Af KOMMUNISTISK POLITIK
DKP/MLhar udsendt et skrift med titlen “20 års kamp for socialismen”. Det foregiver at være en status over 20 års virksomhed, en ‘selvkritisk’ analyse til brug for kampen fremover. Der er tale om én stor, pseudovidenskablig og revisionistisk konstruktion, uden den fjerneste værdi, selv som historieskrivning.
“20 års kamp for socialismen”, som skriftet hedder, er den nuværende revisionistiske ledelsesgruppes version af partihistorien. Den er forfattet med henblik på at legitimere dens opgør med partiets revolutionære kamp på marxismen-leninismens grund i dets første 18 år, dens sprængning af partiet i 1997 og udrensning af marxist-leninisterne. Den udbygger partiets nuværende revisionistiske platform og tænkning – i skærende modstrid med både det endnu gældende partiprogram og dets faktiske historiske standpunkter.
Det hele er beregnet på at narre folk, der ikke har kendskab til partihistorien indefra, eller blot kender den overfladisk, og på at dupere dem, der kun kender lidt til både den historiske og den nuværende kamp mellem marxismen-leninismen og den moderne revisionisme siden 2. verdenskrig.
Det er kort sagt revisionistisk historieskrivning – for begyndere.
Skriftet er bygget op som en ’kritisk’ gennemgang af partiets historie frem til en række obligatoriske ’fremadrettede konklusioner’. Det gør flittig brug af citater fra officielle partidokumenter, hvad der er med til at give hele konstruktionen – for en konstruktion er det fra A til Z – en tilsyneladende ’seriøs’, næsten ’videnskabelig’ karakter.
En meget stor del af disse citater er imidlertid revet ud af deres sammenhæng – både tekstmæssig, historisk og politisk – og de er alle tolket i et revisionistisk lys, ud fra dén politiske platform af moderne revisionistisk type, som DKP/ML har udviklet fra den 7. kongres i 1997. Samtidig undlader skriftet at behandle helt grundlæggende sider af partiets virksomhed.
Det ville fuldstændig sprænge rammerne for en artikel at behandle dette skrift og alle dets forvrængninger i detaljer. Værdien deraf ville også være begrænset. For det drejer sig ikke om faghistorie eller detaljer, men om grundlæggende – og grundlæggende forskellige – politiske linjer i vurderingen af partiets rolle og virksomhed, dets karakter af i går, i dag og i morgen.
Forfatterne er drevne revisionister, vant til at dække deres opportunisme bag henvisninger til marxismen-leninismen. Venlige sjæle kunne fristes til at lade dette komme det nuværende DKP/ML til gode. Det er der ingen grund til. Det er tale om et anti-leninistisk skandskrift.
I realiteten er DKP/MLs ‘partihhistorie’ en langstrakt polemik, snart skjult, snart åben, mod det revolutionære DKP/MLs (1978-97) politik og identitet og mod den partibyggende kommunistiske organisation OKTOBER.
En ros skal forfatterne have: de besidder en livlig fantasi og en sjælden evne til at gøre krumspring for at undgå at blive grebet selvmodsigelser og løgne.
Hvorfor det revolutionære DKP/ML overlevede
Den nuværende DKP/ML-ledelse er renegater og har forladt marxismen-leninismens positioner, som de opfatter som ’venstreopportunistiske’ og ‘dogmatiske’ efter gammel revisionistisk tradition. Derfor har de måttet tænke dybt og længe over, hvad forklaringen er på, at de gamle revisionistiske partier i Danmark (som DKP, Fælles Kurs m.v.) spillede fallit og brød sammen i 89-91, mens det ifølge deres egen fremstilling børnesygdomsplagde og forfærdelig ‘venstreradikale’ DKP/ML ikke bare overlevede den store krise for kommunismen i 89-91, men blev styrket og var i stand til at øve en væsentlig indflydelse:
Det er et spørgsmål, der ikke voldte det revolutionære DKP/ML nogen vanskeligheder. Det er sagt mange gange offentligt i dets dokumenter: Det var fordi partiet holdt fast i marxismen-leninismen, fordi det omfattende og konsekvent bekæmpede den moderne revisionisme og al opportunisme, fordi det udarbejdede en marxistisk-leninistisk politik i overenstemmelse med de konkrete betingelser samtidig med at det søgte at rodfæste sig stadig mere solidt i arbejderklassen og i det store flertals kamp mod kapitalen, fordi det fungerede som den revolutionære handlings parti.
Partikronikørerne har en anden forklaring:
’Svaret … må fremfor alt søges i partiets kommunistiske grundlag og medlemmernes kvaliteter. Det drejer sig om unge og engagerede ildsjæle, som fra den allerførste dag kastede sig ind i kampen med al deres energi. I DKP/ML har der aldrig været langt fra ord til handling …’ osv.
Andre partier savnede imidlertid hverken ungdom eller ildsjæle. Nogle af dem besad tilmed større ’erfaring’ end det unge DKP/ML. Alligevel brød de sammen og ildsjælene brændte ud. Forskellen var, at DKP/ML var et marxistisk-leninistisk parti, de andre revisionistiske. Kronikørerne søger med denne gang lyrik også at opstille en anden myte:
DKP/MLs ubestridelige fremgange skyldtes ikke den linje, partikongresserne lagde og Centralkomiteen under formanden Klaus Riis’ ledelse gennem 18 år stod i spidsen for at udvikle og føre ud i livet. De kommer nærmest på trods af partiledelsen! En sådan leflen for ’almindelige partimedlemmer’ på bekostning af fakta er typisk. DKP/MLs fremgange var naturligvis knyttet til partiledelsen og dens kurs. Partiledelsen vælges i et kommunistisk parti blandt de bedste, mest erfarne, mest offervillige af medlemmerne. Den er ikke isoleret fra medlemmerne, sidder ikke på deres ryg, betragter dem ikke som ’aktivister’ for ledelsen. Det er sikkert anderledes i det nuværende DKP/ML, hvis skæbne også er tæt forbundet med dets højrevendte Centralkomité. Den har sat partiet på en kurs, der dømmer det til at lide samme skæbne, som overgik både KAP og DKP. Da DKP/ML blev stiftet i 78 så begge disse partier ud til at være stærke og overlevelsesegnede. De faldt i små storme (i Danmark var rystelserne i Kina, Sovjetunionen og Østeuropa blot mindre luftninger), fordi de i bund og grund var revisionistiske og anti-leninistiske.
DKP/ML i international kommunistisk sammenhæng
Den moderne revisionisme opstod i perioden under og efter 2. verdenskrig som en anti-marxistisk og anti-leninistisk strømning i den internationale kommunistiske bevægelse. Den søgte at erstatte denne bevægelses marxistisk-leninistiske gurndlag og generallinje med en kontrarevolutionær linje for genoprrettelse af kapitalismen i de socialistiske lande, for opgivelse og vildning af kampen for revolutionen- demokratisk, antimperialistisk og antikapitalistisk – for folkemagt, proletariatets diktatur og socialisme i de kapitalistiske og afhængige lande. Den forvandlede de kommunistiske partier, som antog den moderne revisionismes partier, fra at være partier for revolution til at være partier for klassesamarbejde og klasseforsing, til redskaber for imperialismen og kapitalismen.
