Politisk udtalelse fra APKs 5. kongres 2012

Det mest iøjnefaldende træk ved den globale situation i dag er, at det ikke er lykkedes verdenskapitalismen at ryste den krise af sig, der begyndte sidst i 2006 og slog igennem for fuld kraft i 2007 og 2008.

Ifølge FN-organisationen ILO er den globale arbejdsløshed rekordhøj og ventes at være på 202 millioner mennesker eller 6,1 pct. af den globale arbejdsstyrke. I den nyliberale Europæiske Union og eurozonen er arbejdsløsheden eksplosivt høj: i Spanien 23,6 pct., i Grækenland 21 pct., i Irland 15 pct., i Portugal 14,7 pct. og i Bulgarien 12,4 pct. Ungdomsarbejdsløshedsprocenterne er endnu højere.

Krisen har rystet den såkaldt nye verdensorden – dvs. det globale kapitalistiske system – og afsløret den altgennemtrængende løgn om, at dette system kan sikre fremgang, fred og en fremtid for folkene og det store flertal.

Derfor ser vi også et betydeligt opsving i arbejderklassens, ungdommens og folkenes kamp over hele kloden. Nye regioner kommer ind på den globale arena.

En revolutionær stormvind har fejet gennem Tunesien, Ægypten og andre arabiske lande og bragt reaktionære diktaturer til fald. Klassekampen er også uhyre skarp i de hårdest kriseramte lande i eurozonen, først og fremmest i Sydeuropa. Ungdommen  i Grækenland, Spanien, Italien osv. er massivt gået på gaderne i militante protestbevægelser. Arbejderne er også rykket og viser sin vilje til at stoppe de brutale nyliberale angreb. I otte EU-lande er regeringer, der har gennemført unionens nedskæringspolitik, bragt til fald siden krisens udbrud.

Krisemedicin uden virkning

Den kapitalistiske verdenskrise udløstes og blev forstærket af et oppustet boligspekulation og massiv finansiel spekulation uden restriktioner. Men i realiteten er det en kapitalistisk overproduktionskrise, hvor vareproduktionen ikke kan afsættes på grund af arbejdernes og massernes begrænsede købekraft. De massive hjælpepakker til kriseramte banker og finansielle institutioner er betalt af skatteyderpengene og har bevirket en omfattende gældsætning af staterne.

I EU er der yderligere dikteret omfattende nyliberale nedskæringer på de offentlige budgetter. Billedet er det samme i alle EU-lande og ikke kun de hårdest ramte. Der gennemføres massive besparelser og fyringer i den offentlige sektor. De sociale ydelser forringes. Uddannelsessteder, skoler, institutioner, sundhedsvæsen og vedligeholdelse af enhver art skæres ned.  Der privatiseres i stort omfang og sælges ud af offentlige værdier og kerneområder. Pensioner og overførselsindkomster, alle andre offentlige økonomiske ydelser, beskæres drastisk.

De offentligt ansatte dikteres lønnedgang i den ene eller anden form, samtidig med at arbejdstiden sættes i vejret og arbejdstempoet skrues op. En hel stribe ’arbejdsmarkedsreformer’ og andre ’reformer’ – der er ensbetydende med forringelser for det store flertal – gennemføres med henblik på at sikre, at arbejderne arbejder længere, både dagligt, hver uge og i livs-arbejdstiden. Og forholdene for dem, som ikke 110 pct. kan leve op til de kapitalistiske krav til arbejdskraften og ryger uden for arbejdsmarkedet, straffes hårdt med en tilværelse på eller under fattigdomsgrænsen og stærkt forringet livskvalitet.

Det er med andre ord arbejderne, ungdommen og den brede befolkning, der har betalt for krisen, mens storkapitalen og monopolerne har vokset sig større og stærkere under krisen og sikret profitterne.

