En rundbordssamtale med Klaus Riis, Frede Klitgård og Dorte Grenaa
Kommunistisk Politik 1, august 1997
Op til sommerferien traf DKP/MLs Centralkomite beslutning om at ekskludere den tidligere partiformand Klaus Riis, den kommunistiske partiveteran og modstandsmand Frede Klitgård samt Dorte Grenaa, tidligere leder af Københavns partidistrikt.
Eksklusionerne kom fuldstændig uvarslede, de var ikke anført som punkt på Centralkomiteens mødedagsorden. Resultatet blev en partisprængning, næsten en trediedel af DKP/MLs medlemmer forlod partiet i protest, heriblandt en trediedel af medlemmerne af den tidligere Centralkomite.
I denne rundbordssamtale med KOMMUNISTISK POLITIK redegør de tre for begivenhederne.
KOMMUNISTISK POLITIK:
– Disse eksklusioner af jer er blevet kaldt de mest opsigtsvækkende eksklusioner i den kommunistiske bevægelse i Danmark, siden Carl Madsen blev smidt ud af DKP midt i 70erne. Det er formanden siden partistiftelsen og en række andre kommunistiske partiveteraner, der blev hældt ud. Eksklusionerne har vakt stor undren i en kommunistiske bevægelse som helhed og på venstrefløjen i øvrigt. Hvad er der egentlig sket?
Frede Klitgård:
– Jeg har oplevet meget i mine mange år som organiseret kommunist. Også dramatiske partikampe.
Hvad der er sket her, overgår det meste. Eksklusionerne og hele situationen forundrer mig stadigvæk dybt. Og det skuffer mig meget. Jeg havde ikke forestillet mig, at en sådan situation ville opstå i DKP/ML, som skulle have lært af både de gode og dårlige erfaringer fra det gamle DKP. I næsten hele Klaus’ 18-årige formandstid har partiet været kendetegnet ved en helt enestående enhed. I hele den periode forekom der mig bekendt kun en enkelt eksklusion, i begyndelsen af 80erne – som ikke havde noget politisk indhold.
Disse eksklusioner kan bedst betegnes som dybt ulovlige. Hele forløbet har karakter af et kup, et politisk kup.
Klaus Riis:
– Der er tale om reel udelukkelse af et meget stort mindretal – ca. en trediedel af partiet. De helt uvarslede eksklusioner blev gennemført som et overraskelsesangreb, planlagt af en lille gruppe nuværende forretningsudvalgs- og sekretariatsmedlemmer – tilmed bag ryggen på medlemmerne af Centralkomiteen, der ikke blev informeret om, at der var så drastiske ting som eksklusion af den tidligere formand og de andre kammerater på programmet.
Denne lille klike havde formodentlig forventet, at nogle håndfulde partimedlemmer ville være gået i protest. I stedet er 30 procent af medlemmerne på tidspunktet for den 7. Kongres i marts i år ude af partiet. Herunder en trediedel af den gamle centralkomite og en lang række af de ledere, som har været nøgleskikkelser i opbygningen af DKP/ML gennem årene og i udviklingen af Dagbladet Arbejderen frem til dens position i dag. Men eksklusionerne og sprængningen af DKP/ML er også kulminationen af en ret langvarig indre partikamp op til den 7. Kongres, hvis hovedindhold var, hvilken linje skal der følges for at skabe et stærkt kommunistisk parti.
Vi ved, at der har været mange reaktioner på eksklusionerne i den kommunistiske bevægelse og blandt læserne af Dagbladet Arbejderen – fra klar fordømmelse til dyb undren. Den nuværende partiledelse har ikke villet – og ikke kunnet – lægge nogen egentlige forklaringer på eksklusionerne frem. Og Dagbladet Arbejderen har ikke offentliggjort een linje om fra partimindretallet, ikke et læserbrev om sagen. Ud, og færdig!Ingen diskussion! I stedet har partiledelsen sat dets så hårdt tilkæmpede prestigeind og dagbladets autorite på spil. Man gør det til et spørgsmål om tro og tillid.