Efter Stalins død blev den moderne revisionisme den herskende linje i Sovjetunionen og de fleste tidligere socialistiske lande og kommunistsiske partier. Konsekvensen heraf var imperialismens ‘ny verdensorden’ af i dag, socialismens nederlag, som kun kan omstødes af en ny bølge af antiimperialistiske og socialistiske revolutioner.
De kommunistiske partier og kræfter, der fastholdt det marxistisk-leninistiske grundlag, generallinje og den internationale kommunistiske bevægelses historiske erfaringer (som indbefattet gigantiske revolutionære sejre fra Oktoberrevolutionen og sejren over fascismen til skabelsen af den folkedemokratiske og socialistiske lejr osv) førte en alsidig ideologisk, politisk og organisatorisk kamp mod den moderne revsiionisme i alle faser af dens udvikling og mod alle dens varianter.
DKP omfavnede den moderne revisionisme i 50erne. DKP/ML samlede flertallet af de daværende marxistisk-leninistiske kommunister, der havde fastholdt den marxistisk-leninistiske linje og bekæmpet DKPs og senere det maoistiske KAPs revisonistiske degeneration. Partiet var derfor en selvfølgelig del – den danske afdeling – af den internationale marxistisk-leninistisk-kommunitiske bevægelse fra sin start.
DKP/MLs krønikeskrivere ser partihistorien i et helt andet lys:
De angriber systematisk partiets kamp til forsvar for marxismen-leninismen og mod den moderne revisionisme af alle afskygninger, i dens fulde dybde og bredde. De betragter denne kamp som ‘sekterisk’ og ‘overdreven’. I deres forsøg på at gøre dette synspunkt plausibelt, må de skjule partiets virkelige linje og standpunkter gennem dets 18-årige revolutionære historie.
De undlader således at beskrive dets kamp mod den amerikanske imperialisme, den sovjetiske socialimperialisme og al imperialisme. De giver helt afkald på at beskrive dets kamp til forsvar for marxismen-leninismen og mod den moderne revisionisme og dens forskellige internationale strømninger, der også manifesterede sig og stadig mainifesterer sig i Danmark, og denne kamps betydning og virkninger:mod titoisme(SF), hrustjovisme/bresjnevisme/gorbatjovisme (DKP), kinesisk revisionisme (KAP), ‘eurokommunisme’ (SF, DKP m.fl.), guevarisme og castroisme, trotskisme (SAP,VS) osv. De kryber simpelthen udenom historien. Det er en kendsgerning – og en positiv kendsgerning – at de danske marxist-leninister i 60erne og 70erne og DKP/ML fra 78 fordømte ikke bare SUKPs 20. kongres og dens konsekvenser, men også invasionisnen i Tjekkoslovakiet (68), påviste den moderne revisionismes globale strategiske fallit i Chile (73), bekæmpede supermagtsrivaliseringen om verdensherredømme, indbefattet krige pr. stedfortrædere), det revisionistiske Kinas aggression mod Vietnam (79), Sovjetunionens invasion af Afghanistan osv. Det påviste den ‘kontrarevolution i kontrarevolutionen’, der fandt sted i Østeuropa; det fordømte ikke bare de moderne revisionister, men også det kontrarevolutionære polske Solidaritet (og dens pendenter) som redskaber for den vestlige imperialisme.
Man finder i partiets dokumenter tilsvarende præcise analyser af den danske klassekamp og af venstrefløjen i perioden. Herunder klare vurderinger og forudsigelser af det revisionistiske DKPs udvikling og sammenbrud.
DKP/ML var fra starten et marxistisk-leninistisk parti, som anvendte den revolutionære teori konkret, i forhold til den nationale og internationale klassekamp. Ifølge “20 års kamp for socialismen” har partiet først i dag fået et virkeligt greb om marxismen-leninismen (læs:revisionismen) og gjort sig fri af sine børnesygdomme (læs: marxismen-leninismen).
Skriftet repræsenter et opgør med hele arven fra det revolutionære DKP/ML og dets kamp mod både USA-imperialismen, den sovjetiske socialimperialisme og al imperialisme og de agenter i arbejderbevægelsen for kapitalismen og imperialismen, som de moderne revisionister er.
Denne kamp hørte og hører til de danske marxist-leninisters væsentligste bidrag til at redde og udvikle den kommunistiske bevægelse i Danmark.
DKP/MLs krønikeskrivere er naturligvis nødt til at omtale DKP/MLs holdning til SUKPs 20. kongres, som med forbehold betegnes som rigtig. Men i samme moment kritiseres hele partiets kamp mod revisionismen som ’overdreven’ og ‘dogmatisk’.
Det betyder, at det nuværende DKP/ML forkaster marxist-leninisternes ubrudte kamp og linje fra Oktoberrevolutionen og dannelsen af de kommunistiske partier (fra 1919-43 organiseret i Komintern), i perioden frem til Stalins død og den 20. partikongres i SUKP og den internationale marxistisk-leninistiske kommunistiske bevægelse og dens kamp i tiden derefter og frem til i dag.
Det skyldes selvfølgelig, at de har vendt ryggen til den internationale marxistisk-leninistiske kommunistiske bevægelse i dag, til dens kamp mod den moderne revisionisme, og har kastet sig i armene på revisionismen, sovjetisk og cubansk og har antaget et derfra inspireret standpunkt og historiesyn.
Når partiet fortsat har en slags kritik af SUKPs 20. kongres og dens platform, skyldes det ikke, at det fastholder de marxistsisk-leninistiske principper, men fordi denne kongres, hvor den moderne revisionisme etablerede sin platform i Sovjetunionen er fuldstændig miskreditteret overalt i verden som et hovedudgangspunkt for socialismens ødelæggelse og den revisionistiske kontrarevolution. ‘Partihistorikerne’ nødsages til at fastholde et pseudo-marxistisk-leninistisk og pseudo-antirevisionistisk standpunkt.
To perioder i partihistorien
DKP/MLs historie falder i to hovedperioder, der afgrænses af verdenshistoriske udviklinger.
Den første går fra partistiftelsen i 78 til 89-91. Det var en periode med skærpet samarbejde og kamp om verdensherredømmet mellem USA og Sovjetunionen og deres økonomiske og militære blokke – og af sidstnævnte bloks udmattelse og kollaps, af den sidste fase af den statsbærende moderne revisionisme i Sovjet og Østeuropa og dens historiske fallit, ledsaget af de sovjetrevisionistiske partiers omformning til åbent socialdemokratiske partier som slutpunktet på en kontrarevolutionær udvikling gennem årtier. For Danmarks vedkommende var det en periode med reaktionær krisepolitik under Schlüter-regeringen, Unions-integration og angreb på den danske ’velfærdsmodel’.
Den anden begynder i 91 med etableringen af ’Den ny verdensorden’ under USA-imperialismens førerskab, en imperialistisk offensiv mod alt revolutionært og progressivt, ’globaliseringens’ og den triumferende ’frie markedsøkonomis’ tid. Tiden med opbygningen af monopolernes ’Forenede Europa’ og Danmarks integration deri på bekostning af dets selvstændighed og arbejderklassens og det store flertals tilkæmpede rettigheder og levevilkår. En periode med kraftigt opbrud i den gamle revisionistiske lejr, som for en stor del åbent erklærede sig som socialdemokrater, og af kamp for at genskabe stærke kommunistiske partier og en stærk international kommunistisk bevægelse.
