Centralkomiteens virksomhedsberetning for kongresperioden 2009 – 2012

  APKs 5. kongres 17.-19. maj 2012

I 2009 var omfanget af den økonomiske krise for alvor ved at gå op for folk rundt omkring i verden.
I Danmark havde Lars Løkke overtaget statsministeriet efter Anders Fogh, og i USA havde Obama overtaget efter Bush. Israel havde netop i juledagene startet en blitzkrig mod Gaza-striben med tusinder af ofre.

1. maj kunne vi offentliggøre dokumenterne fra vores 4. kongres, der nøje gjorde gældende, at den kommende periode ville stå i krisens tegn og Socialdemokratiet ikke bød på et reelt alternativ til VKO-regeringen.
Den kriminelle underverden lå i krig, og regeringen brugte anledningen til at sænke den kriminelle lavalder. Hvis man var født i det forkerte kvarter, var politichikane nu blevet en daglig risiko.

I sommeren 2009 vandt begrebet kirkeasyl pludselig frem, da en massiv bevægelse rejste sig i støtte for en gruppe irakiske asylansøgere, der havde søgt tilflugt mod udvisning i Brorsons Kirke. Utilfredsheden med VKO-regeringens umenneskelige behandling af flygtninge og indvandrere kom pludselig til udtryk.

EU-modstand i fremgang

Valgkampen til EU-parlamentet den 7. juni 2009 blev forsøgt tiet ihjel af medierne. Alligevel lykkedes det for Folkebevægelsen af få rigeligt stemmer til et mandat under de nye skærpede omstændigheder, hvor Danmark gik fra 16 til 14 pladser i parlamentet. Junibevægelsen røg til gengæld ud og brød sammen.
Danmark var dermed det eneste EU-land, der gik imod strømmen og bevarede et modstander-mandat. I resten af EU var stemmeprocenten dog langt under 50, den laveste siden parlamentet blev oprettet.

1. december 2009 fik Danmark med Lissabontraktaten en ny grundlov, som kun irerne har fået lov til at stemme om (til gengæld blev de tvunget til en omafstemning). Fra den dato har Unionen også sin egen præsident og udenrigsminister og en ny regering i form af EU-kommissionen.

Grækenlands økonomiske kollaps i begyndelsen af 2010 fik – sammen med krisen i en række andre eurolande og for euroen – Unionen til at knage i fugerne.
I Grækenland og Italien blev regeringerne sat fra bestillingen i bogstaveligste forstand, og en EU-teknokratregering blev indsat til at holde styr på demokratiet.
Fortalerne for den fælles møntfod har dygtigt udnyttet krisen til at tage det næste skridt i opbygningen af Unionen. Europagt og eurotraktater er i gang med at blive tvunget ned over medlemslandene.

Klimatopmøde og politistat

FN’s klimatopmøde i slutningen af 2009 satte sit præg på det meste af året, med forberedelser og med demonstrationer og happenings.
Også politiet forberedte og fik vedtaget en såkaldt ‘lømmelpakke’, der skulle gøre det lovligt at tilbageholde folk præventivt og uden konkret mistanke om, at der var planlagt noget ulovligt, en direkte omgåelse af grundlovens forsamlingsfrihed.

Vores egen sommerlejr og fredsfestival i Valby tog temaet om klimaforandringer under behandling og satte en klar politik for at forbinde verdens kriser under overskriften ‘Klima, krise og krig – hvordan hænger det sammen?’

I ugerne op til COP15 i København skrev vi i Kommunistisk Politik:

– Vi er vidner til det største opbud af politi og politimateriel nogensinde i vort land. Noget af det er lånt i udlandet.
Der er skaffet plads til hundreder eller tusinder af tilbageholdte, arresterede og fængslede. De magthavende er bange, og de har grund til det, selvom der ikke er lagt op til voldelige aktioner under topmødet. De ved, at tingene er værre, end de vil stå ved – at klimakrisen, fødevarekrisen, den økonomiske krise og alle de andre kapitalistiske kriser uddybes. Og derfor vil de slå protesten ned nu.
APK opfordrer til massedeltagelse i de civile ulydighedsaktioner.

Mens klimatopmødet blev en katastrofe for klimaet, og resultaterne kunne stå på bagsiden af et frimærke, udmærkede det sig ved at udstille en udtalt mangel på statsmandskab hos alle de tilstedeværende statsmænd og -kvinder.

Det juridiske spil efter klimatopmødet begyndte for alvor, da tusinder blev tilbageholdt i massedemonstrationen, og andre blev fængslet i flere uger for at råbe i megafon. Nogle af sagerne er stadig ikke afsluttet her to et halvt år efter.

