikke være helt ved siden af.
Som pendant til denne procedure i ledelsen kan det som nævnt konstateres, at ledende partimedlemmer ved mindst én lejlighed egenhændigt har udstukket nye politiske retningslinjer for partiet uden om den valgte ledelse.
Denne praksis står i skærende modsætning til de ledsagende proklamationer om udviklingen af en “forbedret kollektiv stil”. En demokratisk centralistisk beslutningsproces forudsætter konstruktiv dialog og politiske analyser med alle involverede som samarbejdende aktører. Den forudsætter ubetinget, at der udvises vilje til enhed.
Den nye stil har gjort op med den centralistiske arbejdsgang inden for ledelsens egne rækker og dermed givet spillerum til parallelle centres selvstyrende kurs, uden om kollektivets “indblanding”. Den har også introduceret kampe i ledelsen i lighed med dem, der foregår i andre partier og i fagforeninger. Nu, hvor “fjenderne” er banket ud, er der frit løb til at se igennem fingre med partinormerne. Jo, kammeratlig tillid er godt, men kontrol er immervæk bedre.
4.5. Liberalisme
I forhold til den “sag”, der omkring kongressen opstår i forhold til Folkebevægelsen Mod Nazisme (FMN) og tidsskriftet “Faklen”, udviser den nye formand, Jørgen Petersen, en bemærkelsesværdig ledelsesstil, som må tages som udtryk for den nye praksis. Det er en længere historie, men den skal her bringes som relevant dokumentation:
Som følge af en uheldig forveksling med et pro-nazistisk tidsskrift af samme navn retter formanden for FMN, Frede Klitgård, i en kommentar i Dagbladet Arbejderen en række usande beskyldninger mod Faklen. Dette fører til, at Faklens redaktør Rune E. Larsen rejser sagsanlæg mod såvel Dagbladet Arbejderen som Frede Klitgård. Både avisen og Frede offentliggør derefter berigtigelser og dementier af påstandene, og dermed burde sagen være ude af verden.
Imidlertid sker der det, at Jørgen Petersen egenhændigt ringer til Rune E. Larsen og beklager avisens formidling af Frede Klitgårds beskyldninger, hvorefter sagsanlægget mod avisen trækkes tilbage. Halvanden måned senere ser Frede i et referat fra et CK-møde, at formanden har sagt, at han blot kan foretage en lignende opringning.
Det korte af det lange er, at de to sagsanlæg fra Faklen nu konverteres til ingen sag mod Dagbladet Arbejderen og to sager mod Frede Klitgård. Hvorfor Faklen fortsætter denne sag, står stadig hen i det uvisse.
Hvad der derimod står klart er, at formand Jørgen Petersen går enegang og efterfølgende bakkes op af centralkomiteen i en situation, hvor partiet burde tage et kollektivt skridt til at bringe situationen i orden og støtte partikammeraten Frede Klitgård og FMN mod Faklens ildelugtende sagsanlæg. Det er en fremgangsmåde, der må betegnes som liberalisme.
Partiets egen officielle forklaring på denne adfærd lyder kort og godt, at Frede ikke ville eller ikke kunne tale med partiledelsen – den præcise forklaring er svær at udlede. I flere skrivelser til sit parti har Frede imidlertid efterlyst en klar støtte til dels sig selv mod Faklen, dels til FMN i dennes egenskab af en vigtig masseorganisation.
Hvad ville have været en kommunistisk ledelsesstil i denne affære? Jo, såmænd en kollektiv proces: Formanden og partiledelsen burde have aftalt fremgangs-måden med Frede Klitgård og de øvrige partikammerater i FMN, skabt alliancer i den antinazistiske bevægelse samt foretaget en partimæssig analyse af Faklen og meddelt resultatet til offentligheden.
