Udtalelse fra Arbejderpartiet Kommunisterne, APK
Den danske regering bukker og takker USA for sammen med Holland at få lov til at donere F16 fly til at udvide krigen i Ukraine. Og Ukraines præsident Volodymur Zelenskyj er kommet på statsbesøg på flyvestation Skrydstrup, hvor de ukrainske piloter og soldater skal trænes.
Donationen af kampfly og træningen af ukrainske piloter og flymekanikere kommer oven i det danske folketings endeløse strøm af bidrag på mange milliarder kroner til våben og krigsudrustning gennem Ukrainefonden , og som begyndte længe før Ruslands imperialistiske invasion i landet.
Danmarks våben- og træningsengagement i Ukraine-krigen er de facto en del af NATOs proxykrig mod Rusland. Den ukrainske præsident er ikke andet end en marionet for USA’s og NATOs militære ambitioner. Præsidenten repræsenterer ikke det ukrainske folks ønsker om fred og selvstændighed. Hans regering har kastet landet ud i en imperialistisk krig mellem Rusland og NATO, hvor det først og fremmest er den ukrainske befolkning der betaler en frygtelig pris. For hver dag krigen fortsætter, koster det liv.
Den imperialistiske krig kan ikke standses ved at sende flere våben, heller ikke tanks eller kampfly. Tværtimod forlænger det en krig, som bringer død, ødelæggelse og elendighed til civilbefolkningen. Imens kræver den konstante krigspropaganda dagligt mere krig, mere død.
Regeringens og Folketingets krigsmilliarder betales med nedskæringer på sundhed, skoler og uddannelse, og udvidelse af arbejdstiden med tyveriet af Store Bededag. De bruges til at øge krigsindustriens profitter på død og ødelæggelse og udbetales med rund hånd af et korrupt forsvarsministerium i skyggen af en israelsk våbenskandale, der forsøges skjules. Til gengæld har dansk imperialisme og danske monopoler allerede fået lovning på en bid af kagen og til at overtage nogle af de udbombede ukrainske landområder og byer.
Ingen befolkninger ønsker krig. Hverken i Ukraine, Rusland eller Danmark. De ønsker fred.
Vi siger nej til at mennesker kynisk bruges som brikker i en imperialistisk stormagtskrig om kontrol over ressourcer og nye opdelinger magten.
Danmark har fulgt trop efter USA’s krigstrommer i en årrække. Den ene regering efter den anden i ledtog med amerikansk imperialisme. På slagmarken har danske soldater ofret livet og kastet bomber over fremmede lande, uden at det et eneste sted har gavnet andre end USA’s, NATO’s eller EU’s imperialistiske interesser. Det eneste, der kan bremse imperialismens krige, er befolkningens krigsmodstand!
Vi siger stop den imperialistiske krig i Ukraine. Våbenhvile og alle fremmede magter ud af Ukraine.
Stop den danske regerings krigspolitik og delkrigsdeltagelse. Brug krigsmilliarderne til uddannelse, sundhed og velfærd .
Ingen våben eller træning af soldater til den imperialistiske krig i Ukraine!
Nej til amerikanske våben og troppebevægelser gennem Danmark!
Danmark ud af NATO!