I kommunisternes lange kamp for at organisere og gennemføre revolutionen, etablere proletariatets diktatur og opbygge arbejderstaten, socialismen, frem mod det strategiske mål om det klasseløse samfund, kommunismen, er det nødvendigt at huske på processerne, de opnåede succeser og sejre, såvel som vendepunkterne, tilbageslagene og nederlagene.
Siden offentliggørelsen af Det Kommunistiske Partis Manifest er kampen for revolution og socialisme blevet opfattet og ført som arbejderklassens internationale revolution, men også som en kamp, der føres inden for rammerne af den nationale stat.
Den Internationale Arbejderassociation eller Første Internationale (1864) var den bevidste internationale arbejderklasses første erfaring med at organisere sin kamp på tværs af landegrænser. Karl Marx og Friedrich Engels spillede en afgørende rolle i at definere de strategiske mål for deres kamp og deres ideologisk-politiske opfattelser, samtidig med at de konfronterede og afslørede de politiske holdninger, der var fremmede for arbejderklassens ideologi, og som fandtes i Første Internationale.
Den Første Internationale opfyldte det formål, som den blev grundlagt for. Efter dens opløsning (1876) sagde Karl Marx, at ”langt fra at være død, har Internationalen udviklet sig fra et niveau, hvor mange af dens oprindelige forsøg allerede er blevet realiseret”.
Udviklingen af arbejderklassens bevidsthed og organisation skabte forudsætningerne for et nyt organ, der kunne koordinere kampen på internationalt plan, og Anden Internationale blev født, hovedsageligt bestående af arbejderklassens partier. I begyndelsen kæmpede den en hård kamp mod borgerlig og småborgerlig tænkning inden for arbejderbevægelsen.
Revisionisme og opportunisme greb Anden Internationale, og den ophørte med at udfylde sin funktion, dens revolutionære karakter blev ødelagt, og den blev et redskab i den borgerlige magts tjeneste. Lenin erklærede: ”Anden Internationale er død, besejret af opportunismen; ned med opportunismen og længe leve Tredje Internationale, renset ikke kun for ’renegater’, men også for opportunisme.” ”Anden Internationale opfyldte sin opgave ved at udføre et nyttigt forberedende arbejde for den tidligere organisering af de proletariske masser inden for den lange ’pacifistiske’ epoke med det grusomste kapitalistiske slaveri og det hurtigste kapitalistiske fremskridt i den sidste tredjedel af det 19. århundrede og begyndelsen af det 20. århundrede.”
I de første årtier af det 20. århundrede var det Lenins og bolsjevikpartiets opgave at konfrontere og bekæmpe revisionismens teser, opfordringen til arbejderne om at indrullere sig i borgerskabets hære og frem for alt den store opgave med at organisere den revolutionære kamp for socialisme.
I 1919 blev den konstituerende kongres for Kommunistisk Internationale, også kendt som Tredje Internationale, afholdt i Moskva med deltagelse af Lenin og Stalin. Dens bidrag til den ideologiske, politiske og organisatoriske udvikling af den internationale kommunistiske bevægelse er ubestridelig. Den politik, som Tredje Internationale definerede for at konfrontere nazi-fascismen under Anden Verdenskrig, var grundlæggende for at organisere arbejderklassens og folkenes kræfter i kampen mod dette politiske udtryk for de mest reaktionære og antikommunistiske sektorer af storborgerskabet og finansoligarkiet.
Arbejderklassens internationalisme fik fra da af den dimension at fremme kommunisters og arbejderes forenede kamp, solidaritet med friheds- og uafhængighedskæmperne i de koloniale og halvkoloniale lande, og sikre mulighed for, at disse processer ville gå uafbrudt videre mod revolution og socialisme.
I 1943 blev Internationalen opløst med den begrundelse, at de kommunistiske partier havde opnået modenhed og erfaring til at handle uden behov for et internationalt ledelsescenter, og at grundene til oprettelsen af Kommunistisk Internationale var blevet opfyldt. Historien har vist, at ikke alle partier på trods af deres verbale anerkendelse havde forpligtet sig til marxismen-leninismens principper, hvorfor der i nogle af dem senere dukkede synspunkter og holdninger op, der var i modstrid med arbejderklassens ideologi. Vi ser også, at det altid er nødvendigt at have et organ til diskussion og koordinering af de kommunistiske partier og arbejderpartierne på internationalt plan.
