Resolution vedtaget i tilknytning til Beretningen til Arbejderpartiet Kommunisternes 4. kongres 9.-10.april 2009
APK’s 4. kongres finder sted på et tidspunkt, hvor kapitalismens nuværende globale økonomiske overproduktionskrise – der er flettet sammen med og skærper kapitalismens almene krise – i større eller mindre grad rammer alle landes økonomier, ruinerer hele lande, lukker virksomheder, kaster folk i milliontal på gaden og sætter skub i tvangsauktioner og fallitter.
Det er den dybeste økonomiske krise i 80 år – siden det amerikanske børskrak i 1929 og den efterfølgende langvarige depression – og der foregår en kamp i global skala om, hvem der skal betale krisen. Imperialismen og monopolerne forsøger at vælte byrderne over på de arbejdende, de arbejdsløse og på andre lande, især udviklingslandene, og samtidig sikre profitter og gigantiske direktørlønninger. De gigantiske ’hjælpepakker’ til bankerne og storkapitalen har ikke banet en vej ud af krisen, og samtidig er krisens ofre generelt set ikke blevet hjulpet overhovedet af de kapitalistiske stater.
I en lang række lande er arbejdere og brede masser gået på gaderne og i aktion mod at bære krisens byrder og i protest mod de kapitalistiske regeringers krisepolitik – i manifestationer, der har spændt fra hungerrevolter til generalstrejker og langvarige sammenstød med de kapitalistiske magtorganer.
Regeringerne frygter sociale revolter med skærpelsen af krisen, og i mange lande laves der planer om at sætte hæren ind, oprettelse af interneringslejre og om øget repression. Man forsøger også at kriminalisere arbejderklassens vigtigste kampvåben – strejkeretten.
Reaktionen forstærkes – og det fascistiske kort hives frem igen. Vi ser ikke bare ultrareaktionære, imperialistiske, chauvinistiske og racistiske krigsregeringer ved magten – men også regeringer med åbent traditionelle fascistiske og fascistoide træk. Gennem terrorlovgivningerne er der taget store skridt på vejen mod politistat. I EU og i en række EU-lande har åben eller let tilsløret fascisme, med rødder i italiensk og tysk fascisme, fået parlamentarisk repræsentation og deltager tilmed i reaktionære regeringer.
Imperialistisk aggressionskrig har altid været en hovedmetode i kapitalens ’vej ud af krisen’. De imperialistiske og kolonialistiske krige og besættelser af Afghanistan, Irak og Palæstina fortsætter, og nye forberedes – mens modstandskampen i disse lande retter hårde slag mod besættelsesmagterne.
Præsidentskiftet i USA har ikke betydet en ny strategi og reel tilbagerulning af Bushs ’krig mod terror’, reaktionære terrorlove og tortur.
NATO udvikles nu som det fælles militære redskab for den amerikanske imperialisme og EU-imperialismen til at sikre global dominans, mens imperialismens økonomiske redskaber som G8-G20, IMF og Verdensbanken sættes i bevægelse på de svagere og afhængige landes og verdens folks bekostning.
Ultrareaktionære politikere, der indtil for nylig benægtede, at der eksisterede nogen miljøkrise overhovedet, er pludselig sprunget ud som grønne klimaforkæmpere. Som den slidte menneskerettighedsdemagogi skal den grønne profil bruges til at kaste et progressivt slør over kapitalismens og imperialismens generelle reaktionære krise- og krigspolitik. Det er kapitalismen og imperialismen, som har skabt den globale miljøkrise og hindrer, at den bliver løst. De kapitalistiske ’løsninger’ er ikke reelle, men skal samtidig sikre ny profit til monopolerne.
Polariseringen og radikaliseringen forstærkes
Under imperialismen skærpes og uddybes alle de kapitalistiske modsætninger. De rige bliver rigere, og kløften mellem rig og fattig uddybes. De sociale budgetter beskæres til stadighed, den sociale udstødning forstærkes, marginaliseringen vokser, kvindeundertrykkelsen forstærkes, indvandrere bliver jaget vildt. Massearmoden vokser hurtigt. Også arbejderklassens job, lønninger og rettigheder kommer under pres. Også den bedst stillede del af arbejderklassen og store grupper af offentligt ansatte og småborgerlige lag – også denne ’amerikanske’ middelklasse rystes i sin eksistens under krisen.
Dermed skærpes klassemodsætningerne, alle sociale, politiske og ideologiske modsætninger, og klassekampene og konfrontationerne tager til. Den samfundsmæssige polarisering vokser. Radikaliseringen på begge sider af klassekampen forstærkes. ’Midten’ får ringere vilkår.
