En anden verden er nødvendig: Stop imperialismen! Socialismen er fremtiden!

Som forelagt APK’s 2. kongres, april 2003

Den leninistiske analyse af imperialismen som kapitalismen sidste og højeste stadium beviser sin gyldighed og aktualitet i de dramatiske udviklinger, som verden gennemløber i disse år.
Imperialisme betyder reaktion over hele linjen, konstaterede Lenin. Åndelig reaktion, uhæmmet militarisme, stadig mere udtalte snyltende og parasitære træk ved imperialismen – det er det egentlige indhold af den såkaldte ‘Ny verdensorden’ og ‘Det ny amerikanske århundrede’, dikteret af den amerikanske imperialisme, og af den imperialistiske ‘globalisering’, dikteret af de multinationale selskaber på folkenes regning. Det har ført arbejderklassen og folkene ud i en situation, der udgør en trussel for selve klodens overlevelse, en situation af permanent global krig og kaos. Det er en verden, hvor aggression og terror er nøgleordene, hvor det er jungleloven og ‘den stærkes ret’, der råder, og hvor en international orden, baseret på lighed, retfærdighed og en bæredygtig udvikling under det nuværende globale politiske og økonomiske system – det kapitalistiske system – viser sig at være en utopi, en teoretisk og praktisk umulighed.

Dette understreges af eksistensen af en økonomisk verdenskrise, der nu har ramt også den amerikanske og de vesteuropæiske landes økonomier hårdt – med produktionsnedgang, massearbejdsløshed og nedskæringer af de sociale budgetter som følge. Dybden af krisen understreges også af den kendsgerning, at det herskende monopolborgerskab i de imperialistiske lande ikke bare søger at vælte krisens byrder over på befolkningernes flertal for at sikre de kapitalistiske profitter, men er slået ind på den traditionelle sidste vej ud af krisen for kapitalismen: krigens og aggressionens vej. Kapitalismens almene krise, som er vævet sammen med den nuværende akutte overproduktionskrise, skærpes yderligere af, at de ledende imperialistmagter har erklæret verden en permanent tilstand af krig.

Dette er et slående udtryk for imperialismens totale forrådnelse. Mens en stor del af klodens befolkning ikke kan spise sig mæt, lider af sult, mangel på vand, dør af helbredelige sygdomme bliver der scoret enorme profitter på nøden og elendigheden, på krig og på ødelæggelse. På denne ene pol findes nogle tusinde milliardærer i verdens rigeste lande, som kontrollerer verdens skæbne, på den anden side milliarder af fattige, som knap og nap overlever for under 1 dollar om dagen.
Globaliseringen – etableringen af monopolernes diktatur over alt og over alle, overalt i verden – har ført til en hurtig uddybning af uligheden, af kløften mellem rige og fattige lande og mellem rige og fattige overalt i verden.

Den nuværende verdenssituation er kendetegnet ved en kraftig skærpelse af alle kapitalismens grundlæggende modsætninger – modsætningen mellem arbejderklassen og bourgeoisiet, mellem imperialismen og de undertrykte folk og nationer, mellem imperialistmagterne indbyrdes og mellem det aggressive, kriseplagede, rådnende og døende verdenskapitalistiske system og folkenes forhåbninger om en anden og bedre verden.

Den amerikanske imperialisme er gået i offensiven for at gennemføre den imperialistiske globalisering med militærmagt og etablere amerikansk kontrol over alle regioner i verden, det fuldstændige amerikanske verdensherredømme under overskriften ‘Projekt for Det Ny Amerikanske Århundrede’ (PNAC). Den amerikanske imperialistiske supermagt, p.t. verdens eneste supermagt, vil på basis af den tilgrundliggende militærdoktrin – Bush-doktrinen – sikre amerikansk militær, politisk og økonomisk kontrol med alle strategisk vigtige områder og ressourcer gennem en uhæmmet oprustning, knusende militær overmagt på landjorden, i verdenshavene og i luften, og gennem suveræn kontrol over et militariseret verdensrum. Bush-doktrinen er en utilsløret fascistisk doktrin, som giver USA ‘ret’ til at gennemføre ‘forebyggende krige’ mod stater, som ikke udgør en trussel mod USA, og gennemtvinge såkaldte ‘regimeskift’. Den udelukker end ikke brug af atomvåben.