Hvad er det forfærdelige, vi skulle have gjort? Vi beskyldes for at have været en fraktion. Det er i så tilfælde en minifraktion. Ingen dokumentation eller beviser har kunnet fremlægges. Det er man ikke i stand til af den simple grund, at Frede, Dorte og jeg ikke har udgjort hverken en fraktion eller en minifraktion. Vi beskyldes for at have overtrådt den 7. Kongres’ beslutninger. Det er der heller ingen dokumentation for. Det er usandt. Der er tale om opdigtede påstande, søgte begrundelser som påskud for en udelukkelse. Eksklusionerne er politiske – i realiteten er en trediedel af partiet smidt ud på grund af politiske uenigheder.
Dorte Grenaa:
I virkeligheden er der tale om et opgør med den linje, som partiet hidtil har fulgt med så stor succes, at den 7. Kongres kunne opsummere, at hverken parti eller avis nogensinde havde stået i en bedre situation. Et skjult opgør, et opgør under dække. Ikke et åbent og erklæret opgør. Tværtimod søger den nuværende ledelse af partiet til det yderste at udnytte de resultater, som andre har skabt og fremstiller sig som fortsætterne af den hidtidige kurs – og taler på samme tid om “fornyelse i overensstemmelse med tidens krav”.
Der var også tale om et politisk mordforsøg på Klaus, der i sine 18 år som formand har haft en afgørende andel i alle partiets resultater og været hovedmanden i formuleringen af dets linje og politik. Op til eksklusionerne søgte man at isolere Klaus maksimalt – med alle de beskidte metoder, som opportunister anvender: mistænkeliggørelse, sladder og bagvaskelse. Deres beregninger er slået fejl. Mordforsøget er ikke lykkedes. Hverken på Klaus eller den faktisk ekskluderede trediedel af partiet. I dag er der et stærkt reduceret DKP/ML og en gruppering ca. halvt så stor af tidligere partimedlemmer. Det samlede resultat: Et stort tilbageslag for bestræbelserne for at skabe eet stærkt kommunistisk parti, en stor svækkelse af DKP/ML og Dagbladet Arbejderen, en yderligere opsplitning af den kommunistiske bevægelse.
Kadrepolitik og partiopfattelse
KOMMUNISTISK POLITIK:
– Hvad er så indholdet af uenighederne? Hvad har kampen i partiet drejet sig om? Mange har den opfattelse, at der såmænd blot er tale om magtkampe og personstridigheder. Var der ikke noget med, at alle de væsentligste politiske beslutninger på den 7. Kongres blev vedtaget enstemmigt? Skal man tro Dagbladet Arbejderens dækning af kongressen forløb alt normalt – og på den baggrund virker den nuværende sprængning så meget mere overraskende.
Dorte Grenaa:
– Dagbladet Arbejderen har ikke været til at stole på i denne sag. Kongresreferaterne var pyntede. At der var noget galt kunne den opmærksomme læser dog sagtens opfange. Når vi nu opsummerer, at der er tale om en linjekamp i partiet, er det noget, som først gradvist er blevet klart, over et længere forløb. Længe var det vanskeligt at se det politiske indhold- det så ud som en personkamp. Det viste sig at dreje sig om opfattelsen af DKP/MLs rolle, historie, dets grundlag i videste forstand – og først og fremmest forskellige linjer for, hvordan der opbygges ét stærkt kommunistisk parti iDanmark, om dets grundlag og karakter.
Man kan sige, at partikampen for alvor begyndte at udvikle sig i efteråret 96, da Klaus – efter diskussioner i sekretariat og forretningsudvalg – fremlagde et sæt beretningsteser, det vil sige et diskussionsoplæg til partiet, der fremlagde de væsentligste problemer, som den 7. Kongres skulle tage stilling til. Det er en normal fremgangsmåde – og disse beretningsteser og partidiskussionen omkring det danner baggrund for Centralkomiteens virksomhedsberetning til kongressen og en række af de øvrige kongresdokumenter.
