APKs 10. kongres: Teser om imperialisme og kampen mod den

25. oktober 2025
Aktivitet, APKs 10. Kongres, Politik

Bilag:

Teser om imperialisme
og kampen mod den

Centralkomiteens teser for partidiskussioner
om imperialisme og kampen mod den

Med florerende borgerlige og småborgerlige pseudo-marxistiske imperialisme-teorier var det af vigtighed at gennemføre en grundig partidiskussion og styrke forståelsen af imperialismen, dens grundlæggende elementer og af imperialismen og arbejderklassens revolutioners epoke. En del at tesernes konklusioner indgår organisk i beretningsuddraget ovenfor, men vi bringer alligevel her teserne i deres simple form, som de var, da de dannede grundlag for partidiskussion tidligt i 2024.

Bekæmp imperialismen – kæmp for revolutionen

Lenins konklusion, at vi lever i imperialismens og arbejderklassens revolutions epoke, er forsat gældende. Det er der løsningen – både den konkrete og historiske – ligger. Imperialismen kan ikke løse de stadigt voksende samfundsødelæggelser og klimakatastrofer, som den hele tider skaber. Arbejderklassen og folkene må selv skabe sin fremtid med en grundlæggende samfundsforandring. Arbejderklassen er den eneste klasse der kan skabe et socialistisk samfund uden udbytning og hvor det er arbejderklassen, der er ved magten. Det kommer ikke til at ske spontant, men i en politisk antiimperialistisk, anti-kapitalistisk proces og bevægelse, der fastholder revolutionen som sin opgave og mål og ikke stopper op på halvvejen for så at indføre opfunde ’etaper’ som kooperative kapitalismefri zoner, eller anti-monopolistiske demokratier.
Arbejderklassens kamp i Danmark må nødvendigvis rette sig mod imperialismen, da det er det kapitalistiske samfundssystem vi lever i, vi lider under og vil gøre os fri af. Imperialisme er det stadium eller udviklingstrin som kapitalismen gennem historien har udviklet sig til med monopolkapitalisme, snyltende finanskapital, kapitaleksport til yderligere udbytning og profit, med stadige konflikter og krige om ny-opdeling af det globale verdensmarked.
Danmark er en imperialistisk magt, med monopoler der går efter maximal profit på det danske marked og det globale verdensmarked. Danmark deltager aktivt i en række imperialistiske krige for at sikre danske monopoler og kapital en bid af kagen. Danmark er samtidig underlagt og sammenvævet med såvel EU’s imperialistiske union som USA-imperialismen. I imperialistiske lande som Danmark er arbejderklassens revolution et opgør med imperialismens kapitalistiske monopoler, deres herredømme og statsmagt, og med hele den herskende klasse.
Arbejderklassens internationale solidaritet er i sin kerne en antiimperialistisk solidaritet i kampen mod de samme (fælles) grundvilkår, samme undertrykkelse og klassefjende, og i nogle tilfælde endda en fælles arbejdsgiver i form af multinationale monopoler med ansatte i mange lande. Solidariteten vender sig mod at sende arbejder i krig mod arbejder, og den vender sig mod sit lands herskende klasses og regerings krigsdeltagelse i imperialistiske krige og eskalering af internationale konflikter. Den er solidaritetsarbejde med undertrykte folks og nationers kamp mod imperialismens undertrykkelse af deres frihed og for deres ret til selvstændighed og til oprør, revolution og socialisme.
For det kommunistiske partis arbejde i Danmark understreger det nødvendigheden af hele tiden at have alle tre aspekter med – både anti-imperialisme, anti-kapitalisme og kampen for revolutionen – når vi arbejder og udvikler vores politik på de forskellige klassekampsfelter. Vi må hele tiden arbejde med at udvikle den enkelte klassekampsfront på sit centrale felt og samtidig rejse den politiske og ideologiske kamp for at inddrage de tre aspekter på en relevant måde. Ellers vil de hver især visne væk, hvis de ’gemmes til en senere og bedre lejlighed’.
Vi må klart skelne mellem frontens og partiet politik og strategi og bruge partiets politik, agitation og propaganda til at bringe den revolutionære bevidsthed fremad, udvikle klassekampsfronterne, udvikle partiet selv. Partiet må kæmpe for at vise socialismen som et troværdigt alternativ, og værdien i at kæmpe for den. Samt som den revolutionære handlingens parti stadig påtage os revolutionens små og store opgaver.