Dette vil man imidlertid ikke i Jørgen Petersens hovedkvarter, ikke mindst fordi Frede Klitgård på dette tidspunkt de facto er udråbt til “partifjende”, og fordi Dagbladet Arbejderen efter Faklens sagsanlæg har bragt en leder, der kritiserer Faklens pseudo-antinazisme og dens sagsanlæg mod ægte antinazister. Forfatteren til denne leder hedder Klaus Riis, der med begrundelse i at lederen skrives, efter at misforståelsen er opdaget, domfældes for at “holde hånden over Frede Klitgård” som led i en angivelig partikamp.
Det skal her indskydes, at Jørgen Petersen udtrykkeligt havde som udgangspunkt for sin domfældelse, at Faklen var et “progressivt” tidsskrift. Faklens handlemåde rejser imidlertid fra første færd alvorlige spørgsmålstegn og dystre konklusioner: Hvorfor går tidsskriftet straks til domstolene og rejser sag mod en antifascistisk leder (og dermed FMN), når det må have stået klart, at beskyldningerne fra Frede Klitgårds side netop byggede på en uheldig misforståelse? Og hvorfor fortsættes sagen, efter at Frede har bragt en berigtigelse?
Sidenhen er mindst tre udtalelser fra FMN ikke blevet bragt i Dagbladet Arbejderen. En artikel af Sven Tarp, som understøtter Frede Klitgårds og Klaus Riis’ holdning til Faklen, er heller ikke bragt. Dette højst suspekte tidsskrift er hermed fredet af DKP/ML, hvorimod de antinazistiske modstandsfolk i FMN bliver censureret. Der er god grund til at have røde ører i DKP/ML.
4.6.
Vælgerforeningen DKP/ML
Som nævnt har DKP/ML’s lokale distrikter i år besluttet ikke at opstille selvstændigt i to hovedbyer til kommunalvalget. Den ene af disse beslutninger blev foretaget på en måde, der ikke er et kommunistisk parti værdigt.
I Københavns partidistrikt pegede vinden på medlemskonferencen 23. april i retning af, at medlemmerne ville satse på en opstilling til kommunalvalget. En sådan opstilling har hele tiden været partiets politik, og kongressen besluttede ingen ændringer desangående, men at overlade gennemførelsen til lokal afgørelse. I København mente de fleste deltagere i konferencen, at en opstilling ville kunne bruges i kampen for partiets politik og målsætninger, og flere kammerater meldte sig under fanerne for at medvirke til dette.
Distriktskomiteen, der var overtaget helt af højrefløjen, mente derimod, at opstillingen burde droppes, og der blev ikke truffet nogen endelig beslutning på konferencen. Efter konferen-cen arrangerede distriktskomiteen så en urafstemning i distriktet, som gav et spinkelt flertal for ledelsens forslag om at bakke ud.
Dette er en ren borgerlig vælgerforeningsmetode. Urafstemninger har aldrig tidligere været anvendt i DKP/ML og er af gode grunde en ejendommelighed i kommunistiske partier i øvrigt. At anvende urafstemning til at afgøre gennemførelsen af en partimæssig prioritering afslører i virkeligheden, at partiet i strid med partinormerne har passive medlemmer, og det strider mod almindelige ledelsesprincipper i et kommunistisk parti, imod den demokratiske centralisme. Det peger i retning af, at medlemmerne skal være stemmekvæg frem for aktive medspillere.
En beslutning af den art skal baseres på en klar analyse med udgangspunkt i partiets prioriteringer og træffes i den rette, kompetente forsamling, i dette tilfælde medlemskonferencen. Det skal ikke overlades til hvert medlem at afgøre med sig selv, om man synes det ene eller det andet, om man har lyst til eller gider at opstille til kommunalvalget eller ej. En sådan be-slutning skal være kollektiv og utvetydig.
4.7. Kløjs i den
demokratiske
centralisme
I det skrevne ord og i praksis kan der konstateres en fordrejning af den demokratiske centralismes principper i DKP/ML.
Klaus Riis nedskrev efter kongressen en politisk opsummering, som han forelagde sin grundorganisation. I denne opsummering konkluderede Klaus, at partiet var fløjopdelt, at kongressen ikke havde løst de alvorlige modsætninger tilfredsstillende, at der stadig var løse ender i konflikten, og at partiet befandt sig ved tærsklen til et højreskred.
