Dokumentet om den internationale situation og kommunisternes opgaver vedtaget på CIPOML’s 29. verdenskonference, oktober 2024
1. Millioner af mennesker verden over går på gaden for at kræve brød, job, solidaritet og fred. Arbejdere, unge, kvinder, bønder og ansatte føler i stigende grad et behov for at organisere sig og protestere mod kapitalens og regeringernes kyniske klassepolitik. Store strejkekampe, massedemonstrationer, studenterbesættelser og aktioner har fundet sted i kapitalismens metropoler.
I Latinamerika vokser arbejdernes, de unges og befolkningernes utilfredshed og vrede over den imperialistiske udbytning og de lokale oligarkiers undertrykkelse og gennemførelse af IMF’s og Verdensbankens diktater.
I Europa og i Den Europæiske Union (EU) kæmper arbejderklassen og det arbejdende folk med forskellig styrke for højere lønninger, for at forsvare og forbedre arbejdsvilkårene, for offentlige og anstændige pensioner, sundhedssystemer, uddannelse og for at bekæmpe reaktion og fascisme. Omfattende demonstrationer i forbindelse med EU-parlamentsvalget viste, at befolkningerne ikke støtter magthaverne.
På det afrikanske kontinent kæmper arbejdere, folk og nationer en kamp for national og social frigørelse fra de skiftende imperialistmagter og deres neokoloniale lakajregimer under ekstremt komplicerede forhold.
Arbejderklassen, offentligt ansatte, kvinder og unge har fået en voksende bevidsthed om deres egen styrke, erfaring med at organisere modstand, og at kamp er vejen til sejr. En helt ny generation rundtom i verden er ved at lære, at imperialisme betyder krig og massakrer. De har set deres egne regeringer støtte og deltage i Israels folkemord på det palæstinensiske folk og har hævet deres stemmer i protest og solidaritet med det palæstinensiske folks kamp, mest massivt i de europæiske lande.
Klimaforandringerne, som truer menneskehedens umiddelbare fremtid, og deres konsekvenser, såsom stigende temperaturer, tørke, massive brande m.m., mærkes over hele kloden. Det mobiliserer folkene og er en kilde til revolutionær udvikling, som vi ikke må overse. At klimaforandringer kan forhindres ved at ændre systemet, er et slogan, der spreder sig blandt befolkningerne, og som påpeger, at det kapitalistiske imperialistiske samfundssystem indebærer en udplyndring af naturen og dens ressourcer. Aktioner som massemobiliseringer i Latinamerika, USA, Indien, Mellemøsten, Europa og andre dele af verden i solidaritet vokser i størrelse og styrke.
2. Arbejderklassen er på vej ind i en ny periode, hvor den står over for hårdere arbejds- og levevilkår, hårdere angreb fra kapitalen, hvor borgerskabet slipper reaktion og fascisme løs, og hvor faren for en imperialistisk storkrig vokser. For at imødegå dette må den bredeste klasseenhed opbygges på et klassekampsgrundlag inden for arbejderklassen og fagforeningerne, baseret på arbejderklassens vitale og presserende behov. Den må omfatte den stadig voksende del af arbejderklassen, der står uden fagforeninger, det voksende antal migranter, kontraktansatte og papirløse arbejdere, der arbejder under slavelignende forhold, og de millioner, der er arbejdsløse. En klassealliance, der skal udvikle sig til en politisk klassekamp for at vælte det system, der ligger til grund for moderne slaveri under kapitalismen.
Vi skal opbygge en international front af den revolutionære arbejder- og kommunistbevægelse i alle lande mod udbytning og undertrykkelse. For at overvinde splittelsen i arbejderbevægelsen er det kommunisternes/marxist-leninisternes pligt at bekæmpe indflydelsen fra reformistiske og opportunistiske kræfter og deres sociale base i arbejderaristokratiet. De marxistisk-leninistiske partier og organisationer skal vise konkrete veje til at styrke klasseenheden og spille en ledende rolle i klassekampen mod det kapitalistiske og imperialistiske system.
Et af de vigtigste konkrete grundlag for realiseringen af arbejderklassens lederskab er dens succes med at forene de udbyttede og undertrykte klasser og lag i brede alliancer for at danne antiimperialistiske demokratiske folkefronter mod imperialisme, borgerlig reaktion, fascisme og krig i de enkelte lande og i international skala.