Siden Sovjetunionens Kommunistiske Partis (SUKP’s) 20. kongres overtog revisionismen og opportunismen ledelsen af det sovjetiske parti og stat og etablerede sig i ledelsen af de fleste kommunistiske partier.
Stillet over for forræderiet mod revolutionen og socialismen tog Kinas Kommunistiske Parti forsvaret af marxismen-leninismen op og fremstod i en periode som en reference for de proletariske revolutionære i de forskellige kommunistiske partier. Med tiden dukkede der antimarxistiske holdninger op, som blev og bliver bekæmpet af de marxistisk-leninistiske partier og organisationer.
Albaniens Arbejdets Parti, AAP, der var overbevist om marxistisk-leninistiske principper og praktiserede arbejderklassens internationalisme, udviklede en intens internationalistisk aktivitet i 1970’erne og 1980’erne, hvor det bidrog til at udbrede sine erfaringer og fordømte ledelsen af det sovjetiske parti og den sovjetiske stat som forrædere og opportunister.
I de kommunistiske partiers rækker i alle lande var der revolutionære militante, trænet i marxismen-leninismens principper, indædte kæmpere, som deltog i kampen for revolution og socialisme mod fascismen, som ikke accepterede disse ”nye ideer”, der blev fremmet af de revisionistiske Khrusjtjovister, som holdt fast i proletariske revolutionære holdninger, som gjorde modstand og kæmpede ideologisk og politisk, og som til sidst indså, at der ikke var plads til dem i disse pacifistiske og reformistiske formationer, og at det var nødvendigt at organisere rigtige kommunistiske partier.
Der blev dannet et stort antal partier, som adskilte deres holdninger fra revisionisme og opportunisme, løftede revolutionens og socialismens banner og var direkte involveret i organiseringen af arbejderklassen og folkene i kampen mod kapitalismen og for socialisme. Disse nye partier rejste kommunismens principper, kampen for revolution og socialisme, ansvaret for at blive partier af en ny type, og de definerede sig selv som marxistisk-leninistiske kommunister. Senere opstod nye marxistisk-leninistiske partier som et udtryk for nødvendigheden af at kæmpe for revolution og socialisme.
De nye marxistisk-leninistiske partier blev pålagt ansvaret for at organisere og gennemføre revolutionen i deres lande, for at være en del af organisationen af arbejderklassens internationale revolution og for at genopbygge arbejderklassens internationalisme, som var blevet væltet af revisionisterne.
Det var nødvendigt at konfrontere holdninger som dem, der foreslog at begrænse partiernes aktivitet og politiske ansvar inden for deres egne nationale grænser, og holdninger som under påskud af arbejderklassens internationalisme havde til hensigt at blande sig i partiernes interne problemer og anliggender; eller at eksistensen af en international organisation af kommunistiske partier kunne blive et center for ledelse af den revolutionære kamp.
Kampen for kommunisternes enhed på internationalt plan blev ført under vanskelige forhold. Der blev afholdt diskussioner, bilaterale og multilaterale møder, og der blev indgået aftaler. I begyndelsen blev disse multilaterale møder afholdt i Europa og Latinamerika. Som et resultat af disse aktiviteter blev det internationale tidsskrift ’Teori og praksis’ (ti numre) udgivet, og de første internationale antiimperialistiske og antifascistiske ungdomslejre så dagens lys.
De marxistisk-leninistiske partier, som overskred de regionale grænser, samledes til et internationalistisk møde i Santo Domingo, Den Dominikanske Republik (1992). Ved denne lejlighed blev der med deltagelse af partier fra Europa og Latinamerika vedtaget internationalistiske holdninger og en fælles erklæring, og der blev indkaldt til et nyt møde i Holland (1993) i regi af Tyrkiets Revolutionære Kommunistiske Parti. Dette møde markerede et nyt skridt i processen med at opbygge en international enhed af marxistisk-leninistiske partier og organisationer. En fælleserklæring blev diskuteret, og der blev indkaldt til et nyt internationalt møde for marxistisk-leninistiske partier og organisationer i august 1994 i Quito, Ecuador.
Quito-konferencen blev afholdt med deltagelse af 15 marxistisk-leninistiske partier og organisationer, som diskuterede og godkendte forskellige ideologiske og politiske materialer. Vi mindes her endnu en gang kammerat Raul Marco, grundlægger af Spaniens Marxistisk-Leninistiske Kommunistiske Parti, som døde for fire år siden, og hans bidrag til grundlæggelsen og udviklingen af vores konference.