Skærpelse af de inter-imperialistiske modsætninger en kortfattet analyse af USA, Kina og Rusland og forholdet mellem dem.

Vi lever i en verden, hvor imperialistiske magter konkurrerer om at opretholde eller udvide deres tilstedeværelse og indflydelse i forskellige regioner, om at kontrollere dele af verdensmarkedet, om at have plads til realisering af deres kapital. Med imperialismens ujævne udvikling som baggrundstæppe skærpes de inter-imperialistiske modsætninger i hastigt tempo i disse år. Modsætningerne udtrykkes i kampene for at opnå verdensherredømme/hegemoni, der nogle gange bliver voldelige og før eller senere fører til omfattende krig.
Kina har udviklet sig til en reel udfordrer til USA. Vi ser det i form af handelskrige, sanktioner, kamp om dollaren som handelsvaluta, forbud mod Tik-Tok, voldsom oprustning, styrkelse, udvidelse af USA’s og Kina’s økonomiske og militære alliancer rundt om i verden, politiske konflikter med militære tænder som omkring Taiwan.
Verdens andre lande og nationer påvirkes og inddrages i de imperialistiske stormagters kamp om en ny fordeling af verdensherredømmet. De indrulleres i en ny international model baseret på regionale og internationale institutioner hængt op på to store imperialistiske magter, USA og Kina, som udfordrer hinanden. Den første for at bevare hegemoniet, den anden for at vinde det. Det er en inter-imperialistisk kamp om overherredømme indenfor det døende imperialistiske system. Og hvor Rusland kæmper for sine imperialistiske interesser i alliance med Kina.

USA

USA er forsat verdens største imperialistmagt økonomisk, finansielt, politisk, teknologisk, militært og mediemæssigt, selvom den befinder sig i en langvarig nedgangsproces i konkurrence med sine rivaler. USA’s verdensherredømme rystes samtidig af interne faktorer, som økonomiske kriser, faldende profitrate, overdreven gæld osv.
USA har imidlertid ikke mistet evnen til at oprette og lede alliancer med imperialistiske lande, hovedsageligt fra Vesten (som det sker i dag i lyset af krigen i Ukraine). USA udnytter disse alliancer til at konfrontere dem, som den betragter som sine vigtigste konkurrenter og fjender, det vil sige Kina og Rusland. Gennem internationale organisationer har USA formået at diktere reglerne for deres politik og skabe en orden i overensstemmelse med USA’s egne særlige interesser.
USA er fortsat den største økonomi i verden. Det anslås, at dets BNP (bruttonationalprodukt) i 2023 vil repræsentere 15,45% af verdens BNP efterfulgt af Kina og derefter stor afstand til Japan, Tyskland, Indien. USA har det største antal af de største monopoler i verden. På listen over de ti største monopoler i verden er ni amerikanske, af de 100 største er 61 fra USA. USA har den største militære styrke i verden, og dets militærudgifter er også de højeste, med baser og militære faciliteter over hele verden, inklusive Grønland og Danmark. USA er den mest aggressive, krigsførende og farligste imperialisme i verden.
Med NATO’s udvidelse mod øst, Maidan-kuppet og støtten til marionetten Zelensky gjorde USA alt, hvad der var muligt i en fremprovokation, for at den russiske imperialisme skulle starte den igangværende krig i Ukraine. Det betyder ikke, at vi undlader at fordømme Ruslands invasion og krig i Ukraine.
Biden-administrationen overvejer strategiske optrapningsskridt for at holde krigen i Ukraine i gang så længe det kan betale sig, herunder en atomkonflikt. Den arbejder for at EU skal overtage de militære og økonomiske omkostninger for krigen, så USA kan koncentrere sin strategiske indsats i Sydøstasien vendt mod den kinesiske imperialistmagt.
USA-imperialismens protektionisme, krigen i Ukraine, svækkelsen af EU, omvæltning af forsyningskæderne til USA’s fordel – sammen med faktorer som f.eks. konsekvenserne af pandemien, klimaomvæltninger, men også interne årsager som overproduktion og faldende profitrater – bidrager til afmatningen i verdensøkonomien.
Modsætningerne mellem de herskende politiske strømninger repræsenterer forskellige fraktioner i finansoligarkiet og deres interesser. Derfor ser vi også strømninger, der for at sikre sin profit kræver en politik for at sikre USA imperialismens forrang, men uden at bringe det imperialistiske systems stabilitet og selve verdensøkonomiens vækst i fare. Der tales om ”reguleret” samarbejde og multilateralisme (med allierede) støttet af USA økonomiske muskler. Strømninger som opfordrer til mindre involvering i militære aktioner og krige i udlandet og til et kompromis om at afslutte konflikten med Rusland på grundlag af status quo på slagmarken.

