Vedtaget på CIPOMLs verdenskonference i Mexico november 2023
Den russiske revolutions triumf i 1917 åbnede en ny epoke i menneskehedens historiske udvikling: imperialismens og arbejderklassens revolutioners epoke. To grundlæggende elementer er indeholdt i denne karakteristik, det ene er kapitalismens udvikling til et monopolistisk niveau, der sætter den i en tilstand af imperialistisk kapitalisme, og det andet er begyndelsen på epoken med ødelæggelsen af det kapitalistisk-imperialistiske system, med triumfen for arbejderklassens revolutionære kamp for socialisme.
Lenin specificerede med absolut sikkerhed de elementer, der var til stede i kapitalismen i slutningen af det 19. århundrede, hvilket gjorde det muligt at konkludere, at den havde nået sit højeste udviklingstrin og på samme tid sin sidste fase. “Imperialismen opstod som en udvikling og direkte fortsættelse af kapitalismens grundlæggende egenskaber i almindelighed. Men kapitalismen ændrede sig først til kapitalistisk imperialisme, da den nåede et bestemt, meget højt udviklingstrin, da nogle af kapitalismens grundlæggende karakteristika begyndte at blive dens modsætning, da karakteristikaene fra kapitalismens overgangsepoke til en højere økonomisk og social struktur tog form og manifesterede sig over hele linjen. Det grundlæggende i denne proces, set fra et økonomisk synspunkt, er erstatningen af den frie kapitalistiske konkurrence med kapitalistiske monopoler. [Monopol er overgangen fra kapitalisme til et højere stadie). Hvis det var nødvendigt at give den kortest mulige definition af imperialisme, ville det være nødvendigt at sige, at imperialisme er kapitalismens monopolistiske fase…“, siger Lenin i: ”Imperialisme: kapitalismens højeste stadie”.
Han påpeger også, at der er fem grundlæggende træk, som gør det muligt at definere imperialismen, men advarer om, at dette tager hensyn til “rent økonomiske grundbegreber“; og at det er nødvendigt at tage hensyn til “den historiske placering af denne fase af kapitalismen i forhold til kapitalismen generelt”, i den forstand at imperialismen i sig selv repræsenterer “en særlig fase af kapitalismens udvikling”. Han specificerer, at eksporten af kapital forstærker skilsmissen mellem rentier-sektoren og produktionen, hvilket “sætter et parasitisk præg på hele landet, som lever af udnyttelsen af arbejdet i nogle få lande og oversøiske kolonier“. Således “er verden blevet opdelt i en håndfuld ågerstater og et gigantisk flertal af skyldnerstater. [Rentierstaten er den parasitære og nedbrydende kapitalismes stat“.
I det politiske aspekt er “imperialisme generelt en tendens til vold og reaktion“. Finanskapitalen og monopolerne “fremprovokerer overalt en tendens til dominans og ikke til frihed“.
“Det karakteristiske ved den periode, vi betragter,” siger Lenin, “er den endelige opdeling af kloden, endelig ikke i den forstand, at det er umuligt at opdele den igen – tværtimod er nye delinger mulige og uundgåelige – men i den forstand, at de kapitalistiske landes kolonipolitik allerede har afsluttet erobringen af alle de ubesatte lande på vores klode. For første gang er verden allerede delt op, så fra nu af kan der kun være nye opdelinger, det vil sige overdragelse af territorier fra en ny ‘ejer’ til en anden…” Til denne opdeling, med Stalins ord, “… har imperialisterne brug for krig, fordi det er det eneste middel til at opdele verden, til at opdele markederne, kilderne til råmaterialer og sfærerne for kapitalens udnyttelse.“
II
Den teknologisk-videnskabelige udvikling, som menneskeheden har oplevet, og som er blevet indført i produktionsprocesserne, har betydet, at arbejderklassen er blevet underkastet former og niveauer for større udnyttelse af deres arbejdskraft. I det kapitalistiske system er disse udviklinger ikke instrumenter til at opnå velfærd for arbejderne og folket, men til at forstærke udvindingen af merværdi.
