Skip to content

En kritisk og selvkritisk analyse.
Af den partiforberedende kommunistiske organisation OKTOBER
Året 1999 markerer 80-året for stiftelsen af Danmarks Kommunistiske Parti – og dermed grundlæggelsen af arbejderklassens kommunistiske parti på marxismen-leninismens grund.

DKP blev den danske sektion af Kommunistisk Internationale og blev født i en periode af skærpet klassekamp i kølvandet på den første imperialistiske verdenskrig, Oktoberrevolutionen i 1917, som for første gang satte opbygningen af et socialistisk samfund på historiens dagsorden, i en periode af revolutionære kriser i det krigshærgede Europa.

Det revolutionære DKP genrejste kampen for et socialistisk Danmark, for arbejderklassens magterobring ad revolutionær vej og for tilintetgørelsen af det herskende borgerskabs klasseherredømme og dets statsmagt efter at Socialdemokratiet havde forladt marxismen og havde forvandlet sig til et reformistisk parti, et borgerligt arbejderparti. Som ved arbejderbevægelsens og de marxistiske arbejderpartiets fødsel i den sidste del af det 19. Århundrede sluttede alle det kapitalistiske samfunds kræfter – fra statsmagt, hær, politi og efterretningsvæsen, de politiske partier, arbejdskøberne og deres organisationer, og alle det borgerlige samfunds øvrige institutioner sig sammen om at bekæmpe arbejderklassens kommunistiske parti.

En særlig – og afgørende – rolle i kampen mod kommunismen og skabelsen af et socialistisk Danmark er op gennem århundredet blevet spillet af Socialdemokratiet, der har kontrolleret arbejderklassens vigtigste masseorganisation, fagbevægelsen, som helhed. Socialdemokratiet forvandlede fagforeningerne fra klassekamporganisationer til støttepiller for det kapitalistiske system.

Senere i århundredet, efter 2. verdenskrig, fik den socialdemokratiske reformisme en ‘lillebror’ i den moderne revisionisme – ‘kommunistisk’ reformisme – med samme rolle og opgave: at lænke arbejderklassen til den kapitalistiske udbytning.

Igennem de forskellige udformninger af revisionismen i Danmark er følgende træk altid gået igen:

Det er forestillingen om en fredelig og parlamentarisk vej til socialismen – uden revolution og uden at knuse den kapitalistiske statsapparat. Det er forestillingen om et ‘kommunistisk masseparti‘, først og fremmest forstået som et vælgerparti – og ikke som arbejderklassens fortropsparti og den revolutionære handlings parti. Og det er fagforeningslegalismen, den illusoriske og opportunistiske bestræbelse på at presse den socialdemokratiske fagtop og LO-apparatet til at føre kamp for arbejderklassens interesser – der afløser linjen for udvikling af en kæmpende og revolutionær fagbevægelse ved at fremme arbejderklassens løsrivelse fra arbejderaristokratiet og nedtoner kampen mod LO-toppen og LO-apparatet som redskaber for kapitalens interesser i arbejderbevægelsen.

1. Fra DKP til DKP/ML

Det revolutionære DKP rejste i 20erne og 30ernes kriseår store dele af arbejderklassen til kamp til forsvar for dens grundlæggende interesser, i kampen mod massearbejdsløshed, kriselovgivning til fordel for kapitalen, for arbejderklassens og dens allieredes sociale, økonomiske og politiske interesser. Det revolutionære DKP gik i spidsen for arbejderklassens krav og kamp uden at tabe det socialistiske mål af syne, i tæt solidaritet med Lenins og Stalins socialistiske Sovjetunionen og med den internationale kommunistiske bevægelse, der voksede til en betydelig verdensfaktor.

Nazisme og fascisme var et ultimativt våben fra kapitalens side i kampen mod kommunismen: Den forbød de kommunistiske partier, fængslede, myrdede og terroriserede kommunisterne og arbejderklassens militante elementer – og søgte at tilintetgøre det socialistiske Sovjetunion med militærmagt. Overalt i verden – og også i Danmark – stod kommunisterne i spidsen for kampen mod nazisme og fascisme; det socialistiske Sovjet og den internationale kommunisme var den afgørende faktor for dens verdenshistoriske nederlag.

Denne sejr åbnede for en ny fase i arbejderklassens kamp: folkedemokratierne og den socialistiske lejr blev skabt, opgøret med kolonialismen tog fart over hele kloden, den internationale kommunistiske bevægelse stod i årene efter 2. verdenskrig stærkere end nogensinde.

Også Danmarks Kommunistiske Parti bestod denne verdenshistoriske prøve. Det illegale parti under besættelsen opnåede større indflydelse på historiens gang i spidsen for arbejderklassens og folkets modstand end det lille legale førkrigsparti. Socialdemokratiets forræderi nåede et historisk lavpunkt med kollaborationspolitikken mod besættelsesmagten og dets kamp mod den fremvoksende modstandsbevægelse.

DKP fra revolutionært til revisionistisk parti

Danmark blev efter krigen en del af den vestlige imperialismes indflydelsessfære, en solid støtte til USA-imperialismen, som fremstod som den førende imperialistiske magt efter krigen, og udviklede sin strategi for kapitalismens overlevelse, styrkelse af den amerikanske imperialisme og “tilbage rulning af kommunismen” med den kolde krig.

Også DKP stod i årene efter krigen så stærkt som nogensinde. Det evnede imidlertid ikke i den revolutionære krise efter 29. august 1943 – og heller ikke i årene efter krigen, da det kapitalistiske Danmark og dets strukturer genetableredes og integreredes i den nye amerikanske verdensorden – at fastholde en klar revolutionær strategi.

Uden en konkret analyse af de faktiske styrkeforhold mellem klasserne, nationalt og internationalt, og ør af sine resultater indgik partiet i befrielsesregeringen under den socialdemokratiske kollaboratør Buhls ledelse; det åbnede sine døre for en voldsom medlemstilgang, der ikke bare omfattede revolutionære og klassebevidste elementer, men også opportunister og karrierermagere og agenter for socialdemokratiet (og efterretningsvæsenerne) i bestræbelsen på at blive et masseparti; det forsøgte tilmed at forene sig med socialdemokratiet til et enkelt parti for arbejderklassen. DKP optrådte, som om der eksisterede et “folkedemokrati” i Danmark – eller at det var en regulær mulighed.

Men i modsætning til i de folkedemokratiske lande i øst- og Centraleuropa fik Danmarks befrielse ikke dybtgående sociale følger. Det lille naziparti forsvandt, nogle krigsforbrydere og enkelte værnemagere blev retsforfulgt. Men storkapitalens, godsejernes og storbøndernes positioner og styrke forblev urokket. Militært var Danmark underlagt USA-imperialismen – og indgik snart i NATO, anført af en socialdemokratisk regering.

Selvom DKP i slutningen af 40erne kritiserede sin forsonlige linje overfor socialdemokratiet, fortsatte udviklingen i opportunistisk og revisionistisk retning. Programmet “Det danske folks vej” (1952) åbnede for en fredelig og parlamentarisk overgang til socialismen. Uden de store sværdslag tilsluttede partiet sig den revisionistiske generallinje for den internationale kommunistiske bevægelse, som udvikledes af Nikita Hrustjov og Co. på SUKPs 20. kongres i 1956.

Den daværende partiformand Aksel Larsen videreudviklede de opportunistiske ideer, der rummedes i partiprogrammet i retning af et brud med Sovjetunionen og den internationale kommunistiske bevægelse. “Larsenismen” blev en international betegnelse for en tidlig variant af den moderne revisionistiske strømning, der senere fik betegnelsen “eurokommunisme”. Det førte til dannelsen af Socialistisk Folkeparti som “en buffer mod kommunismen”, hvis eksistensberettigelse angiveligt lå i at “presse socialdemokratiet til venstre” og som forkyndte “parlamentarisk overgang til socialismen” gennem et “rødt flertal” af socialdemokrater og folkesocialister.

Partisprængningen var en straf for DKPs opportunistiske synder i efterkrigsårene, og førte til dannelsen af endnu et socialdemokrati i form af SF. Realiseringen af “det røde flertal” førte nogle år senere førte til udspaltningen af Venstresocialisterne som en kaotisk venstresocialdemokratisk og trotskistisk inspireret strømning.

Det tilbageværende DKP fordømte larsenismen – men foretog ikke et dybtgående opgør med dens ideologiske, politiske og organisatoriske rødder i partiet selv. Det tilsluttede sig den sovjetiske variant af den moderne revisionisme (på internationalt plan den moderne revisionismes hovedstrømning), som fik sit endelige nedslag i partiprogrammet fra 1975, programmet for det såkaldte “antimonopolitiske demokrati”.

Det revisionistiske DKP baserede sig på strategisk tilslutning til det revisionistiske Sovjetunionen og dens lejr – og tilstræbte samtidig en strategisk alliance med Socialdemokratiet (parlamentarisk udtrykt i forsøget på at skabe et såkaldt “arbejderflertal”) som vejen til socialisme. Denne anti-marxistisk-leninistiske strategi, der baserede sig på Sovjetunionens internationale styrke og rolle, kollapsede definitivt i 89-91 med dens opløsning og den utilslørede genrejsning af kapitalismen i hele Europa. Gorbatjovismen var sovjetrevisionismens overgang til åben socialdemokratisme, utilsløret kapitalistisk reformisme.

Revisionisme splitter

DKPs forfald, dets overgang fra at være arbejderklassens kommunistiske parti til et parti af moderne revisionistisk type fandt ikke sted uden omfattende indre kampe. En følge af dets omdannelse til et “masseparti” i efterkrigsårene og dets ´åbne dør´-politik var både en generel sænkning af dets teoretiske og politiske niveau, forsømmelse af det marxistisk-leninistiske skolingsarbejde og mangelen på enhed i tanke og handling. Det betyder sameksistens mellem forskellige strømninger og tendenser i partiet – og kan ikke føre til andet end konstante fraktionsdannelser og kampe mellem forskellige grupperinger. DKPs efterkrigshistorie er derfor også en historie om spaltning og splittelse: den store udspaltning af SF i 1958, udspaltningen af marxistisk-leninistiske kræfter op gennem 60erne og 70erne, herunder eksklusionen af Carl Madsen, som forsvarede det revolutionære DKPs linje og modsatte sig “den antimonopolistiske strategi”, udspaltningen af Fælles Kurs, frem til den store opløsning i 90ernes begyndelse, der førte den sidste partiformand Ole Sohn m. fl. til SF, DKP ind i Enhedslisten, til oprettelsen af KPiD, til opløsningen af DKU og passiviseringen af hundreder af tidligere medlemmer.

Den revisionistiske platform måtte nødvendigvis producere nye højregrupperinger, men også modstand fra de marxistisk-leninistiske og revolutionære kræfter i partiet.

Det revisionistiske DKP rettede gennem sin historie hovedslaget mod marxist-leninisterne, som stempledes som “sekterikere” og “venstreopportunister”. Disse kræfter bekæmpedes og isoleredes igennem alle efterkrigsårene.

På internationalt plan førte antagelsen af den revisionistiske platform fra SUKPs 20. Kongres under betegnelsen ’opgøret med stalinismen’ som en lang række kommunistiske partier i lighed med DKP tilsluttede sig, til indre kampe og spaltninger. En række partier – som Albaniens Arbejdets Parti og Kinas Kommunistiske Parti – modsatte sig denne platform og linje. “Den store polemik” mellem marxisme-leninisme og moderne revisionisme udspilledes på verdensplan.

Den internationale kommunistiske bevægelse blev spaltet. I løbet af 60erne og 70erne opbyggedes en lang række nye marxistisk-leninistiske, kommunistiske partier, mens den internationale revisionisme og dens partier, anført af SUKP, fortsatte udspaltningsprocessen i stadig flere strømninger og tendenser på revisionistisk grundlag – titoisme, guevarisme, eurokomunisme osv.

Kinas Kommunistiske Parti under Mao Zedong rejste antirevisionismens banner – men, som det skulle vise sig, for at erstatte sovjretrevisionismen med maoismen som en kinesisk variant af den moderne revisionisme.

Da DKP i 1961-62 tilsluttede sig SUKPs brud med Enver Hoxhas socialistiske Albanien og Albaniens Kommunistiske Parti og senere med Kinas Kommunistiske Parti, forlod en række marxistisk-leninistiske kræfter partiet i protest, idet de også så dette som udtryk for DKPs definitive overgang til den moderne revisionisme og likvidation som kommunistisk parti.

Kampen for gendannelse af et kommunistisk parti

Det var imidlertid først med stiftelsen af KFML (Kommunistisk Forbund Marxister-Leninister) i 1968, at de danske marxist-lenistister stillede sig opgaven at opbygge et revolutionært kommunistisk parti i kamp mod den moderne revisionisme.

Det var under Vietnam-krigen, hvor modstanden mod USA-imperialismen voksede til en massebevægelse, mens Sovjetunionen gennem invasionen i Tjekkoslovakiet afslørede sig som en ny social)imperialistisk supermagt. I Vesteuropa og USA forekom et opsving i den revolutionære ungdoms og arbejderklassens kamp.