Nedskæringer, fyringer og reallønsfald i massivt omfang, som det er set i EU og eurolandene, har ikke sikret en overvindelse af krisen. Tværtimod befinder EU sig hen mod midten af 2012 i en fornyet recession.
Bankpakkerne betød ikke, at krisen blev overvundet og ny vækst satte ind. Også denne kapitalistiske medicin slog fejl.
Den anden kapitalistiske metode til fornyet vækst og til at overvinde krisen, at sætte gang i hjulene ved hjælp af lån og gældsætning, er heller ikke en reel vej ud af de kapitalistiske kriser.

For kapitalismen er ude af stand til at forhindre sine cykliske kriser i at bryde ud eller positivt og aktivt at overvinde dem. Den nuværende økonomiske krise er gledet over i en langvarig depression uden udsigt til snarligt opsving. Ifølge ILO vil massearbejdsløsheden fortsætte med at vokse år for år, frem til over 210 millioner i 2016. Først derefter spås der om mulig vækst i arbejdspladser.

Imod alt dette styrker de arbejdende deres fælles kamp mod kapitalen under paroler som “Vi vil ikke betale for jeres krise! Lad de rige betale krisen!”
Arbejderne samt de unge, de arbejdsløse, pensionisterne og andre på overførselsindkomster – det store flertal i befolkningen – forener sig i stadig større omfang i kampen mod den nyliberale nedskæringspolitik, besparelserne på de sociale dele af de offentlige budgetter, arbejdsmarkeds- og pensions-’reformerne’ og kravene om øget arbejdstid og formel eller reel lønnedgang.

Forhåbningerne til de eksisterende kapitalistiske institutioner og forummer – G20, G8, EU og IMF osv. – og til de kapitalistiske regeringer og parlamenter af forskellig observans bliver stadig mindre, efterhånden som krisen fortsætter tilsyneladende uden ende i sigte og de kapitalistiske politikeres og magthavernes løfter om fornyet fremgang viser sig at være tomme ord.
Derfor søger arbejderne og de unge mod nye løsninger, nye veje til en anden og bedre fremtid.

Ud over at vælte krisens byrder over på de arbejdende og de brede masser søger den kriseramte kapitalisme og imperialismen andre reaktionære udveje af krisen – dels gennem krig og aggression mod andre lande og folk, dels gennem øget militarisering af samfundene, ’terrorlove’ og skærpet overvågning og repression mod befolkningerne, og også ved at opmuntre udbredelsen af fascisme, nazisme, nynazisme og højreekstremisme af alle afskygninger.

Recept 2: Krig

’Den nye verdensorden’ har betydet en periode med permanente krige. Efter USA’s og Vestens Golfkrig i 1991 og USA’s og NATO’s krig mod Serbien i 1999 har det 21. århundrede foreløbig været kendetegnet ved uafbrudte krige anstiftet af USA og med den imperialistiske militæralliance NATO som afgørende aktør.

Efter 11. september 2001 kom Afghanistan-krigen, som endnu ikke er afsluttet, og hvor besættelsesmagterne må imødese et nederlag. Efter krigen mod Irak i 2003, som også reelt blev et nederlag for den imperialistiske krigskoalition og har ført til et ødelagt og korrupt irakisk samfund, fulgte krigen mod Libyen i 2011, som har bragt en utilsløret koalition mellem Vesten og fundamentalistisk islamisme for dagen og etableret et lovløst samfund regeret af imperialistiske agenter, militser, klaner og sharia-tilhængere.

Imperialismen lægger op til en gentagelse af scenariet fra Libyen i Syrien – og til en angrebskrig mod Iran.

De imperialistiske planer og den militære aggression i Mellemøsten, som understøtter Israels rolle og politik i regionen, er en hovedhindring for fred, stabilitet og social fremgang for befolkningerne, og for en retfærdig  løsning for det palæstinensiske folk.

