Centralkomiteens beretning til APKs 6. kongres maj 2015

APKs 6. KONGRES
22.-24. maj 2015

(Uddrag af) Centralkomiteens beretning til APKs 6. kongres, maj 2015

Grenaa aflagde beretningen til APKs 6. kongres på vegne af den afgående Centalkomité.
Hun er valgt som partiets formand

 

Enten en fremtid med socialisme – eller ingen fremtid

Indledningen til CKs Beretning til Arbejderpartiet Kommunisternes 6. kongres

Enten en fremtid med socialisme – eller ingen fremtid. Det er det reelle valg, der stiller sig. Og ikke bare for den unge generation. For alle, og nu!
Det er tre år siden, vi afholdt partiets 5. kongres, og det er 15 år siden, vi i april 2000 stiftede APK med det faste forsæt at opbygge arbejderklassens revolutionære kommunistiske parti for det 21. århundrede.

Det er den vej, vi følger, og som vi skridt for skridt, fra kongres til kongres, arbejder videre på og stadig opnår nye resultater.

Opgaven er at skabe et stærkt, hærdet og kampprøvet parti, som vil være i stand til at lede arbejderklassen og dets allierede i en revolutionær situation. En situation kendetegnet ved, at de herskende ikke længere kan regere som før, og de beherskede ikke længere vil lade sig regere som hidtil.

Det er partiets opgave at sikre at den revolutionære situation udvikler sig til et stormløb mod kapitalismen og dens stat, for at sætte det gamle rådne system på porten, og opbygge et nyt socialistisk samfund under arbejderklassens ledelse.

Det er i lyset af dette, hele vores kamp for opbygningen af partiet skal ses.

Vi virker som marxist-leninister i en dramatisk tid, hvor det internationale bourgeoisi har udløst en vedvarende og altomfattende krig mod arbejderklassen og folkene. Den retter sig mod alle de resultater, der blev opnået gennem de store antifascistiske, antiimperialistiske og demokratiske kampe og de gigantiske kampe for at opbygge nye socialistiske samfund i det 20. århundrede.

De revisionistiske og kapitalistiske kontrarevolutioner i dettes sidste halvdel banede vejen for et fortsat felttog for at dreje historiens hjul tilbage og berøve det store flertal alle de tilkæmpede rettigheder og fremgange. Dette felttog blev til et lavineagtigt skred, da socialismen forsvandt som socialt system og imperialismen etablerede sin ’nye verdensorden’ af kriser og permanente krige.

Dennne kaotiske kapitalistiske ’orden’ har stødt det store flertal af mennesker i verden ned i øget fattigdom og elendighed, mens et fåtal milliardærer og mangemilliardærer ejer mere end klodens milliardmasser. Den har drevet millioner på flugt fra bomber og ødelæggelser i den største flygtningestrøm der er set siden afslutningen af 2. verdenskrig.

Løfterne om en ny og fredelig tid med sociale fremskridt og alsidig fremgang for folkene og nationerne viste sig at være bluff og propaganda.

Imperialismens kendetegn er intakte, siden Lenin analyserede dem, og de gør sig gældende i forstærket grad, når den ikke skal bekæmpe, konkurrere med eller tage hensyn til eksisterende socialistiske samfund i en skæbnekamp på liv og død.

Imperialisme betyder reaktion på alle felter, krig, forstærket udbytning, større elendighed, parret med åndelig formørkelse og hetz mod alt progressivt.

De reformer – i ordets virkelige betydning af sociale fremskridt – til gavn for arbejderne og folkene verden over, som den eksisterende socialisme var med til at fremtvinge, bliver rullet tilbage over hele linjen. De erstattes med nutidens asociale nedskæringer, som af demagogiske grunde også kaldes reformer, men kun har eet formål: at forgylde den herskende klasse, kapitalisterne, de rige – på arbejdernes og det store flertals bekostning.

De landvindinger, som var et resultat af de allieredes sejr over fascismen og Nazityskland, undermineres og er under voldsomt pres. På felt efter felt ses den reaktionære tendens og retningen baglæns, mod tidligere historiske perioder, før revolutionerne og arbejdernes indtog på den historiske scene.

Også de nordiske ’velfærdssamfund’, som blev oprettet for at dæmme op mod revolution og socialisme, er pillet ned igen eller ved at blive det. De erstattes med EU’s discountmodel, som i rasende fart er på vej nedad i et bundløst gab. ’Reformerne’, som de græske arbejdere, unge og pensionister, hele folket, er blevet påtvunget viser, at det asociale ræs nedad ikke stopper ved sultegrænsen.

Danmark er i takt med den nordiske, socialdemokratiske ’velfærdsstats’ demontering blevet forvandlet til en aggressiv, permanent krigsførende nation. Vores regeringer er uanset farven parat til at imødekomme enhver amerikansk opfordring til at sætte nye soldater og deres liv og lemmer ind i krigstogter mod andre lande, fjernt fra de danske grænser.

Ikke mindst siden Anders Fogh Rasmussen – krigsforbryder, imperialist og lakaj for USA – gennemførte det nyliberale ’systemskifte’ fra 2001 og efter starten på USA’s endeløse krig mod terror samme år.

Danmarks forsigtige deltagelse i USA’s og NATO’s krig mod Serbien blev afløst af en rolle i forreste række med kamptropper og bombefly i Afghanistan, Irak, Libyen og igen i den nuværende krig i Irak og Syrien. Danmark er i front i NATO og støtter en militær fremrykning til og langs den russiske grænse, med de nordiske lande som krigsalliancens nordflanke med en særlig rolle i de baltiske lande og Østersøen.

Det danske samfund oprustes og militariseres, med øget politi og overvågning. og nye enorme milliardudgifter til pansrede mandskabsvogne og nye kampfly – og det sker samtidig med, at den sociale nedrustning samtidig har taget fart efter EU’s nyliberalistiske anvisninger og diktater.

Et flertal i Danmark har igennem årtier sagt nej til unionsbygningen – fra Maastricht til euro’en.

I begge disse tilfælde vandt unionsmodstanderne folkeafstemningerne, selvom begge regeringsalternativer og store folketingsflertal ville integreres. Skepsis og modstand mod EU-projektet er ikke blevet mindre efter eurokrisen, hverken i Danmark eller andre EU-lande, eller nabolande som Norge, der har holdt sig udenfor.

På trods af det er de to blokke enige om, at de danske EU-undtagelser skal afskaffes. I første omgang er man enige om at gennemføre en folkeafstemning for at eliminere retsundtagelsen.

EU er monopolernes union, statsmonolkapitalismens overstatslige organisme, der udplyndrer arbejderklassen og befolkningsflertallet.

