Dag 1: Anholdt uden for Ungdomshuset

  Min personlige beretning

Af ZIA København

ZIA blev anholdt torsdag den 1. marts om morgenen ved Runddelen uden for Ungdomshuset som en af de første under rydningen.
Hun er en ung kvinde med indvandrerbaggrund - og medlem af DKU
Hun er stadig sigtet

Runddelen om morgenen 1. marts 2007 - Foto: indymedia.dk

Torsdag den 1. marts tidligt om morgenen står vi rigtigt mange mennesker foran Ungdomshuset og kigger stille og roligt på at politiet rydder det. Der er stille med undtagelse af at der ind i mellem kommer nogle tilråb fra de mange, der er dukket op for at kikke på lige som mig . (Note 1)

Politiet vælger at håndplukke nogle enkelte fra mængden, og der opstår tumult mellem folk og politi. Politiet vælger også at tage mig, men det er stadig ikke gået op for mig hvorfor. Jeg blev sigtet for ikke at have fulgt politiets ordre på at forlade stedet, men det var der så mange andre, der valgte ikke at gøre. Da politiet tog mig strittede jeg selvfølgelig imod, da jeg mente og stadig mener, at det var uretfærdigt at tage mig.

Andre har senere fortalt at der havde været tre politibetjente til at trække mig væk fra den øvrige mængde. På trods af at de var tre, vred de min arm om på ryggen for at få mig til at makke ret men strammede blot mere når jeg skreg AV!
De smækkede mig op ad en hvid politivogn og gav mig strips på hænderne, meget stramt. De tjekkede min taske, og sagde meget skrapt at jeg skulle slappe af, med en koldt og kontant stemme blev jeg ved med at svare JA.

Jeg blev sat i "tog" på en meget kold og våd jord foran Ungdomshuset og ventede på at der ville komme et stykke transportapparat for at køre os ind på stationen. Pigerne og drengene sad i "tog" hver for sig. Der er ingen af os der får at vide, hvad tid det er,og om vi er anholdt eller tilbageholdt, eller nogen former for information.

I vores række i "toget" sidder en tidligere BZ´er og mor til en af de 13-14 årige drenge, der er blevet anholdt og nu er i drenge-rækken. Hendes søns bukser er faldet ned, så han sidder på den våde asfalt på sine underbukser. For at rette dem op kommer drengen op på benene og han løber ind i mængden og væk. (Note 2)

Vi sad også der på asfalten sammen med en fredsvagt, mor til en 13-årig anholdt pige. Hun havde prøvet at beskytte sin datter, da politiet havde taget fat i hende, men forgæves, der var ikke noget at gøre, de skulle begge med på politistationen og registreres - selv om datteren var under 15 år.

I det "tog", der er ved siden af mig, sidder en journalist fra Ritzau. På trods af at han havde informeret om sit erhverv, måtte han ikke vise sit pressekort til politiet, og han blev slæbt med på politistationen sammen med os andre.

Mens vi sidder og blive kolde og våde, bliver jeg ved med at fortælle politiet, at mine hænder gør ondt, og at jeg gerne vil have at de kigger på dem. Den ene betjent kigger mig i øjnene og siger nej. Efter at have skreget efter hjælp i langt tid er der en politimand, der viser sig fra sin menneskelige side. Han lover at mine strips vil blive løsnet, men der går i hvert fald en halv time, fordi de har travlt med at passe barrikaden. De retter den ene strips, så jeg faktisk godt kan få hånden ud, men jeg beholder den i af frygt for, at de igen vil stramme den.

