Resolution vedtaget på APKs 3. kongres
”For tiden oplever vi øjensynlig den periode i den kapitalistiske cyklus, hvor industrien ‘blomstrer’, handlen går livligt, fabrikkerne arbejder på livet løs, og utallige nye værker, nye bedrifter, aktieselskaber osv. skyder op som paddehatte efter regnvejr. Man skal ikke være profet for at forudsige et uundgåeligt krak.”
Lenin, 1897
De kapitalistiske kriser er i dag en lige så uundgåelig følgesvend til perioder med opsving, som de har været i hele den kapitalistiske epoke. Øjeblikkets boom i Danmark vil igen blive afløst af nedtur og stagnation. Både i perioderne med opsving og nedgang følger kapitalen en kurs for omfordeling til fordel for de rige og på arbejdernes, ungdommens og det store flertals bekostning.
Opgaven i dag står i høj grad på at vække klassebevidstheden og dermed solidariteten i alle dele af arbejderklassen – og erkendelsen af, at målet for kampen er et samfund baseret på den videnskabelige socialismes teori og praksis.
Offentligt ansatte har efter års nedskæringer og mere og mere omfattende kampe genvundet en selvbevidsthed og en fornemmelse af klassekampen. Arbejderklassen i industrien, for slet ikke at tale om byggeriet, er kun på nippet til at erkende, at behovet for strejke og kamp ikke tilhører fortiden.
Støtte til folkenes modstandskamp –
Stop dansk krigsdeltagelse
Danmarks deltagelse i den amerikansk ledede koalition i den ulovlige krig mod Irak er den direkte forlængelse af Danmarks blinde underkastelse under den amerikanske politik gennem et halvt århundrede, af tilslutningen til NATO, amerikanske militære baser i hele kongeriget, og af tilslutningen til den Europæiske Union.
De skiftende danske regeringer har alle været enige om at slutte op bag ved den selvopkastede leder af ‘den frie verden’. Danmark har støttet og deltager i krigene på Balkan, Afghanistan og i Mellemøsten, ikke mindst de to krige mod Irak og den langvarige embargo i halvfemserne.
APK’s holdning til krigsmodstanden og i fredsbevægelsen er baseret på to hovedretninger:
støtte til og forsvaret af folkenes ret til væbnet modstand mod besættelse, samt Danmarks fuldstændige tilbagetrækning fra krigsdeltagelse og støttepunkt for imperialismen.
Det indbefatter også modstand mod ‘krigen mod terror’ i alle dennes aspekter, også den udemokratiske undertrykkelse af folkelig modstand, som udtrykkes i terrorlove, der baner vej for politistat og fascisering af statsmagten.
Den langvarige ‘krig mod terror’ er et hovedelement i og et væsentligt påskud for USA-imperialismens forbryderiske plan om at oprette sit hegemoni over verden, som det reaktionære Danmark er medskyldig og medaktør i.
Kampen mod krigen er en væsentlig del af kampen for at skabe en bred front mod imperialismen.
APK afslører og bekæmper i denne sammenhæng
– A.P. Møller-Mærsk-koncernens og andre industrigiganters store økonomiske interesser og politiske involvering i fortsat krig,
– Fogh-regeringens og folketingsflertallets rolle som krigsforbrydere, samt
– Natos og EU’s delagtighed i oprustning til imperialistisk krig og til rumkrig.
Kampen mod krigen er først og fremmest en massekamp. APK har spillet og vil også fremover spille en væsentlig rolle i mobiliseringen af den danske krigsmodstand til globale gigantdemonstrationer som 15. februar 2003 op til starten på Irak-krigen og en lang række senere manifestationer.
Den nye konsekvente antikrigsbevægelse har med modige malingsaktivister, FredsVagten ved Christiansborg og mange andre nye aktionsformer vist, at der er basis for en ægte kamp mod de amerikanske imperiedrømme og imperialistiske krigseventyr i almindelighed.
Danmark skal trækkes ud af rollen som amerikansk alliancepartner, dansk territorium skal ikke kunne bruges som udgangspunkt for aggression, og Danmark skal udtræde af den aggressive imperialistiske krigsalliance Nato, som i Afghanistan og andre steder gennemfører ulovlige kolonikrige i det 21. århundrede.
Færøerne og Grønlands folk har ret til selvbestemmelse også på det udenrigspolitiske område. Det er i disse folks, det danske folks og alle verdens folks interesse at opsige kontrakten med USA om leje af baseområder.