Reallønsnedgang, arbejdsløshed og bitter jobkonkurrence, nedskæringer af den offentlige sektor både med hensyn til ansatte og sociale ordninger (bortset fra militær og politistatsfunktioner) er EU’s politik. Den gennemføres punktligt af medlemslandene, mens den rådne bank- og finanssektor får stillet nærmest ubegrænsede midler til rådighed, som det skete under den økonomiske krise fra 2007-08 og frem. Det er fulgt op med stabilitetsmekanismer og senest en Bankunion.

EU og det indre marked sikrer ikke borgerne arbejdspladser og en anstændig løn.

EU sikrer ikke fred i verden eller bare Europa, som igen er skueplads for en reaktionær krig – nu i Ukraine, hvor EU støttede et statskup og spiller og en aktiv rolle i Kiev-regeringens krig mod sin egen befolkning i Donbass-regionen.

EU’s militær og politi trænes til at slå sociale opstande i medlemslandene ned, mens det er omskabt til et Fort Europa med bevogtede grænser, hvor militær kan sættes ind mod de krigsflygtninge, der krydserMiddelhavet i overfyldte både.

EU er de gamle europæiske kolonimagternes forsøg på endnu engang at spille en global rolle som imperialistisk supermagt. Det fører igen til katastrofe.

I perioden siden vores seneste kongres i 2012 har Danmark været regeret af socialdemokraterne i spidsen for ’rød’ blok. Først i koalition ikke bare med de radikale, men også med SF – og siden salget af DONG til den globale finansspekulant Goldman-Sachs med De radikale alene.

APK advarede ved folketingsvalget i 2011 mod illusioner om, at en socialdemokratisk ledet regering ville føre en progressiv politik og rulle den asociale EU-reformpolitik tilbage. Det blev forkyndt både af partnerne S og SF, men også Enhedslisten og dens trotskistiske og revisionistiske støttepartier forkyndte.

Ikke bare fortsatte SRSF og SR-regeringerne den nyliberale EU-dikterede politik på alle områder, den satte også tempoet op. Den viste sig snart som en brutal arbejdsgiverregering med den 25 dage lange lockout mod landets folkeskolelærere i 2013.

Den indledtes at gennemtvinge en folkeskolereform på lærernes bekostning i form af længere arbejdstid og ringere arbejdsforhold. Denne reform skal uddanne skoleungdommen som soldater i ’konkurrencestaten’ – et begreb som har afløst ’velfærdsstaten’ i socialdemokratisk retorik.

Folkeskolereformen var en del af en hastig gallop i retning af markedsgørelse af uddannelserne. En lang række andre ’reformer’ har samtidig forringet dagpenge, kontanthjælp, førtids- og fleksjobordninger, og hævet efterlønsalderen og pensionsalderen.

Alle disse asociale reformer- og ligeledes krigsdeltagelsen og EU-tilpasningen- gennemføres af brede flertal i folketinget. Enhedslistens rolle har været at afsætte et fingeraftryk for at afbøde enkelte kortsigtede virkninger af groveste nedskæringer – f.eks. af dagpengene – og fungere som det sociale alibi for en arbejderfjendsk og reaktionær nedskærings- og krigsregering.

Det må konstateres, at der i Danmark findes tre reformistiske socialdemokratiske partier med plads i folketinget.

I løbet af Thorning-Schmidts regeringsperiode er illusionerne om dens progressive karakter, eller muligheden for at få regeringen til at føre en progressiv politik, blevet stadig færre i takt med de reaktionære overgreb.

APK anbefalede ved valget i 2011 at stemme blankt, og gør det igen i 2015. Denne gang er der en væsentlig større forståelse for vores holdning. Kampen må rette sig imod begge regeringsalternativer og deres parallelle politik- for at skabe et folkeligt og revolutionært alternativ til dem begge.

APK og vores medlemmer har deltaget aktivt i mobiliseringen og kampene mod nedskæringsreformerne. Vi arbejder for at styrke kampenes deres militans og politiske karakter, uden taktiske parlamentariske hensyn til statsministeren og ’rød’ blok. Lærerlockouten var en øjenåbner for mange, og blev ført som en eksemplarisk forsvarskamp.

Lærernes fagforeninger spillede en positiv og progressiv rolle – i modsætning til det åbenlyse fravær af LO og store forbund i kampen mod dagpengereformen og de øvrige asociale reformer med brodden mod arbejdere og lønmodtagere.

Vores parti har spillet en betydelig rolle i kampen mod de imperialistiske krige og dansk krigsdeltagelse. Vi har i forbindelse med den fornyede deltagelse med fly, bomber og personel i Irak i den nuværende krig i Syrien og Irak deltaget i en række initiativer til styrkelse af krigsmodstanden. Heriblandt aktionsdagen Tid til fred den 6. april 2015 og kampagnen Nej tak til nye kampfly.

Kampen mod militarisering af samfundet og udviklingen hen imod en politistat er samtidig blevet stadig vigtigere.

Vi har siden partiets stiftelse være aktive i kampen mod genoplivning af fascisme og nazisme i Danmark og Europa, som ikke mindst har taget fart efter krisen i 2008. Vi støtter Folkebevægelsen mod Nazisme og det antifascistiske tidsskrift Håndslag, som fører modstandskampens historie og perspektiver op i dag – og vi støtter alle aktive antinazistiske og antifascistiske initiativer af folkelig karakter.

APK er medlem af og har altid støttet Folkebevægelsen mod EU som den konsekvente modstanderorganisation, der slås for at bringe det danske medlemskab til ophør og få Danmark viklet ud af Unionen. Vi er aktive i dens arbejde, i lokalkomiteerne og i kampagnerne. Også op til EU-parlamentsvalget i maj 2014, der sikrede et pænt valg for Folkebevægelsen med fortsat repræsentation.

Vi mener at spørgsmålet om dansk udtræden skal sættes på dagsordenen – blandt andet op til og i forbindelse med situationen i UK og den lovede folkeafstemning der.

I løbet af kongresperioden har partiet styrket sin position på en hel række områder. Vi oplever en større interesse for vores politik, linje og holdninger, og en større interesse for revolutionær teori og ideologi, for marxismen-leninismen.

Det afspejler sig blandt andet i en udvidelse af sympatisør og vennekredsen og en tilgang af nye medlemmer, i interessen for Oktober Støttekreds, vores butikker og arrangementer, seminarer og sommertræf.

1. maj på Den røde plads i Fælledparken og Rød 1. maj i Munkemose Odense er blevet faste etablerede bestanddele i klassekampsmobiliseringerne.

Vores revolutionære medier bringer partiets analyser og politik ud i stadig bredere kredse. Bladet Kommunistisk Politik er blevet til et månedsblad med udvidet sidetal, samtidig med at der er sket en kraftig udvikling af den daglige netavis KPnet og dens udgave på facebook.