Produktivkræfternes fremskridt har ikke ændret det herskende systems udbyttende og undertrykkende karakter; tværtimod skærper de dets interne modsætninger, som afslører gyldigheden af den marxistisk-leninistiske analyse af kapitalismen og uundgåeligheden af dens sammenbrud. Disse fremskridt fører heller ikke til arbejderklassens forsvinden, som nogle borgerlige analytikere, der er interesserede i at annullere dens revolutionære rolle, påpeger. Selve udviklingen af produktivkræfterne har i de senere år ført til en numerisk vækst af arbejderklassen på verdensplan.
Processen med koncentration og centralisering af kapital fortsætter ubønhørligt i de respektive lande og på globalt niveau. Den udvikler sig fra udnyttelsen af millioner af mænds og kvinders arbejdskraft, fra udvindingen af merværdi, som disse genererer, hvilket er gjort muligt af eksistensen af privat ejendom over produktionsmidlerne. De magtfulde monopolgrupper udnytter arbejderklassen i deres respektive lande og millioner af arbejdere over hele verden i en usædvanlig form for koncentration af produktion og akkumulation.
Under disse omstændigheder skærpes modsætningen mellem kapital og arbejde, mellem arbejderklassen og borgerskabet, en afgørende modsætning i det kapitalistisk-imperialistiske system. Uanset hvad dele af borgerskabet, socialdemokratiet og revisionismen hævder, viser begivenhederne i verden i dag, at arbejderklassen ikke har mistet sin rolle som en revolutionær kraft, som den ideologiske og politiske fortrop i kampen for revolution og socialisme. Arbejderklassens position i de udviklede lande har undergået vigtige forandringer, den er nu, hovedsageligt i sin sammensætning, arbejderne i industrien er i mindretal og servicesektoren den vigtigste sektor, og det har en indvirkning på social og politisk adfærd, det giver vanskeligheder for partiernes arbejde.
III
Kapitalens dominans er global, der er ikke et eneste land i verden, der er fri for indblanding og udnyttelse af finanskapital fra et eller andet land eller imperialistisk magt. Disse staters politiske interventionisme er også generelle omstændigheder, især i de største kapitalistiske økonomier, der udvider og uddyber den eksisterende modsigelse mellem de undertrykte folk og nationer og imperialismen.
Cirkulationen af imperialistisk finanskapital, hvad enten det er i form af lån eller direkte udenlandske investeringer, forstærker den økonomiske og politiske afhængighed af de lande, der modtager kapitalen, og åbner dørene for plyndring af råmaterialer og udnyttelse af arbejdskraften. Den høje rentabilitet og tilbagevenden til deres oprindelseskilder sikres af regeringer, der ledes af det pro-imperialistiske borgerskab, som er blevet fedet op af de krummer, som disse kapitaler efterlader.
De magtfulde monopolgrupper – med deres stater – påtvinger de afhængige lande økonomiske programmer og politikker for “udvikling” og tilpasser deres økonomier til den store internationale kapitals behov for akkumulation. De sparsomme manifestationer af modstand fra regeringer besvares med pres, trusler og, hvis de opretholdes, sanktioner, statskup og blokader. De afhængige landes suverænitet er, på trods af at det er en umistelig rettighed, blevet en formelt nedskrevet erklæring i forfatningerne, da den konstant bliver trådt under fode. For at udøve deres dominans appellerer de imperialistiske lande til etableringen af undertrykkende reaktionære regimer, fremmer “forfatningskup“, krænker menneskerettighederne, begrænser de offentlige frihedsrettigheder og respekterer, når betingelserne er til stede, kanonerne for det borgerlige demokrati. Der er regimer, som på trods af suveræne og patriotiske holdninger kaster sig ned for den ene eller den anden imperialistiske magt, mens de promoverer tesen om den globaliserede verden og behovet for ikke at isolere sig. Resultatet af disse politikker på det sociale område viser sig i forringelsen af arbejdernes og folkets levevilkår, i væksten i fattigdom og ekstrem fattigdom, arbejdsløshed og underbeskæftigelse, i de successive bølger af migranter fra de afhængige lande til de store kapitalistiske økonomier; som reaktion herpå vokser utilfredsheden, folkets vrede og ønsket om at kæmpe mod dem, der er ansvarlige for den måde, tingene går på. Modsætningen mellem de udbyttede og udbytterne, mellem arbejderne og folket og de herskende klasser skærpes.
