Der er brug for en klar revolutionær taktik og klassekampstatik. I APK er vi i gang med at diskutere og udvikle et nyt Handlingsprogram for den kommende periode. Vores nuværende er fra 2015 og både den nationale og internationale udvikling er gået stærkt siden da.
Med det vil vi invitere klassekæmpere, anti-imperialister, revolutionære og progressive til at være med til at udvikle og bruge den taktiske platform, der kan matche de krav som klassekampen stiller til vores bevægelse og arbejderklassens kommunistiske parti. Her kan du her læse de fire første afsnit:
Afsnit 1: Arbejderklassen ejer fremtiden
Arbejderklassen, de arbejdende, og hele den almindelige befolkning er ikke ansvarlige for de kapitalistiske kriser, krige og kapitalismens gæld, og skal ikke betale for dem. Det er de rige, arbejdsgiverne, snylterne og finansnasserne, det er kapitalen der skal betale!
Borgerskabet som den herskende klasse og den nuværende magtelite, hverken kan eller vil løse imperialismens voksende krige og konflikter, dens kriser og katastrofer. De vil tværtimod gøre hvad som helst for at bevare det nuværende samfundssystem med privat ejendomsret til samfundsværdierne, og med det, jagten på profit gennem udbytning og undertrykkelse som drivkraft.
Der en fremtid og fremtiden tilhører arbejderklassen. Vi tror ikke på dommedagsprofeter eller på den psykologiske propagandakrigsførelse, der forsøger at lamme os med frygt og få os til at tro, at forandring er umulig, eller at andre vil skabe forandring for os. Det er arbejderklassen der skaber samfundsværdierne, og det er den eneste samfundsklasse der ikke er bundet til privatejendommen. Det er arbejderklassen, der vil og kan skabe en anden fremtid. Fremtiden er socialismen gennem arbejderklassens magtovertagelse og revolution.
Arbejderklassen er den eneste klasse der kan skabe et socialistisk samfund, et samfund uden udbytning og hvor det er arbejderklassen, der er ved magten. Det kommer ikke til at ske spontant, alene ved en generalstrejke eller ændret sammensætning i Folketinget. Derimod vil det ske i en politisk antiimperialistisk, anti-kapitalistisk proces og bevægelse, der fastholder revolutionen som sin opgave og mål – og hvor der ikke stoppes op på halvvejen, med opfundne såkaldte etaper, som anti-monopolistiske demokratier eller kooperative kapitalismefri zoner, der begge er fastholdelse af kapitalismen.
Revolutionær enhed mod imperialisme og kapitalistisk udbytning
Det kommunistiske partis strategiske opgave er at organisere revolutionen, der er afgørende for at kunne skabe det nødvendige brud med det kapitalistiske-imperialistiske system. Revolutionen er den eneste måde endeligt at undslippe konsekvenserne af kapitalisme, kapitaludnyttelse, fascistisk vold og imperialistiske krige og opbygge et socialistisk Danmark. Det er med det for øje, at Arbejderpartiet Kommunisterne, APK deltager i den daglige klassekamp på arbejdspladser, i fagforeninger og blandt de grupper af arbejderklassen, der holdes udenfor det traditionelle arbejdsmarked og organisering.
Udviklingen af en anti-kapitalistisk anti-imperialistisk enheds- og folkefront i hele dens bredde under arbejderklassens ledelse stiller sig centralt som opgave. Imperialismen befinder sig i en dybt kriseramt og ustabil periode, hvor konkurrencen og modsætningerne mellem imperialisterne og udbytningen af arbejderklassen bliver stadig mere aggressiv.
Konfrontation, stridigheder mellem monopolerne og staterne i de mest udviklede kapitalistisk-imperialistiske økonomier, har udviklet sig til et punkt, hvor de ser krig som deres middel til at løse rivaliseringen om magt og dominans. Det er en udvikling som dansk imperialisme og det danske borgerskab er en del af og dybt integreret i, gennem EU, NATO og afhængigheden af USA-imperialismen. De forsøger at få arbejderklassen og befolkningen til at betale for den opskruede oprustning og krige og for at fastholde sine profitter op til en lurende økonomisk krise. Derfor forsætter regeringen og arbejdsgiverne deres nedskærings- og krigspolitik – indtil de bliver stoppet! Imperialismen rejser sig – men det gør modstanden også.
Modstandens opgave handler især om at forene kampen for arbejds- og sociale krav med kampen mod imperialistisk krig og folkemord, for international solidaritet mod reaktionen og undertrykkelse i alle dens facetter. Det handler om at forene folk, kræfter, og bevægelser omkring nødvendige dagskrav, som både kan kæmpes for og tilkæmpes og som samtidig bidrager til at afslører det kapitalistiske system. Det handler om at trække småborgerlige kræfter med og stille dem under arbejderklassens ledelse.
Kommunisternes opgave er at væve de forskellige folkelige kampområder sammen og give dem fælles retning og perspektiv. Det er nødvendigt gennem egne erfaringer gradvist at lære og indse sammenhænge og at det er selve det kapitalistiske system, der er kilden til både hverdagens problemer og krig og imperialisme i alle dens facetter. Den fælles fjende er monopolkapitalen og imperialismen.
Det er med kampen for det socialistiske Danmark og endelige klasseløse kommunistiske samfund, at vi som parti påtager os at kæmpe for at løse og revolutionens store og små opgaver. Vi bygger vores på arbejde på APKs principprogram ”For et socialistisk Danmark” og på marxismen-leninismen og den videnskabelige socialisme og dens erfaringer.
Vi bygger også vores arbejde på den internationale arbejderbevægelse, på de mange kampe rundt om i vores verden, på den internationale solidaritet i arbejderklassen og blandt folkene. Kampen er både national og international og må føres internationalistisk. APK er en del af Den Internationale Konference af Marxist-Leninistiske Partier og Organisationer, CIPOML der arbejder på verdensplan.
Det er med det afsæt, at vi påtager os vores opgaven med at føre klassekampen i Danmark mod vores eget borgerskab, som er det bedste bidrag vi kan give til den internationale kamp. Vi påtager os opgaven med at organisere revolutionen i Danmark, og i dette dokument, gør vi det ved at skabe en revolutionær og levende taktik.
Afsnit 2: Kræfterne i arbejderklassens kamp må forenes på en klassekampslinje
Arbejderklassen er på vej ind i en ny periode, hvor den står over for hårdere arbejds- og levevilkår, hårdere angreb fra kapitalen, hvor borgerskabet slipper reaktion og fascisme løs, og hvor faren for en imperialistisk storkrig vokser. For at imødegå dette må den bredeste klasseenhed opbygges på et klassekampsgrundlag inden for arbejderklassen og i fagforeningerne, baseret på arbejderklassens vitale og presserende behov. Den må også omfatte den stadig voksende del af arbejderklassen, der står uden fagforeninger, unge der holdes ude af arbejdsmarked, det voksende antal migrantarbejdere, kontraktansatte og papirløse arbejdere, der arbejder under slavelignende forhold, samt de mange arbejdsløse og de titusinder der arbejder på offentlige lavtlønsordninger og for kontanthjælp. På den måde kan der udvikles en klassealliance for at vælte det system, der ligger til grund for det moderne slaveri under kapitalismen.
