Udviklingen af klassekampen kræver et stærkt kommunistisk parti
Uddrag af beretningen til APK’s 10. kongres, september 2024
Kære kammerater
Udviklingen kalder på et opgør med det kapitalistiske samfundssystem, der med sin private ejendomsret servicerer og beriger den herskende klasse og kapitalen på bekostning af arbejderklassens og flertallet af befolkningens levevilkår og klodens ressourcer. Et opgør med et samfundssystem, som er ude af stand til at løse nutidens og fremtidens problemer, men som derimod er selve årsagen til, at de eksisterer.
Som marxist-leninister ved vi, at dette hverken kommer til at ske spontant eller ad parlamentarisk vej, men gennem klassekampens og revolutionens vej. Som arbejderklassens kommunistiske parti har vi påtaget os revolutionens små og store opgaver. Ud fra de kræfter og betingelser vi har, og på den videnskabelige socialismes grund, kæmper vi for at skabe en revolutionær bevidsthed og enhed i arbejderklassen og ungdommen for et socialistisk Danmark og en socialistisk verden og for at opbygge arbejderklassens stærke kommunistparti.
I de tre år, der er gået siden sidste kongres, er der sket store og dramatiske udviklinger både internationalt og herhjemme, der har sat sit markante præg på udviklingen i klassekampen.
Modsætningerne skærpes globalt
Kapitalismens globale økonomiske, miljømæssige, sociale, energi-, sundheds- og politiske kriser bliver stadig dybere og stadig mere vævet ind i hinanden. De påvirker og uddyber hinanden og skubber til kapitalismens almene krise. Finans- og monopolborgerskabet er tvunget til at se den kendsgerning i øjnene og imødegå den med indførelsen af nye super-udbytningsmetoder af arbejderklassen og med yderligere reaktionære tiltag fra deres statsapparater, hvor de lader den “demokratiske” maske falde. De bringer højreekstremismen og fascismen helt ind i regeringskontorerne og falbyder og promoverer nye varianter af revisionismens klasseforræderi.
Den stigende militarisering af hele samfundsøkonomien i de kapitalistiske og imperialistiske stater har skabt høj inflation og har store sociale konsekvenser for befolkningerne.
Det finansielle oligarki står over for en knusende krise, som det kun kan overvinde ved at overtage sine rivalers bytte og øge den imperialistiske rivalisering. Det har vi set udfolde sig med stigende handelskrige og sanktioner, ikke mindst mellem imperialistmagterne USA/EU og Kina/Rusland. Det har i perioden medført stigende konflikter, blodige krige og politiske og militære statskup orkestreret af stormagterne. Modsætningerne er ikke bare vokset mellem de imperialistiske magter indbyrdes, men også mellem imperialistmagterne og de afhængige lande og folk.
Samtidig har det været en periode, hvor millioner af arbejdere, unge, kvinder, bønder og arbejdende folk er gået på gaden verden over med krav om brød, arbejde, solidaritet og stop for krig. Omfattende strejkekampe, massedemonstrationer, studenterbesættelser, folkeopstande og aktioner har fundet sted. I Latinamerika foregår en skærpet klassekamp i mange lande. I Europa og i EU rejser arbejderklassen og de arbejdende lag med forskellig styrke kampe for at hæve lønninger, for at forsvare og forbedre arbejdsforholdene, mod privatiseringen og dens konsekvenser og mod reaktion og fascisme. På det afrikanske kontinent kæmper arbejderne, folkene og nationerne en kamp for national og social befrielse fra skiftende imperialistmagter og deres neokoloniale lakajregimer under uhyre komplicerede forhold. Aktioner som massemobiliseringerne i Latinamerika, USA, Indien, Mellemøsten, Europa og andre dele af verden i solidaritet med de folk, der er i krig, ikke mindst det palæstinensiske folk, vokser i omfang og styrke.
Den stigende udbytning, udnyttelse og rovdrift på arbejdskraften fodrer og forgylder de globale monopol- og kapitalgrupper, mens arbejderne, ungdommen og folkene kræver frihed, retfærdighed, en bedre tilværelse og en bedre fremtid. Der hersker ikke social fred mellem klasserne, tværtimod er modsætningen mellem arbejde og kapital, mellem arbejderklassen og borgerskabet vokset.
Den imperialistiske krig i Ukraine og Europa
Allerede i beretningen til APK’s 9. kongres beskrev vi, hvordan den skærpede konkurrence og modsætningerne mellem de imperialistiske stormagter og blokke voksede og øgede faren for nye imperialistiske storkrige. At det skulle blive en realitet med en imperialistisk krig i Ukraine og Europa allerede et halvt år efter, i februar 2022, kunne vi derimod ikke forudse. Krigen kom på baggrund af en langvarig og optrappet konflikt og borgerkrig i Ukraine, der blev eskaleret til åben krig med Ruslands militære invasion. I samarbejde med CIPOML fremlagde APK med det samme en analyse af krigens karakter af en inter-imperialistisk krig og en klar politik, der blev udtrykt i partiudtalelsen den 5. marts 2022: ”Stop krigen i Ukraine! Stop imperialisternes krig! Vi fordømmer Ruslands angreb på Ukraine – og vi fordømmer USA’s, NATOs og EU’s krigsoffensiv og krigsophidselse!”
Og i APK’s udtalelse på Kvindernes Internationale kampdag 8. marts 2022 sagde vi:
”Det er en reaktionær brutal krig mellem de imperialistiske magter, mellem finansgrupper, energi- og våbenmonopoler, mellem kapitalister, der blev styrtende rige under pandemien – ikke mellem folkene. Rusland må trække sig ud af Ukraine – og NATO og USA holde fingrene væk. Alt andet eskalerer truslen for, at krigen udvides. … Alle imperialist- og besættelsesmagter ud, hvad enten det er i Ukraine, Syrien, Mali eller Palæstina. … Vi går imod, at den danske regering og Folketinget følger USA’s, EU’s og NATOs taktstok og sender våben, jagerfly, krigsskibe, penge til ikke-humanitære formål. Det er med til at puste til krigens flammer.
Vi går imod, at den danske regering og Folketinget udnytter krigen til massiv krigspropaganda for amerikanske militærbaser i landet og for deltagelse i EU’s militære opbygning. Krigsflygtninge skal hjælpes, men vi går imod hykleriske særlove, der fortsat lader krigsflygtninge med en ’forkert’ hudfarve og religion drukne i Middelhavet eller spærres inde i danske asyllejre. Vi siger nej til de voldsomt øgede krigs- og militærbudgetter …”
Nu her over to år senere, med tusindvis af ofre, er begge sider i denne inter-imperialistiske krig mellem USA/NATO/EU og Rusland villige til at eskalere krigen yderligere i en eksplosiv retning. Imperialismen er fuldstændig ligeglad med, hvor mange menneskeliv der ofres, så længe det tjener deres egne interesser. USA og europæiske NATO-lande vil, ud over de tonsvis af våben, militært udstyr og personel de allerede har hældt på krigens bål, nu også sende soldater og udvide krigen til russisk territorium fra europæiske NATO-lande. I august 2024 sendte Danmark de første F16-jagerfly til Ukraine, og det NATO-bevæbnede Zelenskyj-regime rykkede militært ind i Kusk-regionen i Rusland. Den danske udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) kaldte den ukrainske invasion for ”selvforsvar”, en holdning der blev støttet af samtlige folketingspartier. En ”forklaring” der går igen omkring regeringens og Folketingets støtte til Israels igangværende folkemord i det besatte Palæstina.
Optagelsen af Ukraine i NATO er ikke længere et spørgsmål ud i fremtiden, men forhandles reelt. Vi står i en situation med udvidelsen af NATO med Sverige og Finland i Skandinavien, hvor NATO nu står langs hele den europæiske grænse til Rusland, og hvor Europa er spækket med amerikanske soldater og baser, hvorfra USA kan operere, som det passer dem. Rusland på sin side optrapper til stadighed sin krigsindsats med store konsekvenser for den ukrainske og den russiske arbejderklasse og folk. Og med en regering i Kreml, der ligesom den i Washington taler om brugen af taktiske atomvåben. Kina og Rusland har forstærket deres partnerskab og taktiske alliance med nye økonomiske, politiske og militære aftaler. I den nuværende fase har de brug for hinanden som tætte allierede.
En udvidelse af en storkrig i Europa rykker stadig nærmere
Mange regeringsledere i EU, inklusive den danske statsminister og krigshøg Mette Fredriksen, forbereder åbent arbejderklassen og de europæiske folk på en krig mod Rusland, og taler om inden for de nærmeste fem år. De forsøger at lamme klassekampen med frygt og usikkerhed. Krigen og krigstrommerne har øget nationalistiske tendenser i hele Europa.