Samtidig er der udvidet med en særlig blogsektion, som rækker bredt ud. Vi har også satset på at udvikle medier som KPnetTV, der har kunnet fejre sin fem-årsdag som en unik foreteelse i mediebilledet med sine klassekampsreportager, og det nye Oktober Radio, der kan gå i dybden med en lang række forhold og på nettet bringe oplæg, diskussioner og debatter rundt i landet.

De forskellige medier samles på KPnet og KPnetavisen på facebook og bliver stadigt mere aktive og skarpere elementer i en stadig skærpet klassekamp.

Det er en kort status over nogle af vores resultater, som bekræfter, at den linje, som blev lagt og besluttet på den 5. kongres har vist sig at være rigtig. Den er ført ud i livet med fine resultater på rigtig mange områder.

Her på den 6. kongres kan vi konstatere, at partiet står i en gunstig situation, med gode muligheder for fremgang og nye resultater. Det er en kendsgerning, at vores situation ikke har været mere positiv og løfterig end nu.

I 2014 fejrede vi sammen med vores broderpartiet 20-året for stiftelsen af Den internationale konference af marxistisk-leninistiske partier og organisationer. Blandt andet med et flot festmøde med deltagelse af alle partierne i Istanbul, Tyrkiet.

Den er en bevægelse i fremgang – med flere partier og større indflydelse i de enkelte landes liv end nogensinde. I lande som Tunesien og Burkina Faso spiller partierne en nøglerolle i udviklingen af de revolutionære kamp.

Igennem de første 20 år er der skabt et stærkt kampfællesskab og en stadig større og gensidig forståelse af revolutionen og dens problemer globalt og i de enkelte regioner.

De årlige verdenskonferencer, som IKMLPO (der globalt er bedre kendt under dens spanske forkortelse CIPOML) analyserer og fastlægger de generelle opgaver for de marxistisk-leninistiske partier. Det samme gør de årlige regionale konferencer – herunder den europæiske – for deres regioner med deltagelse af partierne der.

Konferencen har udviklet en generel linje på forskellige områder – herunder en taktisk platform for den revolutionære kamp og platforme for udviklingen af revolutionære fagforeninger og faglige kamp og for kvindernes og ungdommens kamp.

Konferencen udsender tidsskriftet Unity & Struggle to gange om året på en række sprog. En del af artiklerne og konferencens dokumenter oversættes til dansk.Konferencen er også initiativtager og arrangører af de antifascistiske og antiimperialistiske ungdomslejre, som unge kammerater fra partiet og DKU og andre revolutionære unge deltager i med stort udbytte – senest i 2014 i Tyrkiet.

Vores parti har været medlem af IKMLPO siden sin stiftelse for 15 år siden, og forsøger at leve op til vores internationalistiske forpligtelser i bevidstheden om, at arbejderklassens revolutionære kamp er international, og at hver sejt, men også hvert nederlag, på international plan også er vores.

Det er i hele denne positive situation både for vort parti og vor bevægelse, at vi tager fat på den 6. kongres for at gøre status og fastlægge de grundlæggende retninger og retningslinjerne for den kommende tre-årige kongresperiode.

Kongressen er grundigt forberedt – gennem en lang række oplæg og diskussioner siden anden halvdel af 2014, som ikke bare har været holdt internt i partier, men inddraget sympatisører og venner.

En af kongressens vigtige opgaver er at vedtage et nyt generelt handlingsprogram til afløsning af det nuværende fra stiftelseskongressen i april 2000. Der er for længst er overhalet af de nationale og internationale udviklinger. Blandt andet med terrorkrigen fra 2001 og den økonomiske verdenskrise siden 2007-08.

Flere ungdomsgenerationer er vokset op. Dels generationen der måtte rejse sig mod krigene og dansk krigsdeltagelse og mod ødelæggelsen af de sociale landvindinger, som den gjorde under parolen ’Velfærd til alle’.

Dels den mishandlede nuværende krisegeneration, som måtte stå i kø for et job i Netto, og som kapitalismen ikke tilbyder en sikker fremtid. Det er en generation, der som den første i umindelige tider vil være ringere stillet end forældregenerationen.

APK har igennem denne periode fastlagt vores konkrete politik med en række udtalelser og mere begrænsede programmatiske platforme på forskellige områder. Men der er igen brug for et sammenhængende perspektiv og prioriteringer. Derfor vil vi drøfte og vedtage et handlingsprogram, der dækker hele den danske klassekamp på alle felter og for alle generationer.

Kongressen vil også arbejde videre med vores perspektiv – med retningslinjerne for og partiets program for opbygningen af et socialistisk Danmark. Hovedfokus er netop på opbygningen af socialismen – efter revolutionen, efter etableringen af arbejdernes klasseherredømme – også kaldet proletariatets diktatur – og afskaffelsen af privatejet af de afgørende produktionsmidler og deres samfundsgørelse.

Enten en fremtid med socialisme – eller ingen fremtid. Det er det reelle valg, der stiller sig. Og ikke bare for den unge generation. For alle, og nu!

Et system klar til revolution

Kapitalismen er et system, der er modent til forandring. Der er mere end klar til revolution.

 Det er umuligt at forstå klassekampssituationen i Danmark og fastlægge kampopgaverne uden at analysere den internationale situation og Danmarks placering i dagens internationale sammenhæng, i det imperialistiske verdenssystem.

Det danske samfund berøres og mærkes direkte af det kapitalistiske systems almene krise, som er en krise for alle elementer i det imperialistiske system i dag, og viser sig og slår igennem på specifikke områder.

De økonomiske kriser er generelle for kapitalismen, men antager specifikke konkrete udtryk, også i de enkelte lande. Klimakrisen er i den grad en voksende global krise, med uhyggelige perspektiver, som alle den kapitalistiske verdens ’statsmænd’ er ude af stand til at vende om. For det er selve profitsystemet, der umuliggør det. Enkelte tiltag til forbedringer overskygges langt af de hurtige negative udviklinger. Der er kun en retning for klimakrisen – den bliver stadig forværret.

Kapitalismens uløste problemer af ulige udvikling og global fattigdom, hele systemet af udbytning og udplyndring, er baggrunden for de talløse humanitære kriser, flygtningestrømmene, affolkningen af nogle regioner og storbyernes vækst.

De seneste årtier har set en uhørt hurtig udvikling af den globale ulighed – af uhyrligt svulmende rigdom i den ene lille pol og dyb forarmelse, nød og elendighed hos de store folkemasser på kloden.

En prognose fra Oxfam siger, at i 2016 vil den ene procent rigeste eje halvdelen af verden. Men allerede nu skal der kun de omkring 100 rigeste mennesker til, så ejer de det samme som den fattigste halvdel af jordens befolkning – altså omkring 3,5 milliarder mennesker. Og så er det endda en tilsnigelse, for den fattige halvdel ejer intet andet end deres arbejdskraft og er tværtimod forgældet.