Klassekampen tilspidses, ikke mindst på arbejdspladserne, på de sociale områder og på de såkaldte velfærdsområder indenfor den offentlige sektor. I mange lande i EU angribes den i forvejen indskrænkede strejkeret og politiske strejker forbydes. Herhjemme har set vi set hvordan arbejdsgiverne bruger lock-out stadig mere aggressivt for at få deres diktater igennem. Arbejdere, ungdommen og offentligt ansatte må forberede og organisere sig for de kampe, der kommer i takt med at angrebene på arbejds- og levevilkår øges. De nødvendige krav må stilles, uanset om de er forenelige med den kapitalistiske klasses profitøkonomi og det borgerlige statsbudget eller ej.
Handelskrige, militære krigstrusler og kriser bliver brugt som undskyldning til nye angreb på tilkæmpede faglige og sociale rettigheder. Det sker oftest under henvisning til nødvendigheden af dette, men det er kun for kapitalismen at det er en nødvendighed. Arbejdsgiverne, kapitalen og dens stat kører løn, arbejds- og leveforhold i en nedadgående spiral. Arbejdsgiverne og storkapitalen får til stadighed store milliardoverførelser, så aktie- og udbyttefesten for de få har kunnet forsætte til nye højder.
De stopper ikke for andet end beslutsom og stærk modstand fra den anden side af klassekampen – fra arbejderklassen og befolkningen. De kender kun én vej ud af deres stadige kriser og konkurrencer om markeder – at lade arbejderklassen og brede dele af befolkningen betale gennem øget udbytning og udnyttelse af vores arbejdskraft, så billigt og effektivt som muligt uden hensyn til konsekvenserne. Arbejdskraft bruges, smides væk og ny hentes ind.
Kravene om arbejde, og en realløn til at leve af og ligeløn, uddannelse, sociale rettigheder og bolig for alle står i centrum sammen med afvisningen af skiftende regeringers arbejdergiverpolitik og krigsøkonomi. Så længe vi accepterer de tildelte økonomiske forhandlingsrammer, for hvad der kan opnås og accepterer at fordele forringelser imellem os – så kalder det på nederlag for de fleste og bonus for de få. Arbejdsgiverne har for længst sprængt rammen for, hvor langt de vil gå i det såkaldte ”nye normale” arbejdsmarked. Allerede nu er store grupper groft underbetalt, arbejdstid gjort flydende og arbejdspresset sat op. Med et arbejdsmarked i hastig forandring er det helt afgørende at få sprængt arbejdsgivernes og fagtoppens snævre økonomiske rammer og lade profitten betale.
Ligesom ved Arbejderbevægelsens start er det igen blevet nødvendigt at rejse en kamp for helt elementære rettigheder som retten til at organisere sig, retten til kollektive overenskomster både på det private – og offentlige område. Det er en kamp, der ikke mindst også gælder de voksende store grupper af ”moderne daglejere”, der arbejder helt uden rettigheder i arbejde uden fast løn, uden fast arbejdstid, i sms-jobs, og for importerede migrantarbejdere, der lever og arbejder under slavelignende vilkår i EU’s ”frie” arbejdsmarked.
Tværs igennem lov til sejr
Gentagne overenskomstforløb og konflikter viser, at klassekampen ikke kan føres på den borgerlige stats, arbejdsgivernes eller kapitalmagtens betingelser. Staten spiller ikke en neutral rolle, hverken som offentlig arbejdsgiver eller såkaldt tredje part mellem arbejdsgivere og arbejdere og ansatte. Den danske model er en model for klassesamarbejde til arbejdsgivernes og deres stats fordel. Den har spillet fallit. Det gælder også i forhold til at opnå resultater for arbejderklassen gennem treparts-aftaler mellem arbejdsgiver, stat og fagbevægelsens top.
Hovedaftalen, det fagretslige system med Arbejdsret, sammenkædningsregler og mundkurv for tillidsvalgte under arbejdskampe er redskaber til beskyttelse af arbejdsgiverne. De er designet til at vride armene om på arbejdere og ansatte, der ønsker forandring og kæmper for deres krav. Klubber og fagforeninger må diskutere, hvordan arbejdskampe kan imødegå disse klasseregler. En ny klassekampslinje på trods af og tværs igennem klassesamarbejdets politiske fallit og snærende lov- og aftalesystem må understøttes og styrkes.
Den kapitalistiske stat er en klassestat, der er indrettet og fungerer som kapitalens forlængende arm. Det gælder også for statens voldelige del, hvor politi sættes ind mod blokader og strejkevagter, mens de beskytter strejkebrydere. Det har talrige arbejdskampe gennem tiden bekræftet.
Kapitalismen som samfundssystem har gang på gang vist, at det hverken er i stand til at løse sine tilbagevendende kriser, eller sikre en tryg og stabil hverdag og fremtid for arbejderklassen.
Arbejderklassens og arbejderklasses parties rolle
Arbejderklassen er revolutionens grundlæggende kraft. Den er den ledende og grundlæggende kraft i kampen mod kapitalismen og kapitalens dominans. Det er de ufaglærte, de lavtlønnede, de underste lag i arbejderklassen og de mest pressede lag blandt de offentligt ansatte, der er de mest kampvillige lag. Sammen med lag i sektorer som transport og byggeriet.
Arbejderklassen som helhed udvikler ikke spontant en revolutionær bevidsthed, selvom den objektivt set har interesse i revolutionen. I udgangspunktet får arbejderklassen i kampen mod arbejdsgivere og den herskende klasse erfaring og bevidstheden om fælles styrke, om at man må stå sammen for at vinde fremgang for sine krav. Parolen ”Fælles kamp på tværs af fag” er et konkret videre skridt imod fagtoppens forsøg på at splitte kampen gennem fag-chauvinisme. Gennem kampenhed og klassekonfrontation øges klassebevidstheden om egen styrke, men det betyder ikke automatisk, at man er parat de vil gøre op med kapitalismen og erstatte det med socialismen.
Den bevidsthed må arbejderklassens kommunistiske parti tilføre gennem at være med til at gøre den økonomiske kamp til en politisk kamp.
Et afgørende element at styrke i bevidstheden i arbejderklassen er bevidstheden om at borgerskab, stat, parlament og politi ikke er neutrale størrelser, der vil det fælles bedste eller spille nogen rolle i at trække samfundet fremad. De repræsenterer alle forsvaret for borgerskabet, dets stat og kapitalismen.
Arbejderklassens faglige kamp og sociale kamp kan ikke indsnævres til en kamp om kroner og ører. Vi oplever hvordan landvindinger hurtig kan rulles tilbage, hvis ikke dagskampen forbindes med kampen for arbejderklassens langsigtede interesser for en anden fremtid, med styrkelsen af enhed på en klassekampslinje og udviklingen af den politiske revolutionære bevidsthed i arbejderklassen. Partiet må fremhæve det socialistiske og revolutionære perspektiv, og forklare hvordan hver delsejr kun kan være midlertidig under kapitalismen.
