Der findes rigtig meget håb og ønsker om en anden hverdag og fremtid. Ikke bare i forhold til Corona, hvor de rige lande som Danmark nu har fået vaccine, men ønsker om at kunne få og beholde et arbejde, kunne slå sig fri af lavtløn og sociale ydelser, der hverken er til at leve eller dø af. Om at få et sted at bo man kan betale, eller blive boende der, hvor der nu skal rives ned til dyre ejerlejligheder.
For det er langt fra alle i det klassedelte Danmark der er inkluderet i det store nationale fællesskab og forbrugs- og aktiefesten. Der er gået hul på illusioner om det kapitalistiske velfærdssamfund, og folk siger fra og reagerer. Der var ikke de værnemidler og tests vi blev lovet, det er ikke folks eget ansvar de bliver smittet på deres arbejde, der er store huller i det offentlige sundhedssystem, det sociale sikkerhedsnet mange troede på eksisterer ikke længere. Og ikke alle restriktioner og love regeringen indfører er til for at sikre folkesundheden, men erhvervslivet.
Klasseforskellene viser sig i smitte- og dødstal. Mens monopolborgerskabet tjener formidable summer på krisens og pandemiens konsekvenser for store dele af arbejderklassen og befolkningen.
Mange der er hårdt presset økonomisk, har måttet gå ned i løn og tid eller er blevet fyret. Hjemmearbejde ved spisebordet i månedsvis med flydende arbejdstid og hjemsendte børn. Arbejdsgiverne og monopolborgerskabet forsætter presset for den ”nye normal”. Lige indtil nogen stopper dem.
Hvem er det så, der kan skabe den nødvendige forandring i samfundet, der kan gøre op med kapitalismens uhyrligheder? Det kan arbejderklassen og de unge. De er de egentlige hovedpersoner i de kommende begivenheder, og meget vil afhænge af hvilken retning i klassekampen, de kommer til at tage.
Selv fremsynede erhvervsledere og socialdemokratiske ministre mener nu, at kapitalismen er gået for vidt i sin kyniske rovdrift på profit. Men deres fremtidsplan er at redde kapitalismen gennem dens kriser med en benhård krisepolitik, som arbejderklassen og de unge skal betale. Det er hvad de mener med, at kapitalismen må genopfinde sig selv til en social, menneskelig og grøn variant garneret med såkaldt demokratisk og parlamentarisk kontrol.
En revolutionær vej og fremtidsplan er derimod både mulig og nødvendig. Hvor kapitalismens udbytning bringes til ophør for at skabe plads til et nyt samfund. Det er den retning vi må sætte for klassekampen i 2021. Det betyder, at det er arbejderklassens og de unges krav, interesser her og nu og for fremtiden, der må sættes i centrum.
Generelle ønsker om sociale forbedringer og mod stigende ulighed må gøres til konkrete aktuelle krav om en ny dagpengereform og afskaffelse af fattigdomsreformerne og ghettoloven – og ikke udskydes til næste finanslov, næste valg, spises af med at ende i forsøgsprojekter, kommissioner eller til næste krise er overstået.
Statens forlig for OK21, der sætter rammen for de kommende, er ren vedligeholdelse af dårlige løn- og arbejdsforhold. Det er en arrogant hån mod de ansattes daglige indsats og faglige værd. Sundhedskrisen har om noget vist behovet for en solidaritetsmanifestation af kravet om genopretning af den offentlige sektor. En forbedret offentlig sektor med reelle løft på lavtløn, uligeløn og arbejdsforhold og nedsat arbejdstid vil komme hele befolkningen til gode.
Det må siges højt og tydeligt, at det ikke bliver OK-topforhandlerne, eller politikerne, der kommer til at arbejde for de forandringer. De lever et helt andet liv med topgager, kæmpehøje pensions- og orlovsordninger, bestyrelsesposter i erhvervsliv og statsmagt og tætte bånd til den socialdemokratiske regering, der er arbejdsgiversiden denne gang. Det kommer kun til at ske ved, at arbejderklassen, de offentligt ansatte og de unge tager deres krav og fremtid i egne hænder og organiserer en modstand og enhed nedefra og på tværs af fagskel og klassesamarbejdets nederlagspolitik, holder fast og mobiliserer for deres krav.