Kapitalismen i dens imperialistiske fase er et system, der ikke fungerer, og det er ude af stand til at tilbyde menneskene en bedre fremtid, hvis det overhovedet er i stand til at tilbyde nogen.

Revolutionære situationer opstår og revolutionerne – de anti-imperialistiske og proletariske, socialistiske revolutioner – bryder ud, hvor de grundlæggende modsætninger skærpes til bristepunktet – i den imperialistiske kædes svageste led. De historiske udviklinger viser, at der er mange sådanne svage led i den imperialistiske kæde.

Det er et system, der er modent til forandring. Der er mere end klar til revolution.

Udviklingen på arbejdsmarkedet

Udviklingen i et nyliberalt Danmark betyder EU-‘reformer’ og pres på løn- og arbejdsvilkår

Danske regeringer og toppen af fagbevægelsen har tilpasset det danske arbejdsmarked til EU’s nyliberale ditto. I mange lande er lønninger presset ned under fattigdomsgrænsen, mens produktiviteten og mulighed for profit stiger.

Millioner er arbejdsløse, arbejderrettigheder ophæves, og den faglige organisering svækket alvorligt. Skattefinansieret social dumping med skabelsen af et stort uformelt tvangsarbejdsmarked, hvor hundredtusinder må arbejde for deres ydelser, presser lavtlønnen yderligere.

Et voksende antal ”arbejdende fattige” (Working Poor) efter den tyske Hartz 4 model er også en kendsgerning her.

Det er en udvikling der er blevet mødt med protester, strejker og arbejdskampe over hele EU.

Arbejdsløsheden fik et stort opsving med den økonomiske krise, flytning af arbejdspladser til udlandet og krisepolitikkens nedskæringer af tusindvis af job i den offentlige sektor. Det såkaldte flexicurity-system gør der nemt og billigt for danske arbejdsgivere at fyre folk. En meget stor del af den reelle arbejdsløshed er gemt bag tvangsarbejdsmarkedet og diverse aktiveringsordninger, der er blevet en hel skandaleindustri i sig selv.

De unge møder et arbejdsmarked, hvor løn, arbejderrettigheder, arbejdsmiljø er konkurrenceforvridende. Hvor atypiske ansættelser er det typiske med vikar-, deltids-, korttids- og timeansatte, praktik- og projektansatte og freelance. Det skønnes, at omkring 28 % af alle på arbejdsmarkedet i dag arbejder på disse vilkår. I attraktive fag må unge ofte arbejde gratis i lange periode for at gøre sig ”fortjent” til et vikariat.

Hele brancher, som f.eks. dagligvarebranchen, beskæftiger næsten kun unge på deltid og helst under 18 år.

Godt 1/3 af jobbene i industrien for både ufaglærte og faglærte er forsvundet siden 2000 med finanskrisen og den generelle kapitalistiske krise. Danmark har haft det næststørste fald i industriproduktionen (i eget land) i EU i denne periode, kun overgået af Irland. Ifølge arbejdsgiverne og borgerskabet skyldes det, at danske overenskomster, arbejdsmiljøregler og ”høje sociale ydelser” presser erhvervslivets ”omkostninger og konkurrenceevne”.

Men sandheden er, at arbejdsproduktiviteten og udbytningen er steget markant, ikke mindst siden krisen 2009. Industrivirksomhederne har gennemført den største produktivitetsstigning, som alene i 2013 steg med mere end 5 pct. Produktivitetsniveauet – den værdi, hver ansat producerer pr. time – er en af de højeste i EU.

Nye tal fra DA og Metal viser, at lønkvoten, den del af værdiskabelsen, der går til løn (værdien af varen arbejdskraft) ligger et godt stykke under sit historiske gennemsnit. Siden 1966 er den kun set lavere i 2000.

Det betyder, at merværdien – dvs. den andel af arbejdernes værdiskabelse, som kapitalisten tilegner sig, deres ubetalte arbejde – er vokset både relativt og absolut. Det understreger, at dansk industris konkurrenceevne er overordentlig god, med en høj udbytningsgrad af arbejderne, høj kvalitet og store fortjenester og profit.

Med truslen om at flytte endnu flere arbejdspladser ud af landet har virksomheder som Danish Crown fået staten og finansminister Corydon (S) til at lovgive om den såkaldte ”Bornholmer-model”, hvor slagteriarbejderne skal investerer en del af deres løn i virksomheden. Den skal nu gøres til et generelt tilbud til arbejdsgiverne. Samtidig er arbejdernes realløn faldet ved den ene ok-forhandling efter den anden.

OECD bedømmer, at de nyliberale arbejdsmarkedsreformer, der er blevet gennemført i Danmark fra 2000 til 2012, har skabt en langt bedre udnyttelse af arbejdsstyrken. Og dermed været til glæde for dansk erhvervslivs økonomi. Det gælder reformer som efterløn, dagpenge og pensionsalder, beskæftigelsesreformen, samt diverse velfærds og vækstplaner. OECD fremhæver samtidig, at der fortsat er et betydeligt ”reformpotentiale”, der kan mangedoble den økonomiske effekt for arbejdsgivere og investorer.

Det vil sige, at arbejderne kan trykkes endnu længere ned. Såvel blå som ’rød’ blok har da også bebudet nye arbejdsmarkedsreformer.

Ingen af reformerne har skabt flere arbejdspladser.

_ _ _

De ufaglærte

De ufaglærte har været og er stadig den mest klassebevidste gruppe. Det er også den gruppe, hvis sammensætning har ændret sig mest drastisk under Fogh, Løkkes og Thornings EU-nyliberalisme.

Flere hundrede tusinde ufaglærte jobs er blevet flyttet til lande med hurtigere superprofitter, især Asien og Østeuropa . Eller de er udliciteret på EU’s åbne marked til udenlandske underentreprenører med egen billig arbejdskraft.

Mellem 2000– 2012 forsvandt 24 % af de ufaglærte stillinger – 218.000 ufaglærte job. I industrien alene forsvandt over halvdelen af de ufaglærte jobs i den periode, ca. 90.000. Den omfattende arbejdsløshed har i høj grad ramt de ufaglærte kvinder både i den private og offentlige sektor. Ifølge DA er der fortsat 600.000 ufaglærte job i 2014.

Ikke mindst denne del af arbejderklassen er hårdt presset af EU’s sociale dumping af billig arbejdskraft. Og af det offentliges statsautoriserede social dumping med diverse workfare ordninger, hvor man arbejder for sin sociale ydelse. Det bruges ikke mindst til at erstatte offentlige ansatte efter diverse fyringsrunder.

Ufaglærte og folk uden kompetencer skubbes ud af arbejdsmarkedet.