Kapitalismen spiller fallit for øjnene af folk – og under svære rystelser, som rammer overalt. Det har ikke kunnet bevise sin overlegenhed som system, som man påstod, da revisionismen i Østeuropa brød sammen 1989-91. De sidste 20 år har ikke skabt fremgang for verdens gigantiske ludfattige flertal. Imperialismens plyndringstog og krige har samtidig vist, at kapitalismen bevarer sin rovdyrnatur. Det er et råddent og udlevet system – og verdens folk søger nye veje. Historien har vist – fra den ene store krise til den anden, fra den ene krig til den anden – at det kapitalistiske system og imperialismen ikke lader sig reformere. Det må sættes på porten, kastes i historiens skraldespand. Fremtiden kan ikke være andet end socialistiske samfund, opbygget på grundlag af den videnskabelige socialisme, under arbejdernes klasseherredømme.
I Danmark er Fogh-perioden ved at rinde ud, selvom Fogh har forsøgt at forlænge den ved at lade sig udskifte med Lars Løkke Rasmussen, der skal videreføre hans politik.
Fogh-regeringen fortsatte og uddybede den socialdemokratisk-radikale forgængerregerings nyliberale EU-politik. Resultatet har været ødelæggende for den danske ’velfærdsstat’ og den ’nordiske model’. ·Mange sociale fremskridt, opnået gennem årtiers eller generationers kamp, er blevet rykket lige så langt tilbage. Antallet af fattige i Danmark er stærkt forøget og vil slå rekorder under krisen. Bistandslovgivningen er så udhulet, at arbejdsløshed for mange bliver en regulær social katastrofe. Indvandrerfamilier på bistand og mange andre socialt udstødte lever et usselt liv. De arbejdsløse får pisken, mens understøttelser og vilkår forringes. Pensionsalderen er sat i vejret, efterlønnen er beskåret dybt. Skoler, uddannelses- og sundhedsvæsen er i større eller mindre forfald, mens infrastrukturen er eroderet – til fordel for oprustning, militarisering, forøgelse af politiet, og profitterne. Miljøkrisen er vokset.
Fogh-regeringen har ført Danmark ud i den dybeste økonomiske krise siden 2. verdenskrig – med hastigt voksende arbejdsløshed, fallitter og tvangsauktioner – og efterlader det store flertal i befolkningen, ikke mindst de yngre generationer, med en rekordstor gæld, bl.a. pga. boligprisernes ukontrollerede himmelflugt i Fogh-perioden.
Fogh-regeringen har med bl.a. terrorlovene lagt grunden til en politistat, gjort Danmark til en militaristisk og aktivistisk deltager i forreste række i imperialismens krige og en spydspids for racisme, fremmedhad og islamofobi.
På alle områder efterlader Fogh et land i en ringere tilstand.
Byg kampfronten mod krise krig og reaktion
Internationalt har der udviklet sig stærke bevægelser mod de imperialistiske krige, mod den reaktionære krisepolitik, mod fascisering (herunder terrorlove og tortur, politistatsudvikling, militarisering) og mod fremmedhad, racisme og islamofobi. I Europa ser vi en stadig stærkere modstand mod monopolkapitalens projekt for Europas Forenede Kapitalistiske Stater – som bl.a. kom til udtryk i det hollandske og franske folks nej til unionsforfatningen og det irske nej til den næsten identiske Lissabon-traktat.
Med kapitalens stadig større internationalisering i ét kapitalistisk verdensmarked bliver arbejderklassens og folkenes kampe også stadig mere sammenhængende og sammenvævede. Kampen for revolution, socialisme og national befrielse og uafhængighed mod imperialisme, kapitalisme og reaktion gennemføres i alle lande efter de konkrete omstændigheder, men er også en fælles kamp baseret på arbejderklassens internationalisme og international solidaritet.
Med den nuværende verdenskrise, den globale militarisering, imperialismens krige og besættelser, den fremadskridende ødelæggelse af klima og miljø samt den reaktionære opmarch over hele kloden er tiden kommet til en verdensomspændende kampfront mod krise, krig og reaktion, som den danske arbejderklasses og det danske folks kamp er en aktiv del af. For udviklingen af en sejrrig national befrielseskamp og/eller en socialistisk revolution er de indre faktorer afgørende, men de eksterne faktorer og klassekræfternes internationale stilling bliver af stadig større betydning.
Den globale kamp foregår under hovedparoler som ’Vi vil IKKE betale jeres krise’ (’Lad kapitalen betale krisen’), ’Stop imperialismens krige og besættelser’, ’Nej til racisme og fremmedhad’ osv. Kampen mod EU føres under paroler som ’Bekæmp monopolernes Forenede Europa’ og ’Nej til Europas Forenede Stater’.