Dansk imperialisme og de danske monopoler har allerede gang i forhandlinger om fordelingen af krigens bytte som ådselgribbe, når det ødelagte Ukraine engang skal genopbygges.
Denne krig tjener kun én klasses interesser: det imperialistiske monopolborgerskab. Arbejderklassen har ingen interesse i at støtte nogen af krigens parter, ingen interesse i at støtte den imperialistiske krigsalliance NATO mod det imperialistiske Rusland eller omvendt, men derimod i at udvise konkret international solidaritet med den ukrainske og russiske arbejderklasse gennem at gå imod dansk krigsstøtte og regeringens og Folketingets krigspolitik til fortsættelse af myrderierne.
Udvides Ukrainekrigen til en regional storkrig i Europa, vil den fortsat have karakter af en inter-imperialistisk krig – en krig mellem to imperialistmagter og blokke, hvor de europæiske lande vil være direkte i krig på USA’s og NATOs side. Det er vores opgave at afsløre og bekæmpe klasseindholdet i de fraser, som den herskende klasse dækker deres krigsforberedelser ind under, da mange vil være tilbøjelige til at tro på, at det er en ”retfærdig krig” mod Putin, det handler om – ”ham eller os”. Vi skal rejse en kamp mod denne udvikling og imperialistisk krig.
Imperialismen, kapitalismens monopolistiske stadium, skærper alle kapitalismens modsætninger så meget, at ”freden” blot bliver et pusterum for nye krige. Det konkluderede Den Kommunistiske Internationale allerede i 1930’erne forud for 2. verdenskrig. De enkelte landes ulige økonomiske og politiske udvikling skaber til stadighed nødvendigheden af verdens ny-opdeling. Det kan i sidste ende ikke opnås på anden måde end gennem krig mellem de afgørende imperialistiske lande. Samtidig kan udbytningen af hundreder af millioner arbejdere verden over kun opretholdes gennem blodige undertrykkelseskrige.
Konkret i Europa opruster og udvider de enkelte lande, EU og NATO deres krigsforberedelser og militarisering. For USA-imperialismen i Europa gælder det om at bremse Ruslands og Kinas udvikling af et Eurasien med en rand af allierede lande, der ligger mellem NATO-landenes og Ruslands grænser, og som i disse år opbygges gennem SCO, BRICS og ”den nye Silkevej”. Krigen i Ukraine blev med det samme et redskab for USA-imperialismen til at stække EU’s egne supermagtsambitioner og handelssamarbejde med Rusland og Kina. Den blev et redskab til at få øget landenes økonomiske og militære bidrag til NATO, styrke NATOs politiske rolle og styrke samordningen med EU’s militære gren. Samtidig har USA gennem bilaterale aftaler med de europæiske regeringer kunnet øge antallet af egne militære baser og fået fri adgang til at benytte landenes infrastruktur til militære formål, som vi har set det i danske havne.
Drejebogen for øget krigspolitik i fuld gang – det danske militære EU-forbehold afskaffes
Ligesom Corona-pandemien for nogle år siden med et slag ændrede den politiske dagsorden, så gjorde Ukrainekrigen det også. Og vi kan konstatere, at den socialdemokratiske regering og statsminister Mette Frederiksen, afstemt med det danske monopolborgerskab, havde drejebogen klar for den massive og farlige krigspropaganda og politik, der banede vejen for rækken af hurtige ændringer og omfattende militarisering af hele samfundet.
Bare 12 dage efter at krigen i Ukraine blev en realitet, vedtog den socialdemokratiske regering og en række partier, inklusive SF, den 6. april 2022 et nationalt kompromis om en historisk øgning af militærudgifterne til 2 % af BNP og øget oprustning. Det skete sammen med aftalen om en hurtig folkeafstemning den 1. juni for at afskaffe den danske militære EU-undtagelse og sikre fuld deltagelse i EU’s militære union.
Som bekendt virkede denne såkaldte ”chokterapi” og demagogien om ”for eller imod Putin” til at få det Ja igennem, de havde ventet på i 32 år. At en tredjedel alligevel stemte NEJ i en situation med massiv koldkrigspropaganda, en enig kapital-, arbejdsgiver- og fagbevægelsestop og en lammet uklar venstrefløj og en svækket Folkebevægelsen mod EU – det siger noget om den dybe modstand mod EU-monopolerne og deres krigsprojekt.
Forud for afstemningen gjorde Enhedslisten endegyldigt op med deres principielle modstand mod EU og NATO og dansk medlemskab af disse på deres landsmøde. Deres nærmest fraværende opfordring til at stemme nej den 1. juni blev yderligere svækket af deres stærke støtte til regeringens og socialdemokratiets Ukrainepolitik og deres påstand om, at det ikke var et spørgsmål om at gå imod opbygningen af monopolernes EU som imperialistisk militærmagt og mod imperialistisk krig, men at det var et spørgsmål om demokrati. Med det lille lunkne nej, kun for at sikre deres egen plads i Europaparlamentet på EU-modstandernes stemmer, bremsede Enhedslistens ledelse reelt for, at EU-modstanden blev samlet og synlig. Og de spillede samme dobbeltrolle, som deres svenske og finske søsterpartier spillede omkring NATO-medlemskabet i de to lande.
De socialdemokratiske regeringer i Danmark, Sverige og Finland viste sig endnu en gang uhyre nyttige som garanter for erhvervslivets, krigsmagernes, borgerskabets og imperialismens interesser. Gennem deres traditionelle bånd til fagbevægelsens og arbejderbevægelsens top arbejdede de, arm i arm med arbejdsgiverne, intensivt for landenes deltagelse i de imperialistiske militæralliancer, i direkte modstrid med arbejderklassens nationale og internationale interesser. Men den folkelige modstand var for stor til, at socialdemokratierne alene havde kunnet klare at bremse denne i at udvikle sig i sin fulde styrke. Det kunne kun lykkes med hjælp fra de socialdemokratiske regeringers opportunistiske støttepartier.
APK kastede sine kræfter ind i en kampagne på gaden, arbejdspladser og i vores medier, ikke mindst på Kpnet, for et NEJ ved folkeafstemningen. Dagen efter folkeafstemningen udsendte partiet en opfordring og handlingsanvisning til, at ”Arbejderklassens modstand mod regeringens, EU’s og NATO’s krigspolitik må styrkes”.
En anden front, hvor regeringen havde en særlov klar til gennemførelse af et bredt flertal og til at træde i kraft kun 23 dage efter krigsudbruddet, var den såkaldte ’Ukrainerlov’. Den sikrede ukrainere opholdstilladelse, adgang til arbejdsmarkedet, offentlige ydelser og uddannelse i Danmark uden om de almindelige asylregler og i modsætning til alle andre asylansøgere og flygtninge. Loven udstillede det borgerlige Danmarks kyniske hykleri, diskriminering og politiske dobbeltspil omkring behandlingen flygtninge, hvor hele den reaktionære flygtningepolitik og demagogi blev sat på pause for at kunne udnytte en bestemt gruppe flygtninge i mediernes krigspropaganda, og som var efterspurgt af arbejdsgiverne som arbejdskraft.
De næste skridt i drejebogen – omstilling til krigsøkonomi
Mette Frederiksens socialdemokratiske regering kom fra en vanskelig situation i efteråret 2021 med det forræderiske regeringsindgreb i den omfattende og månedlange sygeplejerskestrejke til en økonomisk virkelighed med hurtigt stigende inflation på ikke mindst fødevarer og varme- og elregninger, som dele af befolkningen havde svært ved eller ikke længere kunne betale. Regningen for krigens omkostninger blev også herhjemme lagt på arbejderklassens og den befolknings skulder – en skruestik der er blevet strammet på gennem hele perioden. Sanktionerne og militariseringen, der fulgte i kølvandet på krigen i Ukraine, skabte en skyhøj inflation, der ikke var set i årtier og førte til brutal fattiggørelse af arbejdere og folk. Den længe ventede aftale i 2023 om et nyt kontanthjælpssystem gjorde ikke op med de alt for lave ydelser, men skabte fornyet fattigdom.
Regeringen forsøgte at gemme sin reaktionære økonomiske- og krigspolitik bag en maske og demagogi om social fred mellem klasserne – der skal ”sikre økonomisk vækst og fred”. Men konsekvenserne af denne politik og af den imperialistiske krig i Ukraine blev stadig tydeligere, strømmen af millionbevillinger til Zelenskyj-regimet og de militære danske, EU og NATO-budgetter bare steg i stadig hurtigere tempo, samtidig med at korruptions og politiske skandaler i militæret og efterretningstjenesten begyndte at rulle uden nogen konsekvenser i offentligheden.