Den høje udvikling af informatik og digital teknologi fremkalder en større og usædvanlig koncentration af rigdom i de store monopoler, især i de såkaldte “teknologiske giganter“, som har perfektioneret mekanismer, som produktionsprocesser, som bankvæsen, handel, beskæftigelse, information, udøvelse af politik osv. afhænger af. De fem store teknologivirksomheder (Google, Apple, Meta, Amazon og Microsoft) har deres hovedkvarter i USA, men deres fangarme er spredt over hele planeten, og deres teknologi forstærker imperialismens mekanismer for indblanding og ideologisk-politisk kontrol i en sådan grad, at nogle forskere har opfundet udtrykket “overvågningskapitalismens æra” for at påpege omfanget og konnotationerne af brugen af denne teknologi. Tele- og hjemmearbejde: Borgerskabet sælger det som positivt for familien, men i virkeligheden isolerer det arbejderne, fremmedgør dem fra fagforeningerne og belaster dem med individuelle byrder.
IV
Når vi analyserer det kapitalistisk-imperialistiske systems nuværende karakteristika, kan vi se, at det bevarer de væsentlige træk, som Lenin afslørede.
Vi lever i en multipolær verden, hvor flere lande og imperialistiske magter konkurrerer om at opretholde eller udvide deres tilstedeværelse eller indflydelse i forskellige regioner af verden, om at kontrollere dele af verdensmarkedet og om at have plads til at realisere deres kapital. Dette giver anledning til de inter-imperialistiske modsætninger, som udgør et af de elementer, der kendetegner imperialismens epoke. Disse modsætninger udtrykker kampene for at opnå verdensherredømme, som nogle gange bliver voldelige og før eller siden fører til krig.
Det er vigtigt at se på og forstå, hvordan disse modsætninger kommer til udtryk. USA-imperialismen er fortsat verdens førende magt, selv om flere indikatorer viser, at den oplever en vis tilbagegang. På trods af dette fastholder den sin økonomiske, politiske og militære forrang, og den har ikke mistet evnen til at formulere og lede alliancer med imperialistiske lande, hovedsageligt fra Vesten (som det sker i dag i lyset af krigen i Ukraine), for at konfrontere dem, den betragter som sine største konkurrenter og fjender, det vil sige Kina og Rusland.
USA er fortsat den største økonomi på planeten, og det anslås, at dets BNP i 2023 vil repræsentere 15.45 % af verdens BNP, efterfulgt af Kina, Japan, Tyskland og Indien, og afstanden mellem de to første lande og de lande, der ligger under, er stor; USA har det største antal af de største monopoler på planeten, på listen over de ti største er ni amerikanske, og af de 100 største er 61 fra dette land; USA har den største militære styrke på planeten, og dets militærudgifter er også de højeste, med anslået 173.000 soldater udstationeret over hele verden på 254 baser og militære faciliteter. Gennem internationale organisationer har den formået at gennemtvinge reglerne for sin politik og skabe en international orden i overensstemmelse med sine særlige interesser.
*(i milliarder af dollars)
Med undtagelse af Kina er der ingen anden magt, der i dag bestrider USA’s verdensherredømme, som det var tilfældet i det forrige århundrede, da Tyskland og USA bestred den plads, som den britiske imperialismes tilbagegang efterlod. Jagten på overherredømme er det højeste udtryk for de inter-imperialistiske modsætninger, og det faktum, at andre imperialismer ikke bestrider denne plads, betyder ikke, at de står udenfor konfrontationen mellem dem.