Arbejdsgiverne har nægtet at bidrage til uddannelse af faglært arbejdskraft gennem tilstrækkelige praktiskpladser. Tusindevis af unge må hvert år opgive en faglært uddannelse af den grund.14.000 mangler akut praktikplads. Indenfor bygge-og anlæg, hvor regeringen gennemfører kæmpe byggeprojekter, er antallet af murerlærlinge, der får en praktikplads, faldet med 25% fra 2011-2013.

Tendensen er, at faglærte job erstattes af billigere ufaglært udenlandsk kontraktansat arbejdskraft på de store offentlige byggeri er som metro, broer og sygehuse. Nu undskylder arbejdsgiverne sig med, at de ikke kan få dansk faglært arbejdskraft nok – og derfor må importere den fra udlandet.

Danmark kan ikke længere føre en selvstændig politik

EU udvikler sig hen imod Europas Forenede Stater med stadig større kontrol over økonomi, retspolitik mm . NATO og USA styrer dansk udenrigspolitik med krigsdeltagelse og ekspansion mod øst.
Analysen af udviklingen på det europæiske kontinent – og ikke mindst af Den europæiske Union – antager stadig større betydning for fastlæggelsen af en marxistisk-leninistisk politik og taktik i Danmark.

EU er den dominerende kraft i udviklingen af politikken, økonomien og det danske samfund som helhed.

Ingen af de politiske blokke eller de dominerende regeringspartier Venstre og socialdemokraterne har en selvstændig dagsorden for Danmark. Hovedparten af dansk logivning stammer fra EU. En stor del af den bliver ikke engang behandlet i folketinget.

Skiftet fra en relativ fredsommelig udenrigspolitik og en politik for et kapitalistisk velfærdssamfund (afledt af borgerskabets frygt for en socialistisk revolution) til en aggressiv imperialistisk krigsmagt og afregningen med ’velfærdssamfundet’ til fordel for EU’s minimalvelfærdsstat med retning nedad er resultatet af dette.

Med opbygningen af unionen og den forstærkede i EU-integration og EU-landene imellem bliver den politiske situation og det politiske billede stadig mere lig hinanden i unionslandene. Dee dramatiske virkninger af krisen og krisepolitikken har dog givet en række hårdt ramte lande nogle særlige problemer og særtræk.

EU er i færd med at konsolidere opbygningen af unionsstaten med præsident, udenrigsminister, regering, parlament, overnationalt statsapparat, integreret politi, kimen til unionshæren og en eksisterende og ekspanderende våbenindustri. Bankunionen er et nyt vigtigt skridt i den retning.

Ikke bare den fælles lovgivning, men også de fælles institutioner og organiseringen af de toneangivende politiske partier på EU-plan spiller en vigtig rolle i den politiske, økonomiske og sociale harmonisering.

Der findes nu en hel falanks af eurokristelige, euro-konservative, euro-socialdemokrater, euro-højre, euro-venstre osv. De gamle nationale særpartier opløses.

Danske regeringer kan reelt ikke længere føre en selvstændig økonomisk politik. Trods euro-undtagelsen er den danske krone bundet til euro’en og trojkaen’s (Den Europæiske Centralbank, EU og Den Internationale Valutafond) ledelse og politik.

EUs finansoligarki og deres redskab EU kommissionen ønsker direkte magt over medlemslandenes banker og finanssystemer gennem den kommende Bankunion under ledelses af Den Europæiske Centralbank.

De to regeringsalternativer i dansk politik og et flertal af partierne i ’rød’ og blå blok er enige om at de danske EU-undtagelser efter Maastricht-afstemningen skal afskaffes så hurtigt, det kan lade sig gøre, startende med retsundtagelsen, der skal sendes til afstemning kort efter det kommende folketingsvalg. Til gengæld vil ingen af dem være med til en folkeafstemning om Bankunionen, selvom dansk deltagelse i denne er en klar suverænitetsafgivelse.

”EU skal blive stærkere både økonomisk og militært og skal i højere grad tale med én stemme – i samarbejde med USA og NATO”, hedder det i regeringen seneste udenrigspolitiske udspil.

Euroens og nedskæringspolitikkens fiasko

Men den økonomiske krise har rystet alle EU’s institutioner og strukturer og fået brede dele af befolkningerne til at miste tilliden til såvel det politiske unionsprojekt som europrojektet. Virkeligheden ligger milevidt fra løfterne fra unionspolitikere af enhver afskygning.

EU og euroen har ikke vist sig modstandsdygtig over for krisen, og nedskæringsreformerne har ikke bragt fornyet vækst eller skabt nye jobs. Både elendigheden og utilfredsheden er vokset.

Den europæiske Centralbank ECB har grebet til det tidligere utænkelige middel at gennemføre en gigantisk devaluering i form af QE – dvs at lade seddelpressen løbe. Der bliver pumpet mindst 500 milliarder lufteuro ind i især opkøb af statsopbligationer.

Det viser, at krisen i EU og eurozonen langt fra er overvundet. Depressionen og den deflation, som har stukket hovedet frem, er på vej til at blive kronisk, og derfor tyer man til drastiske metoder.

Arbejdsløsheden er generelt rekordhøj, i visse lande som Grækenland og Spanien har den slået alle tidligere rekorder. Fattigdommen er eksploderet i massemålestok.

Selv i det rigeste land i unionen – selve det tyske lokomotiv – er der 25 pct. flere arbejdende fattige i dag end i 2008 – altså folk som på trods af at de har arbejde lever under den officielle fattigdomsgrænse. Det er ere end 3.1 million mennesker. Der er rapporter om, at ikke bare i Sydeuropa, men også i UK dør folk af sult.

Nyliberale nedskæringsreformer, barbering af de offentlige budgetter og privatiseringer til gavn for selskabernes profitter har udpint den offentlige sektor, forringet alle velfærdselementerne – sundhed, social sikring, skoler og uddannelsesinstitutioner – fyret masser af offentligt ansatte, beskåret pensionerne og samtidig hævet pensionsalderen.

Samtidig er arbejdernes og de arbejdendes realløn generelt faldet, mens direktørlønning og kapitalisternes profitter aldrig har været større.

EU’s nyliberale reformpolitik kan man måske dårligt betegne som en fiasko, selvom den ikke har gjort, hvad dens fortalere lovede. For den har gjort, hvad den skulle: Sikret profitterne og fået arbejderklassen og den brede befolkning til at betale.

Men den har ikke skabt jobs og vækst, som dens fortalere lovede, men kun uddybet uligheden og fattigdommen. Stadig flere forstår, at EU er kapitalens og ikke folkenes projekt.

Det er EU, og ikke folkene i EU-landene, som indsætter og afsætter deres regeringer. I krisetider tager EU og EU-institutionerne over, som det er set i Grækenland, Italien og andre steder.