3. For millioner af mennesker over hele verden er livet under kapitalismen en daglig kamp for overlevelse. Mens monopolernes og finanskapitalens profitter når nye højder, og milliardernes formuer vokser, kæmper almindelige mennesker mod virkningerne af pandemien, inflationen, de stigende priser og leveomkostningerne. Kapitalismens stadig stigende udnyttelse af arbejdskraft og udplyndring af klodens ressourcer og råstoffer truer befolkningernes eksistens og fremtid. Imperialistiske krige har sammen med kapitalismen skabt klima- og miljøkatastrofer og de største globale strømme af flygtninge og migranter i dette århundrede.
4. Kapitalismens økonomiske, miljømæssige, sociale, energimæssige, sundhedsmæssige og politiske konsekvenser og tilbagevendende kriser er i stigende grad flettet sammen. De påvirker og uddyber hinanden. Det borgerlige statsapparats reaktionære tiltag øges i takt med, at de smider den ”demokratiske” maske. De bringer højreekstremisme og fascisme helt ind i regeringskontorerne og sælger og fremmer nye varianter af revisionismens klasseforræderi.
For befolkningerne betyder den stigende militarisering af hele økonomien i de kapitalistiske og imperialistiske stater dybere fattigdom, intensiveret autoritarisme og reaktion, øget fare for fascisme og krig. Det finansielle oligarki står over for en forestående krise, som det kun kan overvinde ved at overtage sine rivalers bytte og ved at øge den imperialistiske rivalisering.
5. Den internationale kapitalismes ujævne og skrøbelige opsving efter krisen i 2020, der blev forværret af pandemien, blev afbrudt i 2022, også som følge af de tiltag, der blev truffet mod krisen. Mens inflationen fortsætter med at stige, om end i et langsommere tempo, falder vækstraten i økonomien, industriproduktionen og handelsvolumen i 2023 og 2024 på verdensplan og, med mindre undtagelser, i de enkelte lande.
Den generelle tendens til faldende vækstrater har skubbet økonomierne i Europa, især Tyskland og Storbritannien, og nogle afrikanske lande ud i stagnation, og nogle lande har endda oplevet to på hinanden følgende kvartaler med negativ vækst. Kinas industri var i stand til at vokse med 1,2 %, 0,3 % og 1,6 % i de tre kvartaler i 2024, mens industriproduktionen i ”euroområdet” sammen med handelsmængden – for ikke at nævne importen, som voksede med 0,5 % alene i andet kvartal – faldt med -0,9 %, -0,4 % og -0,4 % i de tre kvartaler i år. I Japan voksede industriproduktionen efter et kraftigt fald på -5,2 % i første kvartal med 2,1 % og +0,4 % i henholdsvis andet og tredje kvartal, mens den i USA faldt med -0,4 % i første kvartal, voksede med en lille procentdel på 0,6 % i andet kvartal og faldt igen med -0,2 % i tredje kvartal.
Det ville ikke være forkert at sige, at der er risiko for recession i verden på grund af problemerne i de mest avancerede kapitalistiske økonomier, såsom USA, hvis industriproduktion voksede negativt i to af de tre kvartaler i 2024 og ikke engang nåede 1 % i andet kvartal, Kina, hvis vækstrate var under 1 % eller knap nok over, og eurozonen, som voksede negativt i alle tre kvartaler i 2024.
BRICS-landenes, USA’s og Kinas økonomier, som har været i stand til at opretholde et vist vækstniveau med faldende vækstrater, vil sandsynligvis ikke være drivkraften bag et nyt opsving i den internationale kapitalistiske økonomi i den nærmeste fremtid. Usikkerhed og udsving i verdensøkonomien er udbredt, og internationale imperialistiske finansorganisationer som IMF og Verdensbanken mener, at nedgangen i vækstraterne i f.eks. den amerikanske og kinesiske økonomi vil fortsætte i de kommende år.
De protektionistiske, stramme penge- og ”spare”-politikker, som de kapitalistiske stater fører, akkumulerer elementerne til en fremtidig økonomisk krise, hvilket fører til en eskalering af arbejdsløsheden og et fald i investeringerne med inflationsrater, især energi- og fødevarepriser, der stadig er højere end før pandemien.