Inden dette var der i København – hvor jeg var distriktsleder – rejst en række kritikker, forskellige småsager, med brod mod mig, partiformanden og det daværende sekretariat fra nogle folk, som længe har ønsket et formandsskift. Det viste sig senere, at der var støtte blandt kræfter dertil i det daværende sekretariat og forretningsudvalg, heriblandt Søren Becker, Jan Mathiesen, Joan Ågot Petersen og senere den nuværende partiformand Jørgen Petersen.
Da beretningsteserne blev fremlagt – og efter diskussion enstemmigt godkendt af Centralkomiteen – sendte et daværende CK-medlem – Jim Hansen, “Smeden”, journalist på Dagbladet Arbejderen – der ikke deltog på mødet, et dramatisk udmeldelsesbrev, som fremførte, at beretningsteserne inddelte partiet i A, B og C-medlemmer og som opfordrede til kamp mod den menneskefjendske ledelse af DKP/ML – et flertal i det daværende sekretariat og forretningsudvalg og flertallet af Centralkomiteen. Det blev ikke taget alvorligt – men som udtryk for, at manden havde tabt hovedet.
Det viste sig imidlertid senere, at han var vejbryder for denne gruppering – og endnu senere, at han har fremført sin kritik med udgangspunkt i Rosa Luxembourgs antileninistiske partiopfattelse.
Men for at gøre en lang historie kort: Der rejstes af den nævnte gruppering stadig mere omfattende kritikker af disse beretningsteser. Først af den deri udtrykte kadreopfattelse. Dernæst af selve partiopfattelsen.
Klaus Riis:
– Diskussionen blev i denne periode først og fremmest ført som en diskussion i partiledelsen. Et undrende parti så den ene resolution efter den anden komme fra de forskellige CK-møder, som kritiserede hvad den samme ledelse tidligere havde stemt for. Disse resolutioner blev forberedt af en gruppe – en fraktion – som udkrystalliserede sig i centralkomiteen. I december måned vedtoges en resolution som kritiserede tesernes kadreopfattelse. I denne forbindelse anmodede jeg om et tillidsvotum som formand – som blev enstemmigt vedtaget! Det var overfor partiet et signal om, at der havde udviklet sig en vanskelig og konfliktfyldt situation i ledelsen.
I januar 97 vedtog et nyt CK-møde en fordømmelse også af tesernes partiopfattelse – som var nøjagtig den samme leninistiske opfattelse, som jeg og DKP/ML har fremført og fastholdt gennem 18 år. Det vedtoges endvidere – på kant med vedtægterne – at opløse sekretariatet, partiets daglige ledelse, og lade forretningsudvalget fungere som daglig ledelse. Baggrunden var, at forretningsudvalget ligesom Centralkomiteen var blevet delt i et flertal og et mindretal, og det ny flertal i forretningsudvalget – Søren Becker, Jan Mathiesen, Jørgen Petersen, Joan Ågot Petersen, Karen Sunds og Birthe Sørensen tromlede en ny kurs igennem.
Beslutningen om at nedlægge sekretariatet blev fremlagt på et forretningsudvalgsmøde -i form af et resolutionsforslag, som blev kastet på bordet på mødet. Jeg var formand, men ingen af medlemmerne af denne gruppering havde underrettet mig eller de øvrige FU-medlemmer om forslaget. Man lod, som om det var “chef-strategen” Søren Beckers egen gode ide, uden at han havde rådført sig med nogen som helst!
Under alle omstændigheder var der opstået en meget forvirret situation i Centralkomiteen. Den del af Centralkomiteen, som fastholdt partiets kurs, blev splittet ad. Af de 8 medlemmer af den daværende Centralkomite, der i dag er udtrådt af partiet, stemte kun fire imod resolutionen, der forkaster den hidtidige partiopfattelse. Af hensyn til partiets enhed, af mange gode eller mindre gode grunde blev Centralkomiteen delt i et ret stort flertal og et ret beskedent mindretal.