DKP/MLs ‘partihistorie’ opererer også med disse to perioder – men i forvrænget lys. Den behandler dem forskelligt,- og sætter nærmest en mur op mellem dem.
Årene 89-91 var kritiske for hele den internationale kommunistiske bevægelse. Det er en kendsgerning – og det hører til marxist-leninisternes fortjenester – at DKP/ML var i stand til at analyse disse komplicerede situationer og udstikke en rigtig linje for kampen under ’Den ny verdensorden’ på sin 5. kongres i 1991, og et bevis på partiets marxistisk-leninistiske modenhed. Den 6. kongres i 93 uddybede denne linje, men lagde samtidig op til at korrigere en række stadig tydeligere højretendenser i sin virksomhed. Disse højretendenser udformede sig som en strømning, der gik til angreb på partiets arxistisk-leninistiske linje. Den udløste en partikamp i 96-97, der som bekendt endte med denne fraktions sejr og dens sprængning af partiet.
Det revolutionære DKP/MLs historie afsluttedes i denne anden periode. Det afgik ved døden som marxistisk-leninistisk kommunistisk parti i 1997. Det parti, som i dag har navn af DKP/ML, er et andet parti, uden andet end navnet til fælles med det revolutionære DKP/ML. Dets udvikling derfra vil ikke blive indskrevet i den danske kommunismes historiebog, men kommer til at udgøre et afsnit af historien om den moderne revisionisme i vort land.
Det ‘venstreradikale’ DKP/ML
For den nuværende partiledelse er den første af disse perioder nærmest en uforståelig og selvmodsigende fejltagelse. Skal man tro skriftets fremstilling af begivenheder og problemer, bar det sig nærmest idiotisk ad på alle områder. Lavede fejl efter fejl af sekterisk karakter, oprettede fronter og nedlagde dem på vilkårligste vis, nærmest uden hoved og hale, og i hvert tilfælde uden ’selvkritik’.
Det var et parti plaget af alskens politiske børnesygdomme, som det (heldigvis!) gradvist er vokset fra.
I realiteten udformedes i denne periode en stadig mere konkret marxistisk-leninistisk linje og politik på stadig flere områder. Partiet gik ind i arbejderklassens og dens allieredes kampe; store som små. Det opbyggedes på landsplan, dagbladet Arbejderen blev til. Det udfoldede et omfattende arbejde for at udbrede marxismen-leninismen, herunder Enver Hoxhas værker. En revolutionær klassekampspolitik i Danmark blev til…
Partiet begik ingen principielle fejl, selvom der kan findes fejl i konkrete vurderinger, taktikker osv. Det kæmpede samtidig i partiet selv på to fronter:mod højreopportunisme og tendenser til forsoning med den moderne revisionisme, og mod ‘venstre’opportunisme.
Alle moderne revisionister i Danmark, uden undtagelse, betegnede det marxistisk-leninistiske DKP/ML i 70erne og 80erne som ’sekterisk’, ’venstreopportunistisk’ og ’dogmatisk’. Det nuværende højreopportunistiske DKP/ML er helt enig!
Det har ikke meget godt at sige om denne periode. Det var rigtigt at stifte partiet, medgiver man. Til en vis grad var kampen mod den moderne revisionisme berettiget. Og så lader man som om, at det nærmest var ved at tilfælde, at partiet ‘sluttede sig til’ ’en marxistisk-leninistisk verdensbevægelse omkring Albaniens Kommunistiske Parti’ , der angiveligt opstod efter ’bruddet mellem Kina og Albanien i 1978’.
DKP/ML og den internationale marxistisk-leninistiske kommunistiske beægelse kritiseres for at ‘overse’, at der var ‘et element af sandhed’ i Hrustjovs kamp mod ‘dogmatisme’ (d.v.s. mod marxismen-leninismen, forklædt som angreb på Stalins angivelige fejl). Marxist-leninisterne, påstås det, ‘begyndte ukritisk at forsvare ting, som faktisk var udtryk for dogmatisme’. De oplyser ikke, hvad de mener med det. Men det drejer sig utvivlsomt om forsvaret af Lenins og Stalins socialistiske Sovjetunionen – og en lang række andre spørgsmål af principiel karakter. Og ikke mindst – og det siger de – at kampen mod den moderne revisionisme førtes for hårdt. Den burde og bør føres blødt, med fløjlshandsker, sorsonligt!
DKP/MLvar ikke populært på den revisionistiske venstrefløj. DKP førte en benhård kamp mod alt, hvad der lugtede af marxisme-leninisme. Marxist-leninister som Carl Madsen ekskluderedes fra partiet; DKPere stod bag fyringer på arbejdspladser og bekæmpede hårdhændet al ml-indflydelse i de masseorganisationer,.partiet kontrollerede. DKP/ML af i dag forsøger at rehabilitere sig i gamle DKPeres øjne: Det fjendtlige forhold skyldtes DKP/MLs overdrivelser!
Partihistorieforvanskerne reducerer og forvrænger partiets kamp mod det revisionistiske DKP til ‘en afvisning af alliancer og aktionshed’ og betegner den som en fejlagtig ‘venstrelinje’, der førte til ‘mange skærpede og unødvendige konfrontationer med DKPog dets medlemmer, hvad der atter havde givet grobund for vrede, skepsis og tilmed had til DKP/ML blandt kommunister i DKP.’ Åndsfæller mødes!
Men det revolutionære DKP/ML fortalte DKP og dets medlemmer sandheden om dette revisionistiske parti og dets kontrarevolutionære rolle i den danske klassekamp. DKP-revisionismen og partiets rolle som agentur for den sovjetiske socialimperialisme (som krønikeskriverne benægter!) har påført den kommunistiske bevægelse og arbejderklassens daglige kamp såvel som dens kamp for et socialistisk Danmark enorm skade, som endnu er mærkbar. Trods mange udmærkede medlemers subjektive ønsker og fornuftige daglige arbejde. Det var meget få af disse, der overhovedet lyttede, før ‘den reelle socialisme’ og deres parti med den brød sammen. Dets bestræbelser for en strategisk alliance med Socialdemokratiet og dets støtte til det revisionistiske og socialimperialistiske Sovjetunionen satte meget strikte grænser for, hvem det ville have ‘aktionsenhed ‘ med. DKP/ML tilhørte ikke disse.
Dets indgroede fordomme mod DKP/ML var myter, skabt af dets revisionisme, med anti-marxistisk-leninistiske formål. Nu bekæfter regenaterne i det nuværende DKP/MLdisse myter og fordomme!
Brud med partiprogrammet
Den anden periode i partiets historie ser krønikeskriverne lysere på. Den lagde nemlig kimen til det nuværende DKP/ML, påstår de.
De søger at tegne et billede af, at deres højrestrømning med afsæt i denne kongres endelig kunne få udviklet en rigtig linje (selvfølgelig en ægte og moden og moderne marxistisk-leninistisk linje) på trods af voldsom modstand fra ’partiets venstrelinje’. Efter 18 år i sekteriske eller halvsekteriske tåger, så partiet endelig for alvor lyset på den 7. kongres i 97, hvor højrefraktionen efter sit kup kunne opsummere, at partiet var blevet til ‘et andet parti’.