Den Europæiske Union vil også fremover diktere regeringerne en nedskæringspolitik, der går til benet. EU-kommissionen sikrer en hård kontrol med gennemførelsen af denne gennem bl.a. af finanspagten, hvis nyliberale retningslinjer for at beskære budgetterne og nedsætte statsgælden skal adlydes.

Også den danske finanslov bliver nu forhåndsgodkendt af EU kommissionen, der dermed er øverste myndighed for det danske statsbudget. Finanspagten udgør et våben mod sociale rettigheder, social beskyttelse og velfærdsrettigheder.

Opbygningen hen imod Europas Forenede Stater fortsætter

EU’s monopoler og finansoligarki opbygger i disse år en nyliberal forbundsstat med dertil hørende stats- og magtapparat for at styrke sig i konkurrencen og kampen med de øvrige imperialistiske blokke, og i forsøget på at overvinde den dybe økonomiske krise, der har hærget unionen siden 2008.

Der findes betydelige inter imperialistiske modsætninger mellem de gamle europæiske stormagter som Tyskland, Frankrig og UK, men ingen af dem har ikke længere deres gamle kolonibagland intakt, og ingen af dem er store nok til at klare at blive en ny imperialistisk verdensmagt alene. De har brug for den frie adgang til hele EUs indre marked og ressourcer.

Udviklingen frem mod Europas Forende Stater tager fart, trods mange indre modsætninger og modstand fra befolkningerne – trods euroens og nedskæringspolitikkens fiasko og upopularitet.

EU er i gang med at få centraliseret magten og ressourcerne i vitale dele af unionsopbygningen: Omlægningen af energiforsyning/afhængighed og modernisering sin energi infrastruktur, samling og rationalisering af våben- og krigsproduktionen (så flere lande ikke producerer det samme eller produkterne ikke passer sammen), udenrigs-, militær- og sikkerheds politikken (internationalt som internt i Unionen og dens medlemslande).

Det er alt sammen vitale områder for en kommende økonomisk og militær supermagt, som danske regeringer forsørger at sælge som særlige danske ’know how’– områder, ” hvor vi kan hjælpe verden til at blive klima smart”

På alle disse felter er Danmark, trods EU-undtagelserne, ikke alene dybt integreret med, men også underlagt megen EU-lovgivning. Danske kapitalinteresser arbejder hårdt på at komme til at stå centralt i denne udvikling, både inden for EU og som del af EUs imperialistiske politik i andre lande og på andre kontinenter.

EUs strukturelle udvikling af regioner på tværs af EUs landegrænser er yderligere med til at svække nationalstatens fundamentale økonomiske betydning og udvikling. Regionerne skal udgøre økonomiske markedszoner indenfor EU som yderligere vil skubbe til polariseringen i udviklingen mellem land og by, rige og fattige egne, højteknologiske områder uudviklede industriområder og skævvridningen mellem disse.

På store vitale samfundsområder som f.eks. tele og datatrafik har Danmark fulgt EUs privatiseringslinie og overgivet kontrollen over disse til internationale kapitalfonde og monopoler i et gigantisk tyveri af offentlige værdier. De mega-store offentlige anlægsarbejder, som broer og metro, fører på grund af EUs udliciteringsdirektiv ikke til en nedbringelse af arbejdsløsheden – men fører tværtimod med udlicitering og social dumping fra billigere EU-arbejdskraft uden danske ok-rettigheder derimod til yderligere pres på arbejdsløshed og lavtløn.

EU har indført en meget restriktiv retspolitik- og praksis vendt mod arbejderklassens og folkenes kampe for forandring, som er omfattende og voksende. Det gælder ikke kun for den såkaldte terrorlovgivning. Danmark har således indført en række af love, der betyder mindre retssikkerhed for borgerne – som eksempelvis ulovlige masseanholdelser med lømmelpakken og offentlighedsloven.

De stadige skridt mod politistaten betyder samtidig øgede straffe og øget kriminalisering af den almindelige befolkning, mens de riges svindel og økonomiske forbrydelser i mange tilfælde gøres lovlige og straffri.

Den danske retsundtagelse har betydet, at magten over retspolitikken ikke fuldstændig er overgået til fremmede magte som et tyskstyret EU.
Den kommende folkeafstemning om retsundtagelsen bliver en meget vigtig opgave for EU-modstanden for at sikre et nej.

Befolkningerne i EU skal gradvis bringes til at acceptere denne udvikling af EU hen imod ’Europas Forenede Stater’.

EU-kommissionen er det direkte redskab for de europæiske monopoler og finansoligarki, der sammen med EU parlamentet skal give EU et parlamentarisk og ’demokratisk’ skær.
Den nye centrale politiske trio – EU’s præsident Donald Tusk, EU- kommissionens formand Jean Claude Juncker og EU’s ’udenrigsminister’, den høje repræsentant Federica Mogherini, er uden politisk legitimitet i befolkningernes øjne, men spiller en stadig mere synlig rolle.

Også i det danske mediebillede forsøger magthaverne at vænne os til en europæisk overnational forbundsregering.

Det imperialistiske EU hånd i hånd med NATO

Et aggressivt og imperialistisk EU deltager også i imperialistiske krige rundt om i verden, i alliance med USA og reelt som en komponent i NATO. Det fører også sine egne kolonikrige, ikke mindst i Afrika, med Frankrig som spydspids.

I 1990’erne understøttede EU Sovjetunionens og østblokkens opløsningsproces med henblik på selv at kontrollere de lande, der ’gjorde sig fri af det sovjetiske åg’, og opslugte først DDR i Tyskland og siden de øvrige lande et for et i Unionen. Man opflammede krigene på Balkan for at opsplitte den jugoslaviske føderation.

I 2014 understøttede man kuppet i Ukraine og indsættelsen af et regime, støttet på åbenlyse fascistiske og nazistiske kræfter. Det har sluppet en ny borgerkrig løs mod befolkningen i Østukraine, der har ødelagt store områder, dræbt mange tusinde og drevet mere end en million på flugt.

Men propagandaen kalder stadig EU for ’fredens projekt’, en garant for fred i det mindste på vort kontinent. Det er den største af alle propagandaløgne om monopolernes EU.

USA og EU står sammen om NATOs ekspansion mod øst – hen mod den russiske grænse hele vejen fra nord til syd i Europa – og planerne om at befæste den med fly, raketter og baser hele vejen.

Det betyder stærkt øgede spændinger på kontinentet, og ikke bare mulighed for lokale krige og krige pr stedfortræder. Det betyder også mulighed for en ’varm’ krig mod Rusland, en krig som dor tredje og værste gang vil lægge kontinentet i ruiner. Atomkrigens mareridt tegner sig igen.