Det medførte en bandbulle fra centralkomiteen, der fordømte denne opsummering som “partikamp”. Centralkomiteen mente, at den var udtryk for “fraktionalistisk tankegang”, og proklamerede endnu en gang, at partiet var enigt, thi det havde kongressen besluttet. Centralkomiteen meddelte slet og ret, at partiet ikke var fløjopdelt, og at denne vurdering var lov. Kort tid efter havde knap hver tredje forladt partiet.
At skrive en opsummering af kongressen til sin grundorganisation er en praksis, der også er blevet fulgt andre steder. I henhold til partinormerne må det regnes for en pligt at foretage en opsummering af kongressen. Det, at Klaus Riis havde den holdning, han havde, udlagdes altså som “partikamp”. Unægtelig forunderligt sammenlignet med partiets offentlige meddelelser om, at “ingen er blevet presset ud på grund af sine meninger”.
At ophøje en vurdering til partibeslutning har intet at gøre med leninistiske partinormer og demokratisk centralisme. Centralkomiteen henholdt sig til, at kongressen havde afvist vurderingen af, at en højrestrømning bankede sig igennem i partiet. “Dermed kan der ikke længere føres kamp på dette spørgsmål”, skrev centralkomiteen i bandbullen af 11. maj ’97. Med “kamp” mentes altså at give udtryk for sin mening. Dermed afslørede centralkomiteen sit manglende kendskab til den demokratiske centralisme, som netop foreskriver, at medlemmerne på alle planer skal være vagtsomme over for partiets linje og rejse kritik, hvis de finder brud herpå.
Kritik uønsket
Den demokratiske centralisme handler i denne forbindelse om, at en beslutning skal træffes efter grundige diskussioner i hele partiet eller de respektive organer, hvorefter alle i partiet har at rette sig efter beslutningen. Ifølge denne nødvendige doktrin skal ledelsen og partimedlemmerne følge kongressens beslutninger, der er partiets højeste myndighed, såvel som beslutninger truffet af centralkomiteen og andre ledelsesorganer eller efter en meningskamp i hele partiet. Der ligger intet krav om, at man skal afsværge sine synspunkter, efter beslutningen er taget. Det ville være en åbenlys absurditet.
Det førnævnte nøgleoplæg til den organisatoriske konference, “Kommunisternes parti- og organisationspolitik”, indeholder faktiske fejl i fremstillingen af den demokratiske centralisme. Fejlene ligger for det første i den implicitte fremstilling af den aktuelle situation i partiet, hvor Klaus Riis’ og mindretals-fløjens kritik implicit fremstilles som en skadelig, ja direkte “partifjendtlig” kritik, der har undergravet partiets enhed. For det andet mangler oplæggets principfremstilling en væsentlig side af dette organisationsprincip, nemlig meningsudvekslingernes og dermed beslutningernes karakter, dvs. den demokratiske side af den demokratiske centralisme.
Kritikken efter kongressen fra Klaus Riis, Dorte Grenaa og mange andre i partiet havde til udtrykkeligt formål at bevare enheden i partiet.
Klaus’ daværende vurderinger af partiets situation må siges at være blevet bekræftet. Fordømmelsen af konstateringen af, at partiet var fløjopdelt, er dermed ubegribelig – den burde tværtimod være taget til positiv efter-retning af centralkomiteen.
Fra Klaus’ og mindretallets side i øvrigt gik kritikken på centralkomiteens faktiske, aktuelle varetagelse af sin opgave, på dens påviselige skærpelse af modsætningerne i partiet, primært ved isolering og desavouering af mindretallets kadrer. Desuden fastholdt mindretallet naturligvis sine vurderinger af partiets politiske udvikling.
At rette kritik mod ledelsesorganernes varetagelse af ledelsen er fuldstændigt legitimt og kan, hvis den er berettiget, være yderst konstruktiv. En sådan kritik ikke bare kan, men skal rettes til ledelsen igennem partiets organer. Det gjorde de pågældende kammerater.