Den amerikanske imperialisme tåler ingen supermagtsrivaler og ingen konkurrenter, men vil realisere en ‘unipolær verden’, domineret af USA alene. USA afviser konkurrenternes snak om en ‘multipolær verden’, dvs. en verdensorden baseret på overenskomster mellem USA og de øvrige imperialistiske stormagter EU, Rusland, Kina og Japan. Derfor har USA saboteret eller tilsidesat en række aftaler og institutioner, som blev opbygget efter 2. verdenskrig og under den såkaldt kolde krig, og herunder henvist FN til en sidelinje.

Siden 11. september 2001 har USA-imperialismen kastet verden ud i en tilstand af permanent krig, betegnet af USA som en ‘krig mod terror’, men som i realiteten er en imperialistisk verdenskrig mod verdens folk og nationer for amerikansk verdensherredømme. Dens vigtigste partner er den zionistiske terrorstat Israel, som drømmer om et Storisrael, baseret på stadig undertrykkelse af palæstinenserne og deres ret til en fri og uafhængig statsdannelse. Den anglo-amerikanske imperialistiske alliance er samtidig holdt i live og udbygget, først med Margaret Thatcher, nu med Tony Blair.
Først angreb USA sammen med en krigskoalition Afghanistan under påskud af ‘kamp mod terrorisme’, Al-Qaeda og Osama bin-Laden. Det virkelige mål var at etablere kontrol over det strategisk vigtige centralasiatiske land med henblik på at etablere sig på dette kontinent og sikre sig en permanent tilstedeværelse i nærheden af det olierige Kaukasus. Resultatet af denne krig var en permanent besættelse, installeringen af en marionetregering i Kabul – og et samfund i kaos og anarki, underkastet alle former for lovløshed. Løfterne om demokrati og social fremgang for den afghanske befolkning er ikke blevet holdt.

Samtidig havde Ariel Sharons bevidste provokation af palæstinenserne udløst en ny intifada, som gav Israel påskud for at skrotte den såkaldte Oslo-fredsproces og forstærke undertrykkelsen af det besatte Palæstina, finansieret af faste multimilliard-dollartilskud fra USA. Den israelske terrorstat har med amerikansk accept og støtte rustet sig med alle mulige masseødelæggelsesvåben, indbefattet atomvåben, og afprøver de nyeste våben og besættelsesteknikker på palæstinenserne.

Det har altid været zionistisk politik at forhindre skabelsen af et frit og uafhængigt Palæstina. Hvis USA og Israel accepterer en formel palæstinensisk statsdannelse, vil det være som et appendiks til både USA og Israel, en ikke-levedygtig vasalstat. Dette er indholdet i det amerikanske ’tilsagn’ om en ‘proces hen imod en statsdannelse’. Muligheden for tvangsfordrivelse af palæstinensere i stort tal fra de besatte områder i Vestbredden og på Gaza holdes stadig åben.
Undertrykkelsen af palæstinensernes grundlæggende rettigheder og retten til selvstændig statslig eksistens har været et nøglespørgsmål i mere end fem årtiers konflikt i Mellemøsten. Israel har med amerikansk støtte i alle disse år tilsidesat FN’s resolutioner om palæstinensernes rettigheder og opretholdt en permanent besættelse og tilstand af terror.

Nu er den aggressive amerikansk-israelske politik over for Mellemøsten og den arabiske verden gået over i en ny fase: Med den ulovlige og ryggesløse krig mod Irak, som sigtede mod at tilintetgøre Saddam Hussein-regimet og etablere en militær besættelse og installere en amerikansk lydregering i det olierige land, er USA, Israel og den gamle mellemøstlige kolonimagt UK gået i gang med at nytegne kortet over Mellemøsten. Efter Irak trues Syrien og Iran med krig – og også proamerikanske lydstater som Saudiarabien er i søgelyset for at etablere en nyordning i Mellemøsten, der skal sikre permanent amerikansk (og dermed israelsk) dominans i regionen og amerikansk kontrol med verdens største olieressourcer. Mellemøsten står over for en ny kolonialisme i form af en imperialistisk stormagtskoalition af gamle og nye kolonimagter.

Krigen mod Irak, der blev udløst i strid med folkeretten og FN’s charter, er en klassisk imperialistisk røverkrig, en kolonikrig om magt og olie. Som i Afghanistan var dens virkelige formål at vælte et regime, som USA-imperialismen ville have fjernet, og erstatte det med et pro-amerikansk styre. Påskuddene om ‘afvæbning af Saddam’ og ‘fjernelse af masseødelæggelsesvåben’, der angiveligt skulle udgøre en trussel mod verdensfreden, er blevet afsløret som en tynd fernis over et erobringstogt, der har sat USA og de amerikanske olieselskaber i besiddelse af den irakiske olie og givet våbenindustrien og andre industrier fabelagtige kontrakter til ødelæggelse og ‘genopbygning’, til privatiseringer af samfundsværdier og fordeling af krigsprofitter.