Handlen med råvarer, især fødevarer, er til skade for de afhængige lande og deres befolkninger, og gældsbyrden bæres af arbejderne. Uligheden mellem indkomst og rigdom vokser; monopolerne øger deres profitter enormt, mens reallønnen og indkomsten for de fattigste og fattigste lag falder. Det er alt sammen symptomer på krisen, som uddyber og øger usikkerheden. Samtidig forværrer de kapitalismens generelle krise med intensiveringen af rivaliseringen mellem imperialisterne og endda krigen i Ukraine.
6. I flere latinamerikanske lande er åbent neoliberale regeringer blevet erstattet af såkaldte progressive regeringer, som i Venezuela. Det har skabt store forventninger blandt arbejdere, unge og befolkningen. De udnyttede befolkningens ønske om forandring ved at bruge en demagogisk, populistisk diskurs med venstreorienteret retorik. Men disse såkaldte progressive regeringer er dybest set en borgerlig politisk strømning, et instrument for storkapitalen til at adskille befolkningen fra den revolutionære venstrefløjs politiske indflydelse og til at skabe en social bevægelse, der er funktionel for det herskende kapitalistiske system.
Faren for en større imperialistisk krig fra en stadig mere aggressiv og voldelig verdensimperialisme vokser
7. De imperialistiske magter kæmper mod hinanden om fordelingen af og kontrollen med samfundets og naturens rigdomme og tøver ikke med at trække verden ind i en ny storkrig og lægge krigens omkostninger over på det arbejdende folks skuldre. Dødens købmænd tjener stort på den hastigt voksende krigsindustri, våben, svulmende militærbudgetter og lokale krige og konflikter. Rivaliseringen mellem imperialisterne intensiveres med nye økonomiske sanktioner, eskalerende handelskrige, militær oprustning og omfattende militærøvelser tæt på hinandens grænser.
8. Selv om Trump har udtrykt forskellige synspunkter, synes begge sider i den toårige interimperialistiske krig mellem USA/NATO/EU og Rusland i Ukraine, hvor tusindvis af ofre er blevet dræbt, at være klar til at optrappe krigen. Ud over de tonsvis af våben, militært udstyr og personale, som de allerede har hældt ind i krigens flammer i Ukraine, tillader EU-Parlamentet nu Ukraine at bruge den militære støtte til at udvide krigen til russisk territorium.
Ukraines optagelse i NATO er ikke længere et ’løfte’ for fremtiden, men en reel forhandling. Med udvidelsen af NATO til også at omfatte Sverige og Finland vil NATO stå langs hele den europæiske grænse til Rusland, og Europa vil være fuld af amerikanske militærbaser, hvorfra USA kan operere, som det vil. Rusland på sin side optrapper støt sin krigsindsats med store konsekvenser for den ukrainske og russiske arbejderklasse og befolkning. Og med en Kreml-regering, der taler om at bruge taktiske atomvåben, og som styrker sine regionale alliancer. Ikke mindst med Kina, som hellere vil se en krig mellem USA og Rusland i Europa end en direkte krig mellem USA og Kina i Asien.
Mange regeringsledere i EU forbereder åbent arbejderklassen og de europæiske befolkninger på en direkte krig mod Rusland inden for de næste fem år og forsøger at lamme klassekampen med frygt og usikkerhed. Den imperialistiske krig og krigstrommerne har øget de nationalistiske tendenser i hele regionen.
9. I Mellemøsten bliver det zionistiske Israel mere og mere isoleret og udstillet efter måneders folkemord og etnisk udrensning af palæstinenserne i Gaza, på Vestbredden og i Jerusalem. Det får landets regering til at blive mere og mere desperat og aggressiv med fare for at sprede krigen til nabolandene og i hele regionen.
USA, som er den økonomiske og militære garant for det zionistiske apartheidregime i Israel, kæmper for Israels overlevelse som strategisk omdrejningspunkt i Mellemøsten, uanset hvor mange palæstinensiske liv det koster. Samtidig arbejder Rusland, som i stigende grad modsætter sig USA-imperialismens dominans, på at få mere indflydelse gennem sine alliancer i regionen, især med Iran og sin tilstedeværelse i Syrien. Det samme gælder for imperialistmagten Kina gennem sin egen øgede indflydelse i regionen.