Politiets og efterretningsvæsenets metoder både før under og efter klimatopmødet har været et enestående lærestykke i statsmagten metoder: lovbrud, løgne, trusler, vold og misinformation kombineret med nedrigheder, hysteri og inkompetence.
Samme konklusion drog vi efter kampen om Ungdomshuset, 18. maj, RiBus, Christiania osv.

De danske efterretningsvæsener og politikorpset er ikke kun et loyalt redskab for statsmagten, de er så udpræget finanskapitalens begejstrede redskab.

Whistleblower

I Storbritannien og Holland afslørede kommissioner krigsanstifternes løgne. Men i Danmark var det gruppen Oprør, der blev anklaget for støtte til terror som resultat af deres arbejde med at skabe offentlighed omkring terrorlovgivningen.

Den politiske protest mod EU’s og USA’s terrorlister fik bl.a. udtryk foreningen Oprørs symbolske indsamlinger til PFLP og FARC. Det første til en dom mod Patrick Mac Manus og Oprør ved byretten, og senere mod en stribe andre foreninger for støtte til terror.
Havde samme lovgivning været gældende i 80’erne, var hele antiapartheidbevægelsen blevet buret inde for støtte til ANC.

Samtidig blev nazister frikendt ved Højesteret for uddeling af propaganda. En frikendelse, vi bedømte som et endeligt opgør med to retsprincipper, som har været gældende efter sejren over nazismen: at nazistisk virksomhed og nazipropaganda er kriminel (det danske naziparti blev forbudt efter befrielsen), og at der eksisterer et reelt lovforbud mod spredning af racistisk hadpropaganda, pogromernes forløber.

I USA blev Bradley Manning, whistlebloweren bag afsløringen af det amerikanske militærs mord på civile, sat i fængsel.
Den nye SRSF-regering har i 2012 sat en dansk Irak-kommission i gang, men det er traditionelt en syltekrukke, på samme vis som PET-kommissionen. De arbejder gerne en evighed og ryster stort set ikke træet.
Det er uhyggeligt at må konstatere, at krigsforbryderne Bush, Blair og Fogh stadig går frit rundt.

Solidaritet og krigsmodstand

Solidaritet med palæstinenserne kan også være helt konkret at sejle nødforsyninger ind til Gaza-striben. Men i Israel myrder man da freds- og solidaritetsaktivister.

En Frihedsflotille med kurs mod Gaza blev i sommeren 2010 overfaldet i internationalt farvand, og ni frivillige nødhjælpsarbejdere blev myrdet af det israelske militær. Over hele verden var det med til at rejse protester mod Israel.

Det lykkedes at få lavet markeringer imod bombningen af Libyen flere steder i landet og med pæn deltagelse. Endnu en krig startet på løgne og falske påskud, mens øjnene var stift rettet på kontrol over olieressourcer og geostrategiske positioner i Afrika og Mellemøsten.

De brede antikrigsinitiativer, der især havde deres storhedstid i begyndelsen af Irak-krigen, har mere eller mindre lagt sig på maven. Fredsfestivalen og Fredsvagten står som de seje lyspunkter.

Danmarks deltagelse i nu mere end ti års terrorkrig har været med til at trække det danske samfund dybt ned i den reaktionære råddenskab. Tusinder af unge er hvert år direkte involveret i imperialismens krigsforbrydelser og bliver grundigt trænet til at forsvare deres ”arbejde” som hjælp til folk, der er undertrykt. Der dyrkes i militæret en slags overmenneske-tankegang og en udpræget korstogsideologi.

Der går en lige linje fra imperialismens krige til gadens gangstere. Ingen steder i verden produceres der mere narko, og ingen steder blomstrer narko og kvindehandelen kraftigere, end hvor det amerikanske militær er talstærkt til stede sammen med en hel stribe mere eller mindre lyssky operatører.

På samme måde er der en lige linje fra imperialismens propagandakorstog til den højreradikale norske massemorder, der i sommeren 2011 myrdede 69 unge på politisk sommerlejr og sprængte en bombe i regeringskvarteret. Det var den værste terroraktion i Norden siden anden verdenskrig.

Katastrofer og atomer

Rigtig store jordskælvskatastrofer rammer uforudsigeligt, men gerne en gang om året. Og det viste sig med skæbnesvangre konsekvenser i Haiti i januar 2010, at ofrene først og fremmest er de fattigste af de fattigste. Og i stedet for at sende bygningsarbejdere, maskiner og materiale til at hjælpe med at genopbygge blev det et påskud for at sende yderligere militær, nogle medbringende kolera.

