Fælles kamp mod kapitalen

Handlingsprogram vedtaget på Arbejderpartiet Kommunisternes stiftende kongres fra d. 20. til 23. april 2000 i København.

Ved indgangen til et ny årtusinde er den globale klassekamp kendetegnet ved forstærkelse af imperialismens og monopolernes offensiv under parolen om ‘globalisering’ – som betyder imperialismens og de multinationale selskabers uindskrænkede herredømme over verdens arbejdere, folk og nationer. Imperialismens og monopolernes offensiv har øget den sociale polarisering overalt i verden, dramatisk øget kløften mellem rig og fattig og mellem rige og fattige lande.

Den bliver ledsaget af en hyklerisk ‘menneskerettigheds’-demagogi, men imperialismen og monopolerne er selv de største krænkere af de individuelle og kollektive menneskerettigheder. De fratager verdens arbejdere deres tilkæmpede rettigheder, tilintetgør resultaterne af arbejderklassens og folkenes revolutionære kamp og berøver verdens lande og nationer mulighederne for en selvstændig udvikling.

Den amerikanske imperialisme med dens ‘ny verdensorden’ står i spidsen for imperialismens offensiv, som arbejderklassens og folkenes fjende nr. 1, men også andre store imperialistmagter – den Europæiske Union, monopolernes ‘Forenede Europa’, Japan, Rusland og det fremvoksende socialimperialistiske Kina – deltager, hver på deres vis, og efter deres muligheder, i imperialismens offensiv.

Den indbyrdes kamp mellem imperialistmagterne om afsætningsmarkeder, råvarer og indflydelseszoner forstærkes sammen med den internationale konkurrencekamp mellem de multinationale (transnationale) selskaber, der med gigantiske fusioner har udvidet deres fangstnet overalt på kloden. Langt hovedparten af disse globale giganter er – selvom de kaldes multinationale eller transnationale – baseret i USA eller de største EU-lande.

‘Den ny verdensorden’ og ‘globaliseringen’ har ført til øget ustabilitet, kriser og krige. Kapitalismen rystes af sine tilbagevendende økonomiske kriser, overproduktionskriser, som antager en mere eller mindre verdensomspændende karakter. De økonomiske kriser forbinder sig med det kapitalistiske verdenssystems almene krise, og skærper denne. Det enerådende og altomfattende kapitalistiske verdenssystem kan ikke undslippe sine indbyggede modsætninger, der skærpes til stadighed. Derfor vokser også faren for krige, indbefattet krige mellem imperialistmagterne indbyrdes.

Imperialismens offensiv har betydet nye angreb på den internationale arbejderbevægelse, på de kommunistiske og revolutionære partier, på alle det 20. århundredes revolutionære landvindinger. Også fascistiske og nazistiske kræfter er genoplivet med terroristiske formål.

Men arbejderklassen og folkene verden over har ikke passivt accepteret denne bølge af angreb. De er gået til modstand i magtfulde strejkekampe, protestbevægelser og politiske kampe mod imperialismens og de lokale regimers arbejderfjendske og reaktionære politik. Arbejderne fører omfattende kampe og strejker til forsvar for deres levevilkår og rettigheder, såvel i udviklede kapitalistiske og imperialistiske lande som i afhængige lande. Undertrykkende regimer falder som følge af den revolutionære kamp. Samtidig udfolder modstanden mod imperialismens krigspolitik sig i masseomfang og i international skala.

Store sociale kampe, ikke bare af økonomisk, men stadig mere udtalt af politisk karakter, er under udvikling. Arbejderklassen og folkene og deres partier og organisationer, med de marxistisk-leninistiske kommunistiske partier i spidsen, forbereder sig på en ny bølge af antiimperialistiske, nationale befrielseskampe og proletariske revolutioner.

Selv om det kapitalistiske Danmark har status som et af verdens rigeste lande, er det ikke i stand til at sikre hovedparten af befolkningen virkelig velfærd. Det kan ikke give ungdommen en sikker fremtid eller det voksende antal pensionister en tryg alderdom. Den største samfundsklasse, arbejderklassen, slider i fabrikker, virksomheder, på kontor, i handel og transport i et stadig opskruet tempo, samtidig med at massearbejdsløsheden er en fast bestanddel af den kapitalistiske uorden. Økonomiske, sociale og demokratiske rettigheder, tilkæmpet gennem mere end et århundredes kamp, beskæres og ryddes bort.