En ny runde af kvindekampen har længe været i gang. Den økonomiske krise og sundhedskrise har sat spotlight på, at kvindeundertrykkelse i alle dens former fortsat er til stede i det moderne, stressede kvindeliv. Social kontrol og mistro til de dårligst stillede og vold mod kvinder er blevet et folkesundhedsproblem.
Det er nu, det er tid til at styrke EU-modstanden med det klare mål, at få Danmark ud af EU. Vi skal bruge den realitet, at det kan lade sig gøre at komme ud af EU. Vilkårene, og hvordan det vil udvikle sig efterfølgende under dansk selvstændighed, afhænger af klassekampen. Arbejderklassen og de unge er de egentlige hovedaktører og klassekræfter. De må udvikle en enhedsfront som Folkebevægelsen mod EU og sikre at den kan navigere i den aktuelle klassekamp med kravet om national selvbestemmelse. Nedbrydningen af arbejderrettigheder og EU-monopolernes arbejdsgiverpolitik må imødegås med international solidaritet og ved at rette skytset mod de ansvarlige, både i Bruxelles og i Danmark.
Det er også den klassevinkel den store miljø-og klimakamp må kæmpes ud fra. Industriens og regeringens redningsplaner er helt farveblinde og sort trylles om til grønt, mens løsningen af de omfattende ødelæggelser skydes langt ud i fremtiden.
Dansk Industri og de store monopolgrupper har dikteret regeringen og dens rygklappende støttepartier, at der ikke er råd til sociale økonomiske reformer og forbedringer, der rækker ud over midlertidig hjælp og øget julehjælp. Alt imens statsmagten har overført ubegrænsede milliardbeløb til erhvervslivet, lånt med arbejdernes pensionspenge som pant og med statstyveri ved hjælp af årtiers fattigdomsreformer. Dansk konkurrenceevne ligger nummer 1 i Europa og nummer 2 i hele verden, med den mest fleksible og omstillingsparate arbejdskraft.
Danmark er en imperialistmagt, hvor lille den end er. Det danske borgerskab betragter fortsat Grønland som sin semikoloni, det kan plyndre for vigtige råstoffer og bruge som handelsvare i det strategiske kapløb mellem imperialistmagterne på verdensplan. Danmark er en af de mest villige krigsdeltagere, når det gælder om at beskytte danske, EU’s, NATO’s og USA’s imperialistiske interesser rundt om i verden. Det er det imperialistiske og kapitalistiske Danmark, der skal gøres op med.
Fra APK, Arbejderpartiet Kommunisternes side vil vi fortsat gøre, hvad vi kan for at udvide klassekampen for at bekæmpe alle dele af den kapitalistiske og imperialistiske krisepolitik og udvide den revolutionære bevidsthed i arbejderklassen og ungdommen.
Klassekampen kan gå to veje. Lige nu forsøger højrekræfter at fiske i rørte vande og samle den vrede og frustration op der findes. Centrale spørgsmål som den totalitære epidemilov, overvågningssamfund, terrorlovgivning og politivold misbruges af højrepopulister og til at miskreditere arbejderklassens og ungdommens klassekamp. Epidemiloven kan sætte alle borgerlige demokratiske rettigheder ud af kraft, tvangsfjerne, tvangsisolere og tvangsbehandle ”smittede” og ”smittespredende personer”. Loven der vil sætte politi, militær og private sikkerhedstjenester ind for at udføre dette, baner vejen for udvikling af fascisme.
APK står på hele arbejderklassens revolutionære erfaringer helt tilbage fra Marx og Engels og frem til i dag, formuleret i marxismen-leninismen. APK er en del at en international verdensomspændende kommunistisk bevægelse, CIPOML, med den styrke det giver. APK rækker ind i fremtiden med et alternativ, et manifest for et socialistisk Danmark og vejen dertil gennem revolution. APK er et seriøst parti, vores politik er det vi mener og arbejder for.
7. februar 2021