På det tidspunkt havde jeg meddelt, at jeg ikke ønskede at genopstille som formand for en ny periode. Det var først og fremmest for at undgå, at personspørgsmål skulle føre til en partispaltning. Jeg fremlagde på mødet en erklæring, som karakteriserede resolutionen og den nye kurs som et brud med den hidtidige partiopfattelse, som begyndelsen til et skred mod højre. Jeg blev imidlertid på min post som formand – for at få maksimal indflydelse på den 7. Kongres – det vil sige for at forhindre højreudskredet i at slå voldsomt igennem.
Frede Klitgård:
– Jeg var gæst på det Centralkomitemøde i DKP, hvor bruddet med Aksel Larsen fandt sted. Det slog mig, at den stemning, der var pisket op imod Klaus på det CK-møde, der fordømte den hidtidige partiopfattelse, var endnu mere hadsk og fjendtlig end dengang.
Der var en afregning i gang, og der lugtede ikke godt i det bageri. Lugten af socialdemokratisk forrådnelse, af fagforeningskorridormetoder begyndte at være påfaldende.
Jeg blev kritiseret for at lade mig “manipulere” af Klaus og behandlet som en halvsenil tåbe. Jeg har været kommunist hele mit voksenliv – og har aldrig ladet mig manipulere af nogen som helst. Jeg har heller ingen ambitioner, så jeg kan sige, og siger, sandheden, som jeg ser den. Det gjorde jeg også i dette tilfælde. Som konsekvens af mødets udfald nedlagde jeg mit mandat i Centralkomiteen – for at gøre det klart for partiets medlemmer, at jeg ikke ville stå som ansvarlig for den retning, tingene nu tog.
Så var det også slut med fedteriet for mig som partiveteran og gammel modstandsmand. Jørgen Petersen-kliken fik én mere at gøre op med. Det er folk i meget små sko, blottet for visioner og stadig mere prægede af fagbureaukratisk tankegang. Er man ikke enig med dem, behandles man som modstander, som fjende. Det fik senere absurde konsekvenser.
Blandt andet eksklusionen. Den tager jeg som en hædersbevisning. Det er en ros at blive ekskluderet sammen med kammerater som Klaus og Dorte af folk, som har mistet enhver kommunistisk moral, hvis de nogensinde har tilegnet sig en sådan.
Partikamp under dække
Klaus Riis:
– Partikampen førtes i Centralkomiteen, med kupagtige metoder. I partiet tog den form af alle mulige små og store sager, fik et mudret og personfikseret forløb. Det var svært for mange kammerater at se det politiske indhold i tingene. Det var også svært for mange at forstå den ophidsede, personlige og antagonistiske måde, tingene kørte på. Det forårsagedes af en række forhold:
For det første at et af de væsentligste formål var at slippe af med mig som formand og med den kerne af folk, som har været hovedansvarlige for den centrale partivirksomhed i en årrække. Deraf kom den personfikserede karakter, som skjulte det politiske indhold.
For det andet at kursskiftet blev gennemført i det skjulte – med talrige forsikringer om, at linjen ikke blev ændret – at høre var hovedfaren for partiet – osv. Før kongressen eller på kongressen lagde man ikke op til voldsomme ændringer af kursen. Det kom først senere.
For det tredje, at den 7. kongres havde karakter af en kompromiskongres, hvad angår dens politiske indhold. Beretningen blev – bortset fra et enkelt afsnit, som vedrørte partikampen, og som man traf beslutning om ikke at offentliggøre – enstemmigt vedtaget. Det gjaldt også stort set de øvrige interne og eksterne resolutioner og udtalelser.
Men kongressen fandt sted i en meget ubehagelig, anspændt og antagoniserende atmosfære. Og ledelsesvalget betød den tilsigtede udrensning af et stort antal tidligere ledere. Der blev kongressen stillet krav om, at jeg og en lang række andre kammerater skulle frafalde vores synspunkter omkring udviklingen i partiet for at blive valgt. Der var et betydeligt flertal bag Jørgen Petersen-gruppen blandt de kongresdelegerede. En hel stribe gamle og nye velkvalificerede kandidater til CK trak deres opstilling tilbage som følge af dette antikommunistiske forlangende som betingelse for at blive valgt.