KFML etablerede broderpartiforbindelser med Kinas Kommunistiske Parti, Albaniens Arbejdets Parti og en hel række marxistisk-leninistiske, kommunistiske partier verden over – mange af dem unge og uerfarne, og som KFML dannet omkring ’68. Disse partier havde ofte en ringe tilknytning til de gamle kommunistiske partiers revolutionære traditioner, mens forbindelserne til arbejderklassen var svage, og medlemmerne ofte meget unge. Andelen af studerende var i regelen stor.

Dette var også tilfældet i Danmark, hvor indflydelsen fra den kinesiske moderne revisionisme, fra maoismen og den såkaldte kulturrevolution, gjorde sig stærkt gældende i den unge marxistisk-leninistiske bevægelse. Det medvirkede til opkomsten af en række indbyrdes stridende organisationer i slutningen af 60erne og70erne med ”marxismen-leninismen-MaoTsetung-tænkningens” som ideologisk grundlag.

I 1973 kom det fascistiske og USA-støttede kup i Chile. Salvador Allendes ”folkefrontsregering’ var af de sovjetrevisionistiske partier blevet fremhævet som et historisk eksempel på muligheden af “fredelig, parlamentarisk overgang til socialismen”. Det spillede fallit i strømme af chilenske arbejdere og revolutionæres blod.

Den marxistisk-leninistiske bevægelse styrkedes, en række grupperinger og kræfter sluttede sig til KFML. Stiftelsen af det nye kommunistiske parti sattes på dagsordenen til 1976. Netop da antog man den revisionistiske kinesiske generallinje og teorien om “verdens deling i tre”. Da KAP stiftedes var det med et nyt program på kina-revisionistisk (maoistisk) grundlag – og i en skærpet indre linjekamp.

Resultatet af den var, at en række marxistisk-leninistiske kræfter før og efter partidannelsen forlod det og fortsatte kampen for genskabelsen af et ægte marxistisk-leninistisk, kommunistisk parti.

Den ledende kraft heri var KS(m-l), som udarbejdede et udkast til et program for “Danmarks Kommunistisk Parti / Marxister-Leninister” og iværksatte en konkret partistiftelsesproces, som sigtede på at forene de kræfter, som fastholdt marxismen-leninismen og afviste alle varianter af den moderne revisionisme. I forbindelse hermed gennemførtes ikke bare et opgør med “3-verdens-teorien”, men også dens ideologiske grundlag, den såkaldte Mao Zedong-Tænkning.

Resultatet af 10 års kamp for gendannelsen af et ægte marxistisk-leninistisk, kommunistisk parti i Danmark var stiftelsen af DKP/ML ved årsskiftet 78-79.

2. Danmarks Kommunistiske Parti/ML (1978-97)

Stiftelsen af DKP/ML betød et historisk vendepunkt for den kommunistiske bevægelse i Danmark.

Det betød, at der var genskabt et kommunistisk parti, som forsvarede marxismen-leninismen som teori, bekræftede den videnskabelige socialismes gyldighed og aktualitet, og på dette grundlag udviklede en kommunistisk politik i klassekampen. Partiet trak en skarp demarkationslinje op overfor de revisionistiske partier som DKP og KAP, og imødegik deres fejlagtige, antirevolutionære politik og strategier. Det afslørede det uvidenskabelige og opportunistiske indhold i alle de varianter af den moderne revisionisme, som eksisterede i Danmark og på internationalt plan, som udgav sig for at være ’skabende nyudviklinger’ eller ’højere trin’ af marxismen-leninismen.

Med stiftelsen af DKP/ML blev smågruppe-uvæsenet i 60ernes og 70ernes ’ml-bevægelse’ definitivt overvundet. De maoistiske smågrupper opløstes.

I de følgende 18 var partiet og den marxistisk-leninistisk kommunistiske bevægelse kendetegnet ved en høj grad af enhed, bygget på principper. Denne enhed var blandt de væsentligste forudsætninger for partiets uafbrudte fremgang i denne lange periode, hvor partiet modnedes i kamp mod borgerskabet, igennem sin deltagelse i klassekampen som den revolutionære handlings parti.

Selv om partiet ved sin stiftelse var relativt uerfarent, meget lille og med en medlemsskare, hvor gennemsnitsalderen ikke var 30, havde det en kerne af rimeligt erfarne, velskolede og handlekraftige ledere (kadrer), som havde deltaget i 60ernes og 70ernes klassekampe og i kampen for at genskabe det kommunistiske parti. Og dets medlemmer var militante og nærede tillid til marxismen-leninismen og det unge parti.

Det var DKP/MLs fortjeneste at samle de daværende kommunistiske kræfter iDanmark på marxismen-leninismens grund, på basis af en revolutionær strategi, linje og politik – i modsætning til de revisionistiske organisationers linjer og strategier, der alle spillede åbenlyst fallit og brød sammen i løbet af 80erne.

Partiet var fra starten en del af den internationale marxistisk-leninistiske kommunistiske bevægelse, som havde udviklet sig i opgøret med den moderne revisionisme over hele verden. Det udviklede solide forbindelser til de marxistisk-leninistiske partier på alle kontinenter, og også tætte forbindelser med Albaniens Arbejdets Parti, der ledtes af den betydelige marxist-leninist Enver Hoxha.

Det delte med AAP og de øvrige marxistisk-leninistiske partier den leninistiske konklusion, at den nuværende historiske epoke er imperialismens og revolutionernes epoke; at revolutionen, både den antiimperialistiske og folkedemokratiske og den proletariske og socialistiske revolution, er et spørgsmål, der er på dagsordenen;at den revolutionære proces i verden med den moderne revisionismes gennembrud var kommet på vildspor, og at de revolutionære landvindinger i de lande, der havde gennemført folkedemokratiske, antiimperialistiske eller socialistiske revolutioner var i færd med at blive ødelagt og omstødt i de stater og partier, der i den ene eller anden variant havde antaget den moderne revisionisme som deres grundlag. Derfor betragtede og støttede DKP/ML det socialistiske Albanien som det eneste ægte socialistiske land i verden.

DKP/ML i 80’erne

Disse vurderinger skulle blive bekræftet af udviklingen.

Den moderne revisionismes hovedbastion, Sovjetunionen, og hele dens lejr brød sammen, og kapitalismen genrejstes i rå og utilsløret form.

Partiets bedømmelse af det maoistiske Kina og KKP, som havde fremstillet sig som ’verdensrevolutionens bolværk’, men var en stat og et parti af moderne revisionistisk type, blev også snart understreget. Deng Xiao-Pings Kina slog umiskendeligt ind på den kapitalistiske moderniseringsvej i forsøget på at omskabe Kina til en ny (social)imperialistisk verdensmagt. I 1979 gik Kina til angreb på Vietnam i en militær afstrafningsekspedition

80erne var på globalt plan en periode med forberedelsen af den endelige kapitalistiske kontrarevolution i Sovjetunionen og Østeuropa, den forstærkede opbygning af monopolernes “Forenede Europa” som global stormagt, og skærpede konfrontationer mellem supermagterne USA og Sovjetunionen med den ledsagende militære oprustning til krig overalt på kloden – og som ’stjernekrig’ i verdensrummet.

I Danmark var det Schlüters og hans åbent borgerlige regerings årti. Reaktionen var i offensiven, nationalt og internationalt.

DKP/ML satte sig fra starten som opgave at vinde ledelsen i arbejderklassens kamp ved at stille dens centrale krav og opgaver i centrum – i kamp den socialdemokratiske reformisme og revisionismen af alle afskygninger. Det udviklede en konkret politik på alle klassekampens centrale felter, en linje for kamp mod de to imperialistiske supermagter og deres militære og økonomiske blokke, mod Danmarks medlemskab af EU og NATO, mod den borgerlige-socialdemokratiske arbejderfjendtlige krise- og nedskæringspolitik, mod krise, krig og reaktion.

Det tog initiativ til stiftelsen og opbygningen af ungdomsforbundet KUF. Det arbejdede for at opbygge en revolutionær fagopposition i og udenfor fagforeningerne i kamp mod L0s forræderi som et redskab for den kapitalistiske statsmagt og den socialdemokratiske klassesamarbejdspolitik. Det udviklede kampen mod den genopståede nazisme og fascisme ved at knytte an til modstandskampens revolutionære traditioner, arbejdede for at udvikle kvindernes kamp og organisering for ligestilling og frigørelse, og for en revolutionær kunst og kultur. Under 80ernes skærpede landbrugskrise arbejdede det også for at udvikle småbøndernes og landarbejdernes kamp.

Det opstillede samtidig i 84 og 87 til folketingsvalg under betegnelsen “Marxistisk-Leninistisk Parti” for at sikre et revolutionært alternativ også ved valgene. Kommunalpolitisk udviklede det lokale kamplister i en række store byer.

Det revolutionære DKP/ML satte fra starten klassekampen i centrum for sin virksomhed, rodfæste i arbejderklassen og organisering af kampen. I overensstemmelse med de skiftende taktiske situationer satte det også forskellige organisationsformer og kampmetoder i forgrunden.

Selvfølgelig var alt ikke fejlfrit. Det ville være umuligt at undgå – ikke mindst for et ungt og uerfarent parti, som det var i 80erne. Men det begik hverken principielle eller strategiske fejl; med meget få kræfter fra starten, og i en situation hvor både DKP og KAP fyldte på ’venstrefløjen’, udviklede det og rodfæstede sig i hurtigt tempo.

Op gennem 80erne udfoldedes en omfattende udgivelsesvirksomhed på Forlaget Arbejderen og Nexø Forlag – ikke mindst ved udgivelsen af marxismen-leninismens klassikere og udgivelse af en hel række af Enver Hoxhas værker, partimateriale samt skønlitteratur og plader/CDer.

Partiet fortsatte sin kamp for at afsløre den moderne revisionisme ideologisk, politisk og organisatorisk – med henblik på at rodfæste marxismen-leninismen og vinde de klassebevidste arbejdere , revolutionære intellektuelle og andre progressive kræfter for den kommunistiske linje og politik.

Samtidig tog partiet et initiativ af strategisk karakter ved at begynde udgive dets centralorgan Arbejderen som dagblad fra 1983. Udgivelsen og udbredelsen af denne avis var et omdrejningspunkt i kampen for at udvikle og styrke partiet og den kommunistiske bevægelse og for at styrke arbejderklassens og det store flertals kamp og orientering på klassekampens grund. Udgivelsen af Dagbladet Arbejderen lagde beslag på mange kræfter, men sikrede også det marxistisk-leninistiske partis stadig voksende rodfæste blandt klassebevidste arbejdere og i den revolutionære bevægelse.

Sidste halvdel af 80erne var præget af reaktionens forstærkede offensiv, af en veritabel højrebølge. Det betød i den givne situation generelt en afmatning i massekampen, af strejkebevægelsen osv. Også i overensstemmelse hermed justerede partiet sin taktik og de organisatoriske former på forskellige af massekampens felter.

Op gennem årtiet uddannedes og skoledes en hel række kadrer og partiet udbyggedes og rodfæstedes på landsplan; det satte den stadig revolutionering af grundorganisationerne og deres arbejde i centrum, samtidig med at klassekampen i partiet førtes på to fronter: mod såvel højreafvigelser som venstreafvigelser, mod passivitet, liberalisme og sekteriske af enhver art.

Partiet lagde større vægt på medlemmernes kvalitet end på kvantiteten. Og på trods af sin numeriske lidenhed formåede partiet en overordentlig omfattende virksomhed på alle klassekampens felter – teoretisk, politisk, i den daglige kamp. Fra sin start opfattede det sig som den revolutionære handlings parti og som et parti, baseret på tankens og handlingens enhed. Kommunisternes bevidste disciplin er en frivillig disciplin, der grunder sig på en dyb forståelse af partiets linje og nødvendigheden af de konkrete kampe, det udkæmper. Degenererer partiet bliver grundorganisationerne og medlemmerne forvandlet til aktivister, vedhæng til et ’apparat’, en avis o.s.v.

Det revolutionære DKP/ML var fra sin start kendetegnet ved sin evne til at foretage konkrete og fremsynede analyser af klassekampen, dens udvikling og styrkeforholdet mellem klassekræfterne, der muliggjorde en konkret og prioriteret indsats fra partiets side, der fik det til på forskellige tidspunkter at gribe fat i de nøglespørgsmål, der var i stand til at flytte helheden fremad.

Den revisionistiske lejrs sammenbrud og socialismens fald i Europa

Sovjetunionens opløsning, Østeuropas underlæggelse under den vestlige imperialisme, og udviklingen af det forenede Tyskland til Den europæiske Unions førende magt var alt sammen en konsekvens af den moderne revisionismes forræderi og fallit. Det var hverken socialismens historiske fallit eller kapitalismens endegyldige sejr som system, verden i disse år var vidne til. Og hvad mere er: Den moderne revisionismes krise og fallit var forudset af de marxistisk-leninistiske kommunistiske partier og organisationer, DKP/ML indbefattet. De dramatiske historiske begivenheder bekræftede den marxistisk-leninistiske analyse, og den marxistisk-leninistiske teoris gyldighed.