Det kommunistiske parties vigtigste indsats er arbejdet i arbejderklassen; at styrke de ideologiske, politiske og organisatoriske forbindelser. Derigennem at omdanne arbejderklassen til en førende politisk aktør i samfundet og til en politisk reference for de andre arbejdende klasser og lag og undertrykte grupper, til den ledende kraft i udviklingen af en enheds-og anti-krigs-, anti-imperialistisk, antifascistisk arbejder- og folkefront.
Fagbevægelsen i dag og arbejderaristokratiet
For arbejderklassen er det afgørende at kæmpe for retten til at organisere sig og danne fagforeninger. Denne ret er i dag under hårdt pres og afvikling med EU’s og danske politikeres arbejderfjendske politik. Både private og offentlige arbejdsgivere går i stigende grad efter arbejderklassens talsmænd, hvis de står op for arbejdernes rettigheder. Det er ikke kun de udenlandske multinationale koncerner og kæder der konstant må kæmpes mod for at sikre overenskomster og retten til faglig organisering, men også store og mindre danske virksomheders samme praksis. Kampen mod social dumping og brug af illegal arbejdskraft med strejker og blokader, og ikke kun indenfor bygge-, service -og restaurationsbranchen, må udbygges med stadig større solidaritetsaktioner og fælles kamp mellem danske og migrantarbejdere.
Fagforeningerne har udviklet sig langt væk fra sine oprindelige rødder som værn mod de kapitalistiske arbejdsgivere og for arbejderklassens interesser. En udvikling hen til dagens service- og forsikringskoncerner med store milliardfonde og koncerner. Deri ligger også årsagen til dens egen krise og dalende medlemstal. Det er også grunden til at kristne og gule såkaldte fagforeninger og A-kasser har kunne vokse frem som konkurrenter. Samtidig har den socialdemokratiske traditionelle fagbevægelse udelukket store grupper af arbejderklassen fra at være medlemmer. I dag er under halvdelen af alle ansatte organiseret i fagforeninger, hvilket rejser en række særlige problemstillinger, der må tackles i bestræbelserne på at skabe enhed og fælles handling i arbejderklassen.
Myten om den danske enhedsfagbevægelse er reelt kun en skal, der skal holde den ”danske model” og tre-partforhandlinger mellem arbejdsgivere, stat og forbundstoppene oppe. Politisk er der meget langt fra medlemmernes krav og ønsker til fagtoppens handlinger.
Fagbevægelsens top har lukket øjnene for arbejdernes sociale rettigheder og forhold og hele amok-reformløbet for dagpenge, sygedagpenge, kontanthjælp og kontanthjælp til stigende pensionsalder, tyveriet af Store Bededag som fridag og kvindernes forsatte manglende ligeløn. De har gennem trepartsforhandlinger accepteret at arbejdsgiverregeringerne sætter de sociale ydelser og overførelsesindkomster stadig længere ned, så mindstelønnen kan presses ned under devisen om at ”det skal kunne betale sig at arbejde”, og derved udbredt arbejdsgiver-myten om at det er menneskene, og ikke kapitalismen, der fejler.
Det er ikke uden grund at mange arbejdere og offentligt ansatte oplever, at forbundstoppene og toppen i FH sælger ud af deres krav, bremser protester og aktivitet og ender på arbejdsgivernes side. Fagtoppen udgøres af et helt særligt lag – også kaldet arbejderaristokratiet. De kan leve et helt andet liv med lukrative lønninger, pensioner og job, der står i skarp kontrast til medlemmernes. På grund af arbejderaristokratiets særlige økonomiske stilling og deres samfundsmæssige placering og indflydelse er dette lags klasseinteresser knyttet til arbejdsgivernes interesser og til at bevare det kapitalistiske samfund.
Derfor er det heller ikke muligt at ændre arbejderaristokratiets politik og handlinger gennem dialog. Illusioner om dette lag som en allieret eller ligefrem ledelse i klassekampen er en opskrift på nederlag. Mange kampvillige arbejdere har løbet hovedet mod denne mur både i de centrale overenskomst-kampe, lokale konflikter og tværfaglige kampe som ligelønskampen. Vejen til arbejdernes sejre går overvejende gennem kamp mod dette arbejderaristokrati, ikke med det.
Det er ikke muligt at ændre fagbevægelsen i sin nuværende form til klassekampsorganisationer. Fagbevægelsens opbygning og systemer er i dag bundet med tusinde tråde til kapitalen og borgerskabet stat. Først når alle disse bånd er brudt, vil der kunne skabes en kæmpende fagbevægelse på klassekampens grund. Fra fagbevægelsens start har der hele tiden været en politisk kamp mellem 2 linjer i arbejder-og fagbevægelsen – mellem klassekamp og klassesamarbejde, mellem en reformistisk og revolutionær politik.
Det er nødvendigt for den kæmpende arbejderklasse og offentligt ansatte at finde sammen, organisere og udnytte sammenholdet med fælles kamp på tværs af fag og udnytte det rum for handling som fagorganisering på grundplan på tværs af fag kan give. Både til at udvikle klassesolidariteten og kampviljen, og også til at udfordre de mange begrænsninger som lov og aftalesystemet lægger på kampformerne. Der må opbygges en handlende fagopposition på grundplan på en klassekampslinje. Det er mere nødvendigt end nogensinde efter at den tidligere fagopposition i vidt omfang har lagt sig ned.
En del af den reformistiske fagbevægelses politik har altid været, at den faglige kamp er apolitisk og skal fastholdes i sådan et imaginært tomrum. En påstand, der står i skarp modsætning til, at vi lever i et kapitalistisk klassesamfund, hvor der føres politisk, ideologisk og kontant klassekamp hver eneste dag vendt mod arbejderklassen. Arbejdskamp og faglig kamp er også politisk kamp og de styrkes ved bevidstheden om det.
De samme som afpolitiserer arbejdskampe og faglige kampe til hverdag, har ingen problem med at propagandere at løsning er ”at stemme på det rigtige parti” ved næste valg.
Når konsekvenserne af skiftende regeringers politik skal vurderes, er det mere end svært at se forskel på regeringens farve, med Socialdemokratiet der har stået i spidsen for hårde asociale reformer og borgerlig krisepolitik, og regeringsindgreb i overenskomstkampe, når de sidder ved magten flankeret af deres såkaldte ”røde” støttepartier.
Arbejderklassens enhed må bygges på en klassekampslinje
Grundlaget for at hver enkelt kamp kan udvikles, for en situation hvor en bred revolutionær bevægelse til sidst kan rejse sig, er arbejderklassens enhed. Enheden skal smedes i den konkrete klassekamp, i diskussionen om de aktuelle krav og aktionsformer og om arbejderklassens strategiske platform. Den opbygges nedefra på arbejdspladser, i klubber, i lokalområder. Den må inddrage enheden mellem privat og offentligt ansatte, arbejdende, arbejdsløse eller reformramte og på tværs af faggrupper, etnisk baggrund, og køn. Problemer som arbejdstid, uligeløn, løndumpning og sociale og faglige rettigheder er for arbejderne et fælles problem der må løses i fællesskab.