Borgerskabets statsmagt øgede sin servicering af forskning, uddannelse og handelsaftaler for våbenindustrien og militæret, der blev oprettet militære linjer i gymnasier og ikke kun banker og monopoler, men også militæret fik adgang til ”undervisning” i folkeskolen. Omstillingen af dansk militær fra først og fremmest at være en professionel udrykningshær til at beskytte de danske monopolers interesser internationalt, til at der skal bruges langt flere soldater til kanonføde på europæisk grund, blev sat i gang. Tvungen kvindelig værnepligt ”i lighedens navn” blev sat på dagsorden. Hjemmeværnet og det civile kriseberedskab blev opgraderet. Det civile krigsberedskab fik sit eget ministerium – under argumentet om at ruste Danmark til kommende snestorme! Dansk militær skal ændres og reelt stilles under udenlandske magters kommando, USA skal have militærbaser i Danmark, efter regeringen længe havde ført hemmelige forhandlinger med USA om dette.
Alt dette sker i tæt samarbejde med Dansk Industri, DI. ”En krig vindes nemlig ikke kun på slagmarken, men også på fabrikker og i industrien,” lød det fra den socialdemokratiske erhvervsminister Morten Bødskov og SVM-regeringen, da de i august 2024 offentliggjorde bidder af en ny national strategi for udvidelse af krigsindustrien og danske virksomheders og forskningsinstitutioners indsats. Heri nævnes droner og robotter, den maritime sektor, kommunikations- og sensorteknologi, kvanteområdet og teknologier fra det civile område, der kan bruges militært.
Regeringen tog straks efter krigsudbruddet i Ukraine fat på endegyldigt at omstille samfundsøkonomien til krigsøkonomi på krigsindustriens, NATOs og EU’s militære betingelser, med de mange milliarder offentlige kroner, der postes ind, ikke bare gennem det største forsvarsforlig nogensinde, men også gennem diverse fonde, som Ukraine-milliardfonden.
I efteråret 2022 så vi skærpet klassekamp på mange fronter – politisk, økonomisk, internationalt og ideologisk og parlamentarisk. Fra borgerskabets side med fortsat stigende inflation og priser, imperialistiske krige, et kommende folketingsvalg, nye nedskæringsreformer, kommunale nedskæringsbudgetter, hvor Danske Kommuner og Dansk Industri krævede et ”nationalt kompromis” om enten mere udenlandsk arbejdskraft, eller at den offentlige sektor blev skåret helt ned, så arbejdskraften kan flyttes over i den private sektor.
Mens stormonopolerne som Mærsk og Ørsted skovlede så grotesk store milliardindtjeninger ind, at selv vismænd, FN’s generalsekretær og politikere måtte gå ud og være forargede og kræve stop for de ekstreme skattely, de globale monopoler har skabt for sig selv, ja, så måtte den gratis maduddeling i Nordjylland melde ud, at de ikke længere kunne dække den daglige kø, som er de fattigstes livline. Og efter at have sat acontobeløbet for varme op med op til 300 pct. for deres lejere i alment boligbyggeri meldte Boligkontoret Danmark ud, at bare i juni var antallet af dem, der røg ud af deres hjem, fordi de ikke kunne betale husleje, steget med 33 pct. i forhold det gennemsnitlige antal pr. måned. Det er ikke bare et spørgsmål om stigende ulighed, umoralsk grådighed eller skævvridninger. Det er et af de konkrete udtryk for skærpelsen af modsætningen mellem borgerskabet og arbejderklassen, mellem arbejde og kapital, konsekvenserne af kapitalens udbytning, vi ser her i Danmark.
I den internationale og globale klassekamp skabte den samme skærpelse mange steder store protestbevægelser, der voksede til politiske kriser. I APK opdaterede vi vores taktiske platform med konkrete politiske og økonomiske krav om kompensation og forbedringer i sammenhæng med at gå i offensiven for at kraven om at lade de rige betale, for kæde kampen for levevilkårene og den offentlige sektor sammen med kampen mod imperialismen og dens krige.
Den parlamentariske scene ændres til national samling
At arbejderklassen er den eneste kraft, der kan forandre tingene, blev den røde tråd i APK’s deltagelse i valgkampen til Folketingsvalget 2022. Partiet opfordrede til at boykotte valget, da der reelt intet alternativ var at stemme på. Vi skal ikke vælge mellem de forskellige borgerlige og småborgerlige partier og regeringskonstellationer, hvis politik alle bærer deres klare eller skjulte klassestempel. Vi skal ikke sikre ”et rødt flertal”, der holder Socialdemokratiet ved magten som det mindste onde, hvilket fortsat er Enhedslistens svar. Appellen om at give dem flere stemmer, så de kan presse Socialdemokratiet endnu mere til venstre, er for længst blevet modbevist af virkeligheden. Det er Enhedslisten, der presses til højre og i dag har lagt sig fladt ned i håb om ministertaburetter i ”et rødt kabinet” ved Folketingsvalget i 2025.
Resultatet af folketingsvalget blev den regering, vi har i dag, bestående af Socialdemokratiet, Venstre og Venstres tidligere formands parti Moderaterne. Det er en tre gange arbejdergiverregering – en tre gange krigs- og militariseringsregering og en tre gange privatiserings- og nedskæringsregering. Fortællingen om, at ”vi har den regering, vi selv har valgt”, kunne ikke være længere væk fra sandheden. Det er en dybt upopulær og forhadt regering.
Det er en regering af en ganske særlig type: en national samlings- og flertalsregering, der sjældent er set. Når det danske imperialistiske monopolborgerskab foretrak denne regeringsform lige præcis her, så handler om at fremtidssikre dansk imperialismes og erhvervslivets største monopolers interesser og profit. Nye rigtig store beslutninger skulle køres igennem omkring NATO, EU og dansk krigspolitik på trods af arbejderklassens og befolkningens vilje og ønsker. Den nationale samlingsregering skulle sikre, at Danmark deltager militært og økonomisk stadig mere massivt, også efter virkningerne af frygt- og krigspropagandaen ikke længere virker helt så godt i befolkningen. Hertil er det nødvendigt med parlamentarisk ro på bagsmækken, og at der kan holdes snor i den socialdemokratiske fagbevægelse. Det er derfor heller ikke tilfældigt, at flertalsregeringer fire ud af de fem gange, de tidligere har eksisteret, har været under socialdemokratisk ledelse.
Den politiske og parlamentariske krise i partierne var åbenlys forud for folketingsvalget. Venstre stod splittet i tre partier, der var fire mindre udspaltninger på højrefløjen og et nedsmeltet Dansk Folkeparti. Et af de nye kort var Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne, en pendant til Sverigedemokraterne med samme højre-populistiske og demagogiske karakter. De benytter den voksende fattigdom, krise, utryghed og ikke mindst politikerlede og utilfredshed til at aflede fra at rette kampen mod kapitalen, arbejdsgiverne og de ansvarlige. Deres rolle at sikre, at de reelle modsætninger kommer til at fylde mindst muligt, og i stedet at gøre enkelte befolkningsgrupper til ansvarlige syndebukke. De gør det til kampen mellem de gode på landet og den onde elite i byerne, ro og orden mod kaos og utryghed, dem mod os – rettet mod alt, hvad der er progressivt. Socialdemokratiet klarede sig kun ved at fremstå som redningsmand i katastrofesituationer (Covid-19, krig) og i kraft af en ikkeeksisterende reel venstreopposition hos SF og Enhedslisten og Alternativet som deres parlamentariske grundlag. Så regeringspartierne måtte blive hinandens krykker i den nye samlingsregering.
Klassekrig fra dag 1
SVM-regeringen gjorde det klart fra sin start, at de står for klassekrig, med bestemmelsen om, at alle skal arbejde en dag ekstra for at sikre krigsøkonomien. Hvilket skete med afskaffelsen af Store Bededag som fridag. Det udløste en enorm vrede i arbejderklassen og befolkningen, og demonstrationen mod lovforslaget indkaldt af fagbevægelsen den 5. februar 2023 blev en af de største i mange år. Fagbevægelsen havde sin egen dagsorden: Deres protest var vendt mod, at regeringen havde taget beslutningen uden den sædvanlige trepartsforhandling med fagbevægelsen i den traditionelle danske klassesamarbejdsmodel. Det førte efterfølgende til et uskønt internt magtopgør i toppen af Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), hvor ærkereformisten og klassesamarbejds-forkvinden Lizette Riisgaard ikke længere blev anset for at være regeringsvenlig nok og over en nat blev væltet med anklager om seksuelle krænkelser og erstattet med Morten Skov Christiansen fra Metal. Det var et vink med en vognstang om, at fagbevægelsen i endnu højere grad skal reduceres til en velbetalt lobbyist og regeringssamarbejdspartner.