USA’s og Vestens aggressive militæralliance NATO, der har udviklet sig til en global krigsmagt, fortsætter deres aggressioner i Mellemøsten og Asien og udvider den militære tilstedeværelse i Afrika. Intet hjørne af kloden lades i fred for den øgede militarisering og oprustning, der afspejler de voksende modsætninger mellem de gamle imperialistmagter USA og EU og nye som Kina og Rusland m.fl. Selv Arktis er nu inddraget.

Antikrigsbevægelsen udviklede sig som en virkelig global massebevægelse i starten af den såkaldte krig mod terror, ikke mindst mod krigen i Irak. Bevægelsen vender sig mod de nuværende krige og besættelser og forlanger, at alle udenlandske tropper øjeblikkeligt trækkes ud af de besatte lande, at nye aggressionskrige bremses i opløbet, samt at den aggressive militærpagt NATO opløses, og den forlanger de ansvarlige krigsforbrydere stillet for retten.

Recept 3: Politistater og indgreb mod politiske protester

Den militære aggression er ledsaget af en militarisering af civilsamfundet i de krigsførende lande uden fortilfælde siden starten på ’den kolde krig’. De imperialistiske krige skaber en kaste af ’veteraner’, som er opdraget i en ånd af militær aggression og nykolonialisme, og som får en prominent plads i samfundslivet som nationale ’helte’. Krigspropaganda og indoktrinering med retfærdiggørelser af aggressionskrige fylder medierne og den dominerende film- og tv-industri. Krigsmodstand udgrænses og lægges for had.

Der lægges samtidig planer for anvendelse af militær mod civil uro i al fald i alle de imperialistiske lande, i alle NATO-lande.

De imperialistiske lande er på vej til at udvikle sig til politistater. Den massive overvågning af borgerne på internettet og i det private og offentlige rum overgår på nogle områder de Orwell’ske fantasier. Samtidig er der gennemført en omfattende ’terrorlovgivning’ og følgelove, som har særlig fokus på at sætte ind mod og kvæle den politiske protest, som man har set det i forbindelse med lømmelpakken og masseanholdelserne under klimatopmødet i København i 2009.

At kunne gribe ind mod politiske protester med alle midler bliver særlig betydningsfuldt for den herskende klasse i en situation, hvor de utilsløret afsætter valgte politikere og indsætter storkapitalens foretrukne som politisk frontfigur, som det sås i Grækenland og Italien i 2011, da regeringscheferne blev udskiftet.

Foragten for demokratiske institutioner er parret med viljen til at slå hårdt ned på demokratiske og folkelige protester og mod civil ulydighed af enhver art.

Protesten mod politistatsudviklingen, militariseringen af samfundslivet, undergravningen af demokratiet, terrorlovene og tiltagene mod ytringsfriheden på nettet såsom ACTA-loven, mod kriminaliseringen af den politiske protest og forfølgelsen af politisk aktivisme er også en global tendens og en del af de arbejdendes fælles kamp i alle lande.

Recept 4: Naziterror og højreekstremisme

Det er på ingen måde tilfældigt, at højreekstremistiske tendenser af alle slags breder sig og bliver udbredt i en sådan ustabil krisesituation for det kapitalistiske system og dens herskende klasse. Styrkelse af højreekstremisme, nationalkonservatisme, nynazisme og genoplivning og rehabilitering af fascisme og nazisme, indbefattet dens topfigurer, er en bevidst politik fra de herskendes side.

Den højreekstreme og fascistiske politik og ideologis udbredelse sikres ved, at der ikke gribes ind over for nazistisk og racistisk aktivitet og propaganda, selvom den er kriminel ifølge FN og nationale lovgivninger. Fascisterne har fuld ytringsfrihed og bruger den fuldt ud på internettet og i talrige andre sammenhænge, hvor de officielle medier fungerer som mikrofonholdere.

I et sådant klima og på en sådan baggrund opstår nazistiske terrorister som nordmanden A.B. Breivik, som gennemførte et bombeattentat mod den norske regering og en massakre på en socialdemokratisk ungdomslejr, den svenske snigskytte Peter Mangs, som terroriserede indvandrerkvarterer i Malmø, og den nazistiske celle i Tyskland, der i forståelse med tyske politi- og efterretningsfolk gennemførte de såkaldte kebabmord på indvandrerforretninger.