Det var ikke de ægte kommunistiske partier, arbejderklassen og folkene, der ’sejrede’ i de tidligere socialistiske lande i Europa, eller i de kapitalistiske lande. Det var den vestlige imperialisme og de kapitalistiske og kontrarevolutionære kræfter.

Den moderne revisionisme ved magten i Sovjetunionen, Østeuropa, Kina osv. havde gennem årtier miskrediteret socialismen og kommunismen. Den moderne revisionismes kontrarevolutionære karakter blev af den borgerlige propaganda brugt til at bringe den videnskabelige socialisme og kommunismen i vanry – og til at underminere arbejderklassens og folkenes tillid revolutionens teori, de kommunistiske partier og forhåbningerne til socialismen og kommunismen som deres fremtid.

Og revolutionen og socialismen led et smerteligt nederlag, da Albanien efter Enver Hoxhas død under Ramiz Alias ledelse bevægede sig ind på en revisionistisk vej, som førte til kontrarevolutionens triumf med katastrofale konsekvenser for landet, arbejderklassen og hele folket.

Revisionistisk forræderi og kapitalistisk kontrarevolution virkede sammen i det Albanien, som så tappert havde opbygget socialismen. Kontrarevolutionen var hurtig, grundig og brutal: Den søgte at knuse al modstand fra arbejderklassens og kommunisternes side gennem forfølgelse og terror, og søgte på barbarisk vis og i bogstaveligste forstand at udrydde alle spor af socialismen. Landet blev en kapitalistisk spillebule, en brik i imperialismens hænder. Den folkelige opstand i 97 var en reaktion på denne massive ødelæggelse.

Under den skærpede reaktionære og anti-kommunistiske offensiv i sidste halvdel af 80erne gik den danske revisionistiske venstrefløj i opløsning – fra VS til de erklærede kommunistiske partier.

Det revolutionære DKP/ML blev ikke svækket af den reaktionære stormflod, men kom styrket igennem den, med bedre positioner, større indflydelse og større muligheder end nogensinde. Med de revisionistiske partier KAPs og DKPs opløsning åbnedes nye muligheder for den kommunistiske politik og strategi for revolutionen og socialismen – men det skete i en ændret international og national situation, under en uhørt imperialistisk offensiv på globalt plan mod arbejderklassen og folkene, mod revolutionen og socialismen, mod alt progressivt og antiimperialistisk.

90’erne – “en ny periode i arbejderklassens og folkenes kamp”

Med de kontrarevolutionære begivenheder 89-91 afsluttedes en periode, hvor den internationale scene var domineret af samarbejdet og rivaliseringen om verdensherredømme mellem den amerikanske imperialisme og den sovjetiske socialimperialisme og deres militære og økonomiske blokke.

“Den ny verdensorden” med USA som ’verdens politiske, militære, økonomiske og moralske leder’ blev etableret. I Europa sattes kursen mod den hurtige udbygning af Den europæiske Union med Tyskland som førende kraft som en ny imperialistisk verdensmagt

Socialismens resultater og de reformer, som arbejderklassen og folkene havde tilkæmpet sig som følge af deres kamp og som følge af socialismens historiske landvindinger – herunder fascismens nederlag – blev tilintetgjort eller sat under angreb. Dette gjaldt også den såkaldte “danske” eller “nordiske” velfærdsmodel.

På sin 6. kongres i 1991 foretog DKP/ML en række væsentlige justeringer af politik og taktik i overensstemmelse med dets analyse af den ’ny periode i arbejderklassens og folkenes kamp’, som var en realitet. Det fastslog, at “den ny verdensorden” førte til etableringen af et altomfattende kapitalistisk verdensmarked, til styrkelsen af den amerikanske og vestlige imperialisme på arbejderklassens og folkenes bekostning – og at arbejderklassen og folkene på globalt plan måtte opbygge en kampfront mod imperialismen og denne ’nye verdensorden’ med den amerikanske imperialisme i spidsen og med Den europæiske Union som en partner, der selv aspirerede mod at blive en imperialistisk supermagt.

Det fastslog, at Danmark befandt sig ved en kritisk skillevej:

På denne ene side var der borgerskabets linje for fuldstændig integration i den ny imperialistiske verdensorden, politisk, økonomisk og militært, for fuld integration i monopolernes ’Forenede Europa’ på bekostning af den nationale selvstændighed, og for tilintetgørelse af den nordiske velfærdsmodel – d.v.s. resultaterne af arbejderklassens og det store flertals kamp gennem årtier.

På den anden side arbejderklassens vej for uafhængighed og suverænitet, til forsvar for velfærden, social fremgang og fred og venskab mellem folkene.

Netop ’forsvaret for velfærden’ og forsvaret af den nationale selvstændighed i kampen mod Unionen blev den røde tråd i 90ernes klassekamp i Danmark, som også så danske tropper i militær aktion som en integreret del af den ny imperialistiske verdensorden langt uden for landets grænser.

Den linje og politik, som DKP/ML definerede på sin 5. kongres i 91 og videreudviklede på den 6. i 94, var ikke et opgør med den hidtidige linje, ikke en selvkritik for dets linje og kamp i 80erne, indbefattet den skarpe kamp mod den moderne revisionisme af alle afskygninger, men en politik og taktik i overensstemmelse med den ny situation, en anvendelse af marxismen-leninismen på de konkrete betingelser i den danske og internationale klassekamp.

Det var en politik og taktik, der modsvarede en kompliceret og vanskelig situation – og som hurtigt førte til fornyet fremgang for partiet, til at det placerede sig som den ledende kraft i den kommunistiske bevægelse, tog nye skridt med hensyn til at rodfæste sig i arbejderklassen og begyndte at spille en stadig voksende rolle på klassekampens mange felter.

Den politik og taktik, partiet fremlagde på baggrund af en konkret analyse af den nye internationale situation og situationen i den danske klassekamp var rigtig og fremsynet, men den rummede imidlertid også en række faldgruber. Som det skulle vise sig var partiet ikke stærkt nok til at undgå dem.

Højreelementer i partiet forvanskede denne linje og taktik i opportunistisk retning – og partiets historie gennem 90erne blev en kamp mellem den marxistisk-leninistiske linje og taktik, og højrekræfternes forsøg på at forvrænge og sabotere den. Det førte til en skarp partikamp mellem to linjer, to fløje i partiet, i 95-97, der i kraft af et højrekup i partiledelsen endte med højrekræfternes sejr, deres spaltning af partiet, brud med den marxistisk-leninistiske fløj og forvandling af partiet til et falsk marxistisk-leninistisk parti, til et nyt parti af moderne revisionistisk type.

Samling af kommunisterne i eet stærkt parti

I overensstemmelse med det grundlæggende synspunkt, at kommunisterne i første række må opbygge stærke kommunistiske partier i deres eget land, fremlagde DKP/ML fra den 5. kongres sin linje for “samling af den kommunistiske bevægelse i ét stærkt parti på marxismen-leninismens grund”. Dette var i overensstemmelse med ønskerne hos det store flertal af folk, der opfattede sig som kommunister, og som efter DKPs og andre revisionistiske partiers og organisationers kollaps var partiløse, eller organiseret i en af de erklærede kommunistiske partier eller grupperinger. DKP/ML tog initiativ til at danne en række lokale samlingsgrupper og til gennemførelsen en diskussion i hele den kommunistiske bevægelse af kommunismens historiske erfaringer efter Sovjetunionens sammenbrud. Det udarbejdede en række handlingsprogrammer for klassekampens forskellige felter, for at skabe basis for fælles optræden. Senere udarbejdedes udkastet til ‘Program for et socialistisk Danmark’ til debat i hele den kommunistiske bevægelse. Det uddybedes med en særlig del om vejen og overgangen til socialismen. Partiet foreslog de erklærede kommunistiske partier og organisationer om at styrke samarbejdet og handle i fællesskab på en lang række områder – herunder at finde formerne for en fælles valgopstilling til folketing og på kommunalt plan.

Dagbladet Arbejderen som avis for hele den kommunistiske bevægelse og alle klassebevidste kræfter måtte nødvendigvis spille en central rolle i denne proces: at udvikle kampen mod angrebene på ‘velfærden’, d.v.s. de tilkæmpede rettigheder, mod den nationale selvstændighed, mod EU, NATO og den nye imperialistiske verdensorden osv. Og dermed samtidig skridt for skridt skabe betingelserne for kommunisternes samling i ét marxistisk-leninistisk parti, der belært af de historiske erfaringer adskilte sig endegyldigt fra den moderne revisionismes kontrarevolutionære teori og praksis.

Denne politik baserede sig på den særlige historiske situation, som opstod i forbindelse med de revisionistiske partiers krise og fallit i Danmark og på internationalt plan.

Med de to revisionistiske partier DKP og VS som hovedkraft – der sidst i 70erne og i 80erne mistede deres folketingsrepræsentation – var Enhedslisten blevet dannet slutningen af 80erne. Den fik tilslutning af det trotskistiske SAP, resterne af KAP og andre. Den startede sin tilværelse som en valgalliance mellem disse kræfter – og udviklede sig efter at have opnået folketingsrepræsentation til et egentligt parti, som rummer forskellige grupperinger og tendenser, uden en klar og veldefineret strategi for ´socialisme´ eller et klassekampsprogram. Enhedslisten er et reformistisk, antimarxistisk-leninistisk, venstresocialdemokratisk og venstresocialistisk parti. Det opgav snart rollen som parlamentarisk opposition på et klassekampsgrundlag – f.eks. den ’principielle’ modstand mod at støtte en reaktionær finanslov – og forvandlede sig til et støtteparti for den socialdemokratisk ledte regering.

Det lykkedes ikke at sikre en fælles parlamentarisk optræden for de erklærede kommunistiske organisationer, og heller ikke at etablere en fælles holdning til Enhedslisten som en antikommunistisk og likvidatorisk strømning.

Det viste sig relativt hurtigt, at lederne af de erklærede kommunistiske partier på forskellig vis og med forskellige påskud modarbejdede den stærke bevægelse blandt partiløse kommunister og mange af organisationernes medlemmer for at skabe forudsætningerne for et stærkt og samlet parti på marxismen-leninismens grund.

Det gjaldt Kommunistisk Forum, der udsprang af et brud med Ole Sohns gorbatjovistiske DKP, og som senere forvandlede sig til det KPiD. Det søger at videreføre DKPs revisionistiske ideologi, linje og program fra 70erne. Det gjaldt Preben Møller Hansens populistiske Fælles Kurs, som drømte om et parlamentarisk come-back – og resterne af DKP, som lod sig opsluge af Enhedslisten efter officielt at have afskrevet sig marxismen-leninismen.

I forskellige situationer op gennem 90erne stødte kampen for gennemførelsen af DKP/MLs kommunistiske samlingspolitik på modstand i partiet selv. Der viste sig nogle usunde tendenser til undervurdering af partiets reelle rolle og af den marxistisk-leninistiske ideologi og politiks styrke. Hvad der senere skulle vise sig at udvikle sig til en egentlig højrelinje, viste sig i begyndelsen som tendenser til at ’gemme marxismen-leninismen væk’, til at afvise partiets ledende rolle og opgaver i dne kommunistiske og revolutionære bevægelse og i den aktuelle kamp. Ud fra en følelse af svaghed under borgerskabets stærke ideologiske og politiske pres stræbte de efter sammenslutning af de erklærede kommunistiske partier for enhver pris, og på et hvilket som helst grundlag, og efter at opgive DKP/MLs og den kommunistiske bevægelses selvstændige virksomhed på det parlamentariske plan til fordel for Enhedslisten.

Selvom disse tendenser energisk blev afvist i partiledelsen og af partiet som helhed, når og hvor de dukkede op, og der i partiet selv førtes kamp mod faren for højre, blev de ikke udryddet og fandt til stadighed nye udtryk.

De nævnte højretendenser blev væsentlige bestanddele af det revisionistiske DKP/MLs ny linje efter den 7. partikongres.

For ikke at afsløre, at der faktisk var tale om et linjeskift, taler DKP/ML fortsat lejlighedsvis om “samling af kommunisterne”. Men det sker på basis af en ny og ikke-leninistisk partiopfattelse og en revisionistisk linje og strategi for klassekampen og socialismen.

Forankring på arbejdspladserne og kampen i fagbevægelsen

Det kommunistiske parti må, for at opfylde sin rolle, i sin sociale sammensætning være et parti med et overvejende flertal af arbejdere – og det må sikre et stærkt rodfæste i arbejderklassen, på fabrikker og virksomheder.