Indenrigspolitisk er der i perioden taget nogle afgørende skridt, der med regeringens ord skal ”fremtidssikre” dansk økonomi. Regeringsgrundlaget talte om en økonomisk krise lige om hjørnet, voksende inflation og renter, galoperende energipriser – der skulle i imødegås med en hård økonomisk politik og arbejdsmarkedspolitik. I det lys gjorde de intet ved stigende priser og energipristyveri og -svindel, andet end den famøse varmecheck sendt ud med spredehagl. Og det blev endnu en gang understreget, at klimapolitikken og den grønne omstilling er vigtig for imperialismen og regeringen – når det altså er en god forretning eller en god afledning fra brændende klassespørgsmål.
Den økonomiske krise er ikke slået igennem i danske økonomi endnu, men det er den til gengæld for den lavest lønnede og fattigste del af befolkninger, hvis løn og ydelser ikke er steget nævneværdigt, og i den nederste del af et presset småborgerskab. Her i 2024 er stigningen i inflationen fladet ud og faldet, men priserne fortsætter med at stige. SVM-regeringen har gentagne gange fundet nye milliardbeløb i det såkaldte ugennemskuelige ”økonomiske råderum” til ting som skattelettelser til de rigeste og en luns til mellemlagene og den øverste del af arbejderklassen, mens der ikke var råd til at give til alle dem uden for arbejdsmarkedet noget. På samme ”mirakuløse” vis fandt regeringen penge til en fortsat stribe af million-hjælpepakker til Ukraine-krigen. Ligeledes har den ”fundet” millioner til at støtte de danske monopoler og erhvervslivet, mens kassen blev tom og ”råderummet” forsvandt, hver gang der blev stillet krav om højere løn og bedre arbejdsforhold.
Danmarks økonomi er i høj grad bundet op på eksportindustri omkring få globale monopoler, som det går mere end godt for, som Mærsk, Novo og Vestas. Så på trods af nedgang i produktion og bygge og anlæg, så betyder de store rekordoverskud hos de store globale monopoler med biotek- og medicinalindustrien som en af hovedhjørnestenene, at dansk økonomi samlet set ikke er i recession. Regeringen har allerede nu bebudet, at netop øget støtte til medicinalindustrien er en af de ting, den vil bruge formandskabet i EU i efteråret 2025 til. De få store danske monopolers kapitalfonde er ved at omlægge dansk industri til specifikke underleverandører – og flytter stadig mere produktion ud af landet.
Den danske kapital og dens stat henter en stor del af sin ekstraprofit direkte på merudbytning af udenlandsk arbejdskraft i Danmark og udbytning af billig arbejdskraft i udlandet. Omkring en femtedel af de arbejdstimer, der lægges i Danmark, leveres af underbetalt udenlandsk arbejdskraft. Officielt er der ansat over en kvart million migrantarbejdere i Danmark. Dertil kommer de mange, som arbejder uden papirer og lever helt retsløse på bunden af samfundet, og alle de, som udenlandske underentreprenører selv ansætter uden om det danske overenskomstsystem.
Imperialismens udbytning skaber de forhold, der gør, at folk ikke længere ser en fremtid, job eller uddannelsesmuligheder, der hvor de bor, og derfor må forlade deres hjemegn og familie som enten migrantarbejdere eller flygtninge. Overalt bruges migrantarbejdere til at trykke løn- og arbejdsforhold; arbejderklassens svar er fælles solidarisk kamp for sine krav og mod arbejdsgivernes sociale dumping, sådan som vi især ser inden for bygge- og anlægsbranchen med demonstrationer og blokader.
En række arbejdsgiverbestilte reformer skal falde på plads her i efteråret 2024. Det gælder omkring beskæftigelse, hvor angreb på de arbejdsløses rettigheder skal betale for import af mere billig udenlandsk arbejdskraft, omkring yderligere privatisering af hele det offentlige sundhedssystem på bekostning af folkesundheden, og omkring større tilpasning af uddannelsessystemet til monopolkapitalens behov og profit på bekostning af befolkningens samfundsmæssige behov og de unges muligheder for uddannelse. Ligeledes skal en ny folkeskolereform følge i hælene på den katastrofale omlægning tilbage mod den sorte skole, som den tidligere folkeskolereform skabte. Alt sammen som led i den såkaldte ”fremtidssikring” af krigsøkonomien.
APK gjorde det klart, umiddelbart efter at SVM-regeringen blev dannet, at ”SVM-regeringens grundlag og kommende arbejderfjendske politik og krigspolitik må mødes med en offensiv modstand fra dag ét. Der må arbejdes for at skabe aktionsenhed blandt alle de grupper, der kommer til at sidde endnu dårligere i det, hvis den asociale politik gennemføres. Ellers bliver det salamimetoden, hvor de tager en gruppe ad gangen, og fanden tager de sidste … Hårde tider kræver hård kamp – og der må svares igen, allerede inden regeringens angreb kommer til at træde i kraft.” (Fra partiudtalelsen ”Ned med den arbejderfjendske politik og regering”)
Klassekrig mod ungdommen
SVM-regeringens klassekrig mod arbejderungdommen har været omfattende. Med Dansk Industri, DI, som skyggeregering stiger antallet ikke mindst af unge og ufaglærte i usikre ansættelser. Både inden for det private og det offentlige er brugen af nultimers-kontrakter, timevikarer og løstansatte daglejere vokset eksplosivt. Ligeledes gør det såkaldte platformsarbejde, hvor alene antallet af ”selvstændige” madbude steg med 10.000 alene fra 2021 til 22. Mange har brug for to-tre jobs for bare at eksistere. Samtidig har DI fået sine krav igennem for endnu billigere arbejdskraft med flere unge mellem 13-17 år i arbejde i regeringens beskæftigelsesforslag, krav som udvidede arbejdsområder, udvidet arbejdstid og tider på døgnet, de må arbejde, og mere alenearbejde i f.eks. supermarkeder. Der er tale om omfattende angreb på arbejdstid og arbejdsforhold på de unges såkaldte fritidsarbejde, der for mange er en økonomisk nødvendighed. Fagbevægelsens klassesamarbejde har holdt hånden under denne udvikling i stedet for at udløse en kamp mod udnyttelse af børne- og ungearbejde.
Også på uddannelsesområdet øges klasseskellene allerede fra før skolestart. Stadig flere opgives undervejs i folkeskolen og går ud uden eksamen og basale kundskaber. Adgangskravene til både erhvervsskoler og øvrige ungdoms- og senere højere uddannelser fungerer som sorteringsmaskiner til et usikkert lavtlønsmarked som alternativ. De stadige nedskæringer og privatiseringer har sammen med de politiske ændringer i uddannelsessystemet skabt øget skævvridning mellem forholdene på landet og forstæderne og dem i de rigeste byområder. Ligeledes afhænger graden af sociale og sundhedsmæssige rettigheder i høj grad også af et postnummer, der skjuler klasseforskellene.
Der hersker en hård politisk og ideologisk kamp om ungdommen, og hvilken fremtid de vælger. Fra kapitalismens side lokkes med individualismens og karrierens vej til en bedre fremtid, mens de, der sorteres fra eller vælger en anden vej eller kampens vej, straffes stadig hårdere. Ligesom de yngre generationer er vokset op med, at dansk krigsdeltagelse i NATOs og EU’s krige er normalen, så er de vokset op under en voksende fascisering af statsapparatet og terrorlove, der i stadig større omfang vendes mod befolkningen og dele af ungdommen. Mens det er blevet strafbart at støtte dele af det palæstinensiske folks kamp, er strømmen af misinformation, manipulation og imperialistisk propaganda 24/7 på de sociale medier nærmest uendelig og svært gennemskuelig, hvis ikke man kommer i kontakt med klassekampens virkelighed. Hvad enten det er statsmagten eller privatkapitalister, der ejer og styrer indholdet på disse sociale medier, så styres censuren af informationer og holdninger, der går imod deres politik, med hård hånd.
Kampen på arbejdspladserne og i fagforeningerne
Der har i hele perioden været omfattende sociale og faglige kampe, strejker og protestbevægelser ikke mindst i Sydeuropa, som i Frankrig omkring den stigende pensionsalder og i Storbritannien mod den voldsomt øgede fattigdom. Overalt er der protester mod den samme neoliberale og imperialistiske krigspolitik, som den danske regering har ført og fører. Partiet har løftet sin internationale opgave med at sprede kendskabet og erfaringerne fra disse til den danske arbejderklasse og haft et godt samarbejde med de øvrige europæiske CIPOML-partier og lavet fælles udtalelser om udviklingen.
De sociale og faglige kampe har ikke haft samme omfang herhjemme. Men det betyder ikke, at vreden, frustrationerne og utilfredsheden med regeringens og arbejdsgivernes politik ikke findes, kun at den har sværere vilkår for at komme til udfoldelse. Rigtig mange steder i landet har beboere, forældre, elever, ansatte, interesseorganisationer og lokale fagforeninger demonstreret og protesteret mod de store forringelser, der er sket med bl.a. nedlæggelser af skoler, sygehuse, lokal offentlig transport og nedrivning af boligblokke i Ghettolovens navn, der alt sammen har skullet bane vej for yderligere privatisering og profit. APK har deltaget lokalt, hvor vi har kunnet, og støttet udviklingen af protesterne under et fælles krav om at sprænge den økonomiske nedskæringsramme for at gennemføre de konkrete krav.