Det skal her siges, at overholdelse og gennemførelse af kongresbeslutningerne er en pligt ikke bare for medlemmer af ledelsen, men for alle partimedlemmer. At stille krav om at opgive sine synspunkter har intet med kommunistiske normer at gøre.
Resultatet blev, at partiet efter kongressen fortsat var fløjopdelt, i et flertal og et mindretal.
Dorte Grenaa:
– Den ny CK fortsatte partikampen efter kongressen. Om den ledende klike allerede der havde til hensigt at ekskludere os ved jeg ikke. Det er under alle omstændigheder en kendsgerning, at jeg blev beskyldt for at fortsætte partikampen – fordi jeg gik ind for, at DKP/ML skulle opstille til kommunalvalget her i efteråret på den Københavnerliste, vi har opstillet på ved de sidste tre valg, i en situation hvor det ikke var muligt at skabe en fælleskommunistisk liste. Jeg havde tilmed den frækhed at foreslå mig selv som kandidat på listen. Den 7. Kongres havde ikke taget stilling til, hvorvidt partiet skulle opstille eller ej, men overladt det til lokal afgørelse.
På kun tre måneder udsendte den nyvalgte CK den ene bandbulle efter den anden i retning af Klaus, Frede, mig og en hel række andre kammerater, der så med skepsis på de fornyelser, der indførtes, og advarede på højredrejning af partiet. Der opstod en situation hvor debatindlæg blev censureret bort fra det interne medlemsblad, og hvor artikler censureredes bort fra Dagbladet Arbejderen, der på ingen måde overtrådte trufne beslutninger eller brød rammerne for den normale debat i et kommunistisk parti.
Klaus blev kritiseret for at have lavet en opsummering af kongressen til sin egen grundorganisation, hvori han fremhævede, at partiet var fløjopdelt. Dette var et udtryk for “fraktionalistisk tankegang”, mente de toneangivende i Centralkomiteen, der udsendte en ny bandbulle. Partiet var ikke delt, hævdede man, samtidig med, at eksklusionerne forberedtes. Kort tid senere var en trediedel af partiet ude.
“Kommunistisk masseparti”
Klaus Riis:
Den kurs, man fulgte efter kongressen, var at isolere mig og andre kammerater fra partimindretallet. Efter kongressen – hvor jeg holdt op med at arbejde i partihovedkontoret – blev jeg ikke på noget tidspunkt kontaktet af den ny ledelse. Jeg blev ikke valgt til noget som helst udvalg. Man drøftede ikke, hvordan formandsskiftet skulle behandles udadtil. Som afgået formand og stadig levende var det min plan at skrive bøger og påbegynde en professionel forlagsvirksomhed, og jeg fremsatte det fornuftige forslag, at jeg overtog et af partiets forlag, Nexø Forlag, som har levet på lavblus i en årrække, og drev det på professionel basis. Det afviste man – fordi jeg havde skrevet et forord til en erindringsbog af den gamle kommunistiske veteran Anker Holm, som man ikke brød sig om.
Nu ville man ikke udgive denne bog længere.
I stedet for et finde løsninger på de eksisterende modsætninger og sikre at alle partimedlemmer kunne fungere videre til gavn for partiet på det kongresbesluttede grundlag, fortsatte antagoniseringen og isoleringspolitikken. Den ny Centralkomité gav sig helt åbent til at bryde den 7. Kongres’ beslutninger. Med den “begrundelse”, at jeg fortsatte partikampen ved at afholde min 50 års fødselsdag uden at invitere Jørgen Petersen og Co., brød man kongresbeslutningen om ikke at publicere partikampen udadtil, men holde den indenfor partiet selv. I den foprbindelse offentliggjorde Dagbladet Arbejderen et dobbeltinterview med den nuværende formand og næstformand, hvor de påstod, at jeg havde fremlagt en række venstreopportunistiske og sekteriske forslag til kongressen.