Fra sin start satte DKP/ML dette spørgsmål – og retningen mod arbejdspladserne – i fokus for sin virksomhed. Den sociale sammensætning af partiet var – som en arv fra sit udspring i den marxistisk-leninistiske bevægelse i 60erne og 70erne – ikke tilfredsstillende. Arbejderne udgjorde ikke et klart flertal i partiet. Omkring halvdelen var pædagoger, lærere, socialrådgivere og intellektuelle af forskellig slags. De egentlige industriarbejdere var et mindretal. Ved at fastholde retningen mod arbejdspladserne og gennem udviklingen af en kommunistisk faglig politik søgte partiet at forbedre sit rodfæste og optage nye arbejdere som medlemmer. Særlig vægt lagde det på de ufaglærte arbejdere, specialarbejderne, som i 70ernes og 80ernes arbejdskampe trådte frem som den mest kampvillige del af klassen.

Partiets faglige linje tog udgangspunkt i, at den socialdemokratiske enhedsfagbevægelse var et instrument for klassesamarbejde, og LO og LO-apparatet var knyttet til den kapitalistiske stat med et utal af love og bindinger af forskellig slags, og at den som medlem af Frie Faglige Internationale samtidig var et instrument for imperialismen. Derfor er LO- og forbundstoppenes forræderi mod arbejderklassens krav og kamp ikke noget tilfælde, men et udtryk for deres funktion som i sidste ende redskaber for den herskende klasse, for kapitalen.

DKP/ML afviste den venstreopportunistiske opfattelse, at revolutionære ikke skal arbejde i reaktionære fagforeninger, at ’vende fagforeningerne ryggen. Med udgangspunkt i et rodfæste på arbejdspladserne og i kamp mod klassesamarbejdslinjen måtte der vælges kommunistiske tillidsmænd, skabes aktive klubber og lokale afdelinger. Et revolutionært fagligt arbejde må foregå både i og udenfor LO-fagbevægelsen, f.eks. gennem udviklingen af støttebevægelser omkring vigtige arbejdskampe. Fra sin start advarede partiet imod den revisionistiske og højreopportunistiske fagforeningslegalisme, som forkynder, at LO og LO-apparatet kan forvandles til en kamporganisation for arbejderklassen og udstikker parolen “alt gennem fagforeningerne”. Som en del af arbejderaristokratiet er det faglige bureaukrati, de faglige funktionærer, ansat til at varetage dette institutionaliserede klassesamarbejde. Det revolutionære DKP/ML var stærkt kritisk overfor dette lag og kommunisters ansættelse som faglige funktionærer i dette apparats tjeneste – uanset den enkelte kammerats gode hensigter.

Denne linje er i overensstemmelse med den danske kommunistiske bevægelses grundlæggende erfaringer gennem århundredet. Det revolutionære DKPs rodfæste i arbejderklassen og dele af fagbevægelsen i kamp mod den socialdemokratiske klassesamarbejdslinje var betydeligt. Men i årene efter krigen tenderede “de faglige folk”, fagforeningsledere og ansatte, til at udgøre en særlig afgørende gruppe i partiet – og en vigtig del af den sociale basis for partiets revisionistiske udartning – med en tilhørende legalistisk faglig linje. Den strategiske alliance med socialdemokratiet, som partiet ønskede, førte det faglige DKP ind i rollen som en ’opposition’, der opfordrede arbejderne til kamp for faglige krav, men i afgørende kampsituationer optrådte som strejkeslagtere af hensyn til alliancen med socialdemokraterne.

I forbindelse med DKPs sammenbrud likvideredes også Faglig Ungdom, som havde sikret sig en høj grad af uafhængighed af LO og LO-apparatet – og dermed også en progressiv og kæmpende masseorganisation for arbejderungdommen.

I overensstemmelse med den ændrede situation og de nye styrkeforhold måtte DKP/ML også i begyndelsen af 90erne udarbejde en ny faglig taktik – en taktik, vel at mærke, ikke en ny faglig linje eller strategi.

Med DKPs opløsning og den ’faglige venstrefløjs’ lammelse måtte også DKP/MLs rolle i fagbevægelsen ændres – fra en slags ’opposition til oppositionen’ – til rent faktisk at sætte sig igennem som den ledende forkæmper for klassekampslinjen i fagbevægelsen, at tage ledelsen af og genopbygge en fagopposition på et langsigtet kampgrundlag.

Dette var og er en overordentlig vanskelig opgave. Og DKP/MLs styrke på arbejdspladser, i klubber og fagforeninger var ikke omfattende. Alligevel stillede partiet sig denne opgave, og satsede ikke mindst på at udvikle kampen mod massearbejdsløsheden og arbejdsløshedsbevægelsen (af både fagforeningsorganiserede, bistandsmodtagere osv.), kampen for 35-timers ugen, modstanden mod Unionen fra arbejdspladserne, strejkestøttekomitébevægelsen, støttet af partiets dagblad, som vandt stadig større udbredelse blandt klassebevidste arbejdere, og af hele partiets øvrige virksomhed, herunder Rød 1. Maj-arrangementer osv. Et særligt spørgsmål var kampen for at organisere og udvikle arbejderungdommens kamp.

Partiet var imidlertid ikke i stand til at udarbejde og gennemføre en sammenhængende plan for dette arbejde. De ansvarlige på dette felt forsømte at tage initiativer til udviklingen af den faglige oppositionsbevægelse . I årene efter Nyrup-regeringens tiltræden blev der talt en del om udviklingen af en ’taktisk alliance’ med de venstresocialdemokratiske arbejdere – en vigtig problemstilling, som imidlertid skulle vise sig at blive et påskud for at vende den faglige linje og kurs 180 grader.

Partiet politik på dette centrale område begyndte at udvise en række højreopportunistiske træk. Dets fokus mod arbejdspladser og klubber blev nedtonet til fordel for en opprioritering af arbejdet i lokale fagforeningsafdelinger, især i SiD. Den såkaldte ’faglige politik’ blev et særligt felt for ’specialister’, som tiltog sig en betydelig grad af autonomi fra partiet i øvrigt. En række af partiets “faglige” kadrer blev faglige funktionærer. Og de nye muligheder for at opbygge en kommunistisk ledt opposition på arbejdspladser og i fagforeningerne mod den socialdemokratiske politik blev ikke udnyttet, selvom partiet fortsat ydede en stor indsats i forhold til at organisere støtten til centrale arbejdskampe som Ribus-konflikten. Arbejdspladsernes puls bankede stadig svagere i partiet.

Det viste sig bl.a. i et debatoplæg ’Vi vil en aktiv, demokratisk og solidarisk fagbevægelse’ (1996), som fremlagde elementer til en ny højreopportunistisk ’faglig strategi’, der spekulerede i en spaltning af socialdemokratiet i to partier, et eurosocialdemokrati og et ’progressivt’ parti, der ville ’forsvare velfærden’ og angiveligt var modstander af EU. Fagbureaukratiets problemstillinger begyndte at trænge sig ind.

Dette skulle blive fatalt for partiet som et ægte kommunistisk parti.

DKP/ML og masseorganisationerne

Op gennem 90erne udviklede DKP/ML en lang række initiativer på andre af massekampens områder. Den almindelige højrebølge, som havde grebet ’venstrefløjen’, førte til opgivelsen af en række af dens ’bastioner’ og til en generel styrkelse af de socialdemokratiske eller tilmed åbent borgerlige.Det skabte imidlertid også rum for en række nye initiativer, til øget ’plads’ for de marxistisk-leninistiske kommunister.

Et af disse var på ungdomsområdet.

Firserungdommen blev hårdt presset af den borgerlige ideologiske og politiske offensiv, og i vidt omfang ’afpolitiseret’. Det skete i en tid, hvor store dele af hver eneste ungdomsårgang blev stødt ud i permanent arbejdsløshed, hvor angrebene på arbejderungdommen forstærkedes. I sidste halvdel af firserne standsede tilgangen af revolutionære unge også til DKP/ML næsten fuldstændig. Partiets ungdomsforbund KUF blev ’lagt på is’ i afventning af bedre tiderne, medlemmerne og deres virksomhed organiseret indenfor rammerne af partiet. Samtidig var DKU blevet likvideret og nedlagt sammen med Faglig Ungdom o.s.v.

Op til Maastricht-afstemningen i 92 tog DKP/ML initiativ til skabelse af ungdomsbevægelsen Rok ved Unionen, som den første større politiske ungdomsbevægelse efter ’murens fald’. Den var med til at sætte spørgsmålet om skabelsen af en revolutionær ungdomsorganisation af massekarakter på dagsordenen – og DKP/ML tog initiativ til oprettelsen af Rød Ungdom, som blev en af succeshistorierne i første halvdel af 90erne med en betydelig medlemstilvækst og oprettelsen af afdelinger over hele landet. Partiet var af den opfattelse, at under kommunistisk ledelse ville denne organisation udvikle sig hen imod at blive ungdomsorganisationen for det kommende stærke kommunistiske parti, det kæmpede for. Gennem Rød Ungdom skulle ungdommens og ikke mindst arbejderungdommens revolutionær kamp og dens masseorganisationer genrejses som kamporganisationer.

Højrekræfterne i partiet forholdt sig skeptiske overfor Rød Ungdom og undlod at støtte initiativet. Da det først var blevet en succes ville de nedlægge dets blad ’Lige Venstre’ og i stedet for at udforme det som en revolutionær masseorganisation omskabe det til en løs aktionsbevægelse. De afviste ’af taktiske hensyn’ at tage skridt til at knytte organisationen ideologisk, politisk og organisatorisk til partiet og den kommunistiske bevægelse og forberede dets tilnærmelse til den kommunistiske bevægelse. Da først disse opfattelser slog igennem i forbindelse med partikampen indledtes Rød Ungdoms stagnationsperiode, hvor det savner en klar profil og hverken er fugl eller fisk, en progressiv ungdomsorganisation uden en klar linje, mål og strategi.

Folkebevægelsen mod EF-Unionen samlede forskellige sociale og politiske kræfter i kampen mod dansk medlemskab af EF/EU på grundlag af kampen for national suverænitet og forsvar mod angrebene på ’velfærden’. Op til den historisk afgørende Maastricht-afstemning støttede DKP/ML omfattende folkebevægelsens kamp for et nej og alliancen mellem nej-kræfterne. Efter Nej’et i 92 splittede revisionisten Jens Peter-Bonde og hans konsorter Folkebevægelsen, der fastholdt sin linje for dansk udtræden af Unionen, og oprettede Junibevægelsen. Disse kræfter var med til udarbejdelsen af ’det nationale kompromis’ og bærer sammen med SF – der åbent forrådte dette Nej – et hovedansvar for, at den historisk gunstige situation i arbejderklassens og folkets kamp blev tabt på gulvet – og for dens resultat ved omafstemningen i 93: et Ja til Masstricht med enkelte danske forbehold, som skulle elimineres hen ad vejen.

DKP/ML spillede en væsentlig rolle i disse kampe og i fastholdelsen og genopbygningen af Folkebevægelsen på et rigtigt grundlag efter sprængningen, og støttede aktivt initiativet til oprettelsen af Folkebevægelsens Ungdom.

Det revisionistiske DKP/ML, der fremstod efter partikampen, har også ændret sin linje for kampen mod EU. Partisprængningen svækkede kampen for et Nej ved Amsterdamafstemningen og førte til en styrkelse af Enhedslistestrømningen, der arbejder for at ’forene EU-modstanden’ på et politisk grundlag, der vil ’rulle Unionen tilbage’ og ikke som sit hovedmål har Danmarks udtræden af Unionen. Under påskud af, at dansk udtræden ikke er et aktuelt krav virker DKP/ML i samme retning og for at indrullere Folkebevægelsen i den af det europæiske ’venstresocialdemokratisk’ ledte unionskritiske initiativer og strømninger. Op til folketingsvalget i 98 og Amsterdamafstemningen søgte DKP/ML at indrullere Folkebevægelsen i den socialdemokratiske kampagne mod Pia Kjærsgård og hendes konsorter i Dansk Folkeparti, og forsøgte – uden held – at splitte Folkebevægelsen på flygtninge- og indvandrerspørgsmålet.

Partiet tog i 80erne og 90erne en lang række initiativer til at rejse kampen mod nazisme og fascisme og for at udvikle en antiracistisk flygtninge- og indvandrerpolitik, der afviste både ghettoisering og assimilation. Den rejste kampen for integration på et verdsligt grundlag – med de danske og udenlandske arbejderes fælles kamp mod kapitalen som udgangspunkt.

I centrum for kampen mod nazismen stillede partiet kravet om forbud mod nazistisk virksomhed, organisationer og propaganda. Historien har vist at nazismen ikke er politik, men forbrydelse.

Som altid lagde det revolutionære DKP/ML også her hovedvægten på massemobilisering og aktiv kamp. Ikke mindst gennem en lang række aktiviter fra Aktive Modstandsfolks og fra midten af 90erne Folkebevægelsen mod Nazismes side er dette krav blevet et folkekrav.