Israel har gennemført en ny optrapning af krigen mod deres naboer. De palæstinensiske selvstyreområder bliver konstant terroriseret af israelsk militær, palæstinensiske områder annekteres af Israel ved bygningen af apartheidmuren , politiske ledere myrdes med raketangreb, og den demokratisk valgte selvstyreregering efter Arafat har fået smækket kassen i.
Israels krig mod Libanon i sommeren 2006, med den undskyldning, at Hizbollah-bevægelsen kidnappede to soldater, er et led i en konstant krig og indblanding i hele regionen. Under påskud af ‘demokratisering’ gennemføres en del og hersk -politik, der sætter etniske grupper op mod hinanden og tilsigter en opsplitning af landene i regionen på etnisk og religiøst grundlag for at sikre amerikansk og israelsk herredømme på de arabiske og mellemøstlige folks bekostning. Solidaritetsbevægelsen med Palæstina kan ikke ses uafhængigt af situationen i hele Mellemøsten. APK understøtter kraftigt opbygningen af en dansk og international bevægelse for boykot af Israel .
‘Velfærd til alle’
– Stop den nyliberale offensiv
Arbejderklassen og ikke mindst de offentligt ansatte har mærket det virkelige indhold af kommunalreformen, der træder i kraft til nytår, af den såkaldte ‘velfærdsreform’ og de øvrige anti-reformer, Fogh-regeringen har gennemført som en del af nedslidningspolitikken over for den offentlige sektor, ofte i form af brede forlig med deltagelse af S og R.
Kampene mod nedskæringerne og nedslidningen, ikke mindst i efteråret 2006, udmærkede sig ved at være usædvanlig omfattende og vedholdende. Der var tydeligt tegn på en ny selvbevidsthed, nye kampformer og fremadrettede formuleringer om et samfund, der giver penge og plads til børn, ældre og de fattigste.
Bevægelsen udviklede sig fra første færd i modsætning til Socialdemokratiet og LO-toppen og de socialdemokratiske proselytter i det parlamentariske og fagligt legalistiske bagland, hvis holdninger og handlinger spændte fra åben sabotage til manglende eller kun forbeholden støtte.
Nedlæggelse af det eksisterende lokaldemokrati betyder en omfattende bureaukratisk og antidemokratisk centralisering. Kommunesammenlægningerne er dikteret af erhvervslivets krav om effektivitet, stordrift og ingen politisk kontrol – i samklang med udviklingen af en europæisk statsdannelse. Antallet af embedsfolk, der kontrollerer og administrerer, er støt stigende, mens privatisering af den faktiske offentlige service er på vej mod 100 %.
Resultatet er, at ‘velfærdssamfundet’ er nedlagt. De ansatte i den udførende offentlige sektor bliver udsat for dårligere arbejdsvilkår og lønnedgang, og den administrative del bliver stadig mere udemokratisk, i takt med at de ledende ansatte får støre magt, og åbner for lobbyisme og virksomhedernes direkte indflydelse på beslutningsprocesser.
Kampvilje og kampevne er i øjeblikket det eneste, der forhindrer Fogh-regeringen at gennemføre en endnu voldsommere ødelæggelse af den offentlige sektor – i retning af den ‘minimalstat’, man offentligt afskriver, men fortsat arbejder for.
Kampen om den offentlige service er i sit indhold både en økonomisk kamp om fordeling af samfundets penge og en kamp for demokrati.
De revolutionære må arbejde for, at en modig strejkeånd og begyndende civil ulydighed øges, og hjælpe til alternativ organisering uden for kontrol af forrædere og pampere. De må bidrage med klare idéer til en selvstændig kampplatform, der kan udvikle den solidariske grundidé med et antiimperialistisk udgangspunkt.
De store demonstrationsdage i 2006 – 17. maj og 3. oktober – var afgørende for udløsningen af den masseprotest, der afslørede regeringens demagogi om mere velfærd som den løgn, den er. De landsdækkende markeringer blev først og fremmest drevet frem af ungdommen og dens organisationer, ikke mindst uddannelsesorganisationerne. De faglige kræfter har været med og har forsøgt at holde trit.
De store protester stoppede ikke velfærdsreformen eller de store nedskæringer i kølvandet på kommunalreformen. Utilfredsheden med regeringens politik og de kommunale nedskæringer er dog langtfra forsvundet. Bevægelsen er ved at rejse sig igen i lokale initiativer, der ikke har opgivet at slås mod de konkrete nedskæringer. Samtidig er der et voksende behov for at formulere en række positive krav for den fortsatte kamp, et manifest for et alternativ til den nyliberale syndflod af reformer.