Endvidere er det som nævnt at betragte som en pligt at foretage en opsummering af kongressen i grundorganisationerne. Enhver kritik, der rejses i den forbindelse, kan ikke pålægges nogen bånd i grundorganisationen, hvor medlemmerne er sikret fuldstændig fri meningsudveksling. Hvis ikke en sådan fri meningsud-veksling kan finde sted, kan der ikke opnås reel enhed i partiet.
Enheden må være kvalitativt funderet, baseret på fælles forståelse af de beslutninger, der tages. Enhed kan aldrig dekreteres, som det var tilfældet fra DKP/ML’s CK’s side i forbindelse med kongressen.
Oplæggets implicitte karakteristik af mindretallets kritik er altså groft fejlagtig. Der var ikke tale om, at disse søgte at rejse en ny partidiskussion om emner, hvorom der var truffet beslutninger. Medmindre oplægget mener, at dekreteringen af “enhed” var at betragte som en sådan beslutning!
Oplægget til den organisatoriske konference savner en beskrivelse af meningsudvekslingernes og beslutningernes karakter i det demokratisk centralistiske organisationsprincip.
Meningsud-vekslingerne i det kommunistiske parti skal have karakter af en marxistisk-leninistisk diskurs og ikke antagoniserende kampe mellem parterne, som det var tilfældet i DKP/ML’s kongresproces. Beslutningerne i det kommunistiske parti skal være baseret på klare, sagligt belysende meningsudvekslinger på basis af saglige analyser. De skal ikke have karakter af kampafstemninger, hvor parterne “sælger billetter” med overfladiske paroler og slagord.
Begge negative tendenser er udtryk for borgerlig demokratisk indflydelse, og begge disse tendenser var udslagsgivende i DKP/ML.
Partikamp fra oven
Slagordet om, at “partikampen skal sluttes”, solgte billetter blandt medlemmerne og blev ophøjet til beslutning på kongressen. Kongresledelsen stillede derefter som betingelse for kandidaterne til centralkomiteen, at de forholdt sig til denne “beslutning” ved opstillingen. Det var det samme som at sige, at mindretalsfolkene skulle afsværge deres synspunkter, hvorfor hovedparten af disse trak deres kandidatur.
Det er gængs og korrekt praksis, at partiledelsen eller kongressen afslutter menings og partikampe. At kongresledelsen, der udelukkende bestod af folk fra højrefløjen, lagde denne beslutning ud til godkendelse af kongressen, stred imidlertid imod den reelle situation i partiet, hvad de senere begivenheder beviste. I bedste fald var der tale om ledelsesmæssigt dilettanteri. I værste fald var det en bevidst handling for spaltning af partiet, en forberedelse til udrensning af den marxistisk-leninistiske fløj.
Partikampen, meningsudvekslingen mellem fløjene, blev tydeligvis ikke afsluttet på kongressen. De centrale dokumenter blev vedtaget enstemmigt, men at erklære disse for et udtryk for en afklaring af de linjemæssige uenigheder er groft fejlagtigt. Disse dokumenter, som f.eks. beretningen, havde karakter af kompromisvedtagelser.
Fløjene og dermed den medlemsmæssige basis for partikampen bestod efter kongressen, og dette måtte naturnødvendigt give sig udtryk på den ene eller anden måde. Det konstaterede Klaus Riis, og denne konstatering blev han fordømt for. Den nye ledelse i partiet mente sig åbenbart i stand til at hæve sig over de sociologiske og politiske naturlove og neutralisere de faktiske forhold i basis ved at træffe beslutninger om, at der herskede enhed, og at partikampen var slut.
Som om denne fejlagtige beslutning ikke var nok, stod det hurtigt klart, at selv den mindste bevægelse fra mindretalsfløjens og især de senere ekskluderedes side blev tolket som “partikamp”. En indkredsning af denne “partikamps”definition og den senere definition af “fraktionalismen” giver et stærkt karikeret indtryk. Herfra skal opfordringen blot lyde til DKP/ML, om at partiet offentligt fremlægger dokumentationen for denne “fraktionalisme”.