Den ulovlige krig er blevet forvandlet til en ulovlig besættelse under et amerikansk-ledet militærdiktatur, der skal bane vejen for et irakisk lakajregime efter den ‘afghanske model’.
Irak og irakerne har betalt en enorm pris for de ny koloniherrers anden Golfkrig. Efter katastrofen i 1991 – hvor Irak var det første mål for den amerikanske imperialismes bestræbelse på at etablere den såkaldte ‘Ny Verdensorden’ – fulgte 12 års forbryderiske sanktioner i FN’s navn, påtvunget af USA, der krævede mere end halvanden million døde. Nu er Irak igen blevet udsat for en gigantisk krigsforbrydelse, der har kostet titusinder af irakere livet, ødelagt en stor del af infrastrukturen, udløst en nymiljøkatastrofe, og på amerikansk tilskyndelse har åbnet for plyndringer, kaos og anarki – indbefattet af den uvurderlige kulturelle arv fra ‘menneskehedens vugge’.

Krigen i Irak har været en forsøgsarena for afprøvning af det nyeste krigsudstyr og Pentagons nyeste lynkrigs-strategi. Der blev nedkastet flere bomber over en forsvarsløs nation og befolkning på kortere tid end nogensinde før i verdenshistorien, indbefattet klyngebomber, DU-bomber og andre ulovlige masseødelæggelsesvåben.
Det har udløst en humanitær katastrofe, som langtfra er slut, selvom krigen angiveligt er det. Irakerne vil i årtier fremover komme til at lide under den amerikansk-britiske krigsforbrydelse, som krigen var – og som kun Danmark, Australien og Polen derudover tog aktiv del i.
George W. Bush, Tony Blair, Anders Fogh og de øvrige politisk ansvarlige for denne kriminelle handling mod freden og folkene skal drages til ansvar herfor.

Optakten til Irak-krigen bragte modsætningerne mellem imperialistmagterne indbyrdes frem i det åbne. Den snævre imperialistiske krigskoalition anført af USA besluttede at gennemføre den planlagte krig trods modstanden fra Tyskland-Frankrig, Rusland og Kina. Dermed understregede Bushs USA, at det ikke vil dele imperialist-rovet med nogen. De franske, tyske og russiske ‘interesser’ i Irak bliver nu opslugt af USA og dens ‘koalition’. Disse ‘tabende’ imperialistmagter har forsøgt at få FN på banen og bringe det til at spille en hovedrolle i ‘genopbygningen af Irak’, men er blevet afvist af USA, som kun vil give FN en rolle som administrator af nødhjælp. En besættelse af Irak i FN’s navn ville give både krigen og besættelsen et falsk skær af legitimitet. Der er imidlertid intet, der kan legitimere denne røverkrig.

Det irakiske folk valgte at kæmpe mod invasionsstyrkerne for at drive dem på porten, men blev underkuet af den overlegne ildkraft, af terror mod civilbefolkningen i stor skala og af forræderi.
Det har ikke opfattet krigen som en befrielse, men som en besættelse – og gør det også efter Saddam Hussein-regimets fald, hvor besættelsesmagten er blevet mødt af demonstrationer, protester og aktioner under forsøget på at etablere et amerikansk militærdiktatur med en ‘overgangsregering’ med irakisk fernis.

Den amerikanske imperialismes krig mod lande og regimer, den ønsker udskiftet med vasalstater, foregår under påskud af at sikre ‘demokrati’ og ‘social fremgang’ og som en kamp mod ‘terrorisme’ og ‘masseødelæggelsesvåben’. Intet sted fører det til frihed eller demokrati, men til socialt kaos, ødelæggende borgerkrige, gangster- og krigshøvdingevirksomhed, til paralyserede samfund og knuste lande og mennesker.

USA og den vestlige koalition sætter sig ikke bare ud over folkeretten, men forsøger med ‘Pax America’ i monopolernes interesse at knæsætte nye internationale værdimålestokke og tildele imperialismen nye ‘rettigheder’- som supermagten USA’s ‘ret til at føre angrebskrige’ til fornægtelsen af den nationale selvbestemmelsesret som en central del af folkeretten med et umiskendeligt indhold: ethvert folk og enhver nations ret til at afgøre sin egen skæbne uden indblanding af udenlandske magter. De historiske erfaringer med amerikansk aggression viser, at de ‘nye’ imperialistiske principper ikke bringer fremgang, men nøjagtig som i kolonitiden, og dengang imperialismen endnu var ung, fører til undertrykkelse, slavebinding og udplyndring af de folk og nationer, som bliver ofre for imperialismens og nykolonialismens rådne doktriner og morderiske praksis.