Den danske storkapital, dens stat og politikere satser gennem medlemskabet af den Europæiske Union og NATO at få del i krummerne fra de rige imperialistmagters bord. I sin jagt på profit har den herskende klasse og dens skiftende regeringer afskrevet en selvstændig national udvikling på alle felter, politisk, økonomisk og kulturelt. Den har underlagt landet de multinationale selskaber, den internationale monopolkapital og dens organer og redskaber. Stadig flere af samfundsøkonomiens hovedgrene kontrolleres og beherskes af udenlandske monopoler.

Som et lille imperialistisk land deltager det kapitalistiske Danmark i udbytningen og udplyndringen af de fattige lande og folk, det store flertal af jordens indbyggere. Det spiller en særlig rolle i den imperialistiske arbejdsdeling som aktiv deltager i NATO’s og EU’s krige og som politikorps for at opretholde den imperialistiske ‘fred’. Den danske krigsmagt har ikke længere forsvaret af de territoriale grænser som hovedopgave.

Den Europæiske Union har sat kursen mod skabelsen af ‘Europas Forenede Stater’. Opbygningen af en ny imperialistisk supermagt, med Tyskland som det vigtigste land, er i fuld gang. ØMU’en og den fælles mønt er en realitet; den fælles hær er på vej. De sidste skridt i den statslige overbygning, indbefattet fælles lovgivning og fælles regering, er i støbeskeen. EU har kastet sig ind i kampen om verdensherredømme, og slås for at matche USA økonomisk, politisk og militært.

På trods af intens folkelig modstand er det lykkedes det herskende borgerskab i Danmark at integrere det danske samfund i den Europæiske Union og lænke det til dets nyliberalistiske fundament. Danmark er ikke længere en suveræn og uafhængig nation.

Samtidig er den såkaldte danske kapitalistiske ‘velfærdsmodel’ blevet skrottet – gennem udliciteringer, privatiseringer, gradvis undergravning og forringelse af en lang række sociale ordninger. Arbejdsmarkedet er blevet omlagt i EU-retning. Der er skabt et tredje arbejdsmarked af aktiverede, bistandsmodtagere og arbejdsløse, et særligt løntrykkerkorps, uden faglige og andre rettigheder. Gennem en lang årrække er daginstitutionerne og alle led i uddannelsessystemet blevet både ringere, sundhedsvæsenet er sakket bagud. Samtlige sociale sikringsordninger og pensionsordninger er blevet lagt om i asocial retning. Serviceniveauet i den offentlige sektor er systematisk sænket. Skattetrykket på det store flertal er øget kraftigt, mens formue- og selskabsbeskatning er sat ned.

Offensiven til fordel for monopolerne er blevet mødt med modstand fra arbejderklassen og den brede befolkning, fra strejker mod udliciteringer og forringelse af arbejdsforholdene til storkonflikt omkring overenskomsterne. Arbejdsløse og bistandsmodtagere rejser sig mod tvangsaktivering og slavearbejde. Brede folkelige bevægelser opstår sig mod privatiseringer og udliciteringer, mod forringelser af daginstitutioner, skoler og uddannelsessteder, sygehuslukninger og andre offentlige forringelser. Pensionister vender sig mod det omfattende tyveri af pensionsordninger, som Den sociale pensionsfond. Store bevægelser vender sig mod genopdukningen af nazisme og fascisme, mod fremmedhad og racisme. Militariseringen og imperialismens krige mødes af protester. Og kampen mod den Europæiske Union er usvækket efter næsten tre årtiers medlemskab.

Arbejderklassen udgør kernen i den fremspirende fælles kamp mod kapitalen, som også omfatter arbejdsløse og bistandsmodtagere, den uddannelsessøgende ungdom, pensionister af forskellig slags, dele af de småborgerlige mellemlag og andre, der rammes af monopolernes og den kapitalistiske stats offensiv – mere end to tredjedele af befolkningen.