Der har været en skarp modsætning mellem centralkomiteens vilkårlige advarsler og bandbuller skudt fra hoften mod mindretallet i partiet på den ene side og de “demokratiske” slagord på den anden side. Dette blev praktiseret ud fra en groft forvrænget fremstilling af den demokratiske centralismes principper. De ovennævnte eksempler viser, at medlemmerne slet og ret risikerede at blive fordømt for at have en afvigende mening. Mange konkrete eksempler kunne nævnes, især fra MLfløjens ikke uvæsentlige del af kadrelaget.
Partikampen blev i allerhøjeste grad fortsat af centralkomiteen. Hensigten er nu opnået: de irriterende “bagstræbere” er i dag ude af partiet partiet er lettet over deres fravær og stormer målbevidst fremad mod massepartiet. Dørene er åbne, alle er velkomne, undtagen “Klaus Riis & co.” og andre ukorrumperede marxistleninister.
Det kan sammenfattes af ovenstående rubrikker, at der er en klar sammenhæng mellem en række hver for sig små eller begrænsede højrefejl i DKP/ML, og at denne sammenhæng udgør en grundlæggende ny linje for partiet. Mange bække små gør en stor å, eksklusionerne et vandfald.
I udledningen af anvendelige konklusioner er det vigtigt at fastslå, at et politisk skred altid udtrykkes gennem en elementær sociologisk proces, en kollektiv bevægelse. I sådanne processer styres de fleste desværre af årsager, som ligger uden for den enkeltes kontrol. Derfor bør man i første omgang udelade personspørgsmål og koncentrere sig om de objektive spørgsmål. Når disse er afklaret, kan man i anden omgang diskutere enkeltpersoners rolle og drage konsekvenser heraf i form af sanktioneringer.
Vi kan uden vaklen tillade os at sige, at bruddet i DKP/ML markerer ikke blot taktiske uenigheder, men strategiske modsætninger. DKP/ML har i dag bevæget sig over på et standpunkt for forsoning med revisionismen, og en sådan forsoning er utilladelig for et kommunistisk parti. Den nye linje inkluderer en opportunistisk partiopfattelse, en forkert opfattelse af hovedfaren for partiet, halehængspolitik i forhold til massearbejdet og en centristisk kurs i forhold til venstrefløjen. På det mere vidtfavnende område inkluderer højreskredet tendens til et opgør med den marxistiske statsopfattelse (især i “Program for et socialistisk Danmark”, men også manifesteret i legalisme som omtalt i rubrik 3.5.).
For at kunne drage konsekvenser af et skred af denne art er det mest hensigtsmæssigt at se på, hvilke objektive faktorer der har spillet ind på udviklingen. De negative subjektive faktorer, dvs. enkeltpersoners og gruppers afvigelse fra partiets linje, der udvikler sig, kan i reglen udlades ganske direkte af de objektive. Vel bæres opportunistiske opfattelser af mennesker, men disse mennesker henter ikke deres ideer af den blå luft.
Ledelse af masserne = faglige poster?
Det fornyede DKP/ML har haft kort tid til at vise nyskabelserne i praksis. Derfor er der i det ovenstående kun få konkrete eksempler på højreopportunisme udmøntet i udadvendt virksomhed. Om et års tid vil vi have tilstrækkeligt materiale til fyldestgørende at bedømme prognoserne for virkningerne af bruddet på DKP/ML’s udadvendte politik. Denne empiri kan blive nyttig i forberedelserne til og arbejdet for det stærke, forenede kommunistiske parti.