Året efter i 2011 ramte et jordskælv ud for kysten af Japan, og konsekvenserne var på nogle måder en undtagelse fra hovedregelen. Resultatet blev, at store dele af verden støttede kampen mod atomkraft.

Stigende utilfredshed med VKO. Kommunalvalg og nedskæringer

Til kommunalvalget den 17. november 2009 anbefalede vi, at man ikke gav sin stemme til nogen af de officielle partier, der for nuværende er repræsenterede i folketinget, men opfordrede til, at man i stedet stemte på progressive lokale lister, hvor de findes.

Op til kommunal- og regionsvalget var der en kort pause i nedskæringerne. Men straks efter, og uden det havde været nævnt under valgkampen, blev der forlangt massive nedskæringer på sygehusene i det meste af landet.

Privatiseringskorstoget fortsætter med uformindsket styrke. Privatskoler og privathospitaler bliver forgyldt og positivt særbehandlet, mens de offentlige skoler og sygehuse og samfundets svageste bliver terroriseret af regeringen.

Voksende utilfredshed med nedskæringspolitikken blandt de offentlige tillidsfolk fik forbundene presset til at indkalde til en demonstration den 2. juni 2010 ved folketingets afslutningsdebat. Det blev en kæmpe manifestation med 40.000 på Slotspladsen mod nedskæringer og forringelser af dagpengene. Siden har ingen hørt en lyd fra den kant.

Bemærkelsesværdigt stille var der også om VKO-regeringens generalangreb på efterlønnen i 2011. Et år med kronisk valgberedskab skulle ikke forstyrres af folk på gaden, og da slet ikke da både den siddende regering og oppositionen var aldeles enige om, at arbejderklassen skulle betale krisen.
LO indkaldte til et stormøde februar i Odense, og mere end 5000 tillidsfolk og fagligt aktive dukkede op, men de konkrete videre skridt udeblev aldeles.

CSC konflikten

Statens it-operatør, det amerikansk ejede CSC, satte trumf på fagbevægelsens parlamentariske lammelse. 120 ansatte medlemmer af fagforeningen PROSA blev sendt hjem, lockoutet.

Konfliktet blev en af de senere års mest langvarige og sluttede med en sejr til CSC, der fik lov til at ophæve overenskomsten med Prosa og indgå overenskomst med HK.

Sagen handlede ikke mindst om, at CSC ville af med tryghedsaftaler. Nye fyringsrunder var nemlig under opsejling.

Krisen bider sig fast i industrien

I perioder gik der næsten ikke en dag uden nye meldinger om massefyringer. I første kvartal af 2009 gik 1.365 virksomheder konkurs. I de samme tre måneder af 2010 var antallet af virksomhedskonkurser steget til 1.612, det største antal nogensinde.
På en enkelt rekorddag nåede antallet op på 55.

Antallet af lukninger og udflytning af danske produktionsarbejdspladser og arbejdspladser med et højt vidensniveau til lavtlønslande nærmest eksploderede som resultat af krisen. Mere end 150.000 industriarbejdspladser skønnes at være gået tabt mere eller mindre permanent.

Og det gælder alle brancher, fra slagterier til Lindøværftet, der blev endegyldigt afviklet (det sidste nybyggede skib forlod Lindø i januar 2012).

APK’s  tiårskonference

APK’s første ti år blev den 20. november 2010 markeret med en vellykket og velbesøgt partikonference og jubilæumsfest i København.
Partimedlemmer, gamle medkæmpere, venner, nye sympatisører og unge fra DKU var med til at fejre det marxistisk-leninistiske partis første ti år. Fejre, at det har stået fast og kæmpet hele vejen gennem et årti, der i Danmark ikke mindst har været tegnet af Foghs ’systemskifte’ og internationalt af Bushs endeløse terrorkrig.

I marts 2010 erklærede Rød Ungdom, at organisationen havde nedlagt sig selv som landsorganisation. Kun en enkelt afdeling i Aalborg, der har eksisteret siden 1996, holder ved og holder fast i navnet – men som landsorganisation er Rød Ungdom nu definitivt slut med at markere sig. Det er en uundgåelig konsekvens af det forløb, som begyndte i 1997 med et revisionistisk kup i DKP/ML; under deres nye navn ‘Kommunistisk Parti’ (KP) har gruppen suppleret deres revisionistiske politik med organisatorisk sekterisme efter det græske KKE’s forbillede.