Det var i det mindste sandt: det blev revisionistisk på denne splittelseskongres. Historiefortællerne fremstiller det selvfølgelig som en endelig sejr for deres modne marxistisk-leninistiske tænkning. De skjuler ikke deres glæde over at være ‘sluppet af med’ partiets marxist-leninister (og den ‘besværlige’ marxisme-leninisme!)
DKP/MLs 5. kongres betød vitterlig en vending – i overenstemmelse med den verdenshistoriske og nationale udvikling. Krønikeforfatterne fremstiller den imidlertid nærmest som et linjeskift, eller grundlæggelsen af et linjeskift. Det er et vrangbillede, selvom de forsøger at underbygge deres standppunkt med flittig henvisning til kongresdoumenter.
Der er intet belæg for deres billede af, at partiet med denne kongres banede vejen for det nuværende revisionistiske parti. Tværtimod understreger et studium af både denne kongres’ – og den følgende 6. kongres’ – hoveddokumenter, at partiet fastholdt sin marxistisk-leninistiske linje uændret, herunden kampen mod den moderne revisionisme, under voldsomt ændrede betingelser i klassekampen nationalt som internationalt. Det fremgår af partiprogrammet, vedtaget på netop den 5. kongres, af formanden Klaus Riis’ beretning til begge disse kongresser, såvel som af de øvrige resolutioner og udtalelser.
Krønikeskriverne henviser kun en enkelt gang til DKP/MLs partiprogram (som også er Oktobers principgrundlag). Det har sine egne årsager. Direkte angreb på dette marcxistisk-leninistiske program ville afsløre dem som de linjebrydere og partifjender, fjender af det marxistisk-leninistiske kommunistiske parti, de faktisk er.
De har i praksis for længst brudt med dets principper – og venter nu på at lave det om ved førstkommende lejlighed. Tør de ikke tage dette programmatiske opgør direkte, langer de til gengæld kraftigt ud efter tilsvarende formuleringer andetsteds med stemplerne ’dogmatisk’ og ’venstreopportunistisk’.
Det drejer sig ikke mindst om principprogrammets marxistisk-leninistiske vurdering af revolutionens og socialismens erfaringer og af den moderne revisionismes kontrarevolutionære rolle:
“I nogle tilfælde stoppede revolutionen på halvvejen og nåede aldrig at virkeliggøre et socialistisk samfund (Jugoslavien, Kina m.fl.). Fra midten af 50erne gennemløb Sovjetunionen og de lande, det kunne kontrollere, en revisionistisk kontrarevolution, der førte til kapitalismens fuldstændige genoprettelse og til tilintetgørelsen af de afgørende revolutionære landvindinger. I den første fase af denne kontrarevolutionære proces omdannedes disse samfund til statskapitalistiske samfund, der bevarede visse socvialistiske former, i den sidste fase genetableres den traditionelle kapitalisme, og den socialistiske facade stryges.
I denne falske socialismes navn, under dette (social)kapitalistiske system, oprettedes (social)fascistiske diktaturer og førtes (social)imperialistiske aggressionskrige.
Revisionismen ved magten er bogerskabet ved magten.” (Vor udhævning, KP)
Denne krystalklare og rigtige anallyse blev programsat netop med henblik på at fastholde DKP/MLs marxistisk-leninistiske orientering i den ny periode i arbejderklassens og folkenes kamp – også i en situation, hvor partiet for at skabe et stærkt marxistisk-leninistisk parti i Danmark som den afgørende faktor i arbejderklassens kamp gik i infight med organisationer og kræfter nationalt og internationalt, der stammede fra den revisionistiske verdensbevægelse, der så åbenlyst havde spillet ideologisk, politisk og praktisk fallit.
Partiprogrammet fælder en utvetydig dom over den moderne revisionisme. Det nuværende DKP/ML søger den omstødt.
Overgang til revisionismens historieopfattelse
I hele bogen gennemgang af DKP/MLs historie nævnes ikke med et ord den strategiske kamp, partiet – og de marxistisk-leninistiske kommunistiske partier – førte mod USA-imperialismen og den sovjetiske socialimperialisme og deres politiske og militære blokke.
Ingen beskrivelse af DKP/ML kan undlade dette, fordi netop kampen mod de USA-imperialismen og den sovjetiske sociaklimperialisme og deres blokke var en afgørende del af partiets linje og profil, et punkt, hvor det klart adskilte sig fra alle de revisionistiske partier og organisationer på ’venstrefløjen’. Dette forbigås bl.a., fordi DKP/ML-forfatterne ikke rigtig, hvordan de skal tackle spørgsmålet om kampen mod den sovjetiske socialimperialisme. Men enten var det en rigtig kamp, DKP/ML og den internationale marxistisk-leninistiske bevægelse førte mod denne, eller også var den ’fejlagtig, venstreopportunistisk, dogmatisk’ og skadede socialismens sag, skadede ’den reelt eksisterende socialisme’, som de sovjetiske revisionister kaldte deres system. Enten lavede DKP/ML lort i den – eller også førte det en nødvendig og principielt rigtig kamp. Enten – eller. Enten var Sovjet en progressiv kraft i verdensmålestok – eller det modsatte.
Enten er principprogrammets beskrivelse af revolutionerne, der stoppede på halvvejen og aldrig nåede at ’virkeliggøre et socialistisk samfund (Kina, Jugoslavien m. fl.’– det lille m.fl. rummer også Nordkorea og Cuba) rigtig eller også er den forkert. Enten – eller.
Enten er beskrivelsen af Sovjetunionens revisionistiske udvikling rigtig eller også er den forkert. Historiefortællerne mener, programmet er forkert – men vover ikke at skrive det.
Hvordan afgøres disse ting? Af marxistisk-leninistiske analyser, af historisk praksis.
Den historiske praksis har udtalt sig til fordel for marxist-leninisterne og imod de moderne revisionister.
På DKP/MLs 6. kongres blev det fastslået, at højreopportunismen var hovedfaren for partiet. Og specifikt hed det:
“Hovedfaren for partiet er højrefaren. Det skyldes det almindelige tryk fra borgerskabet, men også indflydelse fra den moderne revisionisme, som det i kampen for enhed i den kommunistiske bevægelse kommer i tættere berøring med (f.eks. i form af tendenser til forsonlighed over for den ’slagne’ revisionisme, underkendelse af den historiske betydning af den antirevisionistiske kamp, accept af dele af den revisionistiske, især sovjetrevisionistiske historieopfattelse)…’
(Den interne resolution ’For et nyt opsving i partiarbejdet’, vor udhævn., KP)
Det er lige præcis denne strømning, som den 6. kongres fordømte, der i dag skriver DKP/MLs historie.
DKP/MLs krønikeskrivere kan meddele, at partiet ’op til’ dets 6. kongres angiveligt fandt ud af, at man havde været helt forkert på den:
’Omvæltningerne i Sovjet og Østeuropa viste også, at partiet havde taget fejl i sin vurdering af disse samfund.
Indtil da havde det anset Albanien for verdens eneste socialistiske land. Sovjet, Østeuropa (minus Albanien) og en række andre lande var blevet betegnet som ’kapitalistiske til marven.’ Erkendelsen af, at denne opfattelse ikke holdt, var ikke umiddelbar, men kom i perioden op til partiets 6. Kongres i oktober 93. Beretningen til denne kongres konstaterede, at resultaterne af socialismens opbygning havde vist sig meget sejlivede og vanskellige at nedbryde i såvel overbygningen som den økonomiske basis i disse lande. De havde derfor ikke ’været kapitalistiske til marven eller ’statsmonopolkapitalistiske af en særlig type’, som det hed i partiets dokumenter.’