Quito-konferencen var startskuddet til en ny fase i den internationale marxistisk-leninistiske kommunistiske bevægelse. En måde, hvorpå partier og organisationer integreres for at udvikle arbejderklassens og folkets kamp for revolution og socialisme.
Den kommunistiske erklæring, som er anerkendt som Quito-erklæringen og fungerer som en ideologisk og politisk reference, blev besluttet.
Hovedpunkterne på plenarmødet var oprettelsen af Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer, CIPOML, formuleringen af CIPOML’s vedtægter, udgivelsen af det internationale magasin ’Unity and Struggle’ og fortsættelsen af de internationale ungdomslejre.
Den kommunistiske erklæring bekræfter revolutionens og socialismens gyldighed, marxismen-leninismens revolutionære principper, den proletariske internationalisme, afgrænsningen af positioner over for revisionisme og opportunisme i alle dens former, arbejderklassens rolle som den ledende klasse i den sociale og nationale befrielsesproces, proletariatets diktatur, nødvendigheden af det kommunistiske parti, demokratisk centralisme og revolutionens vej.
CIPOML, Den Internationale Organisation af Marxistisk-leninistiske Partier og Organisationer, er den ideologiske, politiske og organisatoriske integration, referencecentret for kampen for social frigørelse. CIPOML’s liv kommer til udtryk i medlemspartiernes og -organisationernes aktiviteter, i plenarmøderne, i den broderlige debat blandt medlemmerne, i formuleringen af generelle og specifikke retningslinjer for arbejdernes og folkenes organisering og kamp, i den internationalistiske solidaritet, i koordinationskomiteens, COCO’s, rolle, i udgivelsen af magasinet ’Unity and Struggle’, i de regionale møder og aktiviteter.
Konferencens plenarmøder
CIPOML’s plenarmøder afholdes hvert år i skiftevis Europa, Afrika og Latinamerika. De indeholder en vigtig udveksling af erfaringer, arbejdet med at formulere CIPOML’s generelle linje, retningslinjer for at fremme og koordinere kampen for arbejdere, kvinder og unge internationalt på en klassekampslinje, samt analysen af de forskellige taktikker og kampformer, den antiimperialistiske kamp, kampen mod fascisme, forsvaret af demokrati og frihed.
På mødet i 2007 blev der vedtaget et vigtigt dokument med titlen ”Den nuværende situation og vores opgaver”, som fungerer som et taktisk grundlag for konferencens partier. Det indeholder en analyse af kapitalismens og imperialismens natur i dag, arbejderklassens revolutionære karakter og det kommunistiske partis ledende rolle.
I oktober 2016 vedtog det 22. plenarmøde i Danmark den kommunistiske platform, som er et af CIPOML’s grundlæggende dokumenter sammen med Quito-erklæringen og vedtægterne.
Der blev vedtaget flere resolutioner og dokumenter om partiernes og organisationernes internationale og nationale opgaver om kommunisternes fagforeningsarbejde, ungdomsbevægelsen, den antiimperialistiske kamp, konfrontationen med den imperialistiske krig, den internationale arbejderkvindebevægelse osv.
CIPOML har iværksat kampagner for solidaritet med de revolutionære processer og for Francisco Caraballos og Hamma Hammamis frihed.
I perioden 1994-2024 var der 28 CIPOML-plenarmøder. Hvert af dem har godkendt retningslinjer og resolutioner til opfyldelse af ansvaret for at organisere revolutionen og koordinere de internationalistiske opgaver.
Det koordinerende udvalg, COCO
COCO blev oprettet for at spille en koordinerende rolle mellem CIPOML’s partier og organisationer. Det består af partier fra de forskellige kontinenter.
COCO udfører sine opgaver mere eller mindre regelmæssigt. Det organiserer plenarmøderne, udgivelsen af magasinet ’Unity and Struggle’, de internationale lejre for demokratiske, antiimperialistiske og antifascistiske unge, konferencer for kvinder og fagforeningsfolk, og det koordinerer organiseringen af CIPOML’s regionale møder.
Det har udviklet sine aktiviteter regelmæssigt; for nylig har det ved hjælp af tekniske midler afholdt sine møder i tide og bidraget til udveksling af erfaringer. Men det er nødvendigt at påpege, at der mangler en bedre opmærksomhed på de ideologiske, politiske og praktiske problemer i de internationalistiske aktiviteter og partiernes og organisationernes aktiviteter.