Kina

Kina har gennem de seneste årtier udviklet sig til verdens andenstørste imperialistmagt og økonomi. Kina stod for få år siden for omkring en tredjedel af den samlede vækst i den globale økonomi. Kinesisk kapital ekspanderer til alle kontinenter, ikke mindst Afrika, i form af lån eller som direkte investeringer. Kina er blevet den største långiver til lav- og mellemindkomst lande, og er også en af de største kreditorer. Den kinesiske kapital spiller forsat en stor rolle i den amerikanske økonomi. Kina er den største eksportør i verden, mens USA er den største importør i verden. I dag er væksten i Kinas kapitalistiske økonomi aftagende. Kinas rolle som ”verdens fabrik” ændres i takt med Vestens udflytning af produktion til andre lande i Asien og handelssanktioner, samtidig med at Kinas produktion ændres til et mere teknologisk og know-how arbejdsmarked.
Kinas enorme statsejede firmaer er siden 1990’erne langsomt blevet delvist privatiseret. Blandt Kinas største ”statsejede” firmaer, eksisterer der ikke et eneste, som ikke er blevet åbnet til aktiemarkedet eller har fået oprettet datterselskaber hvor store dele af dets aktiver delvist privatiseres. Selvom størstedelen af alle disse firmaer stadig er ejet af den kinesiske stat, er det i kapitalistisk form. De er også delvis ejet af store vestlige og kinesiske monopoler, fonde, finansselskaber og kapitalister.
Kinas krigsindustri og indkøb af militært udstyr er blandt dets hovedaktiviteter, og et af de centrale mål, der blev fremsat på KKP ’s næstsidste kongres, er behovet for at have en ”verdenshær i verdensklasse”.
Multilateralisme (flersidig, at flere lande arbejder sammen indenfor et bestemt område) er blevet et væsentligt krav for at sikre Kina’s langsigtede økonomisk udvikling, politisk stabilitet og social fred, både inden for Kina og på dets grænser. Kinesisk multilateralisme har udviklet sig, med sine egne karakteristika, under pres fra sine monopoler og dominerende grupper, der ønsker at transformere økonomisk kraft til politisk-militær kraft for at vinde mere gunstige positioner i kampen for genopdelingen af verden.
Udviklingen af USA-imperialismens protektionisme og krisen i amerikansk multilateralisme har betydet nye strategiske muligheder for det imperialistiske Kina for at etablere sig som en fortaler for en “inkluderende” økonomisk globalisering, for opbygningen af en ny international orden. En hvor Kina ikke længere er i en ”spændetrøje”, men indtager en afgørende og fremherskende position.
På det internationale politiske plan begynder den kinesiske imperialisme at etablere sig som en (tilsyneladende) faktor for global balance og stabilitet med skridt som indgåelsen af aftalen i Peking om normalisering af de diplomatiske forbindelser mellem Saudi Arabien og Iran i marts 2023. Det er i høj grad et initiativ, der handler om øget eksport af energi fra disse lande, som Kina har brug for. Eller som det seneste topmøde mellem Kina og 5 euroasiatiske lande, der fandt sted samtidig med G7 topmødet i Japan i maj.
I februar 2023 tilbød Kina sig som international fredsmægler med 12 punkt-fredsplanen for krigen i Ukraine, der opfordrer til respekt for territorial integritet, til ophør af sanktioner mod Rusland og bl.a. en våbenhvile.
En fredsplan, der fra kinesiske side bunder i dels geopolitiske interesser og dels økonomiske, da Ukraine er/var en vigtig partner for Kina. Kina var storimportør af ukrainsk korn inden krigen, og Kina havde store investeringsprojekter i blandt andet ukrainske havne. Det havde indtil krigen et stort militært samarbejde med Ukraine, hvor Kina kunne importere vigtig militær teknologi fra Ukraine, modsat eksportforbuddet fra europæiske lande af denne.