Den kapitalistiske offensiv gennemføres af en enig front af regering og parlamentarisk ‘opposition’ i kraft af en permanent og enslydende propagandakampagne i de altdominerende borgerlige medier. Og den gennemføres i kraft af et massivt forræderi fra LO-toppens og fagbureaukratiets side mod arbejderklassen og dens interesser. Samtidig søger de herskende systematisk at splitte arbejderklassen og dens allierede og aflede den voksende politiske og sociale utilfredshed, blandt andet i fremmedfjendsk og racistisk retning. Alle store konflikter og kampe viser, at treenigheden regering, arbejdsgivere og fagtop står sammen imod den brede befolkning.

Skal arbejderklassens kamp og de folkelige bevægelser for alvor blive en trussel mod den herskende klasse og dens politik, må dens kampevne og organiseringsgrad øges. Kampen til forsvar for levevilkårene og de tilkæmpede rettigheder – den økonomiske kamp som helhed – må kædes stadig tættere sammen med den politiske kamp mod de kapitalistiske regeringer, den kapitalistiske stat og de internationale monopolkapitalistiske og imperialistiske organismer.

Alle illusioner om de kapitalistiske partier og de kapitalistiske politikere, til højre, i midten, og ’til venstre’, der varetager monopolernes interesser, mens de fremstiller sig som ‘demokrater’, må væk. Partier som Venstre og De Konservative har altid været den herskende klasses regeringspartier. De støttes af en række andre borgerlige, herunder det reaktionære, populistiske Dansk Folkeparti. Socialdemokratiet er monopolkapitalens foretrukne regeringsalternativ som et redskab til at sikre gennemførelsen af unionspolitikken og den imperialistiske krigspolitik og administrere de tilbagevendende kapitalistiske kriser imod arbejdernes modstand. Det moderne eurosocialdemokrati har opgivet ethvert selvstændigt reformprojekt. Det står i sin største krise nogensinde, en strategisk krise, som utilsløret tilhænger af det kapitalistiske og imperialistiske system og monopolernes ‘Forenede Europa’ og den aggressive NATO-alliance.

Socialistisk Folkeparti søger at erobre det gamle socialdemokratis plads som reformistisk parti, samtidig med at det udgør et trofast støtteparti for socialdemokratiske regeringer. Også Enhedslisten er som støtteparti for socialdemokratiet deltager i dets forræderi overfor arbejderklassen.

Fremgang i kampen mod kapitalens angreb forudsætter et afgørende brud med samtlige kapitalens partier, et konsekvent brud med den socialdemokratiske, reformistiske og revisionistiske klassesamarbejdspolitik. Af særlig betydning er opgøret med den socialdemokratiske ledelse af fagbevægelsen, med den forræderiske LO-top og det faglige bureaukrati. Fagforeningernes rolle som kamporganisationer for arbejderklassens interesser er for længst blevet tilintetgjort. De er imidlertid fortsat arbejdernes vigtigste klasseorganisationer, og hovedparten af de danske arbejdere er organiseret her. Flertallet af fagforeningernes medlemmer må vindes for klassekampens politik – og de socialdemokratiske og revisionistiske faglige ledere bekæmpes og isoleres.

Den internationale solidaritet mellem arbejderklassen og folkene verden over bliver af stadig større betydning. Det er den samme fjende, de står over for: imperialismen og dens monopoler, deres diktater og aggression. Udviklingerne i alle lande, på alle kontinenter, får umiddelbare konsekvenser for arbejderne og folkene i andre lande og andre regioner. De politiske og organisatoriske bånd mellem de kæmpende arbejdere og folkene må udvikles til en fælles front mod imperialismen.

Det er kun på overfladen, der råder social og politisk stabilitet i Danmark. Den tid, hvor Danmark forekom at være en oase af klassefred og social ro, er for altid forbi. Under overfladen ruster de forskellige politiske og sociale kræfter sig til kommende styrkeprøver.

Arbejderklassens og det store flertals kamp må i denne situation have følgende hovedretninger:

Stop monopolerne, bureaukraterne og unionspolitikerne!
Nej til monopolernes ‘Forenede Europa’ – Danmark ud af EU!

