Resolution vedtaget på APK’s 3. kongres
APK har i den forløbne kongresperiode sat udviklingen af en folkelig massebevægelse og masseaktioner mod krig og imperialisme og mod kapitalens nyliberale offensiv i centrum for sin virksomhed.
Dette er et udtryk for udviklingen af arbejderklassens selvstændige politik, som ikke er bundet til det parlamentariske spil eller nogen af kapitalens regeringskonstellationer.
Ikke mindst fra den 15. februar 2003, hvor den hidtil største antikrigsdemonstration i Danmark blev organiseret mod krig mod Irak som en del af den hidtil største globale protestbevægelse nogensinde, er massedemonstrationer og masseaktioner igen blevet almindelige kampformer, som arbejderklassen, ungdommen og brede folkelige lag benytter, selvom den borgerlige propaganda og tilmed LO-toppen har kaldt disse for ‘forældede’.
Med protesterne mod ‘velfærdsreformen’ den 17. maj 2006 og udviklingen af protesterne mod kommunalreform og nedskæringer op til 3. oktober har Danmark oplevet massekampe, som ikke er set i de foregående årtier. En ny generation er gået på barrikaderne. Ikke mindst de uddannelsessøgendes organisationer, herunder arbejderungdommens, har været aktive i udviklingen af protestbevægelserne mod den nyliberale nedskæringspolitik.
APK arbejder for at gøre disse protester og bevægelser mere bevidste, mere militante og mere kampdygtige, og for at uddybe kampenes omfang og perspektiver. APK afviser rollen som halehæng til den spontane bevægelse, sådan som reformister og opportunister er det, da de søger at vinde indflydelse for at stække og nedlægge kampen.
Der er gennem de senere år således foregået en skærpelse af klassekampen, en radikalisering og polarisering af dens fronter. Efter en periode, hvor Fogh-regeringen og den borgerlige reaktion har været nærmest enerådende i mediebilledet og offentligheden, med Dansk Folkeparti og George Bushs neokonservative kloner i spidsen, forekommer nu en tydelig drejning mod venstre.
APK stiller sig som opgave at styrke denne tendens og føre den hen imod et brud med al borgerlig og proimperialistisk politik og ideologi, herunder den socialdemokratiske, og at bidrage til opbygningen af en bred front mod imperialisme og krig, mod nyliberalisme og reaktion også i Danmark.
Vind ungdommen for kommunismen, for den videnskabelige socialisme
Det er også APK’s opgave at sikre en bred forståelse for kapitalismens og imperialismens fallit som systemer – og for, at revolutionen og opbygningen af socialisme er vejen ud af barbari og kaos.
Trods fortsat og intensiv borgerlig propaganda om ‘socialismens fallit’ gennem de sidste 15 år, siden Murens fald og Sovjetunionens sammenbrud, og længere tilbage endnu, har socialismens idealer ikke mistet deres tiltrækningskraft. Arbejderne og ungdommen verden over søger et alternativ til de kapitalistiske modeller, og det kan kun være samfund opbygget på grundlag af den videnskabelige socialismes teori og praksis, på basis af marxismen-leninismen.
Der råder betydelig usikkerhed om socialismens teori og praksis. Den videnskabelige socialismes udbredelse er begrænset, selvom den eksisterer i dele af arbejderklassen og andre folkelige lag. Det er en vigtig opgave for det kommunistiske parti at udbrede kendskabet til den, at vinde ungdommen – og i første række arbejderungdommen – for kommunismen.
Det er i denne sammenhæng vigtigt at trække en klar skillelinje mellem den videnskabelige socialisme og de reformistiske og revisionistiske ‘socialisme-doktriner’. De sidstnævnte forkynder i et forsøg på at modgå marxismen-leninismen, at det er muligt at opbygge et socialistisk samfund uden at tilintetgøre kapitalismen og dens stat, uden revolution, og/eller at det er muligt at lave revolution/opbygge socialismen, uden at der eksisterer et stærkt kommunistisk parti væbnet med den revolutionære teori til at lede kampen. De afviser, at arbejderklassen er den eneste konsekvent revolutionære klasse, og benægter, at arbejderklassen må være tyngdepunktet og den ledende kraft i den brede folkelige front mod imperialisme og nyliberalisme og i kampen for revolution og socialisme.
Det er også af stor betydning at sikre en forståelse af, at det ikke var socialismen, der faldt med Murens fald og Sovjetunionens sammenbrud 1989-91, men at det var den moderne revisionisme , der spillede fallit. Efter Stalins død og SUKP’s 20. kongres i 1956 bevægede Sovjetunionen og alle de lande og partier, der fulgte det, sig hen imod en genoprettelse af kapitalismen. Hvad der faldt i 1991, var kun socialismens tomme hylster, dens former, blottet for reelt indhold.
I dag udvikles forestillinger om ‘det 21. århundredes socialisme’ i modsætning til den videnskabelige socialisme, og der forekommer forskellige nyopkog af gamle sovjetrevisionistiske teorier om ‘antimonopolistisk demokrati’, der druknede i det chilenske folks blod i 1974.
Disse teorier må afsløres som det, de er: farlige vildveje, som fører arbejderklassens og dens kamp ad nederlagets vej.
Nej til revisionistiske omgrupperinger! For en stadig bredere kampenhed!
Den moderne revisionisme (dvs. påstået marxisme-leninisme, marxisme-leninisme i ord, men reformisme i praksis) har i mere end et halvt århundrede udgjort hovedfaren for den danske og internationale kommunistiske bevægelse.