Det vil være unaturligt og i strid med arbejderklassens interesser, hvis massebevægelsens krav ikke rejses som en del af overenskomstforhandlingerne 2007 – herunder kravet om nedsættelse af arbejdstiden, som er vokset og ikke faldet i de sidste mange år.
– SKROT VELFÆRDSREFORMEN – indbefattet angrebene på efterløn og pensionsalder
– ANNULLER DE KOMMUNALE SPAREFORLIG . Strukturreformen og storkommunerne skal ikke bruges til nedskæringer, privatiseringer og yderligere forringelser. Åbn for kasserne! Og lad de rige betale …
– STOP FOR DANSK KRIGSDELTAGELSE – i Irak, Afghanistan, Libanon, og hvor kanonaktivisten Fogh og hans ven Bush har eller vil sende danske militær
– VELFÆRD TILALLE – Flere penge til kvalitet i uddannelserne – Boliger til alle – Gratis uddannelse til alle – For en SU, man kan leve af …
– AFSKAF STARTYDELSEN – menneskerettigheder gælder også flygtninge og asylansøgere
– NEDSAT ARBEJDSTID – Hen imod 30 timers-ugen, med fuld lønkompensation
Borgerskabet er fyldt af angst og foragt over for den progressive kultur. Det er uanset, om udtrykket er Christianias alternative tradition, Ungdomshusets modkultur eller bare det, at folk kan komme fra gaden og selv arbejde med skabende håndværk som i Kulturcenter Huset i Århus.
De steder skal lukkes og smadres, renskures og sælges. Alt progressivt, der er resultat af arbejdernes, ungdommens eller folkets kamp, skal ødelægges for at etablere monopolernes totale kontrol og fjerne enhver forestilling om, at det nytter at kæmpe imod. Dette opmuntrer også nazibøller og højrerabiate voldsmænd, som trives i den slimede atmosfære, til at gennemføre både racistiske angreb og angreb på progressive initiativer.
Forsvaret af disse folkelige bestræbelser og initiativer en vigtig del af forsvarskampen mod den nyliberale offensiv.
Stop den Europæiske Union
I 2005 sendte befolkningerne i Frankrig og Holland Unionsforfatningen til tælling, og siden er unionstilhængerne blevet meget forsigtige med at fortælle, hvad de tænker. Først engang i 2008 er der udsigt til at en nylancering af forfatningstraktaten. Udviklingen kan dog pludselig gå hurtigt.
EU’s imperialistiske supermagtsdrømme er ikke ændret, selvom forfatningstraktaten er lagt på is.
Det betyder også, at militariseringen og forberedelsen af nye militære eventyr fortsætter. I Afghanistan er det i første række tropper fra afgørende EU-lande, som har afløst USA i den ulovlige kolonikrig, der fortsætter på sjette år.
Og EU’s generelle nyliberale offensiv fortsætter med uformindsket styrke. Behandlingen af Bolkestein-direktivet (‘Service-direktivet’) giver et meget godt indtryk af, hvad der er i vente. Direktivet om tjenesteydelser har været sendt i udvalg, efter at det røg ind i folkelig modstand blandt de arbejdende i hele den Europæiske Union. Men uden den store opmærksomhed er det nu vedtaget med mindre væsentlige ændringer. Direktivet spiller en central rolle i Lissabon-strategien 2010 om mere union og mere liberalisme (‘EU som verdens stærkeste økonomi i 2010’ ).
Det er samme nyliberalistiske strategi, der taler for at stramme grebet over for pensioner, arbejdsløshedsunderstøttelse og offentlig service i det hele taget, og som har vakt voldsomme protester i de fleste unionslande – herunder mod Hartz IV i Tyskland.
De danske ‘velfærdsprotester’ i 2006 skal også ses som en del af protesten mod EU’s nyliberale offensiv og nyliberale strategi og de direktiver, der forringer arbejdernes og den brede befolknings stilling og levevilkår og undergraver tilkæmpede rettigheder.
Mens EU bestemmer mere og mere, er fokus på EU i medierne, omtale af topmøder og vigtige beslutninger, forsvundet til stort set ingenting.
APK støtter Folkebevægelsen mod EU som den eneste bevægelse, der rejser en demokratisk kamp for selvstændighed imod EU-medlemskabet.
