Partiet for det 21. århundredes unge – APKs 4. kongres beretning

Fra Centralkomiteens virksomhedsberetning til APK’s 4. kongres

Det følgende er indledningen til den afgående CK’s beretning til Arbejderpartiet Kommunisternes 4. kongres i påsken 2009.

Kære kammerater,

Der er kun gået to et halvt år, siden vi sidst samledes til den tredje kongres. Men det har været år med dramatiske omsving og ændringer i både den internationale og nationale situation. Det er en periode, som har betegnet den ynkelige afslutning på de mørke Bush-år internationalt og den dystre Fogh-periode i Danmark – men på den anden side har det ikke været starten på en virkelig forandring, på en ny kurs og en ny ære med fremgang for arbejderklassen og folkene, for en positiv og fredelig global udvikling.

Først og fremmest har den forløbne kongresperiode været vidne til et gigantisk globalt krak, hvor de oppustede økonomiske bobler, fostret og næret af imperialismens ryggesløse neoliberalisme, sprang, og den reelle globale økonomi viste sig at være i den dybeste krise i al fald siden 1920’ernes og 30’ernes krise og depression. Krigsøkonomien kunne forlænge boomet, men det har kun betydet, at krisen bliver så meget dybere.

Krisens udbrud omdefinerede øjeblikkelig den globale dagsorden: Kampen om, hvem der skal betale krisen – dens kapitalistiske ophavsmænd eller arbejderne og folkene verden over – kom direkte i centrum af den internationale klassekamp. De store magter i G20 har rottet sig sammen om at give ubegrænset støtte til banker og kapital og lade arbejderne, verdens fattige og de fattige lande betale, men i G20-landene selv og i verdens øvrige lande rejser arbejderne sig til protest under parolen ’Vi vil IKKE betale for jeres krise’.

Der har været megen snak om, at krisen var uforudsigelig og kom som en total overraskelse. Fogh-regeringen lukkede øjnene for realiteterne og fremturede med flomme af selvros, indtil kendsgerningerne blev så påtrængende, at det ikke længere var muligt at ignorere dem. Derpå fyldte den medierne med beroligende forsikringer om, at krisen snart ville være overstået, og at Danmark var godt rustet, indtil den i panik vedtog omfattende bistandshjælp for skatteborgernes regning til bankkapitalen. Den største danske bank, A.P. Møllers Danske Bank, skrev lovene. Den var ved at krakke på grund af sine vanvittige spekulationer.

Men for marxisterne, for arbejderklassens kommunistiske parti, kom krisen ikke som en overraskelse. Den var ventet og den var forudsagt. Hovedresolutionen fra APK’s tredje kongres i december 2006 indledtes med et højaktuelt Lenin-citat om boom og kriser (fra 1897) og en konstatering af, at arbejderne og deres parti måtte forberede sig på en snarlig omstilling til krisebetingelser.

Kongressen fandt sted på toppunktet af det kapitalistiske boom og de kapitalistiske politikeres og klakørers salige rus og drømme om evig fremgang.

Resolutionen citerede Lenin for følgende:
”For tiden oplever vi øjensynlig den periode i den kapitalistiske cyklus, hvor industrien ‘blomstrer’, handlen går livligt, fabrikkerne arbejder på livet løs, og utallige nye værker, nye bedrifter, aktieselskaber osv. skyder op som paddehatte efter regnvejr. Man skal ikke være profet for at forudsige et uundgåeligt krak.”

Og vor kongres tilføjede:
”De kapitalistiske kriser er i dag en lige så uundgåelig følgesvend til perioder med opsving, som de har været i hele den kapitalistiske epoke. Øjeblikkets boom i Danmark vil igen blive afløst af nedtur og stagnation. Både i perioderne med opsving og nedgang følger kapitalen en kurs for omfordeling til fordel for de rige og på arbejdernes, ungdommens og det store flertals bekostning.”

Krisens udbrud kan ikke forudsiges på dato, måned eller år, men de cykliske kriseperioder er accelereret, varer tilnærmelsesvis syv år – og der var god grund til i december 2006 at forvente, at krakket og krisen ville komme inden for de næste tre år, hvad de da også gjorde. Allerede fra sommeren 2007 var krisetegnene tydelige både i amerikansk og dansk økonomi.

