Reportage fra APK’s 3. kongres – Ungdommen rykker

Den stadig voksende modstand mod krig og nyliberalisme a la Fogh må forstærkes og den kæmpende ungdom vindes for kommunismen, for den videnskabelige socialisme og den marxistisk-leninistiske bevægelse, som også internationalt er på vej mod nye gennembrud.

Det var nogle af hovedkonklusionerne på Arbejderpartiet Kommunisternes 3. konges, som blev afholdt den 9.-10. december i København, hvor delegerede fra hele landet gjorde status over de seneste tre års arbejde, fastlagde hovedlinjerne for arbejdet i den kommende periode og valgte ny ledelse.

Efter åbningen og afholdelsen af et minuts stilhed for Thomas Koppel og andre revolutionære i ind- og udland, som var døde i den forløbne periode, aflagde partiets formand Dorte Grenaa virksomhedsberetningen på den afgående Centralkomités vegne.

Beretningen analyserede bl.a. den massebevægelse, som har udviklet sig siden starten på Irak-krigen i marts 2003, og som ikke mindst i 2006 blev udvidet med masseprotesterne mod Fogh-regeringens nyliberale politik for velfærdsslagtning.

– De velfærdsprotester, som er vokset frem i løbet af 2006, er først og fremmest båret frem af de unge. Fogh kan nok så mange gange stemple dem som ‘socialistiske ballademagere’, men de repræsenterer et opgør med Foghs fejlkurs, som deles af et flertal i befolkningen, konkluderede Dorte Grenaa, som fremhævede, at protesterne må fortsætte, til Fogh er sat fra magten.

Samtidig understregede hun, at den danske krigsdeltagelse er det største og mest presserende problem:
– Den danske deltagelse i Bushs og Blairs terrorkrig skal nu bringes til ophør. Det har den danske antikrigsbevægelse og også vores parti sagt hele vejen i mere end fem krigsår. Dansk krigsdeltagelse er dansk krigsforbrydelse. Nu skal de danske tropper ud både fra Irak og Afghanistan og Fogh-regeringen stilles til ansvar.

Beretningen gennemgik APK’s omfattende arbejde for at udvikle masseprotesterne i bredden og i perspektiv.
– Der er kommet en ny generation på banen, og det er den, som vil bære kampen fremad, sagde APK’s formand, som pegede på, at partiets arbejde måtte indrette sig efter denne positive realitet.

Beretningen udløste en grundig debat omkring beretningen med en lang række indlæg, der behandlede særlige spørgsmål fra partiets indsats på klassekampens forskellige felter og arbejdet med at opbygge partiet selv og styrke den kommunistiske bevægelse, før den blev enstemmigt vedtaget.

Den internationale marxistisk-leninistiske, kommunistiske bevægelse, som APK er en del af, er i vækst over hele verden, hvad der bl.a. udtrykkes ved, at nye partier dannes, senest i Spanien for nogle måneder siden, hvor organisationen Oktober gik sammen med en række regionale kommunistiske organisationer om at (gen)danne Spaniens Kommunistiske Parti (marxister-leninister).

IKMLPO’s årlige konference blev afholdt i november i Brasilien og sendte derfra en hilsen til APK’s kongres. Stadig flere partier og organisationer verden over retter øjnene mod denne konference og ønsker nærmere kontakt eller ansøger om observatørstatus eller medlemskab.

APK’s 3. kongres vedtog en særlig udtalelse om konferencens og den internationale kommunistiske bevægelses betydning også i den danske klassekamp.

Der er to hovedresolutioner fra kongressen – henholdsvis ‘Arbejderpartiet Kommunisterne og dets opgaver’ om partiets situation og opgaver i forhold til partibygningen samt dets holdning til en række vigtige aktuelle problemer, samt ‘Resolution om klassekampens opgaver’ om retningen for APK’s deltagelse i kampene på de forskellige felter.
De blev begge enstemmigt vedtaget efter tilføjelse af nogle ændringsforslag.

Kongressen valgte også den nye Centrale Kontrolkommission og den nye Centralkomité. I sidstnævnte foregik der et større generationsskift. Mere end halvdelen af den nye CK’s medlemmer er under 30 år, men har allerede adskillige års erfaring fra massekampe og langvarig organisationserfaring fra DKU og partiet.

Centralkomiteen genvalgte på sit første møde (under kongressen) Dorte Grenaa som formand for APK samt nedsatte et sekretariat som daglig ledelse.

Partiets 3. kongres var en vigtig arbejdskongres. Den afspejlede stor enhed og et væld af praktiske erfaringer fra omfattende aktiviteter på mange af klassekampens felter. APK har taget vigtige skridt fremad i den forløbne kongresperiode og har med kongressen lagt grunden til nye fremskridt for den danske arbejderklasses og ungdommens kamp.

(Se også Tema på kpnet.dk)

(Se også artikel på kpnet.dk)