En række af de globalt fungerende institutioner som IMF, Verdensbanken og WTO har afsløret sig som instrumenter i imperialismens, og i særdeleshed USA’s hænder. Irak-krisen afslørede skrøbeligheden i det FN, som blev opbygget efter 2. verdenskrig. USA’s politik over for FN er klar: Intet kommer over eller ved siden af USA, FN har kun en rolle at spille, hvis det også kan bruges som et redskab af USA – ellers kan det stå på sidelinjen eller højst blive en fordelingscentral for nødhjælp. De øvrige imperialistmagter sværger i øjeblikket til FN, fordi det kan være et redskab for en verden domineret af aftaler mellem imperialistmagterne i fællesskab, en såkaldt ‘multipolær’ verden. Irak-krigen viste, at FN ikke er i stand til at leve op til sin fremmeste forpligtelse: at sikre verdensfreden, at forhindre aggression.
Af alle disse grunde befinder FN og hele sættet af efterkrigstidens aftaler og alliancer sig i krise, hvor den amerikanske imperialisme søger at fastlægge en ny global lov.

USA’s forsøg på at etablere sit fuldstændige og urokkelige verdensherredømme skærper modsætningerne mellem imperialistmagterne indbyrdes, som alle søger at sikre deres interesser. USA tåler ingen konkurrenter – og vil holde EU, Rusland, Kina og Japan i et afhængighedsforhold, baseret på overlegen militær styrke. Optakten til Irak-krigen afslørede, hvor dybt disse modsætninger stikker. Der er imidlertid ingen grund til nære illusioner om, at f.eks. EU eller en kombination af de andre imperialistmagter udgør et ‘progressivt alternativ’ til USA-imperialismen. Modstanden mod USA-imperialismen, krigen og den imperialistiske globalisering kommer ikke fra disse magter, som selv drømmer om en førsteplads i verden. Den kommer fra, hvad der er blevet betegnet som ‘den anden supermagt’ – fra folkene, der bekæmper imperialisme, krig og reaktion, og som den 15. februar viste sig som en global bevægelse af enorm styrke. Uden denne bevægelse, som har udviklet sig som en uafhængig og selvstændig bevægelse, der ikke er koblet på nogen imperialistisk stormagts politik, ville også modstanden mod krigen fra de magter, der modsatte sig den, have været svag og ubetydelig.

Det er denne bevægelse, der yderligere udviklet som en front mod imperialisme, krig og reaktion kan udtrykke folkenes globale solidaritet og blive et vigtigt redskab til realiseringen af deres forhåbninger til en anden verden.

Den økonomiske krise, den imperialistiske globalisering, krigene og den stadig accelererende elendighed har skabt en situation, hvor folkenes harme og krav om et andet samfund vil sætte sig igennem. I mange lande, på alle kontinenter, eksisterer der revolutionære situationer – hvor de herskende ikke kan fortsætte med at regere på den gamle vis, og hvor de beherskede ikke længere vil lade sig regere på denne vis. Om disse revolutionære situationer bliver udløst i revolutioner og arbejdernes og folkets magterobring, er i første række afhængig af eksistensen af stærke marxistisk-leninistiske kommunistiske partier med en stærk forankring i arbejderklassen og folket. Ellers kan de glide over i permanent kaos og indre konflikter, der ikke betyder et opgør med det borgerlige klassediktatur og imperialismens diktat. Argentina, Colombia, Ecuador og en række andre latinamerikanske lande befinder sig på grænsen til revolution. Det samme gælder en række lande i Asien, i Mellemøsten og andre steder.

Spydspidsen i imperialismens militære, politiske og ideologiske aggression retter sig altid mod arbejderklassens og folkenes revolutionære kamp. Og det er der, det trækker op til den store styrkeprøve: Hadet til USA-imperialismen i særdeleshed og imperialismen i almindelighed verden over er enormt. Kravet om en anden national og international udvikling er rodfæstet i millioner af menneskers bevidsthed, som er begyndt at organisere sig til kamp.

Det er det, som i sidste ende bærer fremtiden i sig: En anden verden er mulig. En verden uden udbytning og undertrykkelse.
Det kan kun være socialismens verden.