Derfor må der også udover strejkeudvalg, kampudvalg osv. på arbejdspladser og i fagforeninger også i lokalområder dannes komiteer, koordinationsorganer osv., for skabe grupper, der kan overvinde de fagforeningsbureaukratiske stridigheder, opportunismen og sekterismen. Det er afgørende at arbejde for opbygningen af sådanne fora for at nedbryde de mure, der splitter arbejderklassen, udvikle klassebevidsthed og knytte an til de brede anti-imperialistiske og andre folkelige bevægelser.
Arbejderklassens solidaritet må hele tiden konkret inddrages, udvikles og styrkes for at bruge klassens fælles styrke. Gennem at udvide den økonomiske kamp til en politisk kamp med fælles krav til de ansvarlige, kan enheden og solidariteten opbygges og udfolde sig. Borgerskabet og arbejdsgiverne ved og frygter dette og fremmer derfor bevist lokale og individuelle forhandlinger og ”fritvalgs-ordninger” . De skal få hver enkelt til at føle sig alene og isoleret, hvorimod arbejderklassens og de offentlige ansattes kollektive styrke er vejen frem.
Ved konflikter og strejker må der opbygges de lokal- og arbejdsplads-støttekomiteer, der gennem historien har vist sit værd for arbejdernes kampe, og der igen kan bidrage til at udbrede solidariteten og økonomisk hjælp, hvis strejkekasser lukkes af fagtoppen og arbejdsgiverretten udskriver bod.
Arbejderbevægelsen må arbejde for og organisere enhed af alle de kræfter og sociale sektorer, der er interesserede i at kæmpe for deres materielle og politiske krav og til at bekæmpe arbejdsgivernes og statens udbytning og udnyttelse og imperialismens dominans. Arbejderbevægelsen og fagforeninger må gå imod regeringens krigspolitik, militarisering og oprustning. Fredspligten gælder overfor verdens arbejderklasse og folk – ikke for arbejdsgivernes og krigsmagernes diktater. Krigsproduktion skal ikke støttes under dække af at det skaber job og velstand, for den bruges til at skabe død og ødelæggelse for verdens arbejdere, inklusive de danske. Fagforeningerne må tage aktivt del i at forhindre Israels folkemord i Palæstina og nægte arbejde med dansk militær støtte til dette.
Arbejderklassens internationale solidaritet vil altid stå som en hel central del af arbejderklassens kamp og dens kommunistiske partis arbejde. Både konkret blandt det voksende antal ansatte fordelt i mange lande, der arbejder i de samme multinationale koncerner, men også som konkret og aktiv solidaritet med de mange kampe som arbejdere og folk over hele verden rejser mod konsekvenserne af nyliberale reformer, mod kapitalistisk og imperialistisk udbytning og undertrykkelse, krige og ødelæggelse af ressourcer, naturen og overlevelsesmuligheder og for en socialistisk fremtid.
Afsnit 3: Der må opbygges en stærk bred anti-imperialistisk bevægelse mod krig
Inter-imperialistiske krige, dvs. krige mellem imperialistiske magter, krige mellem kapitalistiske stater og aggressionskrige mod befolkningerne er produkter af kapitalismen; dette system må bringes til ophør for at opnå verdensfred.
Årsagen til krig har ikke sin rod i menneskenes ”dårlige natur”, regeringers ”dårlige politik”, denne eller hin hændelse, hvem der angreb først, om det var med eller uden FN-mandat, eller at det skyldes en gal præsident som Putin, Trump eller Hitler. Årsagen har sin rod i samfundets deling i klasser, i udbyttede og udbyttere. Kapitalismen er krigens årsag, og krigen kan ikke adskilles fra kapitalismen. Krigene er ikke undtagelser på kapitalismens vej, de står ikke i modsætning til kapitalismens grundlag, til privatejendommen, konkurrencen eller dets udbyttersystem, men er i stedet kapitalismens faste følgesvend fra første til sidste del af kapitalismens historie.
Imperialismen, kapitalismens monopolistiske stadium, skærper alle kapitalismens modsætninger så meget, at ”freden” bliver et pusterum mellem nye fordelingskrige. De enkelte landes ulige økonomiske og politiske udvikling skaber situationer for en stadig ny-og omfordeling af kontrol over råstoffer, markeder og handelsveje. Dette kan til syvende og sidst ikke opnås på anden måde end gennem krig mellem de afgørende imperialistiske lande. I parallel kan udbytningen af hundreder millioner arbejdere kun opretholdes gennem blodige undertrykkelseskrige.
Krigen kan ikke adskilles fra kapitalismen og imperialismen. Derfor er ”afskaffelse” af krigen kun mulig gennem afskaffelsen af kapitalismen og imperialismen, dvs. ved at bryde med den borgerlige udbytterklasses magt og gennem en revolutionær forandring skabe arbejderklassens magtovertagelse, opbygningen af socialismen og i sidste ende tilintetgørelsen af klasserne.
Den inter-imperialistiske krig, der udfolder sig i Ukraine, er ikke den eneste krigskonflikt i dag; mere end 50 lokale krige spreder sig i forskellige dele af verden, og i dem alle er det ene eller det andet imperialistiske lands eller den ene eller den anden kapitalistiske-imperialistiske bloks interesser på spil. I alle disse konflikter er arbejderne og folkene de største ofre.
Imperialistisk krig i Europa
En storkrig i Europa, som de imperialistiske røvere vil trække arbejderklassen og folkene ind i, rykker stadig nærmere. Konkret i Europa opruster og udvider de enkelte lande, EU og NATO deres krigsforberedelser. USA og NATO har opbygget egne militærbaser i hele Europa, inklusive Danmark, hvorfra de kan operere frit og helt op til Ruslands grænse. For USA-imperialismen og NATO gælder det samtidig at bremse Ruslands og Kinas udvikling af Eurasien og deres initiativer for øget indflydelsessfære. På samme måde ønsker imperialisblokken EU at annektere de østeuropæiske lande som medlemslande eller tætte associerede.
Krigen i Ukraine er en inter-imperialistisk stedfortræderkrig mellem Rusland og NATO/USA/EU. Den er en øvelsesplads for ny teknologisk krigsførelse og nye våbentyper. Det er en krig, som det ukrainske og russiske folk fortsætter med at betale en blodig pris for. Udvides Ukrainekrigen til en regional storkrig, vil den fortsat have karakter af en inter-imperialistisk krig – en krig mellem to imperialistmagter og blokke, hvor europæiske lande vil være direkte i krig på USA’s og NATO’s side.
Denne krig tjener kun én klasses interesser: det imperialistiske monopolborgerskab, på begge sider af krigen. Arbejderklassen har ingen interesse i at støtte nogen af krigens parter, ingen interesse i at støtte den imperialistiske krigsalliance NATO og monopolernes EU mod det imperialistiske Rusland eller omvendt, men derimod i at udvise konkret international solidaritet med den ukrainske og russiske arbejderklasse gennem at gå imod dansk krigsstøtte til fortsættelse af myrderierne. Arbejdere skal ikke kæmpe mod andre landes arbejdere. Arbejderklassens fjende i hvert enkelt land et er dets eget borgerskab. Når borgerskabet i hvert enkelt land nedkæmpes, da er freden sikret.