Politi, anklagermyndigheder, medicinske autoriteter og medierne forsøger at fremstille den systematiske nazistiske terror, der foregår i mange lande og har indvandrere og venstreorienterede og revolutionære som mål, som ’ensomme ulve’ og/eller sindsforstyrrede personer, der med personlige motiver handler på egen hånd.

Men disse brutale naziterrorister er et direkte resultat af den herskende klasses ideologi og politik, opfostret og udviklet af dens propaganda.

Selvom det er indlysende, at den fascistiske, nazistiske og højreekstreme terrorisme og dens hadforbrydelser er barbariske, retter sig mod uskyldige mennesker og kræver mange menneskeliv, forsøger politi, efterretningstjenester og de borgerlige medier at fremstille højreterror og ’venstreekstremistisk’ terror som ét fedt – og tilmed at udråbe venstreekstrem ’terror’ som den største trussel og fare.

Blandt borgerskabets metoder til at genoplive nazisme er også at ligestille nazisme og kommunisme. Det giver sig bl.a. udtryk i rehabilitering af nazikoryfæer og på den anden side i ydmygelse og tilsvining af den antinazistiske modstandskamp og de antifascistiske modstandsfolk.

Nutidens nazistiske massemordere får fuld frihed til at udbrede sig i medierne og opbygge tilhængerskarer fra fængselscellerne. Og de er kun toppen af isbjerget. I skyggen af dem, og stort set upåtalt, findes påsatte brande på flygtninge- og asylcentrer og indvandrerbutikker, overfald på indvandrere og på venstreorienterede i tusindvis. Der er en kommende racekrig og udryddelseskrig mod kommunister, revolutionære, venstreorienterede og tilmed socialdemokrater på programmet – i dag som i går.

Over hele verden er kampen mod de højreekstremistiske partier og bevægelser, som vokser og bliver stærkere i mange lande, en integreret del af kampen mod krise, krig og reaktion. Derfor kræves også forbud mod fascistiske, nazistiske og racistiske organisationer, aktiviteter og propaganda.

Ungdommen og arbejderne søger nye veje

Krisen betyder også reallønsfald for arbejderklassen som helhed og forringede vilkår for den største del af befolkningerne. På globalt plan må milliarder af mennesker kæmpe hårdt for ikke at gå sultne i seng.

Alle massearmodens uhyggelige konsekvenser er dagens virkelighed for en stor del af jordens befolkning.

Samtidig vokser den sociale uro overalt.  Protester, demonstrationer, aktioner og strejker bliver hyppigere over hele kloden. ILO’s rapport for 2012 fortæller, at i 2011 voksede den sociale uro i 57 ud af 106 lande i sammenligning med året før. Tendensen er særlig kraftig i Europa, Mellemøsten, Nordafrika og Afrika syd for Sahara.

Den økonomiske krise udspiller sig samtidig med uviklingen af andre globale kriser. Klima- og energikrisen repræsenterer alvorlige farer for folkene og deres fremtid. Den globale opvarmning og andre menneskeskabte katastrofer rammer ikke mindst de fattigste lande og de fattigste befolkninger hårdt.

Samtidig har atomkatastrofen på Fukushima-værket i Japan, hvis konsekvenser er globale og langtfra er overvundet, endnu en gang understreget, at A-kraft er en teknologi, der bærer døden med sig og bør skrottes sammen med atomvåbnene. Omstillingen til vedvarende energi er globalt en påtrængende opgave, som kapitalismen er ude af stand til at løse.

Massearbejdsløsheden er et fænomen, der rammer alle lande, hele den kapitalistiske verden, og udsigterne for den nuværende generation af unge er dystre.
De unge i de udviklede imperialistiske lande kan ikke regne med at få samme leve- og arbejdsvilkår som forældregenerationen, men bliver ringere stillet uddannelsesmæssigt, jobmæssigt og økonomisk.