Vi kan på nuværende tidspunkt drage tilstrækkelige konklusioner til at stille prognoserne. I rubrikkerne ovenfor er rejst en række. En enkelt kan tilføjes:
Det står klart, at den nye kadredefinition, den nye ledelsesopfattelse og den nye opfattelse af hovedfaren for partiet danner en teoretisk legitimation for en strategisk alliance med reformisterne i fagbevægelsen samt for udvikling af pamperisme. Når man sammenholder dette med den nyudsendte pjeces skingre fordømmelse af partimindretallet for at have fremført “tilbagestående fagforeningsfjendtlige opfattelser” (sic!) , kan der ikke være megen tvivl om, hvor det bærer hen.
Det er blevet påpeget, at de politisk linjelæggende kræfter i den sejrende højrefløj i DKP/ML er fagforeningsansatte. Dette har givet sig udslag i kuriøse påfund, såsom et forslag om at lade fagbevægelsens FIUkurser indgå som inspirationskilde til partiets skolingsvirksomhed. Hvad dette har med marxistisk-leninistisk partiskoling at gøre er et godt spørgsmål.
En partiopfattelse, der de facto bryder med principperne om partiets ledelse af massearbejdet, gavner kun folk, der ønsker at blive på deres poster i massearbejdet for posternes skyld. Er det monstro de faglige lederes poster, der tænkes på, når DKP/ML proklamerer, at partiet nu er parat til at lede masserne, er indtrådt i masseaktionernes periode?
Hvorhen kommunister?
Med det brud, der er sket i DKP/ML på basis af strategiske uenigheder, har samlingsprocessen for kommunisterne i Danmark lidt et alvorligt tilbageslag. Den positive og ledende rolle, som DKP/ML har spillet i samlingsprocessen, afskrev partiets centralkomite sig frivilligt den 28. juni 1997. Udrensningerne og eksklusionerne og den nye højreopportunistiske linje, som er ved at tegne sig i DKP/ML, har i dag reduceret DKP/ML til en tvivlsom for ikke at sige skadelig aktør i samlingsprocessen.
DKP/ML i dag rummer sandsynligvis et flertal af medlemmer, som vil være at finde i fremtidens stærke, forenede kommunistiske parti men det rummer også personer, som med deres målbevidst negative og destruktive rolle i partisprængningen næppe vil få adgang til dette parti. Når linjerne skilles, må der vælges side. Nogle har valgt klart side ikke bare for højreopportunismen, men for en likvidationskurs over for det førende parti i den kommunistiske bevægelse.
Blandt de spørgsmål, der må rejses, efter at støvet har lagt fra sprængningen af DKP/ML, er, hvorledes et kommunistisk parti konstruktivt og korrekt anvender den demokratiske centralismes principper i forbindelse med partikampe og fløjdannelser. Det kan og skal ikke undgås, at et kommunistisk parti gennemrystes af store meningskampe. Sådanne meningskampe er tværtimod en naturlig del af partiets dynamik.
I første omgang drejer det sig om at skelne subjektive modsætninger fra objektive. Dernæst at skelne taktiske modsætninger fra strategiske og antagonistiske modsætninger.
I det sidstnævnte tilfælde er det en umulighed at forene fløjene. Et kommunistisk parti kan aldrig være pluralistisk og rumme eksempelvis revisionistiske, maoistiske og trotskistiske strømninger under samme tag. En slig centrisme vil uværgeligt lemlæste partiets videnskabelighed og enhed. En strategisk linjemæssig uenighed vil derfor uundgåeligt føre til en eller anden form for udløsning, som i modsætning til DKP/ML’s tilfælde gerne skulle ende med udrensningen af de opportunistiske elementer fra partiet.
Et kommunistisk parti skal derimod kunne rumme objektive taktiske uenigheder, dvs. uenigheder, der ikke er i modstrid med det fundamentale, marxistisk-leninistiske grundlag. Hvorledes man bør behandle sådanne modsætninger står efter denne artikels forfatters opfattelse stadig ikke helt klart. Erfaringerne fra flere kommunistiske partier, herunder DKP/ML, giver efter min mening grundlag for fornyede grundige overvejelser om den demokratiske centralismes konkrete anvendelse i sådanne situationer.