Danmark har sammen med de øvrige nordiske lande – Norge og det såkaldt neutrale Sverige og Finland – til opgave at være NATOs befæstede nordflanke langs grænsen til Rusland – det vil sige fra det yderste nord til de baltiske lande og Østersøen. Danske fly indgår i ’forsvaret’ af de baltiske lande.

Den nyliberale samfundsmodel og ’konkurrencestaten’

Nyliberalisme er EU’s grundlov som skiftende danske regeringer efterlever med deres nedsskærings’reformer’ og frihed til markedskræfterne. Den såkaldte velfærdsstat er EU-tilpasset og brudt ned gennem de sidste 30 år. Samfundsværdier privatiseres og ‘konkurrenceudsættes’

 I disse år ser vi konsekvenserne af store veltilrettelagte samfundsændringer, der er planlagt og sat i værk gennem de sidste 3 årtier af borgerskabet og det politikere. Danmark er blevet en aktiv krigsførende nyliberalistisk EU- stat, dybt integreret i det imperialistiske system og dets styringsmekanismer.

Som med det berømte første lille hul i en dæmning, der til sidst underminerer den og får den til at bryde sammen, har skiftende regeringer – Schlüter, Nyrup, Fogh, Løkke og Thorning indført privatisering og liberaliserings skridt, der i dag har accelereret til et nyliberalistisk ”konkurrence- samfund”.

EU har traktatfæstet nyliberalismen som den eneste mulige økonomiske udvikling i Unionen og unionslandene. Både blå og ’rød’ blok har bundet Danmarks udvikling til den. Dansk økonomisk og finanspolitik styres af EU’s budgetlov.

Men modstanden mod denne snigende EU-tilpasning har været så stor i befolkningen og arbejderklassen, at det har taget dem 30 år at nedbryde det, man kaldte ”velfærdsstaten”.

Nyliberalismen er udtryk for imperialismens udviklingstrin i dag, og for styrkeforholdet til kapitalens fordel i klassekampen. Borgerskabet afblæste ikke klassekampen, den forsvandt ikke, som de påstod.

De satte fuld power på angrebene på arbejderklassen og afblæste i stedet det tidligere klassesamabejde mellem arbejdsgiverne, staten og fagbevægelsen om den såkaldte velfærdsmodel, der havde givet en række midlertidige sociale goder.

For at skjule denne udvikling taler politikerne hele tiden om at bevare det Danmark, vi kender.

Liberaliseringen af reguleringen af finanskapitalen og sikringen af EU- kravet om kapitalens frie og uhindrede bevægelighed, har fået finanssektoren til langt at overstige de produktive erhverv i et endnu hurtigere tempo. Erhvervs-, landbrugs- og dele af den offentlige sektor bliver i stigende omfang solgt til danske og udenlandske kapitalfonde.

De ansvarlige bliver stadig mere usynlige og urørlige. Skridt får skridt har de fået uhæmmet adgang til at mangedoble deres profit, tømme selskaber for værdier, stjæle samfundsværdier gennem privatiseringer og skattely. Dong skandalen hvor regeringen forærede den amerikanske kapitalfond Goldmann Sachs 19% af aktierne i det danske energiselskab bag lukkede døre er bare et eksempel.

Monopoliseringen af bankvirksomheden har fået staten til under finanskrisen at give bankerne flere bankpakker med 100 milliarder kr. bankgaranti mod tabene i deres kasinospekulation. Det er sket og sker på de almindelige skatteyderes regning. Samtidig tillades bankerne årligt at opkræve millionbeløb på fiktive gebyrer i kraft af deres monopol på den digitale pengestrøm.

Staten og fagbevægelsens top har kastet arbejdernes og den øvrige befolknings hårdt tjente tvungne pensionsmilliarder ind i spekulationsøkonomien. Alene i kriseåret 2008 tabte bare en af fondene – ATP – 25,7 milliarder pensionskroner. Der sker gennem danske og snart også udenlandske kapitalfonde, der samtidig scorer millionkassen på at forvalte fondene.

Monopoliseringen og skævvridningen mellem land og by øges. Det kaldes udkantsdanmark men er en af kapitalismen utallige indbyggede modsætninger Arbejdspladser, uddannelsessteder, butikker, sygehuse, kulturinstitutioner koncentreres i stadig færre større byer.

Stadig større områder i landet er uden offentlig transport, ambulancer og skadestuer, børneinstitutioner eller digital dækning – og er reelt underafvikling. Landets dagligvareforretninger koncentreres i stadig færre butikskoncerner ejet af multinational kapital. Det betyder forsat butiksdød for de mindre butikker, og det er med til at skubbe til afviklingen af mindre byer og samfund.

Trods adskillige vækstpakker, hvor millionbesparelser og nedskæringer på SU, ældre og socialområdet er blevet foræret til erhvervslivet, har det økonomiske opsving indtil nu kun ramt aktieejerne.

Diverse kommissioner som ’produktivitetskommission’ og ’moderniseringskommission’ har kun én slags medicin for vækst: nemlig forsat mere af samme skuffe. Væk med alle hindringer for privat kapital og for arbejdsgiverne. Mere privatisering og udlicitering, øget markeds- og konkurrence vilkår, mere mål – og resultatstyring i det offentlige – og stadig større reduktion af fagforeningernes indflydelse.

Allerede for flere år siden er det blevet lovliggjort, at private må hive fortjeneste og profit ud på børnepasning, ældrepleje, aktivering af arbejdsløse og behandling af syge.

Årtiers erfaringer har vist, at argumentet om, at privatisering af uddannelse, omsorg og sundhed skulle gøre det billigere og bedre, var bedrag. Tværtimod har det suget pengene ud af den offentlige sektor, gjort det dyrere for brugerne og sænket kvaliteten både i den private og offentlige sektor, og for såvel brugere som ansatte.

Alligevel drives udviklingen videre ad privatiseringsvejen. Med den socialdemokratiske vækstministers ord, ligger der ”en forretning på 300 milliarder kr. og venter på udlicitering i den offentlige sektor”. EU’s privatiseringsdirektiv på tvinger medlemslandene til at sælge ud af de mulige profitgivende dele af den offentlige sektor.

Hvis EU og Danmark tilsluttes den planlagte traktat TTIP (det transatlantiske handels- og investerings partnerskab) vil TTIP gøre det ulovligt, hvis et land ønsker at ophæve en privatisering og eksempelvis gøre dagpleje til en offentlig kommunal opgave.

Befolkningens modstand mod privatisering og de dårlige erfaringer har fået staten til at træde ind i privatiseringsbølgen som en påstået neutral part. Det sker f.eks. gennem såkaldt offentlig-privat partnerskab, OPP. Stat og kommune påtager sig det økonomiske ansvar og tab uden modkrav og kontrol, mens en multinational kapitalfond som det skandaleramte Attendo kan stå for driften og hive fortjenesten ud.