Den internationale arbejderklasse udgør kernen i denne front, anført af dens marxistisk-leninistiske, kommunistiske og revolutionære arbejderpartier, som omkring sig søger at samle alle sociale kræfter og lag, som undertrykkes, udbyttes og/eller rammes af imperialismen og reaktionen, til den bredest mulige sociale og politiske kraft – arbejdere, arbejdsløse, fattige bønder, små håndværkere og handlende, studerende, ungdommen og kvinderne, pensionister osv.
Nutidens globale kampfront er en historisk parallel til folkefronten og enhedsfronten mod fascismen under den sidste store kapitalistiske krise i 1930’erne og 2. verdenskrig.
En hovedopgave i klassekampen
Opbygningen af fronten mod krise, krig og reaktion i Danmark, som en del af den internationale kampfront, er en hovedopgave for APK i den kommende kongresperiode. Denne front er ikke en organisation, man kan melde sig ind i, men en samling af forskellige politiske, faglige og andre organisationer og folkelige bevægelser og initiativer i en mangfoldighed med retning, som forenes stadig mere omfattende på basis af arbejderklassens selvstændige klassepolitik.
Det spænder fra enkeltstående initiativer til langvarige kampagner (f.eks. mod dansk krigsdeltagelse eller EU-traktaterne) og store mobiliseringer (som de store mobiliseringer omkring ’Velfærd til alle’ i 2007).
Hovedformen for opbygningen af denne front vil i den nuværende periode være omkring konkrete kampopgaver og mål, opbygget nedefra. Den vender sig mod kapitalistisk krise- og krigspolitik, dansk deltagelse i imperialismens krige, mod monopolernes EU og mod al reaktion – uanset hvilken kapitalistisk regering som er ved magten.
Fogh-regeringen afløste en nyliberal Nyrup-regering. Og en regering Thorning-Schmidt vil ikke bryde med det kapitalistiske Danmarks kurs og prioriteringer.
Igennem Fogh-periodens boom-år har arbejderklassens organiserede modstand mod den nyliberale privatiseringspolitik med de asociale beskæringer af alle sociale budgetter været beskeden. Den har også været beskeden i forhold til modstanden mod den danske krigsdeltagelse i Afghanistan fra 2001 og Irak fra 2003 og den stadig voldsommere militarisering, ligesom EU-modstanden er svækket. Det hænger nøje sammen med socialdemokraternes og deres støttepartiers parlamentariske strategi og med LO-toppens negative rolle.
Igennem de senere år er ungdommens uddannelsesorganisationer og faglige organisationer gået i spidsen i en hel stribe kampe imod de nyliberale angreb på de tilkæmpede rettigheder. Det var dem, som tog initiativet til de store protester mod privatiseringspolitikken og slagtningen af den offentlige sektor under parolen ’Velfærd til alle’, som banede vejen for hårde folkelige kampe om de kommunale budgetter og sosu-arbejdernes krav og strejkebevægelse. Den socialdemokratiske ledede LO-top har derimod virket som en bremse på udviklingen af arbejdernes forsvarskamp og en bredere kamp mod nyliberalisme, privatiseringer og Fogh-regeringens hærgen.
Den økonomiske krise og dens umiddelbare følger i form af fyringer, arbejdsfordeling, pres på lønnen og lønnedgang tvinger arbejderne til at føre organiseret kamp til forsvar for deres rettigheder. Mens bankdirektører og kapitalister forgyldes med krisehjælp for milliarder af skattekroner, får krisens egentlige ofre ingen krisehjælp. En fagtop, som ikke ønsker og magter at forsvare de arbejdendes rettigheder, må sættes på porten.
Arbejderklassens enhed må opbygges omkrig et kriseprogram til forsvar af dens interesser, som samtidig forsvarer og kæmper for parolen om ’velfærd til alle’.
Kampen mod krig og militarisering må forstærkes med det mål at trække Danmark ud af alle imperialistiske krige og imperialistiske militære organismer, herunder NATO. Forsøgene på at forvandle værnepligtshæren til en professionel angrebshær eller den socialdemokratiske ’værnerets’-variant må stoppes. Milliarderne til militarisering og krig skal gå til velfærd og social krisehjælp.
Storkonflikten i det offentlige i foråret 2008 viser, at der findes betydelig kampkraft og kampvilje i arbejderklassen, ikke mindst blandt de lavestlønnede, og det gælder både i den private og offentlige sektor. De kvindelige arbejdere er for alvor trådt frem i forreste række i klassens kampe.
Det er ikke mindst blandt ungdommen – som også har ført sine egne militante kampe, f.eks. i Ungdomshuskampen – og kvinderne, at hovedkraften i udviklingen af kampen mod krisepolitikken og skabelsen af enhed omkring en selvstændig arbejderklassepolitik skal findes.