Den amerikanske imperialismes mål i Mellemøsten er bestemt ikke begrænset til at støtte Israel og dets ekspansion. Ud over at garantere og støtte Israel og dets eksistens og mål manipulerer og bruger USA det også som et middel til at nå sine egne strategiske og taktiske mål, som omfatter svækkelse og ødelæggelse af de anti-amerikanske kræfter i regionen. Ud over Israel bruger den amerikanske imperialisme alle de uløste nationale, religiøse og sekteriske problemer i Mellemøsten og problemerne mellem landene, især dem, der konkurrerer om den regionale magt, til at omforme regionen. Med muligheden for, at krigen breder sig ud over Palæstina og Libanon, er Mellemøsten svanger med endnu større udviklinger end det, der er sket indtil nu.
For at støtte den israelske terrorstat og undertrykke de voksende protester fra mange lande og folk i verden mod det zionistiske folkemord vedtog G7-topmødet i juni USA’s våbenhvileplan og beskyldte de palæstinensiske modstandsbevægelser for ikke at acceptere den. I månedsvis har USA-imperialismen og den zionistiske apartheidstat Israel blokeret for FN’s forslag om våbenhvile, medmindre de ensidigt støtter Israels krig, mens tusinder fortsat bliver myrdet og såret, og over halvanden million bliver fordrevet under konstante bombardementer. Israel har nægtet at efterkomme FN’s krav om at lade humanitær hjælp komme ind i Gaza og fortsætter i stedet sine krigsforbrydelser, mens de ignorerer tilstedeværelsen af FN’s fredsbevarende styrke og udvider krigen til Libanon. Disse handlinger har bidraget til, at der i stigende grad sættes spørgsmålstegn ved imperialistiske internationale institutioner som FN. Svækkelsen af FN er endnu et tegn på de voksende modsætninger mellem de imperialistiske magter. Verdens befolkning har aldrig været i stand til at lægge deres skæbne i hænderne på sådanne internationale institutioner.
10. Det palæstinensiske folk fortsætter med at gøre modstand mod Israel og støttes af mennesker over hele verden. Den israelske zionisme har ikke været i stand til at nå sit mål om at gøre en ende på modstanden og tvinge Gazas befolkning til at totalt overgivelse. Med støtte fra de vestlige magter fortsætter Israel sit folkemord og har udvidet sine angreb til Libanon. Det palæstinensiske folks kamp for befrielse af deres land og hjemland, flygtninges og fordrevnes tilbagevenden og oprettelsen af en uafhængig, demokratisk og sekulær stat med Jerusalem som hovedstad er retfærdig.
11. Kampen mod den imperialistiske krig og krigstruslen er en presserende opgave. Vi løfter fanen for arbejderklassens og folkets internationale solidaritet i kampen mod imperialismen, dens krige og reaktion, så krigsherrerne ikke kan sætte arbejderne op mod hinanden under nationalismens reaktionære fane. Det er en uadskillelig del af klassekampen mod konsekvenserne af den neoliberale økonomiske politik og den sociale og demokratiske kamp i alle lande for social og national frigørelse. Vi løfter fredens fane, verdens folks håb, som en del af den antiimperialistiske kamp og skaber en bevægelse for fred blandt arbejderklassen, kvinderne, ungdommen og folket.
Den antiimperialistiske kamp skal rettes mod al imperialisme
12. Imperialismen har ikke ændret karakter, selv om magtbalancen mellem landene ændrer sig i disse år i takt med imperialismens ujævne udvikling. Det er især tydeligt i rivaliseringen mellem USA og Kina. USA’s imperialisme er den ubestridte militære overmagt og bliver mere og mere aggressiv. USA forsøger med sine dybe klasse- og racemodsætninger, voksende fattigdom og politiske polarisering blandt befolkningen at eksportere sine politiske og økonomiske problemer, hvilket møder voksende modstand. På den anden side forsøger det imperialistiske Kina, som kæmper for at udvide sine indflydelsessfærer for at øge sin økonomiske udvikling på trods af de voksende klassemodsætninger, at få en plads i de internationale institutioner i overensstemmelse med sin økonomiske og militære magt i den imperialistiske verdensorden.