Kinas udviklingsproces som magt er accelereret, det har det opnået i de sidste 40 år og overgår gamle imperialistiske lande som England, Tyskland, Frankrig, Italien og Japan. Kinesisk kapital ekspanderer til alle kontinenter som lån eller direkte investeringer. Den asiatiske gigant er blevet den største långiver til lav- og mellemindkomst lande, og den er også en af de største kreditorer. Vægten af kinesisk kapital i den amerikanske økonomi er enorm. Kina er den største eksportør på kloden, og USA er den største importør i verden. Indtil videre har Kina ikke gennemført nogen militær besættelse af et andet land, men dets krigsindustri og indkøb af militært udstyr er blandt dets hovedaktiviteter, og et af de centrale mål, der blev opstillet på Kinas Kommunistiske Partis, KKP, næstsidste kongres, er behovet for at have en “hær i verdensklasse“, og i dets internationale relationer støtter det reaktionære regeringer som Israel.
Rusland opretholder en politisk hovedrolle i verden, som er blevet forstærket af invasionen af Ukraine og forværringen af modsætningerne med EU-blokken og NATO. Men tilstedeværelsen af russisk kapital i verden er lille, og industrielle og finansielle monopolgrupper i den russiske økonomi med udenlandsk indflydelse er også lille. Imperialismer som den engelske, tyske, japanske, franske og italienske har mistet terræn i forhold til den situation, de plejede at indtage.
Den inter-imperialistiske konfrontation fører til dannelsen af regionale pagter og blokke for at konfrontere fælles fjender, hvor de indlemmer afhængige nationer med samtykke fra de indfødte herskende klasser, der bliver brikker i den inter-imperialistiske strid. I nogle tilfælde er der tale om formelt etablerede aftaler, i andre tilfælde er de resultatet af et sammenfald af interesser og projekter på mellemlang sigt. Den Europæiske Union, AUKUS, NATO, Shanghai-traktaten og Kina-Rusland-pagten er eksempler på dette. Men oprettelsen af disse blokke eller aftaler – er ikke for evigt – og eliminerer ikke de eksisterende modsætninger blandt medlemmerne selv.
V
I de enkelte imperialistiske landes indflydelseszoner bliver de fjender og hovedmål for arbejderklassen og folkene i deres kamp for at bryde lænkerne af ekstern afhængighed, og et væsentligt element i kampen for at opnå social og national frigørelse (som det f.eks. er tilfældet i Afrika, hvor den franske imperialisme har en betydelig tilstedeværelse). Men på grund af sin økonomiske, politiske og militære magt er den amerikanske imperialisme hovedfjenden for arbejderne og folkene i hele verden.
Det imperialistiske kapitalistiske system har formået at gennemtvinge “legitimiteten” af sit herredømme og at vise sig som et udtryk for en indbyrdes afhængig verden. Flertallet af de arbejdende folk i alle lande er ofre for ideologisk manipulation fra monopolerne og de herskende klasser i hvert land. Vi bekræfter de grundlæggende modsætninger – den, der stiller arbejde over for kapital, afhængige lande over for imperialistiske lande, monopoler og imperialistiske lande over for hinanden.
I opposition til denne situation, i alle lande og på forskellige niveauer, identificerer dele af arbejderklassen og folkene den onde rolle, som imperialismen spiller i forhold til deres respektive lande. De fordømmer økonomisk og politisk interventionisme, undertrykkelse, krigsførelse, aggressionskrige mod folkene; de er klar til at bekæmpe disse handlinger. Men der er ensidige synspunkter, som fordømmer den magt, der handler direkte eller på en mere åbenlys måde over for dem, og samtidig opstiller forventninger til den hjælp eller støtte, som en anden imperialistisk stat kunne give for at opnå fremskridt eller frigørelse. Disse vurderinger svarer i nogle tilfælde til arbejderklassens og folkets politiske begrænsninger i forhold til at forstå det kapitalistisk-imperialistiske system i sin helhed, i andre tilfælde er de resultatet af indflydelsen fra politiske kræfter, der er i den ene eller den anden imperialismes, socialdemokratiets, opportunismens og revisionismens tjeneste.
DER FINDES IKKE GODE OG DÅRLIGE IMPERIALISMER, der findes ikke gode og dårlige imperialistiske lande. De repræsenterer alle den imperialistiske finanskapitals interesser; de eksisterer på grundlag af udbytning af arbejderklassens arbejde, undertrykkelse af folkene og udplyndring af landenes rigdomme; imperialismen skaber i sin natur udbytning og vold. De er fjender af socialismen og kommunismen, af de revolutionære kræfter og især af marxist-leninisterne.