Politiet går rundt og skriver anklagen ned på et stykke papir, som de senere lægger i vores jakkelommer. De registrerer vores signalement, navn på politibetjent der er ansvarlig, den anholdtes navn - adresse- personnummer.
Da betjenten ikke kan stave til mit navn fortæller jeg, at jeg føler det er nedværdigende og diskriminerende, at hun kan stave til alle andres navne, men ikke mit. Hun bliver sur på mig og siger med en uforstående stemme, at de har været søde ved mig ved at løsne mine strips og hvorfor jeg så skal fyre en beskyldning i hovedet på dem. Hun fortæller at hun selvfølgelig ikke kan stave til mit navn, fordi hun aldrig har hørt det før - det skal lige nævnes at jeg er den eneste i Danmark med dette navn. Men det ender med at jeg staver mit navn, og alligevel opgiver hun ved mit mellemnavn. Hun når ikke at få mit efternavn med.

På et tidspunkt begynder tilskuerne/demonstranterne at kaste med ting mod politiet, og vi gør opmærksom på, at vi vil blive trampet ned, hvis demonstranterne stormede politiets blokade. Det kunne de godt forstå, men havde ikke overvejet det. før vi gjorde dem opmærksom på problemet. De fik bekymrede udtryk i ansigtet og meget travlt med at finde noget transport til os, hvilket ikke var særlig betryggende. Det kan godt være at politiet har haft meget langt tid til at arrangere denne rydning - men der er ingen tvivl om at der var nogle løse ender, der ikke var tænkt ordentligt igennem.

Vi piger bliver hentet som de første. På den ene side var det rigtig rart ikke at skulle sidde der længere og på den anden side ret sexistisk. I ånden af at det meget snart er 8. marts ville man tænke, at vi piger kan da klare ligeså meget som mænd. Under køreturen spørger vi igen, om vi må få vores strips af og får at vide, at det må vi, når vi kommer på stationen.

Da vi kommer ind på politistationen (Bellahøj) viser det sig, at vi er de første derinde. Der er en lang gang i kælderetagen med et kontor i midten. Til højre for kontoret sidder pigerne på en bænk med kvindelige og mandlige betjente, og til venstre sidder drengene med udelukkende mandlige betjente.

Min ene hånd er helt blå og hævet, og da jeg viser den til politiet, vil de først ikke fjerne mine strips, men da de lidt ældre kvinder har talegaverne i orden, får de dem til at indse, at det ikke er i orden at behandle nogen på den måde, og at de skal behandle os ordentligt, når vi er i deres varetægt. En af de udenlandske betjente klipper mine strips op. Min ene finger gør endnu i dag ondt og er nærmest følelsesløs. Lægen siger det kan være en nerve der sidder i klemme. Hvis man ikke allerede nu er bevidst om det, og det bliver værre efter to uger, kan dette give varige mén. Uhyggeligt perspektiv.

Der kommer hele tiden flere og flere piger til. Der kommer også unge piger, der var inde i Ungdomshuset, da det blev stormet af politiet, og jeg fik heldigvis en chance for at snakke med dem. De fortalte at politiet havde taget deres (hjemmelavede) gasmasker af og derefter smidt tåregas i huset - med det ene formål at skade og pacificere de unge. Nogle havde grædt blod ud af øjnene. Flere af de unge, der havde været i huset, havde tydeligvis fået tæsk af politiet.

En tysk pige blev båret ind af en politibetjent, som selv sagde, at hun havde brug for en læge og at hun havde været mentalt væk i et stykke tid. Da hun kom lidt til sig selv, bad hun om at blive tilset af en læge. og betjentene sagde, at de gjorde hvad de kunne, men de gjorde intet. De videreformidlede ikke hendes behov for en læge til nogen. En dansk pige havde hul i hovedet og blod i ansigtet. Den ene betjent sagde at der ikke skete noget ved, at hun ventede. Vi gjorde klart for betjenten at det kunne han da ikke vide, eftersom han ikke var læge. Men han var ligeglad eller for dum til at forstå det.

Når man skal "indkvarteres" kommer man ind på kontoret, hvor dørene hele tiden har været åbne, og bliver registreret.

ZIA's tegning fra politistationen

Der står 3-4 betjente og kigger på én, snakker til én og roder éns ting igennem og spørger om navn, adresse og telefonnummer og alt muligt på samme tid, så man bliver helt forvirret og kommer til at udtale ting, man fortryder bagefter.