Situationen i den danske klassekamp og venstrekræfterne
Socialdemokraterne og deres reformistiske støttepartier SF og Enhedslisten søger at dreje arbejderklassens og ungdommens kamp ind i parlamentariske baner som vejbereder for og støtte til en socialdemokratisk ledet regering. Det har betydet, at de konkrete kampe og bevægelsernes krav igen og igen er blevet solgt ud – til fordel for parlamentariske forlig med Fogh-banden.
Opbygningen af kampfronten mod krise, krig og reaktion må foregå i kamp mod reformistisk kapitulations- og udsalgspolitik og afvise alle sekteriske indskrænkninger af den sociale og politiske bredde – såsom de facto eksklusion af religiøse eller revolutionære politiske kræfter.
Behovet for et brud med Fogh-periodens nyliberale politik og for en helt anden politisk kurs er enormt – men en eventuel S-SF-R-regering vil ikke lægge op til et sådant brud, men til fortsættelse af den nyliberale politik i en lidt ændret form i takt med udviklingen af det internationale bourgeoisis kurs, signalerne fra Washington og ikke mindst diktater og beslutninger i EU. APK vil bidrage til at sætte Fogh på porten, men kan ikke som Enhedslisten anbefale eller fungere som støtteparti til en nyliberal, imperialistisk S-SF-R-regering og vil derfor heller ikke anbefale en stemme på Enhedslisten.
APK arbejder for at skabe arbejdernes og folkets selvstændige politiske alternativ til borgerskabets to alternative tilbud. Denne skabes netop gennem udviklingen af massekampen og bestræber sig på at opnå den bredest mulige sociale og politiske enhed og maksimal mangfoldighed.
Denne revolutionære taktik kommer igen og igen i konfrontation med de reformistiske partiers parlamentariske strategi og taktik, der sætter spillet i folketingssalen og studehandlerne bag kulisserne over støtten til de manges kampe og aktioner.
Ved det kommende valg til EU-parlamentet i juni 2009 anbefaler APK at stemme på Folkebevægelsen mod EU og dens kandidater som den konsekventeste EU-modstanderorganisation. Ved kommunalvalget anbefaler APK at stemme på progressive og revolutionære lister, hvor de findes.
APK’s rolle i den danske klassekamp
Det marxistisk-leninistiske APK blev stiftet i april 2000. Dermed stiftedes det kommunistiske parti for det 21. århundrede i Danmark. De daværende erklærede kommunistiske partier havde stillet sig på den moderne revisionismes og ikke marxismen-leninismens grund – og APK udviklede sit program og strategi på basis af de krav, der stilles til det kommunistiske fortropsparti i en periode, hvor imperialismen har etableret et virkelig globalt kapitalistisk verdensmarked og befæster sin såkaldte ’ny verdensorden’ med militær magt, og hvor der ikke eksisterer en modvægt af socialistiske lande.
Fra sin start blev APK medlem af Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer (IKMLPO), der repræsenterer den internationale kommunistiske bevægelses politiske og organisatoriske samling i dette århundrede.
APK fortsætter, viderefører og videreudvikler det revolutionære DKP’s (1919-ca.1956) traditioner og det revolutionære DKP/ML’s (1978-1997) virksomhed.
Da DKP/ML blev splittet i 1997, betød det, at en revisionistisk likvidationspolitik blev fremherskende i dette parti, som ’stillede sig i spidsen’ for en såkaldt kommunistisk samlingsproces med KPiD og resterne af DKP. Det førte ikke til organisatorisk samling, men til den formelle likvidation af DKP/ML og oprettelsen af ’Kommunistisk Parti’. Disse tre anti-marxistisk-leninistiske og revisionistiske partier bærer hovedansvaret for den kommunistiske bevægelses spaltning, lidenhed og relative svaghed i dag. Ingen kombination eller samling af disse partier, som parlamentarisk støtter Enhedslisten og en ’arbejderflertalsregering’, vil føre til dannelsen af et ægte kommunistisk parti eller en seriøs revolutionær kraft i klassekampen.
Uden et stærkt marxistisk-leninistisk kommunistisk parti forrest i arbejderklassen og folkets kamp vil denne tabe målet – revolutionen og socialismen – af syne og let lade sig forvirre af borgerskabets politiske agenter og medier. Det kommunistiske parti samler de bedste klassekæmpere blandt arbejderne og de øvrige arbejdende og folkelige lag i sine rækker for at samle den nødvendige styrke til at lede de brede folkelige kampe, som er uundgåelige i den kommende tid, hvor den danske og globale økonomiske krise, krigene og reaktionen løber amok. Vi opfordrer alle klassebevidste arbejdere og revolutionære arbejdere til at slutte op om APK – arbejderklassens kommunistiske parti.