Arbejderklassens og folkenes kamp for social og national frigørelse skal styres af en politik for klasseuafhængighed, hvilket er en betingelse for den fulde realisering af de strategiske mål for arbejderklassens revolution. Det indebærer, at forsvaret af arbejderklassens og folkenes interesser sættes i centrum og rettes mod storborgerskabet og det imperialistiske herredømme. Klasseuafhængighed benægtes ikke, tværtimod forudsætter det muligheden og nødvendigheden af at drage fordel af modsætninger indenfor borgerskabet i et konkret øjeblik og en specifik social situation. På samme måde forudsætter en politik for arbejderklassens uafhængighed for at kunne drage fordel af modsætningerne indenfor borgerskabet og for at styrke blokken af de revolutionære kræfter. Det kommunistiske parti må på passende vis udnytte de inter-imperialistiske modsætninger med en retfærdig og korrekt politik i overensstemmelse med de konkrete forhold, og huske på kammerat Enver Hoxhas lære om, at “man ikke kan være afhængig af et imperialistisk land for at bekæmpe et andet“.
VI
Arbejderklassens sociale revolution er i sin essens en anti-kapitalistisk og anti-imperialistisk bevægelse, de to elementer er uløseligt forbundet. Folkenes kamp mod imperialismens herredømme og undertrykkelse er en af de grundlæggende akser i vores partiers revolutionære politik, fordi den rammer kernen i den internationale kapitals system af herredømme og udbytning, fordi den angriber det maskineri, der sætter den nuværende kapitalisme i bevægelse. I de afhængige lande sammenfletter programmet for arbejderklassens sociale revolution opfyldelsen af antiimperialistiske, antikapitalistiske og demokratiske opgaver. I lande med stor kapitalistisk udvikling vil arbejderklassens socialistiske program likvidere de store transnationale monopoler, det herredømme, de udøver, statsmagten og borgerklassens dominans.
Arbejderklassens parti arbejder for opbygningen af en stor front for folkenes antiimperialistiske kamp, og forstår dette – først og fremmest – som et element af i den politiske kamp, i betragtning af de store vanskeligheder med at opbygge en organisatorisk struktur på internationalt plan. De sociale sektorer, der er ofre for imperialismens undertrykkelse, er villige blive del af arbejderklassens aktioner og blive dens objektive allierede i dens kamp; det samme gælder andre revolutionære, venstreorienterede, progressive og demokratiske kræfter. I hvert land må vi arbejde på at opbygge den antiimperialistiske fronts ideologiske, politiske og organisatoriske sfære for at vinde lederskab og hegemoni.
Den antiimperialistiske front er en bred front, hvor enhedspolitikken i arbejderklassens parti kommer til udtryk. Vi foreslår at inddrage flertallet af arbejderklassen, de fattige og mellemste bønder, de unge og kvinderne i de folkelige sektorer, uddannelsesarbejderne, den progressive og demokratiske intelligentsia og sektorer af byernes småborgerskab, der afviser imperialismens politik. Denne politik skal tage hensyn til de konkrete forhold i hvert land, især til klassernes og sektorernes interesser og differentierede adfærd, alt efter om de er udviklede kapitalistiske lande eller afhængige lande.
Dets handlinger udtrykkes i fordømmelse og bekæmpelse af alle politikker, der fremmes af imperialismen, som påvirker landenes suverænitet, folkenes ret til selvbestemmelse, som krænker menneskerettighederne, som fremmer krigsførelse, militære aggressioner og krige, som påvirker frihed og demokrati, som ødelægger naturen og miljøet, som fremmer racistiske, xenofobiske, homofobiske, overmenneske opfattelser. Den rejser kampen mod politiske og militære blokke og etableringen af militærbaser, mod udplyndringen af naturressourcer, i opposition til kulturel indtrængen, kosmopolitisme og fremme af den nordamerikanske livsstil, blandt andre aspekter.
Modstand mod statslige politikker, der gavner de magtfulde internationale monopolgruppers interesser, har en antiimperialistisk karakter på grund af de mål, den rammer; folkenes internationalistiske solidaritet har også en sådan betydning.