Det blev fortrængt, for sandheden har trange kår i de kapitalistiske samfund, der domineres af borgerlig ideologi og politik, hvis hovedformål er at skamrose det kapitalistiske system og bilde den internationale arbejderklasse ind, at det bringer stigende velstand, fred og social fremgang, mens marxismen søges kastet på historiens skraldespand som en uvidenskabelig teori og de revolutionære kommunister, marxist-leninisterne fremstilles som overlevende anakronismer.

Men det er en kendsgerning, at vort parti og vor globale marxistisk-leninistiske, kommunistiske bevægelse forudså den økonomiske krise og søgte at forberede arbejderklassen og det store flertal på den.

Det vil huskes, at heller ikke udbruddet af den ny serie imperialistiske krige i Bush-perioden efter 11. september 2001 kom bag på vort parti og den internationale bevægelse, og vi var i stand til øjeblikkelig omstilling til en ny taktisk situation og handle i den for at opbygge en slagkraftig antikrigsbevægelse. Ligesom dengang har vi med den kapitalistiske verdenskrises udbrud været i stand til at reagere øjeblikkeligt og konsekvent til forsvar for arbejdernes, ungdommens og de brede massers interesser.

Vi har taget initiativ til opbygningen af en bred kampfront mod krise, krig og reaktion på baggrund af parolen ’Vi vil IKKE betale for jeres krise’. Krisens bagmænd og ansvarlige må betale – ikke de arbejdende med fyringer, lønnedgang, uendelig forgældelse, tab af bolig og andre sociale ulykker, som følger med, når krisen tørres af på det store flertal. Denne front vi for alvor søge at bringe til udfoldelse i den kommende periode, eftersom den kapitalistiske overproduktionskrise og dens konsekvenser vil være mærkbare i hele den næste treårige kongresperiode.

Krisen startede i USA med den såkaldte subprime- og finanskrise og bredte sig som en løbeild over hele verden. Den har berørt samtlige landes økonomier, i større eller mindre grad, fordi den internationale kapital er tæt sammenvævet globalt, og dens udbrud i en eller flere store økonomier som den amerikanske og kernelandene i Euroland kan derfor fremskynde og påvirke det cykliske forløb i andre økonomier. Udviklingen af den globale krise viser, at der i dag ikke eksisterer noget land med en krisefri socialistisk økonomi.

Den kapitalistiske verdenskrise har også sat nye spørgsmålstegn ved selve det kapitalistiske verdenssystem. Tiden med den såkaldte ’krig mod terror’ beviste, at imperialismen – kapitalismens nuværende, højeste og sidste fase – ikke er i stand til at sikre fred i verden. Den understregede tværtimod dens indbyggede aggressive, krigeriske og kriminelle natur med krigene og besættelserne af Afghanistan og Irak, den fortsatte undertrykkelse af palæstinenserne, torturen og terrorlovene.

Den nuværende økonomiske verdenskrise afslører igen, at dens løfter om social fremgang, velstand og velfærd for verdens ludfattige milliardmasser er løgn og propaganda. Krise og spekulation har presset fødevarepriserne i vejret, lagt nye snesevis af millioner til antallet af sultende og udløst hungerrevolter i en række lande. Krak, fyringer, nedskæringer af den offentlige sektor og øget gæld er det samfundsmæssige nettoresultatet af boomet. Det er en tragedie for rigtig mange millioner mennesker, også i de rige lande.

Vi er vidner til, at kapitalismens almene krise, som indtrådte med den første imperialistiske verdenskrig og den første vellykkede socialistiske revolution, Oktoberrevolutionen, uddybes og skærpes på stadig flere felter, krise på krise: fødevarekrise, klimakrise, miljøkrise, flygtningekrise osv.

Kapitalismen i dens imperialistiske fase er et rådnende og døende system, ude af stand til at løse eller undslippe sine dybe indre modsætninger. Derfor kaldte Lenin det tærsklen til den socialistiske revolution, og derfor mister stadig større masser verden over tiltroen til dette giftige sociale system og søger mod virkelige løsninger – som kun kan være den antiimperialistiske og antikapitalistiske revolution, som kun kan være et ægte socialistisk samfund.