Dansk imperialismes krigspolitik i hastig udvikling
Danmark har været en krigsførende nation siden 2001 i Afghanistan og del af USA-imperialismens terrorkrige. Danmark har siden da deltaget i flere af USA’s, NATO’s og EU’s dikterede krige og konflikter. Regeringen og Folketinget desuden tilladt amerikanske militærbaser i Danmark, at USA og NATO at føre krig fra dansk jord, at bruge Danmark som transitland for våben, inklusive missiler der kan bruges for atomkrig, og som base for F-35 krigsfly, ikke kun danske, men fly fra hele Nordeuropa, styret af USA. Danmark er samtidig dybt involveret opbygningen af EU’s militærunion, ikke mindst i Grønland, Arktis, Østersøen og Baltikum.
Dansk krigspolitik betyder omstilling til hårdere klassepolitik og betales med asociale nedskæringer. Der udvikles en krigsøkonomi med milliardbeløb i våben og skjult statsstøtte til styrke monopolernes konkurrenceevne, omlægning af civil produktion til krigsproduktion, mens de udsulter og afskaffer tilkæmpede regler til beskyttelse af sundhed, uddannelse, arbejdsmiljø, naturen og klimaet. Erhvervslivet erklærer åbent at de ruster til krig og dets krigshøge efterlyser en stærk mand (m/k) indenfor den europæiske monopolkapital, der kan sætte større turbo på denne udvikling end politikkerne er i stand til – som Krupp i nazityskland før 2. verdenskrig. Regeringen binder landet til gigantlån til oprustning og støtte til våbenindustrien, Udbygningen af landets og den lokale infrastruktur og energiforsyning underlægges militære behov og udbygning af krigsproduktionen til glæde for krigsprofitterne. De imperialistiske hære og militærapparater er heller ikke i Danmark til for at forsvare hverken ”fædreland” eller beskytte befolkningen. Militariseringen af havne og byer i Danmark og i Grønland tager befolkningen som gidsler som levende missilskjolde.
Danmark kan ikke føre en selvstændig dansk eller nordisk udenrigspolitik. så længe Danmark er en del af imperialistiske blokke og alliancer EU og NATO. Danmark er et imperialistisk land, der på trods at USA’s handelskrig, der også har ramt danske globale monopoler, forsat er tæt knyttet til USA imperialismen økonomisk og militært, gennem investeringer, fælles industri projekter, samhandel og gennem NATO og bilaterale aftaler. Den danske borgerlige statsmagt servicerer og subsidiere de danske globale monopoler, hvis interesser og topfolk sammen med finanskapitalen dikterer landets indenrigs-og udenrigspolitik. Danmark er del af monopolernes EU og underlagt den imperialistiske Union økonomisk, politisk og en del af EU’s opbygning til militær supermagt, indenfor hvilken danske regeringsledere er blandt de mest aktive krigsophidsere i forhold til en krig mod Rusland. Dansk imperialisme og dens regering er en aktiv kolonimagt til skade for det grønlandske og færøske folk og en aktiv støtte til at forlænge Israels folkemord, etniske uddrivelse og besættelse af Palæstina.
Kamp mod krig og al imperialisme må føres som en del af klassekampen
Krigen kan ikke adskilles fra kapitalismen og imperialismen. Derfor er ”afskaffelse” af krigen kun mulig gennem afskaffelsen af kapitalismen og imperialismen, dvs. ved at bryde med den borgerlige udbytterklasses magt og gennem en revolutionær forandring skabe arbejderklassens magtovertagelse, opbygningen af socialismen og i sidste ende tilintetgørelsen af klasserne.
Kampen mod krigen må nødvendigvis integreres som en del af klassekamp og som en aktuel og nødvendig opgave i udviklingen af den revolutionære proces.
Som led i opbygningen af en bred anti-imperialistisk anti-krigsbevægelse må hvert et konkret krigsforberedende skridt som regeringen og staten tager synliggøres og protesteres imod. Hvad enten det gælder udvidelsen af krigsproduktionen, deltagelse i EU’s og NATO’s krigsøvelser eller i NATO’s og EU’s direkte krigsmissioner. USA’s militærbaser skal ud af Danmark, der må protesteres over, at dele af danske havne spærres af, når USA’s militærkommando forlanger råderum på dansk territorium, eller over NATO’s flybaser placeret i Jylland og på Bornholm. Der må protesteres mod dansk krigsproduktion, ikke kun når Terma sender krigsmateriel til Israels folkemord. Der må også rejses en protest mod, at fagtoppen investerer ATP-fondens pensionsmidler i Terma og at ATP nu også sidder med i Termas bestyrelse. Krigsmodstanden må gøres konkret og bindes sammen.
Kampen mod imperialistisk krig må forbindes med kampen mod al imperialisme, med den øvrige klassekamp på arbejdspladser, fagforeninger og uddannelsessteder for højere løn og for levevilkårene, kampen mod EU og NATO, for demokratiske rettigheder og mod fascisme – i partiets konkrete arbejde, propaganda og agitation. Ikke mindst må disse kampe forbindes med det revolutionære perspektiv og marxismen-leninismens videnskabelige teori på en skabende måde, der kan gennembryde krigens og krisens følgesvend: reaktionens anti-kommunisme.
Vi skal arbejde for at skabe tætte forbindelser mellem den sociale kamp, kampen for det offentlige sundheds-og uddannelsessystem, kampen mod nedskæringer og privatisering med kampen mod krig og krigsoprustning. Milliarderne der bruges til oprustning, forsvarsforlig, NATO- og EU-budgetter skal i stedet bruges til befolkningens velfærd og behov. Også fagbevægelsen må gå direkte ind i kampen mod imperialistisk krig. Dens fredspligt er ikke med arbejdsgiverne, men med arbejderklassen, der er international. Der må rejses en kamp mod fagtoppens accept af at krigenes omkostninger og inflationen skal tørres af på arbejderklassen og af at Store Bededag blev afskaffet for at vi skal arbejde en dag ekstra for krigsudgifterne.
Et af arbejderklassens stærke redskaber, når det gælder kampen mod imperialisme og dens krige, er dens internationale klassesolidaritet. I konkret handling, i vores propaganda, i vores forskellige medier skal vi fortsat arbejde med at styrke den internationale solidaritet, og styrke opbygningen af den internationale solidaritet og enhed i den danske arbejderklasse og ungdom. Samtidig også sprede kendskabet til arbejderklassens liv og kampe rundtom i verden til den danske arbejderklasse. Jo mere man kender til hinanden, jo stærkere solidaritetsbånd kan der skabes.