Her har vi det så sort på hvidt:
DKP/MLog den internationale marxistisk-leninistiske bevægelse ‘tog fejl i sin vurdering af disse samfund’, af de revisioniststater, der førte til kapitalismen af i dag! DKP/ML af i dag forsvarer de renegatregimer, det revolutionære DKP/ML fordømte med eftertryk.
De holder på en død sild!
Det citerede foregiver at være en gengivelse af en offentlig ’selvkritik’, DKP/ML skulle have begået på den omtalte 6. Kongres.
Dette er simpelthen løgn. Som påvist advarede denne komgres tværtimod mod højrefaren i partiet som hovedfaren og pegede specielt på faren for forsoning med revisionismen, underkendelse af betydningen af marxist-leninisternes kamp mod den moderne revisionisme og advarede direkte mod overtagelse af dele af den (sovjet)revisionistiske historieopfattelse.
Det er opspind og konstruktion. Der findes ingen sådan offentlig ’selvkritik’. Selv i 96-97 vovede højrekliken ikke at fremføre deres virkelige opfattelser – men benægtede, at de havde dem! DKP/ML har aldrig – før nu, med dette dokument, som bedriver åben forfalskning – taget afstand fra sin analyse af de revisionistiske regimer.
Socialisme i dag?
Hvad DKP/MLs forhold til Nordkorea og Cuba angår, bedrives også forfalskning. DKP/ML var på sin 6. kongres i den proletariske internationalismes navn særdeles ’positiv’ overfor begge disse lande og deres partier. Overfor USA-imperialismens stormløb for at udslette ethvert spor af revolution og socialisme måtte de forsvares. I den givne situation offentligt at stemple disse lande og partier som revisionistiske ville være en fejl, bedømte kongressen, der understregede eksistensen af ’ideologiske og andre forskelle og uenigheder mellem DKP/ML og disse lande og deres kommunistiske partier.’
Dengang eksisterede der også forhåbninger til, at en selvkritisk proces i de lande og partier, der havde tilsluttet sig eller støttet den sovjetrevisionistiske lejr, ville føre dem hen mod marxistisk-leninistiske positioner.
Efter denne kongres, i forbindelse med et internationalt Juché-seminarium i København, præcieserede en intern udtalelse, at Juché-filosofien er en anti-marxistisk og revisionistisk ideologi.
DKP/MLs kritik af Kuba som en revisionistisk stat og en del af den sovjetiske lejr, af dets krigsdeltagelse i Ethiopien eller Angola, eller af den ensidige udvikling af den cubanske økonomi som led i den internationale sovjetrevisionistiske arbejdsdeling, har det revolutionære DKP/ML aldrig ”trukket tilbage’. Overfor den umiddelbare trussel om en amerikansk-inspireret kontrarevolution ville offentlig kritik af castrismen ikke være på sin plads. Først da Kubas Kommunistiske Parti i efteråret 97 lancerede sin opportunistiske ’front mod nyliberalismen’ som international og global strategi for hele den kommunistiske og revolutionære bevægelse har de danske marxist-leninister rejst en direkte kritik af Kubas ’Kommunistiske Parti’.
Fra det nuværende DKP/MLs side eksisterer der ingen analyse analyse af den moderne revisionisme, dens historiske udvikling, eller af erfaringerne med revolutionerne efter 2. verdenskrig. Der eksisterer kun et (revisionistisk) postulat om, at hele den internationale marxistisk-leninistiske kommunistiske bevægelse tog fejl, var ‘dogmatisk’ og ‘venstreopportunistisk’.
At der i Kina under ledelse af Kinas revisionistiske ’Kommunistiske Parti’ opbygges et kapitalistisk samfund, med sigte på at gøre Kina til en kapitalistisk og imperialistisk stormagt, er tydeligt for enhver. Det blev igen fastslået så sent som på DKP/MLs 7. kongres, splittelseskongressen. På forslag af partiets marxist-leninister vedtoges en resolution, som fordømmer dets revisionistiske og kapitalistiske udvikling.
Som det gik med Sovjetunionen og dens lejr, der slog ind på den revisionistiske vej, går det med alle, der følger samme vej: det betyder kapitalismens sejr. Den revisionistiske kontrarevolution avler den åbne borgerlige kontrarevolution.
Udkom første gang i Kommunistisk Politik Nr. 4 – 3. årg. – 1999 19. feb. – 4. marts
DKP/MLs revisionistiske historieskriving – for begyndere (2)
Under falsk flag
Dagens DKP/ML sejler under falsk flag.. Dets partihistorie ’20 års kamp for socialismen’ bekræfter, at det lille ML for ‘marxister-leninister’, som partiet ved sin stiftelse antog som tilføjelse til det stolte kommunistiske partinavn (for at understrege dets marxistisk-leninistiske grundlag, og i modsætning til det revisionistiske DKP), i dag er indholdsløst og uden betydning, forkert varemærkning.
Den afsluttende anden del af artiklen om DKP/MLs historieforfalskninger ser nærmere på partiets nuværende profil.
Dagens DKP/ML har foretaget en gevaldig kovending i synet på socialismen og socialismens historiske erfaringer. Når man læser ’20 års kamp for socialismen’, kræver det en vis koncentration: væsentlige pointer af principiel karakter kan være skjult i underordnede passager i teksten, eller tilmed i bisætninger. Tilsyneladende uanseligt… og så repræsenterer det en forkastelse af grundlæggende marxistisk-leninistiske teser og revolutionære erfaringer.
Det revolutionære DKP/ML – og den internationale marxistisk-leninistiske, kommunistiske bevægelse – kunne fastslå, at de socialitiske revolutioner i løbet af 50erne og 60erne løb af sporet. Socialismen eksisterede og gik fremad i Lenins og Stalins Sovjetunionen til Stalins død, og blev derefter ødelagt med SUKPs 20. kongres i 1956 som et afgørende skæringspunkt. Socialismen eksisterede derefter i Enver Hoxhas socialistiske Albanien, til den blev brutalt ødelagt gennem en kombination af revisionistisk og borgerlig kontrarevolution i 89-91ff.
I de øvrige østeuropæiske lande udslettedes proletariatets diktatur og kimene til opbygningen af ægte socialistiske samfund samtidig med, at Sovjetunionen påbegyndte sin store historiske vending til kapitalisme.
De øvrige folkerevolutioner rundt om i årene efter 2. verdenskrig nåede aldrig frem til at etablere proletariatets diktatur og opbygge udvikledet socialistiske samfund, men havde karakter af antiimperialistiske, antikoloniale, antifeudale og demokratiske folkerevolutioner, som gik i stå, vendte om, under revisionistisk indflydelse.
Disse rigtige marxistisk-leninistiske teser bygger selvfølgelig på klare opfattelser af, hvad socialisme er og ikke er: socialisme er ikke alt, hvad der af kalder sig det, af opportunistiske grunde. For at et land kan være socialistisk må der være visse grundbetingelser til stede: revolutionen må have resulteret i oprettelsen af arbejderklassens herredømme, proletariatets diktatur, det må opbygge en socialistisk planøkonomi og ikke kapitalisme under falske etiketter som ‘socialistisk markedsøkonomi’ o. lign., det kommunistiske parti må være i marxistisk-leninistiske og ikke revisionistiske positioner, osv.
