Omfanget og dybden af krisen er blevet forstærket gennem Covid-19-pandemien, som fremtvang forholdsregler som lukning af firmaer, lammelse af international handel og social nedlukning.
Covid-19 var ikke krisens årsag. Virussen optrådte som en forstærkende faktor over for en økonomisk krise, der allerede var under udvikling. Verden var allerede i en proces med faldende økonomisk vækst, nogle lande endda i stagnation, særligt i Europa.
Ifølge Verdensbankens rapport med prognoser for verdensøkonomien havde den globale økonomi i 2018 en vækst i BNP på 3 %. I 2019 faldt det til 2,4 % og med en forventet vækst på 2,5 % i 2020.
De største problemer lå (bortset fra Kina) i imperialismens hovedlande, som forventedes at have en gennemsnitsvækst på kun 1,4 %, mens de såkaldte udviklingsøkonomier i Østasien, Stillehavsregionen og Sydasien ville have vækstrater over verdensgennemsnittet, på henholdsvis 4,1 %, 5,7 % og 5,5 %.
Faldende vækstrater og produktion
Den Internationale Valutafond var mere optimistisk og forudså en global vækstrate på 3,3 % i år. Denne forudsigelse blev dog udfordret af en række hændelser, såsom den negative effekt af handelskrigen mellem USA og Kina og skærpelsen af de imperialistiske modsætninger, forværringen af forholdet mellem USA og dets allierede og af en dybere utilfredshed og kamp fra arbejdere og befolkninger i forskellige dele af verden.
Det officielle resultat for økonomien i årets første kvartal bekræftede problemets alvor: I USA faldt den med 4,8 %, i Tyskland 2,2 %, i Frankrig 5,8 %, i Italien 4,7 %, i Spanien 5,2 %, i Kina 6,8 % (den første nedgang i 40 år). Latinamerika rapporterede om røde tal, bortset fra Colombia og Chile. Det bratte fald i Kina fik en hurtig genopretning i andet kvartal med 3,2 % sammenlignet med året før, ifølge de officielle data, og det placerede Kina mellem 1,5 % og 3 %, mens EU samlet set havde en nedgang på 11,7 %.
Analysen af tilbagegangen i verdens industrielle produktion og verdenshandel tillader os at bekræfte, at den nuværende krise var på vej. Vækstraten for verdens totale industriproduktion, som i 2017 var på 3,6 %, faldt til 3,1 % i 2018 og 0,8 % i 2019. I de sidste to kvartaler af 2019 var vækstraterne, sammenlignet med de foregående kvartaler, -0,2 % og 0,3 %. Med virkningen af pandemien, særligt i Kina, var der i det første kvartal et brat fald på -4,2 %, og i april og maj var væksten sammenlignet med den foregående måned henholdsvis -8,5 % og 0,8 %.
Nedgang i verdenshandlen
Verdenshandlen begyndte sin nedgang i 2019, da pandemien endnu ikke var startet, og denne udløste så et endnu større fald. Vækstraten var 4,9 % i 2017, faldt til 3,4 % i 2018 og var -0,4 % i 2019 (negativ vækst, absolut tilbagegang). De største problemer startede i de to sidste kvartaler i 2019, i det indeværende års første kvartal var væksten på -2,7 %, og i april og maj, sammenlignet med de foregående måneder, var vækstraten i verdenshandlen på -12,2 % og -1,1 %.
Kina undslipper ikke dette fænomen, men det udvikler sig her anderledes. Landets fald er lille mellem 2017 og 2019, gående fra 6,6 % til 5,7 %, men det rammes af et brat fald i første kvartal af 2020 på -12 %, og i marts kan man observere en vækst på 16 % fra den ene måned til den næste, i april 3,9 % og i maj 0,6 %. Den største tilbagegang finder man i Latinamerika: -0,7 %, -2,2 %, -5 % i de tidligere nævnte år, og i det nuværende års april og maj -18 % og 2,2 % set i forhold til de foregående måneder.
Voksende gældskrise
Siden sidste år har der været varsler om, at en gældskrise truede. Verdens gældsbyrde set i forhold til BNP nåede et historisk maksimum på 322 %, svarende til 253 billioner dollars, et fænomen der indbefatter gæld for både private og stater. Siden krisen i 2007-8 ser man den største vækst i gæld i den ikke-finansielle del af forretningsverdenen, som pga. afmatningen i den økonomiske vækst fandt det vanskeligere at betale lån tilbage. I følge en OECD-rapport fra slutningen af december 2019 nåede den globale mængde af udestående gæld hos ikke-finansielle virksomheder en rekordhøjde på 13,5 billioner dollars, hvilket var det dobbelte af gælden opgjort i 2008. [2]
I 2019 var virksomhedernes gæld fordoblet sammenlignet med 2008. Rangeringen af de ti lande med den nominelt højeste virksomhedsgæld sætter USA og Kina i toppen langt foran de øvrige lande.