Kan ikke stole på den ene imperialistmagt i kampen mod den anden
For at rejse en kamp mod krigen er det ikke kun nødvendigt at få afsløret de reaktionære og farlige krigsplaner, men også i både ord og handling at afsløre og bekæmpe de forskellige opportunistiske og revisionistiske vildveje, der støtter enten den ene eller den anden imperialistiske bloks politik.
Enhedslisten vil gerne blandt ungdommen og venstrefløjen fremstå som et parti mod imperialisme og krig. Men sammen med Socialdemokratiet og SF støtter de Danmarks medlemskab af NATO og af EU, der har opbygget sin militære Union og støtter Israels folkemord i Palæstina. De dækker over disse krigsalliancers karakter ved at foregive, at de kan ændres til fredelige alliancer gennem folkeligt pres og ad parlamentarisk vej. Denne politik har været en væsentlig årsag til en alvorlig svækkelse af den tidligere så stærke anti-krigsbevægelse og til nedlæggelse af Folkebevægelsen mod EU, så har en omfattende solidaritetsbevægelse med det Palæstinensiske folks kamp og mod Israels folkemord kunne udvikles udenom toppen af Enhedslistens og fagtoppens bremsende indflydelse.
Jo nærmere krigsfaren rykker i Europa, desto farligere er spredning af illusioner om imperialismen og de forskellige imperialistmagter. Mens kræfter som Enhedslisten og SF støtter NATO og dansk imperialisme, går en del af den gamle revisionistiske fredsbevægelse og dagens revisionistiske partier kun imod den amerikanske imperialisme. På det spørgsmål forener den sig med den nyere kinesisk/russiske variant, der kalder til forsvar for de forskellige kinesiske og russiske fredsinitiativer, som i virkeligheden fremmer disse magters egne imperialistiske interesser. Den kinesiske ”multipolaritet”-doktrin, er dybest set en forlængelse af det verdenssystem, vi har i dag, men hvor Kina indtager en langt større rolle på bekostning af USA. Det er ikke arbejderklassens og folkenes opgave at vælge mellem amerikansk, russisk eller kinesisk imperialisme, det er ikke deres rolle at forsvare den ene imperialistmagt mod den anden. Arbejderklassen kan aldrig stole eller støtte sig på én imperialistmagt i kampen mod en anden.
Kun en stærk enhed blandt alle kræfter mod krig kan forhindre den
At rejse en kamp mod imperialistisk krig er en politisk, ideologisk, teoretisk kamp og konkrete handlinger, hvor alle de muligheder, der er til rådighed og kan skabes, må udnyttes. Det er ikke mindst vigtigt at forbinde sig med de ærlige anti-krigskræfter uanset partifarve, der findes. Ethvert resultat må ses som led i opbygningen af en anti-imperialistisk og revolutionær front. Vi skal arbejde smidigt med at skabe enhed og aktionsenhed uden at gå på kompromis med vores politiks principper og udbrede vores forståelse af, at kampen mod krigen nødvendigvis må være en anti-kapitalistisk, anti-imperialistisk kamp i sit indhold.
Derfor er den bredeste og mest presserende mobilisering for fred, mod imperialistisk krig og krigsøkonomi, mod den stigende militarisering af samfundet, nødvendig; en kamp der må udvikles til også at omfatte aktioner, strejker og demonstrationer.
Situationens alvor gør det nødvendigt ikke at forsømme nogen lejlighed til at fordømme krigens sociale og politiske konsekvenser for arbejderklassen og befolkningen, til at fortrænge regeringens løgne og trænge de opportunistiske ledere i baggrunden, til at fremme dannelsen af en bred folkelig koalition for at besejre den herskende klasses krigeriske, chauvinistiske og fascistoide politik. Vi må kræve stop for dansk krigsdeltagelse, stop for støtte til Israels krig og krigen i Ukraine. og konkret kræve Danmark ud af NATO og det krigsophidsende EU, og kræver de amerikanske baser ud af landet.
Det er muligt at forhindre imperialisternes forsøg på at udløse en ny regional storkrig eller verdenskrig, ligesom det er muligt at forhindre det danske borgerskab og dets reaktionære regering i at trække os ind i krig. Disse mål afhænger af mobiliseringen af arbejderklassen og de kræfter, der oprigtigt ønsker at kæmpe for fred, imod regeringens og alle krigsmageres beslutninger og politik. Men kun med en stærk anti-imperialistisk anti-krigsbevægelse rodfæstet i arbejderklassen kan en konkret krig forhindres. For at afskaffe krigen og krigsfaren må en sådan bevægelse imidlertid udvikles til en revolutionær bevægelse for at erstatte imperialismen med socialisme.
Kommunister, klassebevidste arbejdere og unge revolutionære må gøre alt, hvad de kan, for at forhindre en storkrig i at blive udløst, de må gøre alt, hvad de kan, for at afværge den.
Hvis krigen, på trods af anstrengelserne fra arbejderne og folkene, som ønsker freden, skulle bryde ud, så vil det blive opgaven at forvandle den imperialistiske krig til en borgerkrig mod de imperialistiske og fascistiske krigsanstiftere, mod borgerskabet, for kapitalismens omstyrtelse, for arbejderklassens revolution og socialismens sejr, som vil fjerne årsagerne til uretfærdige krige.
Afsnit 4: Kampen mod reaktionen og dens forskellige strømninger
En side af de konkrete krigsforberedelser fra imperialismens og dens regeringers side er den militarisering der sker af hele samfundet. Offentlige uddannelsesinstitutioner og midler bruges til militær forskning fremfor på folkesundhed og den offentlige omsorgssektor, der er oprettet særlige militærlinjer på nogle gymnasier for fremtidens officerer, kvinder skal i ligestillingens misbrugte navn have værnepligt, og værnepligtens længde er sat op, og der opmuntres til at deltage i det paramilitære Hjemmeværn. Der er oprettet et ministerium til at sætte det civile beredskab i system.
Militariseringen sker under en voldsom politisk/ideologiske krigspropaganda og krigshysteri, reaktionær nationalisme, fulgt op af en stærk politisk ensretning og sindelagskontrol, fyringer, sortlistning, kriminalisering og racisme. Den bruges til at skabe en grobund af frygt til at tro at det gælder den enkeltes overlevelse med prepping, vanddunke og kontanter frem en kollektiv kamp mod krig og oprustning. Militariseringen skaber en forråelse i samfundet, der blandt andet viser sig ved voksende had og vold mod kvinder, på baggrund af hudfarve og etnicitet og had mellem grupper af befolkningen.
Socialdemokratiet har officielt udnævnt krigspropagandaen til at være ”åndelig oprustning” og dets ministre taler om, at en af folkeskolens opgave nu er at opdrage børnene til ”sande patrioter”. Ikke mindst børn og unge er målet for denne åndsformørkelse, der skal gøre dem til soldater i en imperialistisk storkrig. Der må tages særlige skridt i forhold til den generation af unge, der er udset til kanonføde for danske monopolers og NATO’s interesser, mens de bildes ind, at de kæmper for demokrati og forsvaret af Danmark.