Det er nødvendigt at etablere mekanismer og metoder, der muliggør et mere permanent og flydende forhold mellem partierne og COCO og omvendt, for at evaluere og forene konferencen i den konkrete analyse af konjunkturen.
De regionale møder
Marxistisk-leninistiske partier og organisationer har holdt møder i Europa, Afrika og Latinamerika.
Disse aktiviteter gør det muligt at udveksle erfaringer og meninger mellem partierne, at formulere specifikke retningslinjer for fremme af den revolutionære kamp, at organisere solidaritet med arbejdernes og folkenes kamp, at fordømme undertrykkelse og bekæmpe de borgerlige regimers reaktionære og antikommunistiske holdninger.
Sammenhold og kamp
Det international magasin ’Unity and Struggle’ udkommer hvert halve år på spansk, engelsk, tyrkisk og i nogle lande på det nationale sprog. Til dato er der udgivet 48 numre på tryk og online.
Det var tænkt som en scene til at præsentere partiernes erfaringer og synspunkter på revolutionens og socialismens problemer, på arbejdernes, kvindernes og de unges kamp.
Magasinet gør det muligt at vide, hvem vi er, vores historie, aspekter af stor betydning for at kende de erfaringer, vi akkumulerer; det spiller en vigtig rolle i den politiske uddannelse af partimedlemmer og aktivister, i udbredelsen af socialismens og kommunismens idealer. Gennem magasinet har det været muligt at komme i kontakt med klassebevidste revolutionære i forskellige lande og at bidrage til organiseringen af forskellige marxistisk-leninistiske partier.
Det er nødvendigt at diskutere brugen af magasinet ’Unity and Struggle’, dets distribution blandt arbejdere og revolutionære. At insistere på regelmæssig deltagelse fra alle partier, da der er partier, som ikke har bidraget til noget nummer, og andre, som gør det meget uregelmæssigt.
Internationale lejre for demokratisk, antiimperialistisk og antifascistisk ungdom
Dette CIPOML-initiativ finder sted hvert andet år i Europa og Latinamerika. Der nedsættes et forberedelsesudvalg, som koordinerer og organiserer hver lejr.
Det er en begivenhed, der organiserer diskussion af unge arbejderes og studerendes problemer, sport, kunstneriske og politiske aktiviteter.
I 2017 blev det besluttet at indføre den demokratiske karakter af platformen for at involvere bredere dele af ungdommen. Fra nu af hedder de Internationale Demokratiske, Anti-imperialistiske og Antifascistiske Ungdomslejre.
Det skal bemærkes, at selv om de var tænkt som et initiativ til at forene brede dele af ungdommen, er der stadig en tendens til at begrænse sig til partiernes ungdomsorganisationer.
Møder for klassebevidste fagforeningsfolk
Dette initiativ blev født for at tage sig af fagforeningsarbejdet i vores partier og for at forene de forskellige klassebevidste strømninger af arbejdere, der findes inden for arbejderbevægelsen. De første møder var interkontinentale og fandt sted i Europa og Latinamerika.
Senere blev det på grund af vanskelighederne i Europa nødvendigt at koncentrere indsatsen i Latinamerika.
Organiseringen af disse arrangementer i Europa fortsatte ikke. Indtil nu er mødet for fagforeningsfolk i Latinamerika og Caribien blevet afholdt 12 gange i forskellige latinamerikanske lande.
Disse møder gjorde det muligt at diskutere problemerne med faglig organisering, kampen mod nyliberalismen og den antiimperialistiske kamp. Gennem dem har det været muligt at komme i kontakt med arbejdere i lande, hvor der endnu ikke findes marxistisk-leninistiske partier.
Det er nødvendigt at insistere på mødernes brede karakter, så CIPOML’s forslag og tilgange når ud til andre sektorer af fagforeningsfolk.
Møder for latinamerikanske og caribiske kvinder
Møder for latinamerikanske og caribiske kvinder er blevet afholdt tre gange.
Det er arrangementer, hvor vores partiers kvindeorganisationer, andre partiers kvindeorganisationer og kollektiver af kvinderettighedsaktivister deltager.
Det er aktioner, hvor debatten om kvindekampens karakter, organiseringen af solidaritetsinitiativer og konfrontationen mellem borgerlige og småborgerlige holdninger til kvindebevægelsen tages op.
Det er nødvendigt at insistere på, at alle partier deltager, og at andre kollektiver inviteres med.