På det private arbejdsmarked har der været strejker, også af den slags, som kaldes ”ulovlige”, på større arbejdspladser i provinsen, hvor arbejdsgiverne ikke har villet give tilstrækkeligt ved de lokale lønforhandlinger. Flere tusind gik i efteråret 2023 ud i kortvarig lønstrejke på Vestas’ fabrikker. Der har været blokader på en række bygge- og anlægspladser med social dumping, og mod manglende udbetaling af løn og livsfarligt arbejdsmiljø.
Arbejderklassens kollektive kampkraft, den som kan rykke og forandre med en kollektiv modstand og fælles kamp, er blevet taget som gidsel gennem mange årtiers hårdt reformistisk klassesamarbejdes greb om arbejderbevægelsen og fagforeningerne og et stort arbejderaristokratis rygstød. Men arbejderklassens kampkraft kan genvindes gennem at sætte en klassekampslinje bag klassens krav og skabe enhed omkring gennemførelsen af disse i politisk kamp mod reformismen og opportunismen, der kun leder til nederlagets vej.
I forhold til de offentligt ansattes kamp blandt sundhedspersonalet så fortsatte arbejdsnedlæggelserne på hospitalerne også efter det socialdemokratiske regeringsindgreb i OK 21. Partiet spillede en væsentlig rolle i opbygningen af en bred solidaritetsbevægelse med demonstrationer, strejkestøttekomiteer, møder og Facebook-grupper, ligesom i udviklingen af selve strejkebevægelsen. Efter regeringsindgrebet satte partiet to krav i centrum for at fastholde og udvikle bevægelsen: 1) Regeringsindgrebet skal væltes, for at der kan åbnes op for pengekassen til bedre løn, flere ansatte, bedre arbejdsforhold. Det var nødvendigt at gå fra økonomiske krav til et samlet politisk krav mod arbejdergiverregeringen. 2) Det er nu, den offentlige sundheds-, omsorgs- og velfærdssektor, der bløder overalt, skal reddes. Penge på bordet nu – stop nedskæringerne, og rul årtiers nedskæringer tilbage. Det er et krav, der kunne dække og samle alle faggrupper, brugere og befolkningen bredt.
Det var en hel ny generation af offentligt ansatte, der var gået ud i kamp og skulle gøre sig deres egne kamperfaringer. Ikke uventet satte ikke bare den socialdemokratiske regering og de offentlige arbejdsgivere et hårdt angreb ind for at bremse og nedlægge bevægelsen, der blev også ført en hård politisk kamp fra fagtoppenes side for at genvinde kontrol over den voksende bevægelse. Og ikke kun fra sygeplejerskernes fagforenings, DSR’s, side. Det var klassekamp, hvor alle metoder brugtes, fra miskreditering til forsøg på korrumpering og udsigter til poster i fagbureaukratiet til ledende folk, og til direkte trusler over for de nederste ansatte i hierarkiet og tillidsfolk om, at de røg ud, hvis de ikke stak hovedet i busken. At bevægelsen var stærk, viste alene den ting, at hospitalsledelserne sendte mellemlederne på kursus i at håndtere de omsiggribende ”arbejd efter reglerne”-aktioner.
Vi så i strejkebevægelsen, hvor meget og hvor hurtigt klassekampen rykker den politiske bevidsthed hos de kampvillige. Samtidig er et vaklende klassepunkt hos grupper som sygeplejerskerne fyldt med illusioner og forhindringer. Det, der i sidste ende lammede den omfattende protestbevægelse, var imidlertid den politiske kamp i selve bevægelsens kerne omkring DSR’s fagchauvinistiske linje, der isolererede dem fra at inddrage andre faggrupper som sosuer og pædagoger i en samlet kamp. Manglen på et samlet ledelsescenter på en klassekampslinje, der kunne udvikle bevægelsen videre, gjorde sin virkning.
Fagtoppens modoffensiv gav minusoverenskomster og forsat ulige- og lavtløn
Arbejdsgiverne, staten og fagtoppen var godt forberedt ved overenskomstforhandlingerne (OK23) på det private arbejdsmarked i 2023 og de offentligt ansattes OK-forhandlinger i 2024 for at sikre, at der ikke skulle udvikle sig storkonflikt igen.
Ved OK23 fik arbejdsgiverne deres krav igennem om små lønstigninger, øget fleksibel arbejdstid og øget brug af individuelle løn- og frivalgsordninger, og dermed ro på arbejdsmarkedet. Drejebogen for dem var at holde lav profil, lade medierne køre propagandaen om tilbageholdenhed ”for at sikre dansk økonomi”, ”sikre danske arbejdspladser” osv., tie stille omkring lovforslaget om Store Bededag og stole på, at regeringen og fagtoppen gjorde deres del for få et forlig igennem.
OK23 var blevet mødt med høje forventninger om generelle forbedringer som reelle lønstigninger, nedsat arbejdstid og et opgør med social dumping efter års tilbageholdenhed, pandemi og aktiefester. Nu var det arbejdernes tur. Målet i fagtoppen handlede derfor om at udgå storkonflikt ved et minusforlig, sikre sin egen position, sikre aktieudbytte til deres fonde og virksomheder. Deres drejebog for at udfylde sin klassesamarbejdsrolle var at sikre frasortering af alle offensive krav på forhånd, udskyde størstedelen af lønstigningerne til individuelle og lokalforhandlinger og sætte hele fagforeningsapparatet og arbejdsaristokratiet i sving med et ”ja til det bedst opnåelige”. Og ikke mindst lukke dampen ud af protesterne mod Store Bededags-tyveriet med en underskriftindsamling for et krav om en folkeafstemning, som de på forhånd vidste, der ikke var parlamentarisk flertal for, og derfor ville falde, samt et løfte om at kræve kompensation ved OK25.
Regeringens klare mål var at sikre kapitalen, arbejdsgiverne og erhvervslivet bedst mulige resultater; sikre fortsat udvidet arbejdstid – og ingen protest mod den stigende pensionsalder som i Sydeuropa; sikre en lille lønramme – der også ville gælde på offentlige område ved OK24, da det offentlige område ikke må være lønførende, og den vil sætte rammen for regulering af alle overførelsesindkomster, der kommer to år efter lønstigninger.
Før OK23-forhandlingerne gik i gang, hejste venstresocialdemokrater, Enhedslisten og trotskister banneret for, at kraverne skulle igennem, om det så skulle kræve en storkonflikt. Da det elendige minusforlig, der hverken dækkede inflation eller reallønsfald for de lavtlønnede, så lå på bordet, udskød de kampen til næste gang ved OK25.
Først 11 dage før urafstemningen om forliget sluttede, blev der indkaldt til et landsdækkende tillidsmandsmøde for et Nej. Der blev aldrig en landsdækkende Nej-kampagne, selv om mange lokale fagforeninger og klubber opfordrede til det. Et Nej, der fra manges side var solidarisk med de lavtlønnede og de offentligt ansatte. APK gik sammen med andre kampvillige kræfter omkring en Stem-nej-kampagne, der havde svært ved at bryde igennem den isolation og tavshed, som størstedelen af venstreoppositionen i fagforeningerne og klubberne praktiserede.
Meget anderledes gik det ikke med de offentlige ansattes overenskomstspil og forræderi til OK24, der blev kørt igennem med FOAs forkvinde Mona Strib i spidsen. Den tidligere opposition var blevet lagt ned og ædt op af deres egen taktik for at ændre fagbevægelsen indefra i stedet for at kæmpe for deres bagland. Fagtoppen havde overtaget deres mobiliseringsmetoder på de sociale medier og sat hele apparatet i sving for et Ja til et råddent forlig.
I samarbejde med regeringen var der lagt adskillige benspænd og splittelsesmanøvrer ind forud for OK- forhandlingerne, såsom trepartsforhandlingen om den særlige lønpulje, der blev solgt til nogle mod udvidet og længere arbejdstid. Og lønstrukturkommissionen, der blev nedsat efter sygeplejerskestrejken i 2021 som en syltekrukke, og som ikke overraskende kom med det resultat, at sygeplejersker og andre får den løn, de fortjener, mens pædagoger og FOA-medlemmer får for lidt, en gammel afprøvet, men virkningsfuld del og hersk-taktik.