Rusland

Rusland er en imperialistisk stormagt også selvom russisk kapitals rolle globalt er mindre end USA’s og Kinas. Ruslands neoliberale model for kapitalisme er i alvorlig krise og forværres af de vestlige sanktioner. Ruslands økonomi er i uoprettelig tilbagegang, og som sådan havde russisk kapitalisme brug for en krig.
Ruslands invasion af Ukraine er en imperialistisk aggressionshandling, der har til formål at beskytte den russiske kapitalismes økonomiske interesser i Ukraine og russisk imperialismes interesseområder. Putins regime har ingen reel bekymring for de russisktalendes lidelser i hænderne på ukrainsk højreorienteret og neofascistisk nationalisme. Annekteringen af Krim og støtten (uanset form) til folkerepublikkerne Donetsk og Lugansk i øst havde de økonomiske formål, at sikre markeder og råvarer til russiske virksomheder i landet samt Ukraines og andre landes afhængighed af russiske energiforsyninger.
Den nylig indgåede ”strategisk partnerskab aftale” mellem Rusland og Kina skal på den ene side forsøge at stabilisere Ruslands økonomi og på den anden side betyder den øget afhængighed af Kina. Det russiske gas-net er allerede i fuld gang med at blive vendt i retning mod øst, til Kina der har et voksende behov for stabil energi og som selv er fattig på energi. Kina er med de vestlige sanktioner næsten den eneste leverandør af militær og civil højteknologi til Rusland.
Men det handler ikke bare om, at de styrker det aktuelle og strategiske, politiske, økonomiske og militære samarbejde. Kina og Rusland fremmer deres mål for at afvikle perioden med USA’s hegemoni og erstatte den med deres egen ny verdensorden for overherredømme, hvortil de udbygger økonomiske, politiske og militære alliancer.
Rusland har gennem lang tid udviklet sine økonomiske, politiske og militære interesser i Afrika. Rusland afholdt i marts 2023 den internationale parlamentariske konference ”Rusland-Afrika i en multipolar verden” i Moskva. Hvor Putin bl.a. lovede at Rusland afskrev de afrikanske landes gæld med omkring 20 milliarder dollar, at Afrika vil blive en af lederne for den multipolare verdensordenen og udbredte ideen om, at Rusland sammen med landene i Afrika, Asia, Latinamerika er imod ny-kolonial ideologi og sammen udgør flertallet i verden.
Den neoliberale model for økonomisk udvikling i Rusland har skabt stadig ringere levevilkår for befolkningen. Efter årtier med genoprettelse af kapitalismen efter Stalins død viser store lag af de russiske arbejdende folk sympati for den sovjetiske socialistiske fortid. Af særlig betydning for den moderne russiske fortællings om dens moralske værdigrundlag og nationale stolthed er sejren over det nazistiske Tyskland og europæisk fascisme under Den store patriotiske krig i 2. Verdenskrig. På trods af at Putin og den herskende klasse er glødende antikommunister, er de tvunget til at bruge socialistiske og sovjetiske symboler i deres propaganda. Dette er en modsigelse som bruges aktivt af imperialismen i resten af verden til at fremme anti-kommunismen.

Afvisning af teorier om ”fredelig imperialisme” og af deltagelse i imperialistiske alliancer

Det er det kommunistiske partis, anti-imperialisters, og revolutionæres opgave at afdække, afsløre og tilbagevise de forskellige teorier og opfattelser om muligheder for udviklingen af en fredelig imperialisme, fordi de udgør en hindring i kampen mod imperialismen. For det kommunistiske parti dertil at forsvare marxismen-leninismen, der klart slår fast, at imperialismen ikke kan ændre sig til sin egen modsætning som en human fredsskabende kraft til gavn for arbejderklassen og folkene. Der findes ikke gode eller dårlige imperialister, imperialismens natur er udbytning, undertrykkelse og krig.
Højreopportunistiske strømninger som Enhedslisten støtter USA’s og dansk imperialismes rolle i krigen i Ukraine gennem sin opbakning til regeringens handlinger i denne. De opfordrer åbent til at forblive i både EU og NATO som ”det mindste onde”, med en demagogi om at gøre EU-og NATO-imperialismen fredelig til gavn for mennesker og klima.
Den kinesiske og russiske imperialisme har lanceret, at de vil «arbejde sammen for at skabe en mere retfærdig, demokratisk, stabil og multipolar verdensorden» i modsætning og i rivalisering med USA-imperialismen. Nogle partier, som KP med deres Dagbladet Arbejderen, er åbenlyse talerør for den kinesiske revisionistiske ledelses politik for en ”multipolær verden”, og også andre revisionistiske og maoistiske strømninger på venstrefløjen har gjort sig til talsmænd for den teori og politik. De går imod USA-imperialismen og NATO, men anser hverken Kina eller Rusland som imperialistiske stormagter. De strømninger bedømmer, alt efter strømning, Kina som et socialistisk land, et kapitalistisk land med en socialistisk politik eller blot en regional magt. Rusland betegnes som et kapitalistisk land og en regional magt.
Teorien om den multipolære verden er en ny variant af maoismens teori om ”verdens deling i tre”. På linje med den er der tale om en fælles klasseløs front mod USA-imperialismen, som de mindre imperialistiske, kapitalistiske og afhængige lande slutter sig sammen igennem forskellige alliancer og internationale organisationer. Disse teorier skal skjule den kendsgerning, at ingen andre end arbejderklassens og de undertrykte folks kamp kan gøre en ende på imperialismens herredømme. Både ”verdens deling i tre” og ”den multipolære verden” er udtryk for skiftende kinesisk udenrigspolitik for at styrke egne imperialistiske interesser.
Det er det kommunistiske partis opgave at agitere for og forklare, hvorfor vi fastholder kampen mod al imperialisme og rejser kravene om Danmark ud af de imperialistiske alliancer EU og NATO som en del af den anti-imperialistiske og anti-kapitalistiske kamp for en revolutionær omvæltning.