Jeg vil godt opfordre dem til at dokumentere den påstand og offentligt fremlægge disse “venstreopportunistiske” forslag. De findes ikke. Men jeg var afskåret fra at besvare den offentlige kritik. En artikel, jeg havde skrevet til Dagbladet Arbejderen, om det mystiske blad Faklen og dets pseudo-antifascisme blev ikke bragt i avisen, selvom man meddelte, at man ikke var uenig i dens politiske indhold. Den bragtes i Information. Arbejderen havde indført politisk censur overfor partimedlemmer – også i forhold til indlæg, der på ingen måde berørte partiets indre situation eller forhold. På en lang række felter begyndte den ny ledelse at indføre en “ny stil” – som efter erklæringerne skulle vare mere “demokratisk” end tidligere – men som reelt betød en undertrykkelse af den nødvendige og legitime diskussion i et kommunistisk parti.
Frede Klitgård:
Dagbladet Arbejderen har altid offentliggjort udtalelser fra Folkebevægelsen mod Nazisme, som jeg er formand for. Det undlod at trykke resolutionerne fra dette års landsmøde.
Jeg er blevet sagsøgt af det føromtalte tidsskift Faklen. I forbindelse med en artikel i Arbejderen af redaktøren fra dette tidsskrift, der angreb vor organisations politik for at kræve nazistisk virksomhed forbudt, begik jeg en beklagelig fejl – jeg kom til at forveksle det nye blad Faklen med et gammelt pro-nazistisk tidsskrift af samme navn. Efter at Jørgen Petersen havde været i kontakt med redaktøren af Faklen blev en bebudet retssag mod mig og en mod Arbejderen forandret til to retssager mod mig, og ingen mod Dagbladet Arbejderen. På trods af min udtrykkelige beklagelse og offentlige dementi af de fejlagtige påstande, der skyldtes forvekslingen mellem de to blade. Jørgen Petersen har indgået en politisk uhellig alliance og truffet en særlig aftale med dette blads redaktør Rune Engelbrecht Larsen – der har begrænset min og FMNs adgang til avisens spalter.
Det er en af de mange absurditeter, jeg før omtalte.
Dorte Grenaa:
– Det vil føre alt for langt omkring at gennemgå alle de eksempler på et kursskifte, som DKP/MLs CK under Jørgen Petersens tre-måneder lange formandskab lagde op til. Eksemplerne er mangfoldige. Det vigtigste eksempel på den ny kurs er simpelthen eksklusionerne selv, spaltningen af partiet. Den positive situation, som vi havde opbygget, er blevet forvandlet til en krise for partiet DKP/ML, for Dagbladet Arbejderen, et tilbageslag for den kommunistiske bevægelse. Vi kan ikke se noget som helst positivt eller fremadrettet i den situation, som Jørgen petersen og Co. har skabt. Den er tværtimod et udtryk for både politisk umodenhed, manglende evne til at tackle reelle problemer, manglende vilje til at behandle interne modsætninger på en korrekt måde.
Men den ny kurs – som ikke blev formuleret på den 7. Kongres – fik en overskrift, da man uden diskussion i partiet forkastede den kongresvedtagne parole at partiet skulle kæmpe for skabelsen af eet stærkt kommunistisk parti og i stedet lancerede en splinterny parole: Nu skal der bygges et “kommunistisk masseparti” og Dagbladet Arbejderen skal blive til en “kommunistisk masseavis”.
Man ændrer ikke et partis hovedparoler udenom en kongres, uden en partidiskussion. Hvorfor fremkom ophavsmændene til parolen om “det kommunistiske masseparti” og “den kommunistiske masseavis” ikke med disse paroler og med en begrundelse for dem i diskussionerne op til den 7. Kongres, der fastlægger partiets politik? Fordi de ville være stødt på enorm modstand. Men lanceringen af disse paroler – der er helt uden videnskabeligt eller reelt indhold, som er rent demagogiske og opportunistiske paroler – udtrykker både den fordækte karakter af den kamp, Jørgen Petersen-gruppen førte, og dens manglende respekt for partikongresser.