Det revisionistiske DKP/ML har brudt med Folkebevægelsen mod Nazisme og søger ikke at længere at opbygge en bred antifascistisk folkelig organisation og bevægelse. Den nye kurs har givet sig udtryk i et omfattende samarbejde med den halvtrotskistiske Demos-gruppe, der er knyttet til Enhedslisten. Denne opreklameres som en hovedkraft i den antifascistiske kamp – men afviser at basere denne på modstandskampens erfaringer. Demos-gruppen er en konsekvent fortaler for at afvise kravet om forbud mod nazisme, og forsvarer ‘principielt’ nazisternes ’ytringsfrihed’.

DKP/MLs principløshed og manglende evne til konkret at analysere de forskellige politiske og sociale aktørers virkelige rolle, kom f.eks. til udtryk, da DKP/MLs nuværende formand betegnede tidsskriftet Faklen og mystikergruppen bag det som ’progressiv: Faklen kalder sig selv det førende antifascistiske tidsskrift i landet, men forlanger indstilling af al aktiv kamp mod fascismen. Det forsvarer nazisternes ubegrænsede ytringsfrihed og bekæmper antinazister som FMN – indbefattet med hjælp fra de borgerlige domstole. DKP/ML skylder en forklaring på, hvad der er ‘progressivt’ ved det.

Med sådanne allierede går DKP/ML den sikre vej til sabotage af den antifascistiske kamp.

På tilsvarende måde er det gået på en lang række andre af klassekampens felter: det revolutionære DKP/MLs linje og prioriteringer er blevet forvansket og ændret i revisionistisk retning.

Det gælder f.eks. den antiimperialistiske kamp og kampen for freden, der i stadig højere grad anskues ud fra et ’legalistisk’ grundlag med udgangspunkt i FN med tilhørende reformistisk menneskerettighedsdemagogi, udjævning af ’kløften mellem Nord og Syd’ m.m. Fronten mod imperialismen og al imperialistisk aggression er strøget af dagsordenen.

Det gælder kampen for kvindernes ligestilling og frigørelse med udgangspunkt i arbejderkvindernes kamp – som helt er forsvundet fra dagsordenen. Det gælder kampen for en revolutionær og progressiv kunst og kultur, som erstattes med småborgerlig kulturel ’pluralisme’ og mangfoldighed. Og så videre.

DKP/ML og den internationale kommunistiske bevægelse

Det revolutionære DKP/ML udsprang af klassekampen i Danmark, og af kampen mod den moderne revisionisme på dansk og internationalt plan som en del af den internationale marxistisk-leninistiske kommunistiske bevægelse. I 89-91 befandt kommunismen og de kommunistiske partier sig i en overordentlig vanskelig situation, hvor reaktionen forkyndte triumferende ’kommunismens død’, skønt begivenhderne bekræftede både den marxistisk-leninistiske teori og marxist-leninisternes forudsigelser.

De moderne revisionistiske partiers krise blev akut. Det ene efter det andet trådte åbent frem som socialdemokratiske, reformistiske partier, som tilhængere af ’reguleret markedsøkonomi’. Andre søgte at ’nyorientere sig’, at ’omgruppere sig’ nationalt og internationalt.

DKP/ML fastslog, at den internationale kommunistiske bevægelse befandt sig i en genopbygningsfase, og at hovedopgaven for de kommunistiske partier, organisationer og kræfter måtte være at opbygge stærke kommunistiske partier på marxismen-leninismens grund i hvert enkelt land.

I mange lande eksisterede flere, eller tilmed mange, erklærede kommunistiske partier og organisationer. I det tidligere Sovjetunionen og Østeuropa indledtes en proces med at genopbygge ægte kommunistiske partier fra grunden. Kun i nogle få lande i verden fandtes ikke-revisionistiske kommunistiske partier med betydelig indflydelse.Men kommunismen som verdensstrømning eksisterede fortsat; i alle lande findes kommunistiske kræfter, som kæmper for at skabe stærke partier.

Den internationale marxistisk-leninistiske, kommunistiske bevægelse, der havde udviklet sig i kamp mod den moderne revisionisme fra 50erne og frem, viste sig imidlertid i denne situation ikke at være i stand til at optræde samlet på internationalt plan.

I første halvdel af 90erne blev der taget en række forskellige initiativer med sigte på at ’reorganisere’ den internationale kommunistiske bevægelse, med udgangspunkt i forskellige revisionistiske strømninger og partier. Et af disse var en samling bag den såkaldte ’Pyongyang-erklæring’ (1994), som Koreas Arbejderparti stod bag. Denne erklæring rummer ikke en marxistisk-leninistisk analyse af årsagerne til f.eks. Sovjetunionens fald og den globale situation under ’den ny verdensorden’. DKP/ML sluttede sig imidlertid til den i håbet om, at den kunne styrke det internationale samarbejde mellem en række progressive og revolutionære kræfter, og også i håbet om at styrke samlingen af de danske kommunister. Her ved årtiets slutning kan det konstateres, at disse initiativer, ‘Pyongyang-erklæringen’ indbefattet, i første række har ført til en omgruppering af revisionistiske kræfter og strømninger.

DKP/ML fastslog i 90ernes begyndelse, at solidariteten med erklærede socialistiske lande som Cuba og Nordkorea måtte styrkes, at de udgjorde særlige angrebsmål for den amerikanske imperialismes globale offensiv. Disse lande havde gennemført en antiimperialistisk revolution, men tilsluttet sig den revisionistiske lejr. Derfor besluttede DKP/ML at styrke solidariteten på antiimperialistisk grundlag, idet det ikke betragtede disse lande som ægte socialistiske lande.

Partiet fastslog samtidig, at den moderne revisionisme fortsat udgjorde hovedfaren for partiet selv – og den internationale kommunistiske bevægelse som helhed.

Disse spørgsmål blev en del af den afgørende kamp i partiet.

Den ‘sejrende’ højrelinje brød i praksis med den internationale, marxistisk-leninistiske kommunistiske bevægelse og dens partier. DKP/ML har tilsluttet sig den moderne revisionismes lejr på internationalt plan.

3. DKP/ML siden 1997 – et falsk marxistisk-leninistisk parti

DKP/ML har opgivet marxismen-leninismen og erstattet den med teorier og ideer hentet fra den moderne revisionismes righoldige arsenal. Disse lån spænder fra DKP i 50erne, der gik svangert med revisionisme, over sovjetrevisionistiske argumenter til fordel for ’fredelig overgang til ‘socialismen’, ’ til en cubansk-inspireret ’’strategisk tænkning’. Den er karakteriseret ved at udskyde den socialistiske revolution og dens forberedelse i det uvisse. I realiteten forkastes den leninistiske definition af den nuværende historiske epoke som ‘imperialismens og de proletariske revolutioners epoke’. Det hele sammenblandes med elementer hentet fra DKPs ’antimonopolistiske’ strategi til et nyt opkog.

DKP/ML har ikke gennem grundlæggende analyser søgt at begrunde sit linjeskift med hensyn til opfattelsen af, hvad et socialistisk samfund egentlig er, me egentlig er, og begrundet dets politiske kovending i forhold til Cuba og Nordkorea, som nu betegnes som ‘rigtige’ socialistiske lande. Partiet har antaget Castros Cuba som en slags ’model’ for socialisme, og overtaget Cubas Kommunistiske Partis reformistiske linje for en såkaldt ’front mod nyliberalismen’, som det søger at anvende på danske forhold. Det fremstiller Cubas ’demokratiske strukturer’ ikke som en forvanskning af indholdet af proletariatets diktatur, men som almengyldige landvindinger – og lovpriser samtidig de økonomiske, sociale og politiske reformer, der tvinger revolutionen baglæns, som en nødvendig og klog ’taktik’.

DKP/ML er samtidig begyndt at revidere sin opfattelse af såvel Lenins og Stalins socialistiske Sovjetunion som af Enver Hoxhas socialistiske Albanien. Det reviderer sin opfattelse af det revisionistiske og socialimperialistiske Sovjet. Og det kritiserer og distancerer sig fra den internationale marxistisk-leninistiske kommunistiske bevægelses historiske kamp mod den moderne revisionisme af alle afskygninger. Det sker i sammenhæng med dets overgang til den moderne revisionismes lejr på internationalt plan, og i sammenhæng med udviklingen a dets nye revisionistiske linje og strategi.

Under partikampen introducerede partiets højrefløj en anden gammel revisionistisk tese, der igen og igen er blevet modbevist: nemlig at arbejderklassens revolutionære teori, marxismen-leninismen, trængte til at blive fornyet, fordi den angiveligt ikke var på højde med nutiden og dens krav.

Under dette påskud har alle de revisionistiske hovedstrømninger, der er set siden 2. verdenskrig, banet sig vej. Med det som påskud reviderede sovjetrevisionisterne den videnskabelige socialismes teori som helhed og i alle dens grundlæggende bestanddele. Den erstattede f.eks. den velfunderede tese om nødvendigheden af revolution med magt i imperialismens og de proletariske revolutioners epoke, og nødvendigheden af at tilintetgøre det borgerlige statsapparat og oprette proletariatets egen statsmagt, proletariatets diktatur, med teorien om ’fredelig og parlamentarisk overgang til socialismen’ gennem et såkaldt ‘antimonopolistisk demokrati’ som en overgangsform mellem kapitalisme og socialisme. Sådanne ’strukturreformer’ af kapitalismen og ’udvidelse af demokratiet’ er fælles for den moderne revisionismes strømninger. De benægter alle nødvendigheden af revolutionen, sønderbrydningen af den borgerlige statsmagt og nødvendigheden af arbejderklassens diktatur i hele perioden under opbygningen af socialismen frem til det kommunistiske samfund. Sovjetrevisionisterne afblæste klassekampen under socialismen – og forberedte og bistod kapitalismens genrejsning. De afblæste kampen mod imperialismen med USA i spidsen til fordel for en linje for ’fredelig sameksistens’ – dvs. samarbejde og kamp om verdensherredømmet mellem de to supermagter USA og Sovjet.

DKP/ML søger at udarbejde en såkaldt ’antimonopolistisk strategi’, der (under visse betingelser, selvfølgelig) kan føre til et parlamentarisk flertal for overgang til socialisme – fredelig overgang, naturligvis. Opbygningen af socialismen forestiller man sig vil forløbe uden arbejderklassens diktatur, gennem et samarbejde mellem forskellige sociale og politiske kræfter, som videreudvikler denne ’antimonopolistiske’ alliance i form af en udvidelse af det folkelige demokrati.

Det er rosenrøde illusioner, som bliver forkyndt. Bare det i fuld alvor at diskutere muligheden for “fredelig overgang til socialismen” under imperialismen generelt, eller specifikt i et Danmark, der er spundet ind i imperialistiske alliancer af enhver art, er at skabe forvirring og illusioner. Nogen ’fredelig og parlamentarisk overgang’ til socialismen fandt ikke sted i den historiske periode, sovjetrevisionisterne forkyndte denne teori. Hvor den blev praktiseret (som i Chile) endte den med fascismens og imperialismens sejr, i blodbad på arbejderklassen og folkene. Med en gentagelse af Hrustjovs forkerte og uvidenskabelige argumentation omkring Lenin og Oktoberrevolutionen og de østeuropæiske folkedemokratier søger disse revisionister på ny at ’forny marxismen-leninismen’ og drage dens videnskabelige konklusioner vedr. den socialistiske revolution i tvivl. Revolution er i marxistisk forstand en undertrykt klasses omstyrtelse af den gamle undertrykkerklasse med magt. Intet eksempel findes på fredelig overgang til socialismen i noget land eller på noget tidspunkt i arbejderklassens historie.

Partiets ny linje står i skærende modstrid til dets programmatiske grundlag, dets marxistisk-leninistiske partiprogram fra 1991 – så også formel programrevision kommer snart på dagsordenen.

Det er ikke marxismen-leninismen, der trænger til at fornyes. Erfaringerne viser, at ’skabende udvikling’ og ’fornyelse’ er slagord, som moderne revisionister igen og igen har brugt til at revidere og forkaste den videnskabelige socialisme. Denne revolutionære teoris gyldighed som helhed og i alle dens bestanddele er igen og igen blevet demonstreret igennem dette århundredes dramatiske historie af kriser og krige, revolution og kontrarevolution. De kommunistiske partiers manglende beherskelse af marxismen-leninismen og utilstrækkelige evne til at anvende den på konkrete situationer og de stadige nye udviklinger i historien og samfundet har undertiden skabt alvorlige problemer og ført til alvorlige fejl og nederlag for disse partier og arbejderklassen og folkene i deres lande. Erstattes sådanne konkrete marxistisk-leninistiske analyser med revisionistiske formler og ideer bliver resultatet hverken analyse eller revolutionær politik, strategi og taktik – men buldrende tom snak og revolutionære fraser, der skal dække over det forsvundne indhold og legitimere en reformistisk og ikke-revolutionær praksis.

Hvad er et ’kommunistisk masseparti’?

Det revisionistiske DKP/ML ønsker sig brændende “et kommunistisk masseparti”.