Marxistiske økonomiske seminarer
Venezuelas Marxistisk-Leninistiske Kommunistparti har udviklet det marxistiske økonomiske seminar. Det er en begivenhed, som en stor del af de latinamerikanske partier og andre organisationer og initiativer deltager i. På trods af emnets vigtighed er deltagelsen fra andre CIPOML-partier begrænset.
Dette seminar diskuterer de strukturelle og konjunkturelle problemer i arbejdernes og landenes situation.
Internationalt seminar – Revolutionens problemer i Latinamerika
Denne begivenhed er blevet afholdt hvert år i Quito siden 1997, i alt 28 gange. Marxistisk-leninistiske partier, andre revolutionære partier, fagforeninger og sociale organisationer samt demokratiske og antiimperialistiske personligheder deltager.
Seminaret har formået at etablere sig blandt kommunisterne og andre revolutionære organisationer og sektorer. Det er en platform, hvor revolutionær politik kan komme til udtryk, og en reference for de antiimperialistiske kæmpere.
Der er etableret en metode, som omfatter udarbejdelse af papirer og forslag om temaet for hvert seminar, diskussion af de forskellige forslag og organisering af solidaritet med kæmperne og ofrene for undertrykkelse.
Det har givet os mulighed for at skabe kontakter og forbindelser med andre revolutionære kollektiver, hvoraf nogle har tilsluttet sig CIPOML.
CIPOML’s forskellige arrangementer og aktiviteter er tænkt som steder, hvor klassebevidste revolutionære, andre revolutionære organisationer og personligheder, fagforeningsfolk og sociale aktivister mødes, og i vid udstrækning er disse mål blevet nået. Der er dog en tendens til at organisere og udvikle dem, som om de udelukkende var kommunistiske møder, hvilket begrænser muligheden for at udvide og udbrede revolutionære holdninger.
CIPOML er en realitet, et referencepunkt for de kommunistiske partiers aktivitet og kamp i deres lande og internationalt. Det vinder også anerkendelse blandt vigtige dele af arbejderklassen, blandt revolutionære inspireret af marxismen-leninismen, men dets tilstedeværelse og indflydelse er stadig lille og begrænset.
CIPOML skal helt sikkert spille en mere dynamisk rolle i promoveringen af sin organisation, sin politik og sine forslag. Dette mål vil blive nået, hvis alle partier promoverer CIPOML, dets publikationer, dets magasin og dets dokumenter, hvis CIPOML rent faktisk anerkendes af arbejderklassen som dens organisator og leder.
CIPOML er en del af processen med at opbygge en ny Kommunistisk Internationale, som omfatter de marxistisk-leninistiske partier og organisationer, der er ved at blive dannet i andre lande. Det er et mål, som kræver arbejde af CIPOML som et internationalt kollektiv og af hvert enkelt af vores partier og organisationer.
Der findes partiorganisationer og kollektiver, som hævder at være marxist-leninistiske i forskellige lande og på forskellige kontinenter, ligesom der findes internationalistiske initiativer, som gør det samme. Vi foreslår, at vi åbner diskussionen om de forskellige programmer og forslag for at udvide vores kræfter og afgrænse ideologiske og politiske positioner.
De marxistisk-leninistiske partier, der deltager i CIPOML, kæmper i omkring 30 lande i Asien, Europa, Afrika og Latinamerika.
- I Asien opbygges partier i Indien, Pakistan, Bangladesh og Iran.
- I Europa er der partier i Albanien, Tyskland, Grækenland, Spanien, Frankrig, Italien, Danmark, Norge og Tyrkiet.
- I Afrika er der partier i Benin, Elfenbenskysten, Burkina Faso, Tunesien og Marokko.
- I Latinamerika er der partier i Ecuador, Den Dominikanske Republik, Mexico, Colombia, Brasilien, Venezuela, Chile og Peru.
- I Nordamerika er der Det amerikanske arbejderparti.
Næsten umiddelbart efter oprettelsen skete der en naturlig udskillelse, og flere af de partier, der deltog i plenarforsamlingen i Quito, marginaliserede sig selv, primært fordi deres tilstedeværelse var formel, men også fordi de ønskede at udnytte den til at fremme deres egne holdninger.
De ideologiske og politiske debatter, der udviklede sig inden for CIPOML, førte til, at vi tog organiske beslutninger om at ekskludere partier, der havde politiske holdninger, som afveg fra marxismen-leninismen. Blandt dem er Røde Banner i Venezuela, Proletarisk Aktion i Chile, Bolivias Revolutionære Kommunistiske Parti og Uruguays Marxistisk-Leninistiske Kommunistparti.