Dette var ikke tilfældet for noget land i den revisionistiske lejr, Kina indbefattet. Dette stod klart ved DKP/MLs stiftelse i 1978.
I dag forkaster det nuværende DKP/ML hele denne rigtige analyse, som er blevet bekræftet af den historiske udvikling. Vi skal se nærmere på hvordan i det følgende afsnit. Men der er også et hvorfor:
Det nuværende DKP/ML har fundet nye ideologiske og politiske ‘vejledere’. Ikke mindst i Fidel Castros Cubas Kommunistiske Parti, som indtog sin egen stilling som loyalt medlem af den revisionistiske lejr gennem årtier, og som – hvad partiet selv har konstateret – blindt og kritikløst opbyggede sin økonomi efter sovjetisk (d.v.s. sovjetrevisionistisk) mønster. Nu påstår DKP/ML-lederne af i dag, at det revolutionære DKP/ML havde et følgagtigt og ‘dogmatisk’ forhold til Albanien og Albaniens Arbejdets Parti. De er angiveligt blevet ældre og klogere.
Der er to ting at sige til det: Det marxistisk-leninistiske DKP/ML opfattede aldrig Albaniens Arbejdets Parti som et ‘ledende’ parti, men udvikledede sin egen marxistisk-leninistiske platform og politik. Den ændredes ikke, da Albaniens Arbejdets Parti under Ramiz Alia på kupagtig vis forvandledes til et socialdemokratisk parti i stil med de øvrige tidligere regeringspartier i østlandene, og da det socialistiske Albanien blev knust af den revisionistiske og borgerlige-fascistiske kontrarevolution. Heller ikke synet på det revolutionære AAP, det socialistiske Albanien eller Enver Hoxha ændredes. Af den simple grund, at der ikke var – eller for den sags skyld er – nogen grund til at ændre det, fordi det var rigtigt, i overenstemmelse med virkeligheden, den historiske sandhed.
Det kan være, at den nuværende højreklike – der ikke tegnede det revolutionære DKP/ML – havde et sådant følgagtigt forhold til AAP, og at deres ‘selvkritik’ for en gangs skyld har en smule substans, midt i alle forvrængningerne. De har i hvert tilfælde søgt sig et moderparti, og fundet det i Caraibien.
Cubas Kommunistiske Partis syn på det socialistiske Albanien og på den internationale marxistisk-leninistiske kommunistiske bevægelse gennem tiden er velkendt: den er identisk med de øvrige revisionistiske partiers – marxist-leninisterne var og er angiveligt ‘venstreopportunister’ og ‘dogmatikere’ og hovedfaren for den kommunistiske bevægelse skulle angiveligt være netop dette. I det mindste kan man sige, at Fidel Castro og Kubas KP ikke har ændret sit synspunkt – mens DKP/ML-ledelsen har gennemført en saltemortale og er endt i nærheden afBermuda-trekanten.
Verdenshistorien og socialismens historie omskrives i hast i DKP/ML-regi. Hvad der før var revisionistisk kapitalisme, bliver til socialisme; hvad der var socialisme, bliver til venstreopportunisme; marxisme-leninisme til dogmatisme.
Omkring Albanien og socialismens fald
Enver Hoxha sagde i beretningen til Albaniens Arbejdets Partis 7. Kongres: “Hrustjov-revisionisternes forræderi har forvandlet Sovjetunionen til en aggressiv, neokolonialistisk, krigerisk imperialistmagt. Sovjetsamfundet er blevet kapitalistisk til dets mindste celler og kapitalismen er blevet genrejst på alle felter. Det revisionistiske borgerlige diktatur repræsenteret af laget af de nye sovjetbureaukrater, teknokrater og kapitalister laver loven overalt. Den tidligere socialistiske basis og overbygning er blevet ødelagt til grunden. Storrussisk chauvinisme er blevet opstillet som den herskende ideologi, national undertrykkelse er blevet fuldt og helt en del af den borgerlige klassepolitik, som den herskende klike fører.
De tidligere socialistiske lande i Østeuropa, som slæbte sig afsted efter Hrustjovs taktstok endte som rene vasaller for Kreml.” (1976)
Disse opfattelser deltes og propaganderedes af det revolutionære DKP/ML, de fastholdes i partiets principprogram og er aldrig blevet omstødt i partiets officielle dokumenter – før krønikeskriverne i ’20 års kamp for socialisme’ nu angriber dem.
Nu hedder det simpelthen – uden den ringeste form for begrundelse eller analyse – at ‘omvæltningerne i Sovjet og Østeuropa viste også, at partiet havde taget fejl i sin vurdering af disse samfund’. Det havde partiet ikke: DKP havde taget fejl, Cubas Kommunistiske Parti havde taget fejl. Revisionisterne tog alle fejl, fordi de delte den samme revisionistiske ideologi og politik, som brød sammen i 89-91. Det er en total overgivelse af tidligere positioner, DKP/ML præsterer. Så meget mere utrolig, eftersom det er en overgivelse af rigtige positioner til fordel for forkerte.
Krønikeskriverne forsøger at bilde folk ind, at DKP/ML efter sin 5. kongres i 91 begyndte at revidere sine tidligere synspunkter – også i forholde til det tidligere socialistiske Albanien. Det er lodret usandhed. I en intern resolutioner fra DKP/MLs 6. kongres (1994) hedder det tværtimod:
“DKP/ML er af den opfattelse, at det særlige forhold, DKP/ML har haft til det socialistiske Albanien og Albaniens Arbejdets Parti under Enver Hoxha var korrekt, og først og fremmest betinget af den grundlæggende set rigtige og ubetinget nødvendige kamp mod den moderne revisionisme.”
Det hører ikke til de citater, som krønikereskriverne tager med, simpelthen fordi det dokumenterer, at de forfalsker historien. Nu lyder der en helt anden sang:
“DKP/MLs venstresekteriske og dogmatiske fejl havde imidlertid også internationale rødder. Fra starten knyttede det sig tæt til den internationale marxistisk-leninistiske bevægelse, som udviklede sig omkring Albaniens Arbejdets Parti.”
Når DKP/ML (eller rettere sagt partiets forløber KSm-l) i 1978 optog partiforbindelser med Albaniens Arbejdets Parti og udviklede forbindelserne med de marxistisk-leninistiske partier, var det, fordi partiet repræsenterede de danske marxist-leninisters erfaringer i klassekampen, og i kampen mod socialdemokratisk reformisme og moderne revisionisme, først og fremmest i skikkelse af SF, der tillempede titoismens platform, DKP, der overtog sovjetrevisionismens, og det maoistiske KAP. At DKP/ML ‘tilsluttede’ sig denne bevægelse, var på grund af fælles ideologi, fælles analyse af klassekampen på internationalt plan, fælles politik, og ikke som et tilfældigt valg mellem forskellige tilbud på menuen, som krønikeskriverne insinuerer.