I den danske kommunistiske bevægelses historie er efterkrigstidens DKP det nærmeste, der kan opvises i retning af et “kommunistisk masseparti”. Det relativt stærke DKP, som opbyggedes efter modstandskampens illegalitet, repræsenterede et højdepunkt for kommunismens og partiets masseindflydelse og rodfæste i arbejderklassen. Det havde vundet den mest kampvillige del af klassen, men udgjorde fortsat en mindretalsstrømning. Den socialdemokratiske klassesamarbejdspolitik var dominerende – og den blev stabiliseret og styrket i 50erne og 60erne, godt hjulpet af DKPs overgang til højreopportunistiske positioner og senere revisionistiske platform.

For at revolutionen og socialismen kan bryde ud og sejre, er det nødvendigt for det kommunistiske parti at vinde arbejderklassens flertal – og at reducere klassesamarbejdslinjen, socialdemokratisme og revisionisme til et lille mindretal. Derfor er spørgsmålet om det kommunistiske partis rodfæste i arbejderklassen og masseindflydelse af afgørende betydning.

Der skal imidlertid foreligge en række konkrete objektive og subjektive forhold og omstændigheder, før spørgsmålet kommunisternes afgørende indflydelse på arbejderklassens flertal kan rejses seriøst, for slet ikke at tale om som en konkret målsætning. I den sammenhæng – og kun i den – har den internationale kommunistiske bevægelse historisk talt om kommunistiske massepartier.

I den fremherskende revisionistiske forståelse er et ’kommunistisk masseparti’ først og fremmest et større eller mindre folketingsparti, med en mere eller mindre skjult strategi for ’fredelig og parlamentarisk overgang til socialismen’.

For at kommunismen igen kan blive en væsentlig faktor i arbejderklassens og det store flertals kamp (som det var tilfældet for besættelsestidens numerisk beskedne, illegale parti), og den afgørende faktor i en revolutionær krise, kræves først og fremmest, at der opbygges et stærkt kommunistisk parti på marxismen-leninismens grund, som samler de mest bevidste og kampvillige arbejdere omkring sin linje, strategi og politik i den daglige kamp og kampen for revolutionen og socialismen Denne samling finder i første række sted ved at kommunisterne sætter klassens mest brændende krav og kampen for deres gennemførelse i centrum for sin virksomhed.

Det er indlysende et “kommunistisk masseparti” – forstået som en form for og metode til at vinde arbejderklassens flertal og besejre socialdemokratismen i dens forskellige varianter – ikke er den aktuelle hovedopgave, den kommunistiske bevægelse i Danmark står overfor i dag. At opstille en sådan parole er i bedste fald ønsketænkning, der erstatter det møjsommelige partiopbyggende arbejde med alle dets aspekter, (ud fra den faktiske vanskelige situation, som eksisterer), med tomme fraser.

Ifølge DKP/ML råder der ’95 pct. enighed’ mellem DKP/ML, Fælles Kurs, DKP og KPiD. Dermed afslører partiet selv, at når det fortsat taler om samling, handler det om samling på revisionistisk grundlag. Vejen til ’kommunistisk samling’ og det ‘kommunistiske masseparti’ går ifølge det ny DKP/ML via ’aktionsenhed’ – en metode der ellers anvendes for at opnå maksimal koncentration omkring en fælles kamp og et fælles krav i klassekampen mellem forskellige politiske og sociale kræfter

DKP/MLs ‘kommunistiske masseparti’ i kim er tiltænkt en stor plads på den parlamentariske scene. Indtil videre er det blevet til mindre end ingenting.

Ved kommunalvalget i 97 opgav DKP/ML alle forsøg på at opstille på kommunistiske fælleslister eller progressive lokallister – og overlod arenaen til Enhedslisten.

Ved folketingsvalget i 98 støttede både KPiD, Fælles Kurs og DKP/ML dette parti, som straks kvitterede med at indgå pinseforlig med regeringen oven på dens indgreb i en storkonflikt.

DKP/ML blev et støtteparti for et socialdemokratisk støtteparti.

DKP/MLs overgang til faglegalisme

Partiets faglige funktionærer spillede en hovedrolle i opgøret med dets marxistisk-leninistiske linje og strategi.

De satte sig i spidsen for udviklingen af en ny linje i forhold til kampen på arbejdspladserne og i fagforeningerne: en fuldstændig overgang til faglegalismens positioner. LO-fagbevægelsen betragtes ikke længere som en reaktionær organisme, der styres af kapitalens betroede tillidsfolk for at lænke arbejderne til det kapitalistiske system. ’I Danmark bekæmper vi alt, hvad der svækker fagbevægelsen’, hedder det nu – uden at skelne mellem de to linjer i fagbevægelsen, uden skelnen mellem den reaktionære og den revolutionære fagbevægelse. Væk er den principielle og strategiske kamp mod LOs forræderi, væk er kampen mod LO-apparatet og det faglige bureaukrati. Væk er opfattelsen af LO-toppen som fuldt integreret i finansoligarkiet.

Den ny faglige linje eliminerer det kommunistiske partis ledende rolle i forhold til kampen om fagbevægelsen – og gør ’faglig politik’, forsvaret af arbejderklassens daglige interesser, til et suverænt anliggende for (LO-) fagbevægelsen. Væk er kampen for at organisere den revolutionære fagbevægelse, den faglige opposition til LOs forræderi, på et klassekampsgrundlag. De nuværende fagforeninger kan således gøres til klassekampsorganisationer blot gennem en række personudskiftninger. DKP/MLs ‘råd’ til arbejderungdommen om organisering af dens kamp imod de særligt grove angreb, den er udsat for, lyder: “Overlad det til fagforeningerne. Det er de bedste til at føre den.”

Det revisionistiske DKP/ML søger i fagbevægelsen at integrere sig med den såkaldte ’faglige venstrefløj’ anført af ’venstresocialdemokrater’, hvis opgave er at føre arbejdernes harme ved den socialdemokratisk ledte regerings og LOs systematiske forræderi væk fra klassekampens vej. Ind i baner, der er ufarlige for LO-toppen og socialdemokratiet, som det blev demonstreret f.eks. ved storkonfikten i foråret 98.

Den ny faglige linje har tilmed fået DKP/ML til at støtte de europæiske monopolers og Unionens faglige sammenslutning EFS (EURO-LO) og den vestlige imperialismes Frie Faglige Internationale!

DKP/ML har forkastet dets gamle revolutionære linje for arbejdspladsernes og fagbevægelsens kamp – og stempler den som ’sekterisk’ og ’fagforeningsfjendsk’. Det er hvad fagbureaukrater og revisionister altid har sagt. Nu er det de ’marxistisk-leninistiske’fagbureaukraters tur til at afsværge deres ungdomssynder.

Der er ingen forskel af betydning mellem DKP/MLs og det ‘gamle, revisionistiske DKPs faglige politik.

Illusionsmageri og vildledning

Med et sådant udgangspunkt er der ingen ende på illusionsmageriet: Således har partiet forlangt PETs nedlæggelse ved folketingsbeslutning. Men det er illusionskabende politik at foregøgle, at den kapitalistiske statsmagt vil ødelægge sine nervecentrer, kernerne i undertrykkelsesapparatet. Det er at underbygge den kapitalistiske myte om den borgerlige stats ‘demokratiske’ karakter. Det kan kun ødelægges af en revolution, der også vil tilintetgøre hele det øvrige borgerlige statsapparat, de borgerlige, parlamentariske demokratis institutioner indbefattet. Åbner man først op for posen med parlamentarisk overtro, er der ingen ende på den.

Det er vildledning af klassekampen, når DKP/ML i dag opfordrer til ‘forsvar af det socialdemokratiske ’velfærdssamfund’ – efter at det er ødelagt af selvsamme socialdemokrati i forening med borgerskabet og Den europæiske Union. Og det er vildledning, når partiet opfordrer til ’forsvar’ af den nationale selvstændighed – efter den er forsvundet i Unionen og imperialismens organismer.

Man kan ikke ‘forsvare’, hvad der ikke længere er en realitet. Det er en dogmatisk fastholden af paroler og formler, der sidst i 90erne har mistet præcision og aktualitet. De sociale rettigheder og velfærd, både ‘tabte’ og nye, må erobres. Den nationale selvstændighed og uafhængighed må tilkæmpes.

Det er ikke en strid om ord, men om strategi og klassepolitik. En marxistiskanalyse må konkludere, at den ‘danske velfærdsmodel’ er ødelagt. Den eksisterer nu kun i Nyrup-regeringens nytårstaler og i de andre borgerlige partiers skønmaling af det Unionsdanmark, der frarøver gamle og syge deres hjemmehjælp.

Nyrup erklærer (som SF, Enhedslisten og DKP/ML) at ‘velfærden skal forsvares’. Følgelig skulle der være basis for en politisk alliance, i og udenfor parlamentet. Nyrup skal blot se til venstre i stedet for til højre, gifte sig med SF og Enhedslisten i stedet for med de borgerlige . . .

På samme måde med den nationale suverænitet: Der var engang! Der var engang en relativ national suverænitet. Den er forsvundet i ’Den ny verdensorden’ og monopolernes Union. Dollar og euro, Unionen og USA-imperialismen regerer. Arbejderklassen, det danske folk og den danske nation tabte slaget, da Danmark stod ved en skillevej ved 90ernes begyndelse. Ikke uden hård kamp – men den herskende klasse og dens politiske repræsentanter fik gennemført deres vilje og kurs, slagtet ‘velfærden’ og holdt ophørsudsalg af den nationale suverænitet.

Kommunistisk politik må basere sig på klassekampens realiteter. Arbejderklassen og det store flertal må erobre sin velfærd og generobre den nationale suverænitet – i kamp mod imperialismen og monopolerne, i kamp mod Den europæiske Union og alle imperialismens organismer. Tilkæmpe og erobre – i kamp mod de borgerlige partier, mod store og små socialdemokratier, i kamp mod LO-toppen og LO-apparatet. Ikke i alliance med dem.

Der går ingen vej tilbage til der var engang. Virkelig velfærd for arbejderklassen og hele folket kan kun realiseres under socialismen. Kun et socialistisk Danmark under proletariatets diktatur vil kunne etablere og forsvare sin fuldstændige suverænitet. Også det er kendsgerninger, kommunisterne må udvikle deres politik og fastlægge deres strategi ud fra. Alt andet er halehængspolitik og vejen til nye nederlag.

Hvad DKP/MLs situation i dag angår, kan følgende konstateres:

Partiet er længere end nogensinde fra at være et ’kommunistisk masseparti’, i alle betydninger.
Det savner konkrete analyser og en konkret politik og har gladelig givet afkald på den krævende ’ledende rolle’, som et ægte kommunistisk parti kæmper for at opnå og udfylde.
Det har mistet sine skarpe og klare revolutionære holdninger og den revolutionære gejst, der kunne udrette små mirakler.
Det tror ikke længere på revolutionen og socialismen.
Det har forvandlet sig til et sammensurium af kliker – og forvandlet de almindelige medlemmer til aktivister for avisen og apparatet.
Til gengæld har det en veludviklet revisionistisk linje og strategi. Og en stor fremtid bag sig.

4. Partikampen i DKP/ML og dens lære

Partikampen i DKP/ML i 96-97 var en kamp mellem partiets marxistisk-leninistiske linje og en revisionistisk linje i kim, som i dag er ved at være fuldt udfoldet. Den var udtryk for en akut skærpelse af klassekampen i partiet, udløst af en gruppe højrefolk med nogle fagbureaukrater i spidsen, som gennem længere tid udviklede en fraktionel virksomhed og forberedte et opgør med det marxistisk-leninistiske flertal i partiledelsen. Den allierede sig med en ’cubansk falanks’, der havde udviklet sig i partiet, og med en række andre småborgerlige højreelementer i partiapparatet og i partiledelsen.

De vigtigste personer i denne revisionistiske gruppering var Søren Becker, Jan Mathiassen, Joan Ågot Petersen, den nuværende partiformand Jørgen Petersen, Sven Tarp og Karen Sunds, som fik følgeskab af bl.a. Lotte Rørtoft Madsen.

Den skjulte højrelinjes første udslag var bl.a. en kamp mod partiets antifascistiske- og flygtninge-indvandrer-program, der formulerede en klassebestemt linje for denne kamp. Under påvirkning af Enhedslisten og Demos –gruppen søgte en gruppe omkring lokalradioen Københavnerkanalen at imødegå denne politik og partiets generelle linje. Det førte til, at denne gruppe, da dets platform havde lidt fuldstændig nederlag på den 6. kongres, lidt senere forlod partiet og opfordrede til kamp mod det. Den blev dengang enstemmigt fordømt af partiet – men er nu ‘rehabiliteret’, i strid med partiets kongresbeslutninger.