Den dramatiske kollaps for den nyliberalistiske kapitalistiske ideologi og dens guruer af i går som Milton Friedmann og hans eftersnakkere har også givet ny grobund for reformistiske og revisionistiske plattenslagere, der ’opfinder’ nye systemer, nye og bedre ’socialismer’, som blot er sminkede udgaver af kapitalismen.

Men den betyder også en reel og forstærket søgning mod marxismen og leninismen. Interessen for Marx’, Engels’, Lenins og Stalins lære er stærkt øget.
Dette er af den største betydning i en tid, hvor faktorerne for revolution vokser, den endelige udvej af kriserne og til overvindelse af kapitalismen.

Arbejderpartiet Kommunisterne er stolt over at være en del af Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer (IKMLPO). Det er en organisering, der omfatter revolutionære kommunistiske partier på alle kontinenter, og det er den eneste, der kan give globale, revolutionære svar på kapitalismens kriser og krige og vejledning til verdens proletariat.

Antallet af tilsluttede partier og organisationer vokser, og konferencens globale aktivitet og autoritet vokser ligeledes. De tilsluttede kommunistiske partier og konferencen som helhed bliver for alvor sat på prøve i disse år, hvor spørgsmålet om, hvem der vinder ledelsen af arbejderklassens kamp – revolutionære eller reformister og revisionister – er af afgørende betydning for revolutionens udvikling og skæbne.

På denne kongres kan vi fremlægge den danske udgave af konferencens politiske og organisatoriske platform, ’Den internationale situation og vore opgaver’. Den er blevet til gennem en flerårig kollektiv arbejdsproces i konferencen, og selvom den blev afsluttet før udbruddet af den nuværende verdenskrise, er den en pålidelig vejledning til den globale klassekamp. Den udgør en del af vort partis programmatiske grundlag – sammen med bl.a. Manifestet for et socialistisk Danmark, vort fremragende og stadig aktuelle program, som blev vedtaget på stiftelseskongressen i april 2000.

Vi erklærede dengang, at vi med stiftelsen af APK havde lagt grunden til det ny århundredes, det 21. århundredes kommunistiske parti i Danmark.

Partiet havde selvfølgelig sine rødder i det 20. århundredes kampe og erfaringer. Den første gruppe ledere kom derfra og havde det som ballast. Men allerede året før partistiftelsen blev det nye kommunistiske ungdomsforbund DKU dannet, og i løbet af det ny århundredes første årti er der vokset en ny ungdomsgeneration frem. Den er blevet konfronteret med imperialismens endeløse krige og har nu for alvor fået den systemindbyggede økonomiske krise at føle.

I Danmark er en betydelig del af ungdommen gået mod venstre. Radikaliseringen er blevet forstærket ikke mindst af den borgerlige regerings, de reaktionære politikeres og politiets veritable krig mod ungdommen, som den kom til udtryk i kampen omkring Jagtvej 69 – ungdommens og arbejderbevægelsens historiske bygning, der endte med at blive foræret til og nedrevet af en fundamentalistisk, fascistisk kristen sekt.

Det er den nuværende generation af unge, ikke mindst arbejderungdommen, der vil udgøre en afgørende kraft i kampen mod krisen og dens virkninger og for et andet økonomisk og socialt system.
Det er den allerede i betydeligt omfang blevet det i antikrigsbevægelsen, i nutidens antiimperialistiske solidaritetsbevægelser og i klima- og miljøbevægelserne.

APK har hele vejen prioriteret at styrke ungdommens kamp, rodfæste sig i den nuværende ungdomsgeneration og forny sine rækker med nogle af de bedste af generationens klassekæmpere. Derfor bistod partiet også med at sikre, at 20. internationale antifascistiske og antiimperialistiske ungdomslejr, med DKU som vært, blev en stor succes og en lærerig og inspirerende oplevelse, da den blev afholdt i Nordsjælland august 2006.

Partiet mangler endnu at opleve en større medlemstilgang blandt dagens unge. Når folk radikaliseres og bevæger sig mod venstre, er der andre kræfter, der promoveres og er lettere at få øje på, selvom deres reelle bidrag til klassekampens udvikling er sørgelige og modproduktive. Men vi har mærket en væsentligt forøget interesse for vor politik og teori, og partiet har i den sidste periode rekrutteret en del unge til sine rækker, ikke mindst fra DKU.