Det er nødvendigt at tage højde for den ujævne udvikling af de marxistisk-leninistiske partier og organisationer, vanskelighederne og problemerne for deres etablering og vækst i arbejderklassens liv og kamp inden for rammerne af CIPOML.
Den ujævne udvikling af partier og organisationer kommer til udtryk i rodfæstet blandt arbejderklassen og folket, i det politiske liv i samfundet og staten, i tilegnelsen af den revolutionære teori og den sociale praksis; det har at gøre med regimernes og magthavernes undertrykkende karakter.
I flere lande har arbejderpartiets eksistens i flere år været udtrykt som en partiopbyggende organisation uden at tage skridt til at blive konstitueret som et arbejderklasseparti.
Der er partier og organisationer, der er medlemmer af CIPOML, som gentagne gange ikke deltager i de planlagte møder og aktiviteter. Materielle vanskeligheder forhindrer nogle af dem i at deltage, men der er også tilfælde, der viser en manglende vilje til at løse disse problemer.
Den ideologiske og politiske kamp inden for CIPOML bidrager til at bekræfte partierne og organisationerne, til at udarbejde retningslinjer for arbejdet i arbejderklassen, blandt kvinder og unge, til at forene de internationalistiske opgaver. Det er nødvendigt at insistere på, at partierne og organisationerne i konferencens plenum gennemfører kritik og selvkritik af vores aktiviteter og af de andre medlemmer af CIPOML.
Man skal huske, at der er spørgsmål, hvor det ikke har været muligt at opnå fuld ideologisk og politisk enighed, såsom krigen i Ukraine, karakteren af regeringen i Venezuela, spørgsmålet om Palæstina, kampen mod revisionismen i alle dens afskygninger og socialdemokratiernes politik.
Vi er stadig små partier; vi er ikke til stede i nogle af de største og mest folkerige lande på jorden. Vores kamp får os til at vokse og udvikle os. Vi lider under mangler i tilegnelsen af marxismen-leninismen. Arbejdernes, kvindernes og de unges politiske indflydelse i samfundet og i fagbevægelsen har objektive grænser, som vi er nødt til at forholde os til. At reagere på disse omstændigheder er vores partiers og organisationers ansvar, men det er også en forpligtelse, der skal opfyldes i CIPOML’s debatter, aktiviteter og opgaver.
CIPOML er det aktuelle udtryk for de marxistisk-leninistiske partiers enhed, og dets sammenhængskraft og fremskridt bekræftes af medlemspartiernes og -organisationernes udvikling og kamp.
Der er vigtige udfordringer for vores partier:
- At bekræfte os selv som kommunistiske organismer, der er styret af marxismen-leninismen, og med disse principper som rettesnor at udarbejde programmer og forslag, paroler og ordførere til organisering af arbejdernes kamp.
- At tage konsekvent fat på opgaverne med at organisere revolutionen i hvert land.
- At knytte os tættere til arbejderklassen og andre arbejdende klasser i byerne og på landet. Revolutionen vil være massernes værk, og det er partiets ansvar at bringe revolutionære ideer ind i arbejderklassens organisation og kamp.
- At arbejde for at lede arbejderklassens uafhængige kamp for dens umiddelbare krav og projicere den ind i fordømmelsen af og kampen mod magthaverne og kapitalen.
- Uophørligt at udvikle forbindelsen mellem partiet, dets politik og forslag og den brede ungdom.
- At lede kampen mod kapitalisternes regering og deres politik.
- At præsentere os selv for arbejderklassen og folket som det parti, der vil organisere og lede kampen for folkemagt og socialisme.
- At forbedre kapaciteten til revolutionær kommunikation og propaganda. Den kommunistiske avis er en nødvendighed, som skal opfyldes og sikre massecirkulation og regelmæssighed. Internettet er ikke nok.
- At udvikle partiets direkte aktion med masserne, alle dets organisationer og aktivister. Social og politisk kamp.
- At deltage aktivt i udarbejdelsen og udbredelsen af ’Unity and Struggle’ blandt revolutionære, venstreorienterede og arbejdere.
- At bidrage til dannelsen af nye marxistisk-leninistiske partier.
- At fortsætte den konsekvente fordømmelse og afsløring af de forskellige varianter af opportunisme og revisionisme, som udgør en hindring for opbygningen og konsolideringen af marxistisk-leninistiske partier.
Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer, CIPOML
plenarforsamling, november 2024
Hamborg, Tyskland