I Danmark fik den revisionistiske platform sit mest omfattende udtryk med DKP’s program for ‘antimonopolitisk demokrati’ fra 1976. Den marxistisk-leninistiske bevægelse i 60’erne og 70’erne udviklede sig i kamp mod denne revisionistiske degeneration. I 1978 dannedes DKP/ML, som i de følgende årtier, indtil 1997, fortsatte og forsvarede arven fra det revolutionære DKP. Fra 1997 opgav partiet under ledelse af Jørgen Petersen-gruppen sit marxistisk-leninistiske grundlag og placerede sig på den moderne revisionismes og ‘det antimonopolistiske demokratis’ grund.
Da DKP/ML i 2006 nedlagde sig selv og sluttede sig sammen med en fraktion fra KPiD til ‘Kommunistisk Parti’, var det således ikke, som det påstår, en sammensmeltning af to strømninger med forskellige udgangspunkter, noget enestående i verden, men en sammenslutning på revisionistisk basis. I dag findes der således tre partier med et fælles revisionistisk udgangspunkt i DKP’s 1976-program: DKP, KP og KPiD. En ‘samling’ mellem disse partier er blot en del af en revisionistisk omgrupperingsproces.
Ingen af dem har gennemført noget, der bare ligner en seriøs eller selvkritisk analyse af, hvorfor DKP gik i opløsning i forbindelse med det revisionistiske Sovjetunionens og ‘østlandenes’ sammenbrud. De har ikke undersøgt den moderne revisionismes rolle eller draget den nødvendige lære af dens fallit. De er i stedet parate til at fortsætte i DKP’s og den moderne revisionismes fodspor og begå de samme fejl igen og igen.
APK erklærer fra sin 3. kongres, at vi ikke vil deltage i disse ‘samlingsprocesser’ på revisionistisk grundlag, fordi de ikke fører til en styrkelse af kommunismen og den revolutionære bevægelse i Danmark.
APK erklærer ligeledes, at vi ikke kan støtte og anbefale Enhedslisten ved folketingsvalg. Enhedslisten er ikke, som det påstås, ‘en fællesliste for venstrefløjen’. Samtidig udgør Enhedslisten ikke en konsekvent antiimperialistisk kraft, og den afviser at støtte den væbnede modstand mod imperialistisk aggression, som i Irak. Den er et reformistisk parti, som i sig samler gamle og nye revisionistiske og trotskistiske grupperinger. Enhedslisten er et støtteparti for de socialdemokratiske EU- og Nato-regeringer, en strategisk allieret med de to lidt større socialdemokratier S og SF.
Vi kæmper for at tvinge den kriminelle Fogh-regering væk, men ikke for at indsætte en anden regering, der fører samme grundlæggende politik for Unionen, Mærsk og USA.
APK ønsker at og vil – som hidtil – arbejde for den bredest mulige aktionsenhed på et klassekampsgrundlag i de konkrete og stadig voksende massekampe og -aktioner, også med de nævnte reformistiske og revisionistiske partier og organisationer. Vi afviser samtidig alle forsøg fra enkelte partiers eller grupperingers side på at udnytte disse bevægelser og kampe til snævre partitaktiske formål.
Vi arbejder for en stadig styrkelse af venstrekræfterne og for en styrkelse af kommunisternes stilling.
For et stærkt kommunistisk parti: Styrk APK og DKU
APK har siden sin stiftelse i 2000 stået som den revolutionære kommunistiske og den marxistisk-leninistiske bevægelses arvtager i Danmark. Internationalt markeres dette ved medlemskab af den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer (IKMLPO).
For at udvikle kampen mod krig, imperialisme og den nyliberalistiske offensiv er det nødvendigt at styrke det kommunistiske parti væsentligt, at opbygge stærke afdelinger over hele landet, at øge dets rækker med mange klassebevidste kæmpere, ikke mindst mange nye unge militante aktivister, som mobiliseres gennem de skærpede klassekampe, og det må forbedre sit rodfæste blandt masserne, styrke sine positioner i arbejderklassen og blandt de unge og i deres organisationer.
Derfor må partiet søge at revolutionere sit arbejde og konsekvent indrette det i retning arbejderungdommen og andre kæmpende kræfter.
Det organisatoriske arbejde må udvikles med nye metoder, der passer til disse opgaver og denne situation. Samtidig med, at APK arbejder for at styrke DKU som det kommunistiske ungdomsforbund i Danmark og støtter udviklingen af en række nye ungdomsorganismer og initiativer, vil APK også oprette skoling i marxisme-leninisme og klassekampens problemer specielt rettet mod unge.
Også agitation og propaganda, herunder bladet Kommunistisk Politik, internetavisen kpnet.dk og partiets øvrige hjemmesider, skal hurtigt udvikles i denne retning.
APK vil også i den kommende periode støtte progressive masseorganisationer og deres udvikling, faglige organisationer, uddannelsesorganisationer, solidaritetsbevægelser og folkelige bevægelser såsom FMN (Folkebevægelsen Mod Nazisme), Thomas Koppels flotte initiativ ‘Budskab fra Græsrødderne’, Folkebevægelsen mod EU, Landsorganisationen af Arbejdsledige, Boykot Israel, FredsVagten ved Christiansborg og andre progressive antikrigsbevægelser, initiativer som tidsskriftet Det Ny Clarté og mange andre, hvis udvikling erobrer nye styrkepositioner for arbejderklassen og de folkelige kræfter og deres kamp.
Venstresvinget må styrkes og øges. Det sker i tæt sammenhæng med styrkelsen af det kommunistiske parti APK og det kommunistiske ungdomsforbund DKU.