Klaus Riis deltog på Arbejderpartiet Kommunisternes (APK) netop afholdte 10. kongres i København. Op til kongressen havde han anmodet om ikke at genopstille til partiets Centralkomité (CK), en anmodning som kongressen beklagede, men efterkom med forståelse for Klaus’ alder. Kongressen kombinerede det med en tak for en mangeårig indsats, årtier lang!, i den revolutionære kommunistiske bevægelse og dens ledelse.
Hilsen til Klaus Riis oplæst til ham på Arbejderpartiet Kommunisternes 10. kongres:
Historien og omstændighederne var indtil den anti-revisionistiske bevægelse i 1970’erne ikke gavmild med at tildele den danske arbejderklasse teoretisk og praktisk dygtige partiledere.
Frederik Dreier (1827-1853), ‘den første danske socialist’, gav den tidlige arbejderbevægelse et teoretisk grundlag med skriftet ”Åndetroen og den fri tænkning”, men døde for ung til et længerevarende politisk virke.
Louis Pio (1841-1894), som startede ”Den internationale arbejderforening for Danmark” med fuld kraft og med inspiration fra Pariserkommunen, opgav efter en kort årrække kampen.
Aksel Larsen (1897-1972) blev den første mangeårige leder af et revolutionært DKP, men gik over til moderne revisionistiske standpunkter efter Sovjetunionens Kommunistiske Partis 20. kongres og stiftede senere Socialistisk Folkeparti (SF) efter Titos forbillede.
Der er kommet dygtige og gode klassekæmpere ud af Danmark, af de kendte har nogle været partikadrer som Carl Madsen, og nogle har også været forfattere som Nexø og Kirk (osv.), men når det kommer til partiledere, har Danmark på forskellig vis indtil stiftelsen af DKP/ML (1978) været svært uheldig.
Klaus var allerede som ung en drivende kraft i den anti-revisionistiske bevægelse og i kampen for at genstifte det kommunistiske parti. Han var partileder i det revolutionære DKP/ML fra den stiftende kongres, han var i perioder redaktør af Arbejderen, og han deltog i den internationale ML-bevægelses arbejde. Han har været ideolog, organisator, propagandist, agitator, og han har skrevet utallige store og små værker.
I 1997, efter at en revisionistisk klike lykkedes med at kuppe DKP/ML og derefter ekskludere Klaus, startede han arbejdet med den partiforberedende organisation OKTOBER. OKTOBER udmøntede sig få år senere i stiftelsen af APK. I APK har Klaus fortsat arbejdet, som del af CK og Sekretariatet, som mangeårig redaktør af Kommunistisk Politik og kpnet.dk, og han har arbejdet i Den Internationale Konference af Marxistiske og Leninistiske Partier og Organisationer (CIPOML).
I ånden minder Klaus nok mest om Dreier, og i hans politiske virke har han bekæmpet reformismen og revisionismen. Han har afvist den venstreopportunistiske maoisme og den altid opportunistiske trotskisme. Han har politisk bekæmpet åndetro og dumhed, fordækte teorier og organisationer, og han har forsvaret marxismen-leninismen som den mest markante skikkelse i de seneste 50 år. Han er kort sagt danmarkshistoriens største og dygtigste marxist-leninist.
Fra APK’s 10. kongres fastslår vi, at vi fortsætter arbejdet i det samme marxistisk-leninistiske spor og med rod i vores principprogram Manifest for et socialistisk Danmark. Vi opfordrer til at læse, dele og bruge vores dokumenter fra den 10. kongres – samt at støtte op om arbejderklassens revolutionære marxistisk-leninistiske kommunistiske parti – APK.
September 2024