Den Europæiske Union er i sit væsen storkapitalens projekt. Alene til gavn for monopolerne, bureaukraterne og unionspolitikerne. Det er ikke til fordel for arbejderne, for de europæiske folk eller for folkene i verden – selvom det søges solgt som en garant for ‘fred’ og ‘fremskridt’, ‘demokrati’ og ‘menneskerettigheder’. Dets antifolkelige, udemokratiske og arbejderfjendske karakter lader sig ikke skjule.

De europæiske monopoler står i en stadig skærpet global kapitalistisk konkurrencekamp. For at stå stærkere i den har de gennem et halvt århundrede opbygget en ‘stadig snævrere’ europæisk union. De er kommet langt i retning af en overnational statsdannelse, med fælles regering og lovgivning, fælles udenrigspolitik, fælles indenrigspolitik på alle væsentlige områder, fælles valuta, fælles mønt, med ØMU og euro og centralbank, med fælles hær og politi – baseret på et kontinentalt hjemmemarked og toldmure mod resten af verden. Den søger at skabe en ny ‘europæisk’ national identitet hos sine ‘unionsborgere’. Unionen bevæger sig i retning af ‘Europas Forenede Stater’.

Den Europæiske Union er ved at udvikle sig til en ny imperialistisk supermagt, der tager konkurrencen om verdensherredømme op med USA og de øvrige imperialistmagter.

Den Europæiske Union har betydet og betyder en politisk, økonomisk og social omstrukturering af en stor del af Europa i det herskende monopolers og i de toneangivende stormagters interesse. Den Europæiske Union baserer sig på monopolernes ‘friheder’ som kapitalens, varernes og arbejdskraftens fri bevægelighed. De toneangivende monopoler kræver adgang til og inddrager alle unionslandenes ressourcer – og nedbryder herunder systematisk gamle grænser og nationalstater til fordel for en regional og unionsmæssig udvikling, som fremmer de europæiske monopolers vækst og dominans. For et lille land som Danmark betyder det en hurtig nedbrydning af de traditionelle politiske, økonomiske og kulturelle strukturer og institutioner – herunder en reduktion af folketingets rolle til en slags amtsråd. En selvstændig udvikling på nationalt grundlag er udelukket. Den Europæiske Union fremtvinger en multinational og multietnisk integration, ikke baseret på folkenes og nationernes behov, men på monopolernes behov for vækst og profitmaksimering.

ØMU’en og euroen betyder ikke reallønsfremgang, men et stadigt pres nedad for reallønnen og en skærpelse af arbejdernes indbyrdes konkurrence om jobbene.

ØMU’en og euroen betyder ikke en reduktion af arbejdsløsheden, men fast høj arbejdsløshed og skabelsen af et stadig mere fleksibelt arbejdsmarked, der undergraver normalarbejdstiden og normalarbejdsugen, presser arbejdsintensiteten i vejret og fjerner tilkæmpede faglige rettigheder. De forudsætter også eksistensen af et tredje ‘gråt’ arbejdsmarked af tvangsaktiverede arbejdsløse i både den private og offentlige sektor. ØMU’en betyder forringelser af understøttelser og pensioner og socialpolitiske omlægninger i retning af stadig højre grad af selvfinansiering. De skaber en stadig større overflødig ‘overskudsbefolkning’, der lever i nærheden af eksistensminimum. De betyder samtidig privatisering og udlicitering af stadig større dele af den offentlige sektor til gavn for den private profit.

Det er arbejderne og folkene, der tvinges til at betale for de krigseventyr, Unionen kaster sig ud i under betegnelser som ‘fredsskabende missioner’ og lignende – og for en fortsat militarisering til gavn for den givtige rustningsindustri.

I Unionen går hensynet til monopolerne og deres profitter over alle andre hensyn – indbefattet hensyn til miljø og mennesker – på trods af alle besværgelserne om ‘social dimension’, ‘menneskeretscharter’ osv.

Derfor vender arbejderne og folkene sig imod ØMU og unionsstat, mod euro og militarisering, mod privatiseringer, reallønsnedgang og sociale forringelser – og bekæmper alle skridt hen imod unionsstaten. Unionen og unionsstaten kan ikke reformeres, så den bliver til gavn for arbejderne og den brede befolkning. De er og bliver et redskab i monopolernes hænder. Kampen mod Unionen og for dens opløsning og kampen mod monopolerne er samme sag.