Op til forhandlingerne fremhævede APK nødvendigheden af politisk kamp mod denne splittelses-og nederlagslinje: ”Er det ikke nødvendigt at gå i kødet på det ældgamle forbud fra fagtoppen, arbejderaristokratiet og socialdemokraterne om, at man ikke må blande såkaldt faglig kamp eller organisationskamp sammen med politik? De laver jo ikke andet selv end præcis at gøre det. Der er kun råd til sølle tre milliarder til de offentligt ansatte ved de igangværende trepartsforhandlinger – men hvor mange milliarder blev der ikke lige givet endnu en gang i sidste uge til krigen i Ukraine – fem milliarder kr.? Er det ikke politik, så det basker? Er det ikke på tide, at vi udstiller og afslører deres politik og fører politisk kamp mod den, uanset deres benspænd?”
APK agiterede for at sprænge lønrammen, for markante lønstigninger i kroner og øre på grundlønnen til dækning af inflation og reallønsfald, en markant hævelse af mindstelønnen og afskaffelse af uligelønnen. Og ikke mindst for at opbygge en solidarisk enhed på tværs af fag på en klassekampslinje. Og senere for at stemme nej. Det stod i grel modsætning til opportunisternes linje, der reelt overlod banen til fagtoppen med deres linje for opbakning til forhandlerne, og ”vi klapper dem ind med faner, balloner og pølser”, holder vores mund og ønsker dem bedre held næste gang.
Denne kongresperiode har endnu en gang klart demonstreret, at det helt centrale mål for partiets indsat er at styrke den konkrete opgave med at opbygge en klassekampsvillig fagopposition, der er revolutionær i sin klassetænkning og sine aktionsformer. Det vil sige at sætte ind på det, som også i overenskomstkampe har vist sig at være det svageste punkt i arbejderklassens kamp: at der mangler et organiseret center, der kan stå i spidsen og mobilisere til en kamplinje. Vi skal med fornyet kraft fortsætte det arbejde og den politik, som vi fastsatte på den 9. kongres med platformen ”Partiets arbejde i arbejderklassen, på arbejdspladser og i fagforeninger”.
Kampen mod monopolernes EU
Konsekvenserne af fraværet af en stærk anti-imperialistisk og anti-kapitalistisk stemme i den brede folkelige EU-modstand blev tydeligt demonstreret ved folkeafstemningen d. 1. juni 2022 om det danske såkaldte ”forsvarsforbehold” til EU’s militære opbygning.
APK har arbejdet i og været medlem af Folkebevægelsen mod EU (FB) siden sin stiftelse. Men besluttede efter valgkampen til EU-parlamentet i juni 2024, og efter grundige diskussioner i partiet, at tage konsekvensen af Enhedslistens langvarige skadegørende arbejde i FB og trække vores medlemskab. Vi konkluderede i udtalelsen ”APK går ud af Folkebevægelsen mod EU”, at en reel og konsekvent modstand mod EU, en klar og kontant afvisning af EU og en kamp for at få Danmark ud af EU ikke længere er, hvad FB’s arbejde går ud på.
Hvad der i sin tid, op gennem 1990’erne, ikke lykkedes for den tidligere JuniBevægelsen, lykkedes for Enhedslisten. De oprigtige EU-modstandere, der er tilbage i Enhedslisten, kunne under et pres hen over flere årsmøder ikke forhindre, at Nej’et i Enhedslisten blev til et Ja til EU. Enhedslisten gennemførte en politisk forvrængning af FB til en snæver venstrefløjsorganisation, for derefter at bruge FB som springbræt til at sikre, at Enhedslisten selv kom i EU-parlamentet i 2019 – på Folkebevægelsens stemmer.
Ved Europaparlamentsvalget denne gang gik Folkebevægelsen mod EU så langt som til at føre kampagne for at stemme, på trods af at der kun var tilhængere af EU at stemme på. I praksis kom de til at agere halehæng og støtte til især Enhedslisten, men også SF og Socialdemokratiet.
APK ser et stort behov for at styrke og mobilisere EU-modstanden i alle dens aspekter og på et bredt politisk grundlag. For os er det tydeligt, at EU er monopolernes og kapitalens projekt, med sin nyliberale økonomiske politik og arbejdsmarkedspolitik, der betyder forringede vilkår, nedskæringer, militarisering og reaktion. At EU, trods alle sine indbyrdes uenigheder, er en imperialistisk blok, der fører en farlig oprustnings- og krigspolitik. Vi er derfor også åbne for alle konkrete initiativer og samarbejder mod EU, dets politik og konsekvenser, der ikke baserer sig på et nationalistisk eller reaktionært grundlag.
Som internationalister støtter vi principielt retten til national selvbestemmelse, og vi støtter konkret kravet om Danmark ud af EU. Parallelt med det anser vi som arbejderparti og marxister-leninister kampen for at komme ud af EU som et led i den anti-kapitalistiske og anti-imperialistiske kamp for et grundlæggende andet samfund.
Kampen mod imperialistisk krig
En af opgaverne for os her på den 10. kongres er at samle parties kongresdiskussioner i en politisk platform og vejledning til handling for at gå op imod og bekæmpe den udvikling, som dansk imperialisme og dens skiftende regeringer deltager i med deres krigspolitik, krigsøkonomi og militarisering, og som truer med en kommende storkrig i Europa, som Danmark vil blive draget ind i. Vi har samlet dem i en principiel og taktisk politik for ”Kampen mod imperialistisk krig og kommunisternes opgaver” og udarbejdet den på baggrund af vores analyser og teser, som vi har sammenfattet og udgivet i en række pjecer, artikler og på APK’s hjemmeside undervejs i kongresperioden omkring udviklingen af de imperialistiske modsigelser – særligt mellem USA, Kina og Rusland, om udviklingen i NATO og EU’s militære opbygning, om dansk imperialismes placering og om styrkelsen af den anti-kapitalistiske og anti-imperialistiske kamp.
Vi kan godt tillade os at være stolte af, at vi som parti har arbejdet så seriøst og vedholdende med at klarlægge denne udvikling ud fra et marxist-leninistisk standpunkt, og af at vi gennem de løbende diskussioner i hele partiet – i grundorganisationerne, på parti- og offentlige konferencer, sommerlejre, gennem vores teoretiske magasin Enhed og Kamp, vores presse, Kpnet.dk og vores udgivelser, vores internationale samarbejde på europæisk og globalt plan – har fået skabt den politiske klarhed og enhed i partiet til i de hurtige og komplicerede udviklinger for at kunne handle i klassekampen.
Gennem hele kongresperioden har vores arbejde på dette felt haft sit fokus på:
- At rette kampen mod al imperialisme, ikke at stole på en imperialistmagt mod en anden.
- Særligt at rette kampen mod dansk imperialisme og vores egen regerings økonomiske, militære, ideologiske og psykologiske krigs- og klassepolitik.
- At forbinde arbejderklassens og ungdommens kamp for levevilkår og fremtid med kampen mod imperialistisk krig og krigspolitik.
- At forbinde de konkrete kampe og krav med en enhedspolitik for at opbygge en anti-imperialistisk front og international solidaritet.
Det har ikke altid været let for partiet og partimedlemmerne at forbinde og skabe sammenhængen mellem disse ting i praksis, i det daglige arbejde og i partiets propaganda og agitation. Og det er en stor opgave at løfte, men nødvendig. Den løbende politiske skoling og uddannelse, opsamling af erfaringerne i klassekampens praksis, er den måde, hvorpå partikollektivet støtter hvert enkelt medlem og led i partiet til fortsat at kæmpe på og mobilisere for konkret enhedsarbejde omkring politikken og tilføre det et klart anti-imperialistisk og revolutionært perspektiv.
En omfattende solidaritetsbevægelse mod det zionistiske folkemord i Palæstina
Med den omfattende landsdækkende brede solidaritetsbevægelse med det palæstinensiske folks kamp for et frit Palæstina og konkret mod det zionistiske apartheid-Israels udryddelses- og tilintetgørelseskrig og folkemord i Gaza og de øvrige besatte områder, har en hel ny ungdomsgeneration fået en førstehåndserfaring og kendskab til, at imperialisme betyder død og ødelæggelse. Til at krigens købmænd, dens politiske bannerførere og hykleriske medløbere alle har blod på hænderne. Og at en global international solidaritetsbevægelse er en mægtig kraft, inspiration og styrkelse at være en del af.
Der er en række årsager til, at solidaritetsbevægelsen udviklede sig umiddelbart efter 7. oktober 2023 og har det omfang, den har, ud over den enorme vrede, det zionistiske regimes grusomheder har vakt i den almindelige befolkning. Palæstinasolidaritet har en lang tradition for organisering, og krigen ramte lige ind i hjertet på de store dele af ungdommen, der føler sig undertrykt og diskrimineret. De statsløse palæstinensere og indvandrere fra Mellemøsten var fra start af synlige og ikke manøvreret ud af en snæversynet venstrefløj.