Udviklingen i de imperialistiske alliancer EU og NATO – i lyset af stormagtsrivaliseringen

Den øgede konfrontation og rivalisering mellem de imperialistiske stormagter fører til oprettelsen af regionale pagter og blokke. Imperialistmagterne inkorporerer afhængige lande med samtykke fra de nationale herskende klasser og bruger dem som brikker i den inter-imperialistiske konflikt. Sammensætningen af disse blokke eller aftaler fjerner imidlertid ikke de eksisterende modsætninger mellem de imperialistiske, kapitalistiske og afhængige lande.
USA/NATO har øget sit greb om Europa og EU, inklusivt voldeligt lukket af for russiske North Stream 2 gasledning til EU og påtvunget det større afhængighed af energi fra USA. USA udbygger gennem NATO og dens tætte samarbejde med EU’s militære Union en militær infrastruktur fra Arktis til Sorte Havet med amerikanske og NATO militærbaser. NATO arbejder på forsat udvidelse med nye medlemslande i Europa op til Ruslands grænser, hvor Finland og Sverige er de seneste eksempler. Samtidig arbejder også EU for at udvide med nye medlemslande for at sikre sin økonomiske, militære indflydelse i hele regionen. Ukraine er et kommende mål for begge.
EU gør sine imperialistiske ambitioner, strategi og handlekraft stadig mere tydelig gennem sin fælles sikkerheds-og forsvarspolitik – ”det strategiske kompas”. EU vil styrke sin strategiske uafhængighed og evne til at samarbejde militært med andre magter for at beskytte EU’s monopolernes interesser.
EU’s militære Union har været under opbygning i årevis og er for alvor med PESCO og krigen i Ukraine trådt åbent frem i den offentlige debat. Med EU’s ”Strategiske kompas” skal den overnationale generalstab og et ”sikkerhedsråd” hvor kun de største EU-lande har vetoret være på plads i 2025. Krigen i Ukraine bruges som påskud for en ekstrem militarisering og oprustning af Europa. Ligesom den blev brugt til opgøret med det danske forsvarsforhold med folkeafstemningen i 2022, der har gjort Danmark til en fuldgyldig del af EU’s militære Union.
Forsvarsbudgetterne i EU-landene bliver nu fordoblet og endda tredoblet for at finansiere såvel kravene fra NATO og fra et EU, der som imperialistmagt ønsker også at kunne forsvare dets borgerskabs interesser uden afhængighed af andre som f.eks. USA – den såkaldte ”strategiske autonomi”. Det betyder gyldne tider for krigs-og våbenindustrien. EU’s sikkerhed kædes sammen øget krigsproduktion og den direkte støtte fra EU til våbenindustrien stiger. Øget våbeneksport indgår som element, for på den måde at holde krigsindustriens produktion og teknologiudvikling i gang.
De europæiske monopoler behøver en stadig stærkere overnational statsmagt og apparat, der kan sikre dem i konkurrence med USA, Kina og Rusland og sikre dem mere direkte adgang til EU’s budgetmidler. Der arbejdes nu direkte – også med støtte fra den danske regering – for traktatændringer til at indføre kvalificerede flertalsafgørelser på udenrigs- og forsvarspolitikken, samt centrale økonomiske områder som gæld og skatter. I en blanding af samarbejde og rivalisering ønsker den tyske og franske imperialisme at drage fordel af denne situation og dominere EU og de mindre imperialistiske og kapitalistiske stater.
EU’s andel af verdensøkonomien er de seneste årtier næste halveret til 16 procent. Udover kapitalismens generelle krise er EU sakket bagud i kapløbet på områder som teknologisk udvikling og omdannelsen af sin energi og infrastruktur. Hele EU’s såkaldte ”grønne omstilling” er en del af at udvikle og sikre EU-monopolerne konkurrenceevne i verden. De europæiske monopolers strategi er forsat at presse prisen på arbejdskraften i EU’s indre marked ned under prisen på arbejdskraften i USA. Ikke bare ”den gamle” arbejderklasse i EU-landene oplever dette konstante pres på arbejds- og levevilkår. Millioner af migrantarbejdere bliver hårdt udbyttet og udnyttet som billig arbejdskraft.
Samtidig med at vi ser et økonomisk svækket EU, præget af diverse kriser, inflation, stagnation og høj arbejdsløshed har de store europæiske monopoler høstet superprofitter på øget udbytning indenfor EU og globalt. Monopolerne har dikteret en hård neoliberal reform- og nedskæringspolitik – der er blevet mødt af et begyndende opsving i arbejderklassens og ungdommens kampe på forskellige niveauer i EU-landene og med en bevidsthed om sin egen styrke.