Illusioner og perspektiver
KOMMUNISTISK POLITIK:
– Men har en strid om en parole – om man arbejder for “et stærkt kommunistisk parti” eller for “et kommunistisk masseparti” – reel betydning for kommunisterne i dagens Danmark? Og hvad vil I gøre, nu hvor sprængningen af DKP/ML er en realitet?
Klaus Riis:
– Det er klart, at alle disse partiinterne forhold, der nu lukkes ud, kan synes uinterssante og bagudrettede. Det vigtige er heller ikke så meget dette nu afsluttede forløb, selvom både en klar og rigtig fremstilling af det, og en analyse af, hvorfor det gik så galt, også har sin betydning. Det væsentligste spørgsmål er selvfølgelig, hvad kommunisterne arbejder for. Og netop i den sammenhæng er det ikke ligegyldigt, hvorvidt man stiller kampen for et stærkt og samlet kommunistisk parti på marxismen-leninismens grund op som en aktuel hovedopgave, eller om man begynder at dagdrømme om et “kommunistisk masseparti” og en “masseavis”. Begge dele er illusoriske som aktuel bestræbelse, og kan kun føre den kommunistiske bevægelse på vildspor.
For at kommunismen blot skal blive en rimelig indflydelsesrig faktor i dansk politik igen – for slet ikke at tale om få en afgørende indflydelse på den politiske udvikling, for alvor blive en kraft i massekampen – er et stærkt parti nødvendigt. Den første opgave er stadig at samle de splittede kommunistiske kræfter på basis af den marxistisk-leninistiske ideologi, på basis af et klart princip- og handlingsprogram for klassekampen, på grundlag af en klar strategi og linje.
Sprængningen af DKP/ML betyder er tilbageskridt i disse bestræbelser, men de er hverken fuldstændig tabt på gulvet eller en spildt indsats. De understreger måske snarere, hvor vanskelig denne proces egentlig er.
De ekskluderede og udtrådte fra DKP/ML har ikke i sinde at opgive disse bestræbelser. Vi har forleøbig afholdt en konference, der har fastslået at kampen for eet stærkt kommunistisk parti står øverst på dagsordenen, og at det også er nødvendigt at finde de organisatoriske former herfor.
Der hvor vi mener at kunne spille en positiv rolle, er blandt andet ved at opprioriterede nogle forsømte områder. F.eks. ved at sikre et teoretisk tidsskrift af kvalitet, og ved at sikre en omfattende udgivelsesvirksomhed. Derfor har vi dannet Foreningen Forlaget Oktober som en ramme for en sådan virksomhed.
Dorte Grenaa:
– DKP/MLs ledelse er begyndt at lancere hovedløse paroler. Ideen om det kommunistiske masseparti som en aktuel parole er der ikke hoved, men kun hale i. Det er halehængspolitik, når det kommer til stykket. Man skulle tro, at den var opfundet af Fælles Kurs, ikke af et seriøst parti. Nu får vi se, hvor alvorligt den egentlig skal tages. Lang tids erfaring med den klike, der nu har magten i DKP/ML har vist, at den er pragmatisk, at den opfinder begreber og teorier til lejligheden, og dropper dem igen, når de ikke viser sig at være så opportune, som man troede.
Den har imidlertid miskrediteret sig selv – og nu begynder dens nedtur. Desværre har den gjort stor skade, og kan nå at gøre mere endnu.
Frede Klitgård:
– Man må spørge, hvem der har interesse i sprængningen af DKP/ML, i disse eksklusioner, i et tilbageslag i kampen for det stærke kommunistparti?
Svaret er simpelt: Det er klassefjenden. Det er borgerskabet.
Det er bittert, at et sådant anslag endnu engang er lykkedes, og at en gunstig situation for kommunisterne i Danmark – godt nok med et lavt udgangspunkt – igen er blevet sat tilbage.
DKP/MLs Centralkomite bærer et stort ansvar. Og de ansvarlige vil altid blive draget til regnskab, før eller senere.
Men jeg er overbevist om, at sådanne tilbageslag er midlertidige. Det stærke kommunistparti skal nok blive en realitet. For arbejderklassen har brug for det.