Tiden er nu inde til, at dette generationsskifte, der har forynget den gennemsnitlige partialder væsentligt, også giver sig udtryk på ledelsesplan, i Centralkomiteen og de øvrige ledelser, hvor kammerater fra den nuværende generation af unge, der er vokset op og har udviklet sig med partiets kampe, også får en afgørende indflydelse i partiet selv.

Det er ikke bare det 21. århundredes parti, vi er i færd med at opbygge, men også partiet for det 21. århundredes unge. De skal se sig repræsenteret af og afspejlet i dets ledende repræsentanter. Uden at 68-generationen i partiet sættes på pension, vil den efter denne kongres ikke længere besætte dets vigtigste ledende poster. Det er en af hovedopgaverne for denne kongres.

At vi kan gøre det, er et af de vigtigste resultater af Centralkomiteens arbejde, ikke mindst i den forløbne kongresperiode.

Også i denne kongresperiode har partiet taget del i de vigtigste klasse- og massekampe. Vi har været med i kampen om Ungdomshuset, og vi har taget det i de offentligt ansattes storkonflikt i foråret 2008 med dens krav om væsentlige lønstigninger, ligeløn og flere hænder i den offentlige sektor, der var en fortsættelse af de foregående års kamp for ’velfærd til alle’.

Vi er indgået i kampen mod EU-forfatningen og Lissabontraktaten, mod fremmedhad, racisme og fascisering. Vi har været aktive i antikrigskampen, i støtten til det irakiske og afghanske folks modstandskamp mod imperialismen og NATO med USA i spidsen, samt i solidariteten med det palæstinensiske folks modstand mod det zionistiske Israels fascistiske besættelse og massakren i Gaza.
Vi indgår i udviklingen af klimakampen op mod FN-topmødet i København sidst på året.

Disse kampe og initiativerne til at udvikle en mere omfattende platform for kampen mod den kapitalistiske krise, som APK arbejder for, peger hen mod etableringen af en bred kampfront mod krise, krig og reaktion.
Det er den centrale opgave i klassekampen, som APK vil arbejde for bliver påbegyndt for alvor i kongresperioden.

Til den ende foretager vi en række ændringer og tilføjelser til vort handlingsprogram, som i sin nuværende form blev vedtaget på den stiftende kongres i 2000. Erfaringerne fra Bush- og Fogh-årene skal integreres i en revideret udgave af programmet og i kongresresolutionerne. Det vil sige fra de dystre år med evige imperialistiske krige og krigsforbrydelser, med tortur og terrorlove, med store skridt hen imod politistaten, med styrkelsen af den åbne reaktion, samfundets militarisering og fremvæksten af fascistiske og nazistiske kræfter.

Med det udbyggede handlingsprogram, aktionsprogrammet mod krisen osv. rustes arbejderklassen og de folkelige bevægelser med en progressiv politik, der imødegår det herskende og stadig mere reaktionære bourgeoisi og dets købte politikere og presse.

Den parlamentariske modstand mod VK-regeringens velfærdshærgen, fremmedfjendske ’integrationspolitik’ og aggressive krigspolitik i imperialismens frontlinje, solidt støttet af Dansk Folkeparti, har været yderst beskeden.
Socialdemokraterne satsede hårdt på at vinde folketingsvalget i 2007 – og tabte. De har i stedet søgt at bremse massebevægelserne for at vælte Fogh og Co.

I sin nyliberale højredrejning har de fået selskab af SF, der er rykket radikalt til højre og nu støtter de imperialistiske alliancer, EU og NATO, i håb om regeringsposter. Enhedslisten drømmer til gengæld stadig om at dreje S og SF til venstre og om at blive støtteparti for en socialdemokratisk ledet krigs- og EU-regering, der vil slutte op om Anders Foghs og USA’s NATO og deres afghanske krig og dermed fortsætte krigsforbryderregeringerne Fogh/Løkke Rasmussens kurs.

Løkke Rasmussen-regeringen er et forsøg på at føre Fogh-politik uden Fogh. Den er svag og kan kun takke en uduelig ’opposition’, hvis den overlever ret længe.

Det er muligt at udvikle en selvstændig arbejderklassepolitik imod dette forræderi. Ikke bare for arbejderne, men for de stadig flere arbejdsløse og folk på overførselsindkomster, for de unge, for kvinderne, for det store flertal.
Det er også en af vor 4. kongres’ store opgaver.