NATO

NATO er problemet, ikke løsningen for sikkerhed og fred. Det har aldrig været en alliance til forsvar af de europæiske lande. Det er en krigerisk alliance, der blev etableret for at sikre USA’s hegemoni i Europa og for at undertrykke enhver arbejderbevægelse, der kunne true den herskende klasse.
NATO øger sine militærbudgetter, sin militære kapacitet og sin krigsdeltagelse i verden. NATO er både en militær og politisk alliance, et redskab for Vestens/USA’s økonomiske interesser og våbenindustri, og et magtmiddel til at sikre betingelser for sit liberale og markedsøkonomiske imperialistiske system. NATO har skabt en platform for en permanent alliance med et institutionaliseret magtapparat vendt mod rivaliserende magter – og arbejder for en international ”lov og orden” – baseret på USA-imperialismens interesser, system, magt, kontrol og hegemoni.
NATO’s trusselsbillede (i dets Strategiske koncept 2022) vendt mod Rusland og Kina er først og fremmest et udtryk for stormagtsrivalisering og en kamp om magteliternes imperialistiske internationale verdensorden. Den økonomiske og politiske konkurrence er pakket ind i et ideologisk slør af kamp mellem den ’frie’ (vestlige) verden og autoritære regimer, der betegnes som systemiske rivaler. NATO’s ideologiske kampagne finder sted som dække for magtudøvelse.
NATO’s ideologiske og militære offensiv som kommer til udtryk – også i medierne – varsler om at vi lever i en førkrigstid. En ny ungdomsgeneration skal indoktrineres og indrulleres som kommende kanonføde. Vi præpareres dagligt med nye spionanklager, anklager om teknologiske angreb og datalæk fra ikke mindst Rusland, der skaber en atmosfære af frygt, usikkerhed og mistænksomhed overfor modstandere af krigspolitikken. I ly af dette styrkes udviklingen af politistat og fascisering.
NATO forsøger at spille en større politisk rolle – regionalt og internationalt – i forskellige multilaterale organisationer og i EU. NATO-landene pålægges i stadig højere grad at koordinere deres udenrigspolitik og blive mere globalt orienterede, hvilket vi har set slå igennem ifm. krigen i Ukraine, trods modstridende interesser blandt de europæiske monopolgrupper og lande. Som et overnationalt organ kræver NATO rollen som forummet for vigtige strategiske og politiske spørgsmål. Spørgsmål som et lands valg af tekniske løsninger og handelspartnere defineres også som et sikkerhedspolitiske spørgsmål, der udgør en fælles trussel, hvis leverancerne ikke kommer fra ”venner” og NATO-allierede.