At fremme denne politik kræver, at man finder organisatoriske former og instrumenter af lokal, regional eller global karakter, der kan fungere som rum for koordinering af politiske forslag og kamphandlinger, og som er struktureret omkring programmer, der i nogle tilfælde konfronterer imperialismen multilateralt, eller som handler om særlige aspekter.
I den antiimperialistiske bevægelse er der forskellige strømninger og politiske kræfter, hvoraf nogle er modtagelige for at arbejde sammen med den og blive en del af den antiimperialistiske front. Men ikke alle er konsekvente og fuldt ud antiimperialistiske, fordi deres syn på verdenssituationen får dem til kun at se på USA-imperialismen som folkenes fjende og undervurdere de andre imperialismer. Der er også sektorer inden for socialdemokratiet og revisionismen, som er anti-amerikanske, men ikke antiimperialistiske.
Man skal huske på, at der fra forskellige dele af socialdemokratiet og opportunismen fremsættes teser om, at Kina og Rusland er stormagter og ikke imperialistiske lande, at de udgør en modvægt til USA og bidrager til at begrænse de amerikanske og europæiske imperialisters ekspansionistiske og hegemoniske appetit, og at de derfor bør betragtes som arbejdernes og folkenes venner. Det er ideer, der cirkulerer vidt og bredt og bidrager til at forvirre arbejderne, folkene og de dele af klasserne og mellemlagene, der er interesserede i at kæmpe mod imperialistisk dominans og undertrykkelse.
For arbejderklassens parti er det grundlæggende at udvikle et arbejde med at afklare disse fænomener for at udvikle en ægte antiimperialistisk bevidsthed blandt masserne. Det er et tålmodigt og systematisk arbejde, der er rettet mod det kapitalistisk-imperialistiske system generelt og tager højde for de handlinger og politikker, som de imperialistiske lande fører mod arbejderne og folkene, for at afsløre dem og vise, at de også er folkets fjender.
Imperialismens neokoloniale politik blev indført og opretholdes med brug af magt og vold, men den opretholdes også med ideologisk samhørighed. I den ideologiske kamp har det internationale storborgerskab og de magtfulde monopolgrupper fordelen, fordi de har sået en beundring i befolkningerne for den “fantastiske” udvikling, som de store kapitalistiske økonomier, især i Vesten, har opnået, og som angiveligt har løst og lettet befolkningens liv. Dette uhyre af en udvikling får fattige dele af befolkningerne til at falde for ideen om den “amerikanske drøm“, om den lovende fremtid i de mest udviklede kapitalistiske centre.
Ungdommens ideologiske påvirkning på grund af de forestillinger og sociale praksisser, som imperialismen fremmer, er stor. Individualisme, hedonisme, beundring for vold, tilbedelse af idoler, der fremmer disse synspunkter, sætter sit præg på den. At distancere ungdommen fra disse synspunkter og kanalisere dem mod demokratiske, progressive og revolutionære ideer er fundamentalt. Generelt er den ideologiske konfrontation af de forestillinger, som imperialismen fremmer blandt arbejderne og folkene, uundværlig for at styrke kampen mod imperialistisk dominans.
Verden af i dag – i et stort antal lande – er vidne til en genopblussen af ultra-reaktionære kræfter, og nogle af dem er åbenlyst pro-fascistiske og fascistiske. Arbejderklassens parti må tage hensyn til disse omstændigheder, som gør det nødvendigt at rejse bannerne for demokrati og offentlige frihedsrettigheder, der er truet. Det må forpligte sig til at foreslå dannelsen af demokratiske og antifascistiske programmer og fronter og til at arbejde seriøst for deres opbygning. Kampen mod fascismen bliver den vigtigste opgave, når fascistiske og pro-fascistiske politikker vokser. Vi må tage højde for det faktum, at fascismen kan have stærk folkelig opbakning, fordi socialreformistiske regeringer har fejlet og frustreret folkelige ønsker, og at det med vores partiers begrænsninger, gør det nemmere for fascistisk propaganda at blive spredt. Generelt set må vi kommunister ikke undervurdere truslen fra fascismen.