Et uddrag af et oplæg på partikonference i forbindelse med fejringen af tiåret for APK’s stiftelse:

”Vi har på vores 4. kongres stillet os selv opgaven at opbygge en front mod krise, krig og reaktion samt sideløbende med dette at opbygge partiet, et udtryk for forståelsen af forholdet mellem massearbejde og partiarbejde. Kigger vi på udviklingen siden kongressen, bliver det tydeligt, at det er den rigtige opgave, vi har stillet os selv, at fronten mod krise, krig og reaktion til stadighed er en korrekt opgave at stille os selv, samt at behovet for et stærkt ML-parti i Danmark skriger til himlen så at sige.”

Efter folketingsvalget var vi medinitiativtagere en græsrodskonference, der var med til at formulere, at der er brug for et ægte alternativ til den borgerlige politik, og at SRSF blot er en fortsættelse af denne.

8. marts

Kvindernes internationale kampdag den 8. marts fyldte 100 år. Det blev markeret af en international kvindekonference i Caracas, Venezuela, i 2011. Vi har støttet konferencens beslutninger, der bl.a. omfatter en kampagne for at generobre den historiske betydning af 8. marts som en hyldest- og kampdag for kvinderne, der verden over kæmper imod kapitalistisk dominans og patriarkalske normer, imod imperialisme og for menneskehedens frigørelse.

Arabisk forår

Oprøret i Tunesien blev i første omgang slet ikke omtalt i de borgerlige medier i Danmark. Heller ikke da masseprotesterne greb om sig, mens regimet forsøgte at slå revolten ned.

På kpnet.dk og i Kommunistisk Politik kunne man til gengæld følge, hvordan begyndelsen af 2011 udviklede sig med oprør og besættelser af centrale pladser i Tunesien, Egypten og Bahrain.

Centralkomiteen konkluderede, at det er den mest omfattende revolutionsbølge i al fald fyrre år. Det vil få enorm betydning for de yngre generationer, der kun er vokset op med kontrarevolutioner som i slutningen af 80’erne og krige som (især) i 2000-tallet.

Det arabiske forår fik en meget brutal medfart, da oprøret i Bahrain blev nedkæmpet, mens USA vendte det blinde øje til, og de ærkereaktionære regimer og NATO-alliancen besluttede sig for at udnytte situationen til et regimeskift i Libyen.

Enhedslisten valgte at gå i krig mod Gaddafi hånd i hånd med de islamistiske kræfter som Hizb ut-Tahrir, der ellers havde påstået at befinde sig på antiimperialistiske positioner. Og den arabiske tv-station Al-Jazeera orkestrerede et gigantisk propagandanummer, mens dens ejer, emiren af Qatar, sponsorerede våbenleverancer.

I Spanien gik den arbejdsløse ungdom på gaden i maj 2011 og besatte centrale pladser i flere uger og opfordrede til at stemme blankt ved lokalvalgene.
Også i USA ulmede utilfredsheden. Offentligt ansatte og arbejdere besatte regeringsbygningen i staten Wisconsin, da man ville forbyde overenskomster. I september fulgte bevægelsen Occupy Wall Street.

Hvor ungdomsoprøret i Spanien havde et opsving hen over sommeren i 2011, er 2012 kendetegnet ved, at også arbejderbevægelsen kommet med på gaderne i milliontal.

Ny regering – ny fase i klassekampen

Gode meningsmålinger til SF og Villy Søvndal fik luft under ambitionerne om deltagelse i en regering med Socialdemokratiet med en forhåbning om en ny politik. Men som vi skrev allerede i 2010: En nærmere analyse afslørede, at der kun vil være nuancer til forskel mellem en SRSF-regering og Løkke-regeringen. Grundlæggende samme nyliberale politik, samme unionspolitik, samme NATO- og krigspolitik. Som med Obama lyder ’alternativet’ bedre, end det er.

Da S/SF efterfølgende fremlagde deres ’Fair løsning’, konstaterede vi:
– Vi risikerer altså både VKO’s nedskæringer og halverede dagpenge – og at skulle arbejde længere.
Det skulle blot blive meget værre end selv denne præcise forudsigelse.

Ved folketingsvalget i 2011 anbefalede vi at stemme blankt og udgav vores 12 krav til en ny regering. SRSF-regeringen lever helt op til vores forventninger.

Man kan næppe undervurdere den udbredte skuffelse med den nye regering. SF og Socialdemokratiet står til massiv vælgertilbagegang og indre splittelser, mens det faste støtteparti Enhedslisten vokser sig større, men også oplever tendenser til indre splittelser.

Der er alle mulige forudsætninger til stede, for at den nye søgning mod venstre vil kunne springe over i dannelsen af ægte progressive bevægelser.

København 17. maj 2012