Det skulle vise sig blot at være det første åbne slag i partikampen. I1996 intoneredes den afgørende kamp om partiets karakter – gennem sladder- og rygtekampagner og skabelsen af talrige, i sig selv latterlige, ’småsager’ med brod mod de marxistisk-leninistiske partiledelser og ledere, og ikke mindst mod Klaus Riis, partiets formand siden stiftelsen. Gennem systematisk forvanskning af marxist-leninisternes standpunkter og hensigter lykkedes det at skabe en generel stemning af usikkerhed, af at ’noget var rivende galt’ i partiet og partiledelsen:

Et revisionistisk kup var under forberedelse – en fraktion var i arbejde i partiledelsen, det centrale apparat og i ledelsen af de store partidistrikter i København og Århus. Der skulle skabes en ’partikrise’, hvor den revisionistiske fraktion kunne fremtræde som ’redningsmænd’.

Som forberedelse til partiets 7. kongres i marts 97 vedtog Centralkomiteen i efteråret 96 et sæt teser, som fremlagdes til diskussion i hele partiet. Disse teser fastholdt og udbyggede partiets marxistisk-leninistiske linje og politik på en lang række felter – som udgangspunkt for partiarbejdet i hele den kommende tre-årige kongresperiode. De blev enstemmigt vedtaget i Centralkomiteen. De fraktionelle elementer vovede på dette tidspunkt ikke åbent at gå imod dem.

Det lykkedes imidlertid disse, via et fraktionelt arbejde, som også udstrakte sig til elementer udenfor partiet, at få rejst tvivl vedr. spørgsmålet om partiets kadrepolitik, som den var formuleret i disse teser. Fraktionen iværksatte en kampagne uden sagligt grundlag eller indhold, der postulerede, at der blev lagt op til en grundlæggende ændring af partiets kadre- og medlemspolitik, til at opdele partimedlemmerne i ’A,B og C-medlemmer’.

Det var grebet ud af luften – men gjorde sin virkning i Centralkomiteen, der knækkede midt over. Der blev lavet ’et kompromis’ i dette spørgsmål – men linjekampen var i fuld gang. I et forsøg på at forhindre at situationen skærpede sig til et fjendtlig brud og en partispaltning meddelte Klaus Riis, at han ikke ville søge genopstilling som formand ved den kommende kongres. Højrefraktionen skærpede sin appetit og foretog et afgørende fremstød for at sikre sig magten i partiledelsen og omstøde partiets hidtidige linje og de kongresteser, som forsvarede og udbyggede denne.

Det lykkedes ikke fraktionen at vinde flertal for sit opgør med partiets hidtidige politik og linje, eller mod beretningstesernes linje, i partiets daglige ledelse, sekretariatet, som stod i skudlinjen for dens angreb, men derimod i partiets vigtige forretningsudvalg. Via et velforberedt aktion på et forretningsudvalgsmøde, der skulle forberede et centralkomitémøde den følgende dag, fremlagdes en plan for at opløse den daglige ledelse, sætte partiformanden ’under administration’ og forhindre ham i at udføre sine opgaver. Samtidig fremlagdes en resolution der forkastede de selvsamme beretningsteser, som Centralkomiteen enstemmigt havde diskuteret og vedtaget nogle måneder før.

Dette vedtægtsstridige kup lykkedes. Højrefraktionen i Centralkomiteen fik tilslutning fra en række vaklende elementer, og selv de marxistisk-leninistiske kræfter stod splittet.

Politisk set indhold var den 7.- kongres i marts 97 i betydelig grad en ’kompromiskongres’. I sit væsen var det en splittelseskongres. Den sejrende fraktion vovede ikke endnu at foretage et opgør med partiets hidtidige linje – men kongressen betød højrefløjens fuldstændige overtagelse af Centralkomitéen, partiapparatet og Dagbladet Arbejderen. Den betød i realiteten en næsten fuldstændig udrensning af de marxistisk-leninistiske ledere, som havde stået i spidsen for partiets opbygning siden starten.

Den skabte ikke enhed i partiet, men efterlod det opdelt i fløje.

Partispaltning og eksklusioner

Det egentlige ideologiske og politiske indhold i partikampen fremstod ikke klart for et flertal af partiets medlemmer, der i hastigt tempo blev bombarderet med gnister fra kampene i partiledelsen, rygter og sladder, samt mængder af oplæg. De omtalte fagbureaukrater poserede som ’garant’ for den ’proletariske karakter’ af kuppet. Mange tog politisk stilling efter personlige tilknytningsforhold, på basis af personlig tillid. På grund af det hastige tempo i udviklingen af denne kamp, før og efter kongressen, fik de heller ikke mange chancer for at undersøge den selvstændigt og grundigt på basis af kendsgerninger og dokumenter.

Den revisionistiske fraktion, som besatte sekretariat og forretningsudvalg, og hvis støtter udgjorde det overvældende flertal af den nyvalgte Centralkomité dekreterede, at ’partikampen var slut’, selvom kongressen efterlod en lang række spørgsmål, der eksisterede uenighed om, ubehandlede og ubesluttede. Det gjaldt f.eks. det revisionistisk inspirerede socialismeprogram, som havde været på dagsordenen til kongressen, men .som blev udskudt til senere – dvs. en ny kongres, da kun kongresser kan vedtage kommunistiske partiers programmer.

Jørgen Petersen, Søren Becker og Co. var klar over, at tiden arbejdede imod den ny ledelse og dens planer. At kendsgerningerne og indholdet i parti kampen ville blive klarere hen ad vejen. Den ville også afsløre, at der var tale om en ny linje (som man benægtede, selvom man på kongressen opsummerede, at partiet var blevet ’et andet parti’) bl.a. ved gå ud over eller forkaste væsentlige beslutninger fra den 7. kongres, som spærrede for udviklingen af den nye linje på alle felter. Man ville hastigt videre ad den revisionistiske vej og ’bevise’ at den ville føre fremad. Objektivt set stod partiet ved den 7. Kongres i sin gunstigste situation for hurtig fremgang nogensinde.

Partikampen var holdt indenfor partiets døre – selvom den ny partiledelse gennem Dagbladet Arbejderens kongresreportager og behandling af formandsskiftet sendte signaler ud om, at der ’var store ændringer på vej’.

Da den tidligere formand fortsat betragtedes som den største hindring for at udvikle partiets nye linje iværksatte man en plan om at ekskludere ham og to af hans nærmeste kammerater – Dorte Grenaa og den kommunistiske veteran Frede Klitgård. Sidstnævnte havde på alle punkter i forløbet beslutsomt modsat sig den revisionistiske fraktion, og nedlagt sit CK-mandat i protest mod udfaldet af det omtalte, afgørende CK-møde, der ændrede partiets retning.

I tillid til dens totale kontrol over partiapparatet og Dagbladet Arbejderen og ikke mindst i tillid til den stærke partiloyalitet, som er kendetegnende for kommunister, regnede man med at højst nogle få håndfulde ville følge ’Klaus Riis og Co.’ Man sikrede sig tilmed støtte til forehavendet fra kræfter i ledelserne af Fælles Kurs, KPiD og DKP.

Eksklusionerne blev gennemført i strid med alle kommunistiske normer: Punktet var ikke sat på dagsordenen på indkaldelsen af det CK-møde, som besluttede dem. De ekskluderede var ikke blevet forelagt en eksklusionsindstilling eller en begrundelse – og havde ingen mulighed for at forsvare sig. I dybeste hemmelighed og skjult for partiet forvandlede man Centralkomiteen til en særdomstol, en standret, hvor resultatet, ’dommen’, var givet på forhånd i kraft af fraktionens håndplukkede flertal. Naturligvis skulle eksklusionerne begrundes – og da man savnede ethvert grundlag for at beskylde den tidligere partiformand og hans kammerater for at modarbejde partiets linje eller program, måtte man opfinde nogle fantastiske og løgnagtige fraktionsanklager. De ekskluderede kammeraters ’forbrydelse’ bestod imidlertid i, at de havde modsat sig – og fortsat ville modsætte sig – det linjeskift, Jørgen Petersen-fraktionen var i færd med at gennemføre.

De få marxistisk-leninistiske medlemmer af Centralkomiteen, som var blevet valgt på den 7. kongres, nedlagde i samme øjeblik ’særdomstolen’ havde besluttet sig for eksklusion, deres mandater og trådte ud af partiet. – og blev i løbet af kort tid fulgt af knap en tredjedel af partiets medlemmer: Der var tale om en faktisk eksklusion af den marxistisk-leninistiske fløj i partiet, en bevidst sprængning af partiet.

Det revisionistiske DKP/ML kunne fortsætte sin virksomhed på basis af de resultater, der var opnået under partiets marxistisk-leninistiske ledelse – blandt andet Dagbladet Arbejderen. Den havde imidlertid gennem eksklusionerne og sprængningen definitivt tilintetgjort den særdeles positive situation, partiet befandt sig i. Til gengæld havde man frie hænder til relativt uimodsagt at servere den kommunistiske bevægelse og offentligheden sin version, sine løgnagtige skrøner, om partikampen, de tre ekskluderede og den marxistisk-leninistiske fløj, der dannede den partiforberedende kommunistiske organisation OKTOBER og begyndte udgivelsen af Kommunistisk Politik. Klaus Riis, Dorte Grenaa og Frede Klitgård stempledes som ’partifjender’ og ’fraktionalister’. Den marxistisk-leninistisk linje og politik stempledes som ’dogmatisk’ og ’venstreopportunistisk’. Som det revisionistiske DKP og det revisionistiske KAP i sin tid søgte at isolere det revolutionære DKP/ML, søgte det ’nye DKP/ML’ at isolere og bekæmpe marxist-leninisterne og OKTOBER.

Man fik dermed frie hænder til at udvikle sin revisionistiske linje og politik – og satte sig ikke hen med hænderne i skødet. Slag i slag udvikledes den anti-revolutionære platform, som er beskrevet i det foregående.

Begivenhederne er ikke gået ubemærket hen. DKP/ML er blevet næsten ’stuerent’. Partiet fik pludselig stor presseomtale, da det gjorde sig til støtteparti til det socialdemokratiske støtteparti Enhedslisten og meddelte, at det overvejede at tilslutte sig dette parti. Det revisionistiske DKP/ML får en dækning i de borgerlige medier, der står i skærende modsætning til den systematiske medieboykot, det som revolutionært parti var underlagt.

Også Dagbladet Arbejderen er kommet ’ind i varmen’ efter at det er blevet et halehæng til dagskampen og dens begivenheder og et talerør for hele den revisionistiske venstrefløj. Det er en værdig arvtager til det hedengangne Land & Folk fra dets sidste år – og til gengæld hermetisk lukket for marxistisk-leninistiske bidrag. På Danske Dagblades Forenings initiativ blev det medlem af denne ærværdige arbejdsgiverinstitution. For blot at nævne nogle af de kontante gevinster fra det revolutionære ophørsudsalg.

Marxist-leninisternes svagheder og fejl

DKP/MLs 6. kongres (1994) fastlagde linjen for den fortsatte opbygning og udvikling af partiet og dets ledende rolle i den kommunistiske bevægelse og i klassekampen og konsolidering og udvikling Dagbladet Arbejderen som hovedopgaver. Den appellerede til en revolutionering af hele partiet arbejdet, til at styrke den demokratiske centralisme, og imødegå faren for at partiet og medlemmerne blev forvandlet til blot aktivister for avis og partiapparat eller vedhæng til faglige eller masseorganisationer. Den fastslog, at højreopportunismen udgjorde hovedfaren for partiet, at højreopportunistiske tendenser – i særdeleshed tendenser til forsoning med den moderne revisionisme – gjorde sig gældende på en række felter i partiets virksomhed, og måtte bekæmpes frontalt.

Det blev en kongresperiode præget af indre kamp, der udviklede sig til en kamp mellem to linjer, den marxistisk-leninistiske linje, partiet havde fulgt siden sin stiftelse, under skiftende og undertiden dramatiske historiske udviklinger, ikke mindst på internationalt plan – og en højrelinje, en revisionistisk linje i kim, hvis egentlige indhold og karakter først afslørede sig i fuldt omfang efter den 7. kongres.

Det solide marxistisk-leninistiske flertal i Centralkomiteen og partiorganisationerne på forskellige niveauer blev undergravet gennem en fraktionel kamp, hvis udfald er kendt.

Men hvad er årsagerne til, at marxist-leninisterne tabte denne kamp?

Klassekampen i det kommunistiske parti, kampen på de to fronter – mod højre- og venstreopportunisme – er et objektivt fænomen, foregår til stadig og føres bevidst under ledelse af Centralkomiteen med det formål at sikre partiets linje, forsvare marxismen-leninismen som teori og praksis, og sikre udførelsen af partibeslutningerne fuldstændigt og uden forvrængninger .

Hele partiets indre udvikling fra dets stiftelse er foregået som en kamp på disse to fronter, med kampen mod højreopportunismen, og især indflydelsen fra den moderne revisionisme, som den konkrete hovedfare og hovedfront.

Det revolutionære parti og dets medlemmer er ikke afsondret fra samfundet, fra klassekampen, og heller ikke fra borgerskabets eller de reformistiske og revisionistiske partiers propaganda og ideologiske og politiske pres. Det må derfor til stadighed forhindre, at sådanne påvirkninger slår rod i partiet selv. Det gør det først og fremmest ved til stadighed at hæve partiets og medlemmernes marxistisk-leninistiske niveau, ved at revolutionere partiarbejdet, så det er på højde med de skiftende situationer og krav, og ved at rense sig for opportunistiske elementer og folk, der mister deres revolutionære glød.