Masseovervågning
Skiftende regeringer med henholdsvis Socialdemokratiet og Venstre ved magten har trinvis reduceret befolkningens retssikkerhed og demokratiske rettigheder gennem ”terror-” og bandelovgivninger. Omfattende protester forhindrede regeringen i at få hastet PET-loven igennem i foråret 2025, med dens utilslørede totale registrering af alt hvad man foretager sig på nettet, fra sundhedsoplysninger til politiske ytringer eller politisk organisering, det hele samkørt af kunstig intelligens – AI. Men hverken monopolborgerskabet eller dets regering har opgivet at få det tvunget igennem. Vores krav vil forsat være: Væk med masseovervågning.
Kun en statsmagt, der frygter, hvad dets borgere skulle finde på at tænke, mene, sige eller gøre, har brug for den slags metoder. Mulighederne i dagens teknologi og mangeartede databaser ville få enhver tidligere totalitær- og fasciststat til at blegne af misundelse. Lige nu skal det bruges til at skabe frygt for frit at ytre sin mening, deltage i en underskriftindsamling, en faglig blokade eller en demonstration. I en krisesituation vil det blive brugt massivt mod befolkningen af statsmagten.
Den digitale masseovervågnings kontrol med befolkningens brug af chat og sociale medier i hele EU er et af de mål, den danske regering satte sig for at få igennem under sit EU-formandskab. Under dække af bekæmpelse af seksuelt misbrug af børn betyder det, at store dele af befolkningernes digitale kommunikation i EU – herunder alle billeder og videoer – kan scannes af statsligt installeret overvågningssoftware.
Argumentet er hver gang, at det kun skal bruges mod hooligans, bander, kriminelle, pædofile og terrorister. Så hvis man ikke har noget at skjule, kan man ikke være imod. Sandheden er, at det er regeringen og staten, der skjuler, at de skaber et overvågningssamfund, hvor de kan kortlægge og sammenkøre alt om befolkningsgrupper og den enkelte og bruge det som de vil. Samtidig vedtages i parallel med dette for eksempel mørklægningsloven, der formelt kaldes offentlighedsloven, og som begrænser indsigten i politikkernes ugerninger.
Overvågningslovene er et angreb på arbejderklassen og hele befolkningens ytringsfrihed og retssikkerhed. Lovforslaget om masseovervågning viser, at demokratiske rettigheder under kapitalismen kun er midlertidige og et klassespørgsmål, hvor magthaverne reducerer og fjerner dem, når det tjener deres interesser. APK forsvare de demokratiske rettigheder, og vi har ingen illusioner om statens klassekarakter. Det vi ser i disse år, er en fascisering af staten og statsapparatet, en udvikling som i mange andre lande i Europa og resten af verden.
Kampen mod fasciseringen er en integreret del af kampen for revolutionær forandring.
Der foregår en kamp mellem monopolborgerskabet, dets politiske kræfter, dets stadig mere repressive og aggressive magtinstrumenter og de arbejdere og folk, der gør modstand og kæmper for at nægte at betale for krisen i et system, der kun gavner en lille minoritet. Set fra den herskende klasses synspunkt betyder dette: anvendelse og acceleration af fasciseringen.
For arbejderklassens, den brede befolkning og de unge betyder det udvikling af kampe, opbygning af kræfter til at gøre modstand, til at gennemtvinge tilbageslag og til at organisere sig. Kampen mod militarisering, reaktion og fascisering må både føres konkret og i sammenhæng med kampen mod imperialismens udbytning, undertrykkelse og krige. For det kommunistiske parti betyder det behovet for at styrke sig selv på basis af kampen for at bryde med det kapitalistiske og imperialistiske system.
Medierne spiller en afgørende rolle i udbredelsen og tilsløringen af hele denne udvikling og krigspropaganda. De store private og statslige mediekoncerner har intet at gøre med en såkaldt fri presse eller ytringsfrihed for alle samfundets klasser. Med ensretning, censur og luderjournalistisk gengiver de ukritisk deres chefers og aktionærers stemmer og beskytter deres interesser. De har endnu engang under Israels folkemord og udryddelseskrig af Palæstina og det palæstinensiske folk vist sig som talerør for den israelske zionistlobby og regeringens støtte til Israel. Udnævnelse af den tidligere så berygtede finansminister Bjarne Corydon til chef for det statslige mediemonopol DR, satte hurtigt gang i en udrensning af, hvad der kunne opfattes som kritiske stemmer.
Nødvendigheden af at arbejderklassen og de anti-imperialistiske og revolutionære bevægelser har deres egen uafhængige presse til at forsvare og videreformidler sine krav, erfaringer og kampe er en stadig presserende opgave at sikre og en vigtig opgave for det kommunistiske parti.
Anti-semitisme vendt mod Palæstinabevægelsen
Midt under det zionistiske Israels folkemord i Palæstina og den voksende omfattende Palæstina solidaritet i befolkningen, ikke mindst blandt en ny generation af unge, vedtog et enigt Folketing, inklusive Enhedslisten, et 12 punktsprogram og lovændringer til støtte for Israel ved at stemple kritik af Israel og støtte til den Palæstinensiske modstandskamp som anti-semitisme, terrorisme og jødehad. Under påberåbelse af beskyttelse af jødernes rettigheder, indebærer det en kortlægning på sociale medier, strafskærpelse i særlige situationer, oprettelse af en strafskærpelseszone forud for en forestående begivenhed, f.eks. et bestemt optog eller arrangement. Enhedslisten viste sig endnu engang som støtte til imperialismen og det zionistiske Israels propagandaløgne, parat og villig til at stikke en kniv i ryggen på solidaritetsbevægelsen. Anti-semitisme er foragt for jøder – zionisme er en politik, en fascistisk ideologi om et Storisrael, apartheidstaten og udryddelse af Palæstina og dets befolkning. Det er to helt forskellige ting.
Det yderste højre, racisme, fascisme og højre-og venstrepopulisme skal bekæmpes konkret og i sammenhæng med arbejderklassens kamp
Magthaverne, arbejdsgiverne, krigsherrer og deres regeringer prøver med alle midler at svække og splitte arbejderklassen og dens allierede, få dem til på demagogisk vis at slutte op om deres politik, og afleder utilfredsheden og protesterne. Til det formål må de hele tiden tilbyde nye varianter af reaktionær politik – spændende fra venstre/højre populisme, sexisme, og racisme til fascisme og nazisme. Der samtidig er udtryk de indre modsætninger og rivalisering i de herskende klasser for at sikre sig magten.
Udbredelsen af disse former for propaganda hænger sammen med befolkningens forværrede leve- og arbejdsforhold, med de omfattende sociale konsekvenser af den nyliberale nedskæringspolitik og krigsøkonomi og med krisen for de borgerlige institutioners legitimitet og autoritet. Samtidig er populisme borgerskabets løsning for at overvinde ”det demokratiske underskud”, det vil sige at lede befolkningens utilfredshed og vrede i en retning, som tjener den herskende klasses egne politiske mål. Manglen på et troværdigt alternativ og fraværet af en uafhængig og revolutionær arbejderbevægelse, skaber et politisk tomrum som populister kan udfylde.