Nej til ØMU og euro!
Nej til unionsstaten!
Nej til militarisering og Europahær!

En selvstændig udvikling på nationalt grundlag er kun mulig for Danmark uden for den Europæiske Union. Kampen mod unionsstaten og for at få Danmark ud af EU er også en kamp for at genvinde den nationale selvbestemmelsesret.

1. Arbejderklassens kamp for sine rettigheder

Arbejdernes kamp for faglige og økonomiske rettigheder, for kortere arbejdstid og for højere løn på profittens bekostning, vender sig i voksende grad ikke bare mod det danske borgerskab og dens stat, men også mod de multinationale monopoler og unionsstaten.

Styrkelsen af klassekampslinjen på arbejdspladserne og i fagbevægelsen, af arbejdernes enhed på klassekampens grund og et brud med LO’s klassesamarbejds- og splittelsespolitik er en forudsætning for resultater i den daglige forsvarskamp. Solidariteten med de kæmpende arbejdspladser, der går til modstand mod kapitalen i konkrete aktioner, strejker og blokader, må til stadighed udvides.

Solidariteten med arbejdsmarkedets udstødte, dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere, er afgørende for hele arbejderklassens kamp.

Nedsæt arbejdstiden – genindfør normalarbejdsdagen!
Hen imod 30-timers normal arbejdsuge med fuld lønkompensation!
Kamp mod øget fleksibilitet og andre metoder til at øge arbejdsintensiteten og svækkearbejderklassens kampkraft!

Stop det tidspres og jag, arbejderne i dag påtvinges!

Generelle lønforhøjelser på profittens bekostning! En mindsteløn på 100 kr. i timen!
Væk med ‘Ny løn’ og andre metoder til at svække arbejdernes solidaritet!
Væsentlige forhøjelser af lærlinges og ungarbejderes løn!

Regulære job til alle! Væk med tvangsaktiveringen!
Opret nye arbejdspladser med normale overenskomster og fulde faglige rettigheder til aktiverede, arbejdsløse og bistandsmodtagere!
Kamp mod det tredje arbejdsmarked! Bekæmp arbejdsløsheden – ikke de arbejdsløse!
Arbejdsløse skal ikke være løntrykkere!

Generel forhøjelse af dagpenge- og bistandssatserne! Automatisk dyrtidsregulering i forhold til den overenskomstmæssige lønudvikling! Væk med alle begrænsninger i retten til at oppebære dagpenge!

Reel ligeløn – stop diskriminationen af kvinderne på arbejdsmarkedet!

Stop diskrimineringen af nye danskere på arbejdsmarkedet!

Stop privatiseringen og udliciteringerne af den offentlige sektor til fordel for monopolerne og deres profit!

Afskaf alle begrænsninger i strejke- og konfliktretten!
Væk med klassedomstolen Arbejdsretten – fjern den faglige voldgift!

2. Social genopretning

Den kapitalistiske offentlige sektor er et givtigt område for spekulation, magtmisbrug, korruption og privat profit. Af hensyn til unionstilpasning og monopolprofitter er den offentlige sektor og serviceydelserne til befolkningen gennem en lang årrække blevet forringet, mens behovene derfor til stadighed vokser – bl.a. gennem privatiseringer, stadige sociale nedskæringer og brugerbetaling på alle områder. Stadig flere områder lægges direkte under monopolernes kontrol. Der er stadig voksende sociale skævheder i adgangen til uddannelse og alle øvrige offentlige servicefunktioner.

Privatiseringerne og udliciteringen skal stoppes. Brugerbetaling skal væk.

Kvaliteten i den offentlige sektor og dens serviceydelser skal øges væsentligt – og stilles til rådighed for hele befolkningen.

Alle overførselsindkomster trykkes stadig længere nedad – og pensionsområdet er blevet til et nyt område for omfattende socialt tyveri fra de skiftende regeringer.

Gode og gratis offentlige daginstitutioner til alle børn!
Gratis folkeskoler, gymnasier og videregående uddannelser af høj kvalitet!
Genopretning af uddannelsessektoren! Lige adgang for alle til uddannelse!
Nej til heldagsskole! Børnene skal have deres fritidshjem tilbage!