Bevægelsen gik i offensiven og på gaden, daglig, ugentligt – i demonstrationer i mange byer rundtom i landet og store landsdækkende demonstrationer, som da 65.000 samledes d. 19.11.23. Den har udvidet sine aktiviteter, hvor grupper har blokeret ved danske virksomheder, der sikrer krigsmateriale til Israel, som Terma og Mærsk, og i sommeren 2024 med teltlejre ved flere universiteter, hvor de studerende krævede, at universiteterne afbrød deres samarbejde med Israel. Der har været protester blandt f.eks. sundhedsarbejdere, universitetsansatte og kunstnere mod Israels folkemord, f.eks. mod deres deltagelse i Melodi Grand Prix. Det er vigtige erfaringer, som skal samles op og bruges.
Den danske regering er en aktiv politisk, økonomisk og militær støtte til Israel, og selv nok mange blomster og krokodilletårer over døde børn har ikke kunnet fjerne stanken af denne politik. Fagbevægelsen har været total tavs og vendt ryggen til international solidaritet. Alle Folketingets partier inklusive Enhedslisten og SF stod bag regeringens falske påstand om, at Israel har ”ret til selvforsvar”, mens palæstinensernes væbnede kamp er ”vold og terror”.
Zionistlobbyen har også her i Danmark været uhyre aktiv både i medierne, blandt politikerne og i det skjulte i efterretningstjenesten. De har gået helt systematisk efter folk på de sociale medier, der har udtrykt sympati med Palæstina, og hånd i hånd med den danske statsmagt og dens fascistoide terrorlovning, fået idømt folk fængselsstraffe og endda skærpede, hvis de har udtrykt sig i det offentlige rum som f.eks. på en demonstrations talerstol. At ytringsfriheden i det borgerlige demokrati er en politisk beslutning, den herskende klasse bestemmer over, blev endnu en gang bevist og understreget med Folketinget beslutning om, at kritik af Israels besættelsesmagt og folkemord er ”antisemitisme” og vil blive straffet.
APK har været aktiv i denne bevægelse lokalt og i Boykot Israel. Vi har deltaget på talrige demonstrationer og fra dag 1 udsendt en stribe af politiske udtalelser og løbesedler, som er blevet revet væk, når vi har været på gaden med dem. Vi har afholdt solidaritets- og diskussionsmøder og haft international deltagelse på vores årlige Novemberkonference i 2023 af vores italienske kammerater med deres erfaringer omkring at inddrage arbejderklassen i solidaritetsbevægelsen og synliggøre sammenhængen mellem dens øvrige kampe og kampen mod krig og imperialisme.
Israels udryddelseskrig har store internationale konsekvenser. I Mellemøsten står det zionistiske Israel stadig mere isoleret og afsløret efter måneders folkemord og etniske udrensning af palæstinenserne i Gaza, Vestbredden og Jerusalem. Hvilket får dets regering til at optræde stadig mere desperat aggressivt, med faren for at udvide krigen til nabolande. Den interne krise i Israel og for dets regering er mere og mere åbenlys.
USA kæmper for Israels overlevelse, ligegyldigt hvor mange palæstinensiske liv det kræver. Israel er USA’s strategiske støttepunkt i Mellemøsten, og USA er den økonomiske og militære garant for det zionistiske apartheidregime i Israel. Samtidig med den øgede modstand mod USA-imperialismens dominans arbejder Rusland for større indflydelse gennem sine alliancer i regionen, især med Iran, og sin tilstedeværelse i Syrien. Det samme gør den kinesiske imperialistmagt gennem sine styrkede alliancer i regionen og sin optræden som ny fredsmægler.
I et forsøg på at støtte Israels terrorstat og fjerne de voksende protester fra mange lande og verdens folk over zionisternes folkemord vedtog G7-topmødet i juni 2024 den amerikanske våbenhvileplan og anklagede den palæstinensiske modstand for ikke at acceptere den. Siden har Israel snigmyrdet flere af Hamas’ forhandlingsledere. USA-imperialismens og den zionistiske apartheidstat Israel har i månedsvis blokeret våbenhvileforslag i FN, der ikke ensidigt støttede Israels krig, mens tusinder fortsat blev myrdet og såret og over halvanden million drevet på stadig flugt under konstante bombardementer. Israel har nægtet at efterkomme FN’s krav om at tillade humanitær hjælp til de indespærrede i Gaza og har derimod fortsat sine krigsforbrydelser.
Disse handlinger har været medvirkende til, at der sættes voksende spørgsmålstegn ved imperialistiske internationale institutioner som FN. At de svækkes, er endnu et tegn på de stigende modsætninger mellem de imperialistiske magter. Verdens folk har aldrig trygt kunnet lægge sin skæbne i deres hænder. Vi har derfor heller ingen illusioner, når den danske regering fra 2025 får en plads i FN’s sikkerhedsråd som belønning for tro rakkertjeneste for USA- og NATO-imperialismen.
Kære kammerater!
Dette er nogle af de udviklinger og begivenheder i klassekampen, som vores parti har arbejdet i forhold til i den forløbne kongresperiode og vil fortsætte med i den næste. Som et stadig lille parti kan vi godt tillade os at sige, at vi har lavet en stor indsats. Mange ting er ikke nævnt, men opsummeret i partiets dokumenter, udtalelser og udgivelser. Det er en dramatisk og farlig udvikling, der er sket.
Internationalt er arbejderklassen er på vej ind i en ny periode, hvor den vil stå over for hårdere arbejds- og levevilkår, hårdere angreb fra kapitalens side, hvor borgerskabet slipper reaktion og fascisme løs, og faren for en imperialistisk storkrig vokser. For at imødegå dette må der opbygges den bredeste klasseenhed på et klassekampsgrundlag i arbejderklassen og som klassefundament i fagforeningerne, baseret på arbejderklassens vitale og presserende behov og udvikling af international solidaritet.
De objektive betingelser bliver mere og mere gunstige for revolution både i de udviklede imperialistiske og i de kapitalistiske lande; her stilles den nationale proletariske og sociale revolution op som et problem, der skal løses. Vi står ikke i en revolutionær situation i dag, mange steder har klassekampen stadig karakter af at være defensiv, men vi befinder os i en periode med hurtige og omskiftelige udviklinger og står foran en periode med nye revolutioner. Klassekampen udvikler sig ujævnt: Nogle steder kæmpes der med våben i hånd for national befrielse fra imperialismens og det nationale oligarkis åg, andre steder ser vi folkeopstande under stadig stærkere opbygning, og voksende strejkebevægelser for arbejde, højere løn og faglige rettigheder og retten til organisering. Mens andre steder er klassekampen i sin opvågning eller organiseres under illegale former.
Nødvendigheden af at styrke den politisk-ideologiske kamp
Som det fremgår af denne beretning til partiets 10. kongres, så er det, der bremser udviklingen af enheden og styrken i arbejderklassens kamp, i klassekampen i det hele taget, den politisk-ideologiske kamp og indflydelsen fra reformismen, klassesamarbejdet, diverse revisionistiske og opportunistiske strømningers side. Det er derfor en helt nødvendig og afgørende del af klassekampen, at vi fortsat styrker den politisk- ideologiske kamp mod dette og for udbredelsen af en revolutionær marxistisk-leninistisk teori og politik.
Partiets udgivelser og studiekredse og partiskolinger har været af stor værdi for denne del af klassekampen, både i og uden for partiet. I denne kongresperiode har vi prioriteret at udgive en række bøger: ”For et revolutionært brud med kapitalismen” med dokumenter fra APK’s 9. kongres, ”Kampen for arbejderklassens kommunistiske parti – fra DKP/ML til APK” og ”Socialisme – Ord og handling”, en samling tekster, der behandler socialismen internationalt og i Danmark. Desuden bogen om historieforfalskning af 2. verdenskrigs erfaringer, i samarbejde med de norske kammerater i Revolusjon. Ligeledes har partiet i hele perioden udgivet sit marxist-leninistiske teoretiske tidsskrift Enhed og Kamp med relevante bidrag fra den internationale kommunistiske marxist-leninistiske bevægelse, CIPOML, og om klassekampen i Danmark.
Det er ikke tilfældigt, at der i en periode med skærpet klassekamp, hvor mange søger et alternativ til det kapitalistiske system, vi lever under i dag, igen dukker alle hånde nye varianter op af gamle socialismeteorier, som virkeligheden allerede er blevet forkastet, men som udråbes som nyskabelser i de borgerlige og revisionistiske medier. Eller at anarkismen med sin kamp mod partier og stærke antikommunisme fremmes. Det er ikke kun Christiansborgpolitikere og fagbosser, der altid taler om, ”at vi står i en hel ny situation”, det har også altid været et revisionistisk kneb for at lamme og fordreje arbejderklassens revolutionære strategi og politik.