Eller det sker ved, at stat eller kommune opretter sine egne offentlige koncerner, som ex. Koncernservice i Københavns Kommune, der kører helt på markedsmekanismer for skatteydernes penge.

Den offentlige sektor er blevet omdannet og skåret efter nyliberalismens New Public Management model. Det betyder, at alt måles og styres efter de økonomiske resultater og markeds-og konkurrence principper. At institutioner på den ene side splittes op i små isolerede enheder og samtidig er underlagt stram centralistisk styring. Øget kontrol med brugere og ansatte.

Topstyring hvor underordnede ansatte hverken har ytrings-eller handlefrihed. Større magt og fokus på ledelse, der samtidig bliver mere anonym, skjult og uden offentligt ansvar. Mørkningsloven sikrer mod borgernes aktindsigt i statens forvaltning af magten.

Statsapparatet er ikke blevet svagere eller mindre i den nuværende nyliberalistiske periode. Det er ingen minimalstat. Nyliberalismen har brug for et stærkt statsapparat til kontrol, overvågning, og magt vendt mod en stadig mere utilfreds befolkning.

Staten har givet sig selv bemyndigelse til helt at definere sine indre og ydre fjender, kriminalisere og stemple dem som terrorrister og sætte demokratiske og retssikkerheds-principper ud af kraft.

Staten skal bruges til at sikre den fri adgang til udbytning og omfordeling af samfundets rigdomme gennem eksempelvis finanslove, skatter og afgifter.

Statsmonopolkapitalismen står uindskrænket i den private profits tjeneste, og den danske kapitalistiske stat bliver stadig tættere integreret som en del af den europæiske monopolkapitals overnationale statsmekanismer og det internationale imperialistiske bourgeoisis globale magtapparat.

 

Borgerskabets ideologiske aggression

Det kapitalistiske samfunds idealer og filosofi afspejles i det olympiske motto: Hurtigere – højere – stærkere. I dag med tilføjelsen: For enhver pris! Det angiver både målet både for den kapitalistiske samfundsopdragelse og for individets selvudvikling. Sammenhold, solidaritet, samfundssind, kollektivitet er discipliner, der falder uden for rammerne.

Ideologier – forestillinger om verden, samfundet, mennesket, naturen, moral, godt og ondt – er knyttet til samfundsklasserne og gennemløber som alt andet historiske udviklinger. Den herskende klasses ideologi er i ethvert klassesamfund den herskende ideologi, og borgerlig ideologi er dominerende i det kapitalistiske samfund.

Den er ikke opstået gennem en kamp om ideer, men er et produkt af klasserne og klassekampen, og dens herredømme sikres gennem kontrollen med institutionerne, uddannelser, medierne, det offentlige liv i det hele taget, mens andre ideologier fortrænges og udgrænses.

Det kapitalistiske samfund søger at vinde den ideologiske kamp om hjerner og hjerter ved at organisere menneskenes ideer og beherske deres tanker og handlinger.

Ideer og tanker er ikke »neutrale«, de er ikke eviggyldige eller uforanderlige. De repræsenterer bestemte klasser og bestemte klasseinteresser. Det imperialistiske borgerskabs ideologi er reaktionær, den tjener til at bevare og befæste dets klasseherredømme, til at forberede aggression imod og slavebinde andre folk.

Arbejderklassens ideologi, marxismen-leninismen, er revolutionær, den sigter på at gøre op med borgerskabets og imperialismens magt og i stedet bygge et nyt, socialistisk samfund, hvor der ikke er plads til undertrykkelse og udbytning.

Det kapitalistiske samfund baserer sig på konkurrence – på alles kamp mod alle – på den kloge som narrer den mindre kloge – og har derfor Vinderen som helt og rollemodel. Fanden får taberen.

Nr. 1 – ligegyldigt i hvad! Berømt – ligegyldigt for hvad! bliver mål i sig selv.

Sportsstjerner, topskuespillere, musikalske superhits og elitesoldater er tilbedte helteskikkelser i symbiose med feudale levn, kronede hoveder og blåt blod. Størst af alt og alle er den svimlende rigdoms legemliggørelser, mangemilliardærerne, ejerne af alt, hvad der kan købes for penge.

Det kapitalistiske samfunds idealer og filosofi afspejles i det olympiske motto: Hurtigere – højere – stærkere. I dag med tilføjelsen: For enhver pris! Det angiver både målet både for den kapitalistiske samfundsopdragelse og for individets selvudvikling. Sammenhold, solidaritet, samfundssind, kollektivitet er discipliner, der falder uden for rammerne. Den herskende klasses børn er født til at vinde.

Den borgerlige ideologi sigter på også på at få de brede masser, der ikke født til at vinde, til at tilpasse sig og fungere efter deres tildelte roller i klassesamfundet. Den skal få dem til at acceptere den herskende tilstand og det eksisterende samfund som nærmest naturgivent og som det bedst tænkelige – og indrette sig efter det og i det uden protest.

En gigantisk underholdningsindustri er udviklet netop med dette formål – TV, film, serier, spil, konkurrencer, mode, musik, sport osv – tjener alt sammen til at drukne frustrationerne over den kapitalistiske virkelighed, udbytningen og elendigheden hos de brede masser, samtidig med at de dækker og opfylde reelle behov for arbejdskraftens regeneration, for hvile og for at samle kræfter til dagligdagen.

Masseunderholdningen og masseunderholdningsindustrien har i de senkapitalistiske samfund langt hen ad vejen overtaget religionernes rolle som opium for folket.
Deres væsentligste opgave er at udslette drømmen om og kampen for et andet samfund.

Et særligt vigtigt mål for den ideologiske aggression er arbejderklassens revolutionære teori, socialismen og kommunismen, herunder arbejderklassens historiske kampe og sejre og erfaringerne fra de socialistiske samfund.

Der føres en konstant propaganda for at forvanske alt dette og tegne et billede af kampen for socialisme som nyttesløs og de socialistiske samfund som dystre kapitler i menneskenes historie – på linje med fascistiske diktaturer. Det tjener alt sammen til kapitalismens bevarelse.

Det gør også udbredelsen af reaktionære og mystiske ideer, filosofier og religiøse forestillinger, der opstod i og er knyttet til tidligere historiske perioder. Fundamentalistiske religionsopfattelser inden for kristendom, judaisme, islam osv. udbredes sammen med nyreligiøse strømninger, horoskopi og spådomskunst, ånder og overtro. Middelalderen kommer igen på mode. Den hjælper til at holde kapitalismen på fode.

I takt med uddybningen af kapitalismens almene krise og den voksende sociale uro optrappes også den ideologiske aggression imod de sociale kræfter, der er de potentielle bærere af et andet samfund – arbejderne, ungdommen, almindelige folk, mænd og kvinder.