Vi bliver hentet en af gangen for at blive registreret og sat i en celle - pigerne på første sal, drenge i stueetagen.

En af drengene står i kontoret og bliver registreret. Pludselig kan vi høre, at han råber og der bliver noget tumult derinde. Han begynder at råbe "BENJAMIN!!" og dørene bliver lukket. Vi begynder at råbe, både inde fra drengenes og pigernes gang. Døren ind til pigerne bliver kun lukket på klem, og min veninde som jeg blev anholdt sammen med, står ved døren og kan se hvad der forgår. Hun fortæller, at der sidder nogle betjente ovenpå denne dreng, der råber. Derefter bliver der stille, drengen fjernet, og dørene bliver åbnet igen.

Jeg havde faktisk ca. 5000 kr. i småpenge på mig fordi jeg ikke regnede med at blive anholdt, men ville tage i banken senere på dagen for at få dem vekslet. Pengene var naturligvis ikke mine, men seminariets (Note 2).Det var småpenge fra den studietur vi havde været på med de nye studerende. Betjentene kalder mig en lille bankrøver De bliver irriteret over situationen men siger, at de bliver nødt til at tælle dem alle sammen, for at jeg ikke senere kan klage over at der mangler penge.

Så kommer de på den kloge idé at sende et par gutter i banken for at få dem talt op. Jeg spørger om de så ikke kan få dem vekslet til sedler, da jeg så ikke behøver at gå i banken. Vi ender med at stå og grine lidt af det. Pengene bliver talt op, mens jeg sidder låst inde i min celle, og i princippet kan jeg ikke vide, om de har taget nogle penge fra den pose. Posen med småpengene blev heller ikke registreret i mine papirer.

Da jeg skal kropvisiteres er det naturligvis en kvindelig betjent, der gør det. Hun spørger mig om jeg har sprængstof på mig, og jeg siger JA for sjov og vi griner af det. men når jeg tænker på det efterfølgende, virker det faktisk ret nedværdigende, at hun spørger mig om det. Hvorfor skulle jeg have sprængstof på mig?? Jeg er jo ikke en selvmordsbomber eller terrorist, bare fordi jeg har et udenlandsk navn.

Den samme betjent der kropsvisiterede mig sørgede for at min veninde og jeg kom i celle sammen, og hun spurgte om hun ikke var sød, fordi hun lige havde ordnet det for os, rigtig hyggeonkel teknik, og lidt ubehageligt.

Jeg kommer op i cellen, hvor min veninde sidder. Der er en bænk der er lang nok til at man kan ligge to personer med bøjede ben, og vi ender med at blive 6 piger i alt. Det betyder jo så, at 4 af os må sidde og ligge på gulvet. Vi fik godt nok et tæppe hver, men det lignede mere meget store viskestykker, for de var meget tynde og varmede slet ikke. Der var varme i et rør, der var bygget ind i en kasse som var en del af væggen. Det var nærmest lunkent og slet ikke i stand til at varme cellen op. Vi frøs og bad om flere tæpper, men fik først nogen mange timer efter. I dag er min veninde og jeg ramt af influenza. Vi er meget forkølede og har hostet lungerne ud siden i fredags.

Jeg sad i celle med en pige fra Sverige, der fortalte at hun var blevet sparket i maven af politiet. Hun havde også været med under urolighederne den 16. december, hvor hun blev anholdt og havde tilbragt tre dage i Vestre Fængsel og senere udvist til Sverige. Hun fortalte at de kunne finde på at komme ind i hendes celle i tide og utide og bede hende om f.eks. at tage sit tøj af, så hun stod nøgen - og så grinede de af hende.

Der var også en pige på 15 år som var på vej i skole torsdag morgen. For det blev hun anholdt.

Kl. 17 får vi vores første "måltid" - en fesen halv amagermad med saltet, stæk salami og agurk. Politiet ved godt at halvdelen af de anholdte er veganere, vegetarer eller muslimer.