Foghs krigsforbryderregering skal tvinges væk
Fogh-regeringen har ingen legitimitet. Den er en krigsforbryderregering. De ansvarlige for den danske deltagelse i den kriminelle og folkeretsstridige krig mod i Irak skal stilles for en domstol. Foghs regering er den mest reaktionære regering, Danmark har lidt under siden Scavenius-regeringen under den tyske besættelse.
Den tætte alliance med USA-imperialismens fundamentalistiske førstemand George W. Bush, med Storbritanniens kolonikriger Tony Blair og det zionistiske israelske regime har medført umådelig skade for Danmark. Fogh har fulgt den amerikanske taktstok i tykt og tyndt, og som juniorpartner i denne reaktionære alliance har Danmark sine særlige opgaver i det imperialistiske og nykolonialistiske globale felttog, som bl.a. gennemføres som en ‘kamp mellem civilisationer’ og angiveligt til forsvar for ‘Vestens demokratiske værdier’ mod det ‘mindreværdige’ islam. Det var ikke tilfældigt, at Jyllands Postens provokation med Muhammed-karikaturerne blev organiseret fra Danmark, eller at den fra starten havde Fogh-regeringens fulde støtte.
Den reaktionære og arrogante Fogh-regering lyver uhæmmet om alt, fra ‘irakiske masseødelæggelsesvåben’, der ikke eksisterede, som påskud for krig, til falske påstande om, at ‘velfærden’ og den ‘offentlige service’ er forbedret. Modstandere betegnes som ‘støtter for Saddam Hussein’ eller ‘socialistiske ballademagere’.
Ikke den parlamentariske opposition anført af Helle Thorning Schmidts socialdemokrater, men derimod de stadig mere omfattende massekampe har rystet Fogh-regeringen, ikke mindst krigsmodstanden og ‘velfærds’-bevægelsen. Den fortsatte udvikling af den folkelige masseprotest er vejen til at vælte Fogh og Co.
APK kan ikke støtte en socialdemokratisk ledet regering, heller ikke, hvis den omfatter SF. Socialdemokratiet ved regeringsmagten vil fortsætte sin hidtidige politik, hvilket betyder, at den vil være en regering, som er bundet til EU og Nato og til en fortsat alliance med USA, en imperialistisk regering, som også vil føre krig i fremmede lande. Det vil være en regering, som i monopolernes interesse vil videreføre og uddybe den nyliberale offensiv mod arbejderklassen, ungdommen og det store flertal i overensstemmelse med den Europæiske Unions anvisninger.
APK vil fortsætte sit arbejde for at mobilisere alle folkelige kræfter for en politik, som bryder med imperialismen og nyliberalismen, en politik i arbejderklassens og det store flertals interesse.
Folkenes kamp vokser og styrkes
De stadig stærkere folkelige bevægelser og aktioner, vi har set i Danmark, er kun en lille del af det opsving i folkenes kamp, som vi oplever overalt i verden i disse år, hvor store folkelige bevægelser mod imperialismen og dens krige og mod nyliberalismens diktater har været synlige.
I Europa er arbejderklassens og folkenes kamp i vækst, som det er kommet til udtryk i store aktioner mod nyliberalistiske reformer i en række lande, i det nye franske ungdomsoprør og i det franske og hollandske Nej til unionsforfatningen. Det latinamerikanske kontinent gærer i forventning om revolutionær forandring. Klassekampen skærpes på alle kontinenter og i alle lande.
Folkenes kampe og modstand har skabt alvorlige vanskeligheder for den amerikanske imperialisme og dens plan for verdensherredømme. Ikke mindst den beslutsomme væbnede modstandskamp i Irak har krydset USA’s planer og truer med at forvandle Bushs triumftog til et bittert nederlag af endnu større rækkevidde end nederlaget i Vietnam.
APK arbejder for skabelsen af en stor og verdensomspændende folkelig anti-imperialistisk front. Folkene bekæmper ikke bare udslagene af imperialismen, fattigdommen, masseelendigheden, rovdriften på natur og mennesker, udbytningen og undertrykkelsen eller de imperialistiske krige. De indser, at kapitalismen og imperialismen som system er i krise, at de ikke udgør en holdbar model for menneskesamfundets udvikling.
Forståelsen for, at en anden verden og et andet samfund er nødvendigt, og at dette samfund ikke kan være andet end et ægte socialistisk samfund, vokser til stadighed. Også i arbejderklassen, ungdommen og brede lag i Danmark.