Gratis læge- og tandlægebehandling!
Tilstrækkelige og gratis offentlige hospitaler af høj international standard!
Tilskud til medicinbrugerne – ikke til medicinalindustrien!
Stop sygehusnedlæggelserne – sikring af lokale offentlige sygehuse og af lægecentrer i alle områder!
Udbygning af gode og tidssvarende plejehjem! Udbygning af den psykiatriske pleje og behandlingstilbudene til handicappede!
Lige adgang til sundhed for alle!

Gode og gratis folkebiblioteker!
Gratis offentlige museer og andre kulturelle tilbud til befolkningen af høj kvalitet!
Støt udviklingen af den folkelige kunst og kultur!
Sikring af billig IT-adgang til alle! Lige adgang til kultur og sport for alle!

Stop reklamestyringen af kultur- og idrætsliv! Stop den kommercielle forurening!
Stop den private firmasponsorering af forskningen!

Stadig omlægning af energiforbruget i retning af vedvarende energi!
Udbyg det kollektive trafiknet af en høj kvalitet overalt i landet!

Forbud mod brug af sundhedsskadelige og forurenende stoffer i fødevarer og industriel produktion!

Udvid de offentlige rekreative områder og adgangen for alle til natur og naturoplevelser! Sikring af gode bykerner og bymiljøer! For arbejdspladser, gode skole- og kulturtilbud også i land- og udkantsområder!

Stop miljøødelæggelserne! Lad forurenerne betale!

Flere, bedre og billigere boliger! Afskaf bolignøden – gode og sunde boliger til alle!
Stop spekulanterne og bolighajerne! Kraftig nedsættelse af det generelle huslejeniveau!

Forbedring af førtidspension og efterløn! Ret til efterløn for alle fra 60 år!
Forhøjelse af folkepensionen med fuld dækning for pris- og lønudvikling! Afskaf loven om satsregulering!

Stop tyveriet af Den Sociale Pensionsfond – udbetal pengene som skattefri tillægspension!

Gratis hjemmehjælp og pleje til alle pensionister, der har behov herfor!

En klækkelig forhøjelse af selskabsbeskatningen! Genindførelse og stramning af formuebeskatningen! Fjernelse af alle bistandsordninger til kapitalen! Stop for Danmark som skattely for de multinationale selskaber!
Indførelse af en kraftig progressiv beskatning! Afskaffelse af moms og alle andre indirekte skatter og afgifter med social slagside!

3. Fuld ligestilling og frigørelse for kvinderne

Forrige århundredes kvindeundertrykkelse slæbes med ind i det nye årtusinde. På trods af ligelønslov og formel ligestilling er kvinderne stadig et undertrykt køn på arbejdsmarkedet og i samfundet som helhed. Det gælder ikke mindst arbejderkvinderne.

Mens magtelitens kvinder ser kønskvotering til topposter som det store spørgsmål, har resten af kvinderne forsat hovedparten af de ufaglærte eller lavtlønnede job i den private og offentlige sektor. For dem er spørgsmålet, at udviklingen går den gale vej. Uligelønnen vokser med de nye individuelle lønsystemer og kvalifikationslønnen, hvor kvinderne i den grad diskvalificeres på deres økonomiske eksistens. Arbejderkvinderne bliver i stigende omfang pålagt rekorden i arbejdsløshed og udstødning af arbejdsmarkedet. Mange enlige mødre holdes i en fattigdomsfælde på et leveniveau under den officielle fattigdomsgrænse og uden reelle muligheder for at forbedre deres situation. Selv i alderdommen diskrimineres kvinder i forhold til pension, alene fordi de er kvinder.

Det bliver stadig sværere for kvinder at få det fleksible arbejdsmarked og den fleksible familie til at hænge sammen økonomisk og socialt.

Der føres en stadig reaktionær ideologisk offensiv, bl.a. i reklamer og pornografi, for at fremstille kvinder som seksualobjekter – og dermed til stadighed grave grøfter mellem kønnene.

Kvindekamp er klassekamp.