Kl. 2 om natten, lige før vores 2. måltid, blev stort set alle under 18 og alle der ikke var danske statsborgere kørt til Vestre Fængsel.

Kl. 3 blev vi så vækket lige efter de unge var blevet flyttet til Vestre Fængsel for at få en ussel Burger King-burger. En pige i cellen ved siden af vores gik helt amok over maden (Gid vi alle var stærke nok til at sige fra over for så latterligtog nedværdigende kvalitet af maden!).

Der var dog ikke mangel på toilet besøg og mulighed for at hente vand, vi skulle bare sige til.

Ca. lidt over kl. 4 om natten bliver jeg bedt om at komme til afhøring. Jeg kommer ud fra cellen, tager mine sko på, meddeler at jeg ikke vil udtale mig, tager mine sko af og smutter ind i min celle igen. Jeg fortryder nu at jeg ikke bad dem skride ad helvede til ud af min celle, da jeg ikke havde noget at snakke med dem om.

Kl. lidt over 8 er jeg den sidste i min celle, der kommer ud. Jeg bliver løsladt. Jeg kommer ud til en dame, som beder mig kigge min taske igennem. Alle skolens småpenge mangler. Hun går et øjeblik og kommer tilbage med posen. Hun skriver pengene ind på mine papir og beder mig om at skrive under på dem, hvilket jeg nægter. Hun truer mig med, at hun ellers ikke kan udlevere pengene, da de ikke er skrevet ind i mine papirer.

Jeg overvejer situationen, og tilbyder hende at skrive under, hvis jeg kan få en kop af papiret. Det vil hun ikke udlevere, men truer mig med at jeg skal blive der i længere tid, hvis jeg ikke skriver under. Jeg nægter stadig og tager en diskussion med hende om, hvorfor det er mig der skal tage konsekvensen af, at de har begået en fejl. Det kan hun ikke svare på. Jeg bliver sendt ind i min celle og bliver hentet igen efter 10 min. Hun er sur og siger at jeg kan tage pengene, men at hun nu skulle til at lave papirarbejde. Jeg markerer at det stadig ikke kan være mit problem, at de har lavet en fejl.

Da jeg kommer ud fra politistationen venter min veninde udenfor, det er rigtig rart og vi giver hinanden et kæmpe kram. Det følels helt som om vi har bestået en hård prøvelse, og det har vi jo egentlig også. Hun fortæller mig at retshjælpen venter med mad og kaffe lidt længere nede af gaden.

Da vi kommer ned til dem står vi og snakke lidt om mine oplevelser og hvad jeg så derinde. De fortæller så mig at politiet havde råbt `perker` efter nogle af drengene med arabisk baggrund. Men drengene havde ikke en optager på sig, for man kan vist ikke bruge ord mod ord i retten. Det ærgrede vi os ret meget over.

Jeg røg en smøg sammen med dem og udfyldte nogle papir og sagde pænt tak og farvel.

Tirsdag d. 6. marts

Noter:

1. Dette er min personlige beretning af mine oplevelser af min første anholdelse 1. marts som en af de første den morgen ungdomshuset blev stormet og ryddet af politiet.
Min tidsfornemmelse på selve dagen er ikke helt korrekt, og det er muligt at hukommelsen svigter med nogle detaljer - dette beklager jeg.

2. Senere fredag møder vi drengens mor på Nørrebrogade og hun fortæller at politiet nåede at spænde ben for drengen inden han "faldt" ind i mængden af tilskuere. Eftersom drengen stadig havde stribs på hænderne kunne han ikke tage fra og var faldet og slået sig, han havde været på skadestuen og fået et par sting og fået konstateret hjernerystelse. Jeg mødte ham senere fredag til stormøde i Folkets Hus og han så ikke ud til at have det særlig godt men det var smukt at han på den måde slap væk og han ikke gav op men kom til stormøde. Det var en lille sejr der varmede i dette meget kolde øjeblik.

3. ZIA er pædagogstuderende

- End -