Selvfølgelig rummer skriftet ikke bare et gran af analyse omkring socialismens fald i Albanien. Det nærmeste man kommer spørgsmålet om, hvorfor og hvordan det skete, er følgende sølle sætning:
“Også Albanien, som indtil da (dvs. 1989-91, KP) havde holdt socialismens fane højt, brød ynkeligt sammen.”
Brød Albanien ‘ynkeligt sammen’? Nej – Albanien og det albanske folk blev ramt af et samtidigt dobbelt forræderi: revisionistisk kontrarevolution og åbent borgerlig kontrarevolution af fascistisk type.
Det kommunistiske parti under Ramiz Alias ledelse valgte tilbagetogets vej i den kontrarevolutionære storm, som havde rejst sig i Sovjet og Østeuropa, han søgte kompromis med imperialismen, og omdannede ved et kup til sidst partiet til et socialdemokratisk parti. Højrefolkene i det nuværende DKP/ML med formand Jørgen Petersen i spidsen priste dengang dette ‘strategiske tilbagetog’ under Alia i høje toner som en ‘klog politik til forsvar for socialismen’. Genåbning af kirkerne var tilmed et ‘demokratisk fremskridt’. De har intet lært, heller ikke af det: Nu lukker de øjnene andetsteds …
Parttiledelsens marxistisk-leninistiske flertal derimod forberedte partiet på muligheden af socialismens fald. Partiet var udstyret med en rigtig teori om klassekampen under socialismen, om opportunismens rolle osv. Derfor var både revisionismens sammenbrud i Sovjet og Østeuropa og socialismens fald i Albanien til at forstå og behandle. Albanien havde ikke været et modelland.
Partiet var partiet rustet til at møde den situation, hvor socialismen blev udslettet i Europa, og en situation, hvor revolutionerne udenfor Europa gik baglæns …
Om visse pseudokommunister viste sig ynkelige, så var socialismens fald i Albanien ikke ynkeligt: Det var blodigt, brutalt; fascistisk terror mod alt der lugtede af socialisme og kommunisme, fængslinger og drab på kommunister, der holdt fanen højt, forbud mod det nye kommunistiske parti og alle ‘enveristiske’ organisationer. Men også massebevægelser og massekampe, der foreløbig kulminerede med opstanden i 97, da imperialismen og reaktionen havde forvandlet landet til en spillebule, et paradis for kriminalitet, en fattiggård med ødelagt industri og landbrug. Albanien gik fra at stå på egne ben og at stole på egne kræfter til at være et foragtet almisselem af den kapitalistiske ‘familie’.
Intet positivt i revisionisme
Det unge DKP/MLs kamp for at etablere og udvikle en marxistisk-leninistisk platform i Danmark, og knuse maoismens, sovjetrevisionismens og de andre revisionismers indflydelse, fremstilles af krønikeskriverne som importvare, som uselvstændig albansk kopi. Men enhver kan ved selvsyn fra den danske ml-bevægelses og partiets dokumenter konstatere, at det ikke er tilfældet, at den danske ml-bevægelse havde udviklet sin platfor, før den indgående kendte til det socialistiske Albanien og Albaniens Arbejdets Partis standpunkter.
Der er til gengæld grund til at karakterisere det nuværende DKP/ML som storimportør af revisionistisk vraggods.
Det revisionistiske DKP/ML forsøger ikke selv at analysere, dokumentere eller blot argumentere for noget som helst. Det slynger om sig med løse påstande og demagogiske bravader.
Partiet leder efter ‘det gode’ i den moderne revisionisme og ‘det dårlige’ i marxismen-leninismen. Det skulle udgøre ‘objektivitet’ og ‘moden selvkritik’. Men marxisme-leninisme og revisionisme er og bliver to kvalitativt forskellige ting, som ild og vand. Når socialismens erfaringer, positive som negative, skal analyseres, betyder det ikke, at socialisme og marxisme-leninisme på den ene side, og revisionisme og kontrarevolution på den anden, skal blandes sammen.
Der er ikke noget som helst positivt i den moderne revisionisme, i nogen af dens strømninger eller afarter!
Der var ikke noget som helst rigtigt i Hrustjovs revisionisme, eller hans kamp mod marxismen-leninismen under dække af kamp mod ‘dogmatisme’ og ‘skabende videreudvikling’ af den revolutionære teori. Den betød et grundlæggende brud med marxismen-leninismen på alle felter, med revolutionens teori og praksis.
DKP/ML har nu fået øjnene op for det positive hos denne den største renegat i den internationale kommunistiske bevægelses historie, Nikita Hrustjov, der ligger begravet på historiens mødding! Dette positive nysyn skyldes selvfølgelig, at DKP/ML selv har forladt sin marxistisk-leninistiske platform. Det har for længst forkastet den marxistisk-leninistiske strategi og politik for at forberede revolutionen, oprette proletariatets diktatur og opbygge et socialistisk Danmark. Den er blevet erstattet med en såkaldt ’antimonopolistisk strategi’, som en udstrakt hånd til det tidligere DKP og ikke mindst KPiD. Partiet står på samme standpunkt som Hrustjov med hensyn til “fredelig overgang til socialismen”, som han udtrykte den på den 20. kongres. Alle kan sammenligne denne tale og dens argumenter med den nuværende partiideolog Sven Tarps strategiske overvejelser, som indgår i en pjece DKP/ML har udsendt i sammenhæng med partihistorieforfalskningen.
DKP/ML og de store
marxist-leninister
De løgnagtige historieskrivere lader som om, at DKP/ML på sin 5. kongres opgav sit angiveligt ’dogmatiske’ forhold til marxismen-leninismen og lagde luft til marxismen-leninismens grundlæggere Marx, Engels, Lenin og Stalin
“Dette klassikerbegreb var udtryk for en skematisk og dogmatisk opfattelse af den marxistisk-leninistiske teori, som netop er kendetegnet ved sin levende, dialektiske ånd og ved at udvikle sig gennem indre kamp og modsætninger”, trumpeterer disse selvglade revisionister og fortsætter i fornøjet gallop:
“I praksis gjorde den Marx, Engels, Lenin og Stalin nærmest fejlfri og guddommelige” (man hører ligefrem orglerne intonere i ml-kirken!) “mens den nedgjorde de mange kommunister, som havde ydet større eller mindre teoretiske bidrag, selv om de samtidig havde taget fejl på andre områder.”
Hvem mon disse “mange kommunister” er, som har ydet større eller mindre teoretiske bidrag, som er blevet nedgjort – og det på trods af at de har taget fejl på andre områder? Che Guevara? Fidel Castro? Mao Tsetung? Kim Il Sung? Hrustjov? Rosa Luxemburg? Sven Tarp? Vi får desværre lov at gætte, for det nuværende DKP/ML vil ikke fortælle os, hvem og hvad de tænker på.
Hvis man vil studere marxismen-leninisme, lære marxisme-leninisme, tilegne sig den videnskabelige socialisme, så gør man det selvfølgelig først og fremmest hos marxismens grundlæggere Marx og Engels og leninismens grundlæggere og videreførere Lenin og Stalin. Hver af disse bidrog selvstændigt og skabende til teoriens udarbejdelse og udbygning. Derfor betegnes de som klassikere. De begik ingen principielle eller afgørende teoretiske fejl, som historien og den internationale arbejderbevægelses erfaringer har modbevist. De var selvfølgelig bundet til deres tid, som alt er det, og historiens og livets dialektik kan gøre nogle konkrete konklusioner og formler ugyldige. At fastholde formler som historien og livet, eller kapitalismens udvikling, er løbet fra, er selvfølgelig dogmatisme: Når prøvestenen for alverdens kommunister på Lenins og Stalins tid var, hvorvidt de forsvarede det socialistiske Sovjetunionen eller ej, kunne denne formel ikke længere gælde, da hrustjov-revisionismen slog igennem og påbegyndte Sovjets forvandling til en revisionistisk og kapitalistisk stat. F. eks.