Reel lige adgang til uddannelse og job – og ret til både familie og arbejde – på lige fod med mændene!
Kraftig udbygning af de samfundsmæssige offentlige serviceydelser til børnefamilierne!

Den økonomiske diskrimination af kvinder – fra ung til ældre – må stoppes nu!

Forsvar retten til fri abort – og retten til at have børn!

4. Giv ungdommen en fremtid

Ungdommen hyldes som samfundets fremtid. Men hyldesten gælder kun borgerskabets unge. Når det gælder arbejderklassens unge, er deres stilling blevet forringet gennem en lang årrække. Gennem folkeskolerne uddannes ungdommen til at være en disciplineret arbejdskraft for monopolerne. Angiveligt har alle unge lige muligheder – men på trods af al snak om det modsatte fungerer en lang række sociale mekanismer, som forhindrer arbejderungdommen, ikke mindst børn af ufaglærte, i at få kompetencegivende uddannelser på forskellige niveauer.

Som helhed bruges ungdommen som et løntrykkerkorps på arbejdsmarkedet – og diskrimineres gennem særlige asociale ungdomsordninger. En stor del af de unge er gennem årtier blevet sorteret ud af arbejdsmarkedet til en tilværelse som sociale tabere på bistandshjælp og som tvangsaktiverede.

Der føres en veritabel krig mod de unges hjerner og kroppe. Den ideologiske aggression fra monopolernes og mediernes side søger at skabe en ensrettet ungdom af konkurrencebetonede individualister efter devisen ‘enhver er sin egen lykkes smed’ – samtidig med, at dele af ungdommen bedøves af narko og alkohol.

Samtidig er danske unge begyndt at blive sendt i krig langt uden for landets grænser – i Den Internationale Brigade, i NATO’s aggressionskrige, i den kommende Europahær.

Uddannelses- og praktikpladser til alle unge!

Væsentlig forhøjelse af lærlingeløn og SU!

Fuld understøttelse til alle unge arbejdsløse! Nej til unge som løntrykkere!

Fulde sociale rettigheder til unge under 25 – stop aldersdiskriminationen!

Billige boliger til alle unge!

Stop den ideologiske aggression mod de unge!

De unge kvinder skal ikke være ofre for et forskruet kvindeideal!

5. Stop for fremmedhad, diskrimination og racisme
Forbud mod nazisme og fascisme

Reaktionen søger at udnytte og puste til modsætningerne mellem danskere og indvandrere og flygtninge – og drømmer om etniske opgør – for at splitte arbejderklassens og det store flertals kamp mod reaktionens offensiv. Men enheden mellem danske arbejdere og udenlandske arbejdere er voksende. Det bekræftes til stadighed, at en linje for indvandrernes og flygtningenes integration i det danske samfund på et ikke-religiøst, verdsligt grundlag er vejen frem.

Tvangsassimilering, ghettoisering eller barbariske udsmidningskampagner er nogle af de metoder, reaktionen anvender for at så splittelse.

Derfor må der kræves:

Stop for ghettoiseringen af hele kvarterer og bydele, af boligområder og skoler!

Lige adgang for alle til arbejde, uddannelse og bolig! Særlige foranstaltninger til sikring af en positiv integration af de nye danskere!

Sikring af danskundervisning!

Som et led i reaktionens offensiv mod arbejderklassen som helhed genoplives også fascistiske og nazistiske grupperinger som en spydspids i racistiske og arbejderfjendske overfald og terrorhandlinger, som med offentlige tilskud driver lokalradio, laver befæstede borge rundt om i landet og gennem provokerende marcher søger at fremkalde voldelige konfrontationer.

Stop den offentlige støtte til nazivirksomhed! Luk naziborgene! Stop nazimarcherne!

Forbud mod nazistiske organisationer, propaganda og aktivitet!

6. Stop for oprustning og militarisering!
Danmark ud af NATO!
Nej til Europahæren!

Den amerikansk ledte NATO-pagt er den mægtigste militære magt i verden. Via NATO gennemtvinges USA’s og imperialismens aggression overalt i verden. Danmark tilsluttede sig NATO med den motivering, at det var en forsvarsalliance, som skulle hindre medlemslandene mod overfald. Under ‘Den ny verdensorden’ har NATO afsløret sin karakter som aggressionsinstrument i en række krige rundt om i verden fra den Persiske Golf til Eksjugoslavien – langt uden for medlemsstaternes grænser.