Den stadig mere skærpede rivalisering mellem de imperialistiske stormagter, ikke mindst mellem USA, Rusland og Kina om verdensherredømme, har også ført til, at revisionisterne og borgerskabet i Kina og Rusland har sat ind med nye varianter af internationale såkaldte strategier i en påstået kamp mod imperialismen i dag og for socialismen. Det har ført til en skærpet politisk-ideologisk kamp i og mellem de internationale strømninger i både den kommunistiske og den såkaldt kommunistiske bevægelse. Disse strømninger er også repræsenteret i de danske partier herhjemme på venstrefløjen, både i de såkaldt kommunistiske, trotskistiske og opportunistiske partier og organisationer. At der ikke er tale om, hvad nogen ynder at kalde ”teoretiske spidsfindigheder”, hvorvidt man retter kampen mod al imperialisme, men i stedet støtter enten den russiske, den kinesiske eller USA-imperialismen, det giver sig klare udtryk og konsekvenser i konkrete kampe, som mod krigen i Ukraine og kampen mod NATO.
Det at USA-imperialismen stadig er verdens farligste, men ikke længere verdenshersker og på vej ned, mens andre imperialistmagter som Kina og Rusland er på vej frem og kræver deres plads i den imperialistiske verdensorden, er ikke ”et nyt stadie i imperialismen, hvor udviklingen er gået fra en unipolar til multipolar verden”, sådan som teorien om ”multipolarisme” påstår. Det er derimod et kendetegn ved imperialismen, at lande og stormagter udvikler sig ujævnt og vinder frem på bekostning af andre eller bukker under for andre. Det vi ser i dag, er et nyt udviklingstræk, og ikke et nyt stadie, hvor imperialismen pludselig har ændret karakter og egenskaber.
Mens kræfter som Enhedslisten og SF støtter NATO og dansk imperialisme, går en del af den gamle revisionistiske fredsbevægelse og dagens revisionistiske partier kun imod den amerikanske imperialisme og forener sig på det spørgsmål med den nyere kinesisk/russiske variant, der kalder til forsvar for de kinesiske og russiske forskellige fredsinitiativer, der fremmer deres egne imperialistiske interesser. Den kinesiske ”multilateralisme”-doktrin, der – ligesom Jesus kunne forvandle vand til vin – kan forvandle imperialisme til god imperialisme, og hvis største fortaler her til lands er KP/”Kommunistisk Parti”, er dybest set en forlængelse af det verdenssystem, vi har i dag, men hvor Kina indtager en langt større rolle på bekostning af USA. Det er i sidste ende en illusion om fredelig sameksistens med imperialismen, der har kostet arbejderklassen og folkene blodige ofre og erfaringer.
Fortsat styrkelse af opbygningen af partiet og dets rodfæste i arbejderklassen og blandt ungdommen
Afgørende for at kunne gennemføre en revolutionær politik og i sidste ende skabe en revolutionær bevidsthed i flertallet af arbejderklassen, for at kunne gennemføre en socialistisk revolution og opbygge et socialistisk Danmark, er, at det kræver et stærkt kommunistisk parti. Også udviklingen af den daglige klassekamp, at kunne udvikle, organisere, samle den gennem de små og store slag mod den fælles klassefjende, kræver et stærkt kommunistisk parti. APK stillede ved sin stiftelse opgaven at blive det kommunistiske parti for det 21. århundrede – med øjnene rettet mod fremtiden, hjerte og hænder plantet i nutiden og fødderne solidt forankret i den videnskabelige socialismes erfaringer og principper. Det mål har vi også forfulgt i den forløbne kongresperiode.
Kampen for revolutionen er kampen for etablering af arbejderklassens demokratiske magt. Hovedopgaven for partierne i CIPOML er at organisere den politiske kamp om magten. Vi ved udmærket, at partierne ikke på nogen måde er i stand til at tage magten fra i dag til i morgen, at de objektive og subjektive betingelser for dette ikke er modne nok. Men det er også en kendsgerning, at vi internationalt har en ny periode med revolutioner foran os, hvis betingelser er ved at modnes. Og at i arbejdet med at løse revolutionens opgaver er opgaven med at opbygge arbejderklassens stærke kommunistiske parti en afgørende faktor. Vi må vurdere vores opgaver, handlinger, hvad vi siger og skriver ud fra, hvordan det kan fremme den revolutionære politiske kamp om magten. Og på samme måde vurderer og handle på, at det styrker opbygningen af arbejderklassens revolutionære parti.
Derfor må partiet i den kommende kongresperiode lægge yderligere vægt på at skole og uddanne medlemmerne i marxismen-leninismen og dens brug på dagens betingelser, stræbe efter at blive bedre til bevidst og systematisk at inkorporere opgaven med at hæve arbejderklassens, dens allieredes og ungdommens revolutionære bevidsthed i alt dets arbejde – også inden for partiets og dets sympatisørers egne rækker. Det er afgørende for udviklingen af partiet og klassekampen, at der uddannes revolutionære til at lede og gå i spidsen af den spontane udvikling af klassekampen og i opbygningen af det leninistiske kommunistiske parti.
På partiets 9. kongres bekræftede vi dette i resolutionen ”Fortsat revolutionering af partiet og styrkelse af dets rodfæste i arbejderklassen”. Her på den 10. kongres kan vi fortsat sige, at dens principper også vil være konkrete retningslinjer for den kommende kongresperiode.
Partiet har, med de kræfter vi har, løftet store opgaver gennem deltagelse i klassekampen, vores agitations- og propagandaarbejde, bogbutikker i tre byer, afholdelse af årlige sommerlejre og Novemberkonferencer, markeringer af 1. maj og 8. marts, gadeaktioner, løbeseddeluddelinger på arbejdspladser og gaden og øvrige aktiviteter. Afgørende for at fastholde og udvikle arbejdet er at udvide kredsen af medlemmer og sympatisører gennem en aktiv systematisk indsats i denne side af partiopbygningen.
Det kommunistiske parti kan kun udvikle sig i kamp mod opportunismen
Det marxistisk-leninistiske parti arbejder og kæmper energisk for at opbygge et stærkt kommunistisk parti ud fra den leninistiske partiopbygnings principper, som arbejderklassens organiserede fortrop, der kan samle og politisk lede de øvrige organisationer og bevægelser gennem at fremføre og kæmpe for sin politik.
Vores marxistisk-leninistiske parti bygger på viljens enhed og den revolutionære frivillige bevidste disciplin, der forudsætter enhed i handling. Partiet opbygges og udvikles på basis af den demokratiske centralismes principper, hvor alle medlemmer har ret og pligt til at udtrykke sin mening, forslag og kritik, men når beslutninger og planer er truffet på den baggrund, så handles der i enhed derfra. Det skal sikre, at partiet ikke handlingslammes eller trækkes tilbage i tempo. Beslutninger i partiet besluttes i dets respektive partiorganer. Alle lokale grundorganisationer og medlemmer arbejder for at fremme og udføre partiets landsdækkende opgaver og funktioner som forudsætninger for at kunne udmønte arbejdet lokalt.
For partiet og dets medlemmer er hovedfaren fra højre, det er den i form af højreopportunisme, men også som et forfald til smågruppe tænkning. Højre-faren og udskred må takles konkret, tilbagevises og bekæmpes konkret i de former, de dukker op.
Der sker en konstant påvirkning udefra ind på partiet, som må imødegås gennem den løbende tilegnelse af marxismen-leninismen og højnelse af det politisk-ideologiske niveau og enheden i partiet. Der vil altid være et pres for at sætte partiet og det revolutionære bag dagskampen og dens opgaver og for at stille aktivisme og frontarbejde foran kommunistisk arbejde og arbejdet med partiopgaver – at sikre, at det ikke sker, er en konkret kamp mod opportunismen og dens indflydelse.
Partiet udvikler sig som en del af den internationale marxistisk-leninistiske bevægelse
CIPOML kan i dette kongresår fejre 30-året for sin oprettelse, der marker genoprettelse af den internationale kommunistiske bevægelse efter den moderne revisionismens endegyldige fald.
APK arbejder aktivt i CIPOML, som er et afgørende og vigtigt center for udviklingen af den revolutionære strategi, taktik og politik under klassekampens skiftende udviklinger. Vi deltager på møder og konferencer, bidrager med vores erfaringer og synspunkter, også til CIPOML tidsskrift Unity & Struggle, og lærer og inspireres af de øvrige partiets arbejde. CIPOML har i denne kongresperiode udarbejdet den politiske platform ”Kamp mod imperialismen – kæmp for revolutionen”, der for et imperialistisk land som Danmark betyder, at arbejderklassens revolution i sin kerne både er en anti-kapitalistisk og anti-imperialistisk kamp uløseligt forbundet med hinanden.
APK’s 10. kongres, september 2024
Dorte Grenaa, på vegne af Centralkomiteen for Arbejderpartiet Kommunisterne