13. Kina og Rusland har styrket deres partnerskab og alliance med nye økonomiske, politiske og militære aftaler. På dette tidspunkt har de brug for hinanden, og lederne af de to imperialistmagter lægger ikke skjul på deres intentioner. Som den kinesiske leder har sagt: ”Der sker forandringer, som vi ikke har set i hundrede år, og det er os, der leder dem sammen.”
Udvidelsen af BRICS-landene (Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika) med yderligere fire lande i år lanceres som ”en proces mod en ny international multipolær verdensorden med fredelig sameksistens og retfærdighed mellem de imperialistiske magter til gavn for verdens folk og nationer”. Men BRICS+ er ikke en blok eller en organisation med en antiimperialistisk funktion. Det er en sammenslutning, der omfatter imperialistiske magter og mere eller mindre avancerede kapitalistiske lande, hvoraf nogle er lande ”på tærsklen” til at blive imperialistiske. Disse landes fremkomst på verdensscenen og deres forsøg på at bryde den nuværende imperialistiske orden vil uundgåeligt føre til nye konflikter og krige.
Udvidelsen til BRICS+ er en ubestridelig sejr for Kina, som ser sin geopolitiske indflydelse vokse. Kina er langt den største økonomiske magt i BRICS+ og står bag mange af de initiativer, der går på tværs af disse lande, fra ’Den nye silkevej’ (Belt and Road-projektet) til den Shanghai-baserede ’Nye Udviklingsbank’ (New Development Bank).
14. Rusland øger sin indflydelse og tilstedeværelse i forskellige regioner. I Afrika, hvor Rusland ud over ”invasionen” af kinesisk kapital tilbyder militær magt: våben, rådgivning og træning osv. og endda sin egen hær af lejesoldater til gengæld for råmaterialer og politisk indflydelse i fremtidige konflikter. Rusland udnytter den retfærdige vrede hos folkene i regionen mod den ”vestlige” imperialismes, især Frankrigs, grusomme udnyttelse.
I forbindelse med den mangesidede krise i Afrika og det neokoloniale system er der sket en genopblussen af militærkup, som ikke medfører nogen grundlæggende forandring for befolkningerne. Frem for alt afspejler de det faktum, at borgerskabet i den nuværende situation med kapitalismens økonomiske, politiske, ideologiske, sociale og militære krise har valgt at marchere mod fascisering af de neokoloniale magter.
15. Arbejderklassen og folkene kan ikke forlade sig på én imperialistisk magt i deres kamp mod en anden – de er nødt til at intensivere kampen mod al imperialisme. Tesen om den såkaldte ”multipolarisme”, som hævder, at der findes både krigeriske og aggressive imperialistiske lande og progressive imperialistiske lande, som folkene kan stole på i forbindelse med national befrielse, er falsk. Det er ikke nok kun at kæmpe mod den forhadte amerikanske imperialisme, for selv om den svækkes eller endda ødelægges, vil andre imperialister fortsætte med at udplyndre og undertrykke folkene.
Arbejderklassens og folkenes opgave er at opbygge brede enheds- og antiimperialistiske fronter mod imperialismen ved at konfrontere alle imperialister i kampen for national og social frigørelse. Det er en blodig lektie, som er blevet gentaget alt for mange gange i historien, at man ikke kan at stole på en imperialistisk magt i kampen mod en anden, uanset hvilke progressive fraser den måtte smykke sig med.
16. De objektive betingelser bliver mere og mere gunstige for revolutionen i de udviklede imperialistiske og kapitalistiske lande, hvor arbejderklassens og den nationale sociale revolution opstilles som et problem, der skal løses. Vi lever ikke i en revolutionær situation, men i mange dele af verden kæmper arbejderne og folkene mod borgerskabet og dets regeringer, de kæmper mod de kapitalistiske former for udbytning og dominans, og søger efter forandringer i denne kamp. Denne kamp og søgen, hvor vores partier skal stå i spidsen, vil bane vejen for nye revolutionære processer, og den imperialistiske ”kæde” vil blive brudt i sit eller sine svageste led.
17. Det er den nuværende opgave for de kommunistiske marxistisk-leninistiske partier og organisationer i CIPOML gennem deres arbejde og kommunistiske propaganda og agitation at gøre folkene under arbejderklassens ledelse mere og mere bevidste om, at et brud med det kapitalistisk-imperialistiske system er den eneste revolutionære måde at undslippe konsekvenserne af kapitalisme, kapitaludnyttelse, fascistisk vold og imperialistiske krige.