NATO’s atomare strategi tillader at anvende kernevåben ikke bare mod andre atommagter, men også mod lande, der ikke besidder atomvåben. Det er et redskab til spionage, aggression og undergravning overalt – også mod befolkningerne i alliancens medlemslande – og kan forvandle sig til en besættelsesmagt.

Det danske medlemskab af NATO betyder stadig oprustning og militarisering og dansk deltagelse i imperialistiske aggressionskrige, kamufleret som ‘fredsskabende operationer’.

Bekæmp NATO! Danmark ud af NATO! NATO ud af Danmark!

På trods den danske befolknings afvisning af Vestunionen og den kommende Europahær forberedes dansk deltagelse i dette nye militære redskab for den Europæiske Union uanfægtet.

Unionens militære side er et redskab til at gennemtvinge dens imperialistiske interesser med militære midler og udgør en vigtig side af EU’s supermagtsudvikling.

Det er ikke i den danske arbejderklasses eller befolknings interesse at øge sin deltagelse i imperialistiske militæralliancer og krigseventyr, som betyder øget militarisering, øget oprustning og nye krige, som betales af folkene. Det er tværtimod i nationens interesse at bryde med de imperialistiske militæralliancer til fordel for en neutralitetspolitik.

Stop Unionens militarisering! Nej til deltagelse i Vestunionen og Europahæren!

Ikke en øre og ikke en mand til de imperialistiske hære!

7. Fælles front mod imperialismen

Det er imperialismen, som udgør den væsentligste forhindring for fred og sociale fremskridt i verden. Derfor forener arbejderne og folkene sig i en fælles front mod imperialismen.

Den danske arbejderklasse og det danske folk er spundet ind i de imperialistiske organismer af enhver art, som de må bekæmpe for at opnå virkelig social fremgang og udvikling på et selvstændigt og nationalt grundlag. Kampen mod imperialismen føres også i imperialismens hjertelande – også i det lille imperialistiske Danmark – som en kamp mod de imperialistiske organismer, imperialismens krigseventyr og dansk deltagelse deri.

Som en lille imperialistmagt har Danmark også en kolonial fortid og et historisk efterslæb: Det færøske og det grønlandske folk har gennem årtier kæmpet for national selvbestemmelse. Denne kamp må anerkendes og støttes. Anerkendelse af den nationale selvbestemmelsesret betyder også:

Anerkendelse af retten til fuldstændig løsrivelse fra Danmark, såfremt det færøske eller grønlandske folk ønsker dette!

I imperialismens globale offensiv mod folkenes frihed og nationernes uafhængighed under Den ny verdensorden og globaliseringen udvikles også en række organismer til gavn for monopolerne, som skal gennemtvinge dens diktat

Bekæmp IMF (Den internationale Valutafond), WTO (Verdenshandelsorganisationen) og Verdensbanken som redskaber for imperialismen!

Bekæmp MAI og andre imperialistiske diktater!

En række lande er særlige angrebsmål for imperialismen, fordi de på en række områder har vendt sig imod og bekæmpet den. Derfor er det særlig nødvendigt at udvise antiimperialistisk solidaritet med disse lande, som boykottes og bekæmpes af imperialistmagterne, der også truer dem med direkte militær aggression

Solidaritet med Cuba, Nordkorea og andre lande, som trues af imperialismen!

Den antiimperialistiske kamp er i vækst på alle kontinenter – som de latinamerikanske folks kamp mod dollariseringen og amerikansk indblanding

Solidaritet med folkenes kampe mod USA-imperialismen, og mod al imperialisme!

En hel række nationer og folk har ikke opnået selv formel national selvstændighed og uafhængighed, eller anerkendelse af deres nationale rettigheder, på trods af årelange kampe herfor. Det gælder f.eks. det palæstinensiske eller kurdiske folk. Andre lande og folk lægges i nye lænker af imperialismen og rejser sig til kamp for at genvinde deres rettigheder.

International solidaritet med de nationale befrielsesbevægelser!