De unge er verden over gået forrest på barrikaderne i protest og revolte mod den kapitalistiske krise og dens konsekvenser, samtidig med at arbejderklassen som helhed i stadig større omfang har kastet sig ud i masseprotester, demonstrationer og politiske strejker – og særligt omfattende i de hårdest kriseramte lande.

’Det arabiske forår’ mobiliserede i udstrakt grad en generation af unge, der ikke kunne få arbejde, selvom mange af dem havde gennemført universitetsuddannelser. I Spanien med den ekstremt høje andel af unge arbejdsløse (over halvdelen af den unge generation har ikke arbejde) har de unge markeret sig med initiativer som M15-bevægelsen, som har manifesteret sig med aktioner over hele landet og lagt afstand til de parlamentariske alternativer i form af ‘socialisterne’ og de åbent borgerlige.

Også i det hårdt ramte Grækenland, i Italien, Portugal og mange andre lande har ungdommen aktioneret i massive protester.

Det er markant, at arbejderklassen nu for alvor også er begyndt at røre på sig. I Grækenland, Italien, Spanien og mange andre lande er der gennemført omfattende protester og en række generalstrejker, der ikke bare retter sig imod en enkelt eller flere nedskæringer og sparekrav, men har en udtalt politisk karakter og vender sig mod den siddende regering, hvad enten den er åbent borgerlig eller socialdemokratisk/’socialistisk’, og imod EU og EU’s diktater. I tilfældet Grækenland rettes protesterne mod ’trojkaen’ af EU, Den Europæiske Centralbank ECB og Den Internationale Valutafond IMF, hvis krav om barbarisk forringede levevilkår dikteres det græske folk.

De forhåbninger, der i Europa for nogles vedkommende knyttede sig til EU og Euroland, ligger i ruiner. Den Europæiske Union har uigenkaldeligt afsløret sig som monopolernes projekt og ikke folkenes, fredens, eller den sociale fremgangs projekt, eller hvordan reklamerne nu har lydt.

Med EU’s skærpede økonomiske og politiske krise rammes også de politiske partier og kræfter, som har støttet og er integreret i ’det europæiske projekt’. Siden krisens udbrud er otte regeringschefer i EU-lande blevet stemt ud af embedet, fordi de har gennemført EU’s nyliberale nedskæringspolitik, som det store flertal vender sig massivt imod.

Det betyder også, at forskellene mellem regeringspartierne af den ene eller anden observans i praksis ikke er af den store betydning. Både ‘socialister’/socialdemokrater og åbent borgerlige regeringer fører den samme økonomiske politik på det store flertals bekostning.

Det uerklærede, men faktisk eksisterende topartisystem af ‘socialister’ og borgerlige i EU-landene har spillet fallit – ligesom topartisystemet i USA af republikanere og demokrater, som skiftes til at have magten og føre grundlæggende de samme krige, de samme spareknive og den samme politik.

Tilliden til EU-partierne af enhver afskygning er hastigt på retur. Arbejderne forlanger samtidig, at deres fagforeninger tager skridt til at bekæmpe nedskæringspolitikken. Disse er ofte knyttet til de ‘socialistiske’ partier gennem EFS (ETUC), Den europæiske faglige sammenslutning, som har måttet skærpe kritikken af EU’s politik og f.eks. afviser finanspagten, den seneste traktat, som endnu ikke er trådt i kraft, men stavnsbinder de nationale økonomier til den nyliberale økonomiske politik.

Den mest markante tendens er tendensen til brud med begge de parlamentariske blokke og forsøget på at opbygge uafhængige klasse- og kamporganisationer og bevægelser som redskaber for det store flertals kamp imod den reaktionære krisepolitik. Det er bevægelser såsom M15, ’Occupy’-bevægelserne og andre folkelige organisationer og initiativer, bestræbelsen for at vinde ledelsen af fagforeninger og gøre dem til kamporganisationer og lignende skridt for at organisere og effektivisere massekampen.

På det parlamentariske plan tages også nye skridt til at opbygge en tredje og progressiv mulighed i forhold til de to EU-alternativer. Det er sket med betydelig succes som med Syriza i Grækenland, venstrefløjskoalitionen, der blev landets næststørste parti, eller i Frankrig med Front de Gauce (Venstrefronten). Også denne bestræbelse kan spores overalt.

Kampen mod finanspagten og euroen, der er en grundlæggende fejlkonstruktion, og kampen mod monopolernes EU, der søger at blive en imperialistisk verdensmagt, er en fælles kamp for alle Europas arbejdere og folk. Den retter sig ikke bare mod enkelte aspekter ved Den Europæiske Union, men søger at løsrive de enkelte lande fra euroen og traktaterne og træde ud af EU. Den sigter mod EU’s opløsning som imperialistisk politisk og økonomisk union og som statsdannelse med egne institutioner, egen valuta, finanspolitik osv.

Danmark i krise, krig og union

Thorning-regeringen, som afløste ti års VKO-styre, er nærmest et skoleeksempel på, at EU-politikken er den samme, hvad enten den kaldes blå eller rød.
Ingen af blokkene fortæller vælgerne, hvilken politik de reelt har i sinde at gennemføre, men betoner populære sager for at vinde valgene. Derefter står den på EU’s diktatpolitik.

Hverken VKO eller SRSF har været eller er i stand til at løfte Danmark ud af krisen, selvom begge har lovet det igen og igen. ’Ud af krisen’ og ’fremtidssikring af velfærden’ har været mantraet, mens krisen uddybedes, folk mistede deres arbejde og mange måtte gå fra hus og hjem – og stort set alle har oplevet reallønsfald, prisstigninger, øgede skatter og afgifter og en væsentligt strammere økonomi.

Thorning-regeringen blev valgt i forventning om – og den lovede – en helt anden politik end VKO.  Det viste sig snart, at Thorning videreførte Anders Foghs ’aktivistiske’ udenrigspolitik som trofast klient hos USA og NATO og med i forreste række, samtidig med at Danmark søger at være duks i EU, som Thorning-Schmidt har demonstreret det  i den danske formandsperiode.

EU’s og euroens kriseløsninger er nu som før at tage fra den brede befolkning gennem omfattende sociale nedskæringer og give til banker, spekulanter og en grådig finanskapital. Derfor vil regeringen (og VK) heller  ikke lade finanspagten komme til folkeafstemning, selvom et stort flertal af danskerne ønsker det.
Thornings erklærede politik er at ’overvinde krisen’ og ’bevare velfærden’, ved at danskerne skal arbejde mere.

Det betyder at øge udbuddet af arbejdskraft og dermed øge presset på de arbejdende og konkurrencen om arbejdspladserne med det formål at sænke lønningerne. En forlænget arbejdstid skulle være alternativet til VK’s nedskæringspolitik. Det har vist sig at være et supplement til denne. Arbejderne og ungdommen får lov til at betale ikke én, men mange gange.

I praktisk politik har SRSF-regeringen gennemført klassisk EU-nedskæringspolitik og videreført VK’s ’reformer’. Samtidig har den øget skatter og afgifter, har dikteret reallønsnedgang ved overenskomsterne og gennemfører nu trepartsforhandlinger med henblik på at få danskerne til at arbejde mere og længere. To fridage ser ud til at være i spil til at blive inddraget sammen med andre forværringer.

Den socialdemokratiske fagtop står til alvorlig afklapsning fra medlemmerne. Den har afsløret sig som et redskab for Thorning-regeringen og EU og ikke som medlemmernes talspersoner.

’Rød’ og blå bloks nedskæringspolitik begrundes med at være nødvendig for at sikre velfærden mod hhv. ’ældrebyrden’ og ’mangelen på arbejdskraft’. Begge dele er myter. Efterlønnen fik kniven, dagpengene er beskåret til to år og genoptjeningstiden fordoblet, og vi skal alle sammen arbejde mere, alt sammen med det argument, at der vil mangle arbejdskraft (’hænder’) om nogle år, fordi der bliver færre danskere i den arbejdsdygtige aldre og flere går på pension.

Tallene, som både VKO og SRSF har baseret sig på, er imidlertid forkerte: I 2020 vil de være flere og ikke færre personer på arbejdsmarkedet, viser den seneste statistik. Dermed er en del af begrundelsen for regeringens reaktionære og arbejderfjendske 2020-plan røget på gulvet.

Det vil ikke få den trukket tilbage. Der findes imidlertid midler nok til at stoppe nedskæringerne. Milliarder kan frigøres til velfærd ved at stoppe krigene og  militariseringen og trække Danmark ud af NATO, stoppe euro-tilknytningen og afslutte EU-medlemskabet, samt øge beskatningen af de rige.

Hverken blå eller ’rød’ bloks politik duer, og også i Danmark er en bestræbelse på at finde nye veje og opbygge nye alternativer i gang.

Revolutionen er igen sat på dagsordenen

’Det arabiske forår’ med folkeopstandene i Tunesien og Ægypten i begyndelsen af 2011, der fordrev hhv. Ben Ali- og Mubarak-diktaturet, var et udtryk for en folkelig reaktion på den kapitalistiske krise og den politiske undertrykkelse, som i de arabiske lande administreres af de pro-imperialistiske, undertrykkende regimer og diktatorer, som er bedstevenner med USA og EU.

Disse folkeopstande rettede et slag mod den imperialistiske og racistiske propaganda, som fremstiller de arabiske folk som tilbagestående, primitive og islamistiske. De vendte sig mod økonomisk og politisk undertrykkelse og krævede politiske, demokratiske og økonomiske reformer. Og de demonstrerede, at revolutionen er et spørgsmål, som ikke er taget af den historiske dagsorden, men fortsat er aktuelt i form af demokratiske, antiimperialistiske og socialistiske revolutioner.

Opstandene i Tunesien og Ægypten ansporede og gav inspiration til et nyt opsving i ungdommens og arbejdernes bevægelse og bestræbelser i de øvrige arabiske lande, i Sydeuropa og det øvrige Europa og i mange andre regioner.
Revolutionen er sat på dagsordenen. På alle kontinenter.

Imperialismen handlede hurtigt imod de arabiske folkerevolutioner. Man søgte at kapre dem og de demokratiske processer i Tunesien og Ægypten, hvor et amerikansk støttet militærregime blev siddende. I de politiske processer støtter imperialismen og den arabiske reaktion (med Saudi-Arabien og de øvrige kongedømmer og emirater i front) islamiske partier og kræfter for at imødegå fremgangen for sekulære, progressive og revolutionære kræfter. I andre lande som Bahrain blev opstanden knust med militærmagt.

I Libyen gik NATO i krigsalliance med islamister og forhindrede, at det libyske folk selv at tage sin skæbne i hænderne. Men ikke desto mindre fortsætter den revolutionære bestræbelse at være en drivkraft i alle de arabiske lande, som truer de provestlige regimer og de enevældige konger med undergang.
I EU og de europæiske lande er det en socialistisk revolution, der står på dagsordenen, og som forberedes.

En revolution med arbejderklassen som hovedkraft i spidsen for en alliance med alle progressive kræfter og lag, og ledet af det marxistisk-leninistiske kommunistiske parti i alliance med andre revolutionære og progressive partier og kræfter – med det perspektiv at skabe et socialistisk samfund med arbejderklassen i spidsen.

Det vil sige at ekspropriere den herskende klasse og opbygge et system uden krise og krige, uden undertrykkelse og udbytning, uden diskrimination og racehad, med lige ret og lige værd for alle samfundets medlemmer.

København 19. maj 2012