Dansk imperialisme og dens placering i verden

Danmark er et imperialistisk land, tæt knyttet til USA-imperialismen økonomisk og militært gennem den amerikanske økonomiske verdensorden, gennem investeringer, fælles industriprojekter, samhandel og gennem NATO og bilaterale aftaler.
Danske regeringer optræder ofte i rollen som USA’s ”lille bulldog”.
Danmark er samtidig del af monopolernes EU og underlagt den imperialistiske Union økonomisk, politisk og nu også som en del af EU’s opbygning til militær supermagt
Det danske oligarki med få store globale monopoler, som Mærsk, NOVO og Vestas dikterer skiftende regeringers politik til egen fordel med øget udbytning og superprofitter, der har nået nye rekorder de seneste år. Gennem statsmagten gennemføres i disse år store nye reformer til at øge udnyttelsen af arbejdskraften og lette forholdene for kapital og de store i erhvervslivet.
Dansk monopolkapital centraliseres i stadig højere grad på færre monopolgrupper og færre familier. De har deres egne banker og kapitalfonde, som Mærsk og Danske bank, der med opkøb af andre virksomheder indordner dansk produktion og erhvervsliv enstrenget under deres interesser, samtidig med at kapitaleksport til øgede investeringer i datterselskaber og produktion i andre lande.
Dansk udenrigspolitik dikteres af monopolgruppernes interesser. De største danske samhandelspartnere er EU (med Tyskland og Sverige som de største), USA og som den 4.største, når det gælder import/eksport, Kina. Den nuværende SVM-regerings’ beslutninger, love, økonomisk støtte, diplomati og militær sikrer også de danske monopoler bedst muligt i den øgede rivalisering om markeder, råstoffer, teknologi og energi
Dansk imperialisme udnytter forsat sine tidligere kolonier Grønland og Færøerne økonomisk såvel som geopolitisk i modsætning til befolkningernes ønsker og interesser. Ikke mindst i Grønland sker det under voksende modsætninger og modstand. Områderne har strategisk betydning militært og råstofmæssigt for såvel USA, NATO og EU, hvilket dansk imperialisme forsøger at udnytte til sin fordel på bekostning af de færøske og grønlandske folk.
Situationen med skærpede modsætninger mellem imperialisterne betyder, at USA kræver større og større involvering fra dansk imperialismes side. Ikke kun gennem NATO, men også gennem bilaterale og ofte hemmelige aftaler. Gennem dem har danske regeringer tilladt at udenlandske amerikanske militærbaser oprettes i Danmark, foruden NATO-baser.
Militært er det danske luftvåben og ikke mindst de kommende F-35 kampfly og danske militære lufthavne underlagt USA og NATO. De danske havne er sat af som militære transit- og forsyningshavne for NATO. Danmark er øremærket til at være opmarchområde for eventuelle hærstyrker og materiel fra USA, NATO og EU i en krigssituation.
Danmark udgør aflytningscentral for det amerikanske efterretningsvæsen NSA gennem en hemmeligstemplet aftale.
Dansk imperialisme, dets statsmagt og regering har sat Danmark i en yderst farlig situation som en brik i den imperialistiske rivalisering og voksende krigsfare, og gjort Danmark til et brohoved i Arktis, Nordsøen, Østersøen og Norden, som en NATO-flanke.
Under dække af krigen i Ukraine foregår der i disse år en voldsom militarisering, optrapning af det militære voldsapparat, øgede militærbudgetter, spredning af kold krigsfrygt og ideologisk militaristisk idealisering og opdragelse af ungdommen. Mens sundhed, uddannelse og det der er tilbage af velfærden bløder, er det nye 10-årige militær og krigsbudget med forsvarsforliget steget med 143 milliarder kroner (til sammenligning er der afsat 3 milliarder til lønløft i den øvrige offentlige sektor). Danmark skal opfylde NATO’s 2%-krav allerede i 2025, betalt af danske arbejdere og skatteborgere.
Danmarks regering har ikke arbejdet for at krigen i Ukraine kunne finde en afslutning og stoppe krigens myrderier efter Ruslands invasion i februar 2022. Tværtimod har Danmark sendt milliarder af kroner, militært udstyr, våben, uddannelse af soldater til Zelenzky-styret i Ukraine og været part i at holde krigen kørende.