I USA nåede gælden 75 % af den samlede BNP. I Kina nåede den 155 %, i Japan 101,6 %, i Frankrig 154,1 %, i Tyskland er den 58,9 %, i Storbritannien er den oppe på 79,1 % af BNP. Generelt er landene med den største gæld de største økonomier på planeten [3].
Og man bør her bemærke ”gældens lave kvalitet”. F.eks. falder 75 % af gælden i USA i denne kategori, og procentdelen kan være endnu højere, fordi de firmaer, der vurderer gælden, har interesser i og aftaler med de firmaer, der bliver vurderet.
Udsving på aktiemarkederne
Med de redningsforanstaltninger og lån, der bliver implementeret i disse måneder for at modgå krisen, såvel som de investeringer, der sker i sygdomsbekæmpelse og sociale tiltag, er den offentlige gæld vokset til nye dimensioner og er nået sit højeste niveau siden 2. verdenskrig, på mere end 100 % af BNP [4]. Derfor truer gældssætning – privat eller offentlig – med at få boblen til at briste inden for kort tid, med verdensomspændende følger, eftersom de internationale monopoler er dybt involveret i denne situation.
Frygten for en kommende pandemi blev udtrykt i flere sektorer: I markedet faldt aktiekurserne brat fra et oppustet niveau; på kreditmarkederne poppede ændringer op i højrisikosektorer som højrenteobligationer, højrisikolån og privat gæld.
Så kom faldet i olieprisen på det internationale marked pga. den manglende efterspørgsel på verdensplan og indbyrdes interessemodsætninger mellem førende olieproducenter som OPEC-medlemslandene Saudi-Arabien, Rusland og USA. Senere begyndte prisen at stige igen, pga. den øgede efterspørgsel på energi, da de kapitalistiske hjul igen begyndte at dreje, da pandemi-nedlukningerne blev løftet og USA’s skifergas-lagre var opbrugte.
Bag dette fænomen ligger overproduktionen af olie, der – for første gang – førte til negative priser på en tønde olie. Råvarepriserne faldt også, i april med 5,8 % sammenlignet med marts, der allerede havde et fald på 2 %.
De såkaldt nye økonomier led af en nedgang af porteføljeinvesteringer (investeringer, der spredes i aktier og obligationer med forskellige niveauer af indkomst og risiko, o.a.) i en grad, der aldrig tidligere er set. Både i beløb og procentvis i forhold til BNP, hvad der førte til beskrivelsen af situationen som ’den perfekte storm’. Lande med svagere økonomier mærkede i meget stor grad problemerne på det internationale marked, det drastiske fald i pengeoverførsler og helt generelt deres situation med afhængighed af den internationale finanskapital.
Den globale lammelse af produktion og handel førte til panik på aktiemarkederne, og forventningerne til den økonomiske vækst faldt. I april var der frygt for, at der kunne opstå en omfattende økonomisk nedgang på -3 % i 2020, værre end den, der kunne registreres i 2008-krisen, med en konstant advarsel om, at forholdene kunne blive endnu værre, hvis pandemien og dens følger trak ud. I juni slog Verdensbanken fast, at der ville være en tilbagegang på 5,2 % i verdens BNP i 2020, hvad der betød den dybeste økonomiske recession i otte årtier, på trods af at hidtil usete økonomiske og sociale midler var taget i brug.
Lave forventninger
IMF’s fremskrivninger fra d. 24. juni er noget ’bedre’ end Verdensbankens, da de taler om en tilbagegang på 4,9 % for 2020 og en vækst på 5,4 % i 2021, selvfølgelig under den forudsætning, at der ikke er forværrede konsekvenser af pandemien. USA og eurozonen har den største tilbagegang (henholdsvis -8 % og -10 %), ligesom Latinamerika og Caribien har -9,4 %.
Kina gennemlevede en vigtig tilbagegang i væksten; den faldt fra 6,1 % i 2019 til forventet 1 % for i år. Det er det eneste imperialistiske land, der kan fremvise en positiv vækstrate.
Den forventede vækst på 5,4 % for 2021 betyder, at BNP i det kommende år vil være 6,5 procentpoint lavere end de fremskrivninger, der blev lagt frem i januar 2020, og at helingsprocessen for verdensøkonomien vil være langsom og tage to, måske tre år. Det samlede tab for verdensøkonomien forventes at blive på 12 billioner dollars i 2020 og 2021; 10 % af dette tab vil ligge i Latinamerika og Caribien.
Risikoen for, at problemerne kan eskalere i de kommende måneder, og at krisen bliver dybere, kan heller ikke udelukkes.
Fra udtalelsen ”Arbejderklassen og folkene påtvinges byrden af den værste krise i årtier” CIPOML, august 2020