I alle lande er det en grundlæggende opgave for kommunisterne at opbygge den antiimperialistiske front, som er et uundværligt instrument i arbejderklassens og folkenes frigørelseskamp. Overalt konfronteres kampen for revolution og socialisme med det imperialistiske kapitalistiske system. Det er ikke muligt at erobre arbejderklassens frigørelse og dermed menneskehedens frigørelse uden at bekæmpe og besejre imperialismen og afhængighedens lænker. Den sociale revolution og den nationale frigørelse udgør i de afhængige lande en enkelt stor opgave; ødelæggelsen af de imperialistiske monopoler er en obligatorisk opgave for revolutionen og socialismen.
Den antiimperialistiske front vil muliggøre kampen mod kapitalismen i hvert land, den vil føre til erobring af revolutionen og socialismen, hvis den ledes af arbejderklassen og dens parti. Hvis denne betingelse ikke er opfyldt, kan arbejderklassens, de andre arbejdendes klassers og folkenes kamp måske sejre, men det endelige mål for disse kampe vil ikke være afskaffelsen af lønslaveriet, det vil ikke være revolutionen og socialismen. Det kan være, som det er sket, afskaffelsen af et imperialistisk lands herredømme og overførslen af afhængighed til et andet imperialistisk land.
De marxistisk-leninistiske partier og organisationer foreslår i vores lande, under hensyntagen til de specifikke forhold, at arbejde for dannelsen af organisatoriske organer, der inkluderer arbejderklassen, de andre undertrykte og udbyttede klasser – der hovedsageligt består af proletariserede lag i byerne og på landet, de fattige bønder, de undertrykte nationaliteter, kvinder og unge. Organiseringer, hvor det imperialistiske kapitalistiske systems natur debatteres, politikker og aktiviteter koordineres for at fremme den demokratiske og sociale befrielseskamp og for at konfrontere imperialismen. Disse initiativer koordineres fra CIPOML og fremmes multilateralt.
Hvert parti og hver organisation har vigtige erfaringer med at skabe antiimperialistisk enhed i deres lande, og disse erfaringer bør studeres for at gøre fremskridt på internationalt plan.
Seminaret “Revolutionens problemer i Latinamerika” er en erfaring, der har muliggjort udveksling af meninger og synspunkter fra forskellige politiske organisationer, fordømmelse af imperialistisk aggressions- og udplyndringspolitik, deltagernes læring af andres erfaringer og et vist niveau af koordinering af internationalistiske aktioner, af solidaritet og hjælp blandt revolutionære, arbejdere og folk.
Initiativer, der bør styrkes, er mødet for fagforeningsfolk i Latinamerika og Caribien samt møderne for arbejderklasse kvinder, der udvikler sig i Latinamerika. Vi skal tage ved lære af disse erfaringer for at fremme nye opgaver og udfordringer og udvikle dem i andre regioner.
Opgøret og kampen mod imperialismen kræver, at vi holder os nogle generelle bannere for øje, som skal konkretiseres på en specifik måde i hvert land og hver region:
- Forsvar af national suverænitet
- Modstand mod udplyndring af naturressourcer
- At fordømme og bekæmpe landes gæld til udlandet.
- Bekæmp monopolernes og de imperialistiske landes rovdyrspolitik mod naturen.
- Fordømmelse af imperialistisk kulturel indblanding.
- Fordømmelse af aggressionskrige
- Modstand mod imperialistisk krig
- Opsigelse af de imperialistiske militærblokke, NATO, Shanghai-pagten, AUKUS, den interamerikanske traktat om gensidig bistand, Den Europæiske Union.
- Udvikling af den mest aktive solidaritet med de arbejdere og folk, der kæmper for deres sociale frigørelse og mod imperialistisk dominans på de forskellige breddegrader.
Vedtaget på CIPOMLs verdenskonference i Mexico
November 2023
CIPOML er Den Internationale konference for marxist-leninistiske partier og organisationer, som Arbejderpartiet Kommunisterne, APK er medlem af.
CIPOML – International Conference of Marxist–Leninist Parties and Organisations