Den militære og økonomiske ’hjælp’ til Ukraine er givet med betingelser og udnyttelse af fordele. Dansk monopolkapital er med helt fremme, bl.a. når det kommer til genopbygningsplanen for det krigshærgede land. Staten har besluttet at finansiere et sikkerhedsnet for virksomheders investeringer Ukraine gennem Danmarks Eksport- og Investeringsfond, (EIFO). Det gælder bl.a. A.P. Møller-Mærsk, Aarsleff, Cowi, Danfoss, DFDS, Forsyning Danmark, Grundfos, Velux, og Vestas. Monopolkapitalen ser det krigshærgede Ukraine som ”verdens største byggeplads”, hvor Danmark indgår i EU’s ”genopbygningsplan”, der skal sikre fremtidig udbytning og udplyndring.
Indholdet i regeringens nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi 2023 følger de anbefalinger Dansk Industri har lagt frem. Dansk kapitals og erhvervslivs konkurrenceevne skal styrkes globalt – økonomisk som militært.
I den skærpede inter-imperialistiske rivalisering mellem stormagterne skal Danmark på den ene side politisk følge og bakke op om USA’s/NATO’s og EU’s strategi, hvor Kina og Rusland udpeges som strukturelle rivaler og fjender, og på den anden side skal danske monopolers interesser og investeringer i selvsamme Rusland og Kina beskyttes. I lyset af den stigende rivalisering følger den udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi EU’s linje med at opretholde samhandlen med Kina samtidig med at konkurrere og flytte investeringer, udnyttelse af arbejdskraft og produktion og udplyndring af råstoffer i Afrika, Asien – ikke mindst Indien, Latinamerika og USA.
AP Møller Mærsk har opbygget et stort investeringsnetværk i Afrika, bl.a. i kraftværker, havne til sine containerskibe, jernbaner, kornlagre og komprimeret spildgas. Med det formål at sikre sig monopol på en del af især Vestafrikas energisystem og infrastruktur har A.P. Møller Holding hentet penge fra PKA, Pension Danmark og Lægernes Pensionskasse gennem en fælles fond (Afrika Infrastruktur Fond). Også virksomheder som Arla, Vestas, Kamstrup, Grundfos investerer på det afrikanske kontinent.
EU satser på opbygning af infrastruktur – veje, jernbaner, energiforsyning, fiberkabler, 5G-mobilnetværk og klimaprojekter (mm.) i Afrika under navnet Global Gateway-strategi i konkurrence med Kinas såkaldte Silkevej (Belt and Road Initiative). Med øremærkede investeringer på 1.100 milliarder kroner, både fra de offentlige kasser og private investorer vil EU – og Danmark – forsøge at udkonkurrere Kina med ”bedre tilbud” end Kinas, nu hvor flere lande mærker at konsekvenserne af Kinas betingelser for investeringer og lån ikke afviger fra de vestlige imperialisters.
Både EU og Danmark beskytter monopolernes investeringer i Afrika med militære missioner og krige på bekostning af de afrikanske lande og befolkninger. Danmark har deltaget aktivt i Sahel og har sikret militær beskyttelse af sejladsen i Guinea-bugten på opfordring fra Mærsk. Folketinget har bevilget millioner til at træne soldater i Nigeria, Benin, Togo, Ghana og Elfenbenskysten. Nigeria er Afrikas største olieproducent og et af de lande i Afrika, der fremhæves som dansk interesseområde.
Ikke uden grund sættes Stillehavsregionen i særligt fokus i den nye danske udenrigs-og sikkerhedspolitik. Rivaliseringen mellem USA og Kina gør det til et knudepunkt. Omkring halvdelen af de containere, der sejles rundt på verdenshavene, passerer i dag Taiwanstrædet, hvilket gør danske rederier, ikke mindst Mærsk og deres sikkerhed for profit til et afgørende spørgsmål. Dansk udenrigspolitik balancerer derfor her på en knivsæg i konflikten mellem USA og Kina -og ønsker ligesom f.eks. fransk imperialisme ikke at blive inddraget i en optrappet og mulig væbnet konflikt omkring Taiwan.
Den såkaldte grønne kapitalisme – ”den grønne omstilling” – den særlige ’grønne og demokratiske’ udgave af imperialismen, udnytter groft populære dagsordener som skalkeskjul for almindelig imperialistisk profit. Det er et af de områder dansk imperialisme satser på som vækstområde. Det gælder ikke mindst for vind-industrien og på ’biosolutions’-området, hvor danske biosolutionsvirksomheder leverer løsninger inden for hovedsageligt fødevare-, ingrediens-, landbrugs- og energiområdet samt i industrien.
Danmark har indgået ”Grønne, strategiske partnerskaber” med en række lande: Indien, Sydkorea, Indonesien og Sydafrika. Også i USA satses der på et stort marked for ’grønne løsninger’.

Teksten er gengivet fra bogen “Udviklingen af klassekampen kræver et stærkt kommunistisk parti” med dokumenter fra APKs 10. kongres