Slutningen af 80erne og begyndelsen af 90erne var overordentlig vanskelige år, der tærede på kræfterne. Medlemstilgangen var ubetydelig – som for mange andre kommunistiske partier gik en halv ungdomsgeneration ’tabt’- det gamle kadrelag begyndte at slides ned, samtidig med at partiets opgaver voksede overalt – i forhold til partibygningen, i udviklingen af dagbladet, i klassekampen og masseorganisationerne. Tillidsposterne øgedes, antallet af partiets funktionærer i faglige organisationer og andre masseorganisationer voksede – mens partiets faktiske rodfæste på arbejdspladserne blev mindre.

Blandt konsekvenserne var en alvorlig afsvækkelse af partiets skolingsarbejde og dets energiske forsvar for den revolutionære teori, af formidlingen af partiets og den kommunistiske bevægelses revolutionære kamperfaringer, herunder fra den historiske kamp mod den moderne revisionisme, som fortsatte under nye former.

Da medlemstilgangen begyndte igen hen imod 90ernes midte, som følge af en lang række initiativer og aktiviteter samt partiets generelt styrkede positioner, var det i høj grad uskolede og uerfarne revolutionære unge, og derudover en række unge og ældre, der var opdraget i de kriseramte og opløste revisionistiske partier, især 70erne og 80ernes DKP. En del af disse, der manglede kamptradition og kommunistisk partibevidsthed, viste sig som vaklende elementer, der lod sig manipulere af den revisionistiske fraktion, der udviklede sig med centrum i en lille klike i Centralkomiteen. Partiet almindelige marxistisk-leninistiske niveau blev sænket.

Det er marxist-leninisternes ansvar, at en situation udviklede sig, der førte til en styrkelse af partiets småborgerlige element, og svækkelse af de revolutionære arbejderes dominans og præg. Nogle af disse forlod det tilmed.

For et lille parti er udgivelsen af et revolutionært dagblad en kæmpeopgave. Igennem mange år var det at sikre dagbladets overlevelse og udvikling en hovedopgave for partiet. Det var partiets stærkeste våben – men det kan også blive et tveægget sværd, såfremt det er dagbladet og dets behov, der kommer til at styre partiet, og ikke partiet, der leder avisen. Det var i høj grad tilfældet i DKP/ML. Den 6. kongres bestræbte sig på at ændre denne situation, men i utilstrækkeligt omfang. En økonomisk krise for avisen og en nødvendig redningskampagne, der henholdsvis skærpedes og saboteredes af det småborgerlige højreelement i partiet, der nægtede at følge partiprioriteringerne (bl.a. gennem passivitet), lagde så stort beslag på de marxistisk-leninistiske kræfter, at andre politisk og ideologisk nødvendige opgaver blev forsømt, herunder kampen mod den voksende højrefare, af hensyn til avisens overlevelse og ’partiets enhed’.

Partiets og grundorganisationernes kontrol med partimedlemmernes arbejde i masseorganisationer og faglige organisationer, ikke mindst i forhold til ansatte på forskellige poster i det faglige apparat, blev gradvist svækket. Dette førte til en løsrivelse af disse folk fra partiet og dets prioriteringer, til ’faglig autonomi’, der også gjorde sig gældende i forhold til partiets faglige udvalg, der blev et vigtigt led i udviklingen af den faglegalistiske linje og den opportunistiske ’alliancepolitik’, der kendetegner det i dag – på trods af forsøg fra den daværende marxistisk-leninistiske partiledelse på at ændre denne situation.

Alle disse faktorer – og flere til – var med til at skabe rum for udviklingen af en højreopportunistisk og revisionistisk linje i partiet.

Generelt må det konkluderes, at kampen mod højreopportunismen ikke blev ført med tilstrækkelig konsekvens og på alle felter af partiets marxistisk-leninistiske kerne. Og det må tilføjes, at udover disse mangler i arbejdet begik den også en række alvorlige fejl, der lettede den revisionistiske linjes udvikling og sejr i partikampen.

Det gav sig udslag i en tilbøjelighed til at undervurdere den trussel, som den moderne revisionisme som en udbredt og velforankret opportunistisk strømning, der har været virksom i et halvt århundrede, fortsat udgør for arbejderklassens revolutionære kamp – og specifikt i en undervurdering af dens faktiske indflydelse i dele af partiet.

I realiteten tillod den marxistisk-leninistiske partiledelse, at vigtige elementer af den ny opportunistiske linje voksede frem og blev formuleret indadtil og udadtil på forskellig vis og i forskellige former.

I Dagbladet Arbejderen kunne de to linjer, to forskellige opfattelser spores – f.eks. i synet på Cuba og Nordkorea – uden at partiets syn på disse lande, på karakteren af juché-filosofien og castroismen blev trukket klart op. Det skete af såkaldt ’taktiske hensyn’ – og fik som resultat, at der på en række områder i og udenfor partiet opstod tvivl om, hvad partiets politik egentlig var, selvom en grundlæggende rigtig linje fortsat formuleredes i dets dokumenter og beslutninger.

Under taktiske påskud og ved at forvandle ’taktik’ til strategi fik højreelementerne draget partiets linje og politik i tvivl på en lang række felter, spredt forvirring om hvad den bestod i, og formuleret og fastlagt vigtige elementer i deres revisionistiske linje og strategi.

Da partikampen for alvor brød ud – i første række i Københavns Distriktskomité og i Centralkomitéen – forvirredes de marxistisk-leninistiske elementer i ledelsen og søgte igennem lang tid at opnå ’kompromiser’ af hensyn til partienheden og Dagbladet Arbejderens overlevelse. Det førte til kompromiser også vedr. principspørgsmål, til splittelse af marxist-leninisternes rækker, som undlod at organisere et effektivt forsvar for partilinjen, og undlod at appellere til hele partiet om at gøre op med den fraktionelle og højreopportunistiske klike. Dette var også tilfældet, da marxist-leninisterne kom i mindretal partiledelsen. Marxist-lenisterne havde forsømt at rense partiet for revisionistiske og partifjendtlige elementer, der ikke betænkte sig på at sprænge det.

Partiet tillod en række gamle partikadrer at slå ind på en karriere i det faglige bureaukrati og som funktionærer i andre masseorganisationer. De kom til at udgøre et flertal i det faglige udvalg, som de søgte at køre som en slags autonom enhed – og saboterede Centralkomiteens beslutninger vedr. dets opgaver og prioriteringer. Udover at disse nye faglige funktionærer fjernede sig fra partiet og dets konkrete ledelse af alt og alle, medførte det hos dem en levefod, der var væsentlig højere end for almindelige arbejdere. Da spørgsmålet om at bringe den på niveau med partifunktionærer i øvrigt blev rejst, eksploderede disse elementer i vrede og raseri, og bekræftede den gamle lærdom, at man bider ikke af hånden, der fodrer én.

Udviklingen af den skjulte højrelinje lettedes også af andre fejl i partiets politik og initiativer op gennem 90erne. Et parti kan ikke undgå at begå fejl i den komplicerede klassekamps forløb, og søger selvfølgelig at rette dem, når de erkendes. Ellers straffes det. Blandt de fejl, som fik betydning og ikke blev rettet, var den, at den revolutionære ungdomorganisation Rød Ungdom, ikke fra sin start officielt og reelt knyttede sig an til DKP/ML, til kampen for et stærkt kommunistisk parti eller den videnskabelige socialisme.

I forhold til den internationale kommunistiske bevægelse i den situation, som opstod efter 1991, må det ligeledes konstateres, at DKP/ML begik en række fejl.

Partiet var af den rigtige opfattelse, at den internationale kommunistiske bevægelse i første række måtte opbygges ved, at der skabtes stærke marxistisk-leninistiske partier i de enkelte lande. Samtidig betød ’den ny verdensorden’ og globaliseringen, at kommunisternes, arbejderklassen og folkenes internationale samarbejde og koordination måtte styrkes. De marxistisk-leninistiske kommunistiske partier kunne og burde spille en aktiv rolle i de processer, der fandt sted blandt erklærede kommunistiske kræfter på verdensplan (og f.eks. understøtte forsøgene på at genoprette ægte kommunistiske partier i Østeuropa og det tidligere Sovjetunionen). Det var ikke forkert, når partiet søgte at orientere og knytte en række nye forbindelser til erklærede kommunistiske kræfter i en række lande, hvor der ikke eksisterede marxistisk-leninistiske broderpartier. Også partiets bedømmelse af, at tiden ikke var moden til at danne en international kommunistisk organisering, et nyt Komintern.

DKP/ML undlod imidlertid at opretholde og energisk udvikle de bilaterale og andre typer forbindelser med en række af dets gamle marxistisk-leninistiske broderpartier, som fastholdt marxistisk-leninistiske positioner – især de partier, der samledes omkring Den internationale konference af marxistisk-leninistiske partier og organisationer, der dannedes i 1994 på basis af principdokumentet ‘Kommunistisk appel til verdens arbejdere og folk’, den såkaldte Quito-erklæring.

Vi opfatter det som en fejl af principiel karakter, at DKP/ML optog broderpartiforbindelser med hhv. Koreas Arbejderparti og Cubas Kommunistiske Parti – på trods af at partiet understregede, at der eksisterede dybtgående ideologiske og politiske modsætninger i forhold til begge disse partier. Det var et brud på den internationale marxistisk-leninistiske kommunistiske bevægelses strategiske princip om at udvikle og befæste enheden på basis af marxismen-leninismen og den proletariske internationalisme.. At optage partiforbindelser med disse statsbærende partier fra den moderne revisionismes lejr kunne ikke føre til en styrkelse af den internationale marxistisk-leninistiske kommunistiske bevægelse, men kunne kun medvirke til at tilsløre skillelinjerne mellem marxisme-leninisme og moderne revisionisme, i den kommunistiske bevægelse og i partiet selv.

Marxismen-leninismen er uovervindelig

Når alt dette er sagt, er det igen på sin plads at fastslå, at det revolutionære DKP/ML fra 1978-97 har indskrevet sig på en ærefuld plads i den danske kommunistiske bevægelses historie som et lille, men ægte kommunistisk parti, som i en særdeles vanskelig periode af international kontrarevolution og reformistisk og revisionistisk forræderi hævede arbejderklassens og revolutionens røde fane, gav et afgørende bidrag til at marxismen-leninismen og kommunistisk politik er forblevet en levende kraft i arbejderklassens kamp.

I kampen for at skabe arbejderklassens kommunistiske parti, som er den afgørende opgave for de danske kommunister i dag, og som den partiforberedende kommunistiske organisation OKTOBER søger at skabe betingelserne for, indgår med særlig vægt det revolutionære DKPs erfaringer 1919-ca. 1960) og det revolutionære DKP/MLs erfaringer. Også erfaringerne fra disse partiers revisionistiske degeneration indgår heri. Revisionistisk forræderi betales dyrt af kommunisterne og af arbejderklassen. Det må også konstateres, som en lære for fremtiden af partikampen i DKP/ML og dens resultat, at også marxist-leninisternes fejl, manglende konsekvens i kampen mod højre- og venstreopportunisme, mod den moderne revisionisme, reformisme o.s.v. kan koste dyrt. Det er atter blevet understreget, at kampen mod opportunismen må føres frontalt, og at partiet styrker sig ved at rense sig for opportunistiske elementer. Kompromisser og indrømmelser vedr. spørgsmål af principiel betydning, som berører marxismen-leninismens grundlag, er utilladelige – og rummer altid kimen til nederlag og forfald.

Socialdemokratisme (både højre- og venstresocialdemokratisme) og moderne revisionisme udgør kontrarevolutionære strømninger i arbejderbevægelsen. Uden at de bliver slået og gjort til et mindretal i arbejderklassen er et socialistisk Danmark utænkeligt. Kun arbejderklassens kommunistiske parti vil være i stand til at bryde deres nuværende dominans, som ikke mindst er forankret gennem den socialdemokratiske fagbevægelse, og udvikle og forankre klassekampens og revolutionens linje i hele arbejderklassen, på arbejdspladserne og i fagbevægelsen, blandt alle progressive sociale lag og kræfter.

I 80-året for stiftelsen af det revolutionære DKP, 30-året for stiftelsen af KFML, 20-året for stiftelsen af DKP/ML stiller opgaven sig for kommunisterne, for arbejderklassens bedste elementer, for den revolutionære ungdom: at skabe arbejderklassens kommunistiske parti, der kan sikre socialismens sejr i Danmark i det nye århundrede, vejledt af den uovervindelige marxisme-leninisme.

Talrige generationer af revolutionære har kæmpet for dette mål, og har kæmpet for at skabe og udbygge det arbejderklasseparti, som er det afgørende nødvendige redskab for at opfylde. Det er alle deres erfaringer, vundet i kamp, det vil bygge på!

Back To Top