Det revisionistiske DKP/ML søger at udviske ethvert skel mellem marxismen-leninismens grundlæggere, dens klassikere – og så forskellige revolutionære personligheder, som ikke var eller er marxister eller leninister. Det er et forsøg på at smugle et helt revisionistisk persongalleri ind i den kommunistiske bevægelse i Danmark. Man lærer ikke marxisme-leninisme, men revisionisme af Hrustjov, Mao, Tito, Che o.s.v. I det omfang de er i overenstemmelse med marxismen-leninismen bidrager de ikke med nyt eller originalt – og i det omfang de har noget ’nyt’, er det ikke på marxismen-leninismens grund. Derudover er det ren usandhed, når krøniken kan berette, at det revolutionære DKP/ML ‘nedgjorde mange kommunister, som havde ydet større eller mindre teoretiske bidrag’.
En kendsgerning er det, at det revisionistiske DKP/ML har stoppet enhver propaganda for den marxistisk-leninistiske teori og den energiske spredning af denne teori. Det er forvandlet til flovt citatrytteri, der bruges som figenblad over partiets opportunisme.
Af særlig ondsindet giftighed er angrebene på Enver Hoxha (parallelt med angrebene på J. V. Stalin, da den moderne revisionisme brød igennem). Enver Hoxha fremstilles som en venstreopportunist og dogmatiker, der begik grundlæggende fejl.
I hele sin levetid førte Enver Hoxha, som en stor revolutionær, leder af sit lands nationale befrielseskamp mod fascisme og imperialisme, og grundlæggeren af det moderne Albanien, en gigantisk kamp til forsvar for marxismen-leninismen og mod den moderne revisionisme i alle afskygninger. Albaniens Arbejdets Parti forblev i revolutionære positioner, socialismen gik fremad. Enver Hoxhas analyser af den moderne revisionisme, der f.eks. var forbudt i det revisionistiske Sovjet og i dets klientlande, har vist sig at være fremsynede og rigtige. De har fået historiens blåstempling. Det revolutionære DKP/MLs vurdering, at Enver Hoxha var ’vor tids største marxist-leninist’, den betydeligste marxist-leninist efter J.V. Stalins død, som berigede den revolutionære teori med nye konklusioner, er bekræftet også af udviklingen efter hans død.
I hans værker finder man de mest gennemtrængende analyser af den internationale kommunistiske bevægelses, af imperialismens, revolutionens og socialismens udvikling – og tilbageskridt – især fra 50erne og til midten af 80erne, af revolutionær strategi og taktik, som kommunisterne i verden i dag råder over. Også dette skatkammer ønsker dagens revisionistiske DKP/ML at spigre til.
Den danske klassekamp i bagklogskabens lys
At gennemgå bogens behandling af DKP/MLs indsats i den daglige klassekamp vil føre alt for vidt. Den behandles udfra samme synspunkt som alle øvrige spørgsmål, i lyset af den nuværende revisionistiske linje, partiet har antaget. Det betyder, at dens såkaldte ’selvkritik’ ikke er andet end et forsøg på at skønmale dets nuværende opportunisme, halehængs- og kapitulationspolitik i arbejderklassens daglige kamp, dets opportunistiske alliancepolitik og på at gøre reklame for dets plan for at skabe et såkaldt ’kommunistisk masseparti’ af en lille flok sammenbragte opportunister og diverse forvirrede sjæle.
Der kunne ellers være god grund til at påvise, hvordan partiet har byttet sin faglige linje for skabelsen af en revolutionær fagbevægelse ud med faglegalisme og støtte til den klassesamarbejdende LO-fagbevægelse. Eller hvordan partiets politik for at skabe enhed i arbejderklassen og bred folkelig enhed på et klassekampsgrundlag er forvandlet til en ‘taktisk alliancepolitik’ med venstre-socialdemokratismen. Eller hvordan kampen mod Unionen eller ungdommens kamp i dag spændes for en opportunistisk strategi, der i sidste ende fører både disse kampe og kampen for socialisme på vildspor. Eller partiets ukritiske støtte til Enhedslisten i dag. Det ligger imidlertid uden for artiklens rammer.
Men begik det revolutionære DKP/ML da ingen fejl? Det begik selvfølgelig fejl, det havde mangler, det lærte af disse og udviklede sig. Men dets fejl var ikke de angivelige fejl, partikrønikeren opremser, og groft overdriver. En seriøs analyse heraf må vente til en anden lejlighed.
Revolutionens skæbne
Siden eksklusionerne i 97 af partiets eksformand og to andre partiledere og det følgende brud med den marxistisk-leninistiske fløj har forfatterne til ’20 års kamp for socialismen’ fundet ud af, at den som helhed udgjorde en fraktion i partiet. Det er desværre heller ikke sandt. Anklagen skal blot tjene til at miskredittere marxist-leninisternes forsvar for partiets revolutionære grundlag og historie – og legitimere højrefraktionens spaltning af det.
Det nuværende DKP/ML søger, som det træffende er sagt, at ‘komme ind i varmen‘. Det er villigt til at betale prisen: brandudsalg af principper og den revolutionære fortid.
Hvor partikrøniken behandler den partibyggende kommunistiske organisation OKTOBER forsvinder den pseudovidenskabelige jargon, og bliver til uartikulerede hyl.
F.eks. bliver Oktobers kritik af guevarismen-castroismen og Cubas Kommunistiske Partis fejlagtige linje for ’en global front mod nyliberalismen’ kort og godt til ’beskidte angreb mod det socialistiske Cuba og Fidel Castro’. Hvordan kan det være beskidte angreb at fortælle sandheden? Den cubanske partiledelse støtter euro’en og dermed Unionen på linje med de store eurokommunistiske partier som det franske. DKP/ML og dagbladet Arbejderen skjuler denne fejlagtige linje – og finder undskyldninger for den. Partiets ‘pludselige forsvar for alt cubansk er enøjet, principløst, et udtryk for dets manglende evne til selvstændig orientering. Oktober er derimod udmærket i stand til at forsvare den cubanske revolutions resultater på antiimperialistisk grundlag – og samtidig kritisere og afsløre fejl af principiel karakter og strategisk betydning.
Når argumenterne mangler tyes til løgne og hellig forargelse. Også det er en solid revisionistisk tradition.
Nogle vil synes, at polemikken mellem DKP/ML og Oktober er både latterlig og overflødig: I sidste ende drejer den sig om revolutionens og socialismens skæbne i vort land.
Revolutionære og klassebevidste arbejdere, ærlige kommunister og unge, der søger hen imod et kommunistisk standpunkt og ståsted, vil utvivlsomt komme til at gennemskue det falske ml-parti, der endnu lever på sine lånte fjer.
Udkom første gang i Kommunistisk Politik Nr. 5 – 3. årg. – 1999 5. – 18. marts