At sprængningen af DKP/ML kunne finde sted, beroede uden tvivl delvist på partiets alt for svage greb om forståelsen af den demokratiske centralisme. En væsentlig baggrund var med sikkerhed partiets generelt lave teoretiske skolingsniveau.
Et andet spørgsmål består i at drage konklusioner i forhold til den forgæves kamp for marxismenleninismen i DKP/ML.
Som tidligere antydet havde den garvede marxistisk-leninistiske korrekturlæser Klaus Riis i løbet af 1996 anet, at der var en højrestrømning på vej i partiet, og dette gav sig udslag i en polemik i beretningsteserne mod højreopportunistiske opfattelser. Klaus måtte senere udtrykkeligt undskylde og dementere sine mistanker om en præfraktionel situation i centralkomiteen, men de senere begivenheder viste, at der sandsynligvis var tale om en fremspirende højrefraktion i ledelsen.
Højrestrømningen burde med andre ord allerede på dette tidspunkt være blevet likvideret. At det ikke skete, og at den efterfølgende kunne samle et flertal i centralkomiteen og partiet, beroede ikke kun på de faktorer, som understøtter et politisk skred. Årsagen skal givetvis også findes i de forudgående ledelsesmæssige problemer, som er beskrevet i rubrik 3.1. Med udgangspunkt heri kunne højrestrømningen rette en kritik mod formanden Klaus Riis og under dække heraf fremføre den nye partiopfattelse.
Erfaringen har endnu en gang bekræftet, at højreopportunister har tilbøjelighed til at fremføre deres linje under dække af personangreb på partiledere(n). Dette signal var mange i partiet fra starten opmærksomme på.
Problemet består i balancegangen mellem hensynet til partiets enhed og nødvendigheden af at afsløre partifjendtlige strømninger. Måske var Klaus Riis og andre årvågne kammerater for blødsødne over for højrestrømningen, for tillidsfulde over for gamle medkæmpere. Erfaringerne må nedskrives, hvis fejlene skal undgås fremover.
DKP/ML konkluderede med fuld berettigelse på den 7. kongres, at partiet og Dagbladet Arbejderen aldrig havde befundet sig i en bedre position. At bruddet sker netop i denne situation virker ikke tilfældigt. Hvordan processen i sin helhed er sket, og hvem der er de egentlig ansvarlige for bruddet, står endnu tilbage at undersøge. Imidlertid kan det konstateres, at der kun er ét sted, hvor man hjerteligt frydes over DKP/ML’s sprængning: i borgerskabet, hos klassefjenden, fjenderne af revolutionen og socialismen, herunder det kriseramte Socialdemokrati.
Der skal imidlertid ikke “begyndes forfra” i den kommunistiske bevægelse, som det var tilfældet efter DKP’s degeneration i 1960’erne. Vel er tiden fremskreden, men de fundamentale ideologiske afklaringer har fundet sted, og bevidstheden om samlingens nødvendighed er stærk i den kommunistiske bevægelse af i dag.
Tidens opgave handler om at finde formerne for forening af kommunisterne i Danmark i ét stærkt parti på marxismenleninismens grund. Et egentligt handlingsprogram for denne proces og en udarbejdelse af programmet for det fremtidige, forenede kommunistparti er spørgsmål, der er taget op til løsning. Organisationen OKTOBER har påtaget sig arbejdet for disse opgaver.
Kommunisterne kan i dag, som situationen ser ud, skue til øen midt i landet, Fyn, hvor den kommunistiske samlingsproces lever og har det godt, og glæde sig over, at processen trods alt er uafvendeligt i gang.
Erfaringerne fra DKP/ML er endnu en lærdom, endnu en byggesten til den kommunistiske bevægelses erfaringsbibliotek. Den fulde beskrivelse af denne lærdom står endnu tilbage at blive skrevet. Som en organisation for kommunistisk samling ser OKTOBER det som sin opgave at formulere sådanne erfaringer og derigennem være medvirkende til at skabe det sunde politiske grundlag for et fremtidigt Danmarks Kommunistiske Parti, der kan leve op til sit navn.