Styrkelse af arbejdernes, folkenes og kommunisternes marxistisk-leninistiske bevægelse er en presserende opgave
18. Kun arbejderklassen under ledelse af sit parti kan forene sig med de arbejdende klasser og lag, som ikke har andet valg end at kæmpe mod de kapitalistiske monopolers udbytning og udplyndring, monopolernes kvælende diktater, ”frihandelsaftalerne” fra EU og Verdensbanken. Arbejderklassen og dens parti må organisere og opbygge en fælles kamp og front mod imperialismen og det reaktionære borgerskab for at befri sine allierede fra monopolernes herredømme baseret på ekstrem udbytning og udplyndring og fra højrepopulisternes, reaktionens, fascismens og religionens kløer.
Arbejderklassen og dens parti må styrke sine alliancer og enheden i kamp og handling med alle verdens folk, hvad enten det er i Syd- eller Nordamerika, i Palæstina, i Asien, Australien og Arktis, som er forenet i kampen mod imperialismen, og styrke alliancen mellem den internationale arbejderklasse og de undertrykte afhængige folk på verdensplan. Arbejderklassen står i centrum for opbygningen af en bred antikapitalistisk og antiimperialistisk front, nationalt og internationalt, på grundlag af de konkrete forhold, der kan føre til kampen for den proletariske revolution. Dannelsen af en antiimperialistisk og antifascistisk enhedsfront er en presserende opgave.
19. De kommunistiske marxistisk-leninistiske partier og organisationer, uanset deres størrelse, må gennem deres daglige systematiske arbejde i arbejderklassen, på arbejdspladserne og i fagforeningerne fortsætte med at rodfæste sig og styrke deres bånd i arbejderklassen og det arbejdende folk, højne deres revolutionære bevidsthed og dermed gøre arbejderklassen til en ledende politisk aktør i samfundet og en politisk reference for de andre arbejdende klasser og lag og undertrykte grupper. Under de nuværende forhold, hvor kapitalismen ikke har mere at give menneskeheden, og de objektive forhold kræver radikale ændringer, er det af grundlæggende betydning, at partierne tilpasser sit arbejde til de subjektive forhold og organiserer dette. I dag mangler arbejderklassen alt for mange steder et stærkt marxistisk-leninistisk parti til at lede realiseringen af en revolutionær proces og revolution.
At opbygge nye og stærke marxistisk-leninistiske partier baseret på videnskabelig socialisme, der samler kommunistiske kræfter, bevidste arbejdere og revolutionære intellektuelle, er en opgave, som CIPOML fortsat vil styrke og betragter som sin nødvendige opgave.
20. Uanset hvor mange nye initiativer det kapitalistiske samfundssystem kan udvikle, er det ikke i stand til at løse de store og grundlæggende problemer for arbejderklassen, folket, freden og miljøet, fordi det altid vil være baseret på profit, udnyttelse og menneskeforagt.
I dag, hvor alle den kapitalistiske imperialismes modsætninger skærpes, er den eneste vej til arbejderklassens og de arbejdende folks frigørelse den internationale proletariske revolution, som vil gøre en ende på borgerskabets og kapitalismens herredømme. Den kapitalistisk-imperialistiske internationale orden, som er kendetegnet ved monopolernes ekstreme udnyttelse, udplyndring og tyranni, og som er på vej mod fascisme og en ny verdenskrig, må erstattes af en ny international orden. Det kan kun være en socialistisk orden. Stillet over for imperialisme og kapitalisme kæmper den internationale arbejderklasse for forandring, for et nyt samfund og en ny international orden baseret på videnskabelig socialisme, hvor produktionsmidlerne ikke længere vil være genstand for privat ejendomsret, og hvor den vil organisere sig selv som den herskende klasse.
Vores opfordring er til arbejderklassen og verdens folk: Slut jer til kampen mod det internationale borgerskabs og imperialismens barbari og brutalitet med ny styrke. Der kan ikke være fremskridt, retfærdighed og fred i imperialismens mørke skygge. Kun vi, arbejderklassen og folkene, forenet i en fælles front mod kapitalisme og imperialisme, kan skabe en reel forandring i vores arbejds- og levevilkår og i en verden baseret på udbytning og tyranni.
Hamborg, Tyskland, november 2024