Men også højreekstreme, fascistiske og nazistiske grupper er aktive og holdes i reserve. APK fastholder konklusionen fra den danske modstandsbevægelse mod nazismen, at fascisme og nazisme ikke er en politik, men en kriminel forbrydelse mod menneskeheden, også selvom de i dag optræder under nye former. De er udtryk for kapitalismen åbne voldelige diktatur. De udgør en reel fare for alle menneskehedens demokratiske og sociale landvindinger. Vi kræver forbud mod fascistiske og nazistiske organisationer og deres propaganda, samtidig med at vi ved at det er klassekampens kræfter der afgør, hvorvidt fascismen holdes tilbage.
Populister blander forskellige ideologier, frem for alt nyliberalisme, chauvinisme, racisme, antikommunisme, og konspirationsteorier for at styrke reaktionære politiske kræfter og for at skaffe sig et bredere massegrundlag. De fyrer op under social frygt og udnytter behovet for social beskyttelse og sikkerhed mod kapitalistisk globalisering, nyliberalisme osv. De koncentrerer retorisk deres angreb mod ’eliterne’, dem som ”sidder på toppen”, fremfor den reelt herskende monopolkapital og med målet om ”at sidde med ved bordet” for at holde det kapitalistiske system gående. Særlig kombinationen af populisme og borgerlig nationalisme udgør en stor fare for arbejderklassen og den revolutionære bevægelse og er en vigtig faktor for krigsforberedelser.
Mens det yderste højre, racisme og fascisme er monopolborgerskabets reaktionære strømninger, er venstrepopulisme og socialreformisme strømninger fra borgerskabet og småborgerskabet, som kan spille forskellige politiske roller (nogle gange progressive og andre gange reaktionære).
Kampen mod racisme, kvindehad og sexisme som især den trotskistiske del af venstrefløjen ynder at skille ud som en isoleret selvstændig kamp må tværtimod føres i tæt og konkret sammenhæng med arbejderklassens og ungdommens krav og kamp for bedre levevilkår. Det er ’ismer forbundet med økonomiske problemer, regionale krige og kriser, opstået som følge af kapitalismens skærpede modsætninger og bruges som syndebukke for at skjule og aflede fra den egentlige årsag og hvem der er klassefjenden. Fremmedhad må overvindes og bekæmpes gennem en fælles kamp for fælles krav og rettigheder, hvad enten det gælder arbejdsforhold, boliger eller retssikkerhed. Det er et klassespørgsmål, der ligesom anden solidaritet ikke kan reduceres et moralsk eller humanitært spørgsmål.
Venstrepopulisme
Populisterne anvender samme populistiske stil, men der er betydelige forskelle mellem dem, selvom både højre-og venstre taler med store ord om ”folket”, ”fællesskabet” og ”danskerne”, uden at skele til at vi lever i et klassesamfund. Følelserne, som de forskellige former for populisme appellerer til for at mobilisere vælgere, er tydelige nok: I den højre variant er det fremmedfrygten; i den venstre variant er det håbet om en bedre fremtid og solidaritet. Den højre variant er genkendelig med sit had og nag, sin egoisme og ligegyldighed. Den venstre variant taler i teorien om ”retfærdighed og ligestilling”, forsvar af velfærdsstaten, om at tage imod flygtninge, ”deltagerdemokrati”, mindre ulighed og deslige.
Disse forskelle er udtryk for småborgerskabets dobbeltkarakter som reaktionært og progressivt på en og samme tid, dets egeninteresse og i dets forhold til kapitalen. De tjener på den ene eller anden måde borgerskabets forskellige fraktioners interesser.
Enhedslisten har udviklet sig fra et venstre-reformistisk og venstrepopulistisk parti, til også at være et pro-imperialistisk parti, der fornægter både Danmarks, EU’s og NATOs imperialistiske karakter og foregøgler, at de institutioner kan gøres demokratiske, og fredelige uden at gøre op med klassemodsætningerne, eller at de slet og ret er ’nødvendige’ overfor andre imperialistmagter.
De tager afstand fra revolution og den videnskabelige socialisme, foreslår nye ”alternative zoner” mellem imperialistiske og socialisme og leder efter en ”tredje vej. De henfalder til romantiserende nationalisme og har underlagt sig den nationale enhed i ”kritiske” situationer. Objektivt fungerer de som krykker for dansk imperialisme og dens haltende regering med en særlig rolle omkring at aflede arbejderklassen og befolkningen fra den bevidste kamp mod kapitalmagten og imperialismen.
Arbejdet og kampen mod reaktionen og dens forskellige strømninger
Vi må imødegå, afsløre og bekæmpe småborgerskabets reaktionære ideologi og praksis, der udgør en alvorlig hindring for udviklingen af arbejderbevægelsen og for udvikling og spredning af den videnskabelige socialisme i arbejderklassen, ungdommen, blandt de udbyttede og undertrykte. Kampen mod den populistiske og nationalistiske ideologi og politik må føres i arbejderbevægelsen og folkelige bevægelser. Vi må imødegå den populistiske demagogi med en kommunistisk propaganda, som er enkel og forståelig.
Der er brug for at udvikle arbejderklassens enhedsfront og en folkefront mod imperialisme, krig og reaktion. Skabelsen af arbejdernes enhedsfront i kampen mod kapitalismen er nøglen til at kæmpe mod populismen, dens klassefællesskab og samarbejdspolitik.
Vi skal trække en klar linje mellem vælgerbasen og de populistiske ledere, som vi hele tiden skal angribe og afsløre. Vores fjender er de højreekstreme og fascistiske populistiske organisationer – ikke de arbejdere og udbyttede, der stemmer på dem. At skabe en platform med konkrete og umiddelbare klassekrav og etableres brede alliancer om disse er afgørende for at opbygge aktionsenhed mod populismen.
Et andet særligt aspekt er arbejdet med at få småborgerlige lag til at distancere sig fra populismen. I kampen mod de reaktionære politiske kræfter er det at påvirke disse utilfredse og politisk umodne samfundslag, en af de vigtigste forudsætninger for at lykkes. Det er nødvendigt at udforme krav af økonomisk og demokratisk karakter for at vinde arbejderklassens allierede og for at isolere de reaktionære og farlige dele af småborgerskabet. Vi skal fremlægge argumenter, skarpe analyser af de presserende problemer og krav for at overbevise arbejderne om, at populisme ikke er svaret på disse problemer.
Taktikken må tage højde for en forskellig afvisning og tilnærmelse til højre- og venstrepopulistiske bevægelser, og over for fascistiske grupper og partier. Med de venstrepopulistiske organisationer er det muligt at stå sammen i givne øjeblikke, på taktiske, veldefinerede og konkrete mål og problemstillinger, som handler om arbejdernes og befolkningens krav og interesser. Med fascisterne og nazister er ingen fælles handling mulig, men det er nødvendigt at forfølge en kontinuerlig ideologisk og politisk kamp. Det, vi hele tiden må vurdere er, hvilken klasse eller hvilke klasseinteresser de tjener, og styrke arbejderklassens interesser.
